Tag Archive: Indie


Så kom man da lige ind i juli måned med et veltilrettelagt hop. Jeg er jo i den lykkelige situation at min nuværende tilstand tillader mig lidt økonomisk råderum i begyndelse af hver måned… og med min kompagnon i banken i form af verdens bedste bankdame, så har jeg mulighed for at bestille noget guf op til den 1. – og denne gang har jeg netop gjort det… Amazon blev selvfølgelig den Internetforhandler, der må klare min bestilling som modsvar til en økonomisk gevinst. Jeg har netop modtaget pakken i dag, og idet det var den lidt klejne Pakkepost i dag, så havde jeg mine bange anelser for om hvorvidt han nu kunne bære min ret så omfattende bestilling. Heldigvis lykkes det og jeg har netop flået pakken op og kigget indholdet igennem. Jeg er tilfreds – selvom jeg nu nok snart skal have investeret i en ny steelbook-udgivelse … jeg kan godt lide når der er gjort lidt ud af udgivelsen, og det synes jeg typisk at der er gjort ved steelbooksene. Anyway her følger lige nogle ord om indholdet af pakken:

amazonjuli

Ja, sådan så den altså ud – i sin pureste form, inden jeg fik mine skarpe, væmmelige klør i den. Mit syrende mundvand ramte den op toppen, så tapet smeltede bort, hvilket gjorde at den var ganske let at åbne. Indeni var der pakket noget så tilpas…:

amazonjuli2

 

Jeg er begyndt at gå meget efter tilbudene på min wishlist, så hvis jeg opdager at der er noget der er radikalt nedsat udover det sædvanelige – så bestiller jeg det typisk (et eksempel er at jeg lige har bestilt kombi-udgaven af Hammer Studios Dracula på blu-ray/dvd til under 10 pund)…desværre er der også nogle gange at man må betale det som det koster, og det er især tilfældet med nogle af de artikler som jeg havde bestilt denne gang…men der er dog ingen tvivl om at det var en stor pakke – også større end hvad jeg normalt køber for, men det var, som jeg nævnte i indledningen, pga. at vi nu skiftede måned, og så var der lige lidt ekstra på kontoen, hvilket jeg selvfølgelig skulle veksle hos Amazon. Det blev således til tre gange musikudgivelser, tre gange enkelte blu-ray, et blu-ray-bokssæt og endelig hele tolv dvd’er. Ganske imponerende må man sige. Prisen var dog også noget høj, men igen, det er jo generelt billigere at købe dvd’er end blu-ray, så det er også derfor at der er så mange dvd’er med… plus det faktum at ikke alle titler er ude på blu-ray. En billig blu-ray-film var dog “Contraband” – actionfilmen med blandt andre Mark Wahlberg, som jeg fandt til 5 pund – det er et godt køb… nu har jeg godt nok ikke set filmen, men den bliver næppe billigere.

amazonjuli3

 

Ja, på ovenstående billede kan man se hvilke sager der var med i pakken. Der er således den nye skive med det svenske vikinge-metalband Amon Amarth – i udgaven med ekstra EP. Der er en cd med det progressive rockband Coheed & Cambria, og endelig en cd med bandet Orgy, som jeg lyttede en del til i slutningen af 90’erne… (det var samtidig med min interesse for Marilyn Manson, og så lavede de iøvrigt et kick-ass cover af New Order’s “Blue Monday”)… jeg lytter til cd’en nu, og kan konstatere at indtil videre er coveret også det bedste nummer på skiven. Well, hvis vi fortsætter med blu-ray, så kan man se allerede nævnte “Contraband”. Dertil kommer “Odd Man Out” – en klassisk britisk film noir med James Mason, som jeg lige har set i den ganske udmærkede spionfilm “5 Fingers”. Jeg kan godt lide en rigtig spændende film noir, og James Mason er jo en glimrende skuespiller, så den glæder jeg mig til at se. Foruden de nævnte, så købte jeg også biografi-filmen om Ray Charles på digibook blu-ray. Filmen der bare hedder “Ray” var naturligvis en meget omtalt film, og Jamie Foxx skulle være god i hovedrollen. Jeg forventer dog ikke at blive blæst væk, fordi musikken nok ikke appellerer så meget til mig som fan, men jeg synes at disse digibook-udgivelser er ret fornemme, og da jeg ikke havde set filmen, så besluttede jeg mig for at købe den. Endelig slutter jeg blu-ray-købene af med den komplette “Star Wars”-saga. Jeg er dog ikke stor fan af alle de ændringer som George Lucas efterhånden har forhekset sagaen med. Jeg tror også at jeg beholder mine amerikanske dvd’er, hvor den gamle trilogis biografudgaver stadigvæk er inkluderet. Men det skal nok blive godt at se sagaen i funklende high def… den var dog ret dyr, men regner med at den nok skal bringe mig meget lykke – man er jo glad for serien… jeg ved dog ikke helt hvad jeg skal sige til den nye planlagte trilogi fra Disney? Only time will tell on that one, I guess… men forventningerne er indtil videre noget lunken.

Afslutningsvis er der så dvd’erne. Der trækkes på et bredt spektrum. Der er Clint Eastwood-baseball-filmen “Trouble With The Curve” – det er ikke en film der er instrueret af Clint, men blot en som han medvirker i, til trods for at han ellers havde trukket sig tilbage som skuespiller… jeg regner med at den er noget interessant og med et godt manuskript, siden han kunne lokkes igen. Videre i bunken finder vi musikfilmen “Mission To Lars”, om verdens største Lars Ulrich-fan… Metallicas trommeslager og eksildansker har jo et ganske godt ry, og jeg glæder mig til at se filmen, der skulle være både varm og sympatisk. Så fandt jeg den gamle Disney-film, “Condorman”, som jeg kan huske fra min barndom. Detaljerne er desværre udeblevet, men husker en mand i den der samme dragt, så det skal nok blive spændende at se den igen. Jeg fandt også “This Island Earth” – en gammel 50’er science fiction-basker, der nok skal få smilet frem. Videre kommer vi til “Holy Motors”, som Per Juul Carlsen udråbte til 2012s bedste film. Jeg ved ikke alverden om den, andet end at den skulle være ret så speciel… og velsagtens også meget fransk! … Jeg har også fået et par film med Hit-Girl herself…Chloë Grace Moretz… hun sparker jo så gruelig røv i “Kick Ass”, og sikkert det samme i efterfølgeren, som jeg håber at se i biffen her til august. Titlerne er “Hick” – lidt en roadmovie-agtig film, og så en god gammeldags horrorfilm i form af “Hallowed Ground”… Jeg fik også et par komedier med i pakken. Jeg har på fornemmeren at de begge er indie-film. “Moving McAllister” med blandt andre Mila Kunis, Jon Heder og Rutger Hauer og så “Daydream Nation”, der skulle være i stil med “Juno”, hvilket er en film som jeg vil betegne som en moderne klassiker indenfor ungdomsfilm. Hvorvidt “Daydream Nation” kan leve op til dette må jo vise sig… Endvidere fik jeg også “White Palace”, en dampende hed kærlighedsfilm om en moden kvinde (Susan Sarandon) og en yngre mand (James Spader)… så kan jeg da altid invitere en dame på besøg…bare det ikke er endnu en fesen “9½ Weeks”-inspireret film. Og så glæder jeg mig til at se Bill Murray som Hunter S. Thompson i “Where The Buffalo Roam”… jeg synes at “Fear And Loathing In Las Vegas” er en ret fornøjelig film… jeg er meget spændt på at se om de gakkede Bill Murray og Peter Boyle kan overgå Johnny Depp og Belnicio Del Toro…og så som den legendariske rosin i pølseenden, så kommer der dæleme en italiener… Maurizio Lucidi’s “The Designated Victim” – i en uncut dvd-udgivelse med utrolige Tomas Milian i hovedrollen – jeg er generelt ret vild med italienersnask, så denne måtte jeg naturligvis også eje. Disse gule dvd-covers fra Shameless er ret dekorative, så det ser godt ud på hylden, også selvom der har været nogle fusere imellem.

