Tag Archive: 40’erne


I played it again…

Efteråret har ramt Danmark og lille stakkels Thisted, der har lagt som et smørhul i mange år, men nu har regnen indhentet provinshullet, og jeg er glad for at tiden endelig går mod køligere stunder. Jeg kan godt lide de lange sommerdage, hvor det er lyst om morgenen og fuglene synger fra klokken fire-halv fem, når solen er på vej op. Men efterår og vinter er også enormt hyggelig og dejlige, fordi det giver en lyst til at se nogle film, alt imens det rusker udenfor. Jeg håber på et godt efterår og en dejlig vinter, men når vi når marts og april næste år, så er jeg sikkert tilbøjelig til at glæde mig til foråret og en forhåbentlig passende sommer. Men nu er vi i september måned og det er sådan som det er. Jeg har ikke set så mange film på det seneste, hvilket også afspejler sig på bloggen, der har lagt stille i omtrent en uge…. men i dag skal det være anderledes.. jeg har nemlig set en rigtig klassiker, som jeg netop har fået ind af døren på funklende fin blu-ray – det drejer sig om den uvurderlige “Casablanca” fra 1942.

Næsten alle filmfans kender “Casablanca”, og hvis man ikke gør det, så burde man næsten have en eftersidning. Filmen er en af de typer, hvor man ikke kan andet end at simpelthen nyde historien. Karakterne er velskrevne og skuespillerne er formidable, og så oser den af fantastiske replikker, som man sidenhen har gået og ytret til hinanden i godt og vel 70 år efterhånden. Historien om natklubejeren, Rick (Humphrey Bogart) og hans fortid, som der bliver trævlet op i Casablanca. Det skyldes naturligvis en dame. Den utrolig smukke, Ilsa Lund (Ingrid Bergman), der var hans kærlighedsinteresse i Paris længe før han drog til Casablanca, og slog sig ned der. Man sidder virkelig på kanten af sædet eller i mit tilfælde sofaen, fordi spændingen er intakt hele filmen igennem. Den er fyldt med memorable scener… en af mine ynglings er der, hvor nazityskerne har indtaget Ricks cafe, og synger en tysk sang højlydt, men det bliver afbrudt af modstandsmanden Victor Laszlo (Paul Henreid), der beder bandet om at spille den franske nationalmelodi, hvilket de indvilliger i, efter et godkendende nik fra Rick, og hurtig overdøver de patriotiske franskmænd og kvinder de tyske bastarder.. en herlig scene og jeg føler mig altid lamslået efter den. Som førnævnt, så bugner manuskriptet af velskrevne replikker og oneliners, der alle er med til at gøre “Casablanca” til en enestående oplevelse. Lige fra Ricks diskussioner med pianisten, Sam, der spiller den gamle melodi, som både Rick og Ilsa elsker så højt, men som Rick har forbudt Sam at spille, fordi den netop minder ham om hende… “the one that got away…”.. men også Ricks karismatiske “Heres looking at you, kid…”, som bliver sagt flere gange i løbet af filmen, viser hans affektion for den smukke kvinde. Eftersom at filmen er en krigsfilm, der foregår under 2. Verdenskrig, så er der naturligvis nogle klare indikationer om hvem der er heltene og hvem der er skurkene. En, der veksler lidt imellem begge roller, er den franske kaptajn Louis Renault (en fantastisk Claude Rains, der altid er værd at se)…, således er han et øjeblik på tyskernes side, og et andet moment på de godes side, men hvor det virkelig tæller, så er der ingen tvivl om hvem han holder med, og det kan vi alle være taknemmelige for, når filmen slutter, og man sidder tilbage og netop har overværet en fantastisk film.

