Næh, minsandten? – hvem kryber frem fra sit vinterskjul, og stikker hans åndede og misforstået ansigt frem som om at han var en ekspert på alverdens områder? – Næh, det er såmænd bare Undermennesket her med en melding fra Afgrunden, hvor tiden nærmest har stået stille, og jeg hverken er kommet fra eller til. Jeg føler nogle gange at jeg befinder mig i et vakuum eller en slags limbo… et punkt mellem flere dimensioner, hvor mit sind er spaltret i flere forskellige sindelag, der umuligør at jeg kan passe den stakkels blog, der skriger på flere og flere indlæg. Nuvel, nu gør jeg sgu noget ved hele den sag, og her kommer der et lille, nostalgisk skrift:

Jeg har faktisk spillet fodbold engang. Umiddelbart skulle man ikke tro det. Jeg var og er en stor knægt. Af omfang, og ærlig talt noget af en klumpedumpe. Men jeg elskede fodbold – jeg elskede spillet, og nogle af de bedste stunder i mit unge liv var på en fodboldbane – både til træning, kamp eller allerbedst på den lille bane – den centralt beliggende legeplads i den lille by, som jeg voksede op i. Allerede den gang havde jeg dog problemer med min selvtillid og jeg blev aldrig til andet end en glad hobbyspiller, men jeg elskede som sagt spillet… helt vildt, og det blev nærmest en besættelse på et tidspunkt. I dag er mit forhold kølet lidt ned, men jeg er stadigvæk en passioneret AaB-tilhænger, som jeg elsker at følge, idet de altid har været nogle underdogs i Superliga-sammenhæng.

Dette indlæg skal dog også handle om en sommer. Sommeren i 1992, hvor der skete noget mirakuløst i fodboldverdenen. Det gamle 80’er-dynamit fra Danmark var en saga blot, og det nye og ikke særlig prangende hold formåede at tage røven på dem alle, og vinde den mest fornemme turnering i Europa.  Og nu har de såmænd lavet en film om det:

sommeren

Filmen er sågar døbt “Sommeren’92” og er kort fortalt historien om en visionær, men meget udskældt landstræner, den fynske Richard Møller Nielsen (Ulrich Thomsen). Fra ikke at være en favorit, så bliver han alligevel valgt som den nye danske landstræner efter nationalhelten, Sepp Piontek, der valgte at stoppe i 90. Filmen fortæller så om en mand, der må bygge et hold op fra bunden, og vi kender jo alle historien med hvordan Danmark kom med på et afbud og så endte med at vinde det hele. Dog er filmen her ikke et udpræget drama, som der kunne udspilles på fodboldbanen i de dage, men derimod en meget mere komisk film. Der er masser af pudsige indfald, sjove bemærkninger og skøre historiske tilbageblik, f.eks. med en minigolf-turnering som teambuilding og en tur til McDonalds som ligeså. Flere af spillerne er kun kort med, men der er dog også nogle der udskiller sig. Brian Laudrup, der bliver spillet fantastisk af Cyron Melville, er holdets helt store teknikker og idol, hvilket der også kan ses i filmen. Kim Vilfort er den solide på midtbanen, der samtidigt får et personlig element med i forløbet, da hans stakkels datter er syg med kræft hjemme i Danmark, imens EM i 1992 løber af stablen. John ‘Faxe’ Jensen er filmens helt store klovn, der dog får en hovedrolle i filmen, og ligeså er andre som Peter Schmeichel, Kim Christofte og Flemming Povlsen med.

Nu har jeg så set filmen, og der er noget jeg grubler over. Er filmen lavet bevidst sådan, at vi ikke skal tage hinanden alt for seriøst, og at vi nærmest vandt ved et tilfælde, eller er den i virkelighed fortællingen om et mesterhold i svøb, der født ud af 80’ernes glæde over spillet, nu må stå på egne ben og forsøge at spille som et hold, ud fra nye defensive takter. Filmen er jo helt klart Richard Møller Nielsens testamente, eftersom han desværre gik bort i 2014. Denne arv er dog en af de største triumfer i dansk sports historie, og jeg må indrømme at jeg fik kuldegysninger imod slutningen med finalen. Jeg husker den varme sommerdag tilbage i 1992, hvor hele landet gik amok i en glædesrus. Vores nabo, en godmodig type, der arbejdede på slagteri sammen med min far, og også var glad for boldsporten, affyrede et skud med hans jagtgevær, hver gang Danmark scorede et mål – som en hyldest fra den yderste bonderøvsflække i Danmark, hvor vi alle sad og så med. Vi kunne jo næsten ikke tro på det som vi så, og det er nok en af de dage i mit liv, hvor jeg har været mest stolt af at være dansker.

Er “Sommeren’92” så værd at se? Jo, bestemt – især for fodboldhistorikkeren, der kan grine lidt over hele situationen. Men det er jo også en spillefilm, så måske er der selvfølgelig blevet digtet lidt i manuskriptet, men når det er sagt, så kan man kun glæde sig over den humane historie, der udviklede til en prægtig fortælling og endte som et vaskeægte eventyr. Måske skulle det aldrig igen, at Danmark formår at være så fantastiske på banen, men vi gjorde den en gang – den gang i Sommeren i 92.

Reklamer