Tag Archive: AaB


Næh, minsandten? – hvem kryber frem fra sit vinterskjul, og stikker hans åndede og misforstået ansigt frem som om at han var en ekspert på alverdens områder? – Næh, det er såmænd bare Undermennesket her med en melding fra Afgrunden, hvor tiden nærmest har stået stille, og jeg hverken er kommet fra eller til. Jeg føler nogle gange at jeg befinder mig i et vakuum eller en slags limbo… et punkt mellem flere dimensioner, hvor mit sind er spaltret i flere forskellige sindelag, der umuligør at jeg kan passe den stakkels blog, der skriger på flere og flere indlæg. Nuvel, nu gør jeg sgu noget ved hele den sag, og her kommer der et lille, nostalgisk skrift:

Jeg har faktisk spillet fodbold engang. Umiddelbart skulle man ikke tro det. Jeg var og er en stor knægt. Af omfang, og ærlig talt noget af en klumpedumpe. Men jeg elskede fodbold – jeg elskede spillet, og nogle af de bedste stunder i mit unge liv var på en fodboldbane – både til træning, kamp eller allerbedst på den lille bane – den centralt beliggende legeplads i den lille by, som jeg voksede op i. Allerede den gang havde jeg dog problemer med min selvtillid og jeg blev aldrig til andet end en glad hobbyspiller, men jeg elskede som sagt spillet… helt vildt, og det blev nærmest en besættelse på et tidspunkt. I dag er mit forhold kølet lidt ned, men jeg er stadigvæk en passioneret AaB-tilhænger, som jeg elsker at følge, idet de altid har været nogle underdogs i Superliga-sammenhæng.

Dette indlæg skal dog også handle om en sommer. Sommeren i 1992, hvor der skete noget mirakuløst i fodboldverdenen. Det gamle 80’er-dynamit fra Danmark var en saga blot, og det nye og ikke særlig prangende hold formåede at tage røven på dem alle, og vinde den mest fornemme turnering i Europa.  Og nu har de såmænd lavet en film om det:

sommeren

Filmen er sågar døbt “Sommeren’92” og er kort fortalt historien om en visionær, men meget udskældt landstræner, den fynske Richard Møller Nielsen (Ulrich Thomsen). Fra ikke at være en favorit, så bliver han alligevel valgt som den nye danske landstræner efter nationalhelten, Sepp Piontek, der valgte at stoppe i 90. Filmen fortæller så om en mand, der må bygge et hold op fra bunden, og vi kender jo alle historien med hvordan Danmark kom med på et afbud og så endte med at vinde det hele. Dog er filmen her ikke et udpræget drama, som der kunne udspilles på fodboldbanen i de dage, men derimod en meget mere komisk film. Der er masser af pudsige indfald, sjove bemærkninger og skøre historiske tilbageblik, f.eks. med en minigolf-turnering som teambuilding og en tur til McDonalds som ligeså. Flere af spillerne er kun kort med, men der er dog også nogle der udskiller sig. Brian Laudrup, der bliver spillet fantastisk af Cyron Melville, er holdets helt store teknikker og idol, hvilket der også kan ses i filmen. Kim Vilfort er den solide på midtbanen, der samtidigt får et personlig element med i forløbet, da hans stakkels datter er syg med kræft hjemme i Danmark, imens EM i 1992 løber af stablen. John ‘Faxe’ Jensen er filmens helt store klovn, der dog får en hovedrolle i filmen, og ligeså er andre som Peter Schmeichel, Kim Christofte og Flemming Povlsen med.

Nu har jeg så set filmen, og der er noget jeg grubler over. Er filmen lavet bevidst sådan, at vi ikke skal tage hinanden alt for seriøst, og at vi nærmest vandt ved et tilfælde, eller er den i virkelighed fortællingen om et mesterhold i svøb, der født ud af 80’ernes glæde over spillet, nu må stå på egne ben og forsøge at spille som et hold, ud fra nye defensive takter. Filmen er jo helt klart Richard Møller Nielsens testamente, eftersom han desværre gik bort i 2014. Denne arv er dog en af de største triumfer i dansk sports historie, og jeg må indrømme at jeg fik kuldegysninger imod slutningen med finalen. Jeg husker den varme sommerdag tilbage i 1992, hvor hele landet gik amok i en glædesrus. Vores nabo, en godmodig type, der arbejdede på slagteri sammen med min far, og også var glad for boldsporten, affyrede et skud med hans jagtgevær, hver gang Danmark scorede et mål – som en hyldest fra den yderste bonderøvsflække i Danmark, hvor vi alle sad og så med. Vi kunne jo næsten ikke tro på det som vi så, og det er nok en af de dage i mit liv, hvor jeg har været mest stolt af at være dansker.

