Tag Archive: Chuck Norris


Hold da op. Jeg må nok erkende at jeg har forsømt bloggen usædvanlig meget her på det sidste…? – hvad pokker kan så være årsagen? – har jeg været indlagt? kidnappet? eller blot været en tur med Moderskibet rundt omkring i de nærmeste galakser…? – nej egentlig ikke… jeg har blot været et tilbagestående individ, der ikke har kunnet finde en eller anden snert af inspiration til at nedfælde et par kritiske ord. Min kreativitet har desværre kørt på laveste blus, og når det sker, så har jeg ikke særlig meget at fortælle omverdenen. Inderligt tror jeg dog på at det nok skal forandre sig i den nærmeste fremtid. Jeg har desværre også haft nogle problemer med døgnrytmen, så egentlig har jeg knap nok sovet eller også har jeg sovet vildt meget, hvilket også har påvirket min sindstilstand, hvor jeg har rendt rundt som en kvalmende zombie hele dagen lang. Nu må det være nok.

Når man ser mange film og interesser sig meget for mediet, så er man selvfølgelig altid på jagt efter nogle specifikke titler, der desværre kan ende med at udgå, inden man får slået sine klamme, klæbrige klør i dem. Men jeg fandt denne hersens danske hjemmeside: http://billigedvdfilm.dk/ – hvor man kan købe brugte dvd’er og blu-ray-film, hvilket jo umiddelbart lyder som en fantastisk god ide. Jeg rodede ihvertfald hjemmesiden godt igennem og fandt også en god portion titler… adskillige af dem er ikke længere til at få, så det var skønt, at man kan finde dem på sådan en facon her. Og de af dem som jeg har fået set indtil videre, har bare virket spot on, så ingen bekymringer der..

Således fandt jeg disse titler:

used1 used2

Af de fine titler her, havde jeg faktisk kun set “Fear City” og “Patlabor: The Movie” før. Og det må jo betegnes som værende særdeles sløvt. Men jeg har dog allerede fået taget hævn, idet jeg har set førnævnte “Patlabor: The Movie” igen, og tilføjet “The Crush”, “Firewalker” og “Dreamscape”. Ikke ubetinget nogle kæmpestore oplevelser, må jeg nok erkende. Filmene er vældig underholdende på et forholdsvis lavt plan, og jeg var godt nok lidt skuffet over især “Firewalker”. Filmen formåede at være lige nok underholdende, så man ikke kunne kalde den for dårlig, fordi det var godt nok en tåbelig en af slagsen… alt for fjollet med tegnefilmsagtig humor og dårlige jokes. Chuck Norris var nu cool nok, og det er helt sikkert en lidt mere blød udgave end manden, der også er med i mere hårdkogte film. Sidenhen kom dog film som “Top Dog” og “Sidekicks” til, så han er åbenbart også i besiddelse af en blød side, og i dag, er der vist noget om at han er blevet en erklæret nyfødt kristen, hvilket jo er godt for ham. Han er dog også oppe i årene efterhånden, så gad vide om der er mange gode roller tilbage for ‘The Lone Wolf’.

“The Crush” med Cary Elwes, Kurtwood Smith og Alicia Silverstone var ligeledes en af de film, som jeg havde haft kig på i et stykke tid, og som der havde været OOP. Jeg huskede filmen fra at den engang har været sendt i dansk tv, men jeg fik den aldrig set. Kvalitetsmæssig er der dog desværre heller ikke så meget at komme efter. For Alicia Silverstones vedkommende, så er det åbenbart en af hendes første skuespilsopgaver, eftersom at hun står som “introducing”, så det var sågar inden hendes kæmpe succes med “Clueless” – der faktisk er endnu en film, som jeg ikke har fået set, men okay, jeg er nok ikke ligefrem målgruppen, og det som jeg tidligere har set af den, så har den været alt for fjollet. Well, “The Crush” var ikke et must, alligevel.

I går aftens, så jeg således “Dreamscape” med Dennis Quaid, Max Von Sydow, Kate Capshaw, David Patrick Kelly og Christopher Plummer. En lidt skidt film, som jeg ellers havde hørt gode ting om. Jeg synes at den var relativ dårlig skruet sammen og fremstod som et lidt rodet, og halvfærdig projekt. Skuespillerne var ganske gode, især David Patrick Kelly, der altid er værd at se, når han først ruller sig ud som gennemført skummelt væsen. Historien haltede dog lidt for mit vedkommende og effekterne var tangerende til det dårlige, hvilket jeg må indrømme at der generede mig lidt. Jeg ved ikke om der er andre, der har haft ligende oplevelse med denne film, men noget mesterværk var det desværre ikke.

