Tag Archive: Bogart


Ja, efter at have haft en glimrende dag med besøg hos min alderende moder, der blev fuldført med dejlig aftensmad, hvor jeg stadigvæk kan ane smagen og duften af hvidløg i min gane, når jeg hoster eller ræbber… det var nok lige voldsomt nok, men jeg fandt da ud af at hun ikke ville holde igen med de hvide løg nok engang. Tidligere så jeg lidt fodbold (FC København – FC Nordsjælland), hvilket ikke var noget særligt, og der er jo først superkamp mandag aften, når AaB tager imod mestrene fra FC Midtjylland… – er det bare mig eller burde det være rundens kamp…?

Nej, da jeg returnede til Afgrunden, der hastig var blevet efterladt, ventede der en dvd på mig. Der var tale om Steve James’ dokumentar om den afdøde filmkritiker, Roger Ebert, hvor filmen har titlen: “Life Itself”, opkaldt efter en biografi om manden selv. Jeg havde hørt meget godt om denne dokumentar, og da jeg erfarerede at den kunne købes relativt billigt hjem fra en Marketplace-sælger hos Amazon.co.uk, så slog jeg dæleme til! – Og nu skulle den smides i afspilleren:

ebert

Dokumentarren fokuserer først og fremmest på Roger Eberts arbejdsliv – hvor især samarbejdet med en anden filmanmelder, Gene Siskel, bliver fremhævet igen og igen. Nu voksede jeg desværre ikke op i USA, så jeg har ikke haft mulighed for at tune ind og se disse to kæpheste diskutere film om og om igen. Men jeg fik det indtryk af dokumentarren, at det var noget ganske populært, og deres ord var… ikke lov, men noget som man rettede sig efter. Jeg blev meget imponeret over Roger Eberts arbejdsiver – igennem hele hans liv, men også især efter at han for alvor blev syg med den frygtelige kræft-sygdom, der efterlod hans kæbeparti i total oprør som følge af adskillige operationer. Man får også historien om hvorledes at han var en yderst talentfuld skribent, allerede i hans unge år, og sidenhen blev en dygtig og efterspurgt debattør i forskellige regi. Men som filmen udfoldede sig, så kom der mere og mere fokus på hans liv med hans kone, der forblev ved hans side til hans død, og som helt sikkert har givet Roger meget glæde. Jeg kunne godt mærke at stemningen blev noget rørstrømsk, og jeg var selv på nippet til at få bløde øjne, når snakken gik på kærligheden imellem de to. Der er slet ingen tvivl om at Roger var meget afholdt… også selvom at man nogle gange fik et indtryk af at han også kunne være noget så påståelig og stædig. Han elskede dog film, og hvem kan ikke sige at de ikke gør det. Den danske pendant, Ole “Bogart” Michelsen, har jeg set fortælle om hans karriere et par gange, og hans bøger er altid værd at læse, eftersom at han fremstår som Danmarks lille mini-Ebert, dog måske med en anelse mere sofistikeret filmsmag. Jeg har stor beundring for dem begge, og jeg husker med glæde tilbage på de Bogart-programmer, da de kørte henover skærmen tilbage for efterhånden en del år siden. Eftersom at jeg elsker at skrive om, snakke om og udveksle historier om film og alt dens historik, så står man nok i samme båd som de to førnævnte… jeg bliver dog aldrig hverken Ebert eller Ole-Bogart – dertil er jeg alt for amatøragtig og jeg har slet ikke samme gå-på-mod som de andre. Men jeg vil stadigvæk holde gang i enhver samtale om en specifik film, hvis denne for alvor har interesseret mig… Sådan er vi jo mange filmfans der er…

