Tag Archive: Action


Hold da op – hvor er det længe siden, at jeg sidst har sat mig ned og nedfældet nogle ord på dette lille bastardbarn, som kaldes for ‘Grotesk!’. Den egentlige årsag må være at jeg simpelthen ikke har haft noget konstruktivt at skrive. Jeg er stadigvæk i gang med at flytte lidt rundt i Afgrundens stue, hvor jeg nu har fået nye møbler, men stadigvæk mangler lige det sidste, før jeg er helt tilfreds. Der skal simpelthen lidt op på væggene, og jeg har en god ide til hvad som det skal være. Sådan som det er nu, så er det vel kun ca 10% som jeg mangler, og det er edderspændeneme godt! – men jeg får da også set nogle film fra tid til anden…. blandt andet er jeg med i en Horror-udfordring med at se 31 film i oktober måned frem til Halloween, og jeg har set 11 so far…

Men den egentlige film som jeg ville skrive lidt om, er såmænd den længeventede og helt igennem forrykte og fantastiske “Mad Max: Fury Road”…

furyroad

Jeg må sige at jeg virkelig godt kan lide den gamle trilogi, også “Beyond Thunderdome”, som en del ellers ikke har den store kærlighed til. De australske “Mad Max”-film er noget helt specielt, og hvem skulle have troet at der var et sidste åndepust i dem her så mange år senere. Instruktøren, George Miller, der også har lavet de tre første, er tilbage i instruktørstolen, og hans vægt på de forrygende, praktiske effekter og det hæsblæsende tempo skinner igennem. Historien er virkelig banal og set før – i bund og grund er det en simpel road movie, hvor de kører til en destination og så vender om og kører nøjagtig samme vej igen. Men action er der virkelig meget af, og man må godt nok trække vejret et par gange, før at få det hele med… med en spilletid på omkring de to timer, så kunne man måske frygte et eller to kedsommelige indfald, men det er bestemt ikke tilfældet. Jeg kedede mig ikke et sekund, og der er ingen tvivl om at det er et kvalitetsprodukt og en ægte popcornbasker på gamle maner. Tom Hardy gør det godt som Mel Gibson-klon, og Charlize Theron er så bad ass, som man kunne forvente, og det har hun jo vist før. Som jeg nævnte, så er historien set før, og skraber man lidt det overflødige fedt fra, så er det bare en stræben efter at finde frem til Paradis. Desværre er det jo ofte sådan at Jorden ikke er den samme efter en atomkrig, og som post-apokalyptisk bindeværk, så er filmen et kæmpe mirakel. Jeg tænkte også om der var en hilsen til en af de italienske kloner, “The New Barbarians” med en vis glas-rustning.

Vakler man vedrørende spørgsmålet om man vil se en dyb og tankevækkende historie, der driver af originalitet og stærkt skuespil, så skal man nok ikke kigge imod “Mad Max: Fury Road”, men hvis man alligevel gør det, så får man et massivt underholdende værk med masser af action, eksplosioner og drabelige effekter. Karakterne fungerer upåklagelig i den kontekst som de udspiller sig i. Jeg så filmen på funklende klar blu-ray. ,men dog ikke i 3D, men det ved jeg så alligevel ikke om der kunne være en fordel… faktum er dog at jeg virkelig morede mig og energien og lysten til at se den gamle trilogi og fremtidige kapitler i serien er virkelig stor… heck, jeg har sågar lyst til at se “Fury Road” igen nu!

Jeg hader det. At vandre hvileløst rundt i Afgrundens mørke kamre, og ikke kunne foretage mig noget særligt, idet min tilstand som zombie… has kicked in… jeg vil beskrive det som at være i grænselandet mellem at være vågen og at sove… en position, hvor jeg ikke altid opfatter det hele, men alligevel er for vågen til at sove, fordi når jeg lægger mig ned for at trække nogle seriøse torske i land, så ender det alligevel bare med at jeg er vågen, og ikke kan hengive mig selv til slumstrup. Men at se film er næsten noget af det værste, som jeg kan begynde på… fordi, hvis jeg sidder stille alt for meget, så bliver øjnelågene alligevel at falde i, og før jeg ved af det, så sidder jeg op og småblunder… og det kan resultere i nogle alvorlige krigsskader… og min mobiltelefon må være ved at være seriøs træt af at blive tabt på gulvet, fordi mine afskyelige hænder ikke kan holde fast i den, når jeg blunder.

Og hvad er der så af muligheder for mig en nat her til søndag den 10. maj…? – well, ikke ret meget…lige nu sidder jeg og drikker et glas kvalitets-cola og lytter til det eminente danske doom metal band, Saturnus.. der virkelig er et storslået band – episk, smukt og særdeles bedrøvet. I den seneste periode, har jeg oplevet at jeg hører meget musik, frem for at stene film…. og det er selvfølgelig lidt belastende, idet jeg elsker at se film, men sådan som jeg har det, så rumsterer zombien rundt i hovedet i mig, og det er ikke kun for at jagte friske hjerner, men derimod også en passende betegnelse for en tilstand, hvor jeg vakler rundt og ikke kan finde søvnen. Heldigvis har jeg min Afgrund… mit “Fortress Of Solitude”, hvor jeg kan passe mig selv, og der ikke er nogen, der hele kigger mig over skulderen, og råber og skriger af mig… det har jeg prøvet før, men det var så endda mest psykisk, hvilket ikke er noget som jeg efterstræber.

Men jo, jeg får da også klemt en enkelt film ned i ny og næ, og i går, satte jeg mig naturligvis godt til rette, da jeg skulle gense en af barndommens favoritter, der netop er blevet udsendt på funklende ny blu-ray med den imødesette director’s cut. Det var tale om Arnold Schwarzenegger-tonseren, “Commando”. Instrueret af manden bag “Class Of 1984”, Mark L. Lester, og med Arnold i den altdominerende helterolle. Filmens handling, der koncentrerer sig om John Matrix (Arnold), der får sin datter kidnappet, imod at han skal snigmyrde en præsident, så filmens hovedskurk kan tage dennes plads. Dette finder manden med musklerne sig selvfølgelig ikke i, og det kickstarter en sand hærgen, hvor bodycountet bare bliver højere og højere, især hen imod filmens klimaks, hvor Arnold ene mand invaderer en lille ø, skarp bevogtet med svært bevæbnet militær…

“Commando” er en fantastisk overdrevet og tilpas cheesy film. Ingen tvivl om det, og man sidder og smågriner og ryster lidt på hovedet over filmens absurde voldsforherligende tone, hvor antallet af affyrede patroner snart kan fylde en helt gårdsplads. Jeg optog filmen tilbage i 80’erne på video fra parabolen i mit barndomshjem, og selvom jeg var meget ung, så var jeg allerede fra første kig vild med filmen. Der er et eller andet særdeles herligt over alt den destruktion og hærgen, der efterlader en med et stakket åndedragt og glæde i sindet, fordi det her er hårdkogt 80’er-action, når det er allerbedst. Jeg har efterhånden ikke tal på hvor mange gange, at jeg har set filmen, men eksempelvis hvis den nu skulle være på en tv-kanal, så ser jeg den altid, fordi den er forbavsende svær at zappe væk fra. Der er virkelig tale om en betragtelig klassiker. Og selvom filmens tone er voldelig fra den ene ende til den anden, så har filmen også i begyndelsen nogle mærkelige familievenlige sekvenser, der måske skal være med til at understrege at Arnold faktisk er et menneske med følelser, og ikke kun en iskold dræbermaskine, der kun bekymrer sig om få ting i livet. Filmen afsluttende “slag” på øen er et kapitel for sig, og den massive nedskydning af intetanende militærpersonale er faktisk utrolig medrivende og naturligvis ufattelig overdrevet. Men man jubler med Arnold hele vejen, også imod det endelige opgør imod Bennet – en sær skurk med flot overskæg, accent og ringbrynje… det ser man ikke hver dag…

