Tag Archive: Clint Eastwood


Piskesmældet i natten…

Joh.. såmænd… jeg overlevede faktisk det famøse Marked, som jeg plejer at smuldre væk til om sommeren med et par kølige og i selskab med nogle elskelige kammerater. Og i og med at snakken sådan har været på det danske sommervejr igen i år, så tillad mig at sige at det var faktisk nogenlunde… ikke for varmt og ikke for koldt… sådan vel tilpas. Det er jo altid godt, og vi havde det også ganske udmærket i år, selvom vi er ved at være nogle gamle banditter. Men nu er jeg tilbage i Afgrunden, der heldigvis stod velbevaret tilbage, så mine nervøse rysteture ved at forlade de trygge rammer og vandre ud i…gisp… virkeligheden, blev tilforladelige… især når man har den dejlige Afgrund at vende hjem til.

Ja, det skal jo ikke være marked det hele, og selvom jeg ikke lige har fået stenet så hulens mange film på det seneste – indrømmet, men jeg har sgu sovet rimelig meget siden jeg vendte snuden hjemad, og grebet mig selv i at falde hen, selvom jeg sidder og ser fjernsyn, så kan jeg pludselig have mistet en time…jeg håber ikke at det er et tegn på at jeg har været bortført af aliens imens, og de har udført eksperimenter på mig, inklusiv analprobing…? nej… forhåbentlig ikke – jeg fik også sådan en led forkølelse i endetarmen sidst da det skete… Nej, men jeg HAR dog set nogle film, og denne nat, hvor jeg, omtumlet og rastløs, væltede ud af sengen ved 3-tiden, så besluttede jeg mig for at smide en af årets mest omtalte skuespilspræstationer i afspilleren. Filmen hedder derfor “Whiplash” og har Miles Teller og ikke mindst J. K. Simons i de store roller.

“Whiplash” koncentrerer sig om den unge og ekstrem ambitiøse 1. års-elev, Andrew, der har et brændende ønske om at blive en succes som jazz-trommeslager, og derfor øver han sig konstant. Foran ham står den berygtede dirigent og leder af skolens elite-orkester, Fletcher. Efter lidt rumstering i starten, så får Andrew endelig chancen for at bevise om han er mand nok til at klare presset fra omgivelserne og ikke mindst Fletcher selv. Det går ikke altid helt efter planen, men når dagen er ved at være omme, så er det store spørgsmål om han endelig kan vinde den respekt som det kræves, også når man er villig til give sig helt ud og ofre alt…?

Filmen som jeg netop har set, er blevet rost en del, især pga. J. K. Simons’ præstation. Den aggressive, kolde og nøje beregnende karakter som Fletcher i “Whiplash” har fået mange til at klappe i hænderne, netop pga. hvad J. K. Simons får ud af rollen og han vandt da også en Oscar for indsatsen. Det i sig selv er ganske prisværdig, men han formår da virkelig også at få meget ud af karakteren. Jeg må sige at jeg var meget imponeret, men man vidste jo godt at manden kunne spille skuespil, hvilket han efterhånden har bevidst med mange af hans biroller igennem tidene. Hans modspil er den unge Miles Teller, der næsten imponerede mig endnu mere. Hans rolle er mindst lige så kompleks som Fletcher i filmen, og jeg vil faktisk sige at han på nogle punkter næsten løber med sejren.