Og puha, jeg fik næsten lyst til at hive det håndbroderede lommetørklæde frem og tørre snuden, fordi det blev noget af en tårevældet omgang. Jeg måtte have et modspil, så jeg kiggede på hylderne, og fandt hurtig David Cronenbergs’ “Crash” frem. Det er noget en beskidt omgang i sammenligning, men der er masser af hylde filmen for. Jeg synes at den er aldeles fremragende. Original, væmmelig, provokerende og bestemt grænseoverskridende. Sikke nogle præstationer som der også kommer ud af skuespillerne, der tydeligvis har været draget af et nyt og spændende projekt. Jeg kan slet ikke få armene ned af beundring. Og det var jo den gang, hvor David Cronenberg lavede meget farlige film. Bevares, eftersom at han lavede et par lettere mainstream-film, hvis man da kan beskylde Cronenberg for at være mainstream, så har han vist tabt gnisten lidt. Altså, jeg vil altid se en Cronenberg-film, fordi de er stadigvæk så fascinerende og langt bedre end mange andre instruktører, der fremhæves som de nye store genier. Nej, tværtimod, så har David Cronenberg stadigvæk en kæmpe appeal hos mange genrefans, og man ved godt hvorfor. Manden garanterer noget spænding og noget der kan pirre hjernesanserne. Det er en god evne at være i besiddelse af, og “Crash” fra 1996 er bestemt ingen undtagelse. Et modbydelig stykke filmkunst, som man ikke kan lade være  med at se igen, og måske igen… og man ved jo godt hvad man siger om et trafikuheld? – det er umuligt at kigge væk…- min amerikanske dvd tillod mig sågar at vælge NC-17-udgaven, der er noget mere kontroversiel end den mere strømlinet R-Rated-version…

crash

Efter at have overlevet endnu et massivt søvnangreb, er jeg efterhånden ved at være i omdrejninger igen. Jeg fik dog chancen for at gense Sergio Leones mesterlige “The Good, The Bad And The Ugly”, da den blev sendt på DR2 sidste nat. Godt nok har jeg naturligvis filmen på dvd, men jeg er jo en doven skid, så jeg gider ikke rejse mig for at sætte dvden i afspilleren – så er det straks mere belejligt at den kommer i tv, dog på et ukristelig tidspunkt kl. 1.15 natten til søndag, og med en imponerende spilletid på lige knap 3 timer, så skulle man være mere end almindelig robust for ikke at falde i søvn, men filmen er jo også så god, at man ikke keder sig et øjeblik, så det gik faktisk af sig selv.

Dernæst har jeg i dag været i et særdeles romantisk hjørne. Uh… The Mallrat? er du bare en gammel romantikker, kan jeg næsten høre dem snakke om på Skræk og Rædsel, hvor min horrorinteresse blomstrer. Jovist, naturligvis er man da romantisk anlagt, så derfor var jeg i et strålende humør, da jeg satte det meget romantiske komediedrama “Sabrina” i afspilleren. Ja da, Humphrey Bogart, William Holden og ikke mindst Audrey Hepburn stråler om kap i Billy Wilders film fra 1954. Det var sågar kun Audrey Hepburns anden filmrolle, efter at hun vandt Oscaren i hendes debut-film “The Roman Holiday”. Både Bogart og William Holden er jo erfarne navne, og de er begge ret gode – men man regner ikke ligefrem med at det er Bogart der skal løbe med pigen i sidste ende.. William Holden er en gavtyv og en charmør – hvor Bogart er mere den korrekte og coole , og man føler for Audrey Hepburn i filmen. Hun var jo en ubeskrivelig skønhed, der delikat og på en nærmest prinsesseagtig tilgang fløj igennem hendes filmroller. Hun skulle blive ikoniseret igennem hendes karakter Holly Go-Lightly i filmen “Breakfast At Tiffany’s” fra 1961… En virkelig ganske fornøjelig film hvor Audrey Hepburn endnu engang brænder igennem skærmen. Og så var der jo Billy Wilder – en glimrende instruktør, der især i de mere lette film, formåede at skabe ægte Hollywood-magi – der i mine øjne lavede den bedste film med Marilyn Monroe i “Some Like It Hot”, hvor hun jo formåede at gøre den smådumme blondine til en af verdens mest eftertragtende personligheder. Sammen med Jack Lemmon og Tony Curtis er dette en ubeskrivelig god film og en lysende stjerne på den Hollywoodske filmhimmel. Jeg er nok klar over at det måske ikke er en film, der forandrer verdens gang, men den kan i stedet give os et frirum fra alverdens ubehageligheder, fordi dette er i sandhed filmmagi som kun drømmefabrikken kan give os.

