Tag Archive: Japan


Ja, i den seneste tid, har jeg gået og grublet over nogle ting. Jeg var ærlig talt blevet træt af hvordan Afgrunden præsenterede sig selv, så jeg har været i gang med at anskaffe mig nogle nye møbler til opbevaring af mine dyrebare film. Siden jeg flyttede ind i Afgrunden og forsøgte at gøre det til mit eget, selvom det var svært med alle de kryb, der lever rundt omkring i hjørnerne, så har jeg haft nogle reoler, der var enormt praktiske og billige i sin tid, men nu var jeg bare nået til det punkt, hvor de hang mig langt ud af halsen. Noget måtte der ske, så jeg har købt godt ind af rumdelere indenfor et passende tidsrum, og jeg er ikke helt færdig endnu – således mangler jeg lige en enkelt, som jeg regner med at jeg får hjemkøbt senere her i dag, mandag. Så kan man selvfølgelig stille sig selv det givne spørgsmål om det er nødvendigt at bruge så mange penge på noget, nu hvor man alligevel havde noget at stille sine dvd’er i… men svaret er faktisk ret simpelt: JA…

Iøvrigt kan de være en del flere dvd’er i de enkelte rum i rumdelerne, hvilket gør at jeg naturligvis kan investere i flere film i det lange løb, og det er jo bestemt en god ting. Men efterhånden indså jeg også at jeg måtte gå mine film igennem og eventuelt finde nogle, som jeg kunne skille mig af med. Det giver noget mere plads, og forhåbentlig også et par kroner, nu hvor jeg har besluttet mig for at forsøge at sælge dem i en brugtbiks. Ja, det kan bestemt gå begge veje, og jeg ved godt at de måske ikke er særlig meget værd, men hvad pokker… nu skal jeg altså bare af med dem, og sådan er det..

Bemærk på dette billede, de enormt kedelige og modbydelige stige-reoler, der "pynter" Afgrunden. Praktisk, jo  vist, men ikke for enhver pris - nu bliver de snart udskiftet med nogle smadderflotte hvide rumdelere, hvilket man jo kun kan tiljuble... Endelig sker der noget godt i Afgrunden igen!

Bemærk på dette billede, de enormt kedelige og modbydelige stige-reoler, der “pynter” Afgrunden. Praktisk, jo vist, men ikke for enhver pris – nu bliver de snart udskiftet med nogle smadderflotte hvide rumdelere, hvilket man jo kun kan tiljuble… Endelig sker der noget godt i Afgrunden igen!

På filmfronten går det lidt op og ned med at få set nogle rigtig gode titler. Jeg svæver lidt rundt imellem de mindre film, og har til aften set en japansk film om mobning i skolen. Ja, det var noget sært noget, men den var dog også ret interessant, og man fik det indtryk af den moderne ungdom hurtig kan få nogle skeletter i skabet, og i det hele taget, er de ret ekstreme i deres udtryk og væremåde… – gad vide om man også selv var sådan tilbage for godt og vel 15-20 år? – Nåh nej, det var jo 90’erne – verdens mest kedelige årti – der skete ingenting…! – jo okay, Internettet kom til verdenen, og det er jeg godt nok meget taknemmelig for… Hvor skulle jeg have været uden den i dag?

Well, jeg vender tilbage med nogle nye billeder af den færdige Afgrund…

Jo da, minsandten om kalenderen ikke skriver 2015 nu, og vi befinder os i en spændende tidsalder…desværre har humøret haltet lidt her i Afgrunden, og jeg har følt mig skidt tilpas. Grundet for lidt nattesøvn, så vandrer jeg rundt om dagen som en regulær zombie – ikke på jagt efter friske hjerner, men derimod en portion søvn, som jeg har det så svært med lige for tiden. Og så kan man selvfølgelig ikke sove dagen væk, så jeg allierer mig med mit elskede Instant Kaffe, så jeg altid kan få en kop varm mokka ned i systemet. Hvorvidt at det er en god ting, ved jeg ikke, men sådan som situationen er nu om dage, så føler jeg mig nødsaget til det.

