Tag Archive: Australien


Hold da op – hvor er det længe siden, at jeg sidst har sat mig ned og nedfældet nogle ord på dette lille bastardbarn, som kaldes for ‘Grotesk!’. Den egentlige årsag må være at jeg simpelthen ikke har haft noget konstruktivt at skrive. Jeg er stadigvæk i gang med at flytte lidt rundt i Afgrundens stue, hvor jeg nu har fået nye møbler, men stadigvæk mangler lige det sidste, før jeg er helt tilfreds. Der skal simpelthen lidt op på væggene, og jeg har en god ide til hvad som det skal være. Sådan som det er nu, så er det vel kun ca 10% som jeg mangler, og det er edderspændeneme godt! – men jeg får da også set nogle film fra tid til anden…. blandt andet er jeg med i en Horror-udfordring med at se 31 film i oktober måned frem til Halloween, og jeg har set 11 so far…

Men den egentlige film som jeg ville skrive lidt om, er såmænd den længeventede og helt igennem forrykte og fantastiske “Mad Max: Fury Road”…

furyroad

Jeg må sige at jeg virkelig godt kan lide den gamle trilogi, også “Beyond Thunderdome”, som en del ellers ikke har den store kærlighed til. De australske “Mad Max”-film er noget helt specielt, og hvem skulle have troet at der var et sidste åndepust i dem her så mange år senere. Instruktøren, George Miller, der også har lavet de tre første, er tilbage i instruktørstolen, og hans vægt på de forrygende, praktiske effekter og det hæsblæsende tempo skinner igennem. Historien er virkelig banal og set før – i bund og grund er det en simpel road movie, hvor de kører til en destination og så vender om og kører nøjagtig samme vej igen. Men action er der virkelig meget af, og man må godt nok trække vejret et par gange, før at få det hele med… med en spilletid på omkring de to timer, så kunne man måske frygte et eller to kedsommelige indfald, men det er bestemt ikke tilfældet. Jeg kedede mig ikke et sekund, og der er ingen tvivl om at det er et kvalitetsprodukt og en ægte popcornbasker på gamle maner. Tom Hardy gør det godt som Mel Gibson-klon, og Charlize Theron er så bad ass, som man kunne forvente, og det har hun jo vist før. Som jeg nævnte, så er historien set før, og skraber man lidt det overflødige fedt fra, så er det bare en stræben efter at finde frem til Paradis. Desværre er det jo ofte sådan at Jorden ikke er den samme efter en atomkrig, og som post-apokalyptisk bindeværk, så er filmen et kæmpe mirakel. Jeg tænkte også om der var en hilsen til en af de italienske kloner, “The New Barbarians” med en vis glas-rustning.

Vakler man vedrørende spørgsmålet om man vil se en dyb og tankevækkende historie, der driver af originalitet og stærkt skuespil, så skal man nok ikke kigge imod “Mad Max: Fury Road”, men hvis man alligevel gør det, så får man et massivt underholdende værk med masser af action, eksplosioner og drabelige effekter. Karakterne fungerer upåklagelig i den kontekst som de udspiller sig i. Jeg så filmen på funklende klar blu-ray. ,men dog ikke i 3D, men det ved jeg så alligevel ikke om der kunne være en fordel… faktum er dog at jeg virkelig morede mig og energien og lysten til at se den gamle trilogi og fremtidige kapitler i serien er virkelig stor… heck, jeg har sågar lyst til at se “Fury Road” igen nu!

Reklamer

Ja, ho ho ho… hold da op, hvor har det været en varm dag… helt ubeskrivelig varmt i Afgrunden, hvor mit stakkels korpus har opholdt sig hele dagen. Jeg er umådelig glad for at natten er kommet forbi og slukket hedebølgen, og selvom det nu er mørkt udenfor, så er det stadigvæk ret varmt, men enkelte små briser kærtegner min svulstige krop, idet mit vindue er på vidt gab. Sådan skal det også helst være – ulempen er dog så at jeg kan høre næsten alt hvad der foregår i gården bag, og vice versa må de så ligge ørene til mit heavy metal, som jeg har spillet lidt af i dag – nu er det dog ved at være sent, så jeg burde holde inde med det…. eller burde jeg??