Er “Sommeren’92” så værd at se? Jo, bestemt – især for fodboldhistorikkeren, der kan grine lidt over hele situationen. Men det er jo også en spillefilm, så måske er der selvfølgelig blevet digtet lidt i manuskriptet, men når det er sagt, så kan man kun glæde sig over den humane historie, der udviklede til en prægtig fortælling og endte som et vaskeægte eventyr. Måske skulle det aldrig igen, at Danmark formår at være så fantastiske på banen, men vi gjorde den en gang – den gang i Sommeren i 92.

Ja, efter at have haft en glimrende dag med besøg hos min alderende moder, der blev fuldført med dejlig aftensmad, hvor jeg stadigvæk kan ane smagen og duften af hvidløg i min gane, når jeg hoster eller ræbber… det var nok lige voldsomt nok, men jeg fandt da ud af at hun ikke ville holde igen med de hvide løg nok engang. Tidligere så jeg lidt fodbold (FC København – FC Nordsjælland), hvilket ikke var noget særligt, og der er jo først superkamp mandag aften, når AaB tager imod mestrene fra FC Midtjylland… – er det bare mig eller burde det være rundens kamp…?

Nej, da jeg returnede til Afgrunden, der hastig var blevet efterladt, ventede der en dvd på mig. Der var tale om Steve James’ dokumentar om den afdøde filmkritiker, Roger Ebert, hvor filmen har titlen: “Life Itself”, opkaldt efter en biografi om manden selv. Jeg havde hørt meget godt om denne dokumentar, og da jeg erfarerede at den kunne købes relativt billigt hjem fra en Marketplace-sælger hos Amazon.co.uk, så slog jeg dæleme til! – Og nu skulle den smides i afspilleren:

ebert

Dokumentarren fokuserer først og fremmest på Roger Eberts arbejdsliv – hvor især samarbejdet med en anden filmanmelder, Gene Siskel, bliver fremhævet igen og igen. Nu voksede jeg desværre ikke op i USA, så jeg har ikke haft mulighed for at tune ind og se disse to kæpheste diskutere film om og om igen. Men jeg fik det indtryk af dokumentarren, at det var noget ganske populært, og deres ord var… ikke lov, men noget som man rettede sig efter. Jeg blev meget imponeret over Roger Eberts arbejdsiver – igennem hele hans liv, men også især efter at han for alvor blev syg med den frygtelige kræft-sygdom, der efterlod hans kæbeparti i total oprør som følge af adskillige operationer. Man får også historien om hvorledes at han var en yderst talentfuld skribent, allerede i hans unge år, og sidenhen blev en dygtig og efterspurgt debattør i forskellige regi. Men som filmen udfoldede sig, så kom der mere og mere fokus på hans liv med hans kone, der forblev ved hans side til hans død, og som helt sikkert har givet Roger meget glæde. Jeg kunne godt mærke at stemningen blev noget rørstrømsk, og jeg var selv på nippet til at få bløde øjne, når snakken gik på kærligheden imellem de to. Der er slet ingen tvivl om at Roger var meget afholdt… også selvom at man nogle gange fik et indtryk af at han også kunne være noget så påståelig og stædig. Han elskede dog film, og hvem kan ikke sige at de ikke gør det. Den danske pendant, Ole “Bogart” Michelsen, har jeg set fortælle om hans karriere et par gange, og hans bøger er altid værd at læse, eftersom at han fremstår som Danmarks lille mini-Ebert, dog måske med en anelse mere sofistikeret filmsmag. Jeg har stor beundring for dem begge, og jeg husker med glæde tilbage på de Bogart-programmer, da de kørte henover skærmen tilbage for efterhånden en del år siden. Eftersom at jeg elsker at skrive om, snakke om og udveksle historier om film og alt dens historik, så står man nok i samme båd som de to førnævnte… jeg bliver dog aldrig hverken Ebert eller Ole-Bogart – dertil er jeg alt for amatøragtig og jeg har slet ikke samme gå-på-mod som de andre. Men jeg vil stadigvæk holde gang i enhver samtale om en specifik film, hvis denne for alvor har interesseret mig… Sådan er vi jo mange filmfans der er…

