Tag Archive: Birdman


Piskesmældet i natten…

Joh.. såmænd… jeg overlevede faktisk det famøse Marked, som jeg plejer at smuldre væk til om sommeren med et par kølige og i selskab med nogle elskelige kammerater. Og i og med at snakken sådan har været på det danske sommervejr igen i år, så tillad mig at sige at det var faktisk nogenlunde… ikke for varmt og ikke for koldt… sådan vel tilpas. Det er jo altid godt, og vi havde det også ganske udmærket i år, selvom vi er ved at være nogle gamle banditter. Men nu er jeg tilbage i Afgrunden, der heldigvis stod velbevaret tilbage, så mine nervøse rysteture ved at forlade de trygge rammer og vandre ud i…gisp… virkeligheden, blev tilforladelige… især når man har den dejlige Afgrund at vende hjem til.

Ja, det skal jo ikke være marked det hele, og selvom jeg ikke lige har fået stenet så hulens mange film på det seneste – indrømmet, men jeg har sgu sovet rimelig meget siden jeg vendte snuden hjemad, og grebet mig selv i at falde hen, selvom jeg sidder og ser fjernsyn, så kan jeg pludselig have mistet en time…jeg håber ikke at det er et tegn på at jeg har været bortført af aliens imens, og de har udført eksperimenter på mig, inklusiv analprobing…? nej… forhåbentlig ikke – jeg fik også sådan en led forkølelse i endetarmen sidst da det skete… Nej, men jeg HAR dog set nogle film, og denne nat, hvor jeg, omtumlet og rastløs, væltede ud af sengen ved 3-tiden, så besluttede jeg mig for at smide en af årets mest omtalte skuespilspræstationer i afspilleren. Filmen hedder derfor “Whiplash” og har Miles Teller og ikke mindst J. K. Simons i de store roller.

“Whiplash” koncentrerer sig om den unge og ekstrem ambitiøse 1. års-elev, Andrew, der har et brændende ønske om at blive en succes som jazz-trommeslager, og derfor øver han sig konstant. Foran ham står den berygtede dirigent og leder af skolens elite-orkester, Fletcher. Efter lidt rumstering i starten, så får Andrew endelig chancen for at bevise om han er mand nok til at klare presset fra omgivelserne og ikke mindst Fletcher selv. Det går ikke altid helt efter planen, men når dagen er ved at være omme, så er det store spørgsmål om han endelig kan vinde den respekt som det kræves, også når man er villig til give sig helt ud og ofre alt…?

Filmen som jeg netop har set, er blevet rost en del, især pga. J. K. Simons’ præstation. Den aggressive, kolde og nøje beregnende karakter som Fletcher i “Whiplash” har fået mange til at klappe i hænderne, netop pga. hvad J. K. Simons får ud af rollen og han vandt da også en Oscar for indsatsen. Det i sig selv er ganske prisværdig, men han formår da virkelig også at få meget ud af karakteren. Jeg må sige at jeg var meget imponeret, men man vidste jo godt at manden kunne spille skuespil, hvilket han efterhånden har bevidst med mange af hans biroller igennem tidene. Hans modspil er den unge Miles Teller, der næsten imponerede mig endnu mere. Hans rolle er mindst lige så kompleks som Fletcher i filmen, og jeg vil faktisk sige at han på nogle punkter næsten løber med sejren.

Filmen fremstår langt hen af vejen som ret forudsigelig, men pludselig tager den nogle gevaldige spring til højre og venstre, og ærlig talt, så efterlader det beskuren, eller ihvertfald undertegnet, rimelig forpustet. Fordi filmen er i den grad også et spørgsmål om hvem der har det største ego. Fletcher virker som en superidiot, dreven og ambitiøs, og jeg var ved at få ticks, når han laver en bestemt armbevægelse i filmen, der signalerer at nu må det givne medlem af orkesteret godt klappe i, fordi han lige er sådan en lille snert for hurtig eller for langsom. Det er i den grad super-, super-, superelitær. Det er jo nok også derfor at han skal fremstå som et musikalsk geni. Andrew, der i starten virker som en fin fyr, lidt genert og klodset, men han udvikler sig straks til at være næsten oppe i samme boldgade som Fletcher, og det klædte faktisk filmen en del. Nu er jeg ikke uddannet musiker og bliver det bestemt heller aldrig, men den der grad af finesse og leflen for detaljerne, er med at gøre filmen en anelse mere som et studie i hvad det kræves at blive top-professionel i en krævende branche. Der er flere sekvenser i filmen, hvor Andrews ego tager overhånd i sådan en grad, at det nærmest er Fletcher, der bliver den mest menneskelige af de to, helt klart et spændende projekt, der leder mine tanker hen til Clint Eastwoods fremragende “Million Dollar Baby”.

