Tag Archive: 90’erne


I Marilyn Mansons magt…

Tillbage i 90’erne – navnlig slut-90’erne, omkring 98-99, undergik jeg en forvandling. Jeg gik fra at være en nervøs, lattermild og glad dreng til noget mere… jeg opdagede nemlig en verden, hvor jeg ikke skulle underkaste mig alverdens normer om normalitet og tilpasse mig andres behov. Mine forældre var lige blevet skilt, og jeg var temmelig vred på verdenen. Jeg fandt dog en stemme, der hjalp mig meget. Der var tale om den amerikanske ‘shock’-rocker, Marilyn Manson, alias Brian Warner, når han ikke brugte sit kunstnernavn, der var sammensat af sexgudinden, Marilyn Monroe og kultlederen, Charles Manson. Ligeledes begyndte jeg at klæde mig i sorte klæder, endda farve mit kedelige kommunefarvet hår, kulsort… jeg følte mig i den grad udstødt, og ude af trit med mig selv. Mine klassekammerater accepterede mig, og jeg blev ikke peget fingre af eller noget, men det var også vigtigt for mig at forlade min trygge barndoms-jeg, og blive mere voksen og påklage de sorte magter i form af rock and roll-musik.

Jeg drak en del den gang tilbage i mine teenageår. Mange ville sikkert sige at jeg drak alt for meget, men det var ligesom kulturen og i den klike som jeg gik med, der skyllede vi ofte ugens besværligheder ned med nogle øller i weekenden… som unge mennesker jo har for vane at gøre. Musikken fik jeg dog aldrig lov til at styre. Men når jeg ville betegne mig selv som en af Marilyn Mansons trofaste disciple, så var det nok også fordi at han gjorde et massivt indtryk på mit unge sind, og det er svært ikke at blive påvirket af manden, der virkede til at have lige så meget imod verdenen, som jeg selv. Jeg havde intet stort talent, men jeg begyndte for alvor at elske musik og især ekstrem og metalmusik med Manson i spidsen. Det skal sikkert også forstås som et afbræk fra mit hverdagsscenarie, hvor jeg måtte underlægge mig en mentalitet som jeg ikke kunne stå inde for. Så blev det godt med noget befriende tid i weekenderne.

Min bedste ven var nok min discman, fordi der havde jeg mulighed for at afspille min lille samling af cd’er i frikvarterne, når jeg ikke magtede at være sammen med andre mennesker. Men det skal ikke siges at jeg ikke havde nogle kammerater, fordi jo selvfølgelig havde jeg det, men et regulært venskab, ved jeg faktisk ikke. Jeg havde min musik, og det her var faktisk også før, at jeg begyndte at fordybe mig hovedkuls i filmens vidunderlige verden. Nu har jeg mange helte, både i musikkens verden, men så sandelig også i filmens ligeså univers.

Grunden til denne pludselige gåtur ned af mindernes stisystem, var fordi at jeg fandt en gammel video på YouTube, faktisk et vhs-rip af en video med Manson, som jeg købte på en studietur til Italien. Den gang fandt jeg videoen utrolig medrivende, og svær at lægge fra mig… den blev et symbol på det som jeg kæmpede for og imod hver eneste dag. Sjovt nok virker videoen i dag, langt fra lige så stærk, og Manson virker ærligt talt som lidt af en dramaqueen… men den gang, hold da op, hvor den betød meget for mig og mit sindelag. Jeg aner ikke hvor mit bånd er i dag, og mon ikke at den er røget ud med mine andre vhsbånd – desværre nok, og en handling, som jeg har fortrudt mange gange.

Jeg lytter stadigvæk med jævne mellemrum til Marilyn Mansons musik, men dog ikke med nær så stor en intensitet som dengang tilbage i tiden, hvor jeg var en stor og fortabt teenager. I dag rangerer han ikke i toppen af mine favoritter, men jeg glemmer aldrig hvad han betød for mig den gang, og hvordan han reddede en sjæl fra at blive fanget i mainstreamens magt. I stedet var jeg fanget i Marilyn Mansons magt…

manson

Ja, i den seneste tid, har jeg gået og grublet over nogle ting. Jeg var ærlig talt blevet træt af hvordan Afgrunden præsenterede sig selv, så jeg har været i gang med at anskaffe mig nogle nye møbler til opbevaring af mine dyrebare film. Siden jeg flyttede ind i Afgrunden og forsøgte at gøre det til mit eget, selvom det var svært med alle de kryb, der lever rundt omkring i hjørnerne, så har jeg haft nogle reoler, der var enormt praktiske og billige i sin tid, men nu var jeg bare nået til det punkt, hvor de hang mig langt ud af halsen. Noget måtte der ske, så jeg har købt godt ind af rumdelere indenfor et passende tidsrum, og jeg er ikke helt færdig endnu – således mangler jeg lige en enkelt, som jeg regner med at jeg får hjemkøbt senere her i dag, mandag. Så kan man selvfølgelig stille sig selv det givne spørgsmål om det er nødvendigt at bruge så mange penge på noget, nu hvor man alligevel havde noget at stille sine dvd’er i… men svaret er faktisk ret simpelt: JA…

Iøvrigt kan de være en del flere dvd’er i de enkelte rum i rumdelerne, hvilket gør at jeg naturligvis kan investere i flere film i det lange løb, og det er jo bestemt en god ting. Men efterhånden indså jeg også at jeg måtte gå mine film igennem og eventuelt finde nogle, som jeg kunne skille mig af med. Det giver noget mere plads, og forhåbentlig også et par kroner, nu hvor jeg har besluttet mig for at forsøge at sælge dem i en brugtbiks. Ja, det kan bestemt gå begge veje, og jeg ved godt at de måske ikke er særlig meget værd, men hvad pokker… nu skal jeg altså bare af med dem, og sådan er det..