Og puha, jeg fik næsten lyst til at hive det håndbroderede lommetørklæde frem og tørre snuden, fordi det blev noget af en tårevældet omgang. Jeg måtte have et modspil, så jeg kiggede på hylderne, og fandt hurtig David Cronenbergs’ “Crash” frem. Det er noget en beskidt omgang i sammenligning, men der er masser af hylde filmen for. Jeg synes at den er aldeles fremragende. Original, væmmelig, provokerende og bestemt grænseoverskridende. Sikke nogle præstationer som der også kommer ud af skuespillerne, der tydeligvis har været draget af et nyt og spændende projekt. Jeg kan slet ikke få armene ned af beundring. Og det var jo den gang, hvor David Cronenberg lavede meget farlige film. Bevares, eftersom at han lavede et par lettere mainstream-film, hvis man da kan beskylde Cronenberg for at være mainstream, så har han vist tabt gnisten lidt. Altså, jeg vil altid se en Cronenberg-film, fordi de er stadigvæk så fascinerende og langt bedre end mange andre instruktører, der fremhæves som de nye store genier. Nej, tværtimod, så har David Cronenberg stadigvæk en kæmpe appeal hos mange genrefans, og man ved godt hvorfor. Manden garanterer noget spænding og noget der kan pirre hjernesanserne. Det er en god evne at være i besiddelse af, og “Crash” fra 1996 er bestemt ingen undtagelse. Et modbydelig stykke filmkunst, som man ikke kan lade være  med at se igen, og måske igen… og man ved jo godt hvad man siger om et trafikuheld? – det er umuligt at kigge væk…- min amerikanske dvd tillod mig sågar at vælge NC-17-udgaven, der er noget mere kontroversiel end den mere strømlinet R-Rated-version…

crash

Ja, jeg kom jo selvfølgelig til at gense “Den Kroniske Uskyld” den anden dag i fjerneren, da den blev vist i anledningen af forfatteren Klaus Rifsbjergs beslutning med at udforske det andet rige, og dermed forlade os… tak for alt, Klaus… men jeg har desuden stærke erindringer om at hans bog, “Den Kroniske Uskyld” blev brugt som undervisningsmiddel, da jeg var ung, og jeg har bestemt på fornemmelsen at den nok skal blive ved med at være aktuel. Det er jo den danske “Fagre Voksne Verden”…!

Men jo, som jeg sad og så filmen, så sad jeg faktisk og vrikkede lidt med foden til dette ovenstående stykke musik, “Venner” med evig unge Thomas Helmig og Anne Linnet. Det er da faktisk en ganske god sang, og jeg synes at den klædte filmen så fint. Selv Susse Wold er perfekt i rollen som den forføreriske ældre kvinde, der gerne tager sig godt af hendes datters nuvundne kærlighedserklæringer, og hun har jo altid været en smuk kvinde… desværre sker sådan noget aldrig for mig, da jeg bestemt ikke er nogen prins, frø eller derimellem. Næh, da jeg var ung, så var det største problem at få råd til 10 øl til 9 øls pris hos den lokale ‘Cafe Hannæs’ i Thisted, som nogle skolekammerater og jeg frekventrede efter skoletid om fredagen. Et dejligt, gammelt værtshus, der ikke er der længere, men derimod erstattet af et pizzasted, hvor man ikke engang kan få en kold Carlsberg?? – Ja, så er det godt at man er blevet et gammelt, gnavent røvhul, så man har endnu en ting at klage sig over.