Well, there you have it… det var mine nye indkøb for denne gang. På grund af nogle ret så insisterende søvnangreb, har jeg ikke set så meget film… jeg håber dog at jeg kan få kigget lidt flimmer i weekenden, også selvom jeg nok mest er til at høre lidt musik for tiden…tjah, det ændrer sig helt sikkert om nogle dage, og så er jeg klar til at blive forbløffet af endnu flere udskejelser, der udspiller sig i Husalteret. Ikke dårlig.

 

Reklamer

Hurra. Efter at have bidt negle omkring en pakke fra Cdon, så fik jeg endelig en sms i dag om den kunne hentes i den lokale Døgnpost-terminal… (en Døgnpost-terminal er iøvrigt en stor flot rød kasse, med masser af rum hvor Post Danmark kan lægge pakker ind, og man får så adgang ved hjælp af et par pinkoder og sit sygesikringsbevis – skide smart, fordi så slipper man sikkert for at stå i kø, man slipper for en sur madamme, der fumler med pakken og endelig så kan man hente pakken 24 timer i døgnet, når det passer en…) – jeg er stor fan af Døgnposten… men nå ja, der kom jo en pakke fra Cdon, og den indeholdte et par gaver til nogle af mine bekendte, og dertil en lille sjat blu-ray film, et par dvder og en enkelt cd. Jeg har ingen problemer med at handle ved Cdon, men denne gang tog min ordre lang tid, og jeg synes, selvom jeg er fan af Døgnposten, at det er noget fjolleri at de ikke vil postomdele pakkerne… men okay, det er måske et spørgsmål om økonomi, så jeg har ikke set “tallene”, men kan bare konstatere at jeg synes at det er lidt besværligt.

Anyway – jeg ville lige skrive et par ord om en film der var med i pakken. Jeg havde tidligere kigget længe på denne film hos Amazon, og da jeg fandt den til billigere penge hos Cdon… ja så måtte jeg naturligvis bestille den. Der er tale om den snævre, amerikanske independentfilm “Martha Marcy May Marlene” – skrevet og instrueret af Sean Durkin, inspireret af  hans egen kortfilm “Mary Last Seen”.

Filmen omhandler den unge pige Martha (Elizabeth Olsen er et fund i rollen) – og dennes kvaler med at slippe ud af kløerne fra en klam, omklamrende kult, ledet af den blide, men også manipulerende og utrolig farlige Patrick (John Hawkes). En tidlig morgen stikker hun således afsted igennem en skov, og kommer til en lille by. Efter at have indtaget et måltid – også i selskab med en af kultens medlemmer, der tilsyneladende lige kommer forbi. Heldigvis tager hun ikke med ham tilbage, men får ringet efter sin søster, der er mildest talt forbløffet over at have fået kontakt med sin lillesøster. Således henter hun Martha, der tålmodig venter på frelse og forståelse fra søsteren. Hun bliver indlogeret hos søsteren og hendes mand, men det er først nu at hendes hukommelse vender tilbage og hun får tænkt over de ting som hun blev udsat for med kulten – og det var ikke altid en dans på roser…

Jeg har tidligere skrevet om en anden indie-film ved navn “Powder Blue” (iøvrigt en af Patrick Swayzes sidste film) – og den kunne jeg bestemt ikke lide. Historien var dårlig fortalt og instruktionen virkede forhastet og under niveau, og samtidig var skuespillerne intetsigende og skabelonsagtige. Det er anderledes med “Martha Marcy May Marlene”. Titlen referer til de forskellige navne som vores hovedperson benytter sig af eller bliver kaldt i filmens forløb. Jeg må virkelig sige at skuespillet i denne film var ganske imponerende, historien var strålende fortalt og stemningen i filmen er intens og direkte klaustrofobisk. Ideen med at vise Marthas liv i kulten i oplysende flashback-sekvenser, alt imens handlingen hos søsteren skrider fremad  er virkelig godt tænkt.  Elizabeth Olsen er formidabel i hendes hovedrolle, og hun fremstår både selvstændig, som vises i form af hendes vilje til at undslippe kulten, men også dybt afhængig af andre, især hendes søster, som hun ikke virker til at have den store forståelse for, men virkelig ikke kan leve uden. Jeg var meget begejstret for hende, og hun mindede mig en del om en anden ung skuespillerinde, der sidenhen hendes første par film er nået så meget videre og endda vundet en Oscar… jeg tænker selvfølgelig på Jennifer Lawrence, der også har en kommanderende tilstedeværelse i samtlige af hendes film, og hun formår virkelig at trække det hele ud af hendes roller. Elizabeth Olsen er ligeledes et lysende talent og hendes villighed til at gå langt i rollen er utrolig. De andre skuespillere er også gode – den Oscarnominerede John Hawkes (som jeg iøvrigt også lige har set som lammet ung mand, der kastes ud i sexlivets begyndelse i filmen “The Sessions”) er foruroligende som Patrick, og selvom han måske ikke har så meget screentime, så kan man rolig fornemme hvordan han kan snyde og manipulere sig til sin status i filmen. Hans hensigter er bestemt ikke så ærbødige som han gerne vil fremstå som. Som tidligere nævnt, så gennemsyres filmen af en særlig intens og næsten direkte væmmelig stemning, hvor man hele tiden har på fornemmelsen at der vil ske noget modbydelig… en uro der altid er til stede, om man vil – samme fornemmelse synes jeg iøvrigt at jeg har, når jeg ser Lars Von Triers voldsomme og utrolig seværdige “Antichrist”, som jeg vil betegne som en af de bedste film jeg har set i nullerne. Det er begge sådanne type film, der formår at skabe noget troværdigt og tankevækkende, der sidder i kroppen, længe efter man enten har forladt biografens mørke eller slukket for dvdafspilleren. Det er virkelig nogle film som man kan betegne som små mirakler – og jeg har en helt vifte af beundrende ord for sådanne filmskabere, der kan sætte mig i sådan en trancelignende tilstand. Det er der få instruktører der kan…Lars Von Trier, David Cronenberg, Tim Burton, Takashi Kitano, Takeshi Miike og få andre – og nu også Sean Durkin, der ligesom sine kollegaer, ikke holder igen, og giver beskueren fuld valuta med sit lille filmiske kunstværk. Netop nu er han i den begyndende fase på en ny film, der tilsyneladende omhandler sangfuglen Janis Joplins liv. Det kunne bestemt også blive spændende. “Martha Marcy May Marlene” viser os meget, både godt og ondt ved en kult, og nogle gange kan man måske betænke sig i at den måske viser os alt for meget. Til gengæld er slutningen virkelig fremragende, idet den lader tilskueren selv danne sin egen indtryk og nu begynder vores egen forarbejdning af filmens forløb – ligesom Martha, der skal igennem sit forløb igen, så må vi nu tænke tilbage og spørge os selv om det mon virkelig skete – eller om den psykisk utilpasset unge pige i virkeligheden hellere skulle have så meget hjælp som det overhovedet er muligt. Lad tankerne begynde…

