Latest Entries »

Ohøj. Ja, hold da op – kommer der allerede en opdatering fra det mørke kammer, hvor krybene lever og man hele tiden skal tale lavt og sagte, så man ikke vækker de sovende nattedyr, der har gemt sig i Afgrunden af angst for solens stråler. Javist, jeg sad og kiggede lidt, og havde faktisk ikke ret meget at give mig til, så jeg tænkte! – hvorfor ikke komme med et indlæg på bloggen, der jo altid hunger efter nyt – det er lidt ligesom det store hul med fangarme og tænder, som Han Solo, Luke og Chewie skal smides i i “Return Of The Jedi”… okay okay, måske overdriver jeg lidt… det hul er ikke stort … men det er AFGRUNDEN! …

Ja, jeg tilbringer jo dagen med at sidde i min elskede Afgrund. Jeg dedikerede dagens overskrift til Afgrunden, fordi det i sandhed er blevet mit et og alt. Det absolutte safe-space, og desuden gemmested for uhumske tanker og elskovrede for alverdens filmtitler … nogle gange har jeg mistanke om at mine film formerer sig om natten, fordi når jeg endelig slår øjnene op, så kan jeg finde nogle dvd’er som jeg slet ikke anede at jeg havde købt? – Imagine that…. the terror! – well, jeg får da set lidt film for tiden, og i går så jeg denne:

journey

Der er tale om endnu et værk af den fremragende Makoto Shinkai. Herhjemme er en mand som Hayao Miyazaki blevet fantastisk populær, og de fleste af hans film er efterhånden til at få fat i, endda med dansk tale og tekst… og det er så glædelig, fordi det er noget virkelig enestående anime. “Min Nabo Totoro” er så vidunderlig, herlig og perfekt, at man ikke kan andet end holde af den, og som jeg plejer at sige… så er der ikke en eneste ond tanke i filmen. Musikken af Joe Hisaishi er også mesterlig. Men for at sammenligne lidt med Makoto Shinkai, så vil jeg sige at disse film mere er til den følsomme teenager, eller måske generte voksen. Der er ingen tvivl om at der er en kæmpe forskel i den danske og den japanske mentalitet, og nogle vil sikkert kalde hans film for… ja, lidt sukkersøde? – well, det kan også godt retfærdiggøres, men filmene er også smukke og stemningsfulde. Alene animationen er top-notch, og ofte er musikken en god ledsager på den rejse, som Makoto Shinkai nu har planlagt for os. Selvfølgelig er der også langt fra denne film til en film som “Akira”, som jeg vil betegne som en af mine alltime yndlings-anime. “Akira” er voldelig og overdreven, men selvom “Journey To Agartha” også er en anelse være voksen end de andre værker som jeg har set, så vil jeg sige at det klæder faktisk instruktøren lidt. En lidt mere grov stil, men det bliver jo aldrig downright dirty og væmmelig… nej, det er nok lidt anime for piger, så næste gang at jeg holder pyjamasparty med tøserne, så kan det være at den bliver smidt i afspilleren.

Nå, det kan jo ikke være Holiday On Ice det hele, så jeg har naturligvis også kastet mit blik på lidt horror. Jeg fik nemlig tilsendt denne med posten:

society

Uha for en grimmerian. Nej, Brian Yuznas’ “Society” er bestemt ikke for alle og enhver. På tidspunkter i filmen, så ringer kvalme-alarmen godt nok. Jeg havde set filmen før, på et gammelt VHS-bånd, som jeg fandt i Aalborg engang, men denne oplevelse fra Arrow Video (iøvrigt i en smagfuld indpakning) var alligevel et step up. Kort fortalt handler filmen om et typisk amerikansk overklassemiljø, hvor først datteren skal introduceres til den øvrige elite. Siden hen bliver det hendes brors tur. Men alt er ikke som det skal være, og broren (Billy Warlock i en præ-Baywatch-rolle) kommer i tvivl om hvad der er hændt med søsteren og hvad der ellers er i vente for ham? – og det er ikke småting da… og så pludselig eksploderer filmen i vamle scener, som den navnkyndige “Screaming Mad George” ellers har stået for. Det er vederstyggelig og grænsende til både det perverse og vulgære. Alligevel sad jeg og morede mig – især da der blev stille og tiden var inde til “The Shunt”, som ellers ikke ligefrem er noget man skal efterstræbe. Sjovt nok er det producenten fra en film som “Re-Animator”, der har siddet i instruktørstolen på “Society”; og han er ikke bange for at give publikum noget at grine, græde og brække sig af…det er virkelig good stuff, og til tider kunne det faktisk også godt minde lidt om en Troma-film, idet skuespillet og manuskriptet ikke lige er Oscar-materiale. Jeg havde det dog rigtig sjovt med filmen og kan bestemt anbefale den, men vogt jer for en aften, hvor der bliver indbudt til en gang “Shunting” – eller i det tilfælde, så bliv endelig væk og gå i biffen med din pige i stedet… hvor i jo passende kunne se den nye “Terminator”-film, som jeg stadigvæk gerne vil se, og har spurgt den gamle om han ikke også vil med en tur i de mørke lokaler for at tjekke folkepensionisten, Arnold Schwarzenegger, ud på hans gamle dage… rollen som T-800 er jo så ikonisk for netop Arnie, at den skulle have en tur mere… jeg er spændt….