I aften har jeg set en ny dokumentar om den famøse og kæmpestore tyske metalfestival, Wacken Open Air. Det er jo lige festivaltid, og siden sidst har jeg faktisk overlevet det hæslige Thy Rock. Nok engang kunne jeg høre musikken i Afgrunden, så jeg måtte selvfølgelig modsvare det hen af vejen med lidt forskellige heavy metal, så man kunne holde det ud. Well, når det er sagt, så er en festival, hvor Birthe Kjær, Poul Krebs og Gnags er på scenen ikke noget for mig… nej tak, så stædig er jeg alligevel. Men dokumentaren var ret god, og omfattende, idet den satte fokus på festivalens spæde start og frem til 25 år senere, hvor det bare har vokset og vokset og vokset – de startede med omkring 800 gæster, og nu nærmer det sig vist de 60.000 eller måske endnu mere – ganske imponerende! Jeg har aldrig været der, idet jeg ikke er verdens bedste festivalgænger, og med årene er det bare blevet endnu sværere for mig, så indtil videre er planen om at besøge Wacken skrinlagt.. men dokumentaren hedder “25 Years Louder Than Hell: The W:O:A Documentary” – ganske anbefalesværdig.

Men jo, jeg fik faktisk også en lille portion film med posten i dag:

mogwainyt

Det er fra henholdsvis CDON og Arrow’s webshop. Sidstnævnte har endda også et stort udsalg netop nu, så det er bare med at få bestilt nogle titler derfra – der er masser af penge at spare, og de tilbyder endda gratis forsendelse, hvis det vist overskrider 50 pund… det er også værd at tage med…

De to titler fra CDON er således “Dum Og Dummere 2” – ja, jeg ved det godt – den har fået meget skæld ud, men jeg er stadigvæk ret glad for den første film, som jeg voksede op med, og som stadigvæk kan få mig til at smile, fordi at den netop er så fandens tumpet – derfor måtte jeg naturligvis også investere i 2’eren. Den anden titel er på dvd, og der er tale om AWE’s udgivelse af “Turkey Shoot”, en lille og voldsom australsk sag… jeg havde filmen i forvejen, men da jeg erfarede at Jack Jensen havde skrevet den vedlagte booklet, så var jeg spændt på læse den, og AWE’s titler er værd at eje under alle omstændigheder..

Og så er der således Arrow-blu-raysene. Først og fremmest er der tale om fire steelbooks… de to tidlige David Cronenberg-film, nemlig “Shivers” og “Rabid”, to meget stærke film på hver sin måde, og bestemt begge værd at se, især også for at se hvilken forskel der er på datidens David Cronenberg og en eller canadisk instruktør med samme navn, der laver noget mere mainstream film nu. Arrow Video har iøvrigt en killer udgave af “Videodrome” på vej i august, så den skal selvfølgelig i samlingen, og netop især fordi at det er min yndlings-film af manden. De to andre steelbooks er gamle Vincent Price-film: “The Fall Of The Houser Of Usher” og “Theatre Of Blood” – sikke noget, og jeg har set dem begge, men det er en menneskealder siden, så det skal blive spændende med et genkig, og jeg er sikker på de nok skal underholde mig – Vincent Price er jo altid outstanding. Dernæst kommer to mere almindelige blu-ray-udgivelser, nemlig Larry Cohens “The Stuff” og Seijun Suzuki med “Branded To KIll” – to film som jeg aldrig har set før, men jeg er spændt på begge – Larry Cohen har jeg tidligere set flere film af, men ikke nogle af den japanske Seijun Suzuki – spændende… jeg har iøvrigt en sidste blu-ray på vej, men den blev afsendt… jeg kan dog afsløre at der er tale om en Mario Bava-film.

