Tag Archive: Hugh Jackman


Hov. Ja, jeg er her skam endnu, selvom det kan være svært at tro. Opdateringerne lader godt nok vente på sig, og denne har også været svær at komme i gang med. Jeg føler at jeg er i konstant tilstand af dvaskhed. Som en ensom zombificeret ulv vandrer jeg fra punkt A til punkt Z i Afgrunden… men den anden dag ramte trætheden mig og jeg sov 15 timer. Ellers kan man sige at der er sket nogle forandringer i Afgrunden. Hvis man husker de væmmelige gule kasser, der stank af fabrik og manuelt arbejde, så har jeg i stedet investeret i nogle fornemme rumdelere. Indtil videre er det ca. 70% færdiggjort, så jeg mangler lige det sidste, hvilket forhåbentlig snart kan skaffes hjem hos almægtige Silvan.

Nej, Afgrunden lider bestemt også under højsommer. Tidligere kunne man fornemme de kølige briser, som den kære bordventilator stod for, men ak og ve – denne led en pinsom død sidste sommer, og jeg har endnu ikke fået købt en ny ditto. Så selve området omkring husalteret var temmelig varmt, da jeg den anden dag, satte Neill Blomkamps nyeste opus i afspilleren. Filmen med titlen “Chappie” var endnu en science fiction-film fra mandens hånd, og da jeg godt kunne lide hans tidligere værker, så var jeg bestemt lidt spændt:

chappie

Mine forventninger til “Chappie” gik i den mere actionpræget retning. Jeg forestillede masse af kampe med en del robotter, der gik løs og skød og myrdede et væld af bad guys. Men nej, sådan var filmen bestemt ikke. Derimod får man smidt en cocktail af spørgsmål vedrørende evigt liv, kunstig intelligens og grundideer om hvad der er værd at leve og kæmpe for. Det var en ret spændende vinkel, også selvom Chappie-robotten i sig selv var en anelse irriterende, men sådan skulle det jo nok være. På rollelisten finder vi Dev Patel, Hugh Jackman, Sigourney Weaver og den lokale, sydafrikanske rapgruppe, Die Antwoord. Sidstnævnte havde en overraskende stor rolle at spille i filmen, og til tider blev deres populære musik også brugt som underlægningsmusik… ret specielt, men de virker også som nogle fascinerende typer, især  kvinden i bandet, Yolandi Visser – hun er noget helt unikt. Nå, men som jeg skrev på Facebook, så synes jeg også at der er en særlig Phillip K. Dick-fornemmelse over “Chappie” – så selvom jeg forventede noget andet, så synes jeg bestemt ikke at jeg blev efterladt måbende og skuffet. Filmen kan klart anbefales, også især hvis man er fan af sådan lidt japansk anime-storyline og design.

Ja, det var lige sagen med sådan en film. Jeg så også et par andre, men dem magter jeg ikke lige at skrive om nu. Til gengæld tog jeg lige et billede af noget andet, der var ankommet til Afgrunden:

boogiespike

På anledning af Henrik fra Båndsalaten, så fik jeg hjemkøbt et bokssæt med Spike Lee-værker. Der skulle være lidt af hvert, og jeg har faktisk aldrig rigtig set så meget fra manden, så det skal blive enormt spændende at dykke ned i. Den anden er en steelbook med 90’er-filmen, “Boogie Nights” – en helt igennem fremragende film, der bliver endnu bedre for hver gang at man ser den, hvis man da kan tro på det? – en mesterlig film og velsagtens en af 90’ernes bedste. Jeg har efterhånden set den adskillige gange, og da jeg syntes at designet på denne steelbook så ganske cool ud så var det jo bare med at springe ombord.

Og ja, nu kan jeg lige godt sige det… jeg sveder virkelig meget lige nu, og det ender nok med at jeg må åbne et vindue, fordi det går sgu da slet ikke det her. Og så er det tid til en film – spørgsmålet er så bare lige hvilken en, som der ryger i afspilleren… well only time will tell – and the time has just run out!