Jeg fik da faktisk lidt film og andet filmrelateret i Julegave sidste år, og det var jeg enorm taknemmelig for. Størstedelen af min familie mener at jeg har for mange film, så nogle nye titler forærer de mig nok meget modvilligt… men tanken om at jeg har for mange film er jo decideret absurd!? – tværtimod har jeg slet ikke nok!… nå, men her følger nogle billeder fra Julen:

jul1 jul2 jul3

Som man kan se på billederne, så var der masser af gode sager til den vamle stakkel, som der er undertegnet… både filmmusik, Pop Vinyl!-figurer og sluttelig nogle film. og af filmene, har jeg kun set “Apocalypse New” før, så der er lagt op til massiv fordybelse i helt nye titler for mit vedkommende, så det er jo kun herligt…

Filmscoresene tæller et par italienske skrækfilm, i form af Dario Argento’s “Phenomena” med musik af supergruppen, Gobiln, der nok engang leverer varen, og sætter lytteren i en særlig trancelignende tilstand med nogle forrygende, stemningsfulde toner. Hans Zimmer’s soundtrack til “Days Of Thunder” er måske lidt mere mainstream, men det er et fantastisk godt album med nogle iørefaldende rockede tendenser, og jeg må erkende at musikken faktisk er bedre end filmen med Tom Cruise i spidsen. Ellers kan man se Fabio Frizzis eminente musik til “City Of The Living Dead”, en personlig Lucio Fulci-favoritfilm, og sluttelig Jerry Goldsmiths cd med musik fra “Total Recall” – her er der tale om Deluxe-udgaven med ekstra numre.

Foruden musikken, så fik jeg jo også et par figurer. Pennywise og Bela Lugosi’s Dracula pynter nu ved siden af mine andre figurer i min gang. Jeg har flere figurer på vej, men jeg vender nok snart tilbage med et billede af dem samlet, idet jeg er nået op på nogle stykker efterhånden. Nu ved jeg ikke om det kan retfærdiggøres 100% at en voksen mand, midt i 30’erne, samler på sådanne små figurer, men også som jeg kan se, så er det næsten tendensen at det er voksne mænd, der samler på netop de figurer. Lidt nørdet er man vel altid? …

Og endelig mine film, som jeg fik Juleaften. “Stray Cat Rock” er en filmserie fra Japan med fem film med vidunderlige Meiko Kaji i hovedrollen. Jeg har ikke set disse film før, men Arrow Video har lavet et fint sæt, der er limited til 2.000 eksemplarer world wide, og jeg er en sucker for Arrow Video-udgivelserne. “Apocalypse Now”-sættet på blu-ray indeholder tre disks, og filmene i både original biografudgave og i Redux-versionen plus dokumentarfilmen, “Hearts Of Darkness”… meget, meget interessant, og filmen er jo fremragende. Endvidere fik jeg et par meget spændende film fra min gode veninde i København, der er tale om “Worried About The Boy”, som jeg har fået set, og det var et ganske godt kig, meget interessant at se hvorledes en engelsk subkultur og prominent førsteperson som musikkeren, Boy George, voksede op med alle de problemer og vanskeligheder, en så speciel personlighed måtte have. Filmen ledede mig hen i mine tanker, da jeg selv som ung udforskede forskellige muligheder, og så mig selv i en subkultur som halvvejs goth, og det var ikke altid nemt i bette Thisted. Jeg kunne meget godt lide den, og det var selvfølgelig en drama-film fra BBC. Jeg fik også komedien “Ushpizin” af hende, og den aner jeg intet om, men den skulle være ret sjov, og filmen er ikke noget som jeg ser hver dag, idet der er tale om en israelsk produktion… det skal blive godt at tjekke den ud. Sluttelig fik jeg så to John Wayne-dvd’er fra min gode blogkammerat, Henrik. Sjovt nok ikke en af dem, der er en western, men det skal også blive interessant at se “The Duke” i andet. Jeg har ikke set disse to, så der er også tale om et førstegangskig ved dem begge.

Ja, det var lidt fra min Juleaften, hvor jeg fik disse meget lækre ting, men jeg fik dog også lige bestilt et par titler imellem Jul og Nytår:

sidsti2014

Anime-serien, “Bubblegum Crisis” havde jeg luret på simpelthen så længe, og det har altid været lidt i den dyre ende, men nuvel… nu skulle det være, så jeg fik den endelig bestilt, og det er jeg virkelig glad for – jeg er helt tosset med klassisk 80’er japanske tegnefilm uden alt det der CGI-halløj. ‘Sean Penn Collection’ med fem film var helt horribelt billig i forhold til, og den måtte jeg kun slippe 99 bananer for, hvilket er en fantastisk pris i min bog. To af filmene havde jeg så i forvejen, men der var således tre jeg ikke havde set før, og de var “T.A.P.S.”, “Colors” og “State Of Grace”, og jeg glæder mig især til “Colors”, som jeg har hørt meget godt om. Sean Penn er måske ikke en af mine absolutte yndlings-skuespillere, men han er dygtig, så what the hell….