Ja- det blev til et indlæg, skrevet af undertegnet på en dejlig dag i Afgrunden. Håber at alle har det godt derude i Dannevang, også selvom sommeren måske har været en skuffelse so far. Well – jeg føler at der er en ændring på vej…

Reklamer

Hallo. Ja, jeg har netop nok engang genset Sacha Gervasi’s glimrende og meget hjertevarme dokumentar om det canadiske heavy metal-band, Anvil, der oplevede deres 15 minuts of fame tilbage i begyndelsen af 80’erne, men sidenhen er gået næsten helt i glemmebogen, og nu kun spiller for en håndfuld mennesker, når de endelig spiller da… til trods for at de har udsendt 10+ albums.

Anvil er et meget særpræget band. Musikken er ganske standard hård metal a la trash metal og bandet består grundlæggende af de to bandstiftere, forsanger/guitarist, Lips og trommeslager Rob… det er et par gæve gutter, der har haft et venskab hele vejen igennem. Og sådan et livslangt venskab er jo efterhånden noget som man kommer til at sætte pris på, jo ældre som man bliver. Og det er ofte fundet i fælles interesser og glæde over de simple ting, og hvorfor fanden skulle det ikke være sådan?…

Jeg fandt iøvrigt et Anvil-album i Læsehesten i Aalborg engang, og købte det selvfølgelig, men det var ikke noget særligt, og det skulle endda være et af de albums, der var ekstremt dårlig produceret, hvilket de har haft adskillige af. Det er selvfølgelig noget skidt, men alligevel, når man ikke har pengene til det, og stadigvæk insisterer på at udsende albums, så bliver det nok lidt noget tvivlsomt noget – ikke fordi at jeg kender branchen eller noget, men det er mit gæt. Anvil i dokumentaren er dog enorm velspillende og musikken er meget heavy, så man sidder og headbanger lidt med hjemme i stuen. Musikken i filmen er dog kun en ting af pakken, fordi den handler også meget om mennesker og deres skæbner, og indeholder et væld af ikoniske scener – scenen hvor de spiller i en klub for en lille gruppe, og der sidder en og headbanger for vildt i en lænestol helt fremme – eller i Tjekkiet, hvor Lips kommer op at toppes med en promoter, der ikke vil betale dem for koncerten. Som Lips også proklamerer: det er jo hans arbejde og han leverer altid varen, så han skal jo også betale hans regninger. Lips lever virkelig for bandet og musikken og det har han gjort i over 30 år.

Når jeg ser et program som X-Factor, og sidste sæsons døgnflue, Citybois, der har fået en pladekontrakt på Sony, bare fordi at de har godt fat i det unge segment, der består af købelystne teenagere, der dedikerer deres værelser til nogle ‘shrines’, hvor de har tapetseret væggene med plakater og billeder af sådanne nogle håbløse unge typer, der knap nok kan synge, men måske har en stil, der gør dem eftertragtet. Well, det begyndte med The Beatles, og slutter næppe her…

Men min tanke med Citybois og deres pladekontrakt er nærmest at spytte etablerede kunstnere i ansigtet, og at være til stede i musikindustrien i over 30 år – det er sgu et statement. Jeg ved ikke hvor meget Citybois går op i deres musik, men de går op i at være kendt, og det er næsten endnu værre… ja, jeg ved det. Jeg lyder som en gammel sut, der brokker sig over ungdommen og deres mildest talt sære vaner, der af en eller anden grund bliver populære, imens en 35-årig som undertegnet sidder og ser måbede til. Nej, jeg voksede op i 90’erne, hvor Eurodance og Grunge var de populære stilarter, og jeg brød mig ikke særlig meget om nogle af dem. Jeg lyttede heller ikke til heavy metal, før jeg fandt Marilyn Manson og hans gennembrydende, moderne ‘shock rock’, som gav mig så meget glæde og indhold i livet, at jeg ikke længere følte mig som en udstødt teenager. Nu  havde jeg en stemme, som jeg kunne lytte til… sidenhen er forholdet til Marilyn Manson kølet lidt, men hans tre albums, AntiChrist Svperstar, Mechanical Animals og Holy Wood er stadigvæk store bedrifter i mit liv.

Well, lidt ord her fra Afgrunden, hvor det altid er mørkt, dystert og klamt. I dag skinnede der dog et lille lys indenfor med bandet Anvil og deres humanitet. Jeg bliver glad hver gang at jeg ser denne dokumentar, og jeg kan kun opfordre alle til at opstøve den og nyde den for det som den er. Et velmenende portræt, der kigger ind af alle sprækker, og viser bandet som de er. Både på den gode og den dårlige måde…

anvil (2)

Okay, okay… lige for at gøre det hele klart og ikke fremkalde brækfornemmelser – den svedende mandekrop er bare mig selv, og jeg er jo så fandens attraktiv, at når jeg prutter, så kommer der blomster ud. Nej, det er den selvtillid og erkendelse, der efterhånden har skyllet ind over mig. Jeg er sgu egentlig ikke særlig lækker, og der er sågar nogle, der mener at jeg er en skamplet på menneskeheden. Nuvel – så må jeg jo holde mig i Afgrunden og dyrke voldsfilm og aggressivt musik (Roxette). Nej – det er ikke nemt at være til.

