Tag Archive: 80’erne


Hallo. Ja, jeg har netop nok engang genset Sacha Gervasi’s glimrende og meget hjertevarme dokumentar om det canadiske heavy metal-band, Anvil, der oplevede deres 15 minuts of fame tilbage i begyndelsen af 80’erne, men sidenhen er gået næsten helt i glemmebogen, og nu kun spiller for en håndfuld mennesker, når de endelig spiller da… til trods for at de har udsendt 10+ albums.

Anvil er et meget særpræget band. Musikken er ganske standard hård metal a la trash metal og bandet består grundlæggende af de to bandstiftere, forsanger/guitarist, Lips og trommeslager Rob… det er et par gæve gutter, der har haft et venskab hele vejen igennem. Og sådan et livslangt venskab er jo efterhånden noget som man kommer til at sætte pris på, jo ældre som man bliver. Og det er ofte fundet i fælles interesser og glæde over de simple ting, og hvorfor fanden skulle det ikke være sådan?…

Jeg fandt iøvrigt et Anvil-album i Læsehesten i Aalborg engang, og købte det selvfølgelig, men det var ikke noget særligt, og det skulle endda være et af de albums, der var ekstremt dårlig produceret, hvilket de har haft adskillige af. Det er selvfølgelig noget skidt, men alligevel, når man ikke har pengene til det, og stadigvæk insisterer på at udsende albums, så bliver det nok lidt noget tvivlsomt noget – ikke fordi at jeg kender branchen eller noget, men det er mit gæt. Anvil i dokumentaren er dog enorm velspillende og musikken er meget heavy, så man sidder og headbanger lidt med hjemme i stuen. Musikken i filmen er dog kun en ting af pakken, fordi den handler også meget om mennesker og deres skæbner, og indeholder et væld af ikoniske scener – scenen hvor de spiller i en klub for en lille gruppe, og der sidder en og headbanger for vildt i en lænestol helt fremme – eller i Tjekkiet, hvor Lips kommer op at toppes med en promoter, der ikke vil betale dem for koncerten. Som Lips også proklamerer: det er jo hans arbejde og han leverer altid varen, så han skal jo også betale hans regninger. Lips lever virkelig for bandet og musikken og det har han gjort i over 30 år.

Når jeg ser et program som X-Factor, og sidste sæsons døgnflue, Citybois, der har fået en pladekontrakt på Sony, bare fordi at de har godt fat i det unge segment, der består af købelystne teenagere, der dedikerer deres værelser til nogle ‘shrines’, hvor de har tapetseret væggene med plakater og billeder af sådanne nogle håbløse unge typer, der knap nok kan synge, men måske har en stil, der gør dem eftertragtet. Well, det begyndte med The Beatles, og slutter næppe her…

Men min tanke med Citybois og deres pladekontrakt er nærmest at spytte etablerede kunstnere i ansigtet, og at være til stede i musikindustrien i over 30 år – det er sgu et statement. Jeg ved ikke hvor meget Citybois går op i deres musik, men de går op i at være kendt, og det er næsten endnu værre… ja, jeg ved det. Jeg lyder som en gammel sut, der brokker sig over ungdommen og deres mildest talt sære vaner, der af en eller anden grund bliver populære, imens en 35-årig som undertegnet sidder og ser måbede til. Nej, jeg voksede op i 90’erne, hvor Eurodance og Grunge var de populære stilarter, og jeg brød mig ikke særlig meget om nogle af dem. Jeg lyttede heller ikke til heavy metal, før jeg fandt Marilyn Manson og hans gennembrydende, moderne ‘shock rock’, som gav mig så meget glæde og indhold i livet, at jeg ikke længere følte mig som en udstødt teenager. Nu  havde jeg en stemme, som jeg kunne lytte til… sidenhen er forholdet til Marilyn Manson kølet lidt, men hans tre albums, AntiChrist Svperstar, Mechanical Animals og Holy Wood er stadigvæk store bedrifter i mit liv.

Well, lidt ord her fra Afgrunden, hvor det altid er mørkt, dystert og klamt. I dag skinnede der dog et lille lys indenfor med bandet Anvil og deres humanitet. Jeg bliver glad hver gang at jeg ser denne dokumentar, og jeg kan kun opfordre alle til at opstøve den og nyde den for det som den er. Et velmenende portræt, der kigger ind af alle sprækker, og viser bandet som de er. Både på den gode og den dårlige måde…

anvil (2)

Reklamer

Jeg hader det. At vandre hvileløst rundt i Afgrundens mørke kamre, og ikke kunne foretage mig noget særligt, idet min tilstand som zombie… has kicked in… jeg vil beskrive det som at være i grænselandet mellem at være vågen og at sove… en position, hvor jeg ikke altid opfatter det hele, men alligevel er for vågen til at sove, fordi når jeg lægger mig ned for at trække nogle seriøse torske i land, så ender det alligevel bare med at jeg er vågen, og ikke kan hengive mig selv til slumstrup. Men at se film er næsten noget af det værste, som jeg kan begynde på… fordi, hvis jeg sidder stille alt for meget, så bliver øjnelågene alligevel at falde i, og før jeg ved af det, så sidder jeg op og småblunder… og det kan resultere i nogle alvorlige krigsskader… og min mobiltelefon må være ved at være seriøs træt af at blive tabt på gulvet, fordi mine afskyelige hænder ikke kan holde fast i den, når jeg blunder.

Og hvad er der så af muligheder for mig en nat her til søndag den 10. maj…? – well, ikke ret meget…lige nu sidder jeg og drikker et glas kvalitets-cola og lytter til det eminente danske doom metal band, Saturnus.. der virkelig er et storslået band – episk, smukt og særdeles bedrøvet. I den seneste periode, har jeg oplevet at jeg hører meget musik, frem for at stene film…. og det er selvfølgelig lidt belastende, idet jeg elsker at se film, men sådan som jeg har det, så rumsterer zombien rundt i hovedet i mig, og det er ikke kun for at jagte friske hjerner, men derimod også en passende betegnelse for en tilstand, hvor jeg vakler rundt og ikke kan finde søvnen. Heldigvis har jeg min Afgrund… mit “Fortress Of Solitude”, hvor jeg kan passe mig selv, og der ikke er nogen, der hele kigger mig over skulderen, og råber og skriger af mig… det har jeg prøvet før, men det var så endda mest psykisk, hvilket ikke er noget som jeg efterstræber.