Bemærk på dette billede, de enormt kedelige og modbydelige stige-reoler, der "pynter" Afgrunden. Praktisk, jo  vist, men ikke for enhver pris - nu bliver de snart udskiftet med nogle smadderflotte hvide rumdelere, hvilket man jo kun kan tiljuble... Endelig sker der noget godt i Afgrunden igen!

Bemærk på dette billede, de enormt kedelige og modbydelige stige-reoler, der “pynter” Afgrunden. Praktisk, jo vist, men ikke for enhver pris – nu bliver de snart udskiftet med nogle smadderflotte hvide rumdelere, hvilket man jo kun kan tiljuble… Endelig sker der noget godt i Afgrunden igen!

På filmfronten går det lidt op og ned med at få set nogle rigtig gode titler. Jeg svæver lidt rundt imellem de mindre film, og har til aften set en japansk film om mobning i skolen. Ja, det var noget sært noget, men den var dog også ret interessant, og man fik det indtryk af den moderne ungdom hurtig kan få nogle skeletter i skabet, og i det hele taget, er de ret ekstreme i deres udtryk og væremåde… – gad vide om man også selv var sådan tilbage for godt og vel 15-20 år? – Nåh nej, det var jo 90’erne – verdens mest kedelige årti – der skete ingenting…! – jo okay, Internettet kom til verdenen, og det er jeg godt nok meget taknemmelig for… Hvor skulle jeg have været uden den i dag?

Well, jeg vender tilbage med nogle nye billeder af den færdige Afgrund…

Ja, efter at have haft en glimrende dag med besøg hos min alderende moder, der blev fuldført med dejlig aftensmad, hvor jeg stadigvæk kan ane smagen og duften af hvidløg i min gane, når jeg hoster eller ræbber… det var nok lige voldsomt nok, men jeg fandt da ud af at hun ikke ville holde igen med de hvide løg nok engang. Tidligere så jeg lidt fodbold (FC København – FC Nordsjælland), hvilket ikke var noget særligt, og der er jo først superkamp mandag aften, når AaB tager imod mestrene fra FC Midtjylland… – er det bare mig eller burde det være rundens kamp…?

Nej, da jeg returnede til Afgrunden, der hastig var blevet efterladt, ventede der en dvd på mig. Der var tale om Steve James’ dokumentar om den afdøde filmkritiker, Roger Ebert, hvor filmen har titlen: “Life Itself”, opkaldt efter en biografi om manden selv. Jeg havde hørt meget godt om denne dokumentar, og da jeg erfarerede at den kunne købes relativt billigt hjem fra en Marketplace-sælger hos Amazon.co.uk, så slog jeg dæleme til! – Og nu skulle den smides i afspilleren:

ebert

Dokumentarren fokuserer først og fremmest på Roger Eberts arbejdsliv – hvor især samarbejdet med en anden filmanmelder, Gene Siskel, bliver fremhævet igen og igen. Nu voksede jeg desværre ikke op i USA, så jeg har ikke haft mulighed for at tune ind og se disse to kæpheste diskutere film om og om igen. Men jeg fik det indtryk af dokumentarren, at det var noget ganske populært, og deres ord var… ikke lov, men noget som man rettede sig efter. Jeg blev meget imponeret over Roger Eberts arbejdsiver – igennem hele hans liv, men også især efter at han for alvor blev syg med den frygtelige kræft-sygdom, der efterlod hans kæbeparti i total oprør som følge af adskillige operationer. Man får også historien om hvorledes at han var en yderst talentfuld skribent, allerede i hans unge år, og sidenhen blev en dygtig og efterspurgt debattør i forskellige regi. Men som filmen udfoldede sig, så kom der mere og mere fokus på hans liv med hans kone, der forblev ved hans side til hans død, og som helt sikkert har givet Roger meget glæde. Jeg kunne godt mærke at stemningen blev noget rørstrømsk, og jeg var selv på nippet til at få bløde øjne, når snakken gik på kærligheden imellem de to. Der er slet ingen tvivl om at Roger var meget afholdt… også selvom at man nogle gange fik et indtryk af at han også kunne være noget så påståelig og stædig. Han elskede dog film, og hvem kan ikke sige at de ikke gør det. Den danske pendant, Ole “Bogart” Michelsen, har jeg set fortælle om hans karriere et par gange, og hans bøger er altid værd at læse, eftersom at han fremstår som Danmarks lille mini-Ebert, dog måske med en anelse mere sofistikeret filmsmag. Jeg har stor beundring for dem begge, og jeg husker med glæde tilbage på de Bogart-programmer, da de kørte henover skærmen tilbage for efterhånden en del år siden. Eftersom at jeg elsker at skrive om, snakke om og udveksle historier om film og alt dens historik, så står man nok i samme båd som de to førnævnte… jeg bliver dog aldrig hverken Ebert eller Ole-Bogart – dertil er jeg alt for amatøragtig og jeg har slet ikke samme gå-på-mod som de andre. Men jeg vil stadigvæk holde gang i enhver samtale om en specifik film, hvis denne for alvor har interesseret mig… Sådan er vi jo mange filmfans der er…