Heldigvis kan man jo blive glad over det effektive post- og toldvæsen. De besluttede sig nemlig for at sende en lille notis ud, hvor de bekendtgjorde at de havde snuppet en pakke i tolden, og nu afkrævede en momsafgift. Ja, ja, momsgiften ville jeg gerne betale, idet den kun var på 44 kroner, men hvad fanden…? – så er der pludselig et ekspeditionsgebyr inkluderet på 160 kroner (!) – hvad er nu dette? – okay – jeg havde faktisk prøvet at blive snuppet en enkelt gang før og der var vilkårene de samme, men for saturn da, hvorfor i alverden skal det være så dyrt at udsende et enkelt brev? – nej, jeg forstår det skam ikke… nuvel, jeg betalte det hele…204 kroner og i dag fik jeg pakken med posten:

10juni2

Det er såmænd et ganske fornemt bokssæt med “Pulp Fiction”. Selvom jeg havde filmen i forvejen, så kan jeg godt lide at investere i disse bokssæt med særlige film, men nu hvor jeg ser tilbage på det, så efterlader det mig også i vildrede – fordi jeg har fandeme ikke plads til dem længere. Afgrunden er alligevel kun en lille en af slagsen, når det kommer til stykket, og jeg har efterhånden gjort det til en dyd at udsmykke den med diverse film, musik, bøger, plakater, figurer og andet godt, så den er lige ved at give efter… det er dog blevet væsentlig mere (u)hyggelig at bo her, siden jeg først flyttede ind og ikke gjorde så meget ud af det, men så tog en vis herre ved undertegnet, og vupti, pludselig blev der sat noget i system. Alligevel er jeg dog ikke helt tilfreds, fordi jeg har opmagsineret nogle film i nogle usædvanlige praktiske men uhyrlige grimme gule kasser, så jeg er faktisk ved nok engang at sortere i film og denne gang vil jeg skille mig af med flere end jeg plejer…

10juni1

Det ovenstående billede er beviset på min afmagt. Jeg er sådan set i vildrede, men alligevel er jeg ved at være fast indstillet på at de gule kasser skal ud! og der skal noget mere hipt, herligt, smukt og ganske Feng Shui-agtigt ind i Afgrunden. Jeg er nemlig begyndt at interesse mig for sådan noget, og før jeg ved af det, så har jeg nok også købt en papegøje og skræddersyet jakkesæt. Ja, så jeg skal godt nok skille mig af med mange film for en gangs skyld, men mon ikke at det går, fordi jeg er efterhånden nået til den konklusion, at måske er film alligevel ikke alt i verdenen, men bare rolig, denne udrensning medfører ikke at jeg pludselig hopper på streaming og sidder og fjoller den af på Netflix eller noget andet absurd. Næh, jeg vil nok altid være samler og købe de fysiske varer, så det skal man ikke være bekymret for, og jeg skal jo alligevel bruge mine penge på et eller andet, så kan jeg jo lige så godt bruge det på noget, der stimulerer både mit hjerte og min hjerne. Og nåh ja, selvom jeg venter ivrigt på den nye Paradise Lost-cd, som jeg håbede at der kom med posten i dag, så må jeg skyde en hvid pil efter det. Jeg fik dog en ny steelbook:

10juni3

“Don’t Look Now” er en herlig lille gyserklassiker af format. Jeg er meget glad for den, og selvom jeg havde filmen på dvd i forvejen, så kunne jeg ikke modstå denne fornemme blu-ray i ret sej steelbook-format. Og fik jeg nævnt at jeg er helt og aldeles vild med Donald Sutherlands store og omfangsrige krøller i filmen, og Julie Christie er ganske laber som hans kvindelige modspil. Dertil glemmer man hverken den smukke fotografering, den snigende uhyggelige stemning og den chokerende afslutning, der efterlod mig med åben mund og halløj første gang at jeg så den.

Ja, det var en lille update fra Afgrunden. Mit liv er hverken fascinerende eller højspændt, men jeg er nu alligevel glad for det til tider. Den anden aften/nat sad jeg og så kvindefodbold fra Canada. Der er åbenbart noget VM i gang, og de gæve kvinder er faktisk ret gode… well, de fleste af dem anyway – Tyskland slog Elfenbenskysten 10-0 og det var da vældig seværdig. Nej, tempoet er måske ikke så højt, og de kan ikke sparke nær så hårdt, og jeg tvivler altid lidt på de forskellige målkvinders kvaliteter, men det kan vel være sjovt nok, og hvad fanden skulle jeg ellers lave? You tell me…

Tilbage i Afgrunden…

Jamen, der kan man bare se. I den seneste tid, har jeg bevidst forsømt bloggen lidt. Det skyldes primært at jeg har haft en overnattende gæst på besøg siden den 16. maj, og da hun nu er rejst hjem til kæmpestore Københavnstrup igen, så er jeg atter mutters alene i Afgrunden med alle de der tanker og ohøj, der ellers præger min hverdag så meget. Og ja, jeg havde nemlig fødselsdag den 18. maj, så nu kan jeg med rette sige at jeg er et år ældre, men næppe et år klogere – jeg føler mig generelt ret dum, så jeg ved ikke om det er en formilderende ting, eller det bare er endnu et faktum og et søm i kisten? – og så kan man ikke engang stole på Christopher George, der kommer og hakker mig op, hvis jeg finder mig levende begravet…?