Jeg må sige at “Casablanca” er en af de klassiske krigsfilm, som jeg holder utrolig meget af. Der er ikke så meget krig i den, men der er masser af referencer til krig, og der stilles store spørgsmål undervejs… vi kan dog alle være sikre på en ting – tyskerne må IKKE vinde, fordi det ville medføre at det 3. Rige, vil overstrømme hele verden med deres forhadte menneskesyn. Det ved Rick, og derfor hjælper han også Laszlo, selvom hans livs kærlighed står midt i det hele. Hun er gift med Laszlo, og indledte et forhold med Rick, da hun troede at denne var død og borte… men han rejste sig fra de dødes asker, og havde brug for hendes tilstedeværelse og hjælp, og netop derfor måtte hun sende Rick et “John Dear”-brev.. der er masser af intriger i filmen, og man sidder hele tiden og håber på at Rick og den smukke dame finder sammen…med filmens slutning bliver der måske skrevet et kapitel, men bogen er ikke færdig, og hvem ved, måske sker der nogle ting oppe i Filmhimlen, hvor Bogart sikkert sidder og kurtiserer Ingrid Bergman, imens Claude Rains render rundt og spiler hinanden ud mod hinanden, og Dooley WIlson i rollen som Sam, spiller endnu engang den magiske sang, der er blevet synonym med en af filmhistoriens store mirakler. Det er ihvertfald svært ikke at være begejstret… og nu hvor filmen er landet på funklende blu-ray, så ser den ganske flot ud. Som filmelsker er det naturligvis et værk som man skal se, og jeg tror at det er en af den gamle, veltalende filmanmelder, Ole Michelsens yndlingsfilm, og det kan man jo ikke modsige ham…

For nogle år siden kom det frem at Hollywood var ved at planlægge et remake af “Casablanca”, men den ide lader heldigvis til at være røget i skaldespanden, fordi tænk lige tanken om hvem af de nye knægte, der kunne spille rollen som Rick i samme stil som det utrolig ikon, Humphrey Bogart…og selvom der er mange smukke kvinder i Hollywood, så er der alligevel noget op til Ingrid Bergmans standard, der må siges at være et tidsbillede på den smukke filmdiva i 1940’erne. Og hvem skulle mon instruere sådan en film? – ja, sikkert Michael Bay? – så kunne vi lige pumpe den op med noget CGI og nogle store eksplosioner? – uha, sikke en tanke… jeg spekulerer naturligvis, og Michael Bay ville sikkert aldrig få chancen, men man skal aldrig sige aldrig i Hollywood, og mærkeligere ting er sket, men som tingene er lige nu, så er jeg taknemmelig for at de tilsyneladende har skrottet ideen om et remake…

Og så sidder man tilbage endnu engang og ved ikke rigtig hvad man skal foretage sig. Jeg er tilbøjelig til at høre lidt god musik og snakke med en dejlig veninde som jeg har, og som er en skarp konkurrence til Ingrid Bergman…problemet er bare at jeg ikke er nogen Humphrey Bogart – jeg er snarere Oliver Hardy, hvilket der sikkert ikke er mange bejlere til. Men okay – når bare der er en til hver enkelt, så kan man sikkert være tilfreds.. og jeg må sige at jeg er tilhænger af monogami… ganske som Rick, der drukner sine sorger i bourbon hver aften, så vil jeg nu tage et glas cola og hæve mit glas og bede Sam om endnu engang at spille den der i ved nok… man er vel sentimental…

Jeg valgte at opgradere min nuværende dvd-udgave med en ny blu-ray-version. Denne udgave er en fantastisk flot steelbook, hvor filmens klassiske poster virkelig kommer til sin ret. Jeg tror at der er tale om 70-års jubilæumsudgaven, der ligger på disken, og den er overfyldt med fantastisk ekstramateriale... Et godt køb...

Jeg valgte at opgradere min nuværende dvd-udgave med en ny blu-ray-version. Denne udgave er en fantastisk flot steelbook, hvor filmens klassiske poster virkelig kommer til sin ret. Jeg tror at der er tale om 70-års jubilæumsudgaven, der ligger på disken, og den er overfyldt med fantastisk ekstramateriale… Et godt køb…

Bagsiden er mindst lige så dekorativ og stemningsdannende fra filmen. Jeg er meget tilfreds med denne udgave, og filmen er jo et mesterværk i sig selv.