Ja, så blev det nok engang tid til at nedfælde et par ord. Denne gang er jeg knap så opstemt og småberuset som sidst, men sidder i stedet og har en kop kaffe ved min side, og tænker tanker omkring kommende tid. Utrolig nok er det snart Jul nok engang, og jeg tror bare at jeg vil modtage den som jeg plejer – med ophøjet skepsis og lidt indelukkethed – nuvel, da jeg var dum og en knægt, da elskede jeg skam Julen, og hvem gjorde ikke det? det var jo knap så hysterisk som nu hvor Julepynten kommer op i butikkerne i starten af oktober. Jeg var altid glad for mine julegaver, der jo var aftenens højdepunkt, da man var barn, men derimod har jeg aldrig været den heldige, der fandt mandlen… jeg kan ikke fordrage det..

Hov – ja, jeg plejer jo at indlede med lidt tankestrøg, og denne gang var ingen undtagelse, men jeg har da også set nogle film her på det seneste, hvor jeg dog desværre også har været ramt af mange træthedbrud, som gjorde at jeg måtte lægge mig – men jeg fik da set et par stykker nu og her, og her og der… og en af dem var jeg meget spændt på:

Jeg forudbestilte den nye X-Men-film, nemlig den der hedder “X-Men: Days Of Future Past”, og modtog den i går onsdag, så den havde jeg selvfølgelig i afspilleren, og jeg må sige at jeg ikke blev skuffet. Filmen indledes rimelig hurtig i fremtiden, og tempoet er vældig højt i starten, hvor man kastes ind i handlingen. Senere slapper filmen mere af, og der er bestemt ikke tale om action-på-action… der er mange afmålte situationer, der alle sammen er med til at udbygge universet og X-Men-mytologien. Det var jeg meget begejstret for, og jeg må sige at jeg altid har været spændt på at se en film med de store robot-mutantjægere, kaldet ‘Sentinels’… persongalleriet er fyldt med en masse kendte navne, og selvom filmen er sat til at foregå både lidt i fremtiden, men også i 1973, idet det jo er en såkaldt tidsrejse-film, så bliver man mødt med både unge og gamle versioner af henholdvis Professor X og Magneto. De to centrale omdrejningspunkter på rollelisten er dog Hugh Jackman i hans nu meget familære karakter som ‘Wolverine’, men også Jennifer Lawrence som ‘Mystique’ er vigtig for filmens handling, da hun bliver et essentielt værktøj i jagten på mutanter i fremtiden. Der er også meget spilletid til James McAvoy som den unge Charles Xavier, Michael Fassbender som ung ‘Magneto’ og Nicholas Hoult som en ung ‘Beast’. Jeg vil ikke benægte at filmen godt kan virke kaotisk og voldsom, og handlingen er meget baseret på at man kender karakterne og accepterer at alt kan lade sig gøre i en X-Men-film, ligesom det kunne lade sig gøre i tegneserie-universet. Jeg tror dog at en film som “Avengers” banerede vejen for “X-Men: Days Of Future Past”, da den gav vished om at man kan stable en seriøs mastrodont af en superhelte-film på benene. Indrømmet, de tidligere X-Men-film var også overrendt af mutanter, især i 3’eren, hvor det næsten blev for meget, men dette nye kapitel er i den grad velkommen, og den bygger i den gang videre på både “X-Men 3: The Last Stand” og “X-Men: First Class”. Jeg er ihvertfald særdeles frisk på flere eventyr med de elskelige mutanter, især hvis det bliver gjort på så imponerende vis som “X-Men: Days Of Future Past”… præmissen er måske svær at sluge i første omgang, men når man ser filmen, så er man ikke i tvivl om dens berettelse.