Nej, min fødselsdag gik rigtig godt, også selvom jeg ikke fik nogle film, fordi af en eller anden grund, så var det bandlyst, idet at den gængse kommentar er: “Du har jo alligevel så mange film”… ja ja, men jeg er jo også samler, og jeg elsker at få nye film, så hvorfor ikke? – jeg fik dog lidt andet, blandt andet dette:

fødselsdag1

Jeg kan hermed afsløre at mit absolutte yndlings-dyr er en flodhest, og da jeg fik denne ‘Dørstopper’-læderflodhest af min god veninde fra København, så var jeg fantastisk glad. Det er en tilføjelse til alle mine efterhånden ret omfangsrige samling af alverdens figurer og tingester. Den pynter virkelig godt, og passer perfekt ind. Desuden kan man se nogle scores, som jeg fik bestilt til mig selv igennem Chris’ Soundtrackcorner, og der er nogle fine ting… blandt andet dobbelt up på Dario Argento…lidt horrormusik er jo altid så fint, så fint…

Denne torsdag har udviklet sig til en rigtig regnvejrsdag, så jeg sidder stille i Afgrunden og inhalerer lidt cola, og studser over om man måske skulle smide nogle titler i afspilleren. Jeg fik faktisk set “Birdman” her i dag, og det er en ganske fremragende film, og den kan godt retfærdiggøres som en af årets bedste. Som sagt vandt den jo Oscaren, men “Boyhood” var også god – der er dog ingen tvivl om at det er to vidt forskellige film. Michael Keaton leverer en tour-de-force præstation, og min respekt og beundring for manden er uden tvivl vokset markant. Som film er “Birdman” en uptempo sag, der hele ting ballancerer mellem fiktion og virkelighed, og som stiller lidt krav til beskuren, men resultatet er en særdeles fængslende oplevelse, der fungerer som en …….ja, kort sagt kæmpe oplevelse, der ikke tager nogle gidsler, men satser på at levere varen til hudløshed, og man føler sig både velsignet og beriget efter at have set “Birdman” – helt klart en kæmpe anbefaling.

Ja, der var bare en lille erklæring om at jeg skam stadigvæk er i live, men at jeg også snart er oppe i omdrejninger igen. Afgrunden ligner heldigvis sig selv, så mon ikke at jeg snart husker hvor jeg lagde min filmiske Bogart-hat igen? —-

Jeg hader det. At vandre hvileløst rundt i Afgrundens mørke kamre, og ikke kunne foretage mig noget særligt, idet min tilstand som zombie… has kicked in… jeg vil beskrive det som at være i grænselandet mellem at være vågen og at sove… en position, hvor jeg ikke altid opfatter det hele, men alligevel er for vågen til at sove, fordi når jeg lægger mig ned for at trække nogle seriøse torske i land, så ender det alligevel bare med at jeg er vågen, og ikke kan hengive mig selv til slumstrup. Men at se film er næsten noget af det værste, som jeg kan begynde på… fordi, hvis jeg sidder stille alt for meget, så bliver øjnelågene alligevel at falde i, og før jeg ved af det, så sidder jeg op og småblunder… og det kan resultere i nogle alvorlige krigsskader… og min mobiltelefon må være ved at være seriøs træt af at blive tabt på gulvet, fordi mine afskyelige hænder ikke kan holde fast i den, når jeg blunder.

Og hvad er der så af muligheder for mig en nat her til søndag den 10. maj…? – well, ikke ret meget…lige nu sidder jeg og drikker et glas kvalitets-cola og lytter til det eminente danske doom metal band, Saturnus.. der virkelig er et storslået band – episk, smukt og særdeles bedrøvet. I den seneste periode, har jeg oplevet at jeg hører meget musik, frem for at stene film…. og det er selvfølgelig lidt belastende, idet jeg elsker at se film, men sådan som jeg har det, så rumsterer zombien rundt i hovedet i mig, og det er ikke kun for at jagte friske hjerner, men derimod også en passende betegnelse for en tilstand, hvor jeg vakler rundt og ikke kan finde søvnen. Heldigvis har jeg min Afgrund… mit “Fortress Of Solitude”, hvor jeg kan passe mig selv, og der ikke er nogen, der hele kigger mig over skulderen, og råber og skriger af mig… det har jeg prøvet før, men det var så endda mest psykisk, hvilket ikke er noget som jeg efterstræber.