Men jo, jeg får da også klemt en enkelt film ned i ny og næ, og i går, satte jeg mig naturligvis godt til rette, da jeg skulle gense en af barndommens favoritter, der netop er blevet udsendt på funklende ny blu-ray med den imødesette director’s cut. Det var tale om Arnold Schwarzenegger-tonseren, “Commando”. Instrueret af manden bag “Class Of 1984”, Mark L. Lester, og med Arnold i den altdominerende helterolle. Filmens handling, der koncentrerer sig om John Matrix (Arnold), der får sin datter kidnappet, imod at han skal snigmyrde en præsident, så filmens hovedskurk kan tage dennes plads. Dette finder manden med musklerne sig selvfølgelig ikke i, og det kickstarter en sand hærgen, hvor bodycountet bare bliver højere og højere, især hen imod filmens klimaks, hvor Arnold ene mand invaderer en lille ø, skarp bevogtet med svært bevæbnet militær…

“Commando” er en fantastisk overdrevet og tilpas cheesy film. Ingen tvivl om det, og man sidder og smågriner og ryster lidt på hovedet over filmens absurde voldsforherligende tone, hvor antallet af affyrede patroner snart kan fylde en helt gårdsplads. Jeg optog filmen tilbage i 80’erne på video fra parabolen i mit barndomshjem, og selvom jeg var meget ung, så var jeg allerede fra første kig vild med filmen. Der er et eller andet særdeles herligt over alt den destruktion og hærgen, der efterlader en med et stakket åndedragt og glæde i sindet, fordi det her er hårdkogt 80’er-action, når det er allerbedst. Jeg har efterhånden ikke tal på hvor mange gange, at jeg har set filmen, men eksempelvis hvis den nu skulle være på en tv-kanal, så ser jeg den altid, fordi den er forbavsende svær at zappe væk fra. Der er virkelig tale om en betragtelig klassiker. Og selvom filmens tone er voldelig fra den ene ende til den anden, så har filmen også i begyndelsen nogle mærkelige familievenlige sekvenser, der måske skal være med til at understrege at Arnold faktisk er et menneske med følelser, og ikke kun en iskold dræbermaskine, der kun bekymrer sig om få ting i livet. Filmen afsluttende “slag” på øen er et kapitel for sig, og den massive nedskydning af intetanende militærpersonale er faktisk utrolig medrivende og naturligvis ufattelig overdrevet. Men man jubler med Arnold hele vejen, også imod det endelige opgør imod Bennet – en sær skurk med flot overskæg, accent og ringbrynje… det ser man ikke hver dag…

Well, efter sådan en omgang “Commado”; så får man faktisk lyst til et bad, og selvom foråret heroppe mod nord, har været køligt og ikke ligefrem en dans på roser, så er jeg alligevel fortrøstningsfuld med henblik på sommeren. Der skal nok komme nogle dage, hvor man kan more sig lidt. Og når de kommer, så håber jeg ikke at jeg er i zombie-mode…

Og lige lidt mørke toner til at forsøde det melankolske sind:

Hold da op. Er det allerede maj måned? – jeg føler at jeg har sumpet mig igennem de sidste mange uger, og faktisk ikke fået udrettet noget som helst. Jeg burde være mere aktiv – det føler jeg ihvertfald – mentalt, når man ser på det… men det er desværre sjældent at mit uhyre, vamle og skrøbelige korpus kan følge med. Men i Thisted i dag, er det da i det mindste sådan en rigtig dejlig forårsdag, hvor solen skinner i sådan en grad, at jeg har måttet åbne et vindue, hvilket jo kan være meget godt… men sidste gang kom der sådan en forbandet stor flue ind, der larmede så meget at man skulle tro at den var udstyret med store turbiner, der rumlede i hele Afgrunden.

Well, det skal ikke kun være spas og spøjs. Jeg har i den seneste tid fået handlet en smule ind. Jeg fik nemlig endelig fat i “Millennium”-bokssættet, der indeholder alle tre sæsoner. Det var en stor glæde, og prisen var ganske overkommelig, idet den klikkede ind på 16.99 pund. Meget, meget rimeligt…

millenium

Da serien kørte på TV2, fik jeg desværre ikke set den så ofte som jeg gerne ville, idet jeg er et kæmpe fjols til at se tv-serier, når de kører hver uge. Jeg glemmer det altid, og pludselig har jeg mistet flere afsnit end jeg gerne selv ville have… og så står man med skægget i postkassen og jamrer sig. Well, pretty boy – only one to blame and that’s yourself!….men nu kan jeg så endelig få taget hævn med dette nyindkøb.

Min kære blogkammerat, Henrik https://baandsalaten.wordpress.com/ havde længe snakket om at jeg så absolut måtte se den gamle klassiker, “Det Store Ædegilde” af Marco Ferreri… og nu kan jeg så sige at jeg endelig har fået det gjort. Og sikke en opvisning i menneskelig vammelhed og det dekadente overspiseri, der får sin indre mavesæk til svumle op i sådan en grad, at brækfornemmelserne står i kø. Dejlig og lækkert fransk cuisine, hvis ulækre sammensætninger, ikke ligefrem får mundvandet til at drive… jeg er nok ikke bare til fransk mad – jeg har altid syntes bedre om italiensk og asiatisk… men filmen var en oplevelse, og da slutningen nærmer sig, så bliver man præsenteret for det ene mere absurde dødsscenarie efter hinanden. Ugo Tognazzi tager dog prisen med hans indfald af at spise til det sidste, imens han stadigvæk forsøger at holde hans libido i vækst. En mageløs scene. Som jeg skrev, er filmen en oplevelse, og jeg er glad for at endelig få den at se… den danske dvd fra Criterion Films (ikke at sammenligne med det amerikanske selskab) er desværre udgået, men senere på året udkommer filmen i en dual format udgivelse fra Arrow Films…så det er sgu sagen! I alt fald kan den bestemt anbefales til en aften, hvor man føler at man skal udsættes for noget grænseoverskridende.