Det var ihvertfald lige nogle nye titler, der blev sendt til den hungrende Afgrund – men frygt ikke, jeg fik faktisk også en forsendelse fra Amazon med tre titler:

amazon3006

Kort fortalt er der tale om Ryan Goslings instruktørdebut, “Lost River”, som skulle være en film meget i stil med de værker, som han har lavet med den danske instruktør, Nicolas Winding Refn – det lyder jo ganske interessant i sig selv. Dernæst “Spring”, som mange youtubere har snakket om, men jeg kender ikke så meget til den, andet end at den skulle være hypet en helt del – what the hell, jeg gav ikke så meget for den, så lad os nu se. Sidste er den nyeste Francois Ozon-film, “Young And Beautiful”, og der skulle være tale om en ganske fin lille Ozon-film, der både er enormt provokerende, afslørende og fascinerende. Bagsiden af coveret lover dog også at den er ret lummer, så der kan man bare se…

Jeg fik iøvrigt også en rimelig stor pakke fra EMPs webshop, men det er lidt mere merchandise og musik-relateret, så det ved jeg ikke helt om der kræver et indlæg, men måske kommer der et alligevel. Tiden og jeg selv er jo noget flygtig – men nu er klokken snart halv 1 – natten til torsdag, og klokken 1 kommer der kvindefodbold, semifinale ved VM – Japan – England, og jeg hader at sige det, men jeg føler at jeg er blevet afhængig… damn those female footballplayers! damn them all!

Jamen dog. Jeg stod i den situation at jeg havde en aftale med en af mine kammerater om at mødes i Afgrunden og tjekke et par film ud. Det gik også fint… vedkommende kom til tiden og vi fik gang i en øl og snakkede lidt. Pludselig ringede det på! – og jeg tænkte straks om hvorvidt at Jehovas Vidner var begyndt at frekventere mit nærområde om aftenen. Heldigvis var det ikke så slemt – og dog… men endnu en kammerat meldte sig på banen. Jeg havde misforstået vores aftale, men the more, the merrier…så nu var vi tre mand stærk til en lille movienight i den svulmende Afgrund. Jeg plejer at have lys tændt i hjørnet af min stue, men der blev straks argumenteret for at det skulle slukkes, så filmoplevelsen ville blive større. Nuvel, man føjer vel sine homies, og lyset svindrede ud… og så var det tid til den første film: “The Babadook”…

“The Babadook” er en nyere australsk horrorfilm om en ung mor og hendes problemer med sine omgivelser, sin søn og ikke mindst hendes sind, der vist tilhører en af de mere skrøbelige en af slagsen. Uden at afsløre alt for meget, så handler den især om moren og sønnen og om et sær, mærkelig og creepy væsen, som den lille familie først får nys om, da de finder en underlig børnebog på drengens værelse. Skabningen er åbenbart en “Babadook”, og den har ikke i sinde at lade familien være i fred. Så er spørgsmålet bare om familien nogensinde kan slippe af med det insisterende væsen igen og har det nogle følger..?

Jeg må indrømme at der var et tidspunkt, cirka lidt over halvvejs i filmen, hvor jeg synes at den var en anelse skuffende. Den forsøgte sig således med en langsommelig og rolig opbygning af historien og stemningen, og disse film kan jeg typisk godt lide, men jeg havde hørt så meget godt om denne, så jeg tillod mig at være lidt skuffet. Men så kom sidste akt, og der blev der godt nok skruet op for det hele og alle lanternerne. Det reddede helt klart filmen med sådan en stærk slutning, og der er særlig en sekvens hvor moren står overfor Babadook’en og kameravinklen slår om, så man ser det fra væsnets POV – det var ganske godt fundet på. Noget af det mest effektive i filmen er dog lydeffekterne og den sælsomme remse….”Babadook….Dook…Dook…” som bliver udført med særdeles konsekvens. Meget, meget stemningsfuldt.

