Tag Archive: Marilyn Manson


I Marilyn Mansons magt…

Tillbage i 90’erne – navnlig slut-90’erne, omkring 98-99, undergik jeg en forvandling. Jeg gik fra at være en nervøs, lattermild og glad dreng til noget mere… jeg opdagede nemlig en verden, hvor jeg ikke skulle underkaste mig alverdens normer om normalitet og tilpasse mig andres behov. Mine forældre var lige blevet skilt, og jeg var temmelig vred på verdenen. Jeg fandt dog en stemme, der hjalp mig meget. Der var tale om den amerikanske ‘shock’-rocker, Marilyn Manson, alias Brian Warner, når han ikke brugte sit kunstnernavn, der var sammensat af sexgudinden, Marilyn Monroe og kultlederen, Charles Manson. Ligeledes begyndte jeg at klæde mig i sorte klæder, endda farve mit kedelige kommunefarvet hår, kulsort… jeg følte mig i den grad udstødt, og ude af trit med mig selv. Mine klassekammerater accepterede mig, og jeg blev ikke peget fingre af eller noget, men det var også vigtigt for mig at forlade min trygge barndoms-jeg, og blive mere voksen og påklage de sorte magter i form af rock and roll-musik.

Jeg drak en del den gang tilbage i mine teenageår. Mange ville sikkert sige at jeg drak alt for meget, men det var ligesom kulturen og i den klike som jeg gik med, der skyllede vi ofte ugens besværligheder ned med nogle øller i weekenden… som unge mennesker jo har for vane at gøre. Musikken fik jeg dog aldrig lov til at styre. Men når jeg ville betegne mig selv som en af Marilyn Mansons trofaste disciple, så var det nok også fordi at han gjorde et massivt indtryk på mit unge sind, og det er svært ikke at blive påvirket af manden, der virkede til at have lige så meget imod verdenen, som jeg selv. Jeg havde intet stort talent, men jeg begyndte for alvor at elske musik og især ekstrem og metalmusik med Manson i spidsen. Det skal sikkert også forstås som et afbræk fra mit hverdagsscenarie, hvor jeg måtte underlægge mig en mentalitet som jeg ikke kunne stå inde for. Så blev det godt med noget befriende tid i weekenderne.

Min bedste ven var nok min discman, fordi der havde jeg mulighed for at afspille min lille samling af cd’er i frikvarterne, når jeg ikke magtede at være sammen med andre mennesker. Men det skal ikke siges at jeg ikke havde nogle kammerater, fordi jo selvfølgelig havde jeg det, men et regulært venskab, ved jeg faktisk ikke. Jeg havde min musik, og det her var faktisk også før, at jeg begyndte at fordybe mig hovedkuls i filmens vidunderlige verden. Nu har jeg mange helte, både i musikkens verden, men så sandelig også i filmens ligeså univers.

Grunden til denne pludselige gåtur ned af mindernes stisystem, var fordi at jeg fandt en gammel video på YouTube, faktisk et vhs-rip af en video med Manson, som jeg købte på en studietur til Italien. Den gang fandt jeg videoen utrolig medrivende, og svær at lægge fra mig… den blev et symbol på det som jeg kæmpede for og imod hver eneste dag. Sjovt nok virker videoen i dag, langt fra lige så stærk, og Manson virker ærligt talt som lidt af en dramaqueen… men den gang, hold da op, hvor den betød meget for mig og mit sindelag. Jeg aner ikke hvor mit bånd er i dag, og mon ikke at den er røget ud med mine andre vhsbånd – desværre nok, og en handling, som jeg har fortrudt mange gange.

Jeg lytter stadigvæk med jævne mellemrum til Marilyn Mansons musik, men dog ikke med nær så stor en intensitet som dengang tilbage i tiden, hvor jeg var en stor og fortabt teenager. I dag rangerer han ikke i toppen af mine favoritter, men jeg glemmer aldrig hvad han betød for mig den gang, og hvordan han reddede en sjæl fra at blive fanget i mainstreamens magt. I stedet var jeg fanget i Marilyn Mansons magt…

manson

Reklamer

Hallo. Ja, jeg har netop nok engang genset Sacha Gervasi’s glimrende og meget hjertevarme dokumentar om det canadiske heavy metal-band, Anvil, der oplevede deres 15 minuts of fame tilbage i begyndelsen af 80’erne, men sidenhen er gået næsten helt i glemmebogen, og nu kun spiller for en håndfuld mennesker, når de endelig spiller da… til trods for at de har udsendt 10+ albums.

