Tag Archive: David Cronenberg


Ja, efter at have haft en glimrende dag med besøg hos min alderende moder, der blev fuldført med dejlig aftensmad, hvor jeg stadigvæk kan ane smagen og duften af hvidløg i min gane, når jeg hoster eller ræbber… det var nok lige voldsomt nok, men jeg fandt da ud af at hun ikke ville holde igen med de hvide løg nok engang. Tidligere så jeg lidt fodbold (FC København – FC Nordsjælland), hvilket ikke var noget særligt, og der er jo først superkamp mandag aften, når AaB tager imod mestrene fra FC Midtjylland… – er det bare mig eller burde det være rundens kamp…?

Nej, da jeg returnede til Afgrunden, der hastig var blevet efterladt, ventede der en dvd på mig. Der var tale om Steve James’ dokumentar om den afdøde filmkritiker, Roger Ebert, hvor filmen har titlen: “Life Itself”, opkaldt efter en biografi om manden selv. Jeg havde hørt meget godt om denne dokumentar, og da jeg erfarerede at den kunne købes relativt billigt hjem fra en Marketplace-sælger hos Amazon.co.uk, så slog jeg dæleme til! – Og nu skulle den smides i afspilleren:

ebert

Dokumentarren fokuserer først og fremmest på Roger Eberts arbejdsliv – hvor især samarbejdet med en anden filmanmelder, Gene Siskel, bliver fremhævet igen og igen. Nu voksede jeg desværre ikke op i USA, så jeg har ikke haft mulighed for at tune ind og se disse to kæpheste diskutere film om og om igen. Men jeg fik det indtryk af dokumentarren, at det var noget ganske populært, og deres ord var… ikke lov, men noget som man rettede sig efter. Jeg blev meget imponeret over Roger Eberts arbejdsiver – igennem hele hans liv, men også især efter at han for alvor blev syg med den frygtelige kræft-sygdom, der efterlod hans kæbeparti i total oprør som følge af adskillige operationer. Man får også historien om hvorledes at han var en yderst talentfuld skribent, allerede i hans unge år, og sidenhen blev en dygtig og efterspurgt debattør i forskellige regi. Men som filmen udfoldede sig, så kom der mere og mere fokus på hans liv med hans kone, der forblev ved hans side til hans død, og som helt sikkert har givet Roger meget glæde. Jeg kunne godt mærke at stemningen blev noget rørstrømsk, og jeg var selv på nippet til at få bløde øjne, når snakken gik på kærligheden imellem de to. Der er slet ingen tvivl om at Roger var meget afholdt… også selvom at man nogle gange fik et indtryk af at han også kunne være noget så påståelig og stædig. Han elskede dog film, og hvem kan ikke sige at de ikke gør det. Den danske pendant, Ole “Bogart” Michelsen, har jeg set fortælle om hans karriere et par gange, og hans bøger er altid værd at læse, eftersom at han fremstår som Danmarks lille mini-Ebert, dog måske med en anelse mere sofistikeret filmsmag. Jeg har stor beundring for dem begge, og jeg husker med glæde tilbage på de Bogart-programmer, da de kørte henover skærmen tilbage for efterhånden en del år siden. Eftersom at jeg elsker at skrive om, snakke om og udveksle historier om film og alt dens historik, så står man nok i samme båd som de to førnævnte… jeg bliver dog aldrig hverken Ebert eller Ole-Bogart – dertil er jeg alt for amatøragtig og jeg har slet ikke samme gå-på-mod som de andre. Men jeg vil stadigvæk holde gang i enhver samtale om en specifik film, hvis denne for alvor har interesseret mig… Sådan er vi jo mange filmfans der er…