Filmen fremstår langt hen af vejen som ret forudsigelig, men pludselig tager den nogle gevaldige spring til højre og venstre, og ærlig talt, så efterlader det beskuren, eller ihvertfald undertegnet, rimelig forpustet. Fordi filmen er i den grad også et spørgsmål om hvem der har det største ego. Fletcher virker som en superidiot, dreven og ambitiøs, og jeg var ved at få ticks, når han laver en bestemt armbevægelse i filmen, der signalerer at nu må det givne medlem af orkesteret godt klappe i, fordi han lige er sådan en lille snert for hurtig eller for langsom. Det er i den grad super-, super-, superelitær. Det er jo nok også derfor at han skal fremstå som et musikalsk geni. Andrew, der i starten virker som en fin fyr, lidt genert og klodset, men han udvikler sig straks til at være næsten oppe i samme boldgade som Fletcher, og det klædte faktisk filmen en del. Nu er jeg ikke uddannet musiker og bliver det bestemt heller aldrig, men den der grad af finesse og leflen for detaljerne, er med at gøre filmen en anelse mere som et studie i hvad det kræves at blive top-professionel i en krævende branche. Der er flere sekvenser i filmen, hvor Andrews ego tager overhånd i sådan en grad, at det nærmest er Fletcher, der bliver den mest menneskelige af de to, helt klart et spændende projekt, der leder mine tanker hen til Clint Eastwoods fremragende “Million Dollar Baby”.

Ja, jeg er ikke jazz-kender. Jeg er faktisk ikke meget for genren, og det er nok fordi at jeg ikke kræver nær så meget af min musik, som personerne f.eks. gør i “Whiplash”, men at Andrew er en glimrende trommeslager-in-spe er der ingen tvivl om, og at der foregår nogle radikale magtkampe i forreste geled er jeg også med på. Filmen skal ses for det fremragende skuespil, der måske virker en grad forceret til tider, men i andre stunder, så eksploderer det, og man må anerkende at det er nogle fremragende skuespillere i de to bærende roller, fordi det er i den grad både J. K. Simons’ og dertil også Miles Tellers film. En stor bedrift.

Det var et par ydmyge ord om denne lille anmelderroste perle, der nok godt kan tåle et gensyn på et tidspunkt. Filmen er måske snæver i umiddelbar plot-mæssig forstand, men historien er svulmende på andre facetter, og man sidder anerkendende og nikker i selskab med skuespillerne. Foruden Michael Keaton i “Birdman”; så er det her måske filmen med de bedste præstationer i år.

Reklamer

Så kom man da lige ind i juli måned med et veltilrettelagt hop. Jeg er jo i den lykkelige situation at min nuværende tilstand tillader mig lidt økonomisk råderum i begyndelse af hver måned… og med min kompagnon i banken i form af verdens bedste bankdame, så har jeg mulighed for at bestille noget guf op til den 1. – og denne gang har jeg netop gjort det… Amazon blev selvfølgelig den Internetforhandler, der må klare min bestilling som modsvar til en økonomisk gevinst. Jeg har netop modtaget pakken i dag, og idet det var den lidt klejne Pakkepost i dag, så havde jeg mine bange anelser for om hvorvidt han nu kunne bære min ret så omfattende bestilling. Heldigvis lykkes det og jeg har netop flået pakken op og kigget indholdet igennem. Jeg er tilfreds – selvom jeg nu nok snart skal have investeret i en ny steelbook-udgivelse … jeg kan godt lide når der er gjort lidt ud af udgivelsen, og det synes jeg typisk at der er gjort ved steelbooksene. Anyway her følger lige nogle ord om indholdet af pakken:

amazonjuli

Ja, sådan så den altså ud – i sin pureste form, inden jeg fik mine skarpe, væmmelige klør i den. Mit syrende mundvand ramte den op toppen, så tapet smeltede bort, hvilket gjorde at den var ganske let at åbne. Indeni var der pakket noget så tilpas…:

amazonjuli2

 