Men jo, jeg får da også klemt en enkelt film ned i ny og næ, og i går, satte jeg mig naturligvis godt til rette, da jeg skulle gense en af barndommens favoritter, der netop er blevet udsendt på funklende ny blu-ray med den imødesette director’s cut. Det var tale om Arnold Schwarzenegger-tonseren, “Commando”. Instrueret af manden bag “Class Of 1984”, Mark L. Lester, og med Arnold i den altdominerende helterolle. Filmens handling, der koncentrerer sig om John Matrix (Arnold), der får sin datter kidnappet, imod at han skal snigmyrde en præsident, så filmens hovedskurk kan tage dennes plads. Dette finder manden med musklerne sig selvfølgelig ikke i, og det kickstarter en sand hærgen, hvor bodycountet bare bliver højere og højere, især hen imod filmens klimaks, hvor Arnold ene mand invaderer en lille ø, skarp bevogtet med svært bevæbnet militær…

“Commando” er en fantastisk overdrevet og tilpas cheesy film. Ingen tvivl om det, og man sidder og smågriner og ryster lidt på hovedet over filmens absurde voldsforherligende tone, hvor antallet af affyrede patroner snart kan fylde en helt gårdsplads. Jeg optog filmen tilbage i 80’erne på video fra parabolen i mit barndomshjem, og selvom jeg var meget ung, så var jeg allerede fra første kig vild med filmen. Der er et eller andet særdeles herligt over alt den destruktion og hærgen, der efterlader en med et stakket åndedragt og glæde i sindet, fordi det her er hårdkogt 80’er-action, når det er allerbedst. Jeg har efterhånden ikke tal på hvor mange gange, at jeg har set filmen, men eksempelvis hvis den nu skulle være på en tv-kanal, så ser jeg den altid, fordi den er forbavsende svær at zappe væk fra. Der er virkelig tale om en betragtelig klassiker. Og selvom filmens tone er voldelig fra den ene ende til den anden, så har filmen også i begyndelsen nogle mærkelige familievenlige sekvenser, der måske skal være med til at understrege at Arnold faktisk er et menneske med følelser, og ikke kun en iskold dræbermaskine, der kun bekymrer sig om få ting i livet. Filmen afsluttende “slag” på øen er et kapitel for sig, og den massive nedskydning af intetanende militærpersonale er faktisk utrolig medrivende og naturligvis ufattelig overdrevet. Men man jubler med Arnold hele vejen, også imod det endelige opgør imod Bennet – en sær skurk med flot overskæg, accent og ringbrynje… det ser man ikke hver dag…

Well, efter sådan en omgang “Commado”; så får man faktisk lyst til et bad, og selvom foråret heroppe mod nord, har været køligt og ikke ligefrem en dans på roser, så er jeg alligevel fortrøstningsfuld med henblik på sommeren. Der skal nok komme nogle dage, hvor man kan more sig lidt. Og når de kommer, så håber jeg ikke at jeg er i zombie-mode…

Og lige lidt mørke toner til at forsøde det melankolske sind:

Hold da op. Er det allerede maj måned? – jeg føler at jeg har sumpet mig igennem de sidste mange uger, og faktisk ikke fået udrettet noget som helst. Jeg burde være mere aktiv – det føler jeg ihvertfald – mentalt, når man ser på det… men det er desværre sjældent at mit uhyre, vamle og skrøbelige korpus kan følge med. Men i Thisted i dag, er det da i det mindste sådan en rigtig dejlig forårsdag, hvor solen skinner i sådan en grad, at jeg har måttet åbne et vindue, hvilket jo kan være meget godt… men sidste gang kom der sådan en forbandet stor flue ind, der larmede så meget at man skulle tro at den var udstyret med store turbiner, der rumlede i hele Afgrunden.

Well, det skal ikke kun være spas og spøjs. Jeg har i den seneste tid fået handlet en smule ind. Jeg fik nemlig endelig fat i “Millennium”-bokssættet, der indeholder alle tre sæsoner. Det var en stor glæde, og prisen var ganske overkommelig, idet den klikkede ind på 16.99 pund. Meget, meget rimeligt…

millenium

Da serien kørte på TV2, fik jeg desværre ikke set den så ofte som jeg gerne ville, idet jeg er et kæmpe fjols til at se tv-serier, når de kører hver uge. Jeg glemmer det altid, og pludselig har jeg mistet flere afsnit end jeg gerne selv ville have… og så står man med skægget i postkassen og jamrer sig. Well, pretty boy – only one to blame and that’s yourself!….men nu kan jeg så endelig få taget hævn med dette nyindkøb.

Min kære blogkammerat, Henrik https://baandsalaten.wordpress.com/ havde længe snakket om at jeg så absolut måtte se den gamle klassiker, “Det Store Ædegilde” af Marco Ferreri… og nu kan jeg så sige at jeg endelig har fået det gjort. Og sikke en opvisning i menneskelig vammelhed og det dekadente overspiseri, der får sin indre mavesæk til svumle op i sådan en grad, at brækfornemmelserne står i kø. Dejlig og lækkert fransk cuisine, hvis ulækre sammensætninger, ikke ligefrem får mundvandet til at drive… jeg er nok ikke bare til fransk mad – jeg har altid syntes bedre om italiensk og asiatisk… men filmen var en oplevelse, og da slutningen nærmer sig, så bliver man præsenteret for det ene mere absurde dødsscenarie efter hinanden. Ugo Tognazzi tager dog prisen med hans indfald af at spise til det sidste, imens han stadigvæk forsøger at holde hans libido i vækst. En mageløs scene. Som jeg skrev, er filmen en oplevelse, og jeg er glad for at endelig få den at se… den danske dvd fra Criterion Films (ikke at sammenligne med det amerikanske selskab) er desværre udgået, men senere på året udkommer filmen i en dual format udgivelse fra Arrow Films…så det er sgu sagen! I alt fald kan den bestemt anbefales til en aften, hvor man føler at man skal udsættes for noget grænseoverskridende.

