Tag Archive: Heavy Metal


I Marilyn Mansons magt…

Tillbage i 90’erne – navnlig slut-90’erne, omkring 98-99, undergik jeg en forvandling. Jeg gik fra at være en nervøs, lattermild og glad dreng til noget mere… jeg opdagede nemlig en verden, hvor jeg ikke skulle underkaste mig alverdens normer om normalitet og tilpasse mig andres behov. Mine forældre var lige blevet skilt, og jeg var temmelig vred på verdenen. Jeg fandt dog en stemme, der hjalp mig meget. Der var tale om den amerikanske ‘shock’-rocker, Marilyn Manson, alias Brian Warner, når han ikke brugte sit kunstnernavn, der var sammensat af sexgudinden, Marilyn Monroe og kultlederen, Charles Manson. Ligeledes begyndte jeg at klæde mig i sorte klæder, endda farve mit kedelige kommunefarvet hår, kulsort… jeg følte mig i den grad udstødt, og ude af trit med mig selv. Mine klassekammerater accepterede mig, og jeg blev ikke peget fingre af eller noget, men det var også vigtigt for mig at forlade min trygge barndoms-jeg, og blive mere voksen og påklage de sorte magter i form af rock and roll-musik.

Jeg drak en del den gang tilbage i mine teenageår. Mange ville sikkert sige at jeg drak alt for meget, men det var ligesom kulturen og i den klike som jeg gik med, der skyllede vi ofte ugens besværligheder ned med nogle øller i weekenden… som unge mennesker jo har for vane at gøre. Musikken fik jeg dog aldrig lov til at styre. Men når jeg ville betegne mig selv som en af Marilyn Mansons trofaste disciple, så var det nok også fordi at han gjorde et massivt indtryk på mit unge sind, og det er svært ikke at blive påvirket af manden, der virkede til at have lige så meget imod verdenen, som jeg selv. Jeg havde intet stort talent, men jeg begyndte for alvor at elske musik og især ekstrem og metalmusik med Manson i spidsen. Det skal sikkert også forstås som et afbræk fra mit hverdagsscenarie, hvor jeg måtte underlægge mig en mentalitet som jeg ikke kunne stå inde for. Så blev det godt med noget befriende tid i weekenderne.

Min bedste ven var nok min discman, fordi der havde jeg mulighed for at afspille min lille samling af cd’er i frikvarterne, når jeg ikke magtede at være sammen med andre mennesker. Men det skal ikke siges at jeg ikke havde nogle kammerater, fordi jo selvfølgelig havde jeg det, men et regulært venskab, ved jeg faktisk ikke. Jeg havde min musik, og det her var faktisk også før, at jeg begyndte at fordybe mig hovedkuls i filmens vidunderlige verden. Nu har jeg mange helte, både i musikkens verden, men så sandelig også i filmens ligeså univers.

Grunden til denne pludselige gåtur ned af mindernes stisystem, var fordi at jeg fandt en gammel video på YouTube, faktisk et vhs-rip af en video med Manson, som jeg købte på en studietur til Italien. Den gang fandt jeg videoen utrolig medrivende, og svær at lægge fra mig… den blev et symbol på det som jeg kæmpede for og imod hver eneste dag. Sjovt nok virker videoen i dag, langt fra lige så stærk, og Manson virker ærligt talt som lidt af en dramaqueen… men den gang, hold da op, hvor den betød meget for mig og mit sindelag. Jeg aner ikke hvor mit bånd er i dag, og mon ikke at den er røget ud med mine andre vhsbånd – desværre nok, og en handling, som jeg har fortrudt mange gange.

Jeg lytter stadigvæk med jævne mellemrum til Marilyn Mansons musik, men dog ikke med nær så stor en intensitet som dengang tilbage i tiden, hvor jeg var en stor og fortabt teenager. I dag rangerer han ikke i toppen af mine favoritter, men jeg glemmer aldrig hvad han betød for mig den gang, og hvordan han reddede en sjæl fra at blive fanget i mainstreamens magt. I stedet var jeg fanget i Marilyn Mansons magt…

manson

Reklamer

Ja, ho ho ho… hold da op, hvor har det været en varm dag… helt ubeskrivelig varmt i Afgrunden, hvor mit stakkels korpus har opholdt sig hele dagen. Jeg er umådelig glad for at natten er kommet forbi og slukket hedebølgen, og selvom det nu er mørkt udenfor, så er det stadigvæk ret varmt, men enkelte små briser kærtegner min svulstige krop, idet mit vindue er på vidt gab. Sådan skal det også helst være – ulempen er dog så at jeg kan høre næsten alt hvad der foregår i gården bag, og vice versa må de så ligge ørene til mit heavy metal, som jeg har spillet lidt af i dag – nu er det dog ved at være sent, så jeg burde holde inde med det…. eller burde jeg??