Og foruden det allerede nævnte, så må jeg selvfølgelig også slå et slag for 88 Films fra England. Et forholdsvis nystartet filma, men allerede med masser af fremragende titler på bagen, og da jeg slog et kig forbi deres webshop for et stykke tid siden, så så jeg noget som jeg så absolut måtte hjemkøbe til Afgrundens slunkne filmbibliotek:

88films

Først og fremmest, “American Ninja” 1-4… sikke nogle juveler… jeg er megafan af den første film, og har sågar en plakat af coveret i Afgrunden. Det er nok en af de mest lejede film i min ungdom. Hvis jeg gik på rov hos Videoudlejeren, og fik øje på den første “American Ninja”, så lejede jeg den altid. En fremragende film, grænsende til det cheesy, men helt sikkert en af det hæderkronede kult-filmselskab, Cannon Films, store flagskibe. “American Ninja 2: The Confrontation” er også virkelig god, og en anelse mere cheesy, men makkerparret Michael Dudikoff og Steve James går i det mindste igen. “American Ninja 3: Blood Hunt” er uden Michael Dudikoff, men derimod med Steve James og som Dudikoff-erstatning, David Bradley, der slet ikke har samme karisma som førnævnte Michael Dudikoff, der forbliver en af de store 80’er-helte for mit vedkommende. 4’eren med undertitlen “The Annihilation” er virkelig dårlig, men Michael Dudikoff er tilbage og forender serien… der skulle godt nok være en uofficiel 5’er, men den har jeg aldrig set, og den skulle også være elendig… og da jeg endelig fik nok af ninjaerne, så kunne jeg kaste mig over 88 Films fremragende udgivelse af kultklassikeren, “Hollywood Chainsaw Hookers”, hvor Linnea Quigley demostrerer store evner med en oversize motorsav – så fantastisk B-filmsagtigt og cheesy, at man kun kan juble af glæde.

Ja, heldigvis får man da set lidt film i ny og næ, men jeg har også fået dyrket meget musik i det sidste stykke tid, hvilket glæder mit sind meget. Jeg kunne bestemt ikke leve uden musik, og uden den glæde som det medfører….sluttelig et lille musiknummer derfor:

Ja, jeg kom jo selvfølgelig til at gense “Den Kroniske Uskyld” den anden dag i fjerneren, da den blev vist i anledningen af forfatteren Klaus Rifsbjergs beslutning med at udforske det andet rige, og dermed forlade os… tak for alt, Klaus… men jeg har desuden stærke erindringer om at hans bog, “Den Kroniske Uskyld” blev brugt som undervisningsmiddel, da jeg var ung, og jeg har bestemt på fornemmelsen at den nok skal blive ved med at være aktuel. Det er jo den danske “Fagre Voksne Verden”…!

Men jo, som jeg sad og så filmen, så sad jeg faktisk og vrikkede lidt med foden til dette ovenstående stykke musik, “Venner” med evig unge Thomas Helmig og Anne Linnet. Det er da faktisk en ganske god sang, og jeg synes at den klædte filmen så fint. Selv Susse Wold er perfekt i rollen som den forføreriske ældre kvinde, der gerne tager sig godt af hendes datters nuvundne kærlighedserklæringer, og hun har jo altid været en smuk kvinde… desværre sker sådan noget aldrig for mig, da jeg bestemt ikke er nogen prins, frø eller derimellem. Næh, da jeg var ung, så var det største problem at få råd til 10 øl til 9 øls pris hos den lokale ‘Cafe Hannæs’ i Thisted, som nogle skolekammerater og jeg frekventrede efter skoletid om fredagen. Et dejligt, gammelt værtshus, der ikke er der længere, men derimod erstattet af et pizzasted, hvor man ikke engang kan få en kold Carlsberg?? – Ja, så er det godt at man er blevet et gammelt, gnavent røvhul, så man har endnu en ting at klage sig over.

Jeg er iøvrigt begyndt at lede efter billeder fra tidligere Videoudlejningssteder her i området. Det er faktisk en utrolig svær opgave, og so far har jeg fundet……..intet… men jeg har masser af minder fra forskellige steder, hvor man kunne smide sine småpenge og leje et tvivlsomt vhsbånd. Det var dæleme en god tid, men i dag er det jo blevet væsentlig billigere bare at købe filmene… hvis man da stadigvæk gør det, som nogle af vi fjolser? – ellers må man jo sværge til Netflix og andet harpengut, der sikkert gør det nemmere, men taber ejerfornemmelsen i det hele.

Well – lidt brok skal der altid til. Nu vil jeg gøre klar til at se AaB gå på rov i Slagelse og forhåbentlig hive en god sejr med hjem fra FC Vestsjællands bane. :Det ville være dejlig med medaljer, men det ser desværre ret håbløst ud på nuværende tidspunkt. Ah, ta da…

Dobbelt op på Burt Reynolds…

Jo da. Efter nogle dage, hvor jeg ikke har bestilt ret meget end at glo meningsløs fjernsyn, der stadigvæk kan overraske mig over hvor intetsigende det er, og stadigvæk undrer mig over at jeg sidder og ser det? – jeg må jo have en eller anden brist et sted i systemet, fordi jeg magter snart ikke at kaste mig ud i alverdens reality-programmer og dårlig sport, eftersom at favoritholdet, AaB, sågar kan tabe til en lilleput-klub som Hobro! – helt ærligt, der bor flere mennesker i Thisted end i Hobro!… Well – jeg må så også sige at jeg ikke ligefrem har købt så mange nye film de seneste par uger, men til gengæld har jeg så investeret i noget andet godt, der tilmed ser godt ud når det er hængt op på mine hungerende vægge:

Ja, jeg har såmænd hjemkøbt nogle originale biografplakater. Jeg købte dem igennem http://www.plakatsamling.dk, der leverede hurtigt og med stor tilfredshed. Tjek eventuelt hjemmesiden ud for mange gode sager, og der er desuden rabat i Foråret, i sådan en omfang, at hvis man køber minimum 2 plakater, så gives der 25% i rabat + gratis fragt… det er sgu cool – der findes også en fysisk butik i Århus, så man kan også møde op selv og snuse omkring… mange rigtige fine sager…

Den første plakat som jeg virkelig havde øje for, var således denne:

plakat1

Med den passende danske titel: “Er Der Nogen?”- finder vi heksebrætsgyseren, “Witchboard”, som er en personlig favorit fra 80’erne, hvor der jo blev lavet så mange herlige gysere. Meget stemningsfuld plakat, må man sige, der lever tankerne hen på at jeg aldrig nogensinde skal spille det spil – ikke engang for sjov skyld… jeg er simpelthen for overtroisk.