Og puha, jeg fik næsten lyst til at hive det håndbroderede lommetørklæde frem og tørre snuden, fordi det blev noget af en tårevældet omgang. Jeg måtte have et modspil, så jeg kiggede på hylderne, og fandt hurtig David Cronenbergs’ “Crash” frem. Det er noget en beskidt omgang i sammenligning, men der er masser af hylde filmen for. Jeg synes at den er aldeles fremragende. Original, væmmelig, provokerende og bestemt grænseoverskridende. Sikke nogle præstationer som der også kommer ud af skuespillerne, der tydeligvis har været draget af et nyt og spændende projekt. Jeg kan slet ikke få armene ned af beundring. Og det var jo den gang, hvor David Cronenberg lavede meget farlige film. Bevares, eftersom at han lavede et par lettere mainstream-film, hvis man da kan beskylde Cronenberg for at være mainstream, så har han vist tabt gnisten lidt. Altså, jeg vil altid se en Cronenberg-film, fordi de er stadigvæk så fascinerende og langt bedre end mange andre instruktører, der fremhæves som de nye store genier. Nej, tværtimod, så har David Cronenberg stadigvæk en kæmpe appeal hos mange genrefans, og man ved godt hvorfor. Manden garanterer noget spænding og noget der kan pirre hjernesanserne. Det er en god evne at være i besiddelse af, og “Crash” fra 1996 er bestemt ingen undtagelse. Et modbydelig stykke filmkunst, som man ikke kan lade være  med at se igen, og måske igen… og man ved jo godt hvad man siger om et trafikuheld? – det er umuligt at kigge væk…- min amerikanske dvd tillod mig sågar at vælge NC-17-udgaven, der er noget mere kontroversiel end den mere strømlinet R-Rated-version…

crash

Ja, ho ho ho… hold da op, hvor har det været en varm dag… helt ubeskrivelig varmt i Afgrunden, hvor mit stakkels korpus har opholdt sig hele dagen. Jeg er umådelig glad for at natten er kommet forbi og slukket hedebølgen, og selvom det nu er mørkt udenfor, så er det stadigvæk ret varmt, men enkelte små briser kærtegner min svulstige krop, idet mit vindue er på vidt gab. Sådan skal det også helst være – ulempen er dog så at jeg kan høre næsten alt hvad der foregår i gården bag, og vice versa må de så ligge ørene til mit heavy metal, som jeg har spillet lidt af i dag – nu er det dog ved at være sent, så jeg burde holde inde med det…. eller burde jeg??

I aften har jeg set en ny dokumentar om den famøse og kæmpestore tyske metalfestival, Wacken Open Air. Det er jo lige festivaltid, og siden sidst har jeg faktisk overlevet det hæslige Thy Rock. Nok engang kunne jeg høre musikken i Afgrunden, så jeg måtte selvfølgelig modsvare det hen af vejen med lidt forskellige heavy metal, så man kunne holde det ud. Well, når det er sagt, så er en festival, hvor Birthe Kjær, Poul Krebs og Gnags er på scenen ikke noget for mig… nej tak, så stædig er jeg alligevel. Men dokumentaren var ret god, og omfattende, idet den satte fokus på festivalens spæde start og frem til 25 år senere, hvor det bare har vokset og vokset og vokset – de startede med omkring 800 gæster, og nu nærmer det sig vist de 60.000 eller måske endnu mere – ganske imponerende! Jeg har aldrig været der, idet jeg ikke er verdens bedste festivalgænger, og med årene er det bare blevet endnu sværere for mig, så indtil videre er planen om at besøge Wacken skrinlagt.. men dokumentaren hedder “25 Years Louder Than Hell: The W:O:A Documentary” – ganske anbefalesværdig.

Men jo, jeg fik faktisk også en lille portion film med posten i dag:

mogwainyt

Det er fra henholdsvis CDON og Arrow’s webshop. Sidstnævnte har endda også et stort udsalg netop nu, så det er bare med at få bestilt nogle titler derfra – der er masser af penge at spare, og de tilbyder endda gratis forsendelse, hvis det vist overskrider 50 pund… det er også værd at tage med…

De to titler fra CDON er således “Dum Og Dummere 2” – ja, jeg ved det godt – den har fået meget skæld ud, men jeg er stadigvæk ret glad for den første film, som jeg voksede op med, og som stadigvæk kan få mig til at smile, fordi at den netop er så fandens tumpet – derfor måtte jeg naturligvis også investere i 2’eren. Den anden titel er på dvd, og der er tale om AWE’s udgivelse af “Turkey Shoot”, en lille og voldsom australsk sag… jeg havde filmen i forvejen, men da jeg erfarede at Jack Jensen havde skrevet den vedlagte booklet, så var jeg spændt på læse den, og AWE’s titler er værd at eje under alle omstændigheder..