Allerede nu har jeg dog hørt rygter om en kommende X-Men-film i 2016. Man må sige at der er gang i superheltene for tiden. Jeg kan også lige så godt indrømme at jeg også ser frem til den nye “Avengers”-film. Jeg har bare altid været vildere med Marvel Comics end DC, der jo har høstret mange positive ord for Christopher Nolans ‘Dark Knight’-trilogi, der bestemt også var stærk.

Men eftersom at blodet pumpede hastigt rundt i mine kredsløb, så indså jeg at jeg måtte se en helt anden type film bagefter denne strålende superhelte-film. Valget faldt på Lawrence Kasdans “The Big Chill”, der også er en af de typiske snakke-film, hvor persongalleriet består af nogle gode, troværdige karakterer, der basker rundt med små og store problemer, typisk i en lille, stille setting, hvor der ikke sker meget andet end menneskelig drama, som jo også kan være slemt nok!?

“The Big Chill” eller “Gensyn Med Vennerne”, som den hedder på dansk, er fra 1983, og den virker ærlig talt lidt langsom. Kort sagt omhandler den en lille gruppe personer, der har været venner i mange år, som mødes til en weekend i samme hus, da en anden af deres venner har begået selvmord. Der er alle typer, men i bund og grund, er der nogle voksne mennesker, der sidder og diskuterer livet på godt og ondt. De optager sig endda også på video, imens de fjoller rundt i en hel weekend, og ikke får udrettet alverden end at snakke om hinandens liv og deres problemer. Gamle flammer bliver tændt igen og det ender lidt pudsig for Kevin Kline, da han pludselig skal være med til at gøre en af veninderne gravid – endda med hans kones accept! – i det hele taget, virker forholdet imellem vennerne lidt for lusket, og som om at alle har noget kørende med alle, hvis ikke nu, så engang i fortiden. Men det er en interessant film med sådan en gruppe venner, der fik mine tanker til at vandre, og hvor jeg huskede tilbage på tiden, hvor jeg også havde en omgangskreds, hvor vi laver de ting, som gjorde livet værd at leve… vi lyttede til musik, drak øl og diskuterede – det kan godt nok føles om hundrede år siden, og selvom man er blevet ældre, så er det alligevel sådanne minder, der hænger ved. Jeg ved ikke om filmen er baseret på nogle sande erindringer, men den virker meget naturalistisk og troværdig, og selvom personerne i filmen alle er etablerede, så savner jeg dog at man kommer lidt i dybden med dem, og i deres forhold til den afdøde, som nok granskes, men ikke helt tilfredsstillende nok. Rollelisten er dog imponerende: William Hurt, Jeff Goldblum, Kevin Kline og Tom Berenger på herrernes side, imens kvinderne bliver spillet af henholdsvis Glenn Close, Jobeth Williams, Meg Tilly og Mary Kay Place… stærke navne i den grad, og skuespillet fejler da heller ikke noget – der er gode momenter fra alle de involverede. Hvis man således er tilfreds med en film, der ikke ligefrem er det man kan betegne som højspændt og spændende, men derimod man søger det menneskelige drama med nogle dygtige skuespillere, der får filmens lidt banale historie til at virke levende i acceptabel omfang, så kan man godt sætte “The Big Chill” på. Der er flere morsomme øjeblikke, der nok skal fungere som lidt ‘comic relief’, men jeg vil ikke vove at påstå at alle fungerer lige godt, men trods dette, så er filmen seværdig.

