Tag Archive: 70’erne


Ak ja, så er man tilbage med en lille melding. Jeg har haft nogle trælse (jysk for irriterende) dage, hvor jeg har været alt for meget en zombie. Denne særprægede tilstand, hvor man hverken er vågen eller sover, og jeg vandrer forvildet rundt i Afgrundens dunkle kamre. Det er ikke ligefrem lykken, og jeg føler mere helt og aldeles håbløs nogle gange. Nu er jeg så kommet til et punkt, hvor jeg godt kan sove… og sove det gør jeg skam… som jeg er blevet slået bevidstløs med en stor hammer… BANG! – Well, den var en dejlig drøm, hvor jeg sad i kølige omgivelser med mine kære og ser den ene voldsfilm efter den anden. Desværre kommer de barske realiteter frem, og man er hensat til en status som erklæret fattig-som-en-kirkerotte… C’est la vie?

Nej, den anden aften så jeg den gamle 70’er-film, “Car Wash”, som jeg svagt kunne huske fra min barndom. Total funky og morsom film med en del anerkendte og meget dygtige sorte skuespillere. Selvfølgelig er der også lige komikeren, George Carlin, der har sine kvaler med at finde en sort dame med blond hår, der netop ikke havde betalt ham for hendes tur med hans taxa. Jeg kunne ikke huske så meget igen, men jeg synes at den var rigtig sjov – scenerne med drengen der brækker sig, havde jeg dog ikke glemt, nok fordi jeg husker på at jeg syntes at det var enormt ulækkert, den gang at jeg selv var knægt… fy for den lede. Richard Pryor dukker også op, og han er virkelig morsom – total pimp med stor gylden limo og det hele… sikke en karl! Ak ja, selvom vi måske lever i en anden tid nu, så synes jeg alligevel at filmen repræsenterer en god, sjov fortid – jeg stødte på en film der hedder “The Wash Joint” med rapperne, Dr. Dre og Snoop Dog, men jeg aner dog ikke om det er et remake, dog ved vi jo alle at Hollywood bare elsker remakes, så man kan med rette frygte det i stor stil.

Nej, så her de seneste par dage, har jeg været i Krimi-land. Nej, der er ikke kommet en ny svensk forlystelsespark, hvor man kan blive myrdet og selv være med til at opklare det også? – nej, jeg har set de foreløbelig to film om ‘Afdeling Q’  – der er baseret på bestseller-bøgerne af succesforfatteren, Jussi Adler-Olsen. Det drejer sig således om først “Kvinden I Buret” og derefter “Fasandræberne”. Og hvad er så mit hovedindtryk? – well, der er noget kvalitet bag… hele holdet stinker af indædt professionalisme, og historierne er skarpe og tilpas chokerende. Det er nogle gode kriminalfilm, men om jeg nogensinde kommer til at holde af dem er dog desværre tvivlsomt. Svenskerne har været dygtige til at lave krimier i mange år, men nu skal lille Danmark altså også lege med, og det er selvfølgelig prisværdig… “Forbrydelsen”-serien har været et kæmpe hit, både i Danmark men også i udlandet. Jeg var desværre ikke en af dem, der sad foran husalteret hver eneste søndag som en sulten ulv foran sit bytte. Nej, men derimod filmene kan jeg bedømme:

“Kvinden I Buret”

Ja, hvem skulle have troet at der ville optræde et trykkammer i en dansk krimi. Ikke destro er det meget opfindsomme valg af torturinstrument hele omdrejningspunktet for den første film. En ung og dygtig politikker (Sonja Richter) kidnappes og bliver behandlet vældig grusomt. Jeg kom til at tænke på at det er da godt at hun ikke lider af klaustrofobi, fordi så ville hans ondsindet plan sikkert blive vældig kort? Det er hermed det første møde med den fallerede politimand, Carl Mørck (Nikolaj Lie Kaas) og hans nye partner og “ven”, Assad (Fares Fares). Først ligner de et umagen makkerpar, da Carl og Assad bliver smidt ned i kælderen til det nystartede Afdeling Q. Men som tingene viser sig, så er de jo faktisk ret gode til deres job. Med snuden godt begravet i sagsakterne og lidt gammeldags opsøgende politiarbejde, så kan man jo komme langt. Heldigvis for den førnævnte politikker, så går de hele vejen. Mit indtryk af den første film var at den faktisk ikke rigtig var noget særligt. Indrømmet, ideen med trykkammeret er særdeles modbydeligt – og rigtig, rigtig god. Den redder faktisk filmen fra at være lidt af en bagatel. Skuespillet er okay, og jeg kunne især godt lide Fares Fares. Men nogen ny-klassiker synes jeg ikke at det var. Og jeg tvivler på at jeg kommer til at se alle de kommende film om Afdeling Q…

“Fasandræberne”

Men halløj… jeg så faktisk efterfølgeren næsten lige med det samme bagefter. Og jeg var selvfølgelig spændt på hvad der nu var sket med Afdeling Q-drengene, men jeg kunne hurtig konkludere, at der ikke var sket noget som helst. Carl er stadigvæk arrogant, indebrændt, pågående og irriterende, og Assad er venlig og lidt tumpet, og stadigvæk møgelendig til at lave en god kop kaffe. Leder man efter kontinuitet, så finder man den. Der er lidt pusten til Carls personlige liv, men ikke noget vigtigt. Historien her i “Fasandræberne” er ikke noget særlig – ganske standard krimimateriale, men jeg ville alligevel gerne se filmen, da jeg synes at den bryder på et ret spændende cast. Skuespillet var okay – en anelse bedre end i den første, og selvfølgelig er karakterne mere udfoldet, da den første film jo primært skulle stå for at introducere karakterne. Netop får man også introduceret en ny og måske fast sekretær til gruppen, og de falder hurtig i hak. Kemien mellem Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares er generelt god, og der er grobund for flere film med de to – det er jeg ret sikker på. Som sagt, så synes jeg ikke at historien i to’eren var nær så opfindsom som i “Kvinden I Buret”, men kvalitetsmæssig er det et produkt i toppen.

Jeg har aldrig læst nogle af Jussi Adler-Olsens bøger. Jeg er faktisk ikke særlig meget til krimier, og undgår helst både Beck-, Barnaby- og Columbo-fortællingerne, når de løber hen over skærmen. Jeg var dog nysgerrig med henblik på disse, men hovedindtrykket kan dog ikke andet end at efterlade mig en anelse skuffet. Jeg ved ikke hvorfor? Folk kan jo godt lide dem, og der er ingen tvivl om at det er solide værker med en masse appeal. Jeg tror bare at jeg skal holde mig til mine horrorfilm i stedet…? Når man først har fundet kærlighed en gang, så forbliver man en trofast genrehund…

Reklamer

Ja, ho ho ho… hold da op, hvor har det været en varm dag… helt ubeskrivelig varmt i Afgrunden, hvor mit stakkels korpus har opholdt sig hele dagen. Jeg er umådelig glad for at natten er kommet forbi og slukket hedebølgen, og selvom det nu er mørkt udenfor, så er det stadigvæk ret varmt, men enkelte små briser kærtegner min svulstige krop, idet mit vindue er på vidt gab. Sådan skal det også helst være – ulempen er dog så at jeg kan høre næsten alt hvad der foregår i gården bag, og vice versa må de så ligge ørene til mit heavy metal, som jeg har spillet lidt af i dag – nu er det dog ved at være sent, så jeg burde holde inde med det…. eller burde jeg??