Well, efter sådan en omgang “Commado”; så får man faktisk lyst til et bad, og selvom foråret heroppe mod nord, har været køligt og ikke ligefrem en dans på roser, så er jeg alligevel fortrøstningsfuld med henblik på sommeren. Der skal nok komme nogle dage, hvor man kan more sig lidt. Og når de kommer, så håber jeg ikke at jeg er i zombie-mode…

Og lige lidt mørke toner til at forsøde det melankolske sind:

Jeg havde gransket det udførelige fjernsynsprogram, og støvsuget det for interessante fænomener, som mine små, uskyldige øjne kunne fastlåse sig på. Ganske vist var det muligt at se op til flere fodboldkampe direkte, men det valgte jeg at overhøre 100%. Jeg måtte have en lur ved 18-tiden, men da jeg vågnede op – var det dog til den glædelige nyhed at Brøndby IF var blevet slået ud af Pokalturneringen af upåagtet Hvidovre… nej hvor herligt, og det fejrede jeg så med et gensyn af Morten og Peter. Jo jo, man skal ikke sige at jeg ikke følger med, og ligesom det meste af Danmark og iøvrigt hele TV2, så kan jeg også godt lide de to gæve gutter… der medvirker jo også en ung pige i de første programmer, men hende er der ikke så meget fokus på… det er i den grad Morten og Peter, der stjæler showet, og så er det jo svært ikke at få smilet frem…

Smilet beholdte jeg dog fremme, fordi efter Morten og Peters togter, så smed jeg William Lustigs komediegyser “Uncle Sam” fra 1996 i afspilleren. Jeg havde faktisk aldrig set denne før, til trods for at jeg havde studeret coverartwork til filmen adskillige gange før. Hvad der mødte mig, var en særdeles sorthumoristisk zombie-slasherfilm, hvor en afdød soldat går igen, og forklædt som ‘Uncle Sam’, myrder løs på må og få. Filmen var grafisk, men dog ikke noget alvorligt. Skuespillet var ikke specielt imponerende, og historien lugter lidt af B-film, men værket var faktisk ganske underholdende. Som sagt er filmen instrueret af William Lustig (manden bag fremragende film som “Maniac” og “Maniac Cop”), og den er skrevet af en anden genre-veteran, Larry Cohen. Sammen får de faktisk skabt en form for anti-krigsfilm, hvor budskabet må siges at være at man ikke skal gå ind for krig, og slet ikke i USA. Måske er den i det hele taget tænkt som en kommentar til hele Amerikas aggressive udenrigspolitik, som har ført dem i den ene krig efter den anden. Scenerne, hvor knægten brænder sit Action Force-legetøj, er dog ikke til at bære… alt det seje legetøj, der bare går op i røg? – why!?…. anyway, filmen var et ganske sjovt kig, men heller ikke ret meget mere. Der er mere at komme efter i nogle af Lustigs andre film, og denne var desværre ikke helt gennemført nok.

Men som aftenen gik på hæld, og det blev omkring midnat, så smed jeg film nummer to i min anden afspiller, idet det var en blu-ray. Endnu engang, befandt jeg mig pludselig tilbage i midt-90’erne, for titlen var intet mindre end Steven Seagal-filmen, “Under Siege 2”, eller på dansk: “Kapring I Høj Fart”, hvilket var en efterfølger til den bedste Seagal-film som jeg har set, nemlig “Under Siege”, eller vi oversætter igen, til “Kapring På Åben Hav”. Den første film var en ganske god takeover-film, hvor et krigsskib bliver overtaget af en flok, moderne terrorister, anført af Tommy Lee Jones, som havde allieret sig med Gary Busey. Desuden medvirker baben Erika Eleniak, som jeg altid havde haft et godt øje til, navnlig, fordi jeg var en ung knægt med flere bumser i hovedet end der var taxaer i New York, men hun har altid gjort det godt for mig… og i og med at hun flashede ‘the goodies’ i filmen, så var jeg straks imponeret. Guderne skal vide at hun ikke ligefrem er verdens bedste skuespillerinde, men jeg vil altid gerne se film med hende, fordi hun faktisk gør min dag lidt bedre. Men hvis man har set hende i stinkeren “Dracula 3000”, så føles den dag alligevel noget lang, fordi hold da kæft…. det er dæleme en ringe film. Nuvel, “Kapring I Høj Fart” havde ingen Erika Eleniak, men derimod en supersej Steven Seagal og hans niece, der blev spillet af Katherine Heigl. I bund og grund er efterfølgeren også en film på samme præmisser. Denne gang er det blot et tog, der bliver overtaget af en gruppe terrorister, der, med hjælp fra en computerekspert, får kontakt til en satellit, der åbenbart har et indbygget laservåben, som der kan udradere et væsentlig areal. Heldigvis er Casey Ryback, alias Steven Seagal også ombord på toget, og banditterne må lytte godt efter den stærke mand, eftersom han insisterer på at hviske alle replikkerne ud. Well, det er jo hans stil og varemærke, så skurkene kan godt give op, når han først kommer efter dem. Der er nogle ganske rædsomme 90’er-computereffekter i filmen, og den virker en anelse billig og i den grad som en andenrangs-film. Der er ellers nogle gode skurke iblandt i form af Eric Bogosian og Everett McGill, men Morris Chestnut som den kiksede drager, der skal agere det komiske indslag, er lige en anelse for kæk. Nåh ja, men han er jo heldigvis kun sekundær, fordi filmen omhandler Steven Seagal, og hans formidable evner som kampsportsmand og trænet soldat, og dertil hørende tavelige one-liners. Filmen var sjov nok som et gensyn, idet jeg ikke havde set den siden 90’erne, hvor jeg lånte den på video. Jeg foretrækker dog nok stadigvæk den første film, fordi skurkene lige var en tand bedre end i 2’eren. Steven Seagal er desværre Steven Seagal, og hans film er sjove at se pga en lidt cheesy effekt. Han bliver aldrig min ynglings-actionhelt dog.