Javohl… det var nogle tanker om et par film, som jeg netop har set. Jeg har stadigvæk gang i min udfordring for oktober måned med at se en masse horrorfilm, men denne gang, kom der altså noget ikke-horror på programmet. Sjovt, fordi det var en tanke, som jeg bestemt ikke ville tillade mig, da jeg var yngre, men som tiden går, så bliver man jo ældre, og typisk mere blød om hjertet og i tankegangen, så mon ikke at jeg ender som inkarneret romantikker – jeg dropper ikke horor dog!

futurepast

chill

 

Midt i sommerheden…

Hold nu op. Denne stakkels filmentusiast er godt nok mærket af sommersolens varme hedestrøg… det var dog utrolig og jeg lyver ikke når jeg siger at det er umenneskelig varmt i min lille to-værelses-lejlighed… det var alligevel tidligt at man kom i Helvedet… men når det så er sagt, så er det jo også godt med lidt varme … selvom jeg nok til syvende og sidst foretrækker køligere tider. Dette sommerhalløj betyder at det sikkert bliver godt vejr, når jeg drager afsted til det famøse lokale Marked i næste uge, hvor der sikkert bliver mulighed for en lille øl og et glas Absinthe – sidstnævnte er vist allerede blevet købt, så nu er det bare om man kan tåle det… – well jeg har ikke kastet op i flere år, så mon ikke at jeg er rimelig modstandsdygtig… det satser jeg ihvertfald på.

Og hvad så med filmene imens? Ja, dem får jeg ikke set så mange af … men det er også lidt sparsomt nu – til trods for at VM i fodbold jo er slut. Jeg regner dog med at jeg skal glo lidt fodbold i dag, idet Danmarks absolutte bedste hold kommer på banen (naturligvis AaB), og de skal jo forsvare det meget overraskende mesterskab fra sidste sæson. Men jeg har dog også fået indkøbt lidt film, som der er kommet løbende hen af vejen…:

nyt4 (5) nyt4 (4)

Nogle virkelig gode titler i blandt. Jeg genså “The Reader”, og det er jo en ganske interessant film. Jeg har aldrig læst bogen bag historien, men Kate Winslet er virkelig god – som altid, fristes man til at sige… men jeg synes at filmen er lidt umenneskelig det meste af vejen, men selvfølgelig har den indfald af højt menneskelig karakter også… de to andre blu-rays er steelbooks – og begge Stanley Kubrick-film… de behøver vist ingen introduktion, og jeg glæder mig til at se dem på blu-ray … det er jo begge to fantastiske film.

Så blev det også til nogle dvd’er. “Hangover”-trilogien købte jeg fordi at den var billig, og at jeg stadigvæk mangler at se nummer tre i serien.. så var det også fint at jeg kunne få samlet serien i et sæt… “Værelse 304”, “En Nuance Af Blå” og “Dead Man Down” har jeg endnu ikke set… sidstnævnte er instrueret af Niels Arden Oplev, der også lavede den første film om Lisbeth Salander, og hende, der gjorde førnævnte Lisbeth så levende, nemlig den svenske skuespillerinde, Noomi Rapace, medvirker faktisk i filmen. Til gengæld har jeg set de to mindre kendte og lidt skæve film, “Lola Versus” og “Imogene”… gode kvinderoller i dem begge… “Lola Versus” mindede mig en del om den fantastiske “Frances Ha”, dog lidt mindre artsy end den film, men Greta Gerwig spiller jo hovedrollen i dem begge. “Imogene” er med Kristen Wiig, og det var faktisk en ganske fin lille og sær film – hendes bror i filmen var virkelig morsom med hans fascination af skaldyr. Helt sikkert et par gode film.

nyt4 (2) nyt4 (3)

Jeg købte endnu et par blu-ray steelbooks fra Zavvi, og de er faktisk ret pæne at se på. Arrow Video udsendte “Big Touble In Little China”, som er en fantastisk underholdende film. Jeg havde den på dvd i forvejen, men jeg synes at Arrow Videos udgave var så fin, så fin, og så endda en steelbook. Glimrende udgivelse og meget skæg film. Den anden var også en meget morsom film, nemlig “Anchorman” – som jeg synes at der er så utrolig morsom… jeg griner ihvertfald højlydt hele filmen igennem, og jeg har godt nok ikke fået slået mine klamme fingre i to’eren endnu… jeg synes at den er lidt for dyr, men jeg købte den helt sikkert, når den falder i pris. Denne udgave af “Anchorman” er også en steelbook – så det er jo cool…