I aften har jeg set en ny dokumentar om den famøse og kæmpestore tyske metalfestival, Wacken Open Air. Det er jo lige festivaltid, og siden sidst har jeg faktisk overlevet det hæslige Thy Rock. Nok engang kunne jeg høre musikken i Afgrunden, så jeg måtte selvfølgelig modsvare det hen af vejen med lidt forskellige heavy metal, så man kunne holde det ud. Well, når det er sagt, så er en festival, hvor Birthe Kjær, Poul Krebs og Gnags er på scenen ikke noget for mig… nej tak, så stædig er jeg alligevel. Men dokumentaren var ret god, og omfattende, idet den satte fokus på festivalens spæde start og frem til 25 år senere, hvor det bare har vokset og vokset og vokset – de startede med omkring 800 gæster, og nu nærmer det sig vist de 60.000 eller måske endnu mere – ganske imponerende! Jeg har aldrig været der, idet jeg ikke er verdens bedste festivalgænger, og med årene er det bare blevet endnu sværere for mig, så indtil videre er planen om at besøge Wacken skrinlagt.. men dokumentaren hedder “25 Years Louder Than Hell: The W:O:A Documentary” – ganske anbefalesværdig.

Men jo, jeg fik faktisk også en lille portion film med posten i dag:

mogwainyt

Det er fra henholdsvis CDON og Arrow’s webshop. Sidstnævnte har endda også et stort udsalg netop nu, så det er bare med at få bestilt nogle titler derfra – der er masser af penge at spare, og de tilbyder endda gratis forsendelse, hvis det vist overskrider 50 pund… det er også værd at tage med…

De to titler fra CDON er således “Dum Og Dummere 2” – ja, jeg ved det godt – den har fået meget skæld ud, men jeg er stadigvæk ret glad for den første film, som jeg voksede op med, og som stadigvæk kan få mig til at smile, fordi at den netop er så fandens tumpet – derfor måtte jeg naturligvis også investere i 2’eren. Den anden titel er på dvd, og der er tale om AWE’s udgivelse af “Turkey Shoot”, en lille og voldsom australsk sag… jeg havde filmen i forvejen, men da jeg erfarede at Jack Jensen havde skrevet den vedlagte booklet, så var jeg spændt på læse den, og AWE’s titler er værd at eje under alle omstændigheder..

Og så er der således Arrow-blu-raysene. Først og fremmest er der tale om fire steelbooks… de to tidlige David Cronenberg-film, nemlig “Shivers” og “Rabid”, to meget stærke film på hver sin måde, og bestemt begge værd at se, især også for at se hvilken forskel der er på datidens David Cronenberg og en eller canadisk instruktør med samme navn, der laver noget mere mainstream film nu. Arrow Video har iøvrigt en killer udgave af “Videodrome” på vej i august, så den skal selvfølgelig i samlingen, og netop især fordi at det er min yndlings-film af manden. De to andre steelbooks er gamle Vincent Price-film: “The Fall Of The Houser Of Usher” og “Theatre Of Blood” – sikke noget, og jeg har set dem begge, men det er en menneskealder siden, så det skal blive spændende med et genkig, og jeg er sikker på de nok skal underholde mig – Vincent Price er jo altid outstanding. Dernæst kommer to mere almindelige blu-ray-udgivelser, nemlig Larry Cohens “The Stuff” og Seijun Suzuki med “Branded To KIll” – to film som jeg aldrig har set før, men jeg er spændt på begge – Larry Cohen har jeg tidligere set flere film af, men ikke nogle af den japanske Seijun Suzuki – spændende… jeg har iøvrigt en sidste blu-ray på vej, men den blev afsendt… jeg kan dog afsløre at der er tale om en Mario Bava-film.

