Tillbage i 90’erne – navnlig slut-90’erne, omkring 98-99, undergik jeg en forvandling. Jeg gik fra at være en nervøs, lattermild og glad dreng til noget mere… jeg opdagede nemlig en verden, hvor jeg ikke skulle underkaste mig alverdens normer om normalitet og tilpasse mig andres behov. Mine forældre var lige blevet skilt, og jeg var temmelig vred på verdenen. Jeg fandt dog en stemme, der hjalp mig meget. Der var tale om den amerikanske ‘shock’-rocker, Marilyn Manson, alias Brian Warner, når han ikke brugte sit kunstnernavn, der var sammensat af sexgudinden, Marilyn Monroe og kultlederen, Charles Manson. Ligeledes begyndte jeg at klæde mig i sorte klæder, endda farve mit kedelige kommunefarvet hår, kulsort… jeg følte mig i den grad udstødt, og ude af trit med mig selv. Mine klassekammerater accepterede mig, og jeg blev ikke peget fingre af eller noget, men det var også vigtigt for mig at forlade min trygge barndoms-jeg, og blive mere voksen og påklage de sorte magter i form af rock and roll-musik.

Jeg drak en del den gang tilbage i mine teenageår. Mange ville sikkert sige at jeg drak alt for meget, men det var ligesom kulturen og i den klike som jeg gik med, der skyllede vi ofte ugens besværligheder ned med nogle øller i weekenden… som unge mennesker jo har for vane at gøre. Musikken fik jeg dog aldrig lov til at styre. Men når jeg ville betegne mig selv som en af Marilyn Mansons trofaste disciple, så var det nok også fordi at han gjorde et massivt indtryk på mit unge sind, og det er svært ikke at blive påvirket af manden, der virkede til at have lige så meget imod verdenen, som jeg selv. Jeg havde intet stort talent, men jeg begyndte for alvor at elske musik og især ekstrem og metalmusik med Manson i spidsen. Det skal sikkert også forstås som et afbræk fra mit hverdagsscenarie, hvor jeg måtte underlægge mig en mentalitet som jeg ikke kunne stå inde for. Så blev det godt med noget befriende tid i weekenderne.

Min bedste ven var nok min discman, fordi der havde jeg mulighed for at afspille min lille samling af cd’er i frikvarterne, når jeg ikke magtede at være sammen med andre mennesker. Men det skal ikke siges at jeg ikke havde nogle kammerater, fordi jo selvfølgelig havde jeg det, men et regulært venskab, ved jeg faktisk ikke. Jeg havde min musik, og det her var faktisk også før, at jeg begyndte at fordybe mig hovedkuls i filmens vidunderlige verden. Nu har jeg mange helte, både i musikkens verden, men så sandelig også i filmens ligeså univers.

Grunden til denne pludselige gåtur ned af mindernes stisystem, var fordi at jeg fandt en gammel video på YouTube, faktisk et vhs-rip af en video med Manson, som jeg købte på en studietur til Italien. Den gang fandt jeg videoen utrolig medrivende, og svær at lægge fra mig… den blev et symbol på det som jeg kæmpede for og imod hver eneste dag. Sjovt nok virker videoen i dag, langt fra lige så stærk, og Manson virker ærligt talt som lidt af en dramaqueen… men den gang, hold da op, hvor den betød meget for mig og mit sindelag. Jeg aner ikke hvor mit bånd er i dag, og mon ikke at den er røget ud med mine andre vhsbånd – desværre nok, og en handling, som jeg har fortrudt mange gange.

Jeg lytter stadigvæk med jævne mellemrum til Marilyn Mansons musik, men dog ikke med nær så stor en intensitet som dengang tilbage i tiden, hvor jeg var en stor og fortabt teenager. I dag rangerer han ikke i toppen af mine favoritter, men jeg glemmer aldrig hvad han betød for mig den gang, og hvordan han reddede en sjæl fra at blive fanget i mainstreamens magt. I stedet var jeg fanget i Marilyn Mansons magt…

manson