nyt16-7-2014

På billedet forovnen, kan man se de film jeg fik den anden dag. Der er flere steelbooks – “Jackie Brown”, den originale “Planet Of The Apes” og den originale “The Fly”… alle tre virkelig fancy og cool. Jeg fik dog også andre blu-rays i denne omgang, nemlig en god portion i form af “Her”, “Prisoners”, “Waterworld” og “The Wolf Of Wall Street”… jeg har set de to første film, og egentlig ville jeg have lavet et indlæg, kun om filmen “Her”, der er virkelig interessant og meget anbefalesværdig, især hvis man er både lidt ensom og lider af et specielt afsavn, men man så pludselig finder det fra en uventet kant. Filmen er instrueret og vist nok skrevet af Spike Jonze, der jo også står bag “Being John Malkovich”, som jeg virkelig også godt kan lide… men “Her” er på samme måde, en lidt småsær og dyb fascinerende fortælling. Samtidig åbner den op for en interessant tese om hvordan vi i det moderne og meget IT-præget samfund, kan leve med en ikke-berøringende kontakt… forstået på den måde, at vi måske ikke har brug for at være to mennesker i fysisk form længere for at udgøre et parforhold. Jeg ved ikke om det var på grund af Scarlett Johanssons charmerende stemme, men vor hovedperson, bliver ihvertfald meget interesseret i hans Operativ System (OS), og det er en interessant tanke i mine øjne.. Jeg opfordrer alle til at se denne film, fordi det er en meget anderledes og tankevækkende film om parforhold…virkelig en god oplevelse. Det samme kan jeg sige om “Prisoners”, der havde en indlevende historie og nogle meget stærke skuespilspræstationer, navnlig af Hugh Jackman i hovedrollen – jeg må sige at gamle ‘Wolverine’ gør det helt og aldeles fremragende i den film. Årets thriller ved jeg ikke om det er, men den er helt sikkert solid og meget spændende. Og der blev iøvrigt også plads til en enkelt dvd-film, nemlig den japanske splatteractionfilm, “Gun Woman”…

12years

Sidste billede er af en film jeg modtog den anden dag. Der er tale om en tysk udgivelse og i et meget fint digibook-format, og det er selvfølgelig ‘Årets Film’, ifølge Akademiet, der uddeler den eftertragtet Oscar, hvert år…nemlig “12 Years A Slave”. Instrueret af Steve McQueen (ikke vores allesammens yndlings filmhelt, men derimod en engelsk instruktør), så skulle filmen være en særdeles stærk oplevelse om en mand og hans nærmeste, der lever livet som slaver på en ranch i USA. Jeg glæder mig til at se filmen, også selvom den måske er lidt anstrengende – jeg forventer dog en god historie og en stærk indsats fra skuespillerne.

Ja, det var vist noget nyt fra Afgrunden. Jeg beklager mange gange at jeg ikke har opdateret så meget her, men jeg har været underlagt den infame sommerhede, og så også VM-fodbolden, som der gjorde at jeg ikke så mange film. Nu er jeg dog ved at være tilbage i omdrejninger. I næste uge, skal jeg dog til sommerens faste indslag, da jeg tager et smut hen til min gamle fader, og mødes med et par gamle kammerater til hyggestund i haven, hvor vi skal have et par af de kolde og måske et par skud spiritus. Det er sådan et godt ritual hver sommer, men jeg skal nok vende frygtelig tilbage…

I går aftes, besluttede jeg mig, sådan ud af det blå – eller rimelige mørkt, da det var skumringstid udenfor, at jeg ville se Hugh Jackman danse rundt i den meget familievenlige “Real Steel”…

Javist, Hugh er Wolverine, og det er der ingen der kan tage fra ham, men jeg savner alligevel at se ham brilliere i andre roller end lige den temperamentsfulde mutant. Nu får han så chancen i den meget flotte, hvis man ser på CGI, “Real Steel”, der er instrueret af Shawn Levy, der bestemt ikke er uden humoristiske film på CV’et, idet han står bag film som “Date Night”, “Night At The Museum” 1 og 2 og endelig remaket af “The Pink Panther”… så okay, han kan altså lave underholdning og humoristiske for både små og store… meget vel!