Endelig kom den amerikanske, prisbelønnet indiefilm "Martha Marcy May Marlene" til min bopæl... Filmens rå og til tider ganske kyniske billede af livet i en kult og tiden derefter er vedkommende og utrolig medrivende. Elizabeth Olsen er fantastisk i hovedrollen. Overraskende nok var filmen ikke blandt årets bedste ifølge Akademiet, da de skulle nominere årets Oscarkandidater, men man skal endelig ikke snyde sig selv for oplevelsen på dvd eller blu-ray. Det vil man ikke fortryde...

Endelig kom den amerikanske, prisbelønnet indiefilm “Martha Marcy May Marlene” til min bopæl… Filmens rå og til tider ganske kyniske billede af livet i en kult og tiden derefter er vedkommende og utrolig medrivende. Elizabeth Olsen er fantastisk i hovedrollen. Overraskende nok var filmen ikke blandt årets bedste ifølge Akademiet, da de skulle nominere årets Oscarkandidater, men man skal endelig ikke snyde sig selv for oplevelsen på dvd eller blu-ray. Det vil man ikke fortryde…

Pyh – det har godt nok være en af de mere varme dage i dag. Højt solskin og berusende temperaturer er ikke godt nyt for en gammel goth, der hellere vil tilbringe dagene i regnfuldt mørke, imens kaffen hældes ned i svælget og fjernsynsskærmen viser de seneste uhyrligheder. Jeg er dog også nogenlunde mand til at indrømme, at det måske er meget hyggelig med alt den sommer og sol – folk virker mere venlige på en måde, også selvom de fleste tror at jeg er en stor tysker ved navn Manfred…? – well, måske skulle man også lade de lederhosen hvile… bare en enkelt dag?

Jeg modtog en pakke fra allestedsværende Amazon i dag, og der var lidt af hvert i denne forsending… alt fra fredelige Oscarvindere som “Livet er Smukt” på en flot blu-ray udgivelse, til Helen Hunts ligeledes Oscarnomineret præstation som sexhjælperen Cheryl i den sandfærdige  “The Sessions”, men naturligvis også Director’s Cut-udgaven af “Robin Hood: Prince Of Thieves” – ja ja, jeg ved godt at det er med Kevin Kostbar, men jeg kan nu godt lide Alan Rickmans portræt af den gale sherif i filmen. Og jo, jeg modtog iøvrigt også en fransk film med Charles Bronson i hovedrollen. Titlen var: “Rider On The Rain”…

Naturligvis har jeg tilbragt aftenen med at se et par af filmene. Jeg så først Helen Hunt i den ganske charmerende lille film, “The Sessions” om en mand, der lider af muskelsvigt som følge af polio i hans barndomsår. Det var en ganske god film – historien var ganske vedkommende og filmen mener godt. I bund og grund handler det jo om menneskets urinstinkt, der giver lysten til sex, og når man er lammet i det meste af kroppen, så er det ikke altid nemt at have en velfungerende sexliv. Her kommer Helen Hunt ind i billedet. Den ganske attraktive blondine, og Oscarvinder iøvrigt, fylder faktisk 50 år, her senere i juni måned, men hun ser fantastisk ud – både med og uden tøj, og hendes humane og følsomme skildring af sexhjælperen, der bliver mere og mere interesseret og måske småforelsket i den handicappede mand, er virkelig prisværdig, og man ønsker alt godt for karakteren. Jeg synes at det var en ganske fin lille film, og eftersigende var den et ganske stort hit på Independent-filmfestivalen “Sundance”, hvor den vandt en publikumspris. Selvom emnet er en anelse lummert, så tror jeg at der er mange der kan få meget ud af denne film – og det er ihvertfald helt sikkert at den giver håb til en masse ensomme sjæle derude rundt omkring. John Hawkes er rigtig fin i hovedrollen som Mark, og det er sjovt at se William H. Macy som præst, der må ligge ører til Marks detaljerede fortællinger om hans eventyrrejse ud i sexlivets mysterier…helt klart en film som godt kan anbefales, men jeg har dog det indtrykt at det måske overvejende er kvinder der vil se denne film, fordi tonen i filmen er så skrøbelig og med en sjat poesi, så tror  jeg at mange kvinder vil synes rigtig godt om den. Der er dog ingen øredøvende biljagter eller vilde skuddueller i filmen, men det kan man jo også godt blive en smule træt af…