I aften har jeg set en ny dokumentar om den famøse og kæmpestore tyske metalfestival, Wacken Open Air. Det er jo lige festivaltid, og siden sidst har jeg faktisk overlevet det hæslige Thy Rock. Nok engang kunne jeg høre musikken i Afgrunden, så jeg måtte selvfølgelig modsvare det hen af vejen med lidt forskellige heavy metal, så man kunne holde det ud. Well, når det er sagt, så er en festival, hvor Birthe Kjær, Poul Krebs og Gnags er på scenen ikke noget for mig… nej tak, så stædig er jeg alligevel. Men dokumentaren var ret god, og omfattende, idet den satte fokus på festivalens spæde start og frem til 25 år senere, hvor det bare har vokset og vokset og vokset – de startede med omkring 800 gæster, og nu nærmer det sig vist de 60.000 eller måske endnu mere – ganske imponerende! Jeg har aldrig været der, idet jeg ikke er verdens bedste festivalgænger, og med årene er det bare blevet endnu sværere for mig, så indtil videre er planen om at besøge Wacken skrinlagt.. men dokumentaren hedder “25 Years Louder Than Hell: The W:O:A Documentary” – ganske anbefalesværdig.

Men jo, jeg fik faktisk også en lille portion film med posten i dag:

mogwainyt

Det er fra henholdsvis CDON og Arrow’s webshop. Sidstnævnte har endda også et stort udsalg netop nu, så det er bare med at få bestilt nogle titler derfra – der er masser af penge at spare, og de tilbyder endda gratis forsendelse, hvis det vist overskrider 50 pund… det er også værd at tage med…

De to titler fra CDON er således “Dum Og Dummere 2” – ja, jeg ved det godt – den har fået meget skæld ud, men jeg er stadigvæk ret glad for den første film, som jeg voksede op med, og som stadigvæk kan få mig til at smile, fordi at den netop er så fandens tumpet – derfor måtte jeg naturligvis også investere i 2’eren. Den anden titel er på dvd, og der er tale om AWE’s udgivelse af “Turkey Shoot”, en lille og voldsom australsk sag… jeg havde filmen i forvejen, men da jeg erfarede at Jack Jensen havde skrevet den vedlagte booklet, så var jeg spændt på læse den, og AWE’s titler er værd at eje under alle omstændigheder..

Og så er der således Arrow-blu-raysene. Først og fremmest er der tale om fire steelbooks… de to tidlige David Cronenberg-film, nemlig “Shivers” og “Rabid”, to meget stærke film på hver sin måde, og bestemt begge værd at se, især også for at se hvilken forskel der er på datidens David Cronenberg og en eller canadisk instruktør med samme navn, der laver noget mere mainstream film nu. Arrow Video har iøvrigt en killer udgave af “Videodrome” på vej i august, så den skal selvfølgelig i samlingen, og netop især fordi at det er min yndlings-film af manden. De to andre steelbooks er gamle Vincent Price-film: “The Fall Of The Houser Of Usher” og “Theatre Of Blood” – sikke noget, og jeg har set dem begge, men det er en menneskealder siden, så det skal blive spændende med et genkig, og jeg er sikker på de nok skal underholde mig – Vincent Price er jo altid outstanding. Dernæst kommer to mere almindelige blu-ray-udgivelser, nemlig Larry Cohens “The Stuff” og Seijun Suzuki med “Branded To KIll” – to film som jeg aldrig har set før, men jeg er spændt på begge – Larry Cohen har jeg tidligere set flere film af, men ikke nogle af den japanske Seijun Suzuki – spændende… jeg har iøvrigt en sidste blu-ray på vej, men den blev afsendt… jeg kan dog afsløre at der er tale om en Mario Bava-film.

Det var ihvertfald lige nogle nye titler, der blev sendt til den hungrende Afgrund – men frygt ikke, jeg fik faktisk også en forsendelse fra Amazon med tre titler:

amazon3006

Kort fortalt er der tale om Ryan Goslings instruktørdebut, “Lost River”, som skulle være en film meget i stil med de værker, som han har lavet med den danske instruktør, Nicolas Winding Refn – det lyder jo ganske interessant i sig selv. Dernæst “Spring”, som mange youtubere har snakket om, men jeg kender ikke så meget til den, andet end at den skulle være hypet en helt del – what the hell, jeg gav ikke så meget for den, så lad os nu se. Sidste er den nyeste Francois Ozon-film, “Young And Beautiful”, og der skulle være tale om en ganske fin lille Ozon-film, der både er enormt provokerende, afslørende og fascinerende. Bagsiden af coveret lover dog også at den er ret lummer, så der kan man bare se…

Jeg fik iøvrigt også en rimelig stor pakke fra EMPs webshop, men det er lidt mere merchandise og musik-relateret, så det ved jeg ikke helt om der kræver et indlæg, men måske kommer der et alligevel. Tiden og jeg selv er jo noget flygtig – men nu er klokken snart halv 1 – natten til torsdag, og klokken 1 kommer der kvindefodbold, semifinale ved VM – Japan – England, og jeg hader at sige det, men jeg føler at jeg er blevet afhængig… damn those female footballplayers! damn them all!

Okay, okay… lige for at gøre det hele klart og ikke fremkalde brækfornemmelser – den svedende mandekrop er bare mig selv, og jeg er jo så fandens attraktiv, at når jeg prutter, så kommer der blomster ud. Nej, det er den selvtillid og erkendelse, der efterhånden har skyllet ind over mig. Jeg er sgu egentlig ikke særlig lækker, og der er sågar nogle, der mener at jeg er en skamplet på menneskeheden. Nuvel – så må jeg jo holde mig i Afgrunden og dyrke voldsfilm og aggressivt musik (Roxette). Nej – det er ikke nemt at være til.