Bagsiden er mindst lige så dekorativ og stemningsdannende fra filmen. Jeg er meget tilfreds med denne udgave, og filmen er jo et mesterværk i sig selv.

Reklamer

Efter at have overlevet en noget hård fødselsdagsceremoni, hvor der var nok af de kolde Heinekens og gigantiske shot-glas fyldt med noget afskyeligt væske, så føler jeg først nu at jeg for alvor er ved at være tilbage til mit gamle jeg. Det var i sandhed noget af en aften, og naboerne havde næppe en lige så dejlig aften som den samling mennesker, der var forenet i min lille stue. I så fald har det ikke lige været så mange film som jeg har fået set – tror kun at jeg så dårlig fjernsyn de efterfølgende par dage efter festen. Desværre overlevede Brøndby IF jo i Superligaen, og det var nok en af den senere tids værste nyheder. AaB skal heldigvis spille europæisk næste sæson, men det holdt jo også hårdt… og de havde også svært ved at spille op til deres bedste. Tillykke til især Viborg med oprykningen – nu er der endnu engang et par klubber fra det midtjyske i Danmarks bedste liga.

Well – efter at have sundet mig nogle dage, så er mit filmkiggeri ved at være tilbage på sporet. Fra min tidligere status som en af Nattens Yngel, så må jeg nok erkende at jeg har udviklet mig til et regulært dydsmønster. Det vil sige at jeg nu kun er vågen i de lyse timer af døgnet, og typisk sover på de korrekte tidspunkter… det er vederstyggeligt. Nuvel – nok om mine natlige aktiviteter – de er faktisk ikke så spændende som de kunne have været…

I aften har jeg tilbragt 2½ time i selskab med Will Smith i hans Oscarnomineret rolle som Muhammed Ali – muligvis verdens bedste bokser igennem tiderne, og tro det eller lad være, men jeg havde aldrig set filmen fra start til slut før nu. Jeg måtte købe en dvd-udgivelse, der virkede en anelse dateret, men filmen var i fin kvalitet – desværre synes jeg ikke at det var en gennemført god film. Der er mange sekvenser hvor hele historien hovedsagelig kører på hvor fornærmet den gode hovedperson, Muhammed Ali, i virkeligheden var – især hvis der er nogle der kalder ham for hans gamle, borgerlige navn, Cassius Clay. Filmen forsøger også på hans status som muslim og hans problemer med den amerikanske stat og Bokseorganisation, da de tilbageholder hans bokse-tilladelse, og dermed nægter ham at kæmpe. Det går dog hverken værre eller bedre end at ‘Champen’ kommer tilbage i ringen, og viser sit værd for alvor.

“Ali” er ikke ligefrem et mesterværk. Jeg fandt den en anelse overfladisk, og jeg havde svært ved at forstå Muhammed Ali som menneske, andet end en stor rapkæftet mester og en mand der var glad for smukke kvinder. Will Smith er selvfølgelig glimrende i rollen, og selvom den charmerende Smith typisk ikke bevæger sig i så seriøse dramaer som denne, så klarer han opgaven ganske ok, men han spiller også det sikre kort, og jeg må sige at en Oscar ville have været meget gavmildt, men at nomineringen var helt på sin plads. Michael Mann har instrueret på fin vis, med stor fokus på flere af de store kampe – både i ringen og udenfor. Jeg tvivler dog på at jeg vil sætte filmen på endnu en gang i fremtiden, fordi, som sagt, synes jeg ikke at den var et mesterværk, men der er sikkert mange der vil modsige mig. Jeg tillader mig at heppe på “Raging Bull” i stedet.