Det var ihvertfald lige nogle nye titler, der blev sendt til den hungrende Afgrund – men frygt ikke, jeg fik faktisk også en forsendelse fra Amazon med tre titler:

amazon3006

Kort fortalt er der tale om Ryan Goslings instruktørdebut, “Lost River”, som skulle være en film meget i stil med de værker, som han har lavet med den danske instruktør, Nicolas Winding Refn – det lyder jo ganske interessant i sig selv. Dernæst “Spring”, som mange youtubere har snakket om, men jeg kender ikke så meget til den, andet end at den skulle være hypet en helt del – what the hell, jeg gav ikke så meget for den, så lad os nu se. Sidste er den nyeste Francois Ozon-film, “Young And Beautiful”, og der skulle være tale om en ganske fin lille Ozon-film, der både er enormt provokerende, afslørende og fascinerende. Bagsiden af coveret lover dog også at den er ret lummer, så der kan man bare se…

Jeg fik iøvrigt også en rimelig stor pakke fra EMPs webshop, men det er lidt mere merchandise og musik-relateret, så det ved jeg ikke helt om der kræver et indlæg, men måske kommer der et alligevel. Tiden og jeg selv er jo noget flygtig – men nu er klokken snart halv 1 – natten til torsdag, og klokken 1 kommer der kvindefodbold, semifinale ved VM – Japan – England, og jeg hader at sige det, men jeg føler at jeg er blevet afhængig… damn those female footballplayers! damn them all!

Hallo. Ja, jeg har netop nok engang genset Sacha Gervasi’s glimrende og meget hjertevarme dokumentar om det canadiske heavy metal-band, Anvil, der oplevede deres 15 minuts of fame tilbage i begyndelsen af 80’erne, men sidenhen er gået næsten helt i glemmebogen, og nu kun spiller for en håndfuld mennesker, når de endelig spiller da… til trods for at de har udsendt 10+ albums.

Anvil er et meget særpræget band. Musikken er ganske standard hård metal a la trash metal og bandet består grundlæggende af de to bandstiftere, forsanger/guitarist, Lips og trommeslager Rob… det er et par gæve gutter, der har haft et venskab hele vejen igennem. Og sådan et livslangt venskab er jo efterhånden noget som man kommer til at sætte pris på, jo ældre som man bliver. Og det er ofte fundet i fælles interesser og glæde over de simple ting, og hvorfor fanden skulle det ikke være sådan?…

Jeg fandt iøvrigt et Anvil-album i Læsehesten i Aalborg engang, og købte det selvfølgelig, men det var ikke noget særligt, og det skulle endda være et af de albums, der var ekstremt dårlig produceret, hvilket de har haft adskillige af. Det er selvfølgelig noget skidt, men alligevel, når man ikke har pengene til det, og stadigvæk insisterer på at udsende albums, så bliver det nok lidt noget tvivlsomt noget – ikke fordi at jeg kender branchen eller noget, men det er mit gæt. Anvil i dokumentaren er dog enorm velspillende og musikken er meget heavy, så man sidder og headbanger lidt med hjemme i stuen. Musikken i filmen er dog kun en ting af pakken, fordi den handler også meget om mennesker og deres skæbner, og indeholder et væld af ikoniske scener – scenen hvor de spiller i en klub for en lille gruppe, og der sidder en og headbanger for vildt i en lænestol helt fremme – eller i Tjekkiet, hvor Lips kommer op at toppes med en promoter, der ikke vil betale dem for koncerten. Som Lips også proklamerer: det er jo hans arbejde og han leverer altid varen, så han skal jo også betale hans regninger. Lips lever virkelig for bandet og musikken og det har han gjort i over 30 år.

Når jeg ser et program som X-Factor, og sidste sæsons døgnflue, Citybois, der har fået en pladekontrakt på Sony, bare fordi at de har godt fat i det unge segment, der består af købelystne teenagere, der dedikerer deres værelser til nogle ‘shrines’, hvor de har tapetseret væggene med plakater og billeder af sådanne nogle håbløse unge typer, der knap nok kan synge, men måske har en stil, der gør dem eftertragtet. Well, det begyndte med The Beatles, og slutter næppe her…

Men min tanke med Citybois og deres pladekontrakt er nærmest at spytte etablerede kunstnere i ansigtet, og at være til stede i musikindustrien i over 30 år – det er sgu et statement. Jeg ved ikke hvor meget Citybois går op i deres musik, men de går op i at være kendt, og det er næsten endnu værre… ja, jeg ved det. Jeg lyder som en gammel sut, der brokker sig over ungdommen og deres mildest talt sære vaner, der af en eller anden grund bliver populære, imens en 35-årig som undertegnet sidder og ser måbede til. Nej, jeg voksede op i 90’erne, hvor Eurodance og Grunge var de populære stilarter, og jeg brød mig ikke særlig meget om nogle af dem. Jeg lyttede heller ikke til heavy metal, før jeg fandt Marilyn Manson og hans gennembrydende, moderne ‘shock rock’, som gav mig så meget glæde og indhold i livet, at jeg ikke længere følte mig som en udstødt teenager. Nu  havde jeg en stemme, som jeg kunne lytte til… sidenhen er forholdet til Marilyn Manson kølet lidt, men hans tre albums, AntiChrist Svperstar, Mechanical Animals og Holy Wood er stadigvæk store bedrifter i mit liv.