Ja, jeg er ikke jazz-kender. Jeg er faktisk ikke meget for genren, og det er nok fordi at jeg ikke kræver nær så meget af min musik, som personerne f.eks. gør i “Whiplash”, men at Andrew er en glimrende trommeslager-in-spe er der ingen tvivl om, og at der foregår nogle radikale magtkampe i forreste geled er jeg også med på. Filmen skal ses for det fremragende skuespil, der måske virker en grad forceret til tider, men i andre stunder, så eksploderer det, og man må anerkende at det er nogle fremragende skuespillere i de to bærende roller, fordi det er i den grad både J. K. Simons’ og dertil også Miles Tellers film. En stor bedrift.

Det var et par ydmyge ord om denne lille anmelderroste perle, der nok godt kan tåle et gensyn på et tidspunkt. Filmen er måske snæver i umiddelbar plot-mæssig forstand, men historien er svulmende på andre facetter, og man sidder anerkendende og nikker i selskab med skuespillerne. Foruden Michael Keaton i “Birdman”; så er det her måske filmen med de bedste præstationer i år.

Reklamer

Tilbage i Afgrunden…

Jamen, der kan man bare se. I den seneste tid, har jeg bevidst forsømt bloggen lidt. Det skyldes primært at jeg har haft en overnattende gæst på besøg siden den 16. maj, og da hun nu er rejst hjem til kæmpestore Københavnstrup igen, så er jeg atter mutters alene i Afgrunden med alle de der tanker og ohøj, der ellers præger min hverdag så meget. Og ja, jeg havde nemlig fødselsdag den 18. maj, så nu kan jeg med rette sige at jeg er et år ældre, men næppe et år klogere – jeg føler mig generelt ret dum, så jeg ved ikke om det er en formilderende ting, eller det bare er endnu et faktum og et søm i kisten? – og så kan man ikke engang stole på Christopher George, der kommer og hakker mig op, hvis jeg finder mig levende begravet…?

Nej, min fødselsdag gik rigtig godt, også selvom jeg ikke fik nogle film, fordi af en eller anden grund, så var det bandlyst, idet at den gængse kommentar er: “Du har jo alligevel så mange film”… ja ja, men jeg er jo også samler, og jeg elsker at få nye film, så hvorfor ikke? – jeg fik dog lidt andet, blandt andet dette:

fødselsdag1

Jeg kan hermed afsløre at mit absolutte yndlings-dyr er en flodhest, og da jeg fik denne ‘Dørstopper’-læderflodhest af min god veninde fra København, så var jeg fantastisk glad. Det er en tilføjelse til alle mine efterhånden ret omfangsrige samling af alverdens figurer og tingester. Den pynter virkelig godt, og passer perfekt ind. Desuden kan man se nogle scores, som jeg fik bestilt til mig selv igennem Chris’ Soundtrackcorner, og der er nogle fine ting… blandt andet dobbelt up på Dario Argento…lidt horrormusik er jo altid så fint, så fint…

Denne torsdag har udviklet sig til en rigtig regnvejrsdag, så jeg sidder stille i Afgrunden og inhalerer lidt cola, og studser over om man måske skulle smide nogle titler i afspilleren. Jeg fik faktisk set “Birdman” her i dag, og det er en ganske fremragende film, og den kan godt retfærdiggøres som en af årets bedste. Som sagt vandt den jo Oscaren, men “Boyhood” var også god – der er dog ingen tvivl om at det er to vidt forskellige film. Michael Keaton leverer en tour-de-force præstation, og min respekt og beundring for manden er uden tvivl vokset markant. Som film er “Birdman” en uptempo sag, der hele ting ballancerer mellem fiktion og virkelighed, og som stiller lidt krav til beskuren, men resultatet er en særdeles fængslende oplevelse, der fungerer som en …….ja, kort sagt kæmpe oplevelse, der ikke tager nogle gidsler, men satser på at levere varen til hudløshed, og man føler sig både velsignet og beriget efter at have set “Birdman” – helt klart en kæmpe anbefaling.

Ja, der var bare en lille erklæring om at jeg skam stadigvæk er i live, men at jeg også snart er oppe i omdrejninger igen. Afgrunden ligner heldigvis sig selv, så mon ikke at jeg snart husker hvor jeg lagde min filmiske Bogart-hat igen? —-