Og så er der således Arrow-blu-raysene. Først og fremmest er der tale om fire steelbooks… de to tidlige David Cronenberg-film, nemlig “Shivers” og “Rabid”, to meget stærke film på hver sin måde, og bestemt begge værd at se, især også for at se hvilken forskel der er på datidens David Cronenberg og en eller canadisk instruktør med samme navn, der laver noget mere mainstream film nu. Arrow Video har iøvrigt en killer udgave af “Videodrome” på vej i august, så den skal selvfølgelig i samlingen, og netop især fordi at det er min yndlings-film af manden. De to andre steelbooks er gamle Vincent Price-film: “The Fall Of The Houser Of Usher” og “Theatre Of Blood” – sikke noget, og jeg har set dem begge, men det er en menneskealder siden, så det skal blive spændende med et genkig, og jeg er sikker på de nok skal underholde mig – Vincent Price er jo altid outstanding. Dernæst kommer to mere almindelige blu-ray-udgivelser, nemlig Larry Cohens “The Stuff” og Seijun Suzuki med “Branded To KIll” – to film som jeg aldrig har set før, men jeg er spændt på begge – Larry Cohen har jeg tidligere set flere film af, men ikke nogle af den japanske Seijun Suzuki – spændende… jeg har iøvrigt en sidste blu-ray på vej, men den blev afsendt… jeg kan dog afsløre at der er tale om en Mario Bava-film.

Det var ihvertfald lige nogle nye titler, der blev sendt til den hungrende Afgrund – men frygt ikke, jeg fik faktisk også en forsendelse fra Amazon med tre titler:

amazon3006

Kort fortalt er der tale om Ryan Goslings instruktørdebut, “Lost River”, som skulle være en film meget i stil med de værker, som han har lavet med den danske instruktør, Nicolas Winding Refn – det lyder jo ganske interessant i sig selv. Dernæst “Spring”, som mange youtubere har snakket om, men jeg kender ikke så meget til den, andet end at den skulle være hypet en helt del – what the hell, jeg gav ikke så meget for den, så lad os nu se. Sidste er den nyeste Francois Ozon-film, “Young And Beautiful”, og der skulle være tale om en ganske fin lille Ozon-film, der både er enormt provokerende, afslørende og fascinerende. Bagsiden af coveret lover dog også at den er ret lummer, så der kan man bare se…

Jeg fik iøvrigt også en rimelig stor pakke fra EMPs webshop, men det er lidt mere merchandise og musik-relateret, så det ved jeg ikke helt om der kræver et indlæg, men måske kommer der et alligevel. Tiden og jeg selv er jo noget flygtig – men nu er klokken snart halv 1 – natten til torsdag, og klokken 1 kommer der kvindefodbold, semifinale ved VM – Japan – England, og jeg hader at sige det, men jeg føler at jeg er blevet afhængig… damn those female footballplayers! damn them all!

Jo vist. Foråret nærmer sig – ja, der er sikkert endda de vismænd, der proklamerer at vi er nået til det stadie nu, eftersom at vi er indtrådt i marts måned. Jeg synes nu alligevel at det stadigvæk er lidt koldt – det er det ihvertfald her i Afgrunden, men her er typisk heller ingen sol, der kan opvarme min stakkels blege krop, der lider under at være et regulært Undermenneske. Interesserede har nævnt, at så kunne jeg bare transportere mit væmmelige korpus til nogle af Udkants-Danmarks solsider, men det passer sgu ikke rigtig til mit humør, hvor jeg hellere vil sidde og skrive intime digte og kropsudsmykke mig selv… nå ikke? – well, hvis jeg var hip nok og i mine 20’ere, så havde jeg sikkert gjort det…