Og puha, jeg fik næsten lyst til at hive det håndbroderede lommetørklæde frem og tørre snuden, fordi det blev noget af en tårevældet omgang. Jeg måtte have et modspil, så jeg kiggede på hylderne, og fandt hurtig David Cronenbergs’ “Crash” frem. Det er noget en beskidt omgang i sammenligning, men der er masser af hylde filmen for. Jeg synes at den er aldeles fremragende. Original, væmmelig, provokerende og bestemt grænseoverskridende. Sikke nogle præstationer som der også kommer ud af skuespillerne, der tydeligvis har været draget af et nyt og spændende projekt. Jeg kan slet ikke få armene ned af beundring. Og det var jo den gang, hvor David Cronenberg lavede meget farlige film. Bevares, eftersom at han lavede et par lettere mainstream-film, hvis man da kan beskylde Cronenberg for at være mainstream, så har han vist tabt gnisten lidt. Altså, jeg vil altid se en Cronenberg-film, fordi de er stadigvæk så fascinerende og langt bedre end mange andre instruktører, der fremhæves som de nye store genier. Nej, tværtimod, så har David Cronenberg stadigvæk en kæmpe appeal hos mange genrefans, og man ved godt hvorfor. Manden garanterer noget spænding og noget der kan pirre hjernesanserne. Det er en god evne at være i besiddelse af, og “Crash” fra 1996 er bestemt ingen undtagelse. Et modbydelig stykke filmkunst, som man ikke kan lade være  med at se igen, og måske igen… og man ved jo godt hvad man siger om et trafikuheld? – det er umuligt at kigge væk…- min amerikanske dvd tillod mig sågar at vælge NC-17-udgaven, der er noget mere kontroversiel end den mere strømlinet R-Rated-version…

crash

Hov. Ja, jeg er her skam endnu, selvom det kan være svært at tro. Opdateringerne lader godt nok vente på sig, og denne har også været svær at komme i gang med. Jeg føler at jeg er i konstant tilstand af dvaskhed. Som en ensom zombificeret ulv vandrer jeg fra punkt A til punkt Z i Afgrunden… men den anden dag ramte trætheden mig og jeg sov 15 timer. Ellers kan man sige at der er sket nogle forandringer i Afgrunden. Hvis man husker de væmmelige gule kasser, der stank af fabrik og manuelt arbejde, så har jeg i stedet investeret i nogle fornemme rumdelere. Indtil videre er det ca. 70% færdiggjort, så jeg mangler lige det sidste, hvilket forhåbentlig snart kan skaffes hjem hos almægtige Silvan.

Nej, Afgrunden lider bestemt også under højsommer. Tidligere kunne man fornemme de kølige briser, som den kære bordventilator stod for, men ak og ve – denne led en pinsom død sidste sommer, og jeg har endnu ikke fået købt en ny ditto. Så selve området omkring husalteret var temmelig varmt, da jeg den anden dag, satte Neill Blomkamps nyeste opus i afspilleren. Filmen med titlen “Chappie” var endnu en science fiction-film fra mandens hånd, og da jeg godt kunne lide hans tidligere værker, så var jeg bestemt lidt spændt:

chappie

Mine forventninger til “Chappie” gik i den mere actionpræget retning. Jeg forestillede masse af kampe med en del robotter, der gik løs og skød og myrdede et væld af bad guys. Men nej, sådan var filmen bestemt ikke. Derimod får man smidt en cocktail af spørgsmål vedrørende evigt liv, kunstig intelligens og grundideer om hvad der er værd at leve og kæmpe for. Det var en ret spændende vinkel, også selvom Chappie-robotten i sig selv var en anelse irriterende, men sådan skulle det jo nok være. På rollelisten finder vi Dev Patel, Hugh Jackman, Sigourney Weaver og den lokale, sydafrikanske rapgruppe, Die Antwoord. Sidstnævnte havde en overraskende stor rolle at spille i filmen, og til tider blev deres populære musik også brugt som underlægningsmusik… ret specielt, men de virker også som nogle fascinerende typer, især  kvinden i bandet, Yolandi Visser – hun er noget helt unikt. Nå, men som jeg skrev på Facebook, så synes jeg også at der er en særlig Phillip K. Dick-fornemmelse over “Chappie” – så selvom jeg forventede noget andet, så synes jeg bestemt ikke at jeg blev efterladt måbende og skuffet. Filmen kan klart anbefales, også især hvis man er fan af sådan lidt japansk anime-storyline og design.

Ja, det var lige sagen med sådan en film. Jeg så også et par andre, men dem magter jeg ikke lige at skrive om nu. Til gengæld tog jeg lige et billede af noget andet, der var ankommet til Afgrunden:

boogiespike

På anledning af Henrik fra Båndsalaten, så fik jeg hjemkøbt et bokssæt med Spike Lee-værker. Der skulle være lidt af hvert, og jeg har faktisk aldrig rigtig set så meget fra manden, så det skal blive enormt spændende at dykke ned i. Den anden er en steelbook med 90’er-filmen, “Boogie Nights” – en helt igennem fremragende film, der bliver endnu bedre for hver gang at man ser den, hvis man da kan tro på det? – en mesterlig film og velsagtens en af 90’ernes bedste. Jeg har efterhånden set den adskillige gange, og da jeg syntes at designet på denne steelbook så ganske cool ud så var det jo bare med at springe ombord.

Og ja, nu kan jeg lige godt sige det… jeg sveder virkelig meget lige nu, og det ender nok med at jeg må åbne et vindue, fordi det går sgu da slet ikke det her. Og så er det tid til en film – spørgsmålet er så bare lige hvilken en, som der ryger i afspilleren… well only time will tell – and the time has just run out!

Okay, okay… lige for at gøre det hele klart og ikke fremkalde brækfornemmelser – den svedende mandekrop er bare mig selv, og jeg er jo så fandens attraktiv, at når jeg prutter, så kommer der blomster ud. Nej, det er den selvtillid og erkendelse, der efterhånden har skyllet ind over mig. Jeg er sgu egentlig ikke særlig lækker, og der er sågar nogle, der mener at jeg er en skamplet på menneskeheden. Nuvel – så må jeg jo holde mig i Afgrunden og dyrke voldsfilm og aggressivt musik (Roxette). Nej – det er ikke nemt at være til.