Nuvel – jeg så selvfølgelig også Charles Bronsons præstation i “Rider On The Rain”, hvor han deler rollelisten med navne som Marlene Jobert, Gabriele Tinti og Jill Ireland. Filmen er fra 1970, og på den engelske dvd fra Optimum, kan man vælge imellem den franske eller den engelske version af værket. Jeg så den franske udgave, der lige er 4 minutter længere end den engelske, og så kunne det også være sjovt at høre Bronson på fransk, synes jeg. Men nåh ja, jeg tvivler lidt på at det rent faktisk er Charles Bronsons egen stemme. Naturligvis har de fået fat i en rødvinsafhængig og cigaretglad franskmand til at dubbe ham – det var ihvertfald min tanke, da jeg så filmen. Marlene Jobert var dog ret sød i den kvindelige hovedrolle, og jeg tror faktisk at det er den første film som jeg har set med hende. Gabriele Tinti kender jeg fra flere lyssky italienske produktioner, hvor han har arbejdet sammen med hans meget smukke kone, Laura Gemser, som jeg ikke er sen til at udråbe som en af verdens smukkeste kvinder. “Rider On The Rain” er således en ganske fornuftig, spændingsfilm med en masse forvekslinger, en heltinde i konstant besvær og særdeles hårdkogte typer. Charles Bronson er faktisk rigtig god i rollen, og med det flotte overskæg i filmen, så er det rigtig som Henrik fra Båndsalaten har skrevet om ham anmelderen, der mente at han på en god dag kunne minde om Clark Gable.. Hans rolle som efterforsker for det amerikanske militær er ramt meget godt i filmen, og han er selvfølgelig en rigtig fin good guy. Denne franske produktion kom således ud kun to år efter at han havde udødeliggjort karakteren ‘Harmonica’ i “Once Upon A Time In The West” af den mesterlige Sergio Leone. Det viser en Bronson i god form, og man kan sagtens forstå hvorfor at han er blevet castet til disse roller – hans stenansigt er simpelthen perfekt til at spille en personage, der måske godt kan virke en smule hårdhændet, men i bund og grund er så gennemført god og loyal, at man næsten bør knibe sig selv i armen af bar misundelse. Jeg bliver nok aldrig træt af at se film med Charles Bronson  – sådan en type kan de moderne filmhelte ikke sammenlignes med. Tænk bare på Tom Cruise…? Ham kunne Charles Bronson æde til morgenmad…måske godt med ketchup dog? – Well, “Rider On The Rain” er en rigtig god film med masser af spænding og den efterlader virkelig et ganske godt indtryk… dette er klassisk europæisk 70’er-spænding på den helt rigtige franske facon. Slutningen er også lidt sød, selvom man nok kunne ane at det kom. Iøvrigt skal man have fat i den engelske dvd fra Optimum, som skulle være den bedste på markedet, også selvom den ikke har noget ekstramateriale, så står billedet rigtig flot.

Og hvordan skal man nu tilbringe resten af natten? – joh, der er flere muligheder… man kunne jo passende gå i seng og stå tidlig op, forhåbentlig frisk og veludhvilet? eller man kunne surfe efter gode filmtilbud på den store virtuelle markedsplads hos Amazon…? men selvfølgelig kunne man også placere sin dertil indrettede i sofaen for at fæste sine øjne på endnu noget hittepåsomt fra min sparsomme dvdhylde…? Ja, måske skulle man lige tænke sig om en ekstra gang… men jeg føler at det vil være for tidlig at gå i seng nu, og da mit program i morgen siger: Sov til du vågner og stå op når du gider…, så mon ikke at man kunne se en lille film mere – det tror jeg nok…!?

Den veludførte og ganske underholdende euro-thriller "RIder On The Rain" fra 1970 var et ganske godt bekendtskab, og især har jeg fået lyst til at se mere til Marlene Jobert, der har den kvindelige hovedrolle. Charles Bronson har jeg efterhånden set meget af, men ham bliver man jo aldrig træt af.

Den veludførte og ganske underholdende euro-thriller “RIder On The Rain” fra 1970 var et ganske godt bekendtskab, og især har jeg fået lyst til at se mere til Marlene Jobert, der har den kvindelige hovedrolle. Charles Bronson har jeg efterhånden set meget af, men ham bliver man jo aldrig træt af.

Hurra, jeg kan fejre at jeg er blevet et år ældre – og sikkert et år dummere, fordi i dag er det nemlig min 33. års fødselsdag. Den skal fejres i godt selskab med nogle gode kammerater i aften, hvor der bydes på et overflod af øl og sodavand (køleren bugner allerede – det er ikke så tit at jeg har så meget i det afkølende skab)… Men jeg satser på at det bliver en god aften i aften – vejret er ihvertfald med os – solen skinner fra en næsten skyfri himmel, og hvis Moderskibet kommer for at hente mig i aften, så er jeg sikker på at de kan finde min hybel, fordi det er bare den, hvor der kommer himmelhøj musik og latter ud fra… Nuvel – Thisted er ikke verdens navle, men det er et hyggelig sted at være…

Jeg fik heldigvis nogle film i fødselsdagsgave – mine gamle forældre kunne alligevel godt forene sig med Amazons strålende tilbud, og der har afkastet følgende film:

“Lawrence Of Arabia” 50 års Jubilæum Limited Edition-bokssæt – en særdeles dyr svend, men den ser rigtig fin ud, og pynter garanteret godt i samlingen…

“The Lost Weekend” – endnu en Billy Wilder-film, en instruktør som jeg rigtig godt kan lide –  hans film er tit et meget charmerende bekendtskab. Og med den dygtige Ray Millard i hovedrollen, så er der ikke et øje tørt…

“Gates Of Hell” – en japansk film af Teinosuke Kinugasa – den regnes for en klassiker i dag, så den glæder jeg mig også til at se – jeg er nemlig ret vild med japanske film, men jeg har ikke set alverden af de gamle…

“Basketcase Trilogy” – Limited Edition Steelbook – endnu en dyr udgivelse, men den indeholder såmænd alle tre “Basketcase”-film, og det er jo så tilpas underligt, at man ikke kan andet end at hengive sig 100 procent.

“Before Sunrise/Before Sunset” – doublefeature-udgivelse med to film som jeg tidligere har haft i samlingen. Richard Linklater gør det det minimale i disse film, og den bæres i høj grad fornemt af de to hovedrolleindehavere, Ethan Hawke og Julie Delpy – en 3. film er lige på trapperne…

Ja, det var såmænd min “høst” for i år… jeg er meget tilfreds – og eftersom at jeg også blev foræret en støvsuger og en stavblender (for saturn da, hvor er man blevet gammel) – ja så vil jeg sige at missionen lykkes til fulde… nu ville jeg gerne komme med en Lee Marvin-sætning, men jeg vil bare sige at jeg håber at alle der læser dette får en særdeles god og sjov dag her den 18. maj, 2013 – vejret er med os, og det indbyder til tant og fjas…

Her er resultatet af 33 års liv. En lille samling af yppelige filmværker, både nye favoritter og gamle kendinge, inklusiv et par klassikere... jeg tror at dagen med de selvskrevne tørmmermænd i morgen bliver ganske god, især i selskab med disse film...