Ja, der er da alligevel kommet lidt film ind af døren. Jeg har ikke købt alverden her på det sidste, og selvom der er enkelte titler på vej, så må man jo efterhånden indse at der er mange udgifter i livet, og at man hele tiden skal sørge for at have råd til det hele, hvis man ikke vil ende som nogle af de stakler, der hjemsøger TV3-programmet, “Luksusfælden”. Når jeg sidder og ser sådan et tv-program, så undrer jeg mig altid over at de pågældende deltageres banker har ladet det kommet så vidt. Men det drejer sig jo også noget om kviklån, der må siges at være en shopoholics store forbandelse. Nuvel, så slemt er det ikke kommet for mig so far, men man skal da hele tiden være på vagt, og med et moderne samfund, hvor der er så mange fristelser, især med Internettets enorme sortiment, så må man hele tiden vægte hvorledes man gør sine valg. Sådan er livet også, I guess…

 

Reklamer

Jovist… jeg er stadigvæk i live, men jeg har simpelten været ramt af nogle massive søvnangreb, så jeg har hvilet de små blå i lang tid af gangen i disse øjeblikke, og det er selvfølgelig frustrerende, at man hele tiden føler sig som en zombie, og har brug for søvn, søvn og atter søvn. Nu er jeg jo også i det tilfælde at jeg er medicineret i det daglige, så det spiller måske også lidt ind, men der har jo også været perioder, hvor jeg knap nok kunne hvile, så jeg ved ikke helt… jeg er jo ikke ekspert. Forhåbentlig bliver det snart bedre, så jeg kan fæste mine klamme, betændelsesramte firkantede øjne på nogle tvivlsomme filmiske værker… jeg har dog også fået set lidt hen af vejen, så det kommer der lige et par ord om her…

Jeg havde besøg af en kammerat for omtrent en uges tid siden, og efter lidt snak og et par af de kolde, så besluttede vi os for at se en film. Jeg rodede lidt i bunkerne, og fandt så frem til den nyindkøbte tyske dvd-udgivelse af Rutger Hauer-filmen, “Split Second”. Så den blev hurtig smidt i afspilleren til vores store fornøjelse. Min kammerat havde aldrig set den før, og jeg havde ikke set den siden mine teenageår i det forrige årtusindende…, men nu var det på tide med et gensyn, og jeg følte mig faktisk rigtig godt underholdt.

Kort fortalt går filmen ud på at den udsatte politimand, Harley Stone (Rutger Hauer), jagter en morder, der sikkert ikke er som andre mordere.. hans tidligere makker blev således dræbt af denne overnaturlige dræber, og sidenhen har han levet på kaffe og chokolade, imens han kun har tænkt tanken om at få hævn. Han får selskab af regelrytteren, Dick Durkin (Alastair Duncan), og sidenhen også kvinden Michelle (Kim Cattrall). Og nåh ja, jeg glemte vist at fortælle at filmen udspiller i et fremtidsagtigt London, der er oversvømmet som følge af mange dages regn. Hele filmen går så ud på jagten på den gigantiske morder med de kæmpestore klør… og det er god, cheesy fun!

Jeg kunne sgu rigtig godt lide “Split Second”, der bestemt virker som et levn fra 80’erne, men filmen er faktisk fra 1992. Rutger Hauers karakter er godt nok lidt klicheagtig, og det er bare typisk at han får sådan en lidt fjollet makker tildelt – endnu en kliche. Det er dog en cool lille film, der, som tidligere skrevet, er en overlegen omgang cheesefest. Skuespillet er ikke specielt godt, og Rutger Hauer hvæser sig lidt igennem rollen. Alastair Duncan er sjov som Dick Durkin, og han står for nogle af filmens bedste øjeblikke – det ser cool ud da han bliver skudt af en pumpgun og flyver ud igennem vinduet. Kim Cattrall er det smukke, kvindelige sidestykke, og det gør hun ganske ok… der er da i det mindste en ok showerscene. Som sagt er filmen dog en lang kliche, og manuskriptet er, selvom det har nogle sjove indfald, et stort opbud af hændelser som er set før. Jeg kommer dog aldrig til at hade sådan en type film som “Split Second”, fordi underholdningsværdien er så høj. Jeg var glad for at endelig få den at se igen, og det kan faktisk godt betale sig at kigge på Amazons tyske afdeling til tider, fordi der er udsendt mange film i nabolandet, som der ikke længere kan skaffes i UK. Det kan sgu godt svare sig. Iøvrigt er filmen instrueret af Tony Maylam, der også lavede det blodige “Friday the 13th”-rip off, “The Burning”, der også er en særdeles underholdende film. “Split Second” er ikke helt så grafisk dog.