Da jeg investerede i alt 3 plakater, så var de to resterende lidt mere fredelige, men ikke destro mindre mindst lige så herlige, og det er to film, der har forfulgt mig siden min spæde barndom:

plakat2 plakat3

Og selvfølgelig er der tale om de to “Smokey And The Bandit”-film, “Det Vilde Ræs” og “Med Strømere I Bakspejlet”. To regulære klassikere i min verden, idet de står for simpelthen noget af det mest uskyldige og mest pure underholdning fra min barndom. Selvfølgelig er der mange film, som man kan kæde til sin barndom, men disse to er nogle som jeg stadigvæk kan hive frem den dag i dag, og gense med kæmpestor fornøjelse. Indrømmet, plottet – i især 2’eren er simpelthen så hovedrystende fjollet og tyndt, men underholdningsværdien og nostalgifaktoren er så høj, så man kan ikke undgå at holde af dem begge. Jeg har iøvrigt aldrig set de resterende i serien, men de er jo også uden en af mine store helte, nemlig Burt Reynolds, så det er ikke særlig attraktivt. Jeg må indrømme at det klæder Afgrunden at være indsmurt i herlige ældre biografplakater som disse, men nu har jeg til gengæld heller ikke mere plads i stuen, køkkenet, gangen og soveværelset… men ved min indgang, kan jeg dog stadigvæk hænge lidt op… og det skal selvfølgelig udnyttes!

Lige for tiden, har jeg også håndværkere i Afgrunden, hvilket lyder komisk nok i sig selv, men nej, her var simpelthen ikke klamt nok, så de har været i gang med at finde torturinstrumenter, store jern pentagramer og måske en enkelt ungmø, der skal ofres til de almægtige filmguder, så der kan komme endnu en ‘Fast and the Furious’-film…. – det sidste var selvfølgelig en fortalelse… nok er jeg et dumt og beskidt svin, men jeg er ikke ond…

Og så er der fællessang!:

Jamen dog. Jeg stod i den situation at jeg havde en aftale med en af mine kammerater om at mødes i Afgrunden og tjekke et par film ud. Det gik også fint… vedkommende kom til tiden og vi fik gang i en øl og snakkede lidt. Pludselig ringede det på! – og jeg tænkte straks om hvorvidt at Jehovas Vidner var begyndt at frekventere mit nærområde om aftenen. Heldigvis var det ikke så slemt – og dog… men endnu en kammerat meldte sig på banen. Jeg havde misforstået vores aftale, men the more, the merrier…så nu var vi tre mand stærk til en lille movienight i den svulmende Afgrund. Jeg plejer at have lys tændt i hjørnet af min stue, men der blev straks argumenteret for at det skulle slukkes, så filmoplevelsen ville blive større. Nuvel, man føjer vel sine homies, og lyset svindrede ud… og så var det tid til den første film: “The Babadook”…

“The Babadook” er en nyere australsk horrorfilm om en ung mor og hendes problemer med sine omgivelser, sin søn og ikke mindst hendes sind, der vist tilhører en af de mere skrøbelige en af slagsen. Uden at afsløre alt for meget, så handler den især om moren og sønnen og om et sær, mærkelig og creepy væsen, som den lille familie først får nys om, da de finder en underlig børnebog på drengens værelse. Skabningen er åbenbart en “Babadook”, og den har ikke i sinde at lade familien være i fred. Så er spørgsmålet bare om familien nogensinde kan slippe af med det insisterende væsen igen og har det nogle følger..?

Jeg må indrømme at der var et tidspunkt, cirka lidt over halvvejs i filmen, hvor jeg synes at den var en anelse skuffende. Den forsøgte sig således med en langsommelig og rolig opbygning af historien og stemningen, og disse film kan jeg typisk godt lide, men jeg havde hørt så meget godt om denne, så jeg tillod mig at være lidt skuffet. Men så kom sidste akt, og der blev der godt nok skruet op for det hele og alle lanternerne. Det reddede helt klart filmen med sådan en stærk slutning, og der er særlig en sekvens hvor moren står overfor Babadook’en og kameravinklen slår om, så man ser det fra væsnets POV – det var ganske godt fundet på. Noget af det mest effektive i filmen er dog lydeffekterne og den sælsomme remse….”Babadook….Dook…Dook…” som bliver udført med særdeles konsekvens. Meget, meget stemningsfuldt.

Ja, jeg vil skam gerne anbefale “Babadook” til alle gyserinteresserede, men den er dog heller ikke så slem, at man ikke kan lade sine teenagebørn se den, fordi selvom den refererer til noget af det som vi alle hader..(what that goes bump in the night…) – så fremstår filmen også som en sej udgave/manifestering af en godnatbog for børn. Monstret ses mest i skyggerne, hvor den hører hjemme, hvis den skal være mest effektiv. Og har man en god tålmodighed, der kræver at man kan sidde igennem den første times tid, så lønner det sig i sidste ende med en strålende finale…

Nåh ja, god start på denne lille Movienight. Og så gik snakken ellers. Vi amatør-analyserede filmen lidt, og skyllede vores “visdomsord” ned med et par kolde øl. Vi var dog ikke klar til at kaste håndklædet i ringen endnu, så jeg gav mig til at rode i mine filmgemmer. Som et lyn fra en klar himmel, så fandt jeg den! – “Ninja Terminator”! – alene coveret, der lover en gedigen omgang ninja-action, var nok til mig… og heldigvis var de andre med på den, så vi smed hurtig den i afspilleren.

Og nu er det ikke fordi at jeg vil være snobbet, men handlingen var simpelthen så fjollet, så jeg ikke magter at genfortælle den her… jeg kan simpelthen ikke finde ordene! Så tro mig dog!  – næh, “Ninja Terminator”, med alle dens fejler, der kan tælles i imponerende omfang, så er det en af de sjoveste film, som jeg har set meget længe. En af de der typiske 80’er-enormt billig produceret-karatefilm med et par malplaceret ninjaer, og lidt almen kung fu blandt nogle af filmens tallige kæmpere. Richard Harrison spiller ninja mesteren, Harry, der opererer i en camouflage-ninjadragt, hvilket er prisværdig i sig selv, men hans blotte tilstedeværelse i filmen stiller flere spørgsmål end svar.