Jeg er iøvrigt begyndt at lede efter billeder fra tidligere Videoudlejningssteder her i området. Det er faktisk en utrolig svær opgave, og so far har jeg fundet……..intet… men jeg har masser af minder fra forskellige steder, hvor man kunne smide sine småpenge og leje et tvivlsomt vhsbånd. Det var dæleme en god tid, men i dag er det jo blevet væsentlig billigere bare at købe filmene… hvis man da stadigvæk gør det, som nogle af vi fjolser? – ellers må man jo sværge til Netflix og andet harpengut, der sikkert gør det nemmere, men taber ejerfornemmelsen i det hele.

Well – lidt brok skal der altid til. Nu vil jeg gøre klar til at se AaB gå på rov i Slagelse og forhåbentlig hive en god sejr med hjem fra FC Vestsjællands bane. :Det ville være dejlig med medaljer, men det ser desværre ret håbløst ud på nuværende tidspunkt. Ah, ta da…

Dobbelt op på Burt Reynolds…

Jo da. Efter nogle dage, hvor jeg ikke har bestilt ret meget end at glo meningsløs fjernsyn, der stadigvæk kan overraske mig over hvor intetsigende det er, og stadigvæk undrer mig over at jeg sidder og ser det? – jeg må jo have en eller anden brist et sted i systemet, fordi jeg magter snart ikke at kaste mig ud i alverdens reality-programmer og dårlig sport, eftersom at favoritholdet, AaB, sågar kan tabe til en lilleput-klub som Hobro! – helt ærligt, der bor flere mennesker i Thisted end i Hobro!… Well – jeg må så også sige at jeg ikke ligefrem har købt så mange nye film de seneste par uger, men til gengæld har jeg så investeret i noget andet godt, der tilmed ser godt ud når det er hængt op på mine hungerende vægge:

Ja, jeg har såmænd hjemkøbt nogle originale biografplakater. Jeg købte dem igennem http://www.plakatsamling.dk, der leverede hurtigt og med stor tilfredshed. Tjek eventuelt hjemmesiden ud for mange gode sager, og der er desuden rabat i Foråret, i sådan en omfang, at hvis man køber minimum 2 plakater, så gives der 25% i rabat + gratis fragt… det er sgu cool – der findes også en fysisk butik i Århus, så man kan også møde op selv og snuse omkring… mange rigtige fine sager…

Den første plakat som jeg virkelig havde øje for, var således denne:

plakat1

Med den passende danske titel: “Er Der Nogen?”- finder vi heksebrætsgyseren, “Witchboard”, som er en personlig favorit fra 80’erne, hvor der jo blev lavet så mange herlige gysere. Meget stemningsfuld plakat, må man sige, der lever tankerne hen på at jeg aldrig nogensinde skal spille det spil – ikke engang for sjov skyld… jeg er simpelthen for overtroisk.

Da jeg investerede i alt 3 plakater, så var de to resterende lidt mere fredelige, men ikke destro mindre mindst lige så herlige, og det er to film, der har forfulgt mig siden min spæde barndom:

plakat2 plakat3

Og selvfølgelig er der tale om de to “Smokey And The Bandit”-film, “Det Vilde Ræs” og “Med Strømere I Bakspejlet”. To regulære klassikere i min verden, idet de står for simpelthen noget af det mest uskyldige og mest pure underholdning fra min barndom. Selvfølgelig er der mange film, som man kan kæde til sin barndom, men disse to er nogle som jeg stadigvæk kan hive frem den dag i dag, og gense med kæmpestor fornøjelse. Indrømmet, plottet – i især 2’eren er simpelthen så hovedrystende fjollet og tyndt, men underholdningsværdien og nostalgifaktoren er så høj, så man kan ikke undgå at holde af dem begge. Jeg har iøvrigt aldrig set de resterende i serien, men de er jo også uden en af mine store helte, nemlig Burt Reynolds, så det er ikke særlig attraktivt. Jeg må indrømme at det klæder Afgrunden at være indsmurt i herlige ældre biografplakater som disse, men nu har jeg til gengæld heller ikke mere plads i stuen, køkkenet, gangen og soveværelset… men ved min indgang, kan jeg dog stadigvæk hænge lidt op… og det skal selvfølgelig udnyttes!

