Tag Archive: Jake Gyllenhaal


Jo vist. Foråret nærmer sig – ja, der er sikkert endda de vismænd, der proklamerer at vi er nået til det stadie nu, eftersom at vi er indtrådt i marts måned. Jeg synes nu alligevel at det stadigvæk er lidt koldt – det er det ihvertfald her i Afgrunden, men her er typisk heller ingen sol, der kan opvarme min stakkels blege krop, der lider under at være et regulært Undermenneske. Interesserede har nævnt, at så kunne jeg bare transportere mit væmmelige korpus til nogle af Udkants-Danmarks solsider, men det passer sgu ikke rigtig til mit humør, hvor jeg hellere vil sidde og skrive intime digte og kropsudsmykke mig selv… nå ikke? – well, hvis jeg var hip nok og i mine 20’ere, så havde jeg sikkert gjort det…

Nej, nu skal det ikke handle om fortidens fejltagelser, men derimod et par nyindkøb, som Undermennesket har gjort sig:

sin

Oh yeah hvabehar…? – der er sågar tale om det fantastiske flotte “Sin City”-bokssæt, der indeholder begge film på funklende fornem blu-ray… det er sådan noget man kan lide, når man har udråbt sig selv om erklæret filmfanatikker… masser af gode sager inkluderet, deriblandt plakater, spillekort, klistremærker, m. m. og selvfølgelig også filmene…good stuff indeed. Jeg har kun set den første “Sin City”-film, som jeg er rigtig glad for… 2’eren har godt nok et noget lunkent rygte, men jeg satser på at den nok skal underholde et simpelt væsen som mig selv. Jeg forventer det faktisk…

Dernæst fik jeg også en pakke fra en Amazon-marketplace-sælger, der indeholdte et par filmiske værker:

jamescaandeluxe

To ældre sager. Jeg er blevet ret begejstret for skuespilleren, James Caan, der må siges at være en meget under-krediteret person… jeg følger ihvertfald at han slet ikke har modtaget den ros som han fortjener som værende en utrolig dygtig og stabil karakterskuespiller, der formår at spille både den kontrollerende type men også en person med et enormt hidsigt sind.. en glimrende skuespiller er han ihvertfald… så jeg begyndte at hjemsøge Amazon for nogle titler, som jeg ikke havde set med manden. Først fandt jeg den eftersigende meget cheesy “Brians Song”, der tilmed er en tv-film, med både James Caan og ikke destro mindre Lando Calrissan himself… (also known as Billy Dee Williams) – den skal nok blive sjov, selvom emnet skulle være noget dystert med sygdom og deslige. Og så fandt jeg også denne “Kiss Me Goodbye” – en romantisk komedie fra 1982 med James Caan, Sally Field og Jeff Bridges – stærkt cast, og i og med at jeg er et romantisk fæhoved, så vil den sikkert passe som fod i hose…

Ja, det var lige et par pick-ups. Jeg er inde i en periode lige nu, hvor jeg hører mere musik, end jeg egentlig ser film, hvilket jo er en skam. Jeg så dog Jake Gyllenhaal brilliere i “Nightcrawler”, som jeg ikke fatter at der ikke kom i betragtning til en af årets bedste film ved Oscaren. Stærk, stærk og dybt kontroversiel værk om menneskers fascination af det morbide og væmmelige i dagligdagens samfund. Jeg kunne virkelig godt lide den, men emnet var sikkert lidt for svært for Akademiet…ellers har jeg også set den nye David Cronenberg-film, “Maps To The Stars” om en dysfunktionel Hollywood-familie og kvalerne med fortiden og en psykisk syg pige… tilsat lidt glimrende skuespil fra Julianne Moore… men jeg ved ikke hvad det er med Cronenberg, fordi selvom manden stadigvæk bevæger sig ud i udkanten af det eksperimenterende, så begynder der også at være en snert af mainstream-cinema over hans film. De er ihvertfald ikke så outreret som tidligere, men helt stueren bliver han nok aldrig.

Bloggen her må også leve en lidt stille tilværelse for tiden… jeg har ikke så meget at skrive om, så selvom der kommer enkelte klageskrig fra Afgrunden, så må den elektroniske pen være forstummet for en stund. Jeg skal dog nok vende tilbage, når jeg har fået mine kulsorte englevinger…. (hvem sagde EMO?)…

Reklamer

Afgrundens mægtige rumlen…

Jovist – Afgrundens dyb er stadigvæk lige så dyb som Nilen er lang. I de sidste par dage, har jeg desværre været så træt, så træt at jeg knap nok har fået set nogle film. Det er både irriterende, som det er pudsig, at jeg må lægge mig med jævne mellemrum. Senere vågner jeg med et sæt, helt rundt på gulvet og med savl dryppende ud af mundvigen – ergo, endnu en nat er gået, og jeg går over i mit zombie-stadie, hvor jeg sidder, utilnærmelig, og glor ind i min computer- eller fjernsynsskærm – helle dusse da, for et pragtfuldt liv.