I “Real Steel” følger vi Charlie Kenton (Jackman), der sysler sig igennem livet ved hjælp af robot-boksekampe… javist, i 2020 ser bokse-sporten anderledes ud – det er sågar ikke længere Mike Tyson’er og Super Brian’er der kæmper i ringen længere, men derimod store, hårdtpumpede robotter..

Det går dog ikke så godt for den gode Charlie, der mister sin robot i den første kamp vi ser, og tilværelsen bryder sig også sådan, at han sågar med sove ombord i den lastbil han fragter robotter rundt i fra kamp til kamp. Han er således ikke særlig heldig stillet..! – og så falder bomben! Hans eks-kone er netop død, og efterlader ham sønnen Max (Dakota Goyo), der er en livlig purk, der elsker robot-boksekampe og alt det det medfører. Dog er Charlie ikke særlig interesseret i at agere far, så han sælger sønnen til en velmenende tante for 100.000 dollars, dog skal sønnike tilbringe noget tid sammen med farmand, idet tante + mand, meget uheldigt, skal en tur til Italien, velsagtens for at feriere og drikke long drinks på stranden, imens de sammen ser solen gå ned (“SUK”)…

Da Charlie smadrer sin anden robot, går han og lillemanden på rov ved en skrothandler om natten, højest uanmeldt, vel at mærke! – efter lidt småproblemer, finder Max en G-2 robot langt nede i et mudderhul. Med lidt held og meget teknisk snilde, gør han robotten klar til brug, men ak ja, det er kun en simpel sparrings-robot, der ikke kan kæmpe i den store robot-arena. Men ikke destro mindre, så får farmanden arrangeret en kamp, som sparrings-robotten, der faktisk hedder ATOM, vinder!!!… så nu er der kun en vej frem og det er mod toppen, hvor den største robot af dem alle, ZEUS, venter!

“Real Steel” er en utrolig, familievenlig sag. Jeg kan faktisk ikke huske om der forekommer et enkelt bandeord i filmen, men jeg tvivler stærkt på det. Den er flot lavet, men desværre også alt, alt for sød af sig. Skuespillet er bestemt ikke særlig godt, og Hugh Jackman leverer ikke rigtig varen, selvom det er ham der skal trække læsset. Manuskriptet kunne godt trænge til en opstrammer, men alt i alt accepterer man filmens forløb og man sidder nogenlunde tilfreds tilbage. Jeg var ihvertfald rimelig underholdt i de godt og vel 2 timer, filmen varer, men jeg blev irriteret på sønnen om og om igen. Især da han, som en gemmick, opfinder en særlig dans som ham og ATOM stolt viser frem, inden de går i ringen – det var tåkrummende pinagtigt..

Jeg må nok erkende at jeg aldrig bliver helt gennemført fan af denne film. Der er godnok masser af robot-action, men jeg synes også at i og med filmen forsøger at være så gennemført familievenlig, så mister den meget af sin pondus. Jeg kunne også godt have brugt en gammel, skeptisk boksetræner i rollelisten, men han udeblev desværre.

“Real Steel” kan dog godt ses, men gør det gerne samlet med familien, fordi den kan sikkert nok formå at underholde langt de fleste, men så er der jo bare en hjerteløs kyniker som mig, der taler den ned… nåh ja, nuvel – so be it!

Hugh Jackman skuffer i en alt for familievenlig robot-actionfilm, der dog godt kan ses en søndag eftermiddag med regnvejr…