Her er resultatet af 33 års liv. En lille samling af yppelige filmværker, både nye favoritter og gamle kendinge, inklusiv et par klassikere… jeg tror at dagen med de selvskrevne tørmmermænd i morgen bliver ganske god, især i selskab med disse film…

Hurra for Lena Dunham…

Jeg læste engang i et nummer af filmmagasinet EKKO om den amerikanske skuespiller/manuskriptforfatter/instruktør, Lena Dunham og hendes komedieserie “Girls”. Nu har jeg efterhånden set både 1. sæson af serien (den har iøvrigt også kørt på DR3, så vidt jeg kan erfare), men jeg har dog købt den hjem igennem Amazon, og dertil har jeg netop set hendes spillefilm “Tiny Furniture” fra 2010.

Det er min opfattelse at man her har med en utrolig talentfuld ung kvinde at gøre. Der er noget hjertesskærende ærligt over hendes produktioner. Det er næsten ligesom at se et amerikanske reality-program, men hvor man i mange af disse programmer hurtig begynder at danne sig et afsky for de medvirkende, så virker Lena Dunhams karakterer utrolig ægte og sympatiske på en måde, og selvom det hurtig viser sig at de fleste mænd er noget nederdrægtige typer. Jeg kan rigtig godt lide hendes stil, og netop “Tiny Furniture” fremstår som et nærmest dokumentarisk program, hvor personerne der medvirker, lige så godt, kunne havde været nogle fra den store by New Yorks pulserende hverdagsliv. Filmen er dejlig afdæmpet og kameraindstillingerne rolige og afslappet – historien er vedkommende, og om store emner som kærlighed, familie og ensomhed. Det er disse universelle emner som vi alle kender til og kan forholde os til, og når vi får tingene påvist uden den sædvanelige store, hollywoodske dramatik, så må man sige at man står tilbage med et meget nøgtern værk.

Serien “Girls” var eftersigende et ganske stort hit i USA, og ved de sidste afholdte Golden Globes, formåede Lena Dunham da også at vinde prisen som bedste skuespiller i en tv-serie, der enten var musical eller drama, og der er godt nok ikke meget musical over “Girls” – heldigvis da, men der er en masse hverdagssituationer, hvor dramatikken kan vise sig. Lena Dunham er måske ikke den klassiske skønhed fra Hollywood og fra et land, der spytter den ene nyere celebrity-stjerne ud efter den anden, og skuespillerinderne er smukke og unge, så er Lena Dunham mere den lidt kikset, smånørdet type, men det er faktisk en type som jeg elsker. Hun virker utrolig charmerende, og hvis hun bare er det mindste ligesom de karakterer hun skriver, så tror jeg bestemt at man ikke kan andet end at få massiv sympati for denne unge kvinde, der fylder 27 år den 13. maj. Hun har ihvertfald allerede skabt nogle iøjefaldende filmiske bedrifter, og hendes egen skuespil i både film og tv-serie er ærligt, nærværende og helt igennem enestående… men hun blotter sig også meget som menneske, og har åbenbart ingen problemer med at vise sig frem i sådan en grad, at man godt kan blive lidt småflov på hendes vegne. Anyway, jeg må erkende at jeg ikke kan stå for sådanne skuespillerinder der giver sig selv fuldt ud – det er utrolig belønnende, og jeg må nok sige at jeg er begyndt at holde øje med hvad der kommer fra hendes side fremover. Man kan sikkert godt sammenligne “Girls” med en anden populær tv-serie med fire kvinder, nemlig “Sex And The City”, men uden at jeg er nogen ekspert i Carrie-land, så vil jeg alligevel hævde at “Sex And The City” nok er en anelse mere bling-bling, hvorimod “Girls” fremstiller personerne i serien meget mere humant og nede på jorden. Jeg har også på fornemmelsen at de fleste mænd med garanti ville være flove over sig selv hvis man dyrkede serien om de fire shopping-lystre, moderne kvinder i “Sex And The City”, men det er ligesom at alle kan være med, når det kommer til Lena Dunhams serie. Den er meget mere for begge køn, og den gennemgående humor er en anelse mere grov end serien med Carrie og hendes veninder. Nu foregår begge serier også i den store metropol, New York, så derfor er det også naturlig at drage en sammenligning på det punkt. Men jeg kan ligesom fornemme at “Girls”-serien nok også skal finde sit publikum i Danmark – den er da ihvertfald ude på dvd nu, og i USA er de i gang med den 3. sæson, så forhåbentlig kommer der flere sæsoner ud på dvd, hvis ikke i Danmark, så garanteret i UK, hvilket kalder på assistance fra min gamle ven, Amazon.

Lena Dunham er ihvertfald kommet for at blive – og jeg vil gerne hylde hende til den store guldmedalje, fordi jeg synes at det er sjældent at der kommer sådan en kvinde frem, der kan beskrive hverdagslivets tumlen og besværligheder på sådan en naturalistisk facon. Det virker nogle gange som om at det bare er hendes egen personlige hjemmevideo, og det må jeg sige at der er ganske fornøjelig. Nu skal man selvfølgelig passe på med at juble for meget, fordi kritikere af især filmen “Tiny Furniture” vil sikkert kalde den for kejtet og kedelig, men jeg er ret vild med den – det passede lige til mit humør i dag, og det er jo perfekt.

Foruden Lena Dunham, så tjekkede jeg også lige en anden ung prisvinder ud i en af hendes nyeste film. Nemlig, Jennifer Lawrence, der jo vandt en Oscar i år for bedste kvindelige hovedrolle. Jeg har netop set hende i thrilleren “The House At The End Of The Street”, hvor hun spiller sammen med den altid dejlige Elisabeth Shue, og faktisk også den gamle svinger Gil Bellows. Jeg var ikke helt tilfreds med filmen, der mod slutningen virkede en smule forhastet og den unge naboknægt, der viser at være noget af en prøvelse, virker en smule snusket i hans fremgangsmetoder. Men det var okay underholdning til en kold forårsdag i Påsken, hvor der ikke var meget andet at give sig til, end at dyrke lidt film fra samlingen. Jeg tror at jeg bestiller filmen “Silver Linings Playbook” her fra Amazon næste gang, fordi den udkommer faktisk allerede den 1. april, længe før den udkommer i Danmark, hvor den ikke engang har fået biografpremiere endnu… meget mærkeligt. Men okay, jeg kan godt lide Jennifer Lawrence – hun er en ung, charmerende skuespillerinde, der faktisk virker utrolig sympatisk når jeg har set hende i interviews. Af de nye stjerner, så er hun helt klart en der er værd at holde øje med. Jeg glæder mig også altid over nye produktioner fra Ellen Page, som jeg stadigvæk holder utrolig meget af i “Juno”, hvor hun virker formår at skabe en karakter der er både morsom, tragisk og herlig misforstået på samme tid.