Ja, jeg vil skam gerne anbefale “Babadook” til alle gyserinteresserede, men den er dog heller ikke så slem, at man ikke kan lade sine teenagebørn se den, fordi selvom den refererer til noget af det som vi alle hader..(what that goes bump in the night…) – så fremstår filmen også som en sej udgave/manifestering af en godnatbog for børn. Monstret ses mest i skyggerne, hvor den hører hjemme, hvis den skal være mest effektiv. Og har man en god tålmodighed, der kræver at man kan sidde igennem den første times tid, så lønner det sig i sidste ende med en strålende finale…

Nåh ja, god start på denne lille Movienight. Og så gik snakken ellers. Vi amatør-analyserede filmen lidt, og skyllede vores “visdomsord” ned med et par kolde øl. Vi var dog ikke klar til at kaste håndklædet i ringen endnu, så jeg gav mig til at rode i mine filmgemmer. Som et lyn fra en klar himmel, så fandt jeg den! – “Ninja Terminator”! – alene coveret, der lover en gedigen omgang ninja-action, var nok til mig… og heldigvis var de andre med på den, så vi smed hurtig den i afspilleren.

Og nu er det ikke fordi at jeg vil være snobbet, men handlingen var simpelthen så fjollet, så jeg ikke magter at genfortælle den her… jeg kan simpelthen ikke finde ordene! Så tro mig dog!  – næh, “Ninja Terminator”, med alle dens fejler, der kan tælles i imponerende omfang, så er det en af de sjoveste film, som jeg har set meget længe. En af de der typiske 80’er-enormt billig produceret-karatefilm med et par malplaceret ninjaer, og lidt almen kung fu blandt nogle af filmens tallige kæmpere. Richard Harrison spiller ninja mesteren, Harry, der opererer i en camouflage-ninjadragt, hvilket er prisværdig i sig selv, men hans blotte tilstedeværelse i filmen stiller flere spørgsmål end svar.

Jeg er ikke ekspert i denne genre, men den er “instrueret” af Godfrey Ho, der skulle være lidt af en legende, når det kommer til denne type film, der også har et prædikat som “cut-and-paste”-film, fordi eftersigende så skulle filmene være klippet sammen af adskillige andre film, så handlingen bliver nogenlunde forstående. Det er slesk og billigt og enormt morsomt, når der dukker endnu noget helt uventet op… det er længe siden at jeg har moret mig så meget over en film, og jeg er 100 procent sikker på at den er mere underholdende end mange af de nye store komedier fra Drømmefabrikken i Hollywood. Heldigvis har jeg endnu en lavbudget ninja-film liggende, “Ninja – The Protector”, og om hvorvidt den er lige så morsom, aner jeg ikke, men “Ninja Terminator” kan klart anbefales med en ordentlig stak ninjastjerner lige i den pukkelryggede, fordi den er fandeme underholdende – især med en kop øl ved sin side…

Ja, så klikkede klokken hen af midnat, og vi fandt ikke rigtig noget, der kunne overgå “Ninja Terminator”, men så snakkede vi fuldmandssnak og diskuterede verdens gang, religion og almene kønsroller med flere sjofle indlæg – det er utrolig så grove i munden, mine kammerater er… det er ganske forstyrende for et blidt lam som undertegnet… jeg var nødt til at nedlægge VETO flere gange i løbet af denne natte-diskussion. Det er bekymrende at den slags mennesker færdes rundt i Danmark uden konstant overvågning af et særlig team, der får Navy Seals til at ligne en flok tøsedrenge…

Well – another night has gone… and another will come… så jeg ser frem til en anden Movienight snart…

Aftenens "Ofringer" i Afgrunden blev en gyser og en ninja-film. Morskaben var høj, og begge filmen en betragelig succes på hver sin måde. Jeg er ihvertfald blevet inspireret når jeg skal prankcalle en kammerat - så vil vedkommende høre de hæslige ord: "Babadook... Dook...Dook"... Jeg kan allerede høre sirenen på ambulancen...

Aftenens “Ofringer” i Afgrunden blev en gyser og en ninja-film. Morskaben var høj, og begge filmen en betragelig succes på hver sin måde. Jeg er ihvertfald blevet inspireret når jeg skal prankcalle en kammerat – så vil vedkommende høre de hæslige ord: “Babadook… Dook…Dook”… Jeg kan allerede høre sirenen på ambulancen…