Jeg er ikke ekspert i denne genre, men den er “instrueret” af Godfrey Ho, der skulle være lidt af en legende, når det kommer til denne type film, der også har et prædikat som “cut-and-paste”-film, fordi eftersigende så skulle filmene være klippet sammen af adskillige andre film, så handlingen bliver nogenlunde forstående. Det er slesk og billigt og enormt morsomt, når der dukker endnu noget helt uventet op… det er længe siden at jeg har moret mig så meget over en film, og jeg er 100 procent sikker på at den er mere underholdende end mange af de nye store komedier fra Drømmefabrikken i Hollywood. Heldigvis har jeg endnu en lavbudget ninja-film liggende, “Ninja – The Protector”, og om hvorvidt den er lige så morsom, aner jeg ikke, men “Ninja Terminator” kan klart anbefales med en ordentlig stak ninjastjerner lige i den pukkelryggede, fordi den er fandeme underholdende – især med en kop øl ved sin side…

Ja, så klikkede klokken hen af midnat, og vi fandt ikke rigtig noget, der kunne overgå “Ninja Terminator”, men så snakkede vi fuldmandssnak og diskuterede verdens gang, religion og almene kønsroller med flere sjofle indlæg – det er utrolig så grove i munden, mine kammerater er… det er ganske forstyrende for et blidt lam som undertegnet… jeg var nødt til at nedlægge VETO flere gange i løbet af denne natte-diskussion. Det er bekymrende at den slags mennesker færdes rundt i Danmark uden konstant overvågning af et særlig team, der får Navy Seals til at ligne en flok tøsedrenge…

Well – another night has gone… and another will come… så jeg ser frem til en anden Movienight snart…

Aftenens "Ofringer" i Afgrunden blev en gyser og en ninja-film. Morskaben var høj, og begge filmen en betragelig succes på hver sin måde. Jeg er ihvertfald blevet inspireret når jeg skal prankcalle en kammerat - så vil vedkommende høre de hæslige ord: "Babadook... Dook...Dook"... Jeg kan allerede høre sirenen på ambulancen...

Aftenens “Ofringer” i Afgrunden blev en gyser og en ninja-film. Morskaben var høj, og begge filmen en betragelig succes på hver sin måde. Jeg er ihvertfald blevet inspireret når jeg skal prankcalle en kammerat – så vil vedkommende høre de hæslige ord: “Babadook… Dook…Dook”… Jeg kan allerede høre sirenen på ambulancen…

Uha, jeg beklager den måske lidt uhyggelige overskrift, men jeg må tilstå, at der er nogle dage og nætter, hvor jeg føler at det er lidt koldt i min ellers så dejlige Afgrund. Og så har vi endda ikke talt de dage med, hvor jeg går hvileløst rundt og føler mig som en total zombie, fordi jeg enten har sovet for meget eller for lidt. Så kan man bande på at jeg får gået turen mellem stuen og soveværelset igen og igen. Nåh ja, så får man jo også rørt sig lidt, ville en eller anden motionekspert-type nok fremhæve, men det er unægtelig trist når det foregår på det niveau. Tjah, jeg må jo gøre som jeg vil – jeg er en voksen mand…. med fuldskæg… og jeg sværger ikke længere til de samme råd som man fik da man gik i skole…

Nej, jeg har skam siddet i aften, dog med et lille afbræk på et par timer, og stenet bitter- og lummer filmgøgl af den mere intime slags. Filmen med titlen “Body Of Evidence” er helt klart lavet ud fra det grundlag at man skal føle sig lidt svinsk når man ser den. Foruden at være et dårlig retsalsdrama, så leverer filmen også nogle sporadiske men dog meget luskede samkvemsscener, hvor Madonna, der spiller hovedrollen, ikke ligger fingre imellem. Tydeligvis er filmen lavet for de stakkels, ensomme mænd, der aldrig kommer i nærheden af det verdensberømte popikon, fordi forinden er man blevet uskadeliggjort af hendes velvoksne bodyguards – tro mig, jeg har været der… – nej, som jeg skrev i en kommentar, så løfter filmen sig ikke væsentlig fra noget andenrangs kiosklitteratur, som også lige så ensomme og håbefulde kvinder læser i stor stil. Det er vist ikke ligefrem “Fifty Shades Of Grey”-segmentet, der skal opsøge denne film, fordi den vil ikke indfri deres forventninger. Willem Dafoe, som jeg ellers godt kan lide, er lidt utroværdig som lysten advokat og Frank Langella, der kommer ind fra højre, formår ikke rigtig at gøre noget med hans lille rolle. Dog vil jeg sige at jeg var svært tilfreds med filmens slutning… der kan man da tale om retfærdighed!

body

Som man kan se på filmens cover, så viser den Madonna i sin pureste form, og man har forventningerne skruet godt op med den 18+ rating, men det er bare ærgerlig at filmen er sådan en banalitet. Bemærk iøvrigt mit fine nye krus, som jeg netop nu sidder og sipper varm kaffe af. Den er en særlig hyldest til vi 80’er-børn, og alle de vidunderlige legetøj, der prægede vores dagligdag, der samtidig gjorde vores populærkultur umådelig elskelig. Det var godt nok en dejlig tid, og man kan blive både nostalgisk og lidt rørstrømsk, når man tænker tilbage på hvordan verdenen så ud den grad, og hvordan man selv var for en rendyrket møgunge. Men hey, i det mindste har vi fået både “Transformers” og “G.I. Joe” på den store skærm, nu hvor man er blevet voksen – dog ikke altid lige positivt, men det er da tegn på at 80’erne lever i bedste velgårenhed, især blandt mange fanboys rundt omkring. Min coaster med Commodore 64 kunne jeg iøvrigt heller ikke stå for – selvom jeg ikke længere er gamer, så husker jeg stadigvæk den dejlige maskine, hvor selv en halv time med båndstationen, der udmøntede sig i et simpelt computerspil med en tvivlsom grafik, føltes som Himlen og det sande, teknologiske højdepunkt.