Og foruden det allerede nævnte, så må jeg selvfølgelig også slå et slag for 88 Films fra England. Et forholdsvis nystartet filma, men allerede med masser af fremragende titler på bagen, og da jeg slog et kig forbi deres webshop for et stykke tid siden, så så jeg noget som jeg så absolut måtte hjemkøbe til Afgrundens slunkne filmbibliotek:

88films

Først og fremmest, “American Ninja” 1-4… sikke nogle juveler… jeg er megafan af den første film, og har sågar en plakat af coveret i Afgrunden. Det er nok en af de mest lejede film i min ungdom. Hvis jeg gik på rov hos Videoudlejeren, og fik øje på den første “American Ninja”, så lejede jeg den altid. En fremragende film, grænsende til det cheesy, men helt sikkert en af det hæderkronede kult-filmselskab, Cannon Films, store flagskibe. “American Ninja 2: The Confrontation” er også virkelig god, og en anelse mere cheesy, men makkerparret Michael Dudikoff og Steve James går i det mindste igen. “American Ninja 3: Blood Hunt” er uden Michael Dudikoff, men derimod med Steve James og som Dudikoff-erstatning, David Bradley, der slet ikke har samme karisma som førnævnte Michael Dudikoff, der forbliver en af de store 80’er-helte for mit vedkommende. 4’eren med undertitlen “The Annihilation” er virkelig dårlig, men Michael Dudikoff er tilbage og forender serien… der skulle godt nok være en uofficiel 5’er, men den har jeg aldrig set, og den skulle også være elendig… og da jeg endelig fik nok af ninjaerne, så kunne jeg kaste mig over 88 Films fremragende udgivelse af kultklassikeren, “Hollywood Chainsaw Hookers”, hvor Linnea Quigley demostrerer store evner med en oversize motorsav – så fantastisk B-filmsagtigt og cheesy, at man kun kan juble af glæde.

Ja, heldigvis får man da set lidt film i ny og næ, men jeg har også fået dyrket meget musik i det sidste stykke tid, hvilket glæder mit sind meget. Jeg kunne bestemt ikke leve uden musik, og uden den glæde som det medfører….sluttelig et lille musiknummer derfor:

Ja, jeg kom jo selvfølgelig til at gense “Den Kroniske Uskyld” den anden dag i fjerneren, da den blev vist i anledningen af forfatteren Klaus Rifsbjergs beslutning med at udforske det andet rige, og dermed forlade os… tak for alt, Klaus… men jeg har desuden stærke erindringer om at hans bog, “Den Kroniske Uskyld” blev brugt som undervisningsmiddel, da jeg var ung, og jeg har bestemt på fornemmelsen at den nok skal blive ved med at være aktuel. Det er jo den danske “Fagre Voksne Verden”…!

Men jo, som jeg sad og så filmen, så sad jeg faktisk og vrikkede lidt med foden til dette ovenstående stykke musik, “Venner” med evig unge Thomas Helmig og Anne Linnet. Det er da faktisk en ganske god sang, og jeg synes at den klædte filmen så fint. Selv Susse Wold er perfekt i rollen som den forføreriske ældre kvinde, der gerne tager sig godt af hendes datters nuvundne kærlighedserklæringer, og hun har jo altid været en smuk kvinde… desværre sker sådan noget aldrig for mig, da jeg bestemt ikke er nogen prins, frø eller derimellem. Næh, da jeg var ung, så var det største problem at få råd til 10 øl til 9 øls pris hos den lokale ‘Cafe Hannæs’ i Thisted, som nogle skolekammerater og jeg frekventrede efter skoletid om fredagen. Et dejligt, gammelt værtshus, der ikke er der længere, men derimod erstattet af et pizzasted, hvor man ikke engang kan få en kold Carlsberg?? – Ja, så er det godt at man er blevet et gammelt, gnavent røvhul, så man har endnu en ting at klage sig over.

Jeg er iøvrigt begyndt at lede efter billeder fra tidligere Videoudlejningssteder her i området. Det er faktisk en utrolig svær opgave, og so far har jeg fundet……..intet… men jeg har masser af minder fra forskellige steder, hvor man kunne smide sine småpenge og leje et tvivlsomt vhsbånd. Det var dæleme en god tid, men i dag er det jo blevet væsentlig billigere bare at købe filmene… hvis man da stadigvæk gør det, som nogle af vi fjolser? – ellers må man jo sværge til Netflix og andet harpengut, der sikkert gør det nemmere, men taber ejerfornemmelsen i det hele.

Well – lidt brok skal der altid til. Nu vil jeg gøre klar til at se AaB gå på rov i Slagelse og forhåbentlig hive en god sejr med hjem fra FC Vestsjællands bane. :Det ville være dejlig med medaljer, men det ser desværre ret håbløst ud på nuværende tidspunkt. Ah, ta da…