Nå, vi nåede dog kun den ene film den aften, men dagen derpå, så smed jeg endnu en af mine tyske udgivelser i afspilleren, denne gang den utrolig familievenlige “Sidekicks”, der vel er 90’ernes svar på “Karate Kid”. Det var en film som jeg altid gerne har haft lyst til at se, men aldrig fået gjort. Nu blev den købt hjem til samlingen, så naturligvis var jeg spændt på resultatet.

Filmen omhandler denne unge, astmaramte knægt, Barry (Jonathan Brandis), der bor alene med sin far (Beau Bridges), og ikke kan udrette alverden her i livet. Men i stedet drømmer han sig væk til en filmisk verden, hvor han i selskab med sit store idol, Chuck Norris, nedkæmper ‘bad guys’ og befrier verdenen for uretfærdighed. Han er naturligvis udstødt, og ikke særlig vellidt i skolen, hvor han, pga drømmeriet, har svært ved at følge med. Han får sig dog en træner… Mr. Lee (Mako – en slags reserve Mr. Miyagi), og sammen får de faktisk en ganske god og veltrænet knægt ud af ham. Han får også lært nogle færdigheder indenfor karate. Det går dog hverken værre eller bedre end at skolens bølle ser sig ond på ham, men da det viser sig at Barry faktisk kan lidt karate, (hvilket Bølle iøvrigt også kan – idet han studerer i en andenrangs, Cobra Kai-inspireret Dojo, med en fanatisk træner (Joe Piscopo)), så det hele ender med at de begge skal deltage i et martial arts-stævne… kan Barry mon endelig opnå retfærdighed og gøre det umulige?

Okay, okay… “Sidekicks” er godt nok en film som man har set før. Hvis man ser bort fra drømmesekvenserne med Chuck Norris, så minder den utrolig meget om 80’er-hittet “Karate Kid”. Jeg var helt vild med “Karate Kid”, da jeg var knægt, og jeg fik nærmest et barndomstraume, da min stakkels mor slettede filmen på det meget værdsatte videobånd i samlingen. Så vidt jeg husker var erstatningen en eller anden rædselsfuld kvindefilm, og slet ikke noget så sejt som “Karate Kid”. Men “Sidekicks” kan ikke formå at få lige så stor en stjerne i mit liv. Den er da meget sympatisk, og Barry-karakteren må bestemt gå meget igennem. Chuck Norris har også en stor, markant rolle i filmen, og sidenhen med Internettets udbredelse og den senere glorificering af Chuck Norris som den ultimative superkæmper og bad ass, så er det lidt spøjst at se ham i sådan en familievenlig produktion som denne. Jeg kan dog godt lide manden, og jeg synes at han lavede nogle fantastiske gode actionfilm – tidligere i karrieren… det virker som om at han forsøger at lefle for et andet publikum med denne film, og jeg ved ikke om det hænger sammen med hans personlige tro, hvor han blev sådan en meget religiøs type, velsagtens en ‘born again christian’, og det ved jeg ikke lige hvordan jeg skal forholde mig til. Filmen mangler ihvertfald et eller andet godt. Selvfølgelig er det herligt når Chuck Norris dukker op og redder dagen, men også Barry kan klare sig selv, og der er et tidspunkt hvor han smadrer den der dims, som astmatikkere altid puster i…det er et tegn på frustration, men også et tegn på at han er blevet mere sej. Ligesom “Split Second”, så er “Sidekicks” også fra 1992, og den har også noget blød 90’er-korrekthed over sig. Instruktøren, Aaron Norris, bror til Chuck Norris, magter simpelthen heller ikke at løfte filmen fra de bløde banaliteter til større filmisk magi, som det f.eks. var tilfældet med “Karate Kid”. Han er iøvrigt ikke en særlig god instruktør, men han har instrueret Chuck Norris i en del film, blandt også den forfærdelige “Hellbound”, som jeg vil betegne som den ringeste Chuck Norris-film jeg nogensinde har set. Det er ærgerligt, men han formår aldrig at få noget særlig konstruktivt ud af de film som jeg har set, og det hele falder typisk til jorden med et kæmpe brag.