Well, lidt ord her fra Afgrunden, hvor det altid er mørkt, dystert og klamt. I dag skinnede der dog et lille lys indenfor med bandet Anvil og deres humanitet. Jeg bliver glad hver gang at jeg ser denne dokumentar, og jeg kan kun opfordre alle til at opstøve den og nyde den for det som den er. Et velmenende portræt, der kigger ind af alle sprækker, og viser bandet som de er. Både på den gode og den dårlige måde…

anvil (2)

Uha, jeg beklager den måske lidt uhyggelige overskrift, men jeg må tilstå, at der er nogle dage og nætter, hvor jeg føler at det er lidt koldt i min ellers så dejlige Afgrund. Og så har vi endda ikke talt de dage med, hvor jeg går hvileløst rundt og føler mig som en total zombie, fordi jeg enten har sovet for meget eller for lidt. Så kan man bande på at jeg får gået turen mellem stuen og soveværelset igen og igen. Nåh ja, så får man jo også rørt sig lidt, ville en eller anden motionekspert-type nok fremhæve, men det er unægtelig trist når det foregår på det niveau. Tjah, jeg må jo gøre som jeg vil – jeg er en voksen mand…. med fuldskæg… og jeg sværger ikke længere til de samme råd som man fik da man gik i skole…

Nej, jeg har skam siddet i aften, dog med et lille afbræk på et par timer, og stenet bitter- og lummer filmgøgl af den mere intime slags. Filmen med titlen “Body Of Evidence” er helt klart lavet ud fra det grundlag at man skal føle sig lidt svinsk når man ser den. Foruden at være et dårlig retsalsdrama, så leverer filmen også nogle sporadiske men dog meget luskede samkvemsscener, hvor Madonna, der spiller hovedrollen, ikke ligger fingre imellem. Tydeligvis er filmen lavet for de stakkels, ensomme mænd, der aldrig kommer i nærheden af det verdensberømte popikon, fordi forinden er man blevet uskadeliggjort af hendes velvoksne bodyguards – tro mig, jeg har været der… – nej, som jeg skrev i en kommentar, så løfter filmen sig ikke væsentlig fra noget andenrangs kiosklitteratur, som også lige så ensomme og håbefulde kvinder læser i stor stil. Det er vist ikke ligefrem “Fifty Shades Of Grey”-segmentet, der skal opsøge denne film, fordi den vil ikke indfri deres forventninger. Willem Dafoe, som jeg ellers godt kan lide, er lidt utroværdig som lysten advokat og Frank Langella, der kommer ind fra højre, formår ikke rigtig at gøre noget med hans lille rolle. Dog vil jeg sige at jeg var svært tilfreds med filmens slutning… der kan man da tale om retfærdighed!

body

Som man kan se på filmens cover, så viser den Madonna i sin pureste form, og man har forventningerne skruet godt op med den 18+ rating, men det er bare ærgerlig at filmen er sådan en banalitet. Bemærk iøvrigt mit fine nye krus, som jeg netop nu sidder og sipper varm kaffe af. Den er en særlig hyldest til vi 80’er-børn, og alle de vidunderlige legetøj, der prægede vores dagligdag, der samtidig gjorde vores populærkultur umådelig elskelig. Det var godt nok en dejlig tid, og man kan blive både nostalgisk og lidt rørstrømsk, når man tænker tilbage på hvordan verdenen så ud den grad, og hvordan man selv var for en rendyrket møgunge. Men hey, i det mindste har vi fået både “Transformers” og “G.I. Joe” på den store skærm, nu hvor man er blevet voksen – dog ikke altid lige positivt, men det er da tegn på at 80’erne lever i bedste velgårenhed, især blandt mange fanboys rundt omkring. Min coaster med Commodore 64 kunne jeg iøvrigt heller ikke stå for – selvom jeg ikke længere er gamer, så husker jeg stadigvæk den dejlige maskine, hvor selv en halv time med båndstationen, der udmøntede sig i et simpelt computerspil med en tvivlsom grafik, føltes som Himlen og det sande, teknologiske højdepunkt.