Ja, det var dermed en lille update fra Afgrunden modbydelige verden, hvor alle de ting som vi nørder elsker og holder af, lever i bedste bevarenhed, og selvom det måtte kræver en jomfruofring fra tid til anden, så klarer vi også den, idet Afgrunden er kommet for at blive – også selvom den kan virke temmelig indeslukket, så hævder Undermennesket alias undertegnet, at der nok skal komme nogle livstegn i fremtiden. Afgrunden er trods alt stedet hvor de stygge bor…men nogle gange kan man også have brug for en dejlig dag, så Undermennesket slutter med en sang fra Lou Reed (RIP), der alle minder os om hvordan vi bare sukker efter den perfekte dag:

Moder sol og fatter måne…

Ja, dette skal ikke nødvendigvis blive en vane. Jeg sidder netop nu og nedfælder disse ord, imens solskinnet stråler ind i mine skumle gemakker, hvor det normalvis ikke er det livsgivende lys, der overstrømmer mit usle domicil, men derimod de skiftende farver/lyspartikler i mit fjernsyn, der gerne viser endnu en voldsfilm, imens jeg har slukket for alt lyset i stuen, og kun en enkelt lampe, der lyser i mit væmmelige køkken, hvor jeg tilbereder flere og flere besynderlige måltider. Egentlig vil jeg helst skrive mine indlæg om natten, fordi der føler jeg at jeg bedst kan formulere mig, men i og med at jeg ofte er en stortryne om natten lige for tiden, så må det derfor blive nu…

Jeg har fået lidt nyt hjem til mit sparsomme filmbibliotek, og jeg synes godt at jeg kunne retfærdiggøre at dele det med omverdenen..:

cdonlaserdisk

Fælles for alle disse film var at de var meget billige, og da jeg sjældent køber film, der pr. styk. koster flere hundrede kroner, så bliver det ofte nogle lidt mere tvivlsomme titler. Men der er da noget horror på blu-ray. Jeg har set “Across The Hall” med blandt andre Mike Vogel og Brittany Murphy (R.I.P.), og den var ikke videre imponerende. Et ganske oplagt trekantsdrama med nogle scener, der lapper lidt ud over hinanden og faktisk ikke fremstår særlig helstøbt – et okay kig, men ikke en klassiker. Ellers er der remaket af “Assault On Precinct 13”, som jeg faktisk godt kan lide, selvom originalen nok er lidt bedre og mere nervepirrende. “I Spit On Your Grave 2” er også et genkøb, da jeg forærede mit tidligere køb væk, men i og med at den kun kostede mig 29 kroner for en ny udgivelse, så har jeg ingen betænkeligheder. På dvdfronten er der blandt andet den australske seriemorderfilm, “Snowtown”, som skulle være særdeles modbydelig, så den glæder jeg mig til at se. Jeg fik dvd’en brugt hos en Amazon Marketplace-sælger. Andre dvd-titler er “42”, “Tommy Boy” med afdøde Chris Farley og så købte jeg også en koncertdvd med det svenske heavy rock-band, Europe – ja ja, dem med “The Final Countdown”… men siden den sang, er bandet faktisk blevet ganske habil og velspillende, så jeg er spændt på at se dvd’en med dem, og med i æsken er selvfølgelig også en live-cd.

Det var lige kort nogle tanker om det nyindkøbte. Jeg venter flere nye film, måske allerede i morgen. Jeg har bestilt adskillige hos Zavvi, og de dukker forhåbentlig snart op. Ellers bestilte jeg også nogle amerikanske dvd’er hos en Amazon-sælger, og jeg håber at de ligeledes snart dukker op…den største ulempe ved at handle på Internettet, er jo ventetiden…