Heldigvis kan man jo blive glad over det effektive post- og toldvæsen. De besluttede sig nemlig for at sende en lille notis ud, hvor de bekendtgjorde at de havde snuppet en pakke i tolden, og nu afkrævede en momsafgift. Ja, ja, momsgiften ville jeg gerne betale, idet den kun var på 44 kroner, men hvad fanden…? – så er der pludselig et ekspeditionsgebyr inkluderet på 160 kroner (!) – hvad er nu dette? – okay – jeg havde faktisk prøvet at blive snuppet en enkelt gang før og der var vilkårene de samme, men for saturn da, hvorfor i alverden skal det være så dyrt at udsende et enkelt brev? – nej, jeg forstår det skam ikke… nuvel, jeg betalte det hele…204 kroner og i dag fik jeg pakken med posten:

10juni2

Det er såmænd et ganske fornemt bokssæt med “Pulp Fiction”. Selvom jeg havde filmen i forvejen, så kan jeg godt lide at investere i disse bokssæt med særlige film, men nu hvor jeg ser tilbage på det, så efterlader det mig også i vildrede – fordi jeg har fandeme ikke plads til dem længere. Afgrunden er alligevel kun en lille en af slagsen, når det kommer til stykket, og jeg har efterhånden gjort det til en dyd at udsmykke den med diverse film, musik, bøger, plakater, figurer og andet godt, så den er lige ved at give efter… det er dog blevet væsentlig mere (u)hyggelig at bo her, siden jeg først flyttede ind og ikke gjorde så meget ud af det, men så tog en vis herre ved undertegnet, og vupti, pludselig blev der sat noget i system. Alligevel er jeg dog ikke helt tilfreds, fordi jeg har opmagsineret nogle film i nogle usædvanlige praktiske men uhyrlige grimme gule kasser, så jeg er faktisk ved nok engang at sortere i film og denne gang vil jeg skille mig af med flere end jeg plejer…

10juni1

Det ovenstående billede er beviset på min afmagt. Jeg er sådan set i vildrede, men alligevel er jeg ved at være fast indstillet på at de gule kasser skal ud! og der skal noget mere hipt, herligt, smukt og ganske Feng Shui-agtigt ind i Afgrunden. Jeg er nemlig begyndt at interesse mig for sådan noget, og før jeg ved af det, så har jeg nok også købt en papegøje og skræddersyet jakkesæt. Ja, så jeg skal godt nok skille mig af med mange film for en gangs skyld, men mon ikke at det går, fordi jeg er efterhånden nået til den konklusion, at måske er film alligevel ikke alt i verdenen, men bare rolig, denne udrensning medfører ikke at jeg pludselig hopper på streaming og sidder og fjoller den af på Netflix eller noget andet absurd. Næh, jeg vil nok altid være samler og købe de fysiske varer, så det skal man ikke være bekymret for, og jeg skal jo alligevel bruge mine penge på et eller andet, så kan jeg jo lige så godt bruge det på noget, der stimulerer både mit hjerte og min hjerne. Og nåh ja, selvom jeg venter ivrigt på den nye Paradise Lost-cd, som jeg håbede at der kom med posten i dag, så må jeg skyde en hvid pil efter det. Jeg fik dog en ny steelbook:

10juni3

“Don’t Look Now” er en herlig lille gyserklassiker af format. Jeg er meget glad for den, og selvom jeg havde filmen på dvd i forvejen, så kunne jeg ikke modstå denne fornemme blu-ray i ret sej steelbook-format. Og fik jeg nævnt at jeg er helt og aldeles vild med Donald Sutherlands store og omfangsrige krøller i filmen, og Julie Christie er ganske laber som hans kvindelige modspil. Dertil glemmer man hverken den smukke fotografering, den snigende uhyggelige stemning og den chokerende afslutning, der efterlod mig med åben mund og halløj første gang at jeg så den.

Ja, det var en lille update fra Afgrunden. Mit liv er hverken fascinerende eller højspændt, men jeg er nu alligevel glad for det til tider. Den anden aften/nat sad jeg og så kvindefodbold fra Canada. Der er åbenbart noget VM i gang, og de gæve kvinder er faktisk ret gode… well, de fleste af dem anyway – Tyskland slog Elfenbenskysten 10-0 og det var da vældig seværdig. Nej, tempoet er måske ikke så højt, og de kan ikke sparke nær så hårdt, og jeg tvivler altid lidt på de forskellige målkvinders kvaliteter, men det kan vel være sjovt nok, og hvad fanden skulle jeg ellers lave? You tell me…

Dobbelt op på Burt Reynolds…

Jo da. Efter nogle dage, hvor jeg ikke har bestilt ret meget end at glo meningsløs fjernsyn, der stadigvæk kan overraske mig over hvor intetsigende det er, og stadigvæk undrer mig over at jeg sidder og ser det? – jeg må jo have en eller anden brist et sted i systemet, fordi jeg magter snart ikke at kaste mig ud i alverdens reality-programmer og dårlig sport, eftersom at favoritholdet, AaB, sågar kan tabe til en lilleput-klub som Hobro! – helt ærligt, der bor flere mennesker i Thisted end i Hobro!… Well – jeg må så også sige at jeg ikke ligefrem har købt så mange nye film de seneste par uger, men til gengæld har jeg så investeret i noget andet godt, der tilmed ser godt ud når det er hængt op på mine hungerende vægge:

Ja, jeg har såmænd hjemkøbt nogle originale biografplakater. Jeg købte dem igennem http://www.plakatsamling.dk, der leverede hurtigt og med stor tilfredshed. Tjek eventuelt hjemmesiden ud for mange gode sager, og der er desuden rabat i Foråret, i sådan en omfang, at hvis man køber minimum 2 plakater, så gives der 25% i rabat + gratis fragt… det er sgu cool – der findes også en fysisk butik i Århus, så man kan også møde op selv og snuse omkring… mange rigtige fine sager…

Den første plakat som jeg virkelig havde øje for, var således denne:

plakat1

Med den passende danske titel: “Er Der Nogen?”- finder vi heksebrætsgyseren, “Witchboard”, som er en personlig favorit fra 80’erne, hvor der jo blev lavet så mange herlige gysere. Meget stemningsfuld plakat, må man sige, der lever tankerne hen på at jeg aldrig nogensinde skal spille det spil – ikke engang for sjov skyld… jeg er simpelthen for overtroisk.

Da jeg investerede i alt 3 plakater, så var de to resterende lidt mere fredelige, men ikke destro mindre mindst lige så herlige, og det er to film, der har forfulgt mig siden min spæde barndom:

plakat2 plakat3

Og selvfølgelig er der tale om de to “Smokey And The Bandit”-film, “Det Vilde Ræs” og “Med Strømere I Bakspejlet”. To regulære klassikere i min verden, idet de står for simpelthen noget af det mest uskyldige og mest pure underholdning fra min barndom. Selvfølgelig er der mange film, som man kan kæde til sin barndom, men disse to er nogle som jeg stadigvæk kan hive frem den dag i dag, og gense med kæmpestor fornøjelse. Indrømmet, plottet – i især 2’eren er simpelthen så hovedrystende fjollet og tyndt, men underholdningsværdien og nostalgifaktoren er så høj, så man kan ikke undgå at holde af dem begge. Jeg har iøvrigt aldrig set de resterende i serien, men de er jo også uden en af mine store helte, nemlig Burt Reynolds, så det er ikke særlig attraktivt. Jeg må indrømme at det klæder Afgrunden at være indsmurt i herlige ældre biografplakater som disse, men nu har jeg til gengæld heller ikke mere plads i stuen, køkkenet, gangen og soveværelset… men ved min indgang, kan jeg dog stadigvæk hænge lidt op… og det skal selvfølgelig udnyttes!