Som ansporet af en snak med Båndsalatens Henrik, så har vi snakket lidt om en af vores yndlinge, når det kommer til den musik, som vi alle elsker og holder af. Nemlig den desværre afdøde sanger, og gennemførte heavy metal-ikon, Ronnie James Dio. Den klejne mand med den kæmpestore stemme, fylder meget i mit liv, og jeg må sige at jeg kommer til at tvivle på om der nogensinde kommer en, der kan overgå ham i præstation, volume og kvalitet. Han var helt igennem enestående. Hvor Henrik primært hylder Dio for hans tid i Rainbow, så må jeg konstatere at jeg mere er fan af ham i Black Sabbath, hvor han erstattede ballademageren, Ozzy Osbourne. Nuvel, jeg har måske ikke hørt nok af Dio i hans Rainbow-sammensætning, men jeg ved at han også har leveret varen. Jeg er dog nok mere fan af Tony Iommi end Richie Blackmore, men de er jo to vaskeægte legender indenfor guitarspillet, så det er nok afgjort på marginalerne. Jeg vil dog slutte med et link til solo Dio med en vaskeægte klassiker og et nummer, som jeg ikke kan undgå at være meget begejstret for:

Jeg modtog for et stykke tid siden, Ashes Of Ares’ debutskive med posten… jeg havde hørt et par numre med dem på YouTube, og jeg synes ærlig talt, at det lød monsterfedt…!

Hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg en sucker for Matthew Barlow – sikke en karismatisk forsanger… han har jo tidligere sunget i Iced Earth, men havde lige et ophold efter 11/9, hvor han følte at han skulle være patriotisk, og derfor meldte sig til politiet, for at blive uddannet politibetjent… – heldigvis droppede han ikke at synge… han har sågar været tilknyttet det suveræne seje progressive metalband fra Danmark, der hedder Pyramaze… jeg er meget begejstret for hans vokal – og selvom han ikke længere er med i Iced Earth, så virker hans nye band enormt kompetent… jeg er ihvertfald solgt!

Og ja, jeg har slappet af med et par af de kolde til den vidunderlige verden af musik. Ikke så meget film til mig i dag, men jeg har dog set noget af “American Psycho” på DR3 – den film bliver jeg aldrig træt af… jeg ved godt at der er mange der ikke kan lide den, men for fanden da …. det er jo bare en knaldgod omgang sort-humoristisk pladder… jeg synes at det er utrolig morsomt, hver gang at vores yndlings-yuppie psykopat får svedeture over det forkerte visitkort…well, maybe that’s just me?

Anyway, tjek endelig Matthew Barlow ud i Ashes Of Ares – jeg er som sagt allerede fan af bandet, og det virker virkelig godt… så hvis man elsker det, så køb albummet! støt musikken! og plej dit samlergen!

Deroppe mod nord…

Jeg bor i et lille smørhul i det vidunderlige land, som der er Danmark. Thisted er navnet på byen, hvor min nuværende, ydmyge 2-værelses-lejlighed befinder sig. Ikke noget dårligt sted, selvom det nogle gange kan knibe lidt med pladsen, men jeg er glad for at bo her – det vil sige, at det er jeg i det meste af året. Der er nemlig en tilbagevendende begivenhed hver sommer, som gør at jeg må søge tilflugt i lejligheden med lukkede vinduer og et eget musikanlæg, der er skruet helt op på max… i denne weekend er der nemlig ‘Thy Rock’…hvor 10.000+ mennesker flokkes på den lokale Dyrskueplads og fester, drikker og sikkert har en pragtfuld stund. Jeg er dog ikke fan, særligt ikke af musikken, der typisk er for den lidt mere mainstreame tankegang, og som synes at både Kim Larsen, Rasmus Seebach og Johnny Madsen er nationale skatte.