Som ansporet af en snak med Båndsalatens Henrik, så har vi snakket lidt om en af vores yndlinge, når det kommer til den musik, som vi alle elsker og holder af. Nemlig den desværre afdøde sanger, og gennemførte heavy metal-ikon, Ronnie James Dio. Den klejne mand med den kæmpestore stemme, fylder meget i mit liv, og jeg må sige at jeg kommer til at tvivle på om der nogensinde kommer en, der kan overgå ham i præstation, volume og kvalitet. Han var helt igennem enestående. Hvor Henrik primært hylder Dio for hans tid i Rainbow, så må jeg konstatere at jeg mere er fan af ham i Black Sabbath, hvor han erstattede ballademageren, Ozzy Osbourne. Nuvel, jeg har måske ikke hørt nok af Dio i hans Rainbow-sammensætning, men jeg ved at han også har leveret varen. Jeg er dog nok mere fan af Tony Iommi end Richie Blackmore, men de er jo to vaskeægte legender indenfor guitarspillet, så det er nok afgjort på marginalerne. Jeg vil dog slutte med et link til solo Dio med en vaskeægte klassiker og et nummer, som jeg ikke kan undgå at være meget begejstret for:

Søndagsåbent i Afgrunden…

Back – with a vengence… Jeg er tilbage med endnu en opdatering fra mit hektiske og pulserende liv, hvor jeg bruger størstedelen af tiden på at sidde og tænke filosofiske tanker, alt imens jeg ser frygtelig dårlig fjernsyn. I aften er næstsidste afsnit af Ole Bornedals udskældte “1864”, men pudsig nok, så kan jeg egentlig godt lide den… jovist den er måske ikke så historisk korrekt, men det er altid godt med lidt kreativitet, og den er der masser af i den serie, der forøvrigt er ufattelig flot fotograferet og med en strålende musikside af Marco Beltrami, så niveauet er højt… men det burde det også være med så mange millioner, der er smidt efter den. Jeg er spændt på hvad DRs næste satsning er? – en science fiction-serie? eller måske noget horror? – det kunne være cool for genrefolket.. men jeg tvivler på at det bliver tilfældet…

Men hvordan ser det ellers ud på filmfronten? har jeg fået gjort nogle nye indkøb – det hurtige og mest korrekte svar må dermed være : “Ja”… jeg har fået investeret i lidt nyt, som nok bliver noget af det sidste til mig selv, eftersom at Julen snart indtræffer, så skal der jo være nok til gaver og desvidere.. men her er lige et billede:

amazonnov2

Der er masser af gode ting. Først og fremmest en cd med scoret til Nicolas Winding Refns glimrende “Drive”. Jeg husker musikken som særdeles medrivende, så da jeg kunne få udgivelsen for relativ små penge, så slog jeg selvfølgelig til. Men eller kan man jo se at jeg har investeret i nogle blu-rays og dvd’er…og ikke færre end fire titler fra Arrow. Men den dyreste var dog den nyeste “Transformers”-film med undertitlen: “Age Of Extinction” – idet jeg måtte have den på en af de der fancy steelbooks. Jeg så den her den anden nat, og det er en film meget på det jævne. Selvfølgelig er der massevis af eksplosioner og ildkampe mellem menneskerne og robotterne internt. Spilletiden nærmer sig de tre timer, og spørgsmålet om hvorvidt at den kan holde dampen oppe så længe, kan besvares ganske kort, fordi det kan den sgu ikke. Jeg synes ikke at jeg var underholdt hele vejen, og der var mange dumme og småtåbelige scener. Jeg elsker dog “Transformers”, hvilket jeg har gjort, siden jeg var et dumt og stædigt barn tilbage i 80’erne. Legetøjet, tegneserierne og tegnefilmene var nogle af mine mest værdsatte interesser. Det er stadigvæk cool at det er Peter Cullen, der lægger stemme til Optimus Prime, men selvom filmen er flot, så er det også buldertomt underholdning for laveste skuffe… der er ikke meget mening med filmen, andet end at der skal sprænges noget i luften. Shia LeBouef er blevet ældre og forvandlet til Mark Wahlberg, der viser nogle imponerende muskler, det må jeg godt nok sige… han ser meget bøffet ud, men hans præstation i filmen er….. på det jævne – ligesom alt andet med den nye “Transformers”-produktion… den er jævn..

Det er selvfølgelig ærgerligt at det skal være sådan, nu hvor man har set frem til en film, men når filmen slutter, så sidder man alligevel og tænker på om der ikke kommer en 5’er… slutningen er endog meget åbent, så det er næsten oplagt.

Men nok om “Transformers”, jeg fik også nogle andre titler – blandt andet Brian De Palmas “The Fury”, som jeg glæder mig til at gense. Jeg modtog også Wes Craven’s “The People Under The Stairs”, som jeg så i går – og det er en ret sjov lille sag, der grænser sig til det morbide underholdning. Jeg morede meget en del, men kørte dog træt mod slutningen, da jeg synes at filmen begyndte at gentage sig selv… men hold da kæft hvor Everett McGill er god og creepy som ‘Manden’… jeg havde set den før, men kunne ikke huske alverden, så det var selvfølgelig fint, at jeg kunne få den på en fornem Arrow Video-blu ray-udgivelse.

Den sidste udgivelse som jeg lige vil fremhæve, er dobbelt-feature blu-ray+2 dvd-disk-udgaven af “Blacula”, der indeholder både den første og efterfølgeren af denne ret morsomme blaxsploitation-horror serie om en sort Dracula. Det er svært ikke at føle sig underholdt af absurditeterne på skærmen. Jeg er glad for denne lille subgenre af film, fordi der er efterhånden nogle af de største bad asses med i filmhistorien. Se en film som “Truck Turner” med Isaac Hayes – gennemført benhård!

Ja, det var lige lidt livstegn fra Afgrunden. Jeg har travlt med at gøre klar til den snart kommende zombie invasion, så bær lige over med mig. Jeg kan dog afsløre at mit underjordiske bomberum og laboratorium står klar, så jeg har mulighed for at forskanse mig. Hold da kæft, hvor er jeg dog paranoid for tiden!?

Ja, så blev det nok engang tid til at nedfælde et par ord. Denne gang er jeg knap så opstemt og småberuset som sidst, men sidder i stedet og har en kop kaffe ved min side, og tænker tanker omkring kommende tid. Utrolig nok er det snart Jul nok engang, og jeg tror bare at jeg vil modtage den som jeg plejer – med ophøjet skepsis og lidt indelukkethed – nuvel, da jeg var dum og en knægt, da elskede jeg skam Julen, og hvem gjorde ikke det? det var jo knap så hysterisk som nu hvor Julepynten kommer op i butikkerne i starten af oktober. Jeg var altid glad for mine julegaver, der jo var aftenens højdepunkt, da man var barn, men derimod har jeg aldrig været den heldige, der fandt mandlen… jeg kan ikke fordrage det..