Lige for tiden, har jeg også håndværkere i Afgrunden, hvilket lyder komisk nok i sig selv, men nej, her var simpelthen ikke klamt nok, så de har været i gang med at finde torturinstrumenter, store jern pentagramer og måske en enkelt ungmø, der skal ofres til de almægtige filmguder, så der kan komme endnu en ‘Fast and the Furious’-film…. – det sidste var selvfølgelig en fortalelse… nok er jeg et dumt og beskidt svin, men jeg er ikke ond…

Og så er der fællessang!:

En filmfans bekendelser…

Jo, det kan godt være at det virker til at jeg svælger meget i horrorfilm og mere eller mindre gyselige fortællinger om det okkulte, samtidigt med at jeg hører det vildeste heavy metal, som naboerne brækker sig over. Nej, sådan er det ikke altid… dette er en filmfans bekendelser…:

Indrømmet – på et tidspunkt var min filmsmag meget afgrænset. Jeg så næsten kun horrorfilm og slugte den ene klassiker efter den anden. Ligeledes hørte jeg aggressiv musik, imens jeg gik med mit lange sorte hår, sort tøj og hørebøffer i, så jeg kunne lukke verdenen ude, og musikken ind…men i et forsøg på at skille mig ud, så ender det jo også nogle gange med at man falder så dybt ned i nogle stereotype forestillinger. Naturligvis bør man se horrorfilm, hvis man hører heavy metal – og vise versa… well, jeg vil også erkende, at jeg skam stadigvæk er meget glad for horrorfilm og heavy metal for den sags skyld, men jeg ser altså også andre filmgenrer, og jeg hører også andre former for musik… måske gør det mig til en svagpisser? I don’t care… jeg vil bare være mig selv og se de film som jeg vil se, og høre det musik som gør mig glad. That’s the facts of life i mit lille indsnævret liv lige nu. Der er dog film som jeg ikke snakker for højt op om. Jeg ved ikke om jeg har sådanne nogle guilty pleasure-film? – nogle gange kan jeg dog godt lide dårlige film, fordi de er lavet med så meget kærlighed og ofte har meget mere personlighed og originalitet end den store sommer-blockbuster fra Staterne. Foreksempel er jeg netop blevet færdig med at se “The Shepherd” – en 90’er-action/science fiction-film med navne som C. Thomas Howell, Roddy Piper og David Carradine – en ikke helt vellykket og meget billig sag, der blev klemt ned i en spilletid på omkring de 90 minutter… jeg kunne godt fornemme at historien måske ville kunne udvikle sig mere, men det virker også til at pengene løb op, og der ikke lige var råd til at gøre den ordentlig færdig. Sjovt med de små køretøjer i filmen, der velsagtens skulle ligne nogle fremtidsbiler – de mindede mig mere om nogle affaldscontainere med lys under. Well – sådan er det i low budget-film – der er næppe råd til de vilde investeringer. Jeg synes dog at den var underholdende nok, og så indeholdte den endda en mængde upassende nøgen- og elskovscener… uha da da. Jeg købte filmen for 0,01 pund hos en Amazon-sælger, og selvom de fleste nok ville mene at den var fundet til den pris, så vil jeg, til enhver tid, hellere se denne end endnu en “Fast And The Furious”-film.

Nuvel – der er også film som man ikke kan undgå at holde af. F.eks. Sofia Coppola’s “Lost In Translation” – sikke dog et lille mirakel af en film. Hypersensitiv og måske en kende feminin, men med gode præstationer af ikke mindst Bill Murray og Scarlet Johansson. Anna Faris er også sjov som dum blondine. Jeg kan huske noget med at nogle beskyldte filmen for at være racistisk, da den udkom – og det kan jeg ærlig talt ikke se… den er lavet med så meget undring og nysgerrighed overfor en anden kultur, at man ikke kan andet end at spærre øjnene op på vidt udstrækning. En storartet film, der viser at det ikke nødvendigvis er de vilde effekter og hårdt pumpet action eller skræmmende monstre, der kan redde en film – men derimod en anelse snilde, hvor man har tilsat nogle virkningsfulde, komiske krydderier, så fungerer filmen perfekt. Jeg har set andre Sofia Coppola-film, men der er ingen der rigtig rammer samme magi som denne film, og det gør den til en absolut seværdig superfilm i min verden.

Foruden Sofia Coppolas meget observerende værk, så holder jeg selvfølgelig også af gyserklassikere, så som min absolutte favoritfilm, William Friedkins “The Exorcist”, som jeg stadigvæk vil vove at påstå, nok er en af de mest vellykket horrorfilm igennem tiderne. Utrolig effektiv med nogle klamme effekter, vild dialog og strålende skuespilspræstationer. Tænk lige hvis Linda Blair havde vundet en Oscar for hendes indsats – det kunne have ændret hendes filmkarriere betragtelig… men så havde vi nok ikke fået hende at se i WIP-filmen “Red Heat” eller i revenge-thrilleren “Savage Streets”. Det ville ikke være til at bære, hvis de to film ikke indeholdte en mere eller mindre afklædt Linda Blair. Men “The Exorcist” formår bare at være så pokkers skræmmende – selv den dag i dag. Jeg læste bogen af William Peter Blatty, og den er også ganske god. Historien gik jo på at han var inspireret af en virkelig hændelse. Med “The French Connection”-instruktøren, Friedkin i baghåndet, så skabte de begge en moderne klassiker, som man altid vil vende tilbage til når man snakker om horrorfilm – eller bare film generelt. Den alderende Max Von Sydow, der allerede i 70’erne var en gammel mand, men nu i 2013, stadigvæk er aktiv som skuespiller, er formidabel i rollen som Fader Merrin, hvor man får det indtryk at her er en mand, der altid har kæmpet en kamp imod det onde. Jeg var for ung til at se filmen i biffen i 70’erne, men jeg fik dog den forlængede version at se, da den havde premiere i 2000, inklusiv den famøse Spider-scene… altså jeg havde jo set den gamle udgave af filmen før, men det var alligevel en fin oplevelse at se den nye også – selvom jeg nok stadigvæk foretrækker originalversionen. Dernæst gik vi på pub og skyllede oplevelsen ned med et par af de kolde. Ak ja, Thisted er ikke så stor.

En anden film som jeg også kan se igen og igen, er Tim Burtons “Edward Scissorhands”. En helt igennem vidunderlig film, der også har massive komiske undertoner, samtidig med at den kan fortælles som et slags moderne eventyr. Det farvestrålende Surbubia må siges at være den perfekte grobund for alskens tåber og sladdertanter, der frekventerer gadehjørnet, hvor de deler ud af alt mulig trash-talk om områdets beboere. Sågar den lokale, religiøse fanatikker, er der blevet plads til. Men da familien tager den unge, kunstig-skabte knægt, Edward, ind i deres omgivelser, så virker det alligevel lidt besynderligt – også netop fordi at Edward ikke har nogle hænder! – men derimod nogle sakse som substitut. Han stammer nemlig fra det store, gotiske slot fra enden af vejen, hvor end ikke de lokale valfarter op – med mindre at de altså vil sælge make-up-produkter? Jeg synes at filmen hører til Tim Burtons absolutte top – en virkelig højdespringer, der er lysår bedre end en anden historie om en moderne “freak”, nemlig “Batman”, som Tim Burton filmatiserede i 1989. “Batman” er ikke dårlig, men den formår bare ikke at trække sig op på et himmelstormende niveau, hvilket “Edward Scissorhands” i den grad gør. Samtidig var det jo også første gang at man så makkerparret Tim Burton/Johnny Depp arbejde sammen, og det har de jo så eftertrykkeligt gjort flere gange senere. “Ed Wood” – biografi-filmen om Edward D. Wood Jr., en af verdens dårligste filminstruktører – eller det påstår de ihvertfald, er jo også en væsentlig kaliber i Tim Burtons filmografi. Men hvor man kan juble over Johnny Depp, Winona Ryder, Dianne Wiest eller Anthony Michael Halls præstationer, så synes jeg alligevel at den bedste af dem alle er den gamle familiefar, spillet af Alan Arkin. Han er vanvittig sarkastisk, og passer overhovedet ikke ind i resten af ensemblet, men han får gjort rollen til det pureste guld, og jeg griner stadigvæk af ham hver gang i den scene, hvor Edward har forskrækket datteren, der er vendt hjem fra en lejrtur, og så han får stakkels Edward med ned i kælderen, hvor han lige skal smage på mandens egen “lemonade”, dog først efter at familiefaren lige kigger op imod trappen, så han sikrer sig at de er helt alene. Det er en vidunderlig film – og den er meget Burtonsk …