Men nu var klokken så langt forbi midnat, men jeg følte alligevel at jeg havde mod på endnu en film, så jeg fandt straks endnu en 90’er-actionfilm frem. Denne gang var der tale om Michael Bay’s “Bad Boys” med Will Smith, Matthew Lawrence, Tea Leoni og flere andre i en skøn rodebutik. Endnu engang er vi tilbage i midt-90’erne, og jeg må også indrømme, at jeg rent faktisk ejede denne film på et videobånd, som jeg havde købt i hedengangne Stereo Studio i Holstebro. Og man får jo lige præcis det, som man kommer efter med denne film: en buddy-film om et umage politi-makkerpar, der hele tiden skændes, men pludselig får deres sag for med et narkotikakup, flere mord og et vidne på nakken. “Bad Boys” er en ganske morsom 90’er-ting, som var en ganske stor succes. Den var således også en karrierestarter som udsprunget spillefilmsinstruktør til Michael Bay, der jo sidenhen er blevet et kæmpenavn i Hollywood. I filmens åbningssekvens og flere momenter undervejs, kan man dog mistænke Michael Bay for at kigge lidt beundrende imod en af hans kollegaer, nemlig Tony Scott, der lavede flere actionfilm tilbage i 80’erne i nogenlunde samme kaliber. Manuskriptet til “Bad Boys” er tilpas morsomt, især for de to hovedrolleindehavere, Matthew Lawrence og WIll Smith, selvom humoren godt kan blive en lille smule anstrengende til tider. Tea Leoni og Theresa Randle er det kønne sidestykke til de to betjente, og Joe Pantoliano er forrygende i rollen som politichefen, der får sine nerver sagt på nogle alvorlige prøvelser. Tchéky Karyo, den glimrende franske skuespiller, er velvalgt til hans karakter som en skurk i international klasse. Undervejs som filmen kører afsted i et ganske hæsblæsende tempo, så er det dog også ligesom at der mangler lidt substans. Altså filmen er tilpas poleret og historien er spiselig nok til at man accepterer det hele, især når der bliver smidt et par vittigheder ind her og der, men i forhold til en film som f.eks. Michael Mann’s “Heat”, så spiller den virkelig anden violin. Jeg vil medgive at filmen er vældig flot fotograferet, og den afsluttende eksplosion i lufthangaren var imponerende, men jeg savner virkelig noget… bare et eller andet, der kan retfærdiggøre at filmen kan have et prædikat som “Must-see”, fordi den kommer ikke iblandt mine ynglings-film af Michael Bay. Filmen fik iøvrigt en efterfølger i 2003, som jeg dog aldrig har set, men måske skulle man bestille den hjem til samlingen, og dog ved nærmere eftertanke så…”Bad Boys II” var ligeledes instrueret af Michael Bay, og som det ser ud nu, så er en 3’er måske i støbeskeen. Hvorvidt det er en god ide, aner jeg simpelthen ikke… men heck, der er jo nok et publikum for det…?

Der var en filmaften med tre film fra 90’erne, og jeg er blevet en smule klogere på hele 90’er-påstyret. Man skal jo huske på at jeg var ung i 90’erne, og selvom jeg overlevede et årti med elendig eurodance-musik og klynkende grunge, så vil 90’erne også blive husket på som ti år, hvor der ikke kom så mange fremragende film ud igen. På komediesiden var vi dog godt med i form af instruktører som Kevin Smith og Coen-brødrene, men hele fascinationen med f.eks. seriemordere, der blev født som følge af “Silence Of The Lambs”s kæmpesucces, så ved jeg ikke rigtig. Men der var jo et hungerende marked for det, og se bare på alle de populære politiserier, der kører på sendefladen på de forskellige stationer. Jeg må erkende at jeg ikke følger med i en eneste, men det er sikkert min fejl. Jeg er trods alt et nervøst gemyt, der hellere vil sidde med en kop gevalia og en god bog. Nå? så alligevel ikke….

William Lustigs 90'er-film, der omhandler en zombie-soldat, der går igen og myrder folk, der ikke er patriotiske nok er en ganske sjov ide, men udførelsen er helt og aldeles b-filmsagtigt... men det var et sjovt kig, og forsiden på dvd'en ser forrygende ud...!

William Lustigs 90’er-film, der omhandler en zombie-soldat, der går igen og myrder folk, der ikke er patriotiske nok er en ganske sjov ide, men udførelsen er helt og aldeles b-filmsagtigt… men det var et sjovt kig, og forsiden på dvd’en ser forrygende ud…!

Dengang tilbage i det forrige århundrede, ja sågar årtusindende, der var det skønt at være knægt. Jeg voksede op om de af de yngste i 80’erne og havde min bebumset teenageperiode i 90’erne. Men jeg nåede at opleve alt det vidunderlige og coole legetøj, der for alvor er forbundet med 80’erne…Action Force, Transformers, Masters Of The Universe og ja, Teenage Mutant Ninja (Hero) Turtles… det var i sandhed et festfyrværkeri at være en snotunge i den tid.

Jeg vil betegne mig selv som en meget stor Turtles-fan. Jeg havde alt med det i sin tid – som jeg tidligere har skrevet, så alt fra figurerne, fartøjerne, tegneserier, tegnefilm, computerspil, klistermærker og sågar spillefilm – fordi der kom tre oprindelige spillefilm i begyndelsen af 90’erne. Den første kom faktisk i 1990, og var en pæn succes. Jeg så den i biffen i Snedsted (som jeg også tidligere har skrevet om), og jeg var meget begejstret. Den var sjov, vellykket og skildpadderne fungerede faktisk i form af skuespillere i dragter og så animatroniske enheder, der kunne betjene øjnene og mundene… det var bare allertides, og man blev for alvor suget ind i Ninja-paddernes forunderlige verden. Action var der masser af, men dog aldrig noget alt for alvorligt, så selv de allermindste og bedstemor ville kunne kigge med. Der var i sandhed Turtle-mania over hele verdenen.

Selvfølgelig skal man avle videre på sådan en succes. Resultatet blev at der allerede året efter kom en 2’er. “Teenage Mutant Ninja Turtles II – The Secret Of The Ooze”… endnu engang kunne man således følge Donatello, Raphael, Michaelangelo og Leonardo i deres kamp imod uretfærdighed. Endnu engang forvildede jeg mig ind i biffen, denne gang i Thisted dog, fordi jeg måtte naturligvis også se med, når Ninja-padderne slog til med deres formidable evner indenfor kampsport. Jeg kan huske at de andre i salen hujede og piftede, da padderne viste sig første gang. Den 11-årige jeg var vild med denne 2’er, selvom den var noget mere gakket end den første, og selvom vittighederne i den grad ikke var nær så morsomme, og filmen bød på en gæsteoptræden af Vanilla Ice og hans rædselsfulde dance-musik, så gik jeg meget glad ud af biografen endnu engang.

Alle gode gange tre. I 1993 kom den tredje Turtles-film ud i biografen, og jeg var endnu engang på plads. Men jeg kan huske, at selvom jeg i bilen på vej hjem udtrykte min begejstring for filmen og allerede havde mine egne planer om at skrive og sikkert også instruere og spille med i en 4’er, så virkede 3’eren noget mere diffus. Filmen sendte de fire padder og deres reporter-veninde, April O’Neil tilbage til 1600-tallets Japan, hvilket også gav filmen navnet “Turtles In Time”. Det ville nok have være et fantastisk afsnit af tegnefilmen, men som spillefilm var den noget på retur. Der var ingen tvivl om at det var den ringeste so far.

Jeg har så tilbragt denne morgen med at gense 2’eren og 3’eren nok engang, idet jeg bestilte dem for et par uger siden. Chokerende nok har jeg sidenhen erfaret at filmene udkommer på blu-ray i UK snart i en trible-feature, men det kan være nok det samme, fordi efter gensynet, så er jeg ikke i tvivl om at jeg ikke behøver en opgradering. 2’eren og 3’eren er i den grad ikke særlige morsomme længere, når man har udviklet sig til en 33-årig voksen mand med fuldskæg. 2’eren var rimelig, men grænsesøgende stupid, og jeg måtte hovedrystende se til, imens Ninja-padderne kæmpede sig igennem fodfolket, og nåede det endelige opgør mod Rivejernet, Flænseren eller Shredder, som han hed på engelsk. Skammelig nok medvirker den dygtige skuespiller, David Warner, endda i en rolle som videnskabsmand. Inden filmen går i gang, sendes en hyldest til dukkekongen, Jim Henson, hvis selskab sikkert har haft en finger med i spillet, når det kom til at skabe filmens figurer. Og det skulle da også vise sig at kvaliteten var noget højere end i den efterfølgende 3’er. “Secret Of The Ooze” er stadigvæk filmunderholdning på det jævne, men som 11-årig var man ligeglad, og bare der var en Ninja-padde med, så tror jeg sgu at jeg kunne have set tandpasta-reklamer i 1½ time. Som sagt er der ikke meget at komme efter som voksen, men den var sjov at se igen…

Og så til 3’eren. Uha, den er dårlig, men man må da give lidt kredit for kreativ tænkning, i og med at gøre Ninja-padderne til tidsrejsende skildpadder. Men den er bare så gennemført elendig og dårlig lavet. Ninja-padderne er blevet kedeligere og billigere at se på, og stemmeskuespillet er elendig, tiltrods for at de respektive skuespillere til Michaelangelo og Leonardo er med endnu, og at 80’er-stjernen, Corey Feldman ligger stemme til Donatello. Men da man skal høre på Ninja-paddernes mester, rotten Splinter, så er det en stemmeskuespiller, der helt sikkert, prøver på at lyde som Kevin Clash, der lagde stemme til rotten i de to første film, og her falder det bare helt til jorden. Men hovsa – ind kommer Elias Koates, i et gensyn som Casey Jones, der også medvirkede i den første film, men ikke engang han kan redde filmen. Jeg var 13 år, da jeg så filmen første gang, og selvom der er enkelte gode one-liners, så må man sige at resultatet bare ikke er holdbart. Det er virkelig en stinker, og det kan jeg godt tillade mig at sige her 20 år efter, fordi jeg har trods alt været blandt de største Turtles-fan. Jeg blev meget skuffet ved dette gensyn, og så vidt jeg husker, så er det også nok kun 2. eller 3. gang at jeg ser denne 3’er. “The Secret Of The Ooze” havde jeg trods alt på video, men ikke denne 3’er. Well, det er en skam at det endte sådan – ihvertfald som det ser ud foreløbelig.

Og hvad så her i 2013? – er Ninja-padderne færdige, glemte og skyllet ud i toilettet…? – nej – på ingen måde. Faktisk blev hele legetøjet relanceret for nogle år siden, og de har også levet et godt og sundt liv i tegneserie-universet og på tegnefilm. Der kom endda et animeret eventyr i 2007 i spillefilmslængde med flere prominente navne på rollelisten. Og i 2014 er der planlagt en hel ny film, med Hollywoodgodten Megan Fox i rollen som April O’Neil. Det skal nok blive interessant, og selvom jeg ikke er verdens største Turtles-fan længere, og ikke engang har set “TMNT” fra 2007, så er det ikke utænkelig at jeg bliver nødt til at se det nyeste kapitel i fortællingen om Ninja-padderne, når den udkommer næste år. Hvorvidt det så bliver i biffen eller i hjemmet vil tiden vise, men jeg skal nok forsøge at sænke paraderne og forelske mig i Ninja-paddernes verden endnu engang. Jeg føler ihvertfald at jeg skylder dem en chance, hvilket min 11-årige jeg sikkert vil medgive mig.

For en beskeden sum på Amazon, købte jeg denne double-feature med 2 dvd'er, der viste eventyret om de skøre Ninja-skildpadder i hele to film. Resultatet var meget svingende, men i og med at alle tre film snart udkommer på funklende blu-ray til noget mere bekostelig summer, så var jeg alligevel tilfreds med dette køb. I am canceling the upgrade... jeg tror sagtens at jeg kan klare mig med dvd-udgaven, fordi det er virkelig ikke Ingmar Bergman det her... men sjovt nok for et gammelt vrøvlehoved som undertegnet...

For en beskeden sum på Amazon, købte jeg denne double-feature med 2 dvd’er, der viste eventyret om de skøre Ninja-skildpadder i hele to film. Resultatet var meget svingende, men i og med at alle tre film snart udkommer på funklende blu-ray til noget mere bekostelig summer, så var jeg alligevel tilfreds med dette køb. I am canceling the upgrade… jeg tror sagtens at jeg kan klare mig med dvd-udgaven, fordi det er virkelig ikke Ingmar Bergman det her… men sjovt nok for et gammelt vrøvlehoved som undertegnet…

Det er såmænd ingen spøg. Den alderende action superstar og tidligere politikker, Arnold Schwarzenegger, fylder såmænd år i dag, den 30. juli. Muskelbundet bliver ikke mindre end 66 år gammel. Utroligt, men han har jo også været i gang i mange år, og op igennem 80'erne og 90'erne var han vel verdens største action superstar... Stort tillykke til Arnie...!

Det er såmænd ingen spøg. Den alderende action superstar og tidligere politikker, Arnold Schwarzenegger, fylder såmænd år i dag, den 30. juli. Muskelbundet bliver ikke mindre end 66 år gammel. Utroligt, men han har jo også været i gang i mange år, og op igennem 80’erne og 90’erne var han vel verdens største action superstar… Stort tillykke til Arnie…!

En umiddelbar filmografi er jo ganske imponerende. Lige fra Conan til “The Terminator”, og væsentlige roller i film som “Total Recall”, “Commando”, “Predator”, “The Last Action Hero”…og mange flere. Desværre kom der i 90’erne også en tendens til at give Arnold flere bløde roller… skrækeksemplerne som “Kindergarden Cop” og “Junior” må siges at være langt under hans potentiale, og i de film blev hans ry alvorlig svækket. Jeg ved ikke om det var for at vinde det kvindelige publikum eller for at gøre klar til en karriere i politik, men faktum er at det er nogle skidedårlige film. Arnold Schwarzenegger er iøvrigt personlig god ven med det danske pendant, Sven Ole Thorsen, der stadigvæk bor i Staterne, og også medvirker i flere film, dog typisk mindre roller end frontløberen Arnie. De spillede første gang sammen i “Conan – The Barbarian”, som er en glimrende film, og hvor Sven Ole Thorsen ikke havde en eneste replik… men det blev dog til en imponerende dødsrallen. Well – i 2013 er Arnold tilbage, og efter roller i “The Expendables” 1 og 2, og “The Last Stand”, så er det godt at se den gamle svinger med den tykke accent igen. Godt at han er tilbage, hvor han hører hjemme!

“I am back!”

Urgh – endnu engang må jeg berede mig på at skrive et indlæg i alarmerende solskin. Jeg sidder i en lille gang i min lejlighed, og forsøger at nedfælde nogle enkelte ord om mine seneste filmkiggeri, men jeg må nok sige at den skide sol er ved at udvikle sig til mine ærkenemesis. Tidligere har jeg haft mange opgør med den sønderrivende lyskilde, og man skal jo nærmest gå med en faktor 5000 fedtet ind i sin spæde krop hele dagen lang… om jeg fatter tåberne, der smider sig på stranden i et forsøg på at at få en kulør. Jeg er stuebleg så det basker, men selv mine arme er ved at få noget farve… hvad kan det indikere? – jeg må straks lukke ned for samtlige aktiviteter og faktisk gå i seng… men for fanden da – det er der jo heller ingen der har lyst til – at høre på sådan et snorketræ klokken tre om eftermiddagen?

Well, jeg har faktisk set nogle film, men jeg tror kun at jeg vil omtale en enkelt af dem…nemlig Arnold Schwarzeneggers tilbagevenden til film som hovedrolleindehaver i den ambitiøse og stilfulde “The Last Stand”. Foruden Arnold, så kan man også møde folk som Forrest Whitaker, Johnny Knoxville, Peter Stormare, Eduardo Noriega, Luis Guzmán og Jaimie Alexander. Et ganske imponerende cast med nogle gode navne. Instruktøren er iøvrigt sydkoreanske Kim Jee-Woon, der har lavet virkelig fine film tidligere, såsom “The Tale Of Two Sisters”, “I Saw The Devil” og “The Good, The Bad And The Weird”… ganske imponerende…

Nu glæder imidlertid en moderne amerikansk western – uden heste iøvrigt, men med hurtige biler i stedet for. Filmens præmis er ganske simpel. Den frygtede og berygtede narkochef, Gabriel Cortez, undslipper loven og har sat kursen mod den mexikanske grænse. Forud venter sheriffen i den lille by Sommerton, Ray Owens (Arnold), og han har æren på sin side, og selvom der er et massiv udbud af håndlangere for Cortez, så tager sheriffen og en lille skare kampen op, og der er virkelig tale om “The Last Stand”.

Nuvel – forvent ingen timelange diskussioner om Psykoterapi og økonomiske modeller. Der er ingen Oscarvindende skuespilspræstation, selvom engang Oscarvinder Forrest Whitaker trods alt medvirker. Filmen er et langt studie i hvordan man kan skabe mest mulig action – og man har på fornemmeren at der virkelig er blevet skrabet i budgettet, fordi filmen ser ganske flot ud og actionsekvenserne er imponerende. Men til gengæld er de også næsten lige ud af landevejen, og den famøse superbil som Cortez drøner rundt i, lugter for meget af “The Fast And The Furious”-serien. Underholdningsværdien er dog ret høj, men jeg savner lidt et bedre skrevet manuskript – jovist der er nogle onelinere, men langt fra nok – jeg havde forventet det helt store humoristiske actionbrag med tungen lige i munden og de varme patroner væltende ud på gaden. Ja, jeg ved godt at man umuligt kan holde tempoet oppe hele tiden, men jeg synes at der var momentvis situationer hvor den blev lidt småkedelig. Det er især gældende i filmens første halvdel – fordi når skurkerne går amok i den lille by og skudduellerne begynder … så er der virkelig gang i den. Men endnu engang hen mod slutningen fedtes der for “The Fast And The Furious”-publikummet, der unægtelig har stået først i kø for at se denne nye produktion. Det er virkelig en drengerøvsfilm med stort D. Arnold gør det ganske godt – men han er også blevet ældre, og som han selv udtrykker det i en scene, så føler han sig “Old”. Peter Stormare er herlig slesk i sin rolle – som sædvanlig bør man næsten sige … (jeg havde iøvrigt lige genset ham som den faldende engel, Lucifer, i DC Comics-filmatiseringen af Hellblazer-tegneserierne, “Constantine” – der var han også herlig modbydelig…) …Folk bliver dog skudt i sænk på rimelig voldsom maner, og der er flere scener, hvor det ser noget væmmeligt ud, men som erklæret actionfan og drengerøv-aspirant, så er man helt med på det, fordi det er netop sådan som det skal være. Der er en del der har sammenlignet filmen med en typisk 80’er-actionfilm, og det kan jeg godt medgive. 80’erne var jo et underholdende årti, hvor videovolden eksploderede, i takt med de mange billige actionfilm, der kom ud på det hungerende videomarked. Der kunne “The Last Stand” sagtens have sin plads.

Jeg så iøvrigt filmen på en ganske film engelsk Blu-ray-udgivelse, hvor der var en smule ekstramateriale med, der virker en anelse overfladisk. Men der går jo lidt tid før filmen udkommer i Danmark, og da jeg var rimelig spændt på resultatet, så måtte jeg selvfølgelig hoste op og bestille dyret igennem Amazon.

Jeg er iøvrigt ved at arrangere mine Blu-ray-titler, så de står lidt bedre, og jeg har overvejet at skrive et indlæg om mine Steelbook-udgivelser. Jeg er stor fan af Steelbook-indpakningen og såmænd også Digibook-udgivelserne. Jeg kan godt lide når der er gjort lidt ekstra ud af det hele, og det pynter også gevaldigt på hylden. Arrow Video udsende snart en ny række Steelbooks på Blu-ray, og desværre missede jeg “Zombie Flesh Eaters”, men den erhvervede jeg mig så på en standard Blu-ray fra Arrow. Den udkom lige i en tid, hvor jeg ikke havde finanserne til den, og når det er limited, så udgår den jo af sortimentet på et tidspunkt…(!) – damn…

Well, afslutningsvis kan vel siges om “The Last Stand”, at det var en ganske underholdende affære, men jeg havde håbet på et lidt sjovere manuskript, så forvent ikke en latterorkan, men nu kan det jo også være at det er fordi at jeg er blevet noget svær at tilfredsstille med sådanne småhumoristiske og spøjse indslag. Jeg er helt sikker på at størstedelen, der ser denne film, vil synes at den er voldsom underholdende og “herre griner” – som de unge nok vil sige. Jeg sætter mig langsomt tilbage i lænestolen… finder en god pibe tobak og et glas Sherry, og forholder mig ganske rolig, når filmen løber over skærmen. “Landet for Drengerøve” er netop åbnet!

Den amerikanske/sydkoreanske actionfilm med Arnold Schwarzenegger er et ganske godt bekendtskab. Der er både drabelige skuddueller og vilde biljagter, endda med en helikopter involveret... og man kunne næsten tro at filmen var fra 1986, men det er den jo ikke...Og Arnold er blevet gammel, men det er stadigvæk sjovt at se en mand med så tyk en accent spille ærke-amerikaner... Good Stuff...

Den amerikanske/sydkoreanske actionfilm med Arnold Schwarzenegger er et ganske godt bekendtskab. Der er både drabelige skuddueller og vilde biljagter, endda med en helikopter involveret… og man kunne næsten tro at filmen var fra 1986, men det er den jo ikke…Og Arnold er blevet gammel, men det er stadigvæk sjovt at se en mand med så tyk en accent spille ærke-amerikaner… Good Stuff…

Jeg bestilte for et par uger siden den nye engelske Blu-ray-udgivelse af Mark Goldblatt’s 80’er-version af historien om Frank Castle alias The Punisher, og da jeg ikke havde set filmen i mange år, så var jeg spændt på et gensyn, og filmen skuffede bestemt ikke.

“The Punisher” er således en lige ud af landevejen-film, når det kommer til hårdkogt action, som vi kender det fra alle de store 80’er-film. Den blev udsendt i 1989 – samme år som Tim Burtons stort opsatte “Batman”, og jeg tvivler på at den har klaret sig lige så godt som fortællingen om den maskerende hævner. Well, Frank Castle – eller “Strafferen”, som jeg mener at han hed, oprindelig, i de danske tegneserier – har selvfølgelig også sit kors at bære på, men det berøres ikke særlig dybt i filmen. Således får vi ikke en lang forklaring på hvorfor han blev “Strafferen”, men derimod et kort flashback af en bil, der eksploderer – tilsyneladende med hans familie ombord. Indrømmet, jeg har ikke læst særlig mange tegneserier om The Punisher – det var mest, når han mødte Edderkoppen, at jeg tjekkede ham lidt ud – men jeg kender selvfølgelig karakteren, som faktisk er ret stereotyp – tænk ensom hævner i kamp med den kriminelle underverden – læg desuden til at han er en eks-politibetjent, og dertil at han kan lide at køre rundt på en stor motorcykel i kloakken.

Men filmen er faktisk ganske voldelig. Heldigvis da – jeg så lige at Stan Lee, as always, var producent på filmen, men hvis han havde en cameo, som han jo har for vane at have i diverse Marvel-film, så missede jeg det… men okay, den godmodige Stan Lee passer heller ikke ind i en kynisk 80’er-actionfilm med store eksplosioner og mange dræbte. Dolph Lundgren, den store svensker, har derimod både fysikken og udseendet til at være med her. Tillæg nogle daggamle skægstubbe, farvet sort hår og en garderobe, kun bestående af sort tøj, og så har vi The Punisher anno 1989. Det er ihvertfald et ganske fornøjeligt selskab som Dolph uddeler øretæver til. Med på hans side er altid herlige Louis Gossett Jr., og mod ham ser vi den hollandske skuespiller Jeroen Krabbé, der vel altid, har været sådan en reserve-Rutger Hauer i Hollywood. Jeg var godt tilfreds med rollebesætningen – også selvom Dolph Lundgren trækker det meste af læsset – men det kan han jo også sagtens, sådan en stor muskelmand som ham.

Filmens tone er overværende dyster, og typisk filmet om natten, hvor “Strafferen” åbenbart er mest ude for at lege, men det hele opvejes også af en stemning, der må betegnes som ret klassisk. Skurkene er tilpas væmmelige, især den kvindelige Yakuza-leder, Lady Tanaka (Kim Miyori) fører virkelig an i kampen om den mest vamle slyngel i filmen. Jeg var dog ikke så overbevidst om Jeroen Krabbé, der er castet som en italiensk chef for et omfattende forbrydersyndikat – jeg synes ikke rigtig at han formåede at spille sig op til sit bedste. “The Punisher” er nok også en anelse for nem at hitte ud af – og vi ved næsten alle hvordan slutningen vil blive, når man kommer halvvejs i filmen, skammelig nok – men det er “The Punisher” dog ikke alene om. Actionsekvenserne er rå og ligepå, men dog ikke grafiske…

Hvis man sammenligner den med den nye “The Punisher”, hvor Thomas Jane spillede rollen som Frank Castle, så er jeg lidt i vildrede – jeg har ikke set den nye “The Punisher” fra 2004 til slut, men jeg kan huske noget om at jeg synes ikke at Thomas Jane havde samme karisma som Dolph Lundgren, der jo grynter replikkerne ud, med et tilfredsstillende suk bagefter. I den nye får man dog trøjen med dødningehovedet at se – noget som der blev helt undladt i 1989-udgaven.

“The Punisher” er en okay actionfilm, hvis man ikke forventer for meget. Historien er banal og ligetil, og man må jo bare sige at det er fornøjelig at se en god, gammeldags actionfilm. Den ligger sig i den mere dystre ende af Marvel-heltenes farveskala, hvor de mere kulørte typer jo typiske regerer, men heldigvis er der også plads til en skikkelse som “Strafferen”.

Og åh nej – jeg indrømmer blankt at jeg faldt for fristelsen og bestilte “American Pie: Reunion” på Blu-ray også. Det er noget skammelig noget, og jeg er bestemt ikke stolt af det. Jeg kan huske den allerførste “American Pie”-film fra 1999, hvor rollebesætningen var unge, vilde og talentfulde – i dag ser det lidt anerledes ud, og det er vel næsten kun Alyson Hannigan, som vi ser noget til i form af hendes optræden i den populære sitcom “How I Meet Your Mother”, som også kan ses på TV3+. Den første “American Pie”-film – i ved, den hvor Jim (Jason Biggs) korpolerer en varm, æbletærte er jo forlængst historie, og den har affødt adskillige efterfølgere. I denne nyeste film, er vi offer for massiv infantil humor lagt på især de mandlige, voksne karakterer. Jeg ved ikke rigtig om jeg synes at det fungerer hele vejen igennem. Der er da enkelte morsomme øjeblikke, og jeg småklukkede undervejs – men den store latter udeblev.

Selvfølgelig kan jeg godt se ideen med at lave en ny “American Pie” med det gamle cast – især nu hvor de ikke ligefrem vælter sig i arbejde, og flere af dem jeg havde allerede lykkelig glemt, som f.eks. pretty boy Chris Klein. Det er også bemærkelsesværdig at filmen er produceret af Seann William Scott, der jo nok er det mest morsomme element i filmen, i form af den barnlige og perverse Stifler, og så Jason Biggs, der virkelig er blevet voksen, og knap nok ligner den gamle Jim fra de første film, men når han snakker, så er han total i rollen, og virker faktisk som en god gammel ven som man kendte fra sin tid i gymnasiet. Der er rent faktisk et gensyn med mange af de gamle karakterer, inklusiv Shannon Elizabeth, der kort viser sig som udvekslingsstudinen, Nadia…men dog beholder tøjet på.

Jeg må nok erkende at tiden er lidt løbet fra dette gamle hold. Skuespillerne gør det godt i rollerne, som gjorde dem så kendte for en periode i deres karriere, men humoren virker som noget der er skrabet af væggen hos manuskriptforfatteren til “The Hangover”-serien, der jo også gør sig i grænseoverskridende humor -og man kan måske også drage en sammenligning med high school-komedien, “Superbad”, også selvom skuespillerne i denne film er noget ældre nu. Det er vitterlig en skam, men jeg kan godt se ideen med at følge 4-5 unge mænd, der nu er i begyndelsen af 30’erne, men som stadigvæk kan længes efter de gode, gamle, uforpligtende high school-dage. Jeg må da også indrømme, at jeg også godt kan tænke tilbage på min tid hvor jeg var sidst i mine teenage-år, og bare var ung og dum, og kun tænkte på at drikke mig fuld.  I dag er jeg bare dum, men jeg fornemmer også ligesom at jeg ikke orker at gøre det om. Hvis jeg en dag kommer forbi en Delorean, der holder klar og venter på at blive kørt op på 88 miles pr. hour, så ved jeg dog ikke om jeg ville indstille tidsmaskinen til 1999. Jason Biggs, Chris Klein, Seann William Scott og resten af banden håbede garanteret at dette comeback til karakterne fra den første “American Pie” ville kickstarte deres karrierer – jeg er ikke helt overbevidst. Sluttelig må jeg dog lige give en hilsen til Eugene Levy – Jims meget upassende far, der altid kommer ind i værelset, på det forkerte tidspunkt – han er faktisk ret morsom, også selvom han på et tidspunkt skal spille fuldemandskomedie..

Nå, det var vist dagens mest pinlige indrømmelse – men okay, fans af “American Pie” vil nok ikke blive skuffet, især når jeg ser amerikanske stand-up-komikere stå på scenen og ævle løs, imens den ene publikumer efter den anden, brækker sig af grin. Jeg fatter ikke altid amerikansk humor – de griner af nogle ting, som jeg ikke altid synes at der er særlig sjovt, men sådan er det nok at bo i provinsen i lille Danmark, og stadigvæk holder sig fast i rendyrket 80’er heavy metal…

Mark Goldblatts 1989-udgave af Marvel Comics mørke retfærdighedskæmper er bastant, voldsom og dræbende forudsigelig, men det er en god gammeldags actionfilm, som vi elsker at se... og Dolph Lundgren er god, uden at forfalde til alt for mange oneliners...

Mark Goldblatts 1989-udgave af Marvel Comics mørke retfærdighedskæmper er bastant, voldsom og dræbende forudsigelig, men det er en god gammeldags actionfilm, som vi elsker at se… og Dolph Lundgren er god, uden at forfalde til alt for mange oneliners…

“G.I. Joe – Real American Hero….!”

Ja, jeg var også et barn af 80’erne, og jeg har bestemt også haft mange fornøjelige timers underholdning med de, ret heftige, amerikanske legetøjsfigurer, der herhjemme blev kendt under navnet “Action Force”… og det var faktisk en større satsning. Jeg har leget med “Action Force”-legetøj, set tegnefilm og læst tegneserier med de navnkyndige helte og deres kamp imod den internationale terroristorganisation, der kaldtes for “Cobra”… Jeg var mega-fan, og hooked på det hele fra starten. Husk på at det var en tid inden Internet, mange tv-kanaler, mobiltelefoner og Ipads… verden har godt nok forandret sig, og i dag er ungdommen en helt anden størrelse. Jeg kan huske da vi legede “soldatere og røvere” kun ved hjælp af vores ene hånd, som vi formede som et primitivt våben, og fremstammede lyde, der på en god dag, kunne minde som skudsavler fra en pistol.

Nej, så er verden et andet sted nu…jeg ved ikke om den er bedre eller værre… jeg må indrømme at jeg havde det godt som møgunge i 80’erne og starten af 90’erne, også selvom mine forældre ikke altid havde så mange penge, så manglede jeg aldrig noget, og når man bor i en lille flække i Nordvestjylland, så var de lange rejser til Aalborg for at gå på opdagelse i hedegangene Superleg en mageløs oplevelse. Her kunne man få en masse herlige sager, som aldrig ville se dagens lys i Thisted…stedet var simpelthen en sand guldgrube for en smånervøs, nørdet særling som undertegnet, og jeg husker juleaftenerne som det helt store sus, hvor man kunne pakke den anden store, kvadratformet pakke ud efter den anden – her var der aldrig nogle bløde pakker – og gudskelov for det!… og jeg har flere gange oplevet at skulle pakke op for noget nyt, mundvandfremkaldende stuff fra “Action Force”-universet, og jeg må sige at jeg mindes det med glæde.

Nuvel, i filmens verden var “Action Force” eller “G.I. Joe” meget populær som tegnefilm i 80’erne, og jeg har set mange afsnit, enten på et gammelt slidt videobånd eller på en af parabolkanalerne, eller hvis jeg var meget heldig, så havde min morbror optaget nogle afsnit til mig via de kanaler som han havde på parabolen, og som vi ikke kunne tage af en eller anden grund. Der skulle dog gå mange år før vi fik en regulær spillefilm om den amerikanske supergruppe af soldater. Først i 2009, så filmen “G.I. Joe: The Rise Of Cobra” dagens lys. Jeg mistænker den umiddelbare populære succes af en anden 80’er-franchise, nemlig “Transformers”, der indtil videre har resulteret i tre virkelig populære spillefilm med menneske-skuespillere (der kom nemlig en tegnefilm af spillefilmslængde tilbage i 80’erne)…

Den første “G. I. Joe”-film var momentvis underholdende. Selvfølgelig var det en fryd at se så mange karakterer og køretøjer fra universet, og jeg er bestemt glad for filmen, selvom historien måske ikke var den bedste, så passede den ret godt som et første kapitel, hvor vi fik introduceret de fleste karakterer. Af en eller anden grund, så har jeg altid været mere fascineret af den utrolige high-tec forbryderbande “Cobra”, der synes at have væsentlige resurser i deres bestræbelser på at overtage verdensherdømmet. Derfor var jeg også fornøjet over at filmen mere eller mindre var dedikeret til “Cobra”. Og heldigvis spillede min ynglings-karakter fra universet, den hvide superninja Storm Shadow også en væsentlig rolle i filmen. Jeg må erkende at jeg ser frem til flere blodsudgydelser fra denne fremragende kampkunstner i efterfølgeren til den første film.

Fordi det er nemlig sådan at jeg har bestilt billet til at skulle i en nærliggende biograf for at se andet opus i fortællingen om kampen mellem de amerikanske helte og syndikatet “Cobra”. Min alderende far, der gerne vil se en god actionfilm, især hvis der er nogle biljagter, skal ledsage mig på denne onsdag aften, hvor vi tager de tilduggede 3D-briller på, og fordybder os i alverdens krydsild og computergenerede eksplosioner. Efterfølgeren har fået undertitlen: “Retaliation”, eller på dansk: “Gengældelsen”, så jeg regner med at der er nogle supersoldater, der skal sparke noget “Cobra”-røv i stor stil. Heldigvis ser det ud til at Storm Shadow endnu engang medvirker, og det er til massiv fryd for undertegnet. Og på rollelisten findes en del navnkyndige actionfolk, blandt andre The Rock (Dwayne Johnson), Ray Park, Channing Tatum, Ray Stevenson og ikke mindst Bruce Willis, der bliver promoveret en del i traileren og diverse reklamer op til filmen. Jeg ved ikke rigtig med den gode Bruce Willis – jeg er efterhånden nået til et punkt, hvor jeg er mættet af hans ret simple form for action-skuespil – jovist, han kan håndtere en skyder, men afleveringen af replikker, lyder ofte som noget som John McClane ville sige. Nå, nu skal jeg dog ikke være en gammel, sur skiderik – Bruce Willis er jo en 80’er-superactionhelt, der stadigvæk kan lidt af hvert her 20+ år efter, og hvor Arnold Schwarzenegger er blevet gammel og Slyvester Stallone satser på andre filmområder, så må man nok regne med at Bruce Willis er en af de få, som man altid kan regne med, og selvom min kritik af hans skuespil før, måske tager overhånd. Det skal ihvertfald blive spændende at se om han kan levere varen i rollen som General Joe Colton, der umiddelbart ikke er en karakter som jeg kan huske fra de dage, hvor jeg nærlæste alle tegneserierne i “Action Force”-universet.

Anyway, i aften er jeg sikkert mere klogere på om det var en god ide at lave en opfølger til et værk, der rummede stor sentimentalværdi og nostalgi for mit vedkommende, men rent faktisk var en actionfilm på det jævne. Der ser ihvertfald ud til at være smæk på spareskillingen, så jeg forventer ingen lange, dvælende, kameraindstillinger, der fanger en fugleflok der flyver væk i en solopgang, til noget søvndyssende musik, fremført på Pan Pipe – jo jo, Tarantino er glad for George Zamphir, men det er jeg ikke!…

Herlig nostalgisk omslag til en "Action Force"-tegneserie fra år tilbage. Jeg var en ivrig læser af serien og storforbruger af legetøjet, så jeg må erkende at jeg ser frem til at bevæge mig ind i biografens muld og mørke for at se 2'eren... forhåbentlig bliver jeg ikke skuffet!?

Herlig nostalgisk omslag til en “Action Force”-tegneserie fra år tilbage. Jeg var en ivrig læser af serien og storforbruger af legetøjet, så jeg må erkende at jeg ser frem til at bevæge mig ind i biografens muld og mørke for at se 2’eren… forhåbentlig bliver jeg ikke skuffet!?

Og så sænker vi slagskibe…

Ja da. Jeg har netop set Peter Bergs total overdrevne alien invasion-film, “Battleship”, og var ganske godt underholdt, men jeg kom også til at tænke på at man nok skulle være i et specielt humør for rigtig at kunne nyde denne film. Heldigvis var jeg i sådan et humør her i nat, så jeg synes ikke at den var forfærdlig ringe, som man måske kunne have troet. Men nu er jeg også nem at underholde nogle gange, så det er sgu nok mig som det er helt galt med.

Filmens meget enkle præmis er at vi har den her flådeoperations-øvelse, hvor vi støder på to brødre. Den ene er en højtrangeret officer med eget skib, hvorimod den anden er en total rod. Selvfølgelig skal vi holde med roden. De er begge på denne her øvelse, hvor man pludselig står over for fremmed liv fra en anden planet, og de er bestemt ikke venligsindet – selvfølgelig ikke, glem alt om “E. T.” og “Close Encounters Of The Third Kind” – det her er universelle bad guys… eller er de? fordi før man ved af det, så har amerikanere selvfølgelig affyret deres første skud (hvem har også hørt om en diplomatisk løsning?). Anyway, filmen fortsætter i det uendelige  med en masse ildkampe på havoverfladen, og man sidder egentlig og jubler ganske godt med. Således får amerikanere også støtte af japanerne (for en gang skyld… no more Pearl Harbor-feelings?). Dertil kommer også en kærlighedshistorie, fordi vores rod er naturligvis forelsket i en datter af en admiral, der ikke har meget til overs for vor helt, og faktisk har lovet at han bliver smidt ud af flåden, så snart at de vender hjem. Det sker dog ikke! overraskende nok… Men kærlighedshistorien er tilpas subtil nok til at man faktisk accepterer den, og det er også med til at gøre historien lidt mere menneskelig, end hvis det blot var toptrænet soldater, der kun tænker på at jorde deres fjende til deres sidste åndedrag.

Så en af de store virkninger ved denne film, er selvfølgelig den gennemgående patriotisme, der gennemsyder hele denne film. Hvis vi ikke havde haft den fornævnte kærlighedshistorie, så kunne man jo tro at man her havde præsteret et produkt, der skulle hylde militærets formåen og kunnen. Det bliver ærlig talt en smule anstrengende, idet jeg ikke, personlig, har nogen intention om at drage afsted i krig, så fremstår jeg måske som et lidt ynkeligt eksempel på en rigtig mand, men jeg tror bare ikke altid at krigshandlinger løser noget. Er nok inkarneret pacifist. Filmens absolut værste eksempel på at man åbenbart skal være rede til at slås, kommer i den stakkels soldat, der har mistet begge ben i en krig. Ham følger vi også, i selskab med vor helts kæreste iøvrigt, og han fremstår, helt igennem, som en true amerikansk helt. Det er kvalmende så meget han vil gøre for sit land  og han går fra at være et gammelt nedslidt brokkehoved til en ægte helt, der dog også bliver dekoreret for sit mod mod filmens slut. Jeg ved stadigvæk ikke rigtig hvad han skal gøre for historie, andet end at tilføje en smule kulør. Fordi kulør er der masser af, og et andet eksempel på dette, er da vor stakkels, stakkels helts’ destroyer-krigsskib bliver smadret, men derimod pludselig finder lys i mørket, idet han ser det flydende museum, U. S. S. Missouri, der er hen imod 70 år gammel og forlængst på pension. Men hvem pokker i den moderne amerikanske hær, kan finde ud af at bemande sådan en museumgenstand…Frygt ikke! for inden længe strømmer det frem med ældre amerikanske krigshelte, der også forlængst er gået på pension. De gamle knage har dog mod på en sidste mission – således starter de det enorme slagskib op og drager mod fjenden. Her er det også ligefør at kvalmen sætter ind, fordi det synes jeg at der er utrolig, ja nærmest ufattelig, at man bringer veteranerne ind i filmen på den måde – men igen, det er vel for netop at hylde militæret, og sige at er man en gang indlemmet i det amerikanske forsvar, så giver man aldrig op og man er villig til at hjælpe sine “brødre” hvert eneste gang, hvis det er muligt. Jeg har tidligere hørt om at det amerikanske forsvar har postet penge i store Hollywood-produktioner for at promovere hæren – jeg har lidt mistanke om det samme med “Battleship”, selvom det erklæres at den er baseret på det populære “Sænke slagsskibe”-brætspil.  En film som man umiddelbart kan referere til, er en anden Hasbro-produceret serie, der efterhånden er blevet til en trilogi, nemlig “Transformers”-filmene. Transformers var et meget anerkendt stykke legetøj, da jeg var knægt, og filmene holder da også meget godt, og jeg synes også at de er en tand bedre end “Battleship”. Men Peter Berg, der har instrueret “Battleship”, er garanteret fan af både “Transformers” og denne series instruktør, Michael Bay, fordi der er mange lighedspunkter mellem de to. Jeg har aldrig været den største Michael Bay-tilhænger, og Peter Berg er i fare for at falde i den kategori, men deres film skal nok finde et publikum, fordi det er i sandhed nogle gedigne popcorn-gnaskere de præsterer.

Filmens skuespillere er, vel som man kan forvente, en smule anonyme, og der er ingen tvivl om at de er sekundære i forhold til det massive actionudbud som “Battleship” endnu en gang er. Jeg spottede dog Tadanobu Asano som den japanske kaptajn Nagata. Ham har jeg tidligere set i blandt andet Miikes’ blodsorgie “Ichi – The Killer” og ved siden af Takeshi Kitano i “Zatoichi”. Således medvirker også den mørke sangfugl, Rihanna, og hun er en gennemført bad ass kvinde i denne film – noget som man nok kunne tro om hende i virkeligheden også… hun er dog ingen, skal vi sige…Michelle Rodriquez foreksempel, og jeg ved ikke rigtig hvad hun rigtig skal i denne film, andet end at promovere sig selv lidt, som det ganske typisk er hvad popstjerner i filmroller gør. Bemærk også Taylor Kitsch som vor helt, Alexander Skarsgård som hans bror og Liam Neeson som den alderende admiral. Et ganske godt cast faktisk, men stadigvæk en smule reserveret også.

Soundtracket skal også lige have et par ord med på vejen, fordi det var faktisk ganske godt. Komponeret af Steve Jablonsky, der også har lavet mindst et “Transformers”-soundtrack, så vidt jeg altså lige husker. Det er ret gennemført, meget heroisk og meget militant, og man fornemmer at Jablonsky er god til disse type soundtracks. Ihvertfald et score, som jeg overvejer at anskaffe mig på cd.

Jeg må jo nok erkende at “Battleship” er en underholdende sag, men jeg ved ikke rigtig hvor god den er, når først actiontågen letter, og man ser de sørgelige rester, der er tilbage. Jeg kan vel nok godt anbefale den som en god ide til en fredag aften med et overflod af popcorn og cola, i selskab med nogle af sine nærmeste, fordi det er en solid film, selvom historien er lidt letkøbt og en anelse overdreven i det militante heroisering. Jeg siger dog bare “Duck and cover” til en fremtidig alien invasion-styrke.

Der er masser af eksplosioner og gigantiske ildkampe imod en fjendtlig invasionstyrke fra det ydre rum. Peter Berg har instrueret, og man sidder og jubler nogenlunde med, godt bevæbnet med popcorn og cola….