Så har jeg desuden været et smut tilbage i 90’erne, idet jeg fandt min dvd frem med den danske dramaserie “Karrusel”… Grunden hertil er at jeg igennem en længere periode, er blevet mere og mere fascineret af den danske sangerinde, Tina Dickow. Åh nej, siger folk nok… hvordan kan man, når man lytter til heavy metal i den normale hverdag, være interesseret i en forholdsvis ung dansk singer-songwriter som Tina Dickow. Jo, jeg synes bare at hun er ubeskrivelig charmerende. Jeg ejer godt nok ingen af hendes cder, men jeg har da fået set hendes nyeste video på Youtube et par gange, du ved nok … den med hvor hun danser i den vilde islandske natur. Så var det at jeg kom i tanke om at hun faktisk har forsøgt sig som skuespiller. Den danske TV2-produceret dramaserie “Karrusel” var i 10 afsnit, hvor Tina Dickow, her krediteret som Tina Dickow Danielsen?? – har en bærende rolle i to af afsnittene. Tilsyneladende skal hun i begge afsnit spille en ung, lidt naiv bundjysk pige, der nu er flyttet til Hovedstaden. Her møder hun i det første afsnit, den alderende forlagsejer Peter Steen, der inviterer hende over på hendes hotel om aftenen. Han får dog en lille klump i halsen, da hun rent faktisk dukker op. Efter lidt ping pong, ender det dog med at blive en særdeles lykkelig aften for den gode Peter Steen, og dagen derpå går de efterhånden hvert til sit, men han giver hende dog en ganske pæn cigaretholder som et minde. I det næste afsnit er hun endnu engang i selskab med en ældre karl, denne gang personificeret i Michael Falch, der dog ikke er nær så charmerende, og imens de går igennem Københavns gader, fremstår som noget mere usympatisk end den gode Peter Steen. De ender på Københavns Universitet, hvor Michael Falch i læ af de nedrullede gardiner og mørket i auditoriummet er ved at forbryde sig imod hende. Han bliver dog stoppet og efterfølgende giver hun ham en syngende lussing – og hold da op hvor han fortjente det… Tina Dickow spiller rollen  som den naive Hanne med stor indlevelse, og det er næsten en skam at hun ikke fik flere roller, fordi hun gør det virkelig godt. Som taget ud af en Niels Malmros film med en skøn accent, så er hun et af de få lyspunkter i en alt for kedelig serie. Jeg orker faktisk ikke at se flere af afsnittene, fordi jeg husker dem ikke som særlig gode… dem med Tina Dickow kan man dog godt se, fordi hun er virkelig charmerende og besidder en stor karisma. Men jeg kan dog godt forstå at hun hellere vil gøre sig som sangerinde, fordi det mestrer hun virkelig også. Et virkelig godt bekendtskab må man sige.

I eftermiddag går tiden med at gense Sergio Leones fortrinelige amerikansk-italienske produktion “Once Upon A Time In The West”, som nok er min ubestridte ynglingswestern. Et fremragende cast, fortræffelig instruktion, en fabelagtig historie og vidunderlig musik gør den til en absolut vinder i min bog. Jeg har ihvertfald svært ved ikke at blive fuldstændig grebet af historien og føle mig hensagt til det vilde amerikanske vesten. Min glæde over Charles Bronson i denne unikke rolle er ubeskrivelig stor. Henry Fonda er en fantastisk skurk, og smukke Claudia Cardinale og dygtige Jason Robards er glimrende i deres roller. Jeg tror altid at jeg vil fortrække en såkaldt “spaghettiwestern” fremfor en mere strømlinet amerikansk ditto. Jeg føler at historien er en anelse mere “beskidt” og kynisk, og karakterne mere som ikoner, selvom der også er et væld af sådanne skikkelser i den amerikanske western, tænk bare på John Wayne og Gary Cooper. Jeg vil ihvertfald glæde mig til endnu et gensyn af denne utrolige western, der på dansk blev kaldt for “Vestens Hårde Halse”… fantastisk titel iøvrigt.

Efter filmen står den på fodbold – det nordjyske fodboldflagskib AaB møder de gule tabere fra Brøndby IF – der er ingen tvivl om at jeg håber at min ynglings-klub i Danmark, AaB, vinder en større sejr – selvom det nok ikke bliver noget problem, idet Brøndby IF jo kun optræder som en skygge af sit tidligere jeg. Aftenen rundes af med en omgang Sort Søndag på P6 Beat, og så er den aftenen også gået… bring on ….Monday….suk…

En af den amerikanske filmindustris store ikoner, Humphrey Bogart – men han kunne også spille romantiske roller, som f.eks. i Billy Wilders “Sabrina”…

Den charmerende sangfugl, Tina Dickow, kunne i 90’erne ses som skuespiller. Hun var et af de eneste lyspunkter i en alt for kedelig serie, som hed “Karrusel”…