Nej, nu skal det ikke handle om fortidens fejltagelser, men derimod et par nyindkøb, som Undermennesket har gjort sig:

sin

Oh yeah hvabehar…? – der er sågar tale om det fantastiske flotte “Sin City”-bokssæt, der indeholder begge film på funklende fornem blu-ray… det er sådan noget man kan lide, når man har udråbt sig selv om erklæret filmfanatikker… masser af gode sager inkluderet, deriblandt plakater, spillekort, klistremærker, m. m. og selvfølgelig også filmene…good stuff indeed. Jeg har kun set den første “Sin City”-film, som jeg er rigtig glad for… 2’eren har godt nok et noget lunkent rygte, men jeg satser på at den nok skal underholde et simpelt væsen som mig selv. Jeg forventer det faktisk…

Dernæst fik jeg også en pakke fra en Amazon-marketplace-sælger, der indeholdte et par filmiske værker:

jamescaandeluxe

To ældre sager. Jeg er blevet ret begejstret for skuespilleren, James Caan, der må siges at være en meget under-krediteret person… jeg følger ihvertfald at han slet ikke har modtaget den ros som han fortjener som værende en utrolig dygtig og stabil karakterskuespiller, der formår at spille både den kontrollerende type men også en person med et enormt hidsigt sind.. en glimrende skuespiller er han ihvertfald… så jeg begyndte at hjemsøge Amazon for nogle titler, som jeg ikke havde set med manden. Først fandt jeg den eftersigende meget cheesy “Brians Song”, der tilmed er en tv-film, med både James Caan og ikke destro mindre Lando Calrissan himself… (also known as Billy Dee Williams) – den skal nok blive sjov, selvom emnet skulle være noget dystert med sygdom og deslige. Og så fandt jeg også denne “Kiss Me Goodbye” – en romantisk komedie fra 1982 med James Caan, Sally Field og Jeff Bridges – stærkt cast, og i og med at jeg er et romantisk fæhoved, så vil den sikkert passe som fod i hose…

Ja, det var lige et par pick-ups. Jeg er inde i en periode lige nu, hvor jeg hører mere musik, end jeg egentlig ser film, hvilket jo er en skam. Jeg så dog Jake Gyllenhaal brilliere i “Nightcrawler”, som jeg ikke fatter at der ikke kom i betragtning til en af årets bedste film ved Oscaren. Stærk, stærk og dybt kontroversiel værk om menneskers fascination af det morbide og væmmelige i dagligdagens samfund. Jeg kunne virkelig godt lide den, men emnet var sikkert lidt for svært for Akademiet…ellers har jeg også set den nye David Cronenberg-film, “Maps To The Stars” om en dysfunktionel Hollywood-familie og kvalerne med fortiden og en psykisk syg pige… tilsat lidt glimrende skuespil fra Julianne Moore… men jeg ved ikke hvad det er med Cronenberg, fordi selvom manden stadigvæk bevæger sig ud i udkanten af det eksperimenterende, så begynder der også at være en snert af mainstream-cinema over hans film. De er ihvertfald ikke så outreret som tidligere, men helt stueren bliver han nok aldrig.

Bloggen her må også leve en lidt stille tilværelse for tiden… jeg har ikke så meget at skrive om, så selvom der kommer enkelte klageskrig fra Afgrunden, så må den elektroniske pen være forstummet for en stund. Jeg skal dog nok vende tilbage, når jeg har fået mine kulsorte englevinger…. (hvem sagde EMO?)…

Endnu et par fødselsdage…

I dag er det Robert De Niros fødselsdag. Den karismatiske og nærmest legendariske skuespiller fylder 69 år… Tillykke!

Hans største præstation kommer i filmen “Taxi Driver”, hvor han er ubeskrivelig god som krigsveteranen, der hele tiden balancerer på en knivspids. Selvfølgelig var filmen instrueret af mesterinstruktøren, Martin Scorsese… det bliver bare ikke bedre…!

Canadisk skuespiller/instruktør, der brillierer i den sorthumoristiske, dommedagsfilm “Last Night”… han fylder 49 år i dag…

Lige en hilsen til canadieren Don McKellar, der har haft flere gode roller på skærmen, bla. i netop “Last Night”, som han også instruerede og så David Cronenberg-produktioner…

Har netop genset Clive Barkers formidable monster-horrorfilm “Nightbreed” fra 1990, og kan på det varmeste anbefale alle at finde sin indre monsterelsker frem og se denne perle…

Hvad enten man er til Clive Barkers kringlede univers, hvor monsterne lever i den urgamle kirkegård “Midian”, eller hvorvidt man kan nyde David Cronenbergs overlegene protræt af en moderne seriemorder/psykopat, så er “Nightbreed” en vinder!