Jeg er begyndt at gå meget efter tilbudene på min wishlist, så hvis jeg opdager at der er noget der er radikalt nedsat udover det sædvanelige – så bestiller jeg det typisk (et eksempel er at jeg lige har bestilt kombi-udgaven af Hammer Studios Dracula på blu-ray/dvd til under 10 pund)…desværre er der også nogle gange at man må betale det som det koster, og det er især tilfældet med nogle af de artikler som jeg havde bestilt denne gang…men der er dog ingen tvivl om at det var en stor pakke – også større end hvad jeg normalt køber for, men det var, som jeg nævnte i indledningen, pga. at vi nu skiftede måned, og så var der lige lidt ekstra på kontoen, hvilket jeg selvfølgelig skulle veksle hos Amazon. Det blev således til tre gange musikudgivelser, tre gange enkelte blu-ray, et blu-ray-bokssæt og endelig hele tolv dvd’er. Ganske imponerende må man sige. Prisen var dog også noget høj, men igen, det er jo generelt billigere at købe dvd’er end blu-ray, så det er også derfor at der er så mange dvd’er med… plus det faktum at ikke alle titler er ude på blu-ray. En billig blu-ray-film var dog “Contraband” – actionfilmen med blandt andre Mark Wahlberg, som jeg fandt til 5 pund – det er et godt køb… nu har jeg godt nok ikke set filmen, men den bliver næppe billigere.

amazonjuli3

 

Ja, på ovenstående billede kan man se hvilke sager der var med i pakken. Der er således den nye skive med det svenske vikinge-metalband Amon Amarth – i udgaven med ekstra EP. Der er en cd med det progressive rockband Coheed & Cambria, og endelig en cd med bandet Orgy, som jeg lyttede en del til i slutningen af 90’erne… (det var samtidig med min interesse for Marilyn Manson, og så lavede de iøvrigt et kick-ass cover af New Order’s “Blue Monday”)… jeg lytter til cd’en nu, og kan konstatere at indtil videre er coveret også det bedste nummer på skiven. Well, hvis vi fortsætter med blu-ray, så kan man se allerede nævnte “Contraband”. Dertil kommer “Odd Man Out” – en klassisk britisk film noir med James Mason, som jeg lige har set i den ganske udmærkede spionfilm “5 Fingers”. Jeg kan godt lide en rigtig spændende film noir, og James Mason er jo en glimrende skuespiller, så den glæder jeg mig til at se. Foruden de nævnte, så købte jeg også biografi-filmen om Ray Charles på digibook blu-ray. Filmen der bare hedder “Ray” var naturligvis en meget omtalt film, og Jamie Foxx skulle være god i hovedrollen. Jeg forventer dog ikke at blive blæst væk, fordi musikken nok ikke appellerer så meget til mig som fan, men jeg synes at disse digibook-udgivelser er ret fornemme, og da jeg ikke havde set filmen, så besluttede jeg mig for at købe den. Endelig slutter jeg blu-ray-købene af med den komplette “Star Wars”-saga. Jeg er dog ikke stor fan af alle de ændringer som George Lucas efterhånden har forhekset sagaen med. Jeg tror også at jeg beholder mine amerikanske dvd’er, hvor den gamle trilogis biografudgaver stadigvæk er inkluderet. Men det skal nok blive godt at se sagaen i funklende high def… den var dog ret dyr, men regner med at den nok skal bringe mig meget lykke – man er jo glad for serien… jeg ved dog ikke helt hvad jeg skal sige til den nye planlagte trilogi fra Disney? Only time will tell on that one, I guess… men forventningerne er indtil videre noget lunken.