Anyway – jeg fik en pakke fra svenske Ginza, og der var en del film i – sjovt nok mange horrorfilm, men de var også billige – ti svenske kroner! – det bliver ikke meget billigere end det, og jeg fik smidt en del i den virtuelle indkøbskurv. Der kom sandelig også blu-ray-film med, og som jeg egentlig ville vise med dette indlæg, så er min filmsmag altså ret meget fra den ene ende af skalaen til den anden:

forskelighed

 

Se blot på dette billede. To stykke moderne fortællinger. Remaket af den famøse rape-and-revenge-film “I Spit On Your Grave”. Jeg ejede godt nok allerede filmen på en amerikansk dvd, men da jeg så at den danske blu-ray-udgivelse kun kostede 10 svenske kroner, så hoppede jeg straks ombord. Ved siden af, ses Andrea Arnolds nye fortolkning af Emily Brontës klassiske roman “Wuthering Heights”. Det må siges at være noget ganske andet end en sleazy film som “I Spit On Your Grave”. Well, den kostede kun 19 svenske kroner, og igen er det en dansk blu-ray-udgivelse. Jeg mangler stadigvæk at se denne version af “Wuthering Heights”, og jeg kan ikke huske så meget om handlingen, andet end der vist nok er en del romantik med…go figure!

Sluttelig kan jeg nok sige at der ikke er så meget på vej i posten for tiden. Jeg venter godt nok en lille pakke fra Amazon i morgen eller fredag, og så er der to pakker på vej fra USA, men that’s all… og jeg er godt nok også på kistebunden nu i denne måned… nu må det gerne blive den første – så jeg kan få købt…………ehm… julegaverne!

 

På det seneste, har jeg forelsket mig i det fantastiske svenske band, Ghost, – eller Ghost B. C., som de hedder i Staterne – vel nok sagtens fordi navnet alligevel var taget…?

De spiller en fremragende form for 70’er inspireret okkult rock – altså ikke det mest heavy der findes, men det er bare så forbandet herligt, at Djævelen selv sikkert sidder og vipper med foden, når de fyrer endnu en af deres velkomponeret toner afsted. Jeg er meget begejstret, og jeg må sige at det er nok noget af det bedste musik som jeg har hørt i længere tid. Jeg ved godt at jeg måske var længere om at opdage dem, fordi de trods alt har spillet i Danmark flere gange, men jeg må sige at min kærlighed til dem ikke er mindre af den grund.

So far, har de udgivet to albums…og de holder begge et virkelig højt niveau. Altså, nu er jeg jo vant til at høre lidt af hvert fra den lidt hårdere genre, i det jeg, i bund og grund, kan høre det meste metal, men Ghost vil helt sikkert appellere til den brede befolkning. Det er virkelig velspillende band – og gennemført – tænk bare på forsangeren, der er sminket, så han ligner en pave for de mørke kræfter, og backingbandet, der alle er iført munkekutter… – imponerende!

Anyway – tjek dem endelig ud, hvis lejligheden byder sig – og endnu bedre – køb deres cd’er – i disse fysiske varer-forskrækket tider… hvis bare vi alle ville købe cd’er eller dvd’er igen, så ville det ikke være så surt – men det er den menneskelige og teknologiske udviklings skyld, I guess…

Efterår i Afgrunden…

Bestemt jo. Den skrækkelig Afgrund, hvor jomfruofringerne har været utallige, eksisterer skam endnu. Jeg har haft nogle udfald som følge af at jeg har været ramt af en virus, der har gjort mig uinspireret til at skrive et indlæg. Jeg vil jo gerne frembringe noget fornuftigt og nogenlunde læsevenligt, og jeg gider ikke hvis jeg bare skal skrive et kort indlæg om at nu har jeg endelig fået købt kaffe? – det er lidt en anden blog, som jeg forsøger at drive… men jeg håber da at det måske også lykkedes til nogenlunde grad. I det mindste føler jeg ikke at jeg på noget tidspunkt vil lukke bloggen pga manglende tid eller andre interesser her i mit liv. Jeg har trods alt ikke været blogger så længe, og jeg lærer stadigvæk… hvis min mester hed Obi-Wan, så ville han nok sige at jeg skal vælge de skrevne ord med omhu, hvilket jeg straks ville rette mig efter… han er jo trods alt Jedi-mester…

Jeg vil ikke lægge skjul på at der ikke er kommet så mange film hjem til min matrikel på det seneste. Jeg har haft det lidt småt med penge, men den anden dag forbarmede min gode, gamle mor sig over mig og købte en film på blu-ray til mig. Titlen var såmænd Zack Snyders’ “Man Of Steel”, som jeg faktisk allerede havde været i biografen at se, da den gik i de lokale omgivelser for nogle måneder siden. Jeg var ikke udpræget begejstret for filmen den gang, men jeg ville gerne se den igen – også især uden det skide 3D, som åbenbart alle nyere action- og effektfilm skal udsættes for. Men det gik altså hverken værre eller bedre, end at jeg fik den stukket i hænde den anden aften, og jeg smed den i afspilleren samme aften.

“Man Of Steel” er således et reboot af den klassiske fortælling om manden fra planeten Krypton. Alle kender vel nærmest historien, også selvom der måske er mange yngre typer, der aldrig har hørt om den før, men det bliver der rådet nogenlunde bod på med denne film. Efter en indledende og meget flot filmet start på filmen, hvor vi befinder os på Krypton, så får vi en længere forhistorie på hvordan den gode Cal-El bliver sendt ud i universet og mod Jorden. Jor-El (Russell Crowe) er i en indædt fight for racens overlevelse, og han bringer således de optegnelser med Cal-El og hans rejse. Den gale og lettere frustreret General Zod (Michael Shannon) prøver på at lave et kup, men bliver forhindret og sendt til afkøling i “The Phantom Zone”. Krypton kan dog ikke reddes, og alt imens Cal-Els lille fartøj flyver mod Jorden, så går planeten under. På Jorden finder vi den halvvoksne Cal-El, nu kaldet Clark Kent, der rejser fra job til job, men som også nogle gange må gribe til at bruge sine kræfter, hvilket han meget modvilligt gør, idet hans far, Jonanathan Kent (Kevin Costner) har rådet ham til noget andet. Han kan dog ikke holde sig skjult for evigt, og en næsvis reporter, Lois Lane (Amy Adams) er på sporet af ham, alt imens at General Zod pludselig også viser sin ankomst… nu er det altså på tide at den gode Cal-El/Clark viser sit format og i særdeleshed mod og kræfter.