Nåh nej, jeg fik iøvrigt også lige et genkig i går af en af mine absolutte yndlings-film, når det kommer til ikke-horror, nemlig “Lost In Translation” af Sofia Coppola med Bill Murray og Scarlett Johansson i de store roller. Denne film er et absolut mirakel, og jeg kan ikke lade være med at holde utrolig meget af den, samtidigt med at den understreger at Japan er et enormt fascinerende sted. Kulturskellet er sikkert kæmpestort, og vores hovedkarakterer i filmen fatter da heller ikke meget af det der foregår altid, men alligevel knytter de et bånd sammen, uden at det bliver romantisk eller seksuelt, men de bliver bare rigtige gode venner, hvilket man jo også kan sætte pris på. Musiksiden er også virkelig god, og der er flere glimrende sange på det iørefaldende soundtrack, der bestemt er værd at anskaffe sig. Jeg så første gang filmen i 2003 – da jeg købte den på en amerikansk dvd i Laserdisken. Jeg mener at den ikke engang var ude i biffen i Danmark på det givne tidspunkt, og det var da også en ‘hunch’ som jeg købte den på. Jeg kunne dog godt lide Bill Murray og Scarlett Johansson vidste jeg godt hvem der var, fordi jeg havde set hende i film tidligere, blandt andet “Ghost World”. Jeg satte filmen i afspilleren straks da jeg kom hjem… og hjem var sådan et lille lummert værelse som jeg havde lejet et sted ude i en lille by lidt udenfor Aalborg, fordi jeg var en fattig studerende, og ikke havde råd til store, ekstravagante ting og sager. Nuvel, jeg smed filmen i, og var forelsket med det samme. Den massive stemning, der driver igennem hele filmens spilletid, er virkelig betagende, og jeg følte mig i så godt selskab. Selvfølgelig var der også kritiske røster fremme med at filmen var racistisk, men nej, det synes jeg bestemt ikke at den er… men den beskriver meget godt når to så vidt forskellige kulturer og verdener mødes, og så kan man jo kun sidde tilbage i stolen med store, vidt åbne øjne, og indse at verdenen faktisk er et stort sted, selvom Internettet har gjort den mindre.

“Lost In Translation” blev heldigvis en stor succes, og Oscarnomineret og Oscarbelønnet, hvilket er virkelig fortjent, også selvom Bill Murray virkede mere end almindelig fornærmet, da han ikke vandt Oscaren for Bedste Mandelige Hovedrolle. Men selvom den gode Murray ikke vandt, så fremstår filmen her 10+ år senere stadigvæk utrolig frisk og replay-value-niveauet er særdeles højt. Jeg er ihvertfald altid begejstret, når jeg sætter filmen på, og rejser hen til en verden, langt væk, som virker så utrolig og uforståelig. Men når alt kommer til alt…sikke en rejse…!

Jeg kan godt lide japanske film. De har et helt andet syn på sex og vold end vi almene, tåbelige europæere, og ofte tager det sådan en komplet, vanvittig drejning. Der er mange ultra-voldelige japanske film efterhånden, og det har vel været et trademark siden 60’erne. Personlig fandt jeg Takashi Miike for en del år siden efterhånden, da den absurde “Ichi – The Killer” blev udsendt på en dansk dvd for første gang. Siden hen har AWE vist genudsendt den, men den første udgave har jeg i sådan en fancy digipack.  Det er en virkelig væmmelig film, som sært nok er utrolig underholdende, og som jeg ikke har noget imod at rose i et væld af sætninger, når snakken går på grænseoverskridende film. Sidenhen fandt jeg “Audition”, der også er af Miike og en væsentlig bedre film, dog også med en blodig og modbydelig slutning.

Nuvel, det skal ikke handle om den produktive Miike, men derimod en af hans kollegaer, den også meget produktive Noboru Iguchi, der har lavet flere film, der er blevet udsendt af AWE, deriblandt “Robo-Geisha”, “Mutant Girl Squad” og så den film, som jeg gerne vil fortælle om, nemlig “The Machine Girl”. Denne film er klart en af de bedre, når det kommer til underholdningsværdi og charme fra det tossede land, som der er Japan. Det er ihvertfald den som jeg bedst har syntes om af alle deres moderne og overdrevne techno-splatterfilm.

Filmen omhandler den søde, smukke og seje Ami (Minase Yashiro), hvis bror bliver drillet af en bande af ungdomskriminelle. Han mister livet, men det er ikke slut for Ami, der sværger at tage hævn og opnå en form for retfærdighed. Det hele bliver mere og mere tåbeligt, og Ami mister halvdelen af sin ene arm i forløbet, men det er der råd for. Hun allierer sig med et mekanikerpar, og får bygget et velfungerende maskingevær, der passer lige i sin armstump, således at hun kan gøre kål på nogle af de slemme fyre. Alt er ikke perfekt, og der bliver spildt meget blod undervejs i Amis jagt efter den forbryderspir, der ledede banden. Kan hun mon opnå retfærdighed og stadigvæk være i et stykke?