Jeg kan iøvrigt se at TV2 viser John Hughes’ formidable 80’er-komedie med Steve Martin og John Candy, der har fået den flatterende titel på dansk “Røvtur på 1. klasse”, men det er jo en utrolig morsom og underholdende film, der også  vinder på dens charme og varme. Jeg købte den for ikke så længe siden på blu-ray, fordi der var noget ekstramateriale, jeg lige ville tjekke ud. “Planes, Trains And Automobils” må siges at være en af John Hughes bedste film. Manden lavede jo utrolig mange gode, både teenagekomedier og succesfulde familieværker, men han havde nogle gange en afstikker til de mere voksne film også. “Uncle Buck” er også en stor film i min bog, og jeg er vild med John Candy i den rolle – der er ufattelig morsom og grinagtig stadigvæk den dag i dag.

Well, måske skulle jeg dog hellere efterhånden få dykket lidt ned i min store stabel af dvd-film, som jeg har købt hjem og stadigvæk mangler at få set… det ville sikkert være det mest oplagte at gøre – eller ville det??? …

To be continued…

Lena Dunham er en af den amerikanske underholdningsindustris nye store stemmer. Hun får massiv ros for både film og tv-serier, og senest vandt hun blandt andet en Golden Globe for serien "Girls"...

Lena Dunham er en af den amerikanske underholdningsindustris nye store stemmer. Hun får massiv ros for både film og tv-serier, og senest vandt hun blandt andet en Golden Globe for serien “Girls”…

Jeg beklager med kilometerdybe suk at jeg ikke har været så aktiv med et nyt indlæg i den seneste uges tid – faktisk har jeg været en smule ved siden af mig selv, og det har nok medført at jeg ikke helt har set så mange film som jeg havde håbet på… men nu er jeg dog tilbage for endnu en bemærkning…

Først og fremmest vil jeg lige sige at jeg nok har droppet at se “Lincoln” i biffen. Ærlig talt, så tror jeg at filmen er en smule tør, og selvom jeg anser mig selv som et oplyst menneske, med sunde interesser, der selvfølgelig også strækker sig til den amerikanske borgerkrig med slavernes frigørelse og deslige, så tror jeg alligevel at 2½ times historietime er for meget for en stakkels Mallrat… men det skal blive spændende at se til Oscarfesten, som den bliver belønnet for det autentiske indhold den besidder.

Nå, tilbage til dagligdagen og hvad fanden har man så fået tiden til at gå med? – joh jeg ved snart ikke – mit liv er inde i en periode, hvor der ikke sker så pokkers meget, og hvor jeg mest af alt ligner den enlige drueagurk der er tilbage i glasset, som ingen gider at spise – måske pga en lidt underlig gevækst på kroppen af den… Men det skal dog siges at min interesse for kvinder ikke er lagt i dvale, og med det i mente, kan jeg så afsløre at jeg nu har fået et nyt teenagecrush-agtig forelskelse – denne gang er der dog ikke tale om en enkelt fruentimmer, men derimod to vidunderlige, canadiske søstre…. de ukuelige Soska-søstre – Jen og Sylvia…

Grunden hertil var jeg at jeg så deres meget seværdige og originale, moderne horrorfilm “American Mary”, der havde den erfarne horrorskuespillerinde, Katharine Isabelle (“Ginger Snaps”-trilogien, “Freddy Vs. Jason”) i hovedrollen. Filmen er en ret mørk sag, med en twisted form for humor. Kort fortalt er vi her i “Bodymodification”-området – og det er bestemt ikke et emne som jeg kender alverden til, men det er et originalt værk og en historie som jeg ikke har set før. Den modbydelige stemning i filmen er gruopvækkende og de mange sleske kirurger og læger er væmmelige. Katharine Isabelle gør det virkelig godt i rollen, og hvis man allerede havde et godt øje til hende fra “Ginger Snaps”, så bør man bestemt også tjekke hende ud i denne film. Desuden medvirker søstrene selv som et meget sært tvillingepar fra Tyskland, komplet med tyk accent og det hele. Men at filmen er så medrivende en oplevelse er dog søstrene Soskas fortjeneste. De såkaldte “Twisted Twins” klemmer den sidste blodsdråbe ud af en historie med så meget bid og arrigskab at en muskelhund ville blive misunderlig. Selvom er der også lidt blod med i den, og selvom man måske er tilbøjelig til at kalde filmen for en mørk thriller, så synes jeg dog godt at det kan retfærdiggøres at karakterisere den som horror.

Nuvel – med denne store oplevelse i baghovedet, så satte jeg mig straks til computeren for at finde ud af hvilke andre produktioner, de to herlige kvinder havde haft gang i. Således fandt jeg ud af at de er temmelig nye i branchen, men at de dog havde lavet en anden film…som jeg straks bestilte hos Amazon… titlen var mundvandfremkaldende: “Dead Hooker In A Trunk”, så jeg kunne naturligvis næsten ikke vente med at se mere til min nye canadiske besættelse.

Jeg modtog filmen med den seneste pakke fra “The Company”, og var straks opsat på at bevæge mig endnu mere ind i tvillingernes vederstyggelige tankemønstre. Jeg blev dog mødt med en utrolig billig udseende independentfilm, der faktisk var rigtig underholdende. Historien var måske lidt rodet og man fandt aldrig rigtig ud af noget som helst, men der var masser af blodsprøjt og kontant action. Jen og Sylvia Soska spillede selv de dominerende roller, og lavede således sågar også deres egen stunts, imens de også har skrevet manuskriptet og instrueret… og vistnok også produceret den til dels…sikke et indie-projekt, og til trods for at vi er milevidt fra Hollywood, så føler man virkelig at søstrene har deres helt unikke måde at fortælle historier på, der er nærmest tale om en maskulin form for historieberetning, hvor der er masser af plads til action, blod og nederdrægtige karakterer. Jeg må også med denne film erklære mig kæmpefan af Soska-søstrene, og jeg kan slet ikke vente med at se hvad de finder på næste gang… jeg har på fornemmelsen at der er noget virkelig stort i vente.

Nåh ja, lige på falderebet, så så jeg Ole Bornedals nyeste horrorværk, den amerikanskproducerede “The Possession”. Udadtil en typisk dæmonbesættelsehistorie, der naturligvis er baseret på virkelige hændelser, som man bastant bliver påduttet i starten af filmen. Men der er tale om en lille variation. Her er baggrundhistorien baseret på jødisk overtro og ikke med katolske briller, som der faktisk  har haft lidt patent på at fortælle historier om dæmonbesættelse og eksorcisme. Jeg ved ikke rigtig – synes ikke at filmen sådan for alvor leverer varen. Bevares, skuespillerne var faktisk rigtig gode, og man kunne sætte sig ind i historien, men det hele er så godt som set før, navnlig da dæmonen viser sig i de yngste pige, komplet med hvide kontaktliniser og dæmonmakeup. Ole Bornedal har vel instrueret en ret standard horrorfortælling, der nok ikke kan imponere de mest kyniske horroreksperter, men hvis man ikke er særlig gammel eller ikke har et gennemgående kendskab til horrorfilm, så bør man måske tjekke filmen ud, fordi den har da nogle ok øjeblikke, men helt uhyggelig bliver den altså ikke.