Zack Snyders nye superhelte-opus “Man Of Steel” er en meget ambitiøs historie. Jeg føler at filmen var mange historier i en, og faktisk måske var der materiale nok til minimum to film, ligesom de gamle Richard Donner-filmatiseringer. Coming-of-age-fortællingen om Superman bliver desværre aldrig udredret nok til at man for alvor forstår hensigten bag at Superman gemmer sig i alle de år. Tempoet er ganske vist højt hele filmen igennem, og man sidder nogle gange og lige skal have pusten, fordi der er så mange ting der skal fortælles og forklares. Jeg tror helt sikkert at holdet bag, regner med at man har et vis forhånds-kendskab til denne historie om den udenjordiske fra Krypton. Der bliver simpelthen fløjet let og elegant henover den overordnet fortælling, og jeg savner mere detaljerigdom. Historien er for sig vidt okay, og jeg kunne godt lide starten på Krypton, selvom jeg grinede lidt, da Jor-El hoppede ombord på den flyveøgle – det var lidt Avatar-agtigt… men okay, grundlæggende fungerede det for mig, men jeg synes bare at det er sådan en skam at filmen faktisk også bruger så meget tid på starten, og så glemmer at få Clark Kents barndom med, men det kan jo være et vælg om at springe direkte til actionen. Nuvel, der er nogle elementer fra barndommen med, blandt andet hvor Clark redder sine medkammerater fra at lide druknedøden, da han skubber en skolebus op af en flod. Men det er hele tiden meningen at han skal holde sine kræfter i bero, angivelig fordi at hans far har sagt det. Den samtale hvor de to har snakket sammen og blevet enige om det, får vi bare aldrig at vide… men nu hvor jeg tænker over det, så gjorde  man jo heller ikke det i den gamle Richard Donner-film. Det ville jeg dog gerne have haft med i denne omgang.

Henry Cavill, der spiller rollen som Superman/Cal-El/Clark Kent gør det nogenlunde, men som Superman virker han lidt upersonlig, men han leverer dog fint nok i de fleste scener. Russell Crowe får lidt mere spilletid end Marlon Brando, hvis man endnu engang kan referere til den gamle filmserie. Amy Adams er en strålende Lois Lane, og Michael Shannon får meget ud af rollen som General Zod. Jeg synes dog stadigvæk at jeg mangler lidt, og filmens glanspolerede stil er noget helt andet end Christopher Nolans populære trilogi om Nattens Ridder. Man får det indtryk at Superman også har meget at bevise og han bærer hele planeten på sin stærke ryg. Jeg kommer hele tiden til at sammenligne filmen med den første Superman-film fra 1978, som jeg stadigvæk bedre kan lide… altså actionsekvenserne er selvfølgelig noget mere voldsomme og overdrevne end den gamle film, fordi at man nu kan gøre brug af CGI-effekter, og den stakkels by Metropolis må gå meget igennem.

Jeg tror dog at filmen nok skal løse sin opgave med at kickstarte en række af efterfølgere til “Man Of Steel”, og allerede nu er der jo snak om en 2’er, hvor selveste Batman også skal optræde. Det er dog kommet frem at det er Ben Affleck, der skal spille Bruce Wayne/Batman, hvilket sikkert nok skal dele vandene. Henry Cavill skulle således også vende tilbage som Stålmanden selv. Måske er dette et forsøg på at lave en Avengers-type film i DC-regi. Jeg vil dog gerne se en filmatisering af Justice League…

Nuvel, det skulle ikke være kappeklædt det hele, og jeg har bestemt også fået set andet. Jeg modtog for et stykke tid siden Sam Raimis “Evil Dead”-trilogi på blu-ray, så den anden aften sad jeg endnu engang og så de tre film igennem. Jeg må stadigvæk sige at jeg bedst kan lide den allerførste. Den er meget mere væmmelig og splatteragtigt end de to efterfølgere, der dog har nogle flere strenge at spille på når det kommer til humor og komik. Bruce Campbell er stadigvæk forrygende, og selvom billedekvaliteten var noget skuffende på high-def, så synes jeg alligevel at jeg er glad for at have dem samlet. Jeg havde tidligere investeret i Book Of The Dead-udgivelserne med henblik på “Evil Dead” og “Evil Dead 2”, men de er noget slasket efterhånden, og især 2’eren er ramt af tidens tegn. Jeg glæder mig selvfølgelig over enhver gensyn med denne herlige trilogi, der var med til at gøre Sam Raimi til et ikon i horrorkredse. Jeg har også de to første “Darkman”-film liggende, og for lige at vende tilbage til superhelte-universet, så venter der nok snart et gensyn af Spiderman-filmene, som jeg også stadigvæk er meget tilfreds med…ihvertfald dem med Tobey McGuire i hovedrollen… det seneste reboot “The Amazing Spiderman” var nogenlunde, men Andrew Garfield var en meget dårlig Peter Parker.

Og ja, i dag er det sidste dag i måneden og jeg kan se på min konto, at der endelig er gået penge ind, hvilket glæder mig… det har gjort at jeg har bestilt lidt fra henholdsvis Laserdisken og det svenske firma, Ginza, der har et væld af film til en flad svensk 10-krone, og det er enormt billigt…man skal lige sluge et stort beløb for gebyr og porto, men når det er gjort, så kan man finde mange gode titler til meget billige penge… det er man jo altid glad for, og der er faktisk også nogle danske udgivelser imellem.

Nu er det jo ved at være tid til at købe julegaver til dem som man holder af, så det skal der selvfølgelig også være råd til, men jeg håber på at jeg kan få pengene til at slå til, så jeg kan lægge en bestilling hos Amazon… der er nogle film, lidt musik og faktisk også et par bøger, som jeg længe har haft kig på.

"Man Of Steel" er Zack Snyders nye superhelte-fortælling og samtidige reboot om historien om Superman. Forvent masser af flot action, men historien halter en smule og fortællingen bliver ikke forløst ordentlig. Jeg er stadigvæk i den overbevisning om at den gamle Superman-filmatisering af Richard Donner fra slut-70'erne er væsentlig bedre... også "Superman II" er rigtig god.. men nu får vi se, fordi efterfølgeren er allerede i støbeskeen...

“Man Of Steel” er Zack Snyders nye superhelte-fortælling og samtidige reboot om historien om Superman. Forvent masser af flot action, men historien halter en smule og fortællingen bliver ikke forløst ordentlig. Jeg er stadigvæk i den overbevisning om at den gamle Superman-filmatisering af Richard Donner fra slut-70’erne er væsentlig bedre… også “Superman II” er rigtig god.. men nu får vi se, fordi efterfølgeren er allerede i støbeskeen…

Den polskfødte karakterskuespiller med det særlige, aparte ansigt, har altid været en personlig favorit. Hans spændvidde indenfor skuespillet var enormt... I dag kunne han havde fejret sin 87-års fødselsdag... Desværre døde han tilbage i 1991, 65 år gammel... jeg sender en hilsen til den gamle mesterskuespiller hinsidens graven! Tillykke Klaus Kinski!