Hov – ja, jeg plejer jo at indlede med lidt tankestrøg, og denne gang var ingen undtagelse, men jeg har da også set nogle film her på det seneste, hvor jeg dog desværre også har været ramt af mange træthedbrud, som gjorde at jeg måtte lægge mig – men jeg fik da set et par stykker nu og her, og her og der… og en af dem var jeg meget spændt på:

Jeg forudbestilte den nye X-Men-film, nemlig den der hedder “X-Men: Days Of Future Past”, og modtog den i går onsdag, så den havde jeg selvfølgelig i afspilleren, og jeg må sige at jeg ikke blev skuffet. Filmen indledes rimelig hurtig i fremtiden, og tempoet er vældig højt i starten, hvor man kastes ind i handlingen. Senere slapper filmen mere af, og der er bestemt ikke tale om action-på-action… der er mange afmålte situationer, der alle sammen er med til at udbygge universet og X-Men-mytologien. Det var jeg meget begejstret for, og jeg må sige at jeg altid har været spændt på at se en film med de store robot-mutantjægere, kaldet ‘Sentinels’… persongalleriet er fyldt med en masse kendte navne, og selvom filmen er sat til at foregå både lidt i fremtiden, men også i 1973, idet det jo er en såkaldt tidsrejse-film, så bliver man mødt med både unge og gamle versioner af henholdvis Professor X og Magneto. De to centrale omdrejningspunkter på rollelisten er dog Hugh Jackman i hans nu meget familære karakter som ‘Wolverine’, men også Jennifer Lawrence som ‘Mystique’ er vigtig for filmens handling, da hun bliver et essentielt værktøj i jagten på mutanter i fremtiden. Der er også meget spilletid til James McAvoy som den unge Charles Xavier, Michael Fassbender som ung ‘Magneto’ og Nicholas Hoult som en ung ‘Beast’. Jeg vil ikke benægte at filmen godt kan virke kaotisk og voldsom, og handlingen er meget baseret på at man kender karakterne og accepterer at alt kan lade sig gøre i en X-Men-film, ligesom det kunne lade sig gøre i tegneserie-universet. Jeg tror dog at en film som “Avengers” banerede vejen for “X-Men: Days Of Future Past”, da den gav vished om at man kan stable en seriøs mastrodont af en superhelte-film på benene. Indrømmet, de tidligere X-Men-film var også overrendt af mutanter, især i 3’eren, hvor det næsten blev for meget, men dette nye kapitel er i den grad velkommen, og den bygger i den gang videre på både “X-Men 3: The Last Stand” og “X-Men: First Class”. Jeg er ihvertfald særdeles frisk på flere eventyr med de elskelige mutanter, især hvis det bliver gjort på så imponerende vis som “X-Men: Days Of Future Past”… præmissen er måske svær at sluge i første omgang, men når man ser filmen, så er man ikke i tvivl om dens berettelse.

Allerede nu har jeg dog hørt rygter om en kommende X-Men-film i 2016. Man må sige at der er gang i superheltene for tiden. Jeg kan også lige så godt indrømme at jeg også ser frem til den nye “Avengers”-film. Jeg har bare altid været vildere med Marvel Comics end DC, der jo har høstret mange positive ord for Christopher Nolans ‘Dark Knight’-trilogi, der bestemt også var stærk.

Men eftersom at blodet pumpede hastigt rundt i mine kredsløb, så indså jeg at jeg måtte se en helt anden type film bagefter denne strålende superhelte-film. Valget faldt på Lawrence Kasdans “The Big Chill”, der også er en af de typiske snakke-film, hvor persongalleriet består af nogle gode, troværdige karakterer, der basker rundt med små og store problemer, typisk i en lille, stille setting, hvor der ikke sker meget andet end menneskelig drama, som jo også kan være slemt nok!?

“The Big Chill” eller “Gensyn Med Vennerne”, som den hedder på dansk, er fra 1983, og den virker ærlig talt lidt langsom. Kort sagt omhandler den en lille gruppe personer, der har været venner i mange år, som mødes til en weekend i samme hus, da en anden af deres venner har begået selvmord. Der er alle typer, men i bund og grund, er der nogle voksne mennesker, der sidder og diskuterer livet på godt og ondt. De optager sig endda også på video, imens de fjoller rundt i en hel weekend, og ikke får udrettet alverden end at snakke om hinandens liv og deres problemer. Gamle flammer bliver tændt igen og det ender lidt pudsig for Kevin Kline, da han pludselig skal være med til at gøre en af veninderne gravid – endda med hans kones accept! – i det hele taget, virker forholdet imellem vennerne lidt for lusket, og som om at alle har noget kørende med alle, hvis ikke nu, så engang i fortiden. Men det er en interessant film med sådan en gruppe venner, der fik mine tanker til at vandre, og hvor jeg huskede tilbage på tiden, hvor jeg også havde en omgangskreds, hvor vi laver de ting, som gjorde livet værd at leve… vi lyttede til musik, drak øl og diskuterede – det kan godt nok føles om hundrede år siden, og selvom man er blevet ældre, så er det alligevel sådanne minder, der hænger ved. Jeg ved ikke om filmen er baseret på nogle sande erindringer, men den virker meget naturalistisk og troværdig, og selvom personerne i filmen alle er etablerede, så savner jeg dog at man kommer lidt i dybden med dem, og i deres forhold til den afdøde, som nok granskes, men ikke helt tilfredsstillende nok. Rollelisten er dog imponerende: William Hurt, Jeff Goldblum, Kevin Kline og Tom Berenger på herrernes side, imens kvinderne bliver spillet af henholdsvis Glenn Close, Jobeth Williams, Meg Tilly og Mary Kay Place… stærke navne i den grad, og skuespillet fejler da heller ikke noget – der er gode momenter fra alle de involverede. Hvis man således er tilfreds med en film, der ikke ligefrem er det man kan betegne som højspændt og spændende, men derimod man søger det menneskelige drama med nogle dygtige skuespillere, der får filmens lidt banale historie til at virke levende i acceptabel omfang, så kan man godt sætte “The Big Chill” på. Der er flere morsomme øjeblikke, der nok skal fungere som lidt ‘comic relief’, men jeg vil ikke vove at påstå at alle fungerer lige godt, men trods dette, så er filmen seværdig.