Det er desuden også en skam, at filmens egentlige hovedperson, som bliver spillet af Jonathan Brandis, en ung skuespiller, der har været med i produktioner som tv-miniserien af “Det Onde” og “Neverending Story II”, men han begik selvmord i en ung alder i 2003. Nu kender jeg ikke den egentlige årsag, men det er vist et tilbagevendende faktum at mange skuespillere, der har været med i ungdomsfilm, ikke altid kan klare det, når de bliver ældre og telefonen med jobtilbud holder op med at ringe… det er særdeles tragisk.

Well, “Sidekicks” er ihvertfald en ganske familievenlig film, der dog har nogle sjove indfald, men i bund og grund handler det også om at have viljen og evnen til at lave om på sit liv, hvis man bliver behandlet uretfærdig. Jeg morede mig ikke hele vejen igennem, men det var vel et udmærket kig, tror jeg nok. Bare en skam at filmen var lavet før.

Og det var så en lille opdatering fra Afgrunden, hvor jeg har tilbragt de seneste dage. Efteråret er i fuld gang, og jeg går ind i en ny fase i mit liv, hvor jeg skal til at være mere voksen og selvstændig. Det må faktisk også være på tide, eftersom jeg jo ikke ligefrem er nogen vårhare længere. Det skal nok blive godt – “Intet er umuligt for den, der bærer viljen i hjertet” – og det var således et lille citat fra “Fangerne på Fortet”… sikke noget at slutte af med, men det er uomtvistelig gode ord trods alt.

Ja, jeg købte disse to film fra den tyske afdeling af Amazon, og jeg er ganske godt tilfreds med købet. Der er engelsk tale inkluderet, men selvfølgelig ingen undertekster dog. Prisen var dog helt igennem rimelig, og jeg følte mig en anelse beriget, da jeg så filmene, så det var jo bare en win-win situation!

Ja, jeg købte disse to film fra den tyske afdeling af Amazon, og jeg er ganske godt tilfreds med købet. Der er engelsk tale inkluderet, men selvfølgelig ingen undertekster dog. Prisen var dog helt igennem rimelig, og jeg følte mig en anelse beriget, da jeg så filmene, så det var jo bare en win-win situation!

Med stor glæde og fornøjelse modtog jeg i dag den længeventede blu-ray-udgivelse af “Jaws”, endda i et meget flot og fornemt ‘Gift Set’, som inkluderer filmen naturligvis, nogle samlerkort og så en bog: “Jaws: Memories from Martha’s Vineyard”, en 296 sider stor sag, naturligvis på engelsk, men det er dog en bagatel. Jeg har netop set filmen og den ser fremragende ud – jeg ejede selvfølgelig den allerede på en amerikansk special edition dvd, men der er ingen tvivl om at blu-ray’en er et mesterstykke.

Mange betegner “Jaws” som en af de helt store klassikere i den amerikanske filmindustri, og det er da også et meget fint bekendtskab. Man fornemmer virkelig en ung Steven Spielbergs touch, han havde vistnok kun lavet den fremragende tv-film “Duel” og spillefilmdebuten “Sugarland Express” inden, og man må sige at denne mand, i hans 20’ere, præsterede at iscenesætte noget særdeles usædvanligt.. Nu vil jeg ikke nødvendigvis citere Marty McFly fra “Back To The Future: Part II”, men jeg må dog nok være lidt enig i at “The Shark still looks fake”-betragtningen… men det er jo petitesser, fordi filmen er nervepirrende filmet og klippet, med vidunderligt musik af John Williams, blandt andet det verdensberømte tema, og så er filmens trekløver i hovedrollerne, Roy Scheider, Robert Shaw og Richard Dreyfuss virkelig et plus. Især Robert Shaw som Quint gør det virkelig godt, og man kan se hvordan han gør rollen til helt sin egen og fremstår som den helt igennem troværdige haj-jæger, nærmest som en på landjorden anerkendt storvildtsjæger. Jeg er meget begejstret for dette gensyn med filmen på det efterhånden bredt anerkendte high definition format. Desværre skal man gå langt udenom efterfølgerne til “Jaws”, der er en frygtelig sammenblanding af familiefilm og undervandseventyr, der slet ikke besidder den samme frygtindgydende fornemmelse for disse store rovdyr i havene. Jeg har ihvertfald set “Jaws 2”, “Jaws 3” og “Jaws: The Revenge”, og de er alle rædsomme.