Den polskfødte karakterskuespiller med det særlige, aparte ansigt, har altid været en personlig favorit. Hans spændvidde indenfor skuespillet var enormt… I dag kunne han havde fejret sin 87-års fødselsdag… Desværre døde han tilbage i 1991, 65 år gammel… jeg sender en hilsen til den gamle mesterskuespiller hinsidens graven! Tillykke Klaus Kinski!

Hvis man snakker om store, europæiske skuespillere i 1900-tallet, så kommer man næppe udenom Klaus Kinski. Måske ikke den mest kendte og udbredte populære skuespiller, men han leverede altid varen, når det kom til både sære, men også svære roller. Jeg har set ham i et utal af italienske produktioner og en håndfuld film af den tyske instruktør, Werner Herzog. Jeg må nok sige at jeg er vild med ham i rollen som den modbydelige dusørjæger i spaghettisagen, “The Great Silence” – men så sandelig også som utrolig grim vampyr i Werner Herzogs remake af “Nosferatu”. I det hele taget er de fleste af filmene, som de to lavede sammen, utrolig seværdige, og særlig dokumentarren om deres had-/kærlighedsforhold er værd at se. Selvfølgelig kommer han nok ikke til at blive nævnt i Oscar-sammenhænge, men hans bidrag til filmverdenen op igennem 60’erne, 70’erne og 80’erne skal anerkendes. Den afsluttende film “Paganini” var et svært værk for Klaus Kinski – han både skrev, instruerede og spillede med i biografifilmen om den famøse violinist. Hans datter, Nastassja Kinski, er også efterhånden en erfaren skuespillerinde, og hun har også lavet nogle gode film igennem tiderne. Men i forhold til farmand, så blegner hun stadigvæk lidt. Klaus Kinski er muligvis væk, men heldigvis kan man stadigvæk skaffe hans film, og nyde dem i hjemmebiografen i selskab med ligesindede og måske en af de kolde… En stor skurk fylder år!

Så lad ham dog…

Hurra for Internettet. Den anden dag modtog jeg en stor pakke fra et dansk firma, der sælger merchandise fra film, musik og lignende… og minsandten om den ikke indeholdte noget virkelig lækkert:

exorcist1

 

Det er nemlig en “actionfigur” af pigebarnet, Regan, fra en af mine absolutte ynglings-film, “The Exoricst”… Denne figur viser Regan, der er besat af Pazuzu og bundet til sengen. Der er efterladenskaber af grøn opkast på hendes tøj, og hun har sår i ansigtet. En supercool figur. Jeg er normalt ikke typen der køber så mange af sådanne figurer, men denne her kunne jeg simpelthen ikke stå for.. En anden figur som jeg iøvrigt skal have investeret i, er en supersej model af den store ED-209 fra “RoboCop”… jeg aner så ikke om jeg skal købe den billige eller den dyre udgave… prisforskellen nærmer sig de 3000 kroner… og jeg tænker gerne at det kunne man sgu få mange film for, så jeg er mest på vippen til at bestille den billige udgave…

Men boksen med Regan fik jeg skam hjem. Jeg tøver lidt med at åbne den, fordi så falder den jo drastisk i værdi, men på den anden side, så er jeg også et tilpas stort legebarn til at jeg gerne vil se den i aktion…den lover nemlig nogle lydeffekter og at hovedet kan dreje 360 grader rundt… det ville jeg gerne se!

exorcist2

 

Meget cool boks-artwork her foroven, og hvem husker ikke det fantastiske billede fra filmen, hvor den gamle præst stiger ud af bilen, og garanteret tænker sig om en ekstra gang, inden han træder ind i det væmmelige hus, hvor alle uhyrlighederne finder sted…en af filmhistoriens helt store momenter der. Som sagt er jeg ganske stor fan af filmen – jeg har den på en blu-ray-udgivelse, hvor både den originale version og den forlængede udgave er på… jeg foretrækker nok stadigvæk originalen, må jeg sige… den forlængede udgave er ikke dårlig, men det virker lidt fjollet med ansigter på skabsdørene osv… men hey, Regans edderkop-scene er ret vellykket. Jeg overvejer at smække filmen på til den kommende Halloween, fordi der har jeg for vane at kun se horrorfilm, og så kan man jo lige så godt se noget kvalitet…

Jeg må desuden også konstatere at jeg endnu engang er ved at sortere film, og nu endelig har besluttet mig for at lade alle mine horrorfilm stå fremme… plus enkelte andre titler, som jeg gerne vil have i nærheden, i tilfælde af at jeg bliver inspireret og vil se noget andet end horror…jeg ved ikke om det fungerer, men da horror er den genre som jeg ubetinget har flest titler i, så synes jeg alligevel at jeg ville give det en chance… desværre er det lidt småt med pladsen, og jeg skal til at rokere meget rundt, men lad os nu se…

Faktum er ihvertfald at jeg må holde en pause i morgen aften. Der kommer en kammerat på besøg, og så skal vi drikke nogle af de kolde, imens vi ser lavbudget horror eller noget der er grænsende til det absurde. Det skal nok blive sjovt, og da det efterhånden er længe siden sidst, så håber jeg at han har pilsnere med! …

exorcist3

 

Men som sagt, så fik jeg jo denne figur ind af døren. Det bliver ikke sidste gang at jeg køber sådan en figur på nettet, og jeg har allerede kig på adskillige. Dette bokssæt er betegnet som et “De Luxe”-sæt, hvad det så end betyder – om hvorvidt det er pga detaljerigdommen eller prisen eller om det bare er en særudgave…? Ja, det aner jeg ikke umiddelbart, men jeg er virkelig godt tilfreds med den. Med sådan en figur kan man tillade sig at være lidt barn igen, og plus at den faktisk pynter lidt op på sin helt egen gruopvækkende facon. Jeg har ellers ikke meget i min stue, andet end lidt billeder og nogle pokaler (som jeg snart smider ud! de er så grimme!) – men desværre da jeg har mange skråvægge, så kan jeg ikke rigtig have nogle plakater oppe, så mine vægge er rimelig bare, hvilket generer mig til ukendelighed. I mit soveværelse har jeg en Ærkeengel-figur, og en Fedtmule-figur – det er lige fra den ene ende af skalaen til den anden… men det er vel nogenlunde dekorativ? … I don’t know… well, nu skal jeg ihvertfald finde en plads til den besatte Regan… and so the journey begins!

Pyh – det har godt nok være en af de mere varme dage i dag. Højt solskin og berusende temperaturer er ikke godt nyt for en gammel goth, der hellere vil tilbringe dagene i regnfuldt mørke, imens kaffen hældes ned i svælget og fjernsynsskærmen viser de seneste uhyrligheder. Jeg er dog også nogenlunde mand til at indrømme, at det måske er meget hyggelig med alt den sommer og sol – folk virker mere venlige på en måde, også selvom de fleste tror at jeg er en stor tysker ved navn Manfred…? – well, måske skulle man også lade de lederhosen hvile… bare en enkelt dag?