Dog så jeg også en mere underholdende og særdeles morsom sag fra 1940 med Tyrone Power og Basil Rathbone, nemlig filmen om den sortklædte retfærdighedskæmper, Zorro… i filmen “The Mark Of Zorro”. Mit største kendskab til Zorro-figuren, kom med tv-serien “Zorro”, som kørte i starten af 90’erne. I denne var det Duncan Regehr, der havde rollen som sværdkunstneren, og jeg husker både serien som god og Duncan Regehr som en glimrende Zorro. Jeg har dog ikke set serien i mange år, så jeg ved ikke helt om den stadigvæk holder den dag i dag, men da jeg var teenager, så synes jeg at det var fantastisk underholdning. I 1998 kom der jo også en moderne spillefilm om Zorro med Martin Campbells “The Mask Of Zorro”, hvor der både var en ung og en gammel forkæmper, henholdsvis personificeret i Antonio Banderas og Sir Anthony Hopkins. I filmen medvirker desuden også en utrolig smuk Catherine Zeta-Jones. Filmen blev en kæmpe succes, og den er også ganske underholdende, med fokus på en del komik. Der kom en efterfølger i 2005, der dog ikke var noget at skrive hjem om.

“The Mark Of Zorro” i 1940-versionen var en meget glædelig oplevelse. Den kan klart anbefales til folk som der mener at Errol Flynn var den bedste Robin Hood igennem tiderne, og Tyrone Power er ganske charmerende i rollen, både som i Zorro-outfit (hvilket der dog ikke er så meget onscreen-tid af), men også som det uduelige skvat i form af hans alter-ego, Don Vega. Den store skuespiller, Basil Rathbones tilstedeværelse er beundringsværdig, og han tilføjer både glans og karisma til hans rolle som Kaptajnen. Den siddende borgmester i byen er både en sjov figur, samtidig med at han er en stor kujon, og den korpulente fader Felipe er både handlekraftig og godmodig. Naturligvis er der også en smuk kvinde med i filmen. Linda Darnell udgør blinkfanget, og Zorro/Don Vega kan lide det som han ser. Jeg var meget underholdt af denne udgave af historien om Zorro. Der er dog ikke så meget baggrundshistorie, og Zorro dukker op rimelig hurtig og uden at vi ved hvordan han har skaffet både hest og kostume. Men han sætter sit mærke næsten overalt, hvilket gør filmens titel meget passende. Der er en drabelig sværdduel i filmens slutning imellem Zorro og Kaptajnen, hvor både Tyrone Power og Basil Rathbone virkelig viser eminente færdigheder. I form af filmens meget up-tempo tilgang, så keder man sig aldrig, og selvom der her er tale om en filmhelt af den gamle skole, hvor filmens forløb er forholdsvis nem at regne ud, så tilgiver man det hele. “The Mark Of Zorro” er en strålende film fra start til slut, og jeg kan levende forstille mig hvordan den har klaret sig godt i eftermiddagens forestillingerne i biograferne. Den fortjener ihvertfald sin succes.

Jeg så iøvrigt filmen i bedårende flot restureret sort/hvid, hvor kopien så knivskarp ud. Den var inkluderet i den 2-disk special edition, som jeg købte billig hjem fra Amazon. På disk 1 findes en farvelagt udgave.

I 1940 kom der en formidabel fortælling om folkets helt nummer et, og en storartet sværdkæmper. Hans navn var Zorro, og han blev udødeliggjort af Tyrone Power, ligesom Douglas Fairbanks gjorde det i 20'erne. Her så mange år efter, holder filmen stadigvæk i form af dens høje tempo, gammeldags romantik og imponerende slutning.

I 1940 kom der en formidabel fortælling om folkets helt nummer et, og en storartet sværdkæmper. Hans navn var Zorro, og han blev udødeliggjort af Tyrone Power, ligesom Douglas Fairbanks gjorde det i 20’erne. Her så mange år efter, holder filmen stadigvæk i form af dens høje tempo, gammeldags romantik og imponerende slutning.