Hvor filmen excellerer i over-the-top kampe, hvad enten det er skuddueller eller ved hjælp af knive, sværd eller kastestjerner, og man sidder og griber fat i sofaens trygge beklædning, fordi der er virkelig gang i den her film. Handlingen virker dog som noget en 10-årig kunne have skrevet, og der er ikke sparret på mærkelige indfald. Jeg morede mig dog meget, og jeg synes at underholdningsværdien er utrolig høj, også selvom jeg til tider, sidder og ryster på hovedet. Om hvorvidt filmen her, der er fra 2008, er blevet inspireret af Robert Rodriquezs “Planet Terror”, hvor Rose McGowan får et maskingevær sat fast på det ene ben, må stå i det uvisse. Det er nok ikke helt utænkelig, eftersom jeg synes at filmskabere har en tendens til at blive inspireret af hinanden. Hvis man sammenligner den japanske vold med den vi mere er kendt med fra gyserfilm her i landet, så er der masser af steder, hvor man kan drage en sammenligning. Jeg føler dog at de japanske film gør en dyd i at gøre jobbet færdig, og de klipper først væk når hovedet er helt sønderskudt eller begge arme er hugget af ved hjælp af superskarpe ninjasværd. Men hvad ellers kan man forvente af et land, der har givet verden Guinea Pig-filmene, som er nogle rigtig syge film fra 80’erne. En af dem viser en samurai, der kidnapper en ung pige, og i løbet af resten af filmens spilletid, ser vi hvorledes han parterer hende et stykke af gangen. Sjovt nok var filmene utrolig populære i Japan, hvor de lå på videohitlisten i mange uger. En morsom sidehistorie er at den amerikanske skuespiller, Charlie Sheen, vistnok engang kom i kontakt med en af filmene, der var optaget over på et skummelt videobånd. Den stakkels Sheen blev forfærdet over hvad han så, og indleverede båndet på en lokal politistation, idet han troede at der var tale om en ægte snuff-film. Sådan var det engang, og man kunne tænke sig at japanerne var kommet på andre tanker, men næh nej… de er stadigvæk besatte af ultra-vold og sex i sådan en grad, at resten af verdenen må undre sig gevaldigt over tingenes tilstand på den asiatiske ø.

MG1

Jeg er den lykkelige ejer af to gange “The Machine Girl” på dvd. Jeg købte AWEs udgivelse, da den udkom og har sidenhen investeret i den amerikanske 3-disk Tin-udgave, som er meget cool, og indeholder filmen i to versioner og en del ekstra materiale. Nu kan man sige at det nok ikke var nødvendig at købe en anden dvd, eftersom AWEs udgave er ganske fornem, men jeg synes at jeg ville have filmen i det smagfulde cover, så da jeg havde lidt ekstra penge, så måtte jeg jo bestille den.

Sidder man nu og tænker over om man skal se denne film eller andre i samme kaliber, så synes jeg bestemt at man burde give det en chance. Indrømmet, det er ikke film for alle og enhver og de fleste vil nok kalde dem for åndssvage, modbydelige eller bare direkte dårlige, men jeg har også en dårlig smag, og anser mig selv som en type, der også gerne ser elendige film, og det gør jeg gerne med et kæmpe smil på læben, hvis de kan tilbyde mig et eller andet. Nogle gange kan man være uheldig, men man er næsten nødt til at prøve sig frem, fordi filmoplevelser er jo subjektive hændelser, som vi alle kan opleve på hver sin måde. Give it a chance!

Den dygtige og utrolig talentfulde multikunstner, Takeshi Kitano fylder den 18. januar 66 år...

Den dygtige og utrolig talentfulde multikunstner, Takeshi Kitano fylder den 18. januar 66 år…

Især er han kendt for et væld af roller som den tavse politimand eller yakuza-boss. “BEAT” Takeshi som han også kalder sig er noget så storslået som en af Japans største multikunstnere, og hans popularitet er enorm. Utrolig nok har han aldrig været nomineret til en Oscar, men derimod har han været med i kapløbet for Den Gyldne Palme i Cannes tre gange…