Heldigvis kan man jo blive glad over det effektive post- og toldvæsen. De besluttede sig nemlig for at sende en lille notis ud, hvor de bekendtgjorde at de havde snuppet en pakke i tolden, og nu afkrævede en momsafgift. Ja, ja, momsgiften ville jeg gerne betale, idet den kun var på 44 kroner, men hvad fanden…? – så er der pludselig et ekspeditionsgebyr inkluderet på 160 kroner (!) – hvad er nu dette? – okay – jeg havde faktisk prøvet at blive snuppet en enkelt gang før og der var vilkårene de samme, men for saturn da, hvorfor i alverden skal det være så dyrt at udsende et enkelt brev? – nej, jeg forstår det skam ikke… nuvel, jeg betalte det hele…204 kroner og i dag fik jeg pakken med posten:

10juni2

Det er såmænd et ganske fornemt bokssæt med “Pulp Fiction”. Selvom jeg havde filmen i forvejen, så kan jeg godt lide at investere i disse bokssæt med særlige film, men nu hvor jeg ser tilbage på det, så efterlader det mig også i vildrede – fordi jeg har fandeme ikke plads til dem længere. Afgrunden er alligevel kun en lille en af slagsen, når det kommer til stykket, og jeg har efterhånden gjort det til en dyd at udsmykke den med diverse film, musik, bøger, plakater, figurer og andet godt, så den er lige ved at give efter… det er dog blevet væsentlig mere (u)hyggelig at bo her, siden jeg først flyttede ind og ikke gjorde så meget ud af det, men så tog en vis herre ved undertegnet, og vupti, pludselig blev der sat noget i system. Alligevel er jeg dog ikke helt tilfreds, fordi jeg har opmagsineret nogle film i nogle usædvanlige praktiske men uhyrlige grimme gule kasser, så jeg er faktisk ved nok engang at sortere i film og denne gang vil jeg skille mig af med flere end jeg plejer…

10juni1

Det ovenstående billede er beviset på min afmagt. Jeg er sådan set i vildrede, men alligevel er jeg ved at være fast indstillet på at de gule kasser skal ud! og der skal noget mere hipt, herligt, smukt og ganske Feng Shui-agtigt ind i Afgrunden. Jeg er nemlig begyndt at interesse mig for sådan noget, og før jeg ved af det, så har jeg nok også købt en papegøje og skræddersyet jakkesæt. Ja, så jeg skal godt nok skille mig af med mange film for en gangs skyld, men mon ikke at det går, fordi jeg er efterhånden nået til den konklusion, at måske er film alligevel ikke alt i verdenen, men bare rolig, denne udrensning medfører ikke at jeg pludselig hopper på streaming og sidder og fjoller den af på Netflix eller noget andet absurd. Næh, jeg vil nok altid være samler og købe de fysiske varer, så det skal man ikke være bekymret for, og jeg skal jo alligevel bruge mine penge på et eller andet, så kan jeg jo lige så godt bruge det på noget, der stimulerer både mit hjerte og min hjerne. Og nåh ja, selvom jeg venter ivrigt på den nye Paradise Lost-cd, som jeg håbede at der kom med posten i dag, så må jeg skyde en hvid pil efter det. Jeg fik dog en ny steelbook:

10juni3

“Don’t Look Now” er en herlig lille gyserklassiker af format. Jeg er meget glad for den, og selvom jeg havde filmen på dvd i forvejen, så kunne jeg ikke modstå denne fornemme blu-ray i ret sej steelbook-format. Og fik jeg nævnt at jeg er helt og aldeles vild med Donald Sutherlands store og omfangsrige krøller i filmen, og Julie Christie er ganske laber som hans kvindelige modspil. Dertil glemmer man hverken den smukke fotografering, den snigende uhyggelige stemning og den chokerende afslutning, der efterlod mig med åben mund og halløj første gang at jeg så den.

Ja, det var en lille update fra Afgrunden. Mit liv er hverken fascinerende eller højspændt, men jeg er nu alligevel glad for det til tider. Den anden aften/nat sad jeg og så kvindefodbold fra Canada. Der er åbenbart noget VM i gang, og de gæve kvinder er faktisk ret gode… well, de fleste af dem anyway – Tyskland slog Elfenbenskysten 10-0 og det var da vældig seværdig. Nej, tempoet er måske ikke så højt, og de kan ikke sparke nær så hårdt, og jeg tvivler altid lidt på de forskellige målkvinders kvaliteter, men det kan vel være sjovt nok, og hvad fanden skulle jeg ellers lave? You tell me…

Ja, jeg kom jo selvfølgelig til at gense “Den Kroniske Uskyld” den anden dag i fjerneren, da den blev vist i anledningen af forfatteren Klaus Rifsbjergs beslutning med at udforske det andet rige, og dermed forlade os… tak for alt, Klaus… men jeg har desuden stærke erindringer om at hans bog, “Den Kroniske Uskyld” blev brugt som undervisningsmiddel, da jeg var ung, og jeg har bestemt på fornemmelsen at den nok skal blive ved med at være aktuel. Det er jo den danske “Fagre Voksne Verden”…!

Men jo, som jeg sad og så filmen, så sad jeg faktisk og vrikkede lidt med foden til dette ovenstående stykke musik, “Venner” med evig unge Thomas Helmig og Anne Linnet. Det er da faktisk en ganske god sang, og jeg synes at den klædte filmen så fint. Selv Susse Wold er perfekt i rollen som den forføreriske ældre kvinde, der gerne tager sig godt af hendes datters nuvundne kærlighedserklæringer, og hun har jo altid været en smuk kvinde… desværre sker sådan noget aldrig for mig, da jeg bestemt ikke er nogen prins, frø eller derimellem. Næh, da jeg var ung, så var det største problem at få råd til 10 øl til 9 øls pris hos den lokale ‘Cafe Hannæs’ i Thisted, som nogle skolekammerater og jeg frekventrede efter skoletid om fredagen. Et dejligt, gammelt værtshus, der ikke er der længere, men derimod erstattet af et pizzasted, hvor man ikke engang kan få en kold Carlsberg?? – Ja, så er det godt at man er blevet et gammelt, gnavent røvhul, så man har endnu en ting at klage sig over.