Robotgalskab i Afgrunden…

Ja, jeg fik den anden dag en lille forsendelse fra Zavvi.com, og minsandten om den ikke indeholdte noget som jeg rent faktisk kunne bruge til noget… selvom jeg havde filmen i forvejen (dog en usselt dårlig fullscreen-kopi fra Tyskland), så synes jeg at det var på rette at opgradere til det vildeste shit – nemlig 25 års Jubilæumsudgaven af Richard Stanley’s “Hardware”…

hallo3

Selvom jeg havde set filmen før, så er der alligevel gået en del år siden den gang, og jeg må sige at jeg virkelig glædede mig til et gensyn. Og hvad kan man sige – filmen skuffede bestemt ikke! – sat i en kold, støvet fremtidsverden med en konstant dunst af radioaktiv stråling rundt omkring, så finder vi i filmens åbning en sælsom type, der graver resterne af en robot op… eller det som de først tror at der er en rengøringsdroide…men som senere skal vise sig at være noget helt andet. “Skattejægeren”, Moe (Dylan McDermott) køber resterne af den sælsomme type og tager det med hjem til hans kæreste-type eller en anden som han kan have samvittighedsfrit seksuel samkvem med, og da denne faktisk også er en form for fritidskunstner, så kan hun sagtens bruge det aflagte materiale. Men holy fuck! Robotten er slet ikke deaktiveret, og da Moe bliver kaldt ud, så går den pludselig live og helt amok, og den har tænkt sig at stoppe uden en kamp.

Ja, der er gået mange år siden at “Hardware” først så dagens lys. Den er oprindelig fra 1990, men har en stærk 80’er glow over sig, og cyberpunkhed to the extreme… Jeg kan huske at jeg synes at den var cool første gang at jeg så den, men her ved et genkig så mange år senere, så var jeg ekstra meget vild med den. Man kan nok diskutere om hvorvidt filmen er almindelig b-filmsunderholdning, eller mon at den har meget mere at sige. Der er ihvertfald særdeles religiøse undertoner i filmen… Robotten, der iøvrigt bliver udsmykket med “Stars And Stripes” på hovedet, repræsenterer ihvertfald en urkraft, og der er nogle scener i filmen, hvor man nærmest føler at man er til en form for mekaniseret højmesse, hvor den afsatte robot fungerer som præsten, der prædiker over menneskehedens skæbne.

Oh ja, tilsæt en lusket, klam nabo, der fungerer som voyeur overfor vores kvindelige heltinde, suppler op med en dværg med en særdeles cool stemme og attitude og nogle velfungerende splattereffekter, og så er man home free! det er en mesterlig og beskidt cocktail som Richard Stanley har sammensat og den kan anbefales på det varmeste…

Blu-ray’en er desværre fuldstændig bareboned, og indeholder kun en menu med en startknap til filmen, og så er der inkluderet to små kort med artwork fra “Hardware”. Filmen ser dog strålende ud, og har man ikke set den, så synes jeg bestemt ikke at man skal snyde sig selv!

hardware

Forårstemning i Afgrunden…

Uha. Ja, så kunne Undermennesket endelig tage sig sammen til at få nedfældet nogle klistrede ord, der sagtens ville være mere passende i en nekrolog over tabet af forstand i en moderne verden, hvor evolutionen går så hurtig, at man ikke har hverken tid eller lyst til at vende sig rundt og spørge: “Hvad fanden mener du egentlig med det?”… nej det er godt nok blevet svært at varetage sine egne sunde interesser. Musikken er helt ad helvede til, filmene er udvandet og uoriginale og de unge går i noget mærkelig tøj og kigger ned i en mobiltelefon konstant… Fragglernes onkel Rejsende Mac, ville i den grad se noget særligt, hvis han skulle sende en report tilbage til hulen.

Nuvel – der er ikke meget at gøre ved det. Kærligheden til de fysiske medier er heldigvis intakt, og jeg får stadigvæk leveringer fra både Amazon og andre steder, når pengene er til det. Det er ikke en billig hobby og interesse, men den bringer mig så meget glæde, så jeg håber på at jeg stadigvæk kan bifaldes det ud i fremtiden. Men jo, jeg modtog således også en pakke + en kuvert med Posten i dag:

arrowvideo

Jeg kommer nok ikke udenom det. Arrow Video er mit absolut favorit label, når det kommer til horror, sci-fi og kult. De har udsendt så meget herligt, at man bliver helt saglig, når man tænker på deres logo. Denne gang kommer der 7 blu-rays (der også har inkluderet dvd-versionen) til Afgrunden.

Den øverste er filmen, “Squirm”, en rigtig ubehagelig lille satan af en film, og den eneste, der ikke stammer fra Arrow Videos udsalg, som de havde på deres hjemmeside for nogle dage siden. Jeg havde filmen i forvejen, men ikke i denne udgave, så det skal nok blive et temmelig, væmmeligt gensyn.

Hvis vi så kigger på filmene fra udsalget, så kommer først steelbook-udgaven af Tom Hanks-gyserkomedien, “The Burbs” – jeg har set denne før og synes at den var okay, men mange betragter den som lidt af en herlig klassiker fra 80’erne, så jeg giver den lige en chance til. Jeg er ikke verdens største Tom Hanks-fan, men manden har da været produktivt. Jeg kan stadigvæk godt lide en film som “Polterabend For Viderekommende” og selvfølgelig “Big”, som nok er blandt mine yndlings af manden. Dernæst kommer “Night Of The Comet”, som jeg havde set før og virkelig godt kunne lide… det er en god gammeldags science fiction-film med horrorundertoner, så den glæder jeg mig meget til at gense, og i en virkelig god udgave fra Arrow Video, så er der ikke et øje tørt. De tre efterfølgende film har jeg ikke set. “The Visitor”, “The Incredible Melting Man” og “The Girl Who Knew Too Much” bliver alle et nyt kig for mit vedkommende, og jeg forventer at de to første er fine og lettere skræmmende sci-fi-b-film, hvor man ikke skal tænke for meget, men blot juble over indholdet… – sidstnævnte er en Mario Bava-film, og han er jo altid god… så det skal nok også blive en fornøjelse… og så sluttelig har vi Brian De Palmas “Sisters” med the one and only, Margot Kidder, som stadigvæk er en af de bedste, hvis ikke den absolut bedste Lois Lane.. en rigtig fin og tankevækkende film, men jeg husker den ikke supergodt, andet end at jeg gerne ville se den igen, så nu har jeg muligheden for det…