Afslutningsvis er der så dvd’erne. Der trækkes på et bredt spektrum. Der er Clint Eastwood-baseball-filmen “Trouble With The Curve” – det er ikke en film der er instrueret af Clint, men blot en som han medvirker i, til trods for at han ellers havde trukket sig tilbage som skuespiller… jeg regner med at den er noget interessant og med et godt manuskript, siden han kunne lokkes igen. Videre i bunken finder vi musikfilmen “Mission To Lars”, om verdens største Lars Ulrich-fan… Metallicas trommeslager og eksildansker har jo et ganske godt ry, og jeg glæder mig til at se filmen, der skulle være både varm og sympatisk. Så fandt jeg den gamle Disney-film, “Condorman”, som jeg kan huske fra min barndom. Detaljerne er desværre udeblevet, men husker en mand i den der samme dragt, så det skal nok blive spændende at se den igen. Jeg fandt også “This Island Earth” – en gammel 50’er science fiction-basker, der nok skal få smilet frem. Videre kommer vi til “Holy Motors”, som Per Juul Carlsen udråbte til 2012s bedste film. Jeg ved ikke alverden om den, andet end at den skulle være ret så speciel… og velsagtens også meget fransk! … Jeg har også fået et par film med Hit-Girl herself…Chloë Grace Moretz… hun sparker jo så gruelig røv i “Kick Ass”, og sikkert det samme i efterfølgeren, som jeg håber at se i biffen her til august. Titlerne er “Hick” – lidt en roadmovie-agtig film, og så en god gammeldags horrorfilm i form af “Hallowed Ground”… Jeg fik også et par komedier med i pakken. Jeg har på fornemmeren at de begge er indie-film. “Moving McAllister” med blandt andre Mila Kunis, Jon Heder og Rutger Hauer og så “Daydream Nation”, der skulle være i stil med “Juno”, hvilket er en film som jeg vil betegne som en moderne klassiker indenfor ungdomsfilm. Hvorvidt “Daydream Nation” kan leve op til dette må jo vise sig… Endvidere fik jeg også “White Palace”, en dampende hed kærlighedsfilm om en moden kvinde (Susan Sarandon) og en yngre mand (James Spader)… så kan jeg da altid invitere en dame på besøg…bare det ikke er endnu en fesen “9½ Weeks”-inspireret film. Og så glæder jeg mig til at se Bill Murray som Hunter S. Thompson i “Where The Buffalo Roam”… jeg synes at “Fear And Loathing In Las Vegas” er en ret fornøjelig film… jeg er meget spændt på at se om de gakkede Bill Murray og Peter Boyle kan overgå Johnny Depp og Belnicio Del Toro…og så som den legendariske rosin i pølseenden, så kommer der dæleme en italiener… Maurizio Lucidi’s “The Designated Victim” – i en uncut dvd-udgivelse med utrolige Tomas Milian i hovedrollen – jeg er generelt ret vild med italienersnask, så denne måtte jeg naturligvis også eje. Disse gule dvd-covers fra Shameless er ret dekorative, så det ser godt ud på hylden, også selvom der har været nogle fusere imellem.

Well, there you have it… det var mine nye indkøb for denne gang. På grund af nogle ret så insisterende søvnangreb, har jeg ikke set så meget film… jeg håber dog at jeg kan få kigget lidt flimmer i weekenden, også selvom jeg nok mest er til at høre lidt musik for tiden…tjah, det ændrer sig helt sikkert om nogle dage, og så er jeg klar til at blive forbløffet af endnu flere udskejelser, der udspiller sig i Husalteret. Ikke dårlig.

 

Et ikon fylder år…

Navnet Clint Eastwood er sikkert så kendt i enhver filmelskers hjem, at han ikke behøver nogen introduktion. Manden Uden Navn i Sergio Leones legendariske Dollar-trilogi fylder i dag, 31. maj, 83 år...

Navnet Clint Eastwood er sikkert så kendt i enhver filmelskers hjem, at han ikke behøver nogen introduktion. Manden Uden Navn i Sergio Leones legendariske Dollar-trilogi fylder i dag, 31. maj, 83 år…