Jeg er iøvrigt begyndt at lede efter billeder fra tidligere Videoudlejningssteder her i området. Det er faktisk en utrolig svær opgave, og so far har jeg fundet……..intet… men jeg har masser af minder fra forskellige steder, hvor man kunne smide sine småpenge og leje et tvivlsomt vhsbånd. Det var dæleme en god tid, men i dag er det jo blevet væsentlig billigere bare at købe filmene… hvis man da stadigvæk gør det, som nogle af vi fjolser? – ellers må man jo sværge til Netflix og andet harpengut, der sikkert gør det nemmere, men taber ejerfornemmelsen i det hele.

Well – lidt brok skal der altid til. Nu vil jeg gøre klar til at se AaB gå på rov i Slagelse og forhåbentlig hive en god sejr med hjem fra FC Vestsjællands bane. :Det ville være dejlig med medaljer, men det ser desværre ret håbløst ud på nuværende tidspunkt. Ah, ta da…

Robotgalskab i Afgrunden…

Ja, jeg fik den anden dag en lille forsendelse fra Zavvi.com, og minsandten om den ikke indeholdte noget som jeg rent faktisk kunne bruge til noget… selvom jeg havde filmen i forvejen (dog en usselt dårlig fullscreen-kopi fra Tyskland), så synes jeg at det var på rette at opgradere til det vildeste shit – nemlig 25 års Jubilæumsudgaven af Richard Stanley’s “Hardware”…

hallo3

Selvom jeg havde set filmen før, så er der alligevel gået en del år siden den gang, og jeg må sige at jeg virkelig glædede mig til et gensyn. Og hvad kan man sige – filmen skuffede bestemt ikke! – sat i en kold, støvet fremtidsverden med en konstant dunst af radioaktiv stråling rundt omkring, så finder vi i filmens åbning en sælsom type, der graver resterne af en robot op… eller det som de først tror at der er en rengøringsdroide…men som senere skal vise sig at være noget helt andet. “Skattejægeren”, Moe (Dylan McDermott) køber resterne af den sælsomme type og tager det med hjem til hans kæreste-type eller en anden som han kan have samvittighedsfrit seksuel samkvem med, og da denne faktisk også er en form for fritidskunstner, så kan hun sagtens bruge det aflagte materiale. Men holy fuck! Robotten er slet ikke deaktiveret, og da Moe bliver kaldt ud, så går den pludselig live og helt amok, og den har tænkt sig at stoppe uden en kamp.

Ja, der er gået mange år siden at “Hardware” først så dagens lys. Den er oprindelig fra 1990, men har en stærk 80’er glow over sig, og cyberpunkhed to the extreme… Jeg kan huske at jeg synes at den var cool første gang at jeg så den, men her ved et genkig så mange år senere, så var jeg ekstra meget vild med den. Man kan nok diskutere om hvorvidt filmen er almindelig b-filmsunderholdning, eller mon at den har meget mere at sige. Der er ihvertfald særdeles religiøse undertoner i filmen… Robotten, der iøvrigt bliver udsmykket med “Stars And Stripes” på hovedet, repræsenterer ihvertfald en urkraft, og der er nogle scener i filmen, hvor man nærmest føler at man er til en form for mekaniseret højmesse, hvor den afsatte robot fungerer som præsten, der prædiker over menneskehedens skæbne.

Oh ja, tilsæt en lusket, klam nabo, der fungerer som voyeur overfor vores kvindelige heltinde, suppler op med en dværg med en særdeles cool stemme og attitude og nogle velfungerende splattereffekter, og så er man home free! det er en mesterlig og beskidt cocktail som Richard Stanley har sammensat og den kan anbefales på det varmeste…

Blu-ray’en er desværre fuldstændig bareboned, og indeholder kun en menu med en startknap til filmen, og så er der inkluderet to små kort med artwork fra “Hardware”. Filmen ser dog strålende ud, og har man ikke set den, så synes jeg bestemt ikke at man skal snyde sig selv!

hardware

Jeg må indrømme at jeg er ret stor fan af den danske vampyrfilm, “Nattens Engel”, instrueret af Shaky Gonzales.. Et imponerende tempo, solide skuespilspræstationer, cool action og en rigtig sej stemning præger denne danske film fra 90’erne. Jeg var meget begejstret – jeg havde sågar en filmplakat ophængt på mit skumle teenageværelse, hvor der ellers ikke var meget pynt på væggene. “Nattens Engel”-plakaten kunne der dog blive plads til, og med den seje tagline: “Sove om dagen. Spise piger om natten”… ikke dårlig – og et ydmygt ønske for vore kære vampyrvenner i filmen.