Nåh ja, jeg har dog også fået set film. Blandt andet har jeg fået udvidet min horisont med de to dokumentarer om en af USA’s første, kendte, kvindelige seriemordere, Aileen Wuornos. Begge film er instrueret af Nick Broomfield, og det er en helt igennem tragisk historie om den stakkels kvinde, der pludselig måtte se sig selv som centrum i en valgkamp, hvor hendes henrettelse skulle bruges til at skaffe Jeb Bush magten. Jeg er ikke i tvivl om at Aileen myrdede de mænd, men jeg tillader mig også at tro at det ikke nødvendigvis var med hendes gode vilje. Blandt korrupte politifolk, en slesk advokat og en tarvelig nyfødt kristen kvinde, der alle udnytter stakkels Aileen, og bare er ude på at tjene penge. Hun havde bestemt ikke et godt liv. Sidenhen efter hendes død, vandt den sydafrikanske skønhed, Charlize Theron, en Oscar for hovedrollen i biografi-filmen “Monster”, hvor hun var sminket til ukendelighed. En særdeles stærk film, men man får først indtryk af hvordan det har været for Aileen Wuornos, når man ser de to dokumentar-film. Titlerne er iøvrigt: “Aileen Wuornos: The Selling Of A Serial Killer” fra 1993, og “Aileen: Life And Death Of A Serial Killer” fra 2003. Begge film kan skaffes billigt på en double feature fra engelske Optimum…

Ja, det var således først på ugen, at jeg dukkede ned i historien om Aileen Wuornos. Det blev efterfulgt af et par trælse dage, hvor endnu engang trætheden overmandede mig. Jeg fik dog set “Morten & Peter” onsdag aften, og det er altid et sjovt gensyn. Indrømmet, det er nok begrænset hvor meget nyt, der kan føjes til den velkendte historie om de to ungesvende. Man kan ikke lade være med at smile godt og grundig over hele hovedet, når endnu en Nick Horup-udsendelse kører hen over skærmen. Jeg vil dog også sige at TV2 godt nok har malket den fortælling længe og slidsomt nu, så jeg gruer næsten for det nyeste resultat, men lad os nu se… Danmark elsker Morten og Peter.

Jeg fik smidt den noget grove, romantiske komedie “Love & Other Drugs” i afspilleren. Grov fordi at den Oscarbelønnede skuespillerinde, Anne Hathaway, næsten er nøgen halvdelen af filmen. Hendes Eva-kostume er dog ganske pæn, men desværre bliver historien ødelagt af Jake Gyllenhaal, hvis karakter ikke tilnærmelsesvis besidder den samme pondus. Filmen omhandler jo den smarte medicinalsælger, Jamie (Jake Gyllenhaal), der hurtig stiger op af rangstigen, men må indse at han sidder fast, da han møder den Parkinson-ramte unge kvinde, Maggie (Anne Hathaway). Filmen kører så på Jake og det urgamle dilemma om hvorvidt han skal vælge kærligheden eller en succesfuld karriere. Heldigvis slutter filmen godt, hvis man er en gammel romantikker. Det meste af filmen, veksler den ellers normale, ganske dygtige Jake Gyllenhaal imellem at være en gudsbenådet kvindecharmør eller et håbløs fjols. Jeg køber ikke hans karakter, men det er en tendens som jeg tidligere har set i b.la. asiatiske film, hvor den mandelige figur i de romantiske komedier er så gennemført fjollet, at man ikke aner hvad man skal stille op. “Love & Other Drugs” kan dog godt ses, fordi den stadigvæk har mere at byde på end den gængse romantiske komedie, men jeg vil dog stadigvæk stille mig på det halvlune felt, når det kommer til en bedømmelse. Iøvrigt er filmen instrueret af Edward Zwick, som jeg også tidligere har omtalt, da han også instruerede 80’er-filmen, “About Last Night”..