Nu sidder jeg tilbage og kigger ud på den begyndende dag, hvor morgenlyset så småt er begyndt at indfinde sig. Sneen er jo kommet tilbage, så nu er der ingen undskyldninger for ikke at blive indendørs med et par nye filmoplevelser, eller måske at genfinde gamle favoritter. Jeg vil ihvertfald gøre netop det, og så vende tilbage, når jeg har mere nyt at fortælle fra min begrænsede hjernekapacitet.

De to canadiske filmmagere, Jen og Sylvia Soska må betegnes som nogle af horrorfilmens nye stjerner...de både skriver, instruer og spiller selv med i deres film, og deres talent er ret enestående... Et vidunderlig nyt bekendtskab.

De to canadiske filmmagere, Jen og Sylvia Soska må betegnes som nogle af horrorfilmens nye stjerner…de både skriver, instruer og spiller selv med i deres film, og deres talent er ret enestående… Et vidunderlig nyt bekendtskab.

Den uperfekte mor…

For cirka en måneds tid siden skrev jeg et indlæg om en virkelig dårlig amerikansk independentfilm som hedder “Powder Blue”. Filmen var et studie i hvordan en indiefilm kunne være når det var værst, med en dårlig påtaget historie, elendige karaktertegninger og nådeløs frygtelig instruktion. Nu har jeg imidlertid set en noget bedre indiefilm, der er kommet ud af den amerikanske filmverden. Det er historien om den meget aparte mor, Sherry Swanson, der bliver spillet modigt af supertalentet Maggie Gyllenhaal.

Filmen hedder “Sherrybaby”, og er produceret i år 2006. Det er en fortælling om en nylig løsladt mor, der har siddet i fængsel pga narkogæld, og så forsøger at etablere et forhold med sin datter. “Sherrybaby” er en virkelig god independentfilm, modsat “Powder Blue”, der var en ren katastrofe, så har vi her med en faktisk rigtig god historie. Maggie Gyllenhaal er forbløffende som den hårdt prøvede mor, der må gå så gruelig meget igennem for blot at have lidt tid sammen med sit afkom, der bor ved hendes bror og dennes kone, der ihærdigt forsøger at minimere kontakten fra dag 1. Ydermere er Sherry også tidligere narkoman, og hun har utrolig svært ved at være clean, også selvom familien ikke altid er der for hende. Hendes bror er velmenende og prøver at hjælpe Sherry det bedste han kan, men Sherry har meget svært ved at se positivt på det. Dertil kommer brorens kone, der faktisk har opdraget Sherrys datter som hendes egen, og ikke har lyst til at se Sherry og datteren genforenet. Jeg var meget betaget af det menneskelige aspekt i denne film. Den virker utrolig human, men samtidigt også ganske koldblodig, idet at der findes flere slanger i Sherrys lille paradis – naturligvis først og fremmest brorens kone, men også hendes egen far, der virker lidt for kærlig og nærgående overfor Sherry end hvad godt er. Hun finder en ven i den noget ældre Dean (ganske fornemt fortolket af Danny Trejo), der både virker interesseret i hende og særdeles opmærksom og kærlig. Men Sherry har dog mange dæmoner at slås med, hvilket vi også får prøver på, da en børnefødselsdag ikke helt udarter sig som Sherry gerne vil have det. Det ender derfor med at hun ryger af vognen, og køber stoffer og lader sig også stikke af en anden ildeset narkoman. Det er utrolig hårdt at se på dette menneskelige forfald, fordi selvom der ikke er tale om Christiane F.-forhold godt nok, så ønsker man virkelig ikke at se den stakkels Sherry gå ned med flaget og blive mere og mere forsumpet. Hun tager sig dog sammen, efter en samtale med hendes “P.O.”, og han giver hende weekenden til at sige farvel til familien, fordi nu skal hun altså på afvænning. Dette er den barske sandhed for den unge kvinde, der ikke vil andet end at have et godt forhold til hendes elskelig datter.

Man kan måske godt beskylde “Sherrybaby” for at være en feminin film, idet den især appellerer til et filmpublikum, hvor moderinstinktet er intakt. Men mænd kan også have glæde af at se denne film, fordi det er en virkelig stærk oplevelse, der holdes oppe af den ubeskrivelige frygtsomme præstation af Maggie Gyllenhaal, der virker spiller sig helt ud, og virker utrolig blottet og sårbar. En af de første gange, jeg for alvor blev betaget af den smukke skuespillerinde (iøvrigt søster til den anerkendte skuespiller Jake Gyllenhaal – de spillede således også sammen i et andet indiehit “Donnie Darko”) – var i SM-filmen “Secretary”fra 2002, hvor hun spiller sammen med James Spader i en mærkelig kærlighedshistorie mellem chef og sekretær. En utrolig god film, som jeg har haft fornøjelsen af at se flere gange, og som jeg nok vil rangere bedre end netop “Sherrybaby”, men de er begge virkelig stærke film.

“Sherrybaby” er skrevet og instrueret af Laurie Collyer – som nok bidrager til det faktum at dette i virkeligheden nok nærmest er en film om kvinder for kvinder, men jeg er også bange for at putte den for meget i en enkelt kasse, fordi med sådan en potent indiefilm, som vi har med at gøre her, så synes jeg at så mange som muligt bør se den, også selvom det måske er en temmelig lille historie, der ikke har de store armbevægelser, så er jeg i den opfattelse at det typisk er den type film, der gør det største indtryk. Hvorvidt man vil klassificere “Sherrybaby” som en af 2006’s store indieoplevelser må være op til en selv, men jeg er overbevidst om at den bør ligge i toppen. Filmen blev iøvrigt nomineret til en Golden Globe – og det var ikke overraskende, den Oscarnominerede skuespillerinde, Maggie Gyllenhaal, der stod for den nominering. Hun gør det fuldstændig fabelagtig. Jeg var meget begejstret, og det er ikke kun fordi at samtidig med at hun blotter sin krop, så blotter hun også sin sjæl for Gud og enhver mand, og det kan jeg ikke være andet end lamslået over. Det er sådan en indiepræstation, der gør at man får de gode roller fremover, og dem er jeg sikker på at den gode Maggie Gyllenhaal vil få mange af, fordi hun er virkelig en enestående skuespillerinde.