Et andet kæmpe plus var det fornemme soundtrack, der var en blanding af hårdtpumpede rockmusik og smukke instrumentale vampyrske toner, komponeret af Søren Hyldgaard, som der burde høre hjemme i enhver gotikkers hjemmebibliotek. Blandt bandsene fandt man de navnkyndige D:A:D, Psyched Up Janis, vinderne af Dansk Rock engang medio 90’erne, Diva og selvfølgelig Strawberry Slaughterhouse, som er et af mine absolutte yndlings danske rockbands. Desværre eksisterer de ikke længere, men bandet nåede at udsende to albums og så være med på dette soundtrack, som jeg netop har fået genkøbt til mit sparsomme cd-bibliotek. De skrev endda et nummer specielt til filmen, som kan høres her:

 

 

 

Og imens jeg lytter til dette dejlige rocknummer og nyder en kold Royal pilsner (på flaske selvfølgelig), så tænker jeg tilbage på en tid i 90’erne, hvor jeg netop var begyndt at interessere mig for disse sunde ting, der nu præger min hverdag. Jeg gik dog meget til fester og videre i byen, hvilket jeg ikke rigtig gør så meget mere, men jeg nyder dog stadigvæk en kold i ny og næ. I aften skal jeg vist stene lidt fodbold… håber på en sejr til Costa Rica over kæmpefavoritterne fra Holland…det ville være så smukt, så smukt…

Ja, nu nærmer tiden sig jo den 1. april. Det betyder at der klikker nogle mønter ind på kontoen, hvilket jeg bestemt har ventet på i et stykke tid nu. Der er trods alt mange spændende film, som der skal investeres i og ses. Når man er på en overførelsesindkomst, så kigger man selvfølgelig rundt omkring efter den bedste deal, og jeg har et par hjemmesider, som jeg altid tjekker. Selvfølgelig er der altid Amazon, og der kan man pludselig gøre en handel, eftersom der er så mange spændende artikler at købe hjem til sin ydmyge bopæl. Men det skal ikke kun være film, og det har medført at jeg har investeret i nogle billeder/plakater, som jeg har fået sat i ramme og hængt op. Når man skal vælge motiv til noget på væggen i Afgrunden, så er der masser af muligheder… skal det være nuttede kattedyr, skinnende musikinstrumenter eller mere pikante fotos. Jeg har ikke overraskende ikke valgt nogle af de omtalte, men derimod satset på det sikreste:

væg

Fra toppen, højre mod venstre, så er det “The NeverEnding Story” og “Leon”. Mellemrækken afslører “Plan 9 From Outer Space”, “Cinema Paradiso” og endelig “Audition”. Og så har vi den nederste række, hvor man kan se “Frances Ha” og sluttelig “Clerks”. Jeg er godt tilfreds med disse billeder. Jeg købte dem igennem Allposters.dk, og rammerne er fra Jysk. Desværre er billederne lige lange nok, men så skal man bare bukke de nederste par centimeter rundt, og så ser det fint ud. Jeg er meget glad for disse fine mindre udgaver af filmplakater, men det her er kun begyndelsen, fordi jeg skal have mange flere plakater/billeder op på væggen. Indtil videre er dette dog en god start. Næste indkøb bliver nogle noget større plakater, idet jeg har masser af vægplads, der skal udfyldes.

Nuvel, det er godt med lidt farverigt i Afgrunden, men det er jo også godt at se nogle film. Jeg har netop set en ganske god en af slagsen. Filmen hedder “Glory Daze”, og er en glimrende, lille ungdomsfilm om en klike af venner, der står foran tærsklen at være færdig på college, og dermed skal videre i livet. Der var rigtig mange gode ting i denne film. Hovedrollen spilles af Ben Affleck, og siden at den er “pre-Good Will Hunting”, så er den faktisk ganske interessant. Matt Damon ses iøvrigt også hurtig i en lille cameo uden dialog. Men der er flere rigtig gode skuespillere i filmen. Sam Rockwell spiller også en fremtrædende rolle. French Stewart er god. Og så ses navne som netop Oscarvinder, Matthew McConaughey i en meget lille rolle som slesk lastbilforhandler, og Brendan Fraser og Leah Remini medvirker i små cameos. Filmen er således fra 1995 og flere af de medvirkende var nok ikke særlig kendte på det givne tidspunkt.

Filmens problematik med at vokse op og forlade de trygge rammer, i dette tilfælde, et hus, hvor de studerende har boet og festet sammen, så føles den store, vide verden pludselig som et stort sted, og der er mange muligheder for at blive lige den man vil være, navnlig i USA, der jo er kendt som mulighedernes land. Man kan dog godt blive bekymret for filmens karakterer, fordi de virker meget interesseret i at drikke sig fulde og bare drive den af, men hvem kan ikke synes om det. Jeg husker også min egen studietid som noget forløsende, når man fik et par af de kolde og kunne gå i byen i weekenden. Jeg studerede jo i Aalborg, og der er mange fristelser, når man kommer fra en mindre by som Thisted, og når en af Danmarks mest berømte festgader, “Jomfru Ane Gade”, sågar var at finde i nærheden… ja, så blev fornøjelserne ikke mindre. Jeg har dog aldrig boet på kollegie, så jeg kender ikke lige den fællesskabs-stemning, der var at finde sådanne steder. Naturligvis har jeg besøgt et kollegie, og også været til fest der, men jeg har på fornemmelsen at de gør tingene anderledes, derovre i USA… også når man drikker og har det sjovt.

“Glory Daze” er en fin lille produktion. En tidslomme af en stund i studiemiljøet i USA. Skuespillerne er som sagt ganske gode, og bestemt også troværdige. Der er uden tvivl meget symbolik i filmen end blot ved første øjekast. Et eksempel er et ur, der er stoppet, da en dartpil sidder i vejen, og således blokerer for tiden, der gør at den føles fastlåst. Men på et tidspunkt falder dartpilen ned, og uret tikker videre, og således tikker de unges liv også videre, og de indser at tiden måske er slut for fest og ballade, og at man nu skal til at være voksen. Det er en tematik som vi alle kender til. Et studieliv er noget flygtigt noget, idet at det er en mellemperiode i ens liv. Med den danske regerings mange reformer på det område, så har tingene også forandret sig meget siden den gang, hvor jeg studerede for godt og vel 10+ år siden. Jeg må sige at det nok ikke er blevet nemmere at gå på en videregående uddannelse, så jeg misunder dem det ikke, selvom når jeg ser en film som “Glory Daze”, så kan jeg blive fristet til at vende tilbage til tidligere tiders fordums styrke, og tage på “Rockcafen” nok engang, og være åndssvag. Men sådan er det bare ikke. Man bliver ældre, og som tiden går og sit liv udvikles, så sker der ofte ting og sager, som man lige skal tænke om en ekstra gang. Jeg er dog også med på at det ikke er alt man er herre over. That’s life, I guess.