Jeg har selvfølgelig set en del Clint Eastwood-film igennem tiderne. Jeg kan huske fra min barndom, at min far var meget begejstret for krigsfilmen, “Ørneborgen”, der da også er en rigtig god film. Men ellers er det nok fra hans involvering i westerngenren, at de fleste vil nikke genkendende til ham. Han er oversej og en gennemført bad ass, også her på sine ældre dage, hvor han, som sagt, fylder 83 år i dag. “Clinten” er også en ganske god filminstruktør, og han har vundet ikke færre end fire Oscars, og mærkelig nok er ingen af dem for en skuespilspræstation, men derimod for Bedste Instruktør og Bedste Film for henholdsvis “Unforgiven” og “Million Dollar Baby”, som man også må sige er to usædvanlige stærke film. Overraskende vendte Clint Eastwood tilbage som skuespiller i 2012 med baseball-filmen “Trouble With The Curve”, efter at have proklameret at hans forrige film “Gran Torino” skulle have været hans sidste som skuespiller. Det er ihvertfald en fødselsdag som der er værd at fejre, og jeg er sikker på at den gode Clint Eastwood nok skal blive fejret med maner… hans status som Hollywoodlegende er ihvertfald intakt – og når vi snakker Ikon, så bliver det ikke meget større…Tillykke Clint!

Rise of the CGI…

Som lovet ville jeg lige skrive et par ord om det seneste opus i Planet Of The Apes-serien…

Jeg må erkende at jeg synes at det var en dårlig film. Den var, ligesom jeg skrev med bla. “Real Steel”, alt for familievenlig og sød – der er dog nogle af aberne der går amok mod filmens slutning, men jeg var ikke særlig overbevidst.

Filmens CGI var nogle steder ganske pæn, men også andre steder helt rædderlig, og jeg kan ikke forstå at når de nu bruger Motion Capture til at portrættere lederaben Cesar (spillet i vanlig stil af Andy Serkis) – at de så forfejler til at få aben til at agere 100 % logisk, især de mange spring og hop virkede decideret tåbelig på mig til tider. Men det er vel sådan at det skal være…

Tim Burtons nytænkning af den originale “Planet Of The Apes” er milevidt bedre, også især fordi at filmens make-up var meget imponerende, men i “Rise Of The Planet Of The Apes” er der ingen make-up, kun CGI-aber, og det fungerer bare ikke rigtig for mig. Ganske vist ville slutningen med Golden Gate Bridge nok være ganske svært at filme hvis det ikke var for at aberne var lavet på en computer, men alligevel.. jeg synes at filmen var klodset og lidt smådum til tider, men sådan er der jo så meget..

Jeg så iøvrigt også Clint Eastwood fjolle rundt i koldkrigs-actionfilmen “Firefox”. Jeg havde aldrig set den før fra start til slut, kun zappet forbi den et par gange på tv, og jeg må sige at man er ikke rigtig gået glip af noget. Clinten har selv produceret og instrueret, men selvom filmen oser af koldkrigs-paranoia, så synes jeg også at den var virkelig ujævn, og jeg kan ikke forstå at der skal snakkes engelsk med russisk accent i film – især synes jeg at det var mærkværdigt, at da Eastwood skal spille rollen som russisk statsborger, så snakker han bare engelsk uden accent… meget besynderligt…

Hvor uheldig er man så?? to dårlige film? det er sgu da næsten ikke til at klare, med mindre altså at jeg ikke lige midt imellem genså Kevin Smith fortræffelig og meget morsomme religionskomedie “Dogma”. Jeg må sige at Kevin Smith kan virkelig skrue et skægt manuskript sammen, og sammen med hans bedste film, debuten “Clerks” og homoseksualitet-komediedramaet “Chasing Amy”, så har han fat i indie-publikummet. Dog er hans seneste film, især “Cop Out” virkelig meget dårlig, og skræmmende umorsom… især ham den sorte politibetjent kan virkelig få nakkehårene til at rejse sig – der er forhåbentlig ingen der tror på at han kan være uddannet politimand. “Red State” var en anelse bedre, men desværre led den under at have et ikke særligt godt manus, og så var den et kæmpe skridt væk fra den komediedrama-genre som Smith mesterer så godt..men nu om dags virker det også til at Kevin Smith får mere ud at stå på scenen og fortælle om sit liv, sådan lidt stand-up-komik-stil… men fred være med det – han er jo god til at fortælle historier, hvor sandfærdige de er , ved jeg ikke, men man føler sig da underholdt…