En anden film jeg fik ind af døren på funklende nyudgivet blu-ray var Taylor Hackfords fine “The Devil’s Advocate”, hvor en ung, succesfuld sagfører, spillet af Keanu Reeves, lader sig lokke til storbyen for at arbejde hos et kontroversielt firma, hvor den karismatiske John Milton (Al Pacino) er seniorpartner. Alt er dog ikke rosenrødt, og selvom det hele ser så godt ud, så må advokaten Kevin Lomax (Reeves) og hans smukke kone Mary-Ann (Charlize Theron) snart berede sig på at de begge er i stald hos en særdeles grovkornet djævlefar, idet vi finder ud af at filmens titel skal tages meget bogstaveligt. “The Devil’s Advocate” var jeg ret vild med, da jeg så den første gang, for mange år siden, på et lejet VHS-bånd. Jeg fandt hele historien interessant, og skuespillerne ret gode, navnlig især Al Pacino, der virkelig brænder igennem som den helt store åbenbaring. Man kan sige meget om Pacino, men han er virkelig en formidabel skuespiller, der, som en af de få, kan opleve at få en film skrevet helt præcist kun til ham, fordi “The Devil’s Advocate” er sådan en film – der er store, fedtede Pacino-aftryk hele filmen igennem, og det er en sand fornøjelse at overvære ham spille sig helt ud på grænsen til det sindssyge. Filmens historie er måske lidt letkøbt, og den forsøger at skildre Satan selv som en pretty good guy, der lader sin advokatyndling selv bestemme over sit liv, og som sådan ikke presser ham til noget som helst. Men vi kan vel alle blive enige om at det er nok de få i verden, der gerne vil have Satan som personlig ven eller kammerat, selvom vi er mange der sukker om det..ha ha, så tror jeg alligevel ikke at jeg kunne få mig selv til at ofre en jomfru ved midnat, eller drikke blodet fra en ged. Jeg er jo ikke studerende længere! Men filmen er underholdende, og det er vel det vigtigste, så ser man ganske vist stort på det lidt forcerede klimaks mod filmens slutning, hvor retfærdighed dog sker fyldest og vi kan alle ånde lettet op, fordi der faktisk er plads til en regelrettet sagfører i denne verden. Åh ja, vi må desuden heller ikke glemme at nævne Connie Nielsen, som også spiller med i filmen som en særdeles forførrende skønhed med italienske aner… godt gået, Connie! – denne film var en af de første som jeg først så hende i, og hun gør det rigtig godt. Jeg tilbragte faktisk også dagen med at se en anden Connie Nielsen-film, den med Robin Williams som den velmenende, men også ret væmmelige Sy Parrish i “One Hour Photo”, en virkelig stærk film, som jeg har set mange gange, og klart vil anbefale. Det samme vil jeg faktisk også gerne gøre med “The Devil’s Advocate”, der er en brilliant Al Pacino-opvisning.

Nåh ja, jeg sad forresten også den anden dag og så den ret gennemførte “Delta Force 2”, hvor gode gamle Chuck Norris uddeler øretæver af højeste kaliber. Det var befriende at se en film, hvor skurken var så gennemført ond. Jeg kan næsten ikke komme i tanke om hvor længe siden det er, at jeg har set en film, hvor hovedskurken var så stort et svin. Glimrende skuespil af Billy Drago i skurkerollen må man sige. Og Chuck Norris er jo Chuck Norris. Han er indbegrebet af en good guy, og han behersker rollen ganske til fulde. Filmen foregår i en opdigtet sydamerikansk stat, ved land San Carlos… ganske opfindsomt må man sige. John P. Ryan som general Taylor morede mig hele filmen igennem – han er åbenbart en temmelig sej gut, der jubler når han bliver sendt i aktion og er et stort smil, når hans soldater nedskyder bad guys, og det gør de virkelig… der er mange spansktalende mænd, der må lade livet i denne film… Så kan de vel lære det, når den amerikanske overmagt kommer på besøg. Filmen er desuden instrueret af Aaron Norris, Chucks bror, der faktisk har instrueret den velkendte bad ass i flere film, b.l.a. den ubeskrivelig ringe “Hellbound”, en okkult buddyfilm, med en historie og replikker, der ikke er det papir værd som de er skrevet på.

Nu er jeg så i et stort dilemma om hvorvidt jeg skal gå i seng (klokken er næsten 5 denne fredag morgen), men jeg har dog også lyst til at se endnu en film, så mon ikke, at jeg kan lokkes af mine veldresserede støvmider til at smide endnu en film i afspilleren – og denne gang tror jeg at jeg vælger en som jeg ikke har set før. Oh the humanity!

Det meget flotte gift set til dræberhaj-filmen “Jaws” er en stor størrelse, og pakken den kom i var næsten for meget for min tapre postmand…

 

Poster til “The Devil’s Advocate” – en regulær Al Pacino-opvisning, hvor alle hans medspillere endnu engang er reduceret til statister…