Filmens titel, “Glory Daze”, er dog ramt lige på kornet. En glorværdig stund i livet, hvor sit personlige rygte kan sige meget om en person, og man kan blive en levende legende i studietiden, men man skal bare huske på, at der nok kommer en tid efter studiet, hvor man skal gøre op med sig selv om hvad man vil bruge sit liv til. Og det er en beslutning som man helst selv skal tage.

Føj, nu blev det lige lommefilosofisk nok. Det er bare mig som vrøvler nok engang, og det kan være bekymrende nok i sig selv. “Glory Daze” kan iøvrigt skaffes på en region 2-dvd fra Amazon, men der er tale om en dvd-r, og billedekvaliteten kunne vist godt være lidt bedre – det kunne godt minde lidt om en vhs-kopi, der er blevet overført. Filmen er dog bestemt værd at investere i. Faktisk vil jeg kalde den en lille perle, eftersom den er både sjov og seriøs på samme tid. Jeg havde tidligere set små momenter af den på TV3, hvor den af en eller anden årsag blev sendt jævnt tit for nogle år siden. Nu har jeg dog set hele filmen fra start til slut, og indtrykket er vældig positivt. En virkelig god coming-of-age-film.

glorydaze

En filmfans bekendelser…

Jo, det kan godt være at det virker til at jeg svælger meget i horrorfilm og mere eller mindre gyselige fortællinger om det okkulte, samtidigt med at jeg hører det vildeste heavy metal, som naboerne brækker sig over. Nej, sådan er det ikke altid… dette er en filmfans bekendelser…:

Indrømmet – på et tidspunkt var min filmsmag meget afgrænset. Jeg så næsten kun horrorfilm og slugte den ene klassiker efter den anden. Ligeledes hørte jeg aggressiv musik, imens jeg gik med mit lange sorte hår, sort tøj og hørebøffer i, så jeg kunne lukke verdenen ude, og musikken ind…men i et forsøg på at skille mig ud, så ender det jo også nogle gange med at man falder så dybt ned i nogle stereotype forestillinger. Naturligvis bør man se horrorfilm, hvis man hører heavy metal – og vise versa… well, jeg vil også erkende, at jeg skam stadigvæk er meget glad for horrorfilm og heavy metal for den sags skyld, men jeg ser altså også andre filmgenrer, og jeg hører også andre former for musik… måske gør det mig til en svagpisser? I don’t care… jeg vil bare være mig selv og se de film som jeg vil se, og høre det musik som gør mig glad. That’s the facts of life i mit lille indsnævret liv lige nu. Der er dog film som jeg ikke snakker for højt op om. Jeg ved ikke om jeg har sådanne nogle guilty pleasure-film? – nogle gange kan jeg dog godt lide dårlige film, fordi de er lavet med så meget kærlighed og ofte har meget mere personlighed og originalitet end den store sommer-blockbuster fra Staterne. Foreksempel er jeg netop blevet færdig med at se “The Shepherd” – en 90’er-action/science fiction-film med navne som C. Thomas Howell, Roddy Piper og David Carradine – en ikke helt vellykket og meget billig sag, der blev klemt ned i en spilletid på omkring de 90 minutter… jeg kunne godt fornemme at historien måske ville kunne udvikle sig mere, men det virker også til at pengene løb op, og der ikke lige var råd til at gøre den ordentlig færdig. Sjovt med de små køretøjer i filmen, der velsagtens skulle ligne nogle fremtidsbiler – de mindede mig mere om nogle affaldscontainere med lys under. Well – sådan er det i low budget-film – der er næppe råd til de vilde investeringer. Jeg synes dog at den var underholdende nok, og så indeholdte den endda en mængde upassende nøgen- og elskovscener… uha da da. Jeg købte filmen for 0,01 pund hos en Amazon-sælger, og selvom de fleste nok ville mene at den var fundet til den pris, så vil jeg, til enhver tid, hellere se denne end endnu en “Fast And The Furious”-film.

Nuvel – der er også film som man ikke kan undgå at holde af. F.eks. Sofia Coppola’s “Lost In Translation” – sikke dog et lille mirakel af en film. Hypersensitiv og måske en kende feminin, men med gode præstationer af ikke mindst Bill Murray og Scarlet Johansson. Anna Faris er også sjov som dum blondine. Jeg kan huske noget med at nogle beskyldte filmen for at være racistisk, da den udkom – og det kan jeg ærlig talt ikke se… den er lavet med så meget undring og nysgerrighed overfor en anden kultur, at man ikke kan andet end at spærre øjnene op på vidt udstrækning. En storartet film, der viser at det ikke nødvendigvis er de vilde effekter og hårdt pumpet action eller skræmmende monstre, der kan redde en film – men derimod en anelse snilde, hvor man har tilsat nogle virkningsfulde, komiske krydderier, så fungerer filmen perfekt. Jeg har set andre Sofia Coppola-film, men der er ingen der rigtig rammer samme magi som denne film, og det gør den til en absolut seværdig superfilm i min verden.