Jo, jeg fortsatte så i det romantiske hjørne, og så endnu en romantisk komedie, dog med mere tryk på misforstået romantisk komedie. Filmen hedder “Expired”, og er en lille indie-film, der har været vist på et væld af festivaler rundt omkring i verden. I de bærende roller ses engelske Samatha Morton (som jeg er meget glad for), og Jason Patric. Titlen refererer højst sandsynelig til de to hovedrolleindehaveres job, idet de begge er parkeringsvagter, dog meget forskellige i deres måde at arbejde på. Claire, der bliver spillet af Samatha Morton, er sød og imødekommende og udskriver aldrig en unødvendig bøde, hvorimod Jay (Jason Patric) er den direkte modsætning. Han er sur og bitter, når han udfører sit arbejde. De to finder så sammen i et højst mærkværdig forhold. Jay bruger meget af tiden på at kritisere Claire og dertil ikke behandle hende særlig godt. Den stakkels Claire vil bare elskes, og det kunne det også godt virke til at Jay bare vil. Jay er afhængig af snuskede hjemmesider, så han kan “få lettet trykket”, imens Claire mest er tilfreds med at være hjemme i hendes lejlighed, som hun deler med sin alderende, syge mor (Teri Garr). Desværre dør moren op til juletid (lige midt i kartoffelmosen), og Claire må nu indstille sig på et helt nyt liv… spørgsmålet er om Jay skal være en del af det?  – Jeg kunne rigtig godt lide denne film. Den er bittersød på den gode måde, og man får ikke en dårlig smag i munden når man ser den. Der er masser af indelukket had i værket, men også meget kærlighed. Claire er den almindelige, generte pige, der hele sit liv har boet hos sin mor og desuden passer sit arbejde på en både god, sød og stilfærdig måde. Jay er en mere interessant, kompleks figur. Han varierer fra at være et regulært dumt svin til at være både sød og nærværende overfor Claire. Han fortæller hende at hun er overvægtig, men alligevel køber han M&M’s til hende, fordi det er hendes ynglings. Han har dog problemer med intimsfæren, hvilket også Claire lider under. Han er ikke bange for at kalde hende navne og virke komplet uinteresseret i hende som menneske og kæreste, men alligevel virker det også til at han har følelser for hende, og at han bare har svært ved at udtrykke sig. Ligeledes har han en søn, som han aldrig ser, men alligevel, uden tøven, giver en parkeringsbøde. Filmen har mange lag, og som mange indie-film, så er den en lille historie med meget på hjertet. “Expired” er således en ganske, fornem lille sag, hvor man sikkert kunne bruge lang tid på at analysere og gå i dybden med historien og dens karakterer. Den er iøvrigt skrevet og instrueret af Cecilia Miniucchi, og hun har gjort et glimrende stykke arbejde. Skuespillet er ret godt. Samatha Morton er endnu engang i sit es som den generte, tilbagelænede type, der bare vil have sig et lille stykke med kærlighed. Hun er altid en fornøjelse at se, og jeg har fulgt hende siden nogle af hendes første film, blandt andet den fremragende “Under The Skin” fra 1997. Jason Patric får også virkelig meget ud af hans rolle, og jeg synes at hans præstation er ganske iøjefaldende, når han veksler mellem udadfarende raseri og bittersød kærlighed til Claire – en stor oplevelse… filmen kan i den grad anbefales, især hvis man, ligesom mig, finder den i tilbudskurven med 5 dvd’er for 100 kroner.

Ak ja, nu er det hen med weekenden, og min dansekort er ubegribelig tomt – gudskelov – jeg tror bare at jeg skal tage en slapper denne weekend, og måske stene nogle film, hvis jeg ellers magter det. Jeg har en del gode sager på vej i posten, og da den flinke røde mand, ikke har meldt sin ankomst i dag, så må jeg håbe at der kommer nyt i morgen eller næste uge. Det er altid rart at få lidt nyt med Post Damark. Nu skal jeg have mig en drink.

Den lille romantiske indie-perle, "Expired" omhandler to parkeringsvagters romantiske forhold og besvær med omverdenen. Jeg var meget glad for denne film, også især pga af de to hovedrolleindehavere, der begge spiller fremragende. Måske en anelse deprimerende, men efter regnen kommer solen, og efter tårene, kommer der forhåbentlig et smil. Glimrende filmoplevelse.

Den lille romantiske indie-perle, “Expired” omhandler to parkeringsvagters romantiske forhold og besvær med omverdenen. Jeg var meget glad for denne film, også især pga af de to hovedrolleindehavere, der begge spiller fremragende. Måske en anelse deprimerende, men efter regnen kommer solen, og efter tårene, kommer der forhåbentlig et smil. Glimrende filmoplevelse.