Jeg modtog en pakke fra allestedsværende Amazon i dag, og der var lidt af hvert i denne forsending… alt fra fredelige Oscarvindere som “Livet er Smukt” på en flot blu-ray udgivelse, til Helen Hunts ligeledes Oscarnomineret præstation som sexhjælperen Cheryl i den sandfærdige  “The Sessions”, men naturligvis også Director’s Cut-udgaven af “Robin Hood: Prince Of Thieves” – ja ja, jeg ved godt at det er med Kevin Kostbar, men jeg kan nu godt lide Alan Rickmans portræt af den gale sherif i filmen. Og jo, jeg modtog iøvrigt også en fransk film med Charles Bronson i hovedrollen. Titlen var: “Rider On The Rain”…

Naturligvis har jeg tilbragt aftenen med at se et par af filmene. Jeg så først Helen Hunt i den ganske charmerende lille film, “The Sessions” om en mand, der lider af muskelsvigt som følge af polio i hans barndomsår. Det var en ganske god film – historien var ganske vedkommende og filmen mener godt. I bund og grund handler det jo om menneskets urinstinkt, der giver lysten til sex, og når man er lammet i det meste af kroppen, så er det ikke altid nemt at have en velfungerende sexliv. Her kommer Helen Hunt ind i billedet. Den ganske attraktive blondine, og Oscarvinder iøvrigt, fylder faktisk 50 år, her senere i juni måned, men hun ser fantastisk ud – både med og uden tøj, og hendes humane og følsomme skildring af sexhjælperen, der bliver mere og mere interesseret og måske småforelsket i den handicappede mand, er virkelig prisværdig, og man ønsker alt godt for karakteren. Jeg synes at det var en ganske fin lille film, og eftersigende var den et ganske stort hit på Independent-filmfestivalen “Sundance”, hvor den vandt en publikumspris. Selvom emnet er en anelse lummert, så tror jeg at der er mange der kan få meget ud af denne film – og det er ihvertfald helt sikkert at den giver håb til en masse ensomme sjæle derude rundt omkring. John Hawkes er rigtig fin i hovedrollen som Mark, og det er sjovt at se William H. Macy som præst, der må ligge ører til Marks detaljerede fortællinger om hans eventyrrejse ud i sexlivets mysterier…helt klart en film som godt kan anbefales, men jeg har dog det indtrykt at det måske overvejende er kvinder der vil se denne film, fordi tonen i filmen er så skrøbelig og med en sjat poesi, så tror  jeg at mange kvinder vil synes rigtig godt om den. Der er dog ingen øredøvende biljagter eller vilde skuddueller i filmen, men det kan man jo også godt blive en smule træt af…

Nuvel – jeg så selvfølgelig også Charles Bronsons præstation i “Rider On The Rain”, hvor han deler rollelisten med navne som Marlene Jobert, Gabriele Tinti og Jill Ireland. Filmen er fra 1970, og på den engelske dvd fra Optimum, kan man vælge imellem den franske eller den engelske version af værket. Jeg så den franske udgave, der lige er 4 minutter længere end den engelske, og så kunne det også være sjovt at høre Bronson på fransk, synes jeg. Men nåh ja, jeg tvivler lidt på at det rent faktisk er Charles Bronsons egen stemme. Naturligvis har de fået fat i en rødvinsafhængig og cigaretglad franskmand til at dubbe ham – det var ihvertfald min tanke, da jeg så filmen. Marlene Jobert var dog ret sød i den kvindelige hovedrolle, og jeg tror faktisk at det er den første film som jeg har set med hende. Gabriele Tinti kender jeg fra flere lyssky italienske produktioner, hvor han har arbejdet sammen med hans meget smukke kone, Laura Gemser, som jeg ikke er sen til at udråbe som en af verdens smukkeste kvinder. “Rider On The Rain” er således en ganske fornuftig, spændingsfilm med en masse forvekslinger, en heltinde i konstant besvær og særdeles hårdkogte typer. Charles Bronson er faktisk rigtig god i rollen, og med det flotte overskæg i filmen, så er det rigtig som Henrik fra Båndsalaten har skrevet om ham anmelderen, der mente at han på en god dag kunne minde om Clark Gable.. Hans rolle som efterforsker for det amerikanske militær er ramt meget godt i filmen, og han er selvfølgelig en rigtig fin good guy. Denne franske produktion kom således ud kun to år efter at han havde udødeliggjort karakteren ‘Harmonica’ i “Once Upon A Time In The West” af den mesterlige Sergio Leone. Det viser en Bronson i god form, og man kan sagtens forstå hvorfor at han er blevet castet til disse roller – hans stenansigt er simpelthen perfekt til at spille en personage, der måske godt kan virke en smule hårdhændet, men i bund og grund er så gennemført god og loyal, at man næsten bør knibe sig selv i armen af bar misundelse. Jeg bliver nok aldrig træt af at se film med Charles Bronson  – sådan en type kan de moderne filmhelte ikke sammenlignes med. Tænk bare på Tom Cruise…? Ham kunne Charles Bronson æde til morgenmad…måske godt med ketchup dog? – Well, “Rider On The Rain” er en rigtig god film med masser af spænding og den efterlader virkelig et ganske godt indtryk… dette er klassisk europæisk 70’er-spænding på den helt rigtige franske facon. Slutningen er også lidt sød, selvom man nok kunne ane at det kom. Iøvrigt skal man have fat i den engelske dvd fra Optimum, som skulle være den bedste på markedet, også selvom den ikke har noget ekstramateriale, så står billedet rigtig flot.

Og hvordan skal man nu tilbringe resten af natten? – joh, der er flere muligheder… man kunne jo passende gå i seng og stå tidlig op, forhåbentlig frisk og veludhvilet? eller man kunne surfe efter gode filmtilbud på den store virtuelle markedsplads hos Amazon…? men selvfølgelig kunne man også placere sin dertil indrettede i sofaen for at fæste sine øjne på endnu noget hittepåsomt fra min sparsomme dvdhylde…? Ja, måske skulle man lige tænke sig om en ekstra gang… men jeg føler at det vil være for tidlig at gå i seng nu, og da mit program i morgen siger: Sov til du vågner og stå op når du gider…, så mon ikke at man kunne se en lille film mere – det tror jeg nok…!?

Den veludførte og ganske underholdende euro-thriller "RIder On The Rain" fra 1970 var et ganske godt bekendtskab, og især har jeg fået lyst til at se mere til Marlene Jobert, der har den kvindelige hovedrolle. Charles Bronson har jeg efterhånden set meget af, men ham bliver man jo aldrig træt af.

Den veludførte og ganske underholdende euro-thriller “RIder On The Rain” fra 1970 var et ganske godt bekendtskab, og især har jeg fået lyst til at se mere til Marlene Jobert, der har den kvindelige hovedrolle. Charles Bronson har jeg efterhånden set meget af, men ham bliver man jo aldrig træt af.