Javohl… det var nogle tanker om et par film, som jeg netop har set. Jeg har stadigvæk gang i min udfordring for oktober måned med at se en masse horrorfilm, men denne gang, kom der altså noget ikke-horror på programmet. Sjovt, fordi det var en tanke, som jeg bestemt ikke ville tillade mig, da jeg var yngre, men som tiden går, så bliver man jo ældre, og typisk mere blød om hjertet og i tankegangen, så mon ikke at jeg ender som inkarneret romantikker – jeg dropper ikke horor dog!

futurepast

chill

 

Dovne tider i Afgrunden…

Åh ja, så kunne man endelig få samlet tankerne og sat sig foran ‘Gamle Trofast’ for at nedfælde et par ord på sin stakkels sultne blog. Jeg har en periode været ramt af alt for dovne tilstande, og jeg har følt at jeg bare kunne sove og sove og sove… kald det ungdomssløvsind eller det der er værre…jeg føler mig ihvertfald ikke altid alt for oplagt, men nu skulle det være og eftersom at dette bliver første indlæg i september måned, så kan man sige at det ihvertfald er på tide. Men Afgrunden eksisterer skam endnu, og her er hverken sol eller varme, men kun et stort gab, der kun kan tilfredsstilles på en enkelt måde – nemlig med en masse filmtitler, som man kan mæske i sig, og hvem elsker ikke det…?

Jeg vil gerne lige indlede med at jeg rent faktisk har set den nye “Amazing Spider-man 2”, og selvom jeg ikke var særlig glad for den første i serien, så må jeg sige at 2’eren her, var lysår bedre. Historien udvikler sig på en særdeles gunstig måde, og man får endda noget med Peter Parker’s forældre at se, og selvom skurke-valget måske kunne have været anerledes, så er Jamie Foxx faktisk ganske ok som ‘Electro’, der jo er den største skurk i 2’eren, selvom vi også får et kig på et par andre, nemlig en mere dæmonisk udgave af ‘Green Goblin’ – der jo kan blive til ‘Hobgoblin’ og sågar også ‘Rhino’, der dog er med ganske, ganske lidt. Nej, som sagt, så synes jeg faktisk at historien er bedre fortalt i denne efterfølger, og selvom jeg da har læst nogle blade med ‘Edderkoppen’, så kender jeg ikke hans historik så klar i den nye serie, fremfor den gamle udgave af Sam Raimi, der jo var lidt mere den nok gængse opfattelse af ‘Spidey’ og hans eventyr. Jeg har dog stadigvæk et problem med Andrew Garfield, som jeg ikke synes, passer i rollen, og han er nok også lidt for cool, hvorimod Tobey Maguire faktisk jo gjorde det ret godt. Jeg er spændt på en 3’er, fordi der kunne man godt tænke sig at der blev åbnet op for en vaskeægte skurkebande i form af “The Sinister Six”. Det ville være enormt cool at se hvad de kunne gøre med sådan en historie.

Jo, og så lige her lørdag aften, så besluttede jeg mig for at gense en gammel kending. Efter AaBs fine, men også noget taktiske sejr over FC København, så ville jeg belønne mig selv med et kig af en film, som jeg altid har moret mig meget over. Der er tale om den sjove “Bachelor Party”, eller på dansk: “Polterabend For Viderekommende”. En utrolig morsom film, som jeg har set et utal af gange, men eftersom at det var et stykke tid siden sidst, så ville jeg lige se hvorledes Tom Hank, Adrian Zmed, Michael Dudikoff og andre, morer sig med sådan et ‘Ungkarlegilde’. Humoren er ganske vist lidt grov og der er mange jokes omkring noget mellem benene, men det er skildret ganske fornøjeligt. F.eks. med den lille klejne mand, der opdager at hans nyfundne store kærlighed er en mand, der forresten også reparerer BMW’ere, så udsender han et rædselskrig, river sin t-shirt itu og skynder sig i brusebad. En anden, ungdomsvennen, Brad, både elsker og hader sin kone, men får undervejs det så skidt, at han er ved at tage sit eget liv, ved at skære sig i pulsåren med en elektrisk barbermaskine – ikke videre succesfuldt…der er mange spøjse indfald som disse, og filmen er stadigvæk rigtig morsom den dag i dag, selvom Tom Hanks ikke ligner sit gamle 80’er-jeg længere. Der kom faktisk en efterfølger for nogle år siden, men den er så tåkrummende dårlig, at man ikke kan sammenligne dem. Og en filminstruktør som Kevin Smith valgte således at referere til en meget markant scene i filmen, hvor der er en kvinde, der skal have samkvem med et æsel, hvilket han brugte i sin egen film, “Clerks II”, der ikke er noget særlig heldig film, selvom jeg elsker Kevin Smiths tidligere værker. “Bachelor Party” er dog stadigvæk et kig værd, hvis man kan lide ikke særlig stuerent humor fra 80’erne, en mere voksen udgave af uartige film som “Porky’s”, der jo var for teenagefolket, hvad denne er for et ældre publikum. Og så vil jeg slutte med at referere til en scene i filmen, hvor man i den grad kan være vidne til ‘Bar røv i måneskin’…

Ja, det var så lidt nyt fra Afgrunden. Forhåbentlig vender jeg snart tilbage med lidt nyt, også gerne med nogle ny indkøb, men indtil videre, så har det været en lidt sløv måned. Jeg har dog lidt på vej med Posten, som forhåbentlig snart kan indfinde sig, fordi ellers bliver jeg nødt til at gribe den gamle med drejeskiven og indtelefonere en klage…. erhm…. jeg mener selvfølgelig, at jeg sender en fax……. MAIL!

Denne meget grove sex-farce "Polterabend For Viderekommende" er en film som jeg har stiftet bekendtskab med mange gange. Selvom den har mange år på bagen, så er den stadigvæk frisk og morsom om var den lavet i går - og slutningen med 3D-filmen er virkelig herlig, hvor det leder tankerne hen på hvor overvurderet sådanne film er, og hvor nemme publikum er at narre...

Denne meget grove sex-farce “Polterabend For Viderekommende” er en film som jeg har stiftet bekendtskab med mange gange. Selvom den har mange år på bagen, så er den stadigvæk frisk og morsom om var den lavet i går – og slutningen med 3D-filmen er virkelig herlig, hvor det leder tankerne hen på hvor overvurderet sådanne film er, og hvor nemme publikum er at narre…