Ja, med sådan en god potion ofringer til Afgrunden, så kan jeg passende trække stikket ud og holde weekenden – jeg har haft en skidt dag i dag (ja også i dag…), og intet udrettet – til gengæld sad jeg op og sov stille i min sofa i fire timer… jeg må jo have trængt gevaldigt til det, men samtidig er jeg fustreret over at jeg ikke har flere kræfter.. gad vide om der er nogle der har placeret noget kryptonit i lejligheden under mig… kan man i så fald give det skylden? og ville det så betyde at jeg er Superman?? – ja, spørgsmålene vil med statsgaranti hobe sig op nu… tak for kaffe…

Lige en lille sang også..:

Gode gamle Bonnie Tyler. Hun venter stadigvæk.

Dobbelt op på Burt Reynolds…

Jo da. Efter nogle dage, hvor jeg ikke har bestilt ret meget end at glo meningsløs fjernsyn, der stadigvæk kan overraske mig over hvor intetsigende det er, og stadigvæk undrer mig over at jeg sidder og ser det? – jeg må jo have en eller anden brist et sted i systemet, fordi jeg magter snart ikke at kaste mig ud i alverdens reality-programmer og dårlig sport, eftersom at favoritholdet, AaB, sågar kan tabe til en lilleput-klub som Hobro! – helt ærligt, der bor flere mennesker i Thisted end i Hobro!… Well – jeg må så også sige at jeg ikke ligefrem har købt så mange nye film de seneste par uger, men til gengæld har jeg så investeret i noget andet godt, der tilmed ser godt ud når det er hængt op på mine hungerende vægge:

Ja, jeg har såmænd hjemkøbt nogle originale biografplakater. Jeg købte dem igennem http://www.plakatsamling.dk, der leverede hurtigt og med stor tilfredshed. Tjek eventuelt hjemmesiden ud for mange gode sager, og der er desuden rabat i Foråret, i sådan en omfang, at hvis man køber minimum 2 plakater, så gives der 25% i rabat + gratis fragt… det er sgu cool – der findes også en fysisk butik i Århus, så man kan også møde op selv og snuse omkring… mange rigtige fine sager…

Den første plakat som jeg virkelig havde øje for, var således denne:

plakat1

Med den passende danske titel: “Er Der Nogen?”- finder vi heksebrætsgyseren, “Witchboard”, som er en personlig favorit fra 80’erne, hvor der jo blev lavet så mange herlige gysere. Meget stemningsfuld plakat, må man sige, der lever tankerne hen på at jeg aldrig nogensinde skal spille det spil – ikke engang for sjov skyld… jeg er simpelthen for overtroisk.

Da jeg investerede i alt 3 plakater, så var de to resterende lidt mere fredelige, men ikke destro mindre mindst lige så herlige, og det er to film, der har forfulgt mig siden min spæde barndom:

plakat2 plakat3

Og selvfølgelig er der tale om de to “Smokey And The Bandit”-film, “Det Vilde Ræs” og “Med Strømere I Bakspejlet”. To regulære klassikere i min verden, idet de står for simpelthen noget af det mest uskyldige og mest pure underholdning fra min barndom. Selvfølgelig er der mange film, som man kan kæde til sin barndom, men disse to er nogle som jeg stadigvæk kan hive frem den dag i dag, og gense med kæmpestor fornøjelse. Indrømmet, plottet – i især 2’eren er simpelthen så hovedrystende fjollet og tyndt, men underholdningsværdien og nostalgifaktoren er så høj, så man kan ikke undgå at holde af dem begge. Jeg har iøvrigt aldrig set de resterende i serien, men de er jo også uden en af mine store helte, nemlig Burt Reynolds, så det er ikke særlig attraktivt. Jeg må indrømme at det klæder Afgrunden at være indsmurt i herlige ældre biografplakater som disse, men nu har jeg til gengæld heller ikke mere plads i stuen, køkkenet, gangen og soveværelset… men ved min indgang, kan jeg dog stadigvæk hænge lidt op… og det skal selvfølgelig udnyttes!

Lige for tiden, har jeg også håndværkere i Afgrunden, hvilket lyder komisk nok i sig selv, men nej, her var simpelthen ikke klamt nok, så de har været i gang med at finde torturinstrumenter, store jern pentagramer og måske en enkelt ungmø, der skal ofres til de almægtige filmguder, så der kan komme endnu en ‘Fast and the Furious’-film…. – det sidste var selvfølgelig en fortalelse… nok er jeg et dumt og beskidt svin, men jeg er ikke ond…

Og så er der fællessang!: