Tag Archive: Arnold Schwarzenegger


Ohøj. Ja, hold da op – kommer der allerede en opdatering fra det mørke kammer, hvor krybene lever og man hele tiden skal tale lavt og sagte, så man ikke vækker de sovende nattedyr, der har gemt sig i Afgrunden af angst for solens stråler. Javist, jeg sad og kiggede lidt, og havde faktisk ikke ret meget at give mig til, så jeg tænkte! – hvorfor ikke komme med et indlæg på bloggen, der jo altid hunger efter nyt – det er lidt ligesom det store hul med fangarme og tænder, som Han Solo, Luke og Chewie skal smides i i “Return Of The Jedi”… okay okay, måske overdriver jeg lidt… det hul er ikke stort … men det er AFGRUNDEN! …

Ja, jeg tilbringer jo dagen med at sidde i min elskede Afgrund. Jeg dedikerede dagens overskrift til Afgrunden, fordi det i sandhed er blevet mit et og alt. Det absolutte safe-space, og desuden gemmested for uhumske tanker og elskovrede for alverdens filmtitler … nogle gange har jeg mistanke om at mine film formerer sig om natten, fordi når jeg endelig slår øjnene op, så kan jeg finde nogle dvd’er som jeg slet ikke anede at jeg havde købt? – Imagine that…. the terror! – well, jeg får da set lidt film for tiden, og i går så jeg denne:

journey

Der er tale om endnu et værk af den fremragende Makoto Shinkai. Herhjemme er en mand som Hayao Miyazaki blevet fantastisk populær, og de fleste af hans film er efterhånden til at få fat i, endda med dansk tale og tekst… og det er så glædelig, fordi det er noget virkelig enestående anime. “Min Nabo Totoro” er så vidunderlig, herlig og perfekt, at man ikke kan andet end holde af den, og som jeg plejer at sige… så er der ikke en eneste ond tanke i filmen. Musikken af Joe Hisaishi er også mesterlig. Men for at sammenligne lidt med Makoto Shinkai, så vil jeg sige at disse film mere er til den følsomme teenager, eller måske generte voksen. Der er ingen tvivl om at der er en kæmpe forskel i den danske og den japanske mentalitet, og nogle vil sikkert kalde hans film for… ja, lidt sukkersøde? – well, det kan også godt retfærdiggøres, men filmene er også smukke og stemningsfulde. Alene animationen er top-notch, og ofte er musikken en god ledsager på den rejse, som Makoto Shinkai nu har planlagt for os. Selvfølgelig er der også langt fra denne film til en film som “Akira”, som jeg vil betegne som en af mine alltime yndlings-anime. “Akira” er voldelig og overdreven, men selvom “Journey To Agartha” også er en anelse være voksen end de andre værker som jeg har set, så vil jeg sige at det klæder faktisk instruktøren lidt. En lidt mere grov stil, men det bliver jo aldrig downright dirty og væmmelig… nej, det er nok lidt anime for piger, så næste gang at jeg holder pyjamasparty med tøserne, så kan det være at den bliver smidt i afspilleren.

Nå, det kan jo ikke være Holiday On Ice det hele, så jeg har naturligvis også kastet mit blik på lidt horror. Jeg fik nemlig tilsendt denne med posten:

society

Uha for en grimmerian. Nej, Brian Yuznas’ “Society” er bestemt ikke for alle og enhver. På tidspunkter i filmen, så ringer kvalme-alarmen godt nok. Jeg havde set filmen før, på et gammelt VHS-bånd, som jeg fandt i Aalborg engang, men denne oplevelse fra Arrow Video (iøvrigt i en smagfuld indpakning) var alligevel et step up. Kort fortalt handler filmen om et typisk amerikansk overklassemiljø, hvor først datteren skal introduceres til den øvrige elite. Siden hen bliver det hendes brors tur. Men alt er ikke som det skal være, og broren (Billy Warlock i en præ-Baywatch-rolle) kommer i tvivl om hvad der er hændt med søsteren og hvad der ellers er i vente for ham? – og det er ikke småting da… og så pludselig eksploderer filmen i vamle scener, som den navnkyndige “Screaming Mad George” ellers har stået for. Det er vederstyggelig og grænsende til både det perverse og vulgære. Alligevel sad jeg og morede mig – især da der blev stille og tiden var inde til “The Shunt”, som ellers ikke ligefrem er noget man skal efterstræbe. Sjovt nok er det producenten fra en film som “Re-Animator”, der har siddet i instruktørstolen på “Society”; og han er ikke bange for at give publikum noget at grine, græde og brække sig af…det er virkelig good stuff, og til tider kunne det faktisk også godt minde lidt om en Troma-film, idet skuespillet og manuskriptet ikke lige er Oscar-materiale. Jeg havde det dog rigtig sjovt med filmen og kan bestemt anbefale den, men vogt jer for en aften, hvor der bliver indbudt til en gang “Shunting” – eller i det tilfælde, så bliv endelig væk og gå i biffen med din pige i stedet… hvor i jo passende kunne se den nye “Terminator”-film, som jeg stadigvæk gerne vil se, og har spurgt den gamle om han ikke også vil med en tur i de mørke lokaler for at tjekke folkepensionisten, Arnold Schwarzenegger, ud på hans gamle dage… rollen som T-800 er jo så ikonisk for netop Arnie, at den skulle have en tur mere… jeg er spændt….

Ja- det blev til et indlæg, skrevet af undertegnet på en dejlig dag i Afgrunden. Håber at alle har det godt derude i Dannevang, også selvom sommeren måske har været en skuffelse so far. Well – jeg føler at der er en ændring på vej…

Reklamer

Jeg hader det. At vandre hvileløst rundt i Afgrundens mørke kamre, og ikke kunne foretage mig noget særligt, idet min tilstand som zombie… has kicked in… jeg vil beskrive det som at være i grænselandet mellem at være vågen og at sove… en position, hvor jeg ikke altid opfatter det hele, men alligevel er for vågen til at sove, fordi når jeg lægger mig ned for at trække nogle seriøse torske i land, så ender det alligevel bare med at jeg er vågen, og ikke kan hengive mig selv til slumstrup. Men at se film er næsten noget af det værste, som jeg kan begynde på… fordi, hvis jeg sidder stille alt for meget, så bliver øjnelågene alligevel at falde i, og før jeg ved af det, så sidder jeg op og småblunder… og det kan resultere i nogle alvorlige krigsskader… og min mobiltelefon må være ved at være seriøs træt af at blive tabt på gulvet, fordi mine afskyelige hænder ikke kan holde fast i den, når jeg blunder.

Og hvad er der så af muligheder for mig en nat her til søndag den 10. maj…? – well, ikke ret meget…lige nu sidder jeg og drikker et glas kvalitets-cola og lytter til det eminente danske doom metal band, Saturnus.. der virkelig er et storslået band – episk, smukt og særdeles bedrøvet. I den seneste periode, har jeg oplevet at jeg hører meget musik, frem for at stene film…. og det er selvfølgelig lidt belastende, idet jeg elsker at se film, men sådan som jeg har det, så rumsterer zombien rundt i hovedet i mig, og det er ikke kun for at jagte friske hjerner, men derimod også en passende betegnelse for en tilstand, hvor jeg vakler rundt og ikke kan finde søvnen. Heldigvis har jeg min Afgrund… mit “Fortress Of Solitude”, hvor jeg kan passe mig selv, og der ikke er nogen, der hele kigger mig over skulderen, og råber og skriger af mig… det har jeg prøvet før, men det var så endda mest psykisk, hvilket ikke er noget som jeg efterstræber.

Men jo, jeg får da også klemt en enkelt film ned i ny og næ, og i går, satte jeg mig naturligvis godt til rette, da jeg skulle gense en af barndommens favoritter, der netop er blevet udsendt på funklende ny blu-ray med den imødesette director’s cut. Det var tale om Arnold Schwarzenegger-tonseren, “Commando”. Instrueret af manden bag “Class Of 1984”, Mark L. Lester, og med Arnold i den altdominerende helterolle. Filmens handling, der koncentrerer sig om John Matrix (Arnold), der får sin datter kidnappet, imod at han skal snigmyrde en præsident, så filmens hovedskurk kan tage dennes plads. Dette finder manden med musklerne sig selvfølgelig ikke i, og det kickstarter en sand hærgen, hvor bodycountet bare bliver højere og højere, især hen imod filmens klimaks, hvor Arnold ene mand invaderer en lille ø, skarp bevogtet med svært bevæbnet militær…

“Commando” er en fantastisk overdrevet og tilpas cheesy film. Ingen tvivl om det, og man sidder og smågriner og ryster lidt på hovedet over filmens absurde voldsforherligende tone, hvor antallet af affyrede patroner snart kan fylde en helt gårdsplads. Jeg optog filmen tilbage i 80’erne på video fra parabolen i mit barndomshjem, og selvom jeg var meget ung, så var jeg allerede fra første kig vild med filmen. Der er et eller andet særdeles herligt over alt den destruktion og hærgen, der efterlader en med et stakket åndedragt og glæde i sindet, fordi det her er hårdkogt 80’er-action, når det er allerbedst. Jeg har efterhånden ikke tal på hvor mange gange, at jeg har set filmen, men eksempelvis hvis den nu skulle være på en tv-kanal, så ser jeg den altid, fordi den er forbavsende svær at zappe væk fra. Der er virkelig tale om en betragtelig klassiker. Og selvom filmens tone er voldelig fra den ene ende til den anden, så har filmen også i begyndelsen nogle mærkelige familievenlige sekvenser, der måske skal være med til at understrege at Arnold faktisk er et menneske med følelser, og ikke kun en iskold dræbermaskine, der kun bekymrer sig om få ting i livet. Filmen afsluttende “slag” på øen er et kapitel for sig, og den massive nedskydning af intetanende militærpersonale er faktisk utrolig medrivende og naturligvis ufattelig overdrevet. Men man jubler med Arnold hele vejen, også imod det endelige opgør imod Bennet – en sær skurk med flot overskæg, accent og ringbrynje… det ser man ikke hver dag…

Well, efter sådan en omgang “Commado”; så får man faktisk lyst til et bad, og selvom foråret heroppe mod nord, har været køligt og ikke ligefrem en dans på roser, så er jeg alligevel fortrøstningsfuld med henblik på sommeren. Der skal nok komme nogle dage, hvor man kan more sig lidt. Og når de kommer, så håber jeg ikke at jeg er i zombie-mode…

Og lige lidt mørke toner til at forsøde det melankolske sind:

Afgrunden åbner sig, og ud af den, stiger en lykkerider, der ved hjælp af sin selvlysende hest og mægtige ildspyd har til sinde at hævne alverdens uret og bringe balance til det som de kalder “Kraften”…?

Nå – det er vist en helt anden historie… og en der ikke lige er passende her i dag/nat, hvor jeg nedfælder disse ord. Jeg er tilbage med en lille update. Jeg har nok engang ikke været så aktiv, men jeg har ikke følt mig særlig kreativ og har haft lidt svært ved at finde frem til noget, der kunne være aktuelt. Jeg har sågar ikke set så mange film, som jeg gerne ville, men jeg har dog set nogle stykker, der godt kunne retfærdiggøre et indlæg. En af de film som jeg virkelig blev begejstret over, er selvfølgelig “Gravity” (sorry, Henrik)… men jeg kunne virkelig godt lide den, og synes at den er et lille filmteknisk mirakel. Historien var forholdsvis simpel, og skuespillet okay, men effekterne var helt i topklasse og lydsiden imponerende. Den er bestemt værd at anbefale.

Well, jeg ville egentlig ikke indlede med en snak om en specifik film, men derimod lige vise at jeg har fået noget nyt op på væggene i min mellemgang. Jeg har jo trods alt boet her i over 3½ år, og som jeg tidligere har skrevet, så havde jeg aldrig prioriteret mine vægge særlig højt. Men nu skal det være anderledes! og jeg er så småt ved at pynte hele lejligheden op. Jeg mangler stadigvæk en del, men jeg er godt på vej. Det anser jeg bestemt som noget positivt. Man kan måske ane et tema, når man ser billederne, men det er ren og skær tilfældigheder.

plakatmellemgang1

 

Idet der er tale om skråvægge, så kan jeg jo desværre ikke indramme dem. Det tror jeg da ihvertfald ikke? – jeg har ikke i sinde at forsøge, men som man kan se på billedet, så er der tale om to ganske ikoniske film, som vi alle kender og holder af. Plakaterne var på tilbud, så de var meget billige, og da de er lidt mindre, end dem som jeg vil indramme, så valgte jeg at hænge dem op her. Jeg valgte bevidst denne version af “Star Wars”, da jeg synes at denne ser mere episk ud, end den anden, der virker lidt mere straight forward. Arnold pynter jo ganske pænt “Terminator”-plakaten, og det er et fantastisk billede. Hver gang jeg går forbi den, så minder den mig om at jeg snart skal se den første film i serien igen…det må så absolut være en god ting!

plakatmellemgang2

 

Dernæst kommer vi til “Flash Gordon”, eller som der står: “På dansk JENS LYN). Denne plakat købte jeg hos en sælger, som jeg traf på et forum, mener jeg. Han havde et væld af plakater til salg, og jeg regner med at der er tale om en original plakat, hvor de andre var genoptryk. Den er virkelig cool, og jeg er enorm glad for at han solgte den til mig. Længe havde jeg truet med at hænge den op, men jeg ville egentlig have haft den indrammet, men nu sagde jeg altså…hvad pokker, og smed den op på væggen. Jeg er vild med den plakat, og den tegnede udgave af Sam J. Jones ser forrygende ud. Filmen er nemlig en personlig favorit, og selvom den er både cheesy og fjollet, så synes jeg at den er fantastisk underholdende, og når man trækker lidt på smilebåndet undervejs, og griner med, så synes jeg også at meget af filmens mission er lykkes. Og jeg takker mange gange for Ornella Muti!

plakatmellemgang3

 

Herover er plakaterne fra en anden vinkel. Jeg beklager meget alt roderiet, men når man er ungkarl, så tænker man ikke videre over det, når man tager billeder. Der kan man iøvrigt også se nogle af de film, som jeg mangler at se… der er nogle stykker efterhånden! Anyway – plakaterne pynter nu min væg, og jeg er meget, meget tilfreds. På billedet kan man også se det rumskib, som jeg fik med, da jeg købte “E. T.”-bokssættet, hvor den medfølger. Ganske fornemt, og jeg er godt tilfreds – men jeg mangler stadigvæk meget, før jeg er helt tilfreds med min lejlighed. Meget mere merchandise, og flere plakater er lige hvad den trænger til og sukker efter. Desværre har jeg en hulens masse pap og skidt og kanel liggende…efterladenskaber fra de pakker, som der er blevet sendt til min matrikel. Jeg regner vel med at jeg bliver nødt til at rydde op på et tidspunkt.

Nå, jeg har jo set lidt film også, til trods for at jeg ikke har set så mange som jeg gerne ville. Jeg genså “Pacific Rim”, og det er stadigvæk en virkelig god film. Jeg havde ikke set den siden jeg så den i biografen, og den er vældig, vældig underholdende. Historien er ligetil og karakterne fine, selvom jeg i biografen havde problemer med at kende forskel på nogle af ‘the good guys’. Men jeg kan virkelig godt lide den. Jeg synes at den minder mig en del om nogle japanske tegnefilm, hvor der også indegår kæmperobotter i kamp mod gigantiske monstre. En af dem, som jeg tænker på – er “Neon Genesis Evangelion”, som er en fantastisk anime-serie. Jeg ved ikke om holdet bag “Pacific Rim” har set den serie, men jeg mistænker dem lidt for det. Filmen kan ihvertfald i den grad anbefales. Tempoet er højt, effekterne imponerende og soundtracket fantastisk! – der er godt nok ikke plads til så mange kærlige scener, men det ville heller ikke passe ind i trit med resten af værket. Jeg synes at den er fin som den er.

I går fik jeg lige smækket den noget kuriøse Satankult-film, “Devil’s Rain” i afspilleren. Ernest Borgnine spiller en leder af en satankult, som vil have fat i en meget værdifuld bog. William Shatner, Tom Selleck og John Travolta medvirker også. Sjov film, der dog også havde sine fejl. Make-uppen var faktisk ganske okay, og der var mange af de medvirkende, som skulle se ud til at ikke have nogle øjne, hvilket blev skabt ganske godt. Historien starter lige med det samme, og først et stykke inde i filmen, får vi igennem et flashback, forståelse for filmens handling. Ernest Borgnine var virkelig god i rollen – som altid, fristes man til at sige, men også William Shatner var fin og Tom Selleck ganske ok. John Travolta så man ikke så meget til – det var en ret lille rolle, men sjovt at hans karakter hedder ‘Danny’ – ligesom i “Grease”. Den gavmilde spilletid gjorde at man ikke begyndte at kede sig for alvor, inden det var slut, men jeg synes nu nok at der var rimelig mange smelte-scener i filmen. Well, den var da meget skæg.

Således fik jeg endelig kommet med en update. Jeg beklager meget at der skulle gå så længe siden sidst, men jeg håber at jeg er tilgivet – trods alt…

Det er såmænd ingen spøg. Den alderende action superstar og tidligere politikker, Arnold Schwarzenegger, fylder såmænd år i dag, den 30. juli. Muskelbundet bliver ikke mindre end 66 år gammel. Utroligt, men han har jo også været i gang i mange år, og op igennem 80'erne og 90'erne var han vel verdens største action superstar... Stort tillykke til Arnie...!

Det er såmænd ingen spøg. Den alderende action superstar og tidligere politikker, Arnold Schwarzenegger, fylder såmænd år i dag, den 30. juli. Muskelbundet bliver ikke mindre end 66 år gammel. Utroligt, men han har jo også været i gang i mange år, og op igennem 80’erne og 90’erne var han vel verdens største action superstar… Stort tillykke til Arnie…!

En umiddelbar filmografi er jo ganske imponerende. Lige fra Conan til “The Terminator”, og væsentlige roller i film som “Total Recall”, “Commando”, “Predator”, “The Last Action Hero”…og mange flere. Desværre kom der i 90’erne også en tendens til at give Arnold flere bløde roller… skrækeksemplerne som “Kindergarden Cop” og “Junior” må siges at være langt under hans potentiale, og i de film blev hans ry alvorlig svækket. Jeg ved ikke om det var for at vinde det kvindelige publikum eller for at gøre klar til en karriere i politik, men faktum er at det er nogle skidedårlige film. Arnold Schwarzenegger er iøvrigt personlig god ven med det danske pendant, Sven Ole Thorsen, der stadigvæk bor i Staterne, og også medvirker i flere film, dog typisk mindre roller end frontløberen Arnie. De spillede første gang sammen i “Conan – The Barbarian”, som er en glimrende film, og hvor Sven Ole Thorsen ikke havde en eneste replik… men det blev dog til en imponerende dødsrallen. Well – i 2013 er Arnold tilbage, og efter roller i “The Expendables” 1 og 2, og “The Last Stand”, så er det godt at se den gamle svinger med den tykke accent igen. Godt at han er tilbage, hvor han hører hjemme!

Tilbage hos Rekall…

Ja, jeg var således i de lykkelige omstændigheder, at jeg fik lidt film i julegave af mine gamle forældre, og det var jeg naturligvis utrolig glad for. En af titlerne, der har indfundet sig under træet var således det nye remake af Paul Verhoevens semiklassiske science fiction-action-film “Total Recall” fra 1990. Den nye version fik premiere i sensommerens Danmark, og er således allerede klar på dvd og blu-ray.

Jeg fik dermed blu-ray-udgaven af den nye film, og det var faktisk også den jeg havde ønsket mig, idet den lokkede med et directors cut, foruden den også inkluderede teatralske version. Så jeg var da forholdsvis glad, da jeg pakkede gaven op, men så var det at mine bange anelser kom på banen, fordi vil jeg egentlig gerne støtte et projekt som et remake af en allerede ganske god film – ja det var jo bare med at få den smidt i afspilleren og set skidtet an, hvilket jeg, med et par dages forsinkelser, nu har gjort…

Der er ingen tvivl om at den opdaterede udgave af “Total Recall” er en meget flot sag. Især er de computeranimerede baggrunde virkelige kreative og man føler sig straks hensat til en anden tid og sted, men hov – hvad er nu den? Den foregår jo slet ikke på Mars? – det er nok den allerstørste forskel på de to film, og desuden er der heller ingen mutanter med. Der er godt nok lige en enkelt scene, hvor den 3-brystede kvinde går igen, men det kan lige så let skyldes at der medvirker nogle såkaldte syntetiske mennesker. I det hele store, så er Jorden ramt af omfattende miljø-katastrofer og forureninger, som gør at man kun kan bo to steder på kloden – enten den Engelske Føderation eller Kolonien (velsagtens Australien), og så transporteres adskillige arbejdere hver dag igennem et underjordisk system, så at udearbejderne fra Kolonien kan arbejde på den engelske ø. Jeg ved ikke rigtig med denne alternative fortælling – jeg var egentlig meget glad for den røde planet som location, men det er selvfølgelig et forsøg på noget nytænkning.

Filmens karakterer går dog igen, også med samme navne, så det medvirker naturligvis til tanken om et remake. Colin Farrell er dog ikke nær så gennemført en action-superstar som den tidligere østrigske bodybuilder var, og man sidder og savner den tykke, tykke accent som Arnold Schwarzenegger altid præstererede i sine film. Samtidig har filmen også tabt lidt af sit satiriske bid, som Paul Verhoeven altid har været så god til at iscenesætte. Len Wiseman, der har instrueret, er dog en kompotent actioninstruktør som han tidligere har vist med blandt andet “Underworld”-serien. Fra den serie medvirker Wisemans egen kone dog også – nemlig den ret labre Kate Beckinsale, der faktisk er ret god, og virker gennemført benhård, lidt a la Sharon Stone i originalen. Desuden ses også Jessica Biel (som jeg tidligere har udtrykt at jeg ikke er særlig vild med). Bryan Cranston som Cohaagan (foretrækker dertil Ronny Cox til enhver tid). Bokeem Woodbine, Bill Nighy og John Cho. Filmens cast er bestemt ikke nær så god som originalen, men det er okay – tempoet er højt, og effekterne gode, selvom der ikke er nær så mange brutale nedskydninger som i den første “Total Recall”. De mange syntetiske robot-mennesker, der skal udgøre en eller anden hær som Cohaagan har skumle planer med, er dog ikke særlig vellykket og de minder mest af alt mellem en krydsning mellem klonerne i “Star Wars” og robotterne i “I, Robot”. Så afgjort ikke et plus for mit vedkommende.

Jeg har således aldrig læst Philip K. Dicks novelle, som begge film er inspireret af, men det synes jeg ikke at der gør så meget. Naturligvis vil der garanteret sidde nogle mennesker derude, og føle sig gevaldigt snydt for en gennemgående handling, men jeg synes nu at begge films historier er okay. Til trods for at originalen foregår på Mars med mutanter over det hele, så er remaket måske en anelse mere realistisk, hvis man da i det hele taget, kan forestille sig realisme i sådanne nogle værker her. Filmens præmis med at være en helt anden er dog ret spændende, og for sådan en som mig, der er fanget i social fobi og psykofarmaka, så er drømmen om at kunne iklæde sig en rolle som hemmelig agent ganske tillokkende. Men sådan er det jo nok ved de fleste… jeg ved dog aldrig om jeg ville gå med til at få implementeret nye minder til mine allerede eksisterende tankegang, så tror jeg at jeg ville være bange for et “mental breakdown”. Historien spiller dog meget godt på disse følelser, og selvom der er lavet et par radikale ændringer fra den ene film til den anden, så er der stadigvæk mange elementer, der går igen.

Hvis man ikke har set Paul Verhoevens udgave, så tror jeg faktisk godt at man kunne få noget ganske godt ud af Len Wisemans version, især man satser på non-stop action med en historie der er okay, men til tider har lidt svært ved at følge med, så tror jeg at man kunne blive tilfreds. Jeg vil nok stadigvæk foretrække den første film med Arnold i topform, og godt akompagneret af en bidsk instruktion og gode birolleskuespillere, samt en lidt bedre historie, så tror jeg at jeg sagtens kunne finde på at sætte “Total Recall” anno 1990 på snart igen. Selvfølgelig fremstår Verhoevens “Total Recall” stadigvæk sprød, men måske en anelse primitiv i forhold til den nye film, der trods alt har 22 år med CGI i baghånden. Jeg vil lade det være oppe til den enkelte at beslutte sig for hvilken film, der er den bedste, men det bliver nok ikke dette remake, der overgår originalen. Dertil er den en anelse for svag, men igen en fantastisk flot film at se på – nødvendig? næppe…

Det var lige en tilbagemelding på en af de første film jeg har set her i Juletiden, fordi af en eller anden uransagelig grund, så har jeg været så træt, så træt. Jeg har dog også set de to Lady Snowblood-film, som jeg også modtog på blu-ray fra engelske Arrow Video i en ganske fornem steelbook-udgave. Dem havde jeg dog set før, så det var ikke helt uventet, men de så fantastiske flotte ud begge film, og især den førstes overdrevne blodsprøjt var meget fornøjeligt at se på i High-def. 2’eren er jo godt nok ikke nær så god, men når man har den første, så synes jeg også at man bør eje efterfølgeren..ihvertfald endnu en ganske fremragende udgave af Arrow Video.

I eftermiddag har jeg dog planer om at endelig få set tåreperseren “Patch Adams”, hvis jeg da kan holde den ud. Jeg er ikke meget for at se realistiske film med syge mennesker. Af en eller anden grund påvirker det mig meget, og jeg tror at Robin Williams i rollen som lægen der, er en af de film. Anyway, man kan vel altid slukke. Bemærk iøvrigt at jeg sidder og skriver dette indlæg selvom der er “Mrs. Doubtfire” på TV2 – nåh ja, den film skal jeg bestemt ikke se igen!