Anvil er et meget særpræget band. Musikken er ganske standard hård metal a la trash metal og bandet består grundlæggende af de to bandstiftere, forsanger/guitarist, Lips og trommeslager Rob… det er et par gæve gutter, der har haft et venskab hele vejen igennem. Og sådan et livslangt venskab er jo efterhånden noget som man kommer til at sætte pris på, jo ældre som man bliver. Og det er ofte fundet i fælles interesser og glæde over de simple ting, og hvorfor fanden skulle det ikke være sådan?…

Jeg fandt iøvrigt et Anvil-album i Læsehesten i Aalborg engang, og købte det selvfølgelig, men det var ikke noget særligt, og det skulle endda være et af de albums, der var ekstremt dårlig produceret, hvilket de har haft adskillige af. Det er selvfølgelig noget skidt, men alligevel, når man ikke har pengene til det, og stadigvæk insisterer på at udsende albums, så bliver det nok lidt noget tvivlsomt noget – ikke fordi at jeg kender branchen eller noget, men det er mit gæt. Anvil i dokumentaren er dog enorm velspillende og musikken er meget heavy, så man sidder og headbanger lidt med hjemme i stuen. Musikken i filmen er dog kun en ting af pakken, fordi den handler også meget om mennesker og deres skæbner, og indeholder et væld af ikoniske scener – scenen hvor de spiller i en klub for en lille gruppe, og der sidder en og headbanger for vildt i en lænestol helt fremme – eller i Tjekkiet, hvor Lips kommer op at toppes med en promoter, der ikke vil betale dem for koncerten. Som Lips også proklamerer: det er jo hans arbejde og han leverer altid varen, så han skal jo også betale hans regninger. Lips lever virkelig for bandet og musikken og det har han gjort i over 30 år.

Når jeg ser et program som X-Factor, og sidste sæsons døgnflue, Citybois, der har fået en pladekontrakt på Sony, bare fordi at de har godt fat i det unge segment, der består af købelystne teenagere, der dedikerer deres værelser til nogle ‘shrines’, hvor de har tapetseret væggene med plakater og billeder af sådanne nogle håbløse unge typer, der knap nok kan synge, men måske har en stil, der gør dem eftertragtet. Well, det begyndte med The Beatles, og slutter næppe her…

Men min tanke med Citybois og deres pladekontrakt er nærmest at spytte etablerede kunstnere i ansigtet, og at være til stede i musikindustrien i over 30 år – det er sgu et statement. Jeg ved ikke hvor meget Citybois går op i deres musik, men de går op i at være kendt, og det er næsten endnu værre… ja, jeg ved det. Jeg lyder som en gammel sut, der brokker sig over ungdommen og deres mildest talt sære vaner, der af en eller anden grund bliver populære, imens en 35-årig som undertegnet sidder og ser måbede til. Nej, jeg voksede op i 90’erne, hvor Eurodance og Grunge var de populære stilarter, og jeg brød mig ikke særlig meget om nogle af dem. Jeg lyttede heller ikke til heavy metal, før jeg fandt Marilyn Manson og hans gennembrydende, moderne ‘shock rock’, som gav mig så meget glæde og indhold i livet, at jeg ikke længere følte mig som en udstødt teenager. Nu  havde jeg en stemme, som jeg kunne lytte til… sidenhen er forholdet til Marilyn Manson kølet lidt, men hans tre albums, AntiChrist Svperstar, Mechanical Animals og Holy Wood er stadigvæk store bedrifter i mit liv.

Well, lidt ord her fra Afgrunden, hvor det altid er mørkt, dystert og klamt. I dag skinnede der dog et lille lys indenfor med bandet Anvil og deres humanitet. Jeg bliver glad hver gang at jeg ser denne dokumentar, og jeg kan kun opfordre alle til at opstøve den og nyde den for det som den er. Et velmenende portræt, der kigger ind af alle sprækker, og viser bandet som de er. Både på den gode og den dårlige måde…

anvil (2)