Jeg sidder netop nu og varmer op med min egen helt, nemlig Ronnie James Dio, som er en af mine absolutte ynglings-vokalister igennem tiderne. En fremragende sanger, der samtidigt havde et ry for at være et særdeles indbydende, varmt og smilende menneske… en regulær good guy, der desværre måtte forlade vores rige alt for tidlig. Foruden hans tid som soloartist i bandet Dio, så er jeg også meget glad for hans bidrag til Black Sabbath, hvor han har sunget på en af mine alltime favorit-numre, titelnummeret på albummet “Heaven And Hell”. Selvom den gode Dio ikke længere er iblandt os, så lever hans musikarv videre, og jeg er utrolig glad for at kunne sætte pris på denne form for musik, der jo har meget mere at byde på end Kim Larsens mavesure nationalpoesi, Rasmus Seebachs feminine kærlighedssange eller Johnny Madsens bodegamelodier. Jeg vil til enhver tid hellere fordybe mig i den vidunderlige verden, som hedder heavy metal, fordi der er der altid en sang der passer perfekt til den personlige sindstilstand. Jeg er nok ikke den typiske ‘metalhead’, men jeg er stor tilhænger af musikken og kulturen, selvom jeg ikke er den mest hardcore udøver af den. Jeg vil altid forsvare den for den skrækkelige verden der findes derude, hvor X-Factor, dalende cd-salg, og alverdens poptoner inficerer den ganske klode. Det betyder også at jeg må tage afstand fra Thy Rock, der slet ikke er noget for mig… ja, i det hele taget er festivalmentaliteten nok ikke noget for undertegnet. Jeg har selvfølgelig prøvet at være til Roskilde Festival, da jeg var ung og dum… men nej, jeg magtede det ikke helt – så den oplevelse, til trods for noget rigtig godt musik og godt selskab, var ikke noget for mig. Jeg har det bedre med at sidde og lytte til cder, imens jeg brokker mig over ting som Thy Rock og deslige … det kan man vel nok forstå?

Well, selvfølgelig skal det hele ikke være så surt, så jeg har også taget forskud på næste måned, idet der jo gik penge ind på kontoen i dag! – hurra! – det måtte selvfølgelig udnyttes, og heldigvis havde Amazon åbnet. Jeg bestilte derfor straks nogle artikler, deriblandt både dvder, blu-ray og cder.. og jeg kom nok til at forivrige mig lidt, men nu skulle det jo være. Og endelig havde jeg råd og lyst til at investere i den komplette “Star Wars”-saga på blu-ray. Den var selvfølgelig noget dyr, men det er den overalt, og idet jeg, som sagt, nu havde nogle ekstra penge på kontoen, så måtte jeg jo bestille den denne dag. Dertil bestilte jeg blandt andet den nye cd med Amon Amarth – det mægtige svenske vikinge-metalband og remaket af William Lustigs fremragende 80’er-slasherfilm, “Maniac”… i den nye udgave spilles Joe Spinells rolle af Frodo himself, og jeg tvivler meget på at han kan overgå den fantastiske præstation af Joe Spinell, men lad os nu se. Jeg bestilte flere andre småting, men det førnævnte var nok top-3.

Nu er der blot tilbage at vente…

thyrock

Sidste søndag sad jeg endnu engang klistret til computeren, idet jeg skulle høre Sort Søndag på DRs netradio… det er en tilbagevendende begivenhed, og som metalelsker må man bare overgive sig til hærføreren Anders Bøtter og hans fortrinelige sammensatte helvedesbrøl…

Nuvel, i denne udsendelse var der pludselig et finsk band med, som jeg ikke kendte… der var tale om Battle Beast – og de har siden hen forhekset mine øregange med deres formidable musik. Det er jo ren oldschool metal, som de spillede den i 80’erne, med en kvindelig vokalist der virkelig giver den gas…

Desværre lader de til at de har udskiftet dette forrygende medlem af det kvindelige køn med en anden, der hellere ikke er dårlig, men hun når godt nok ikke denne fremragende sangerindes høje niveau…

Jeg er blevet helt vild med denne sang, og hvis man bare har en snert af kærlighed for den hårde genre, så er jeg sikker på at man vil elske Battle Beast… jeg synes på ingen måde at det er cheesy eller noget som helst – det er ærligt og lige ud af landevejen metal… jeg ved godt at der ikke er noget growl eller meningsløst skrigeri, men det er så gennemført bad ass, at jeg overgiver mig…

Jeg fornemmer at Amazon snart vil modtage en bestilling på bandets foreløbelig to albums…

Den legendariske heavy metal-sanger, Ronnie James Dio, kunne i dag have været fyldt 70 år. Han gik desværre bort i 2010, 67 år gammel, som følge af mavekræft..

Elsker Ronnie James Dios fantastiske vokal. Desværre nåede jeg aldrig at se ham optræde, men det ville med garanti have været en uforglemmelig aften. Hylder den lille kæmpe…!