Lige for tiden, har jeg også håndværkere i Afgrunden, hvilket lyder komisk nok i sig selv, men nej, her var simpelthen ikke klamt nok, så de har været i gang med at finde torturinstrumenter, store jern pentagramer og måske en enkelt ungmø, der skal ofres til de almægtige filmguder, så der kan komme endnu en ‘Fast and the Furious’-film…. – det sidste var selvfølgelig en fortalelse… nok er jeg et dumt og beskidt svin, men jeg er ikke ond…

Og så er der fællessang!:

Efter at have overlevet endnu et massivt søvnangreb, er jeg efterhånden ved at være i omdrejninger igen. Jeg fik dog chancen for at gense Sergio Leones mesterlige “The Good, The Bad And The Ugly”, da den blev sendt på DR2 sidste nat. Godt nok har jeg naturligvis filmen på dvd, men jeg er jo en doven skid, så jeg gider ikke rejse mig for at sætte dvden i afspilleren – så er det straks mere belejligt at den kommer i tv, dog på et ukristelig tidspunkt kl. 1.15 natten til søndag, og med en imponerende spilletid på lige knap 3 timer, så skulle man være mere end almindelig robust for ikke at falde i søvn, men filmen er jo også så god, at man ikke keder sig et øjeblik, så det gik faktisk af sig selv.

Dernæst har jeg i dag været i et særdeles romantisk hjørne. Uh… The Mallrat? er du bare en gammel romantikker, kan jeg næsten høre dem snakke om på Skræk og Rædsel, hvor min horrorinteresse blomstrer. Jovist, naturligvis er man da romantisk anlagt, så derfor var jeg i et strålende humør, da jeg satte det meget romantiske komediedrama “Sabrina” i afspilleren. Ja da, Humphrey Bogart, William Holden og ikke mindst Audrey Hepburn stråler om kap i Billy Wilders film fra 1954. Det var sågar kun Audrey Hepburns anden filmrolle, efter at hun vandt Oscaren i hendes debut-film “The Roman Holiday”. Både Bogart og William Holden er jo erfarne navne, og de er begge ret gode – men man regner ikke ligefrem med at det er Bogart der skal løbe med pigen i sidste ende.. William Holden er en gavtyv og en charmør – hvor Bogart er mere den korrekte og coole , og man føler for Audrey Hepburn i filmen. Hun var jo en ubeskrivelig skønhed, der delikat og på en nærmest prinsesseagtig tilgang fløj igennem hendes filmroller. Hun skulle blive ikoniseret igennem hendes karakter Holly Go-Lightly i filmen “Breakfast At Tiffany’s” fra 1961… En virkelig ganske fornøjelig film hvor Audrey Hepburn endnu engang brænder igennem skærmen. Og så var der jo Billy Wilder – en glimrende instruktør, der især i de mere lette film, formåede at skabe ægte Hollywood-magi – der i mine øjne lavede den bedste film med Marilyn Monroe i “Some Like It Hot”, hvor hun jo formåede at gøre den smådumme blondine til en af verdens mest eftertragtende personligheder. Sammen med Jack Lemmon og Tony Curtis er dette en ubeskrivelig god film og en lysende stjerne på den Hollywoodske filmhimmel. Jeg er nok klar over at det måske ikke er en film, der forandrer verdens gang, men den kan i stedet give os et frirum fra alverdens ubehageligheder, fordi dette er i sandhed filmmagi som kun drømmefabrikken kan give os.