Foruden Sofia Coppolas meget observerende værk, så holder jeg selvfølgelig også af gyserklassikere, så som min absolutte favoritfilm, William Friedkins “The Exorcist”, som jeg stadigvæk vil vove at påstå, nok er en af de mest vellykket horrorfilm igennem tiderne. Utrolig effektiv med nogle klamme effekter, vild dialog og strålende skuespilspræstationer. Tænk lige hvis Linda Blair havde vundet en Oscar for hendes indsats – det kunne have ændret hendes filmkarriere betragtelig… men så havde vi nok ikke fået hende at se i WIP-filmen “Red Heat” eller i revenge-thrilleren “Savage Streets”. Det ville ikke være til at bære, hvis de to film ikke indeholdte en mere eller mindre afklædt Linda Blair. Men “The Exorcist” formår bare at være så pokkers skræmmende – selv den dag i dag. Jeg læste bogen af William Peter Blatty, og den er også ganske god. Historien gik jo på at han var inspireret af en virkelig hændelse. Med “The French Connection”-instruktøren, Friedkin i baghåndet, så skabte de begge en moderne klassiker, som man altid vil vende tilbage til når man snakker om horrorfilm – eller bare film generelt. Den alderende Max Von Sydow, der allerede i 70’erne var en gammel mand, men nu i 2013, stadigvæk er aktiv som skuespiller, er formidabel i rollen som Fader Merrin, hvor man får det indtryk at her er en mand, der altid har kæmpet en kamp imod det onde. Jeg var for ung til at se filmen i biffen i 70’erne, men jeg fik dog den forlængede version at se, da den havde premiere i 2000, inklusiv den famøse Spider-scene… altså jeg havde jo set den gamle udgave af filmen før, men det var alligevel en fin oplevelse at se den nye også – selvom jeg nok stadigvæk foretrækker originalversionen. Dernæst gik vi på pub og skyllede oplevelsen ned med et par af de kolde. Ak ja, Thisted er ikke så stor.

En anden film som jeg også kan se igen og igen, er Tim Burtons “Edward Scissorhands”. En helt igennem vidunderlig film, der også har massive komiske undertoner, samtidig med at den kan fortælles som et slags moderne eventyr. Det farvestrålende Surbubia må siges at være den perfekte grobund for alskens tåber og sladdertanter, der frekventerer gadehjørnet, hvor de deler ud af alt mulig trash-talk om områdets beboere. Sågar den lokale, religiøse fanatikker, er der blevet plads til. Men da familien tager den unge, kunstig-skabte knægt, Edward, ind i deres omgivelser, så virker det alligevel lidt besynderligt – også netop fordi at Edward ikke har nogle hænder! – men derimod nogle sakse som substitut. Han stammer nemlig fra det store, gotiske slot fra enden af vejen, hvor end ikke de lokale valfarter op – med mindre at de altså vil sælge make-up-produkter? Jeg synes at filmen hører til Tim Burtons absolutte top – en virkelig højdespringer, der er lysår bedre end en anden historie om en moderne “freak”, nemlig “Batman”, som Tim Burton filmatiserede i 1989. “Batman” er ikke dårlig, men den formår bare ikke at trække sig op på et himmelstormende niveau, hvilket “Edward Scissorhands” i den grad gør. Samtidig var det jo også første gang at man så makkerparret Tim Burton/Johnny Depp arbejde sammen, og det har de jo så eftertrykkeligt gjort flere gange senere. “Ed Wood” – biografi-filmen om Edward D. Wood Jr., en af verdens dårligste filminstruktører – eller det påstår de ihvertfald, er jo også en væsentlig kaliber i Tim Burtons filmografi. Men hvor man kan juble over Johnny Depp, Winona Ryder, Dianne Wiest eller Anthony Michael Halls præstationer, så synes jeg alligevel at den bedste af dem alle er den gamle familiefar, spillet af Alan Arkin. Han er vanvittig sarkastisk, og passer overhovedet ikke ind i resten af ensemblet, men han får gjort rollen til det pureste guld, og jeg griner stadigvæk af ham hver gang i den scene, hvor Edward har forskrækket datteren, der er vendt hjem fra en lejrtur, og så han får stakkels Edward med ned i kælderen, hvor han lige skal smage på mandens egen “lemonade”, dog først efter at familiefaren lige kigger op imod trappen, så han sikrer sig at de er helt alene. Det er en vidunderlig film – og den er meget Burtonsk …

Anyway – jeg fik en pakke fra svenske Ginza, og der var en del film i – sjovt nok mange horrorfilm, men de var også billige – ti svenske kroner! – det bliver ikke meget billigere end det, og jeg fik smidt en del i den virtuelle indkøbskurv. Der kom sandelig også blu-ray-film med, og som jeg egentlig ville vise med dette indlæg, så er min filmsmag altså ret meget fra den ene ende af skalaen til den anden:

forskelighed

 

Se blot på dette billede. To stykke moderne fortællinger. Remaket af den famøse rape-and-revenge-film “I Spit On Your Grave”. Jeg ejede godt nok allerede filmen på en amerikansk dvd, men da jeg så at den danske blu-ray-udgivelse kun kostede 10 svenske kroner, så hoppede jeg straks ombord. Ved siden af, ses Andrea Arnolds nye fortolkning af Emily Brontës klassiske roman “Wuthering Heights”. Det må siges at være noget ganske andet end en sleazy film som “I Spit On Your Grave”. Well, den kostede kun 19 svenske kroner, og igen er det en dansk blu-ray-udgivelse. Jeg mangler stadigvæk at se denne version af “Wuthering Heights”, og jeg kan ikke huske så meget om handlingen, andet end der vist nok er en del romantik med…go figure!

Sluttelig kan jeg nok sige at der ikke er så meget på vej i posten for tiden. Jeg venter godt nok en lille pakke fra Amazon i morgen eller fredag, og så er der to pakker på vej fra USA, men that’s all… og jeg er godt nok også på kistebunden nu i denne måned… nu må det gerne blive den første – så jeg kan få købt…………ehm… julegaverne!