Maggie Gyllenhaal blev således nomineret til en Oscar for den skuespilsdrevne “Crazy Heart”, hvor Jeff Bridges endelig fik en Oscar for sine eminente skuespilspræstationer. Jeg synes også at “Crazy Heart” er en ganske fin film, men jeg føler ligesom at “Sherrybaby” har meget mere på hjertet end historien om en fordrukken country-has been. Men det er måske bare mig – jeg kan jo egentlig godt lide begge film, og de har begge en relevans, men hvorvidt den ene er mere aktuel end den anden, så må jeg sige at “Sherrybaby” gjorde det største indtryk.

Den utrolig dygtige skuespillerinde, Maggie Gyllenhaal må betegnes som en af Hollywoods sværvægtere, der med stort mod og evne næsten altid formår at skabe en interessant karakter.

Uha, det var værre… jeg har netop set Timothy Linh Buis ambitiøse indie-film, “Powder Blue”, der bare fejler på så mange punkter…

Den er alt for konventionel med stereotype karakterer og et virkelig svagt manuskript… i alt sin essens handler den om liv og død – normaltvis gode emner til en stærk film, men i denne film får vi bare presset citronen så meget, og der masses en masse elementer ned i hovedet på filmens beskuer. Den er simpelthen bare grænsesøgende irriterende. Skuespillerne er virkelig ikke for gode, og der er ellers nok af dygtige kræfter i filmen – se bare på Jessica Biel (der på coveret af dvden omtales som en af verdens mest sexede skuespillerinder, ikke helt enig der må jeg nok erkende… hun pisser mig stadigvæk mig af når jeg ser hende i film eller tv, og det har hun faktisk gjort længe), Forrest Whitaker (der også agerer producer, men måske skulle han have holdt sig langt fra herfra), Ray Liotta (der virker meget forvirret hele filmen igennem og ikke rigtig brænder igennem), Eddie Redmayne (der faktisk er ret god, og har en bærende rolle, men han krediteres slet ikke på coveret) – i stedet for omtales birolleskuespillerne, Kris Kristofferson, Lisa Kudrow, og endelig ikonet Patrick Swayze i hans sidste spillefilm. Det er virkelig en skam at Swayze måtte sige farvel med sådan en utålelig indie-produktion som “Powder Blue”. Jeg er den første i rækken til at anerkende en god indendentfilm, og jeg har da også set en del af dem igennem tiderne, men nogle gange falder de også bare helt til jorden… det er ofte en skam fordi de har tit meget godt på hjertet og filmene adskiller sig væsentlig fra de store Hollywood blockbustere – men med “Powder Blue” er der simpelthen for mange ting der ikke klapper.. Historien er såmen okay med fokus på ensomhed i en stor by og massivt tungt materiale om døden + lidt opløftende scener med liv efter døden… men igen, jeg kan utrolig nok ikke samle mig om filmen… den virker ærlig talt også en smule prætentiøs, og det kan jeg bare ikke klare, når det kommer til en indie-film. Trist.

Den anden nat genså jeg dog også for guderne må vide hvilken gang, en af 1990’ernes store film, nemlig Quentin Tarantinos “Pulp Fiction”. Jeg kan huske at jeg første gang så filmen til marathonbio i en lille flække i Nordvestjylland. Der var 4 film på programmet, “Interview With A Vampire”, “Sammensvægelsen” (en utrolig kedsommelig Sean Connery film, som jeg vistnok døsede lidt hen til) og endelig den danske horrorfilm “Sidste Time” – og så selvfølgelig “Pulp Fiction”. Jeg kunne faktisk meget godt lide den på allerede det tidspunkt, og karakterne er gode og troværdige… men måske også lidt utrolige til tider. “Bring out the Gimp”… må være alle raske unge mænds mest frygtede sætning, for gad vide hvad der sker bagefter det! Men det er en virkelig god film, dog er jeg tilbøjelig til at sige at den ikke slår hans debutfilm “Reservoir Dogs”, der virkelig er et mindre mesterværk! Men “Pulp Fiction” har bare mange kvaliteter, dog er den måske så filmisk spektakulær at den ikke helt er alt for realistisk. Jeg har fået fortalt at scenen med den store issyl med adrenalin, der skal sprøjtes direkte ind i hjertet, ikke ville fungere i virkeligheden. Det er da lidt en skam fordi det er da virkelig en af filmens absolutte mest mindeværdige øjeblikke, men nok også derfor at den virker så stærk…Skuespillerne er dog rigtig gode, og der er selvfølgelig et virkelig godt stykke skrevet værk, hvor både Vincent Vega, Jules Winnfeld, Butch Coolidge og Marsellus Wallace bidrager til morskaben. Filmen blev jo et ganske stort comeback for John Travolta, der var et kæmpe hit på teenageværelser rundt om i verden i slutningen af 70’erne og starten af 80’erne… han gør det også virkelig godt i filmen, men det gør faktisk alle skuespillere, og jeg blev sgu lidt forelsket i Maria de Medeiros da jeg så filmen…hun virker til at være en sød person med nogle gode menneskelige egenskaber.

Ellers kan jeg rapportere om at jeg har modtaget en pakke fra Laserdisken i dag. Laserdisken er jo en ganske god forhandler, når det kommer til danske dvder, men jeg køber også gerne importfilm der. Godt nok bliver de nogle gange kritiseret for at have for høje priser, men da jeg boede i Aalborg var det nu og engang en af mine absolutte ynglingsbutikker, og jeg kunne sagtens lægge en måneds SU derinde, hvis jeg fik chancen! Men jeg er glad for min pakke, der blandt andet indeholdte en 2-disk steelbook dvd-udgivelse af “Predator 2″ – jeg havde godt nok filmen i forvejen, men dette her er den definitive edition, og så kun til 59 kr, så måtte jeg have den…”Predator 2” er ikke helt så populær som den allerførste med Arnold i hovedrollen, men jeg synes nu at 2’eren er ganske hæderlig, selvom man nok burde have valgt en anden skuespiller end Danny Glover i hovedrollen. Og så fik jeg desuden også Lucio Fulcis “The House By The Cemetary” på blu-ray. Jeg er en sucker for Fulcis film, og nu har jeg således hele “Gates Of Hell”-trilogien på blu-ray, så det er jeg meget taknemmelig for.

Until next time…keep your woman warm and your beer cold… “citat: unknown”…

Dansk dvdcover til den stereotype og alt for kedsommelige indie-film, “Powder Blue”, hvor Patrick Swayze åbenbart skal sælge filmen, selvom hans indsats i filmen er meget sparsommelig. Eddie Redmayne, der spiller en ledende rolle, nævnes således slet ikke!