Den engelske horror-/fantasyforfatter Clive Barker har altid haft en forunderlige evne til at skrive smuk poesi, der kan få alle horrorelskere til at gå i ekstase – og “Nightbreed” er ikke ulig dette – baseret på Barkers roman “Cabal”, som jeg har liggende, men desværre ikke fået læst endnu.

Et virkelig plus i filmen er monsterdesignsene… for de er virkelig fremragende – aldrig har man set så forskelligt et udbud af ny-klassiske filmmonstre… jeg synes næsten at ensemblet formår at overgå den samling man ser i en anden klassiker, nemlig Tod Brownings “Freaks”, hvor det dog var naturlige “freaks” og ikke almindelige mennesker i make-up.

Mod slutningen mister filmen dog lidt af sin effekt, idet “Midian” pludselig skal indhylles i et eksplosionsinferno og skydegale betjente og lokale “rednecks” invaderer stedet. Men det tilgiver man dog Clive Barker for, fordi han skulle jo nok oprette interessen for den konflikt som hele filmen hele tiden drages imod… nemlig det endelige opgør mellem “The Tribe of the Moon” og menneskerne.. Man kan dog hele filmen igennem nyde Danny Elfmans vidunderlige, hjemsøgende score til filmen, der virkelig fungerer upåklagelig med masse af korsang og grænsesøgende melankoli.  – Det engelske horror black metal band Cradle Of Filth dedikerede sågar en af deres albums til dette vidunderlige univers, idet de navngav det “Midian”, og jeg vil anbefale alle metalfans at høre dette album, hvis man da ikke allerede kender det?? – det er virkelig noget nær klassikerstatus..

Filmen skuespil er okay, men der er en der virkelig brænder igennem, og det er den canadiske filminstruktør og nogle gange skuespiller, David Cronenberg. Han er fantastisk som den helt igennem syge Decker, der prøver på at skyde sine seriemordergerninger på Boone. Dog er der en fejl mod slutningen af filmen, hvor Boone slår Decker ihjel, og han styrter til jorden uden maske! – prøv lige at se i filmens dødende scener, der er en Decker med maske? – besynderligt!

Anyway, her vil min dødsrallen ikke længere kunne nedfældes, men hvis du er i den situation, at du sidder derhjemme, godt trygt og rart i din varme stue, og endnu ikke har stiftet bekendtskab med de vidunderlige væsner i “Nightbreed”, så gør det nu! inden Decker kommer efter dig!

Posterart til Clive Barkers monsterhovedværk, “Nightbreed”…

A Dangerous Method

Den 21. juni havde David Cronenbergs nyeste opus “A Dangerous Method” dansk biografpremiere, og da jeg allerede havde set filmen som følge af min amerikanske dvd, så synes jeg lige at jeg ville sende den afsted med et par bevingende ord…

Cronenberg har iscenesat et periodedrama af højeste kvalitet. Og hvis man altid har haft lyst til at se dansk/amerikanske Viggo Mortensen i rollen som den verdenskendte østrigske psykolog Siegmund Freud, så er chancen her. Tidens hotteste mandelige skuespiller, Michael Fassbender, spiller rollen som kollegaen Jung, og Keira Knightley er Jungs unge kærlighedsinteresse…

Filmens historie kan virke tung og svær at danse med, men det er faktisk ikke tilfældet, og man føler sig ganske godt underholdt og draget ned i det store psykologiske spil imellem hovedpersonerne. Cronenberg er på hjemmebane her. Filmen kan anbefales til alle historie- og psykologiinteresserede, og den anbefaling vil jeg hermed lade gå videre. Det er måske ikke Cronenbergs bedste film (Jeg siger stadigvæk “Videodrome”), men den er bestemt værd at se…så giv den en chance!

Dansk biografplakat til David Cronenbergs “A Dangerous Method”