Så har jeg desuden været et smut tilbage i 90’erne, idet jeg fandt min dvd frem med den danske dramaserie “Karrusel”… Grunden hertil er at jeg igennem en længere periode, er blevet mere og mere fascineret af den danske sangerinde, Tina Dickow. Åh nej, siger folk nok… hvordan kan man, når man lytter til heavy metal i den normale hverdag, være interesseret i en forholdsvis ung dansk singer-songwriter som Tina Dickow. Jo, jeg synes bare at hun er ubeskrivelig charmerende. Jeg ejer godt nok ingen af hendes cder, men jeg har da fået set hendes nyeste video på Youtube et par gange, du ved nok … den med hvor hun danser i den vilde islandske natur. Så var det at jeg kom i tanke om at hun faktisk har forsøgt sig som skuespiller. Den danske TV2-produceret dramaserie “Karrusel” var i 10 afsnit, hvor Tina Dickow, her krediteret som Tina Dickow Danielsen?? – har en bærende rolle i to af afsnittene. Tilsyneladende skal hun i begge afsnit spille en ung, lidt naiv bundjysk pige, der nu er flyttet til Hovedstaden. Her møder hun i det første afsnit, den alderende forlagsejer Peter Steen, der inviterer hende over på hendes hotel om aftenen. Han får dog en lille klump i halsen, da hun rent faktisk dukker op. Efter lidt ping pong, ender det dog med at blive en særdeles lykkelig aften for den gode Peter Steen, og dagen derpå går de efterhånden hvert til sit, men han giver hende dog en ganske pæn cigaretholder som et minde. I det næste afsnit er hun endnu engang i selskab med en ældre karl, denne gang personificeret i Michael Falch, der dog ikke er nær så charmerende, og imens de går igennem Københavns gader, fremstår som noget mere usympatisk end den gode Peter Steen. De ender på Københavns Universitet, hvor Michael Falch i læ af de nedrullede gardiner og mørket i auditoriummet er ved at forbryde sig imod hende. Han bliver dog stoppet og efterfølgende giver hun ham en syngende lussing – og hold da op hvor han fortjente det… Tina Dickow spiller rollen  som den naive Hanne med stor indlevelse, og det er næsten en skam at hun ikke fik flere roller, fordi hun gør det virkelig godt. Som taget ud af en Niels Malmros film med en skøn accent, så er hun et af de få lyspunkter i en alt for kedelig serie. Jeg orker faktisk ikke at se flere af afsnittene, fordi jeg husker dem ikke som særlig gode… dem med Tina Dickow kan man dog godt se, fordi hun er virkelig charmerende og besidder en stor karisma. Men jeg kan dog godt forstå at hun hellere vil gøre sig som sangerinde, fordi det mestrer hun virkelig også. Et virkelig godt bekendtskab må man sige.

I eftermiddag går tiden med at gense Sergio Leones fortrinelige amerikansk-italienske produktion “Once Upon A Time In The West”, som nok er min ubestridte ynglingswestern. Et fremragende cast, fortræffelig instruktion, en fabelagtig historie og vidunderlig musik gør den til en absolut vinder i min bog. Jeg har ihvertfald svært ved ikke at blive fuldstændig grebet af historien og føle mig hensagt til det vilde amerikanske vesten. Min glæde over Charles Bronson i denne unikke rolle er ubeskrivelig stor. Henry Fonda er en fantastisk skurk, og smukke Claudia Cardinale og dygtige Jason Robards er glimrende i deres roller. Jeg tror altid at jeg vil fortrække en såkaldt “spaghettiwestern” fremfor en mere strømlinet amerikansk ditto. Jeg føler at historien er en anelse mere “beskidt” og kynisk, og karakterne mere som ikoner, selvom der også er et væld af sådanne skikkelser i den amerikanske western, tænk bare på John Wayne og Gary Cooper. Jeg vil ihvertfald glæde mig til endnu et gensyn af denne utrolige western, der på dansk blev kaldt for “Vestens Hårde Halse”… fantastisk titel iøvrigt.

Efter filmen står den på fodbold – det nordjyske fodboldflagskib AaB møder de gule tabere fra Brøndby IF – der er ingen tvivl om at jeg håber at min ynglings-klub i Danmark, AaB, vinder en større sejr – selvom det nok ikke bliver noget problem, idet Brøndby IF jo kun optræder som en skygge af sit tidligere jeg. Aftenen rundes af med en omgang Sort Søndag på P6 Beat, og så er den aftenen også gået… bring on ….Monday….suk…

En af den amerikanske filmindustris store ikoner, Humphrey Bogart – men han kunne også spille romantiske roller, som f.eks. i Billy Wilders “Sabrina”…

Den charmerende sangfugl, Tina Dickow, kunne i 90’erne ses som skuespiller. Hun var et af de eneste lyspunkter i en alt for kedelig serie, som hed “Karrusel”…