Tag Archive: Nostalgi


I Marilyn Mansons magt…

Tillbage i 90’erne – navnlig slut-90’erne, omkring 98-99, undergik jeg en forvandling. Jeg gik fra at være en nervøs, lattermild og glad dreng til noget mere… jeg opdagede nemlig en verden, hvor jeg ikke skulle underkaste mig alverdens normer om normalitet og tilpasse mig andres behov. Mine forældre var lige blevet skilt, og jeg var temmelig vred på verdenen. Jeg fandt dog en stemme, der hjalp mig meget. Der var tale om den amerikanske ‘shock’-rocker, Marilyn Manson, alias Brian Warner, når han ikke brugte sit kunstnernavn, der var sammensat af sexgudinden, Marilyn Monroe og kultlederen, Charles Manson. Ligeledes begyndte jeg at klæde mig i sorte klæder, endda farve mit kedelige kommunefarvet hår, kulsort… jeg følte mig i den grad udstødt, og ude af trit med mig selv. Mine klassekammerater accepterede mig, og jeg blev ikke peget fingre af eller noget, men det var også vigtigt for mig at forlade min trygge barndoms-jeg, og blive mere voksen og påklage de sorte magter i form af rock and roll-musik.

Jeg drak en del den gang tilbage i mine teenageår. Mange ville sikkert sige at jeg drak alt for meget, men det var ligesom kulturen og i den klike som jeg gik med, der skyllede vi ofte ugens besværligheder ned med nogle øller i weekenden… som unge mennesker jo har for vane at gøre. Musikken fik jeg dog aldrig lov til at styre. Men når jeg ville betegne mig selv som en af Marilyn Mansons trofaste disciple, så var det nok også fordi at han gjorde et massivt indtryk på mit unge sind, og det er svært ikke at blive påvirket af manden, der virkede til at have lige så meget imod verdenen, som jeg selv. Jeg havde intet stort talent, men jeg begyndte for alvor at elske musik og især ekstrem og metalmusik med Manson i spidsen. Det skal sikkert også forstås som et afbræk fra mit hverdagsscenarie, hvor jeg måtte underlægge mig en mentalitet som jeg ikke kunne stå inde for. Så blev det godt med noget befriende tid i weekenderne.

Min bedste ven var nok min discman, fordi der havde jeg mulighed for at afspille min lille samling af cd’er i frikvarterne, når jeg ikke magtede at være sammen med andre mennesker. Men det skal ikke siges at jeg ikke havde nogle kammerater, fordi jo selvfølgelig havde jeg det, men et regulært venskab, ved jeg faktisk ikke. Jeg havde min musik, og det her var faktisk også før, at jeg begyndte at fordybe mig hovedkuls i filmens vidunderlige verden. Nu har jeg mange helte, både i musikkens verden, men så sandelig også i filmens ligeså univers.

Grunden til denne pludselige gåtur ned af mindernes stisystem, var fordi at jeg fandt en gammel video på YouTube, faktisk et vhs-rip af en video med Manson, som jeg købte på en studietur til Italien. Den gang fandt jeg videoen utrolig medrivende, og svær at lægge fra mig… den blev et symbol på det som jeg kæmpede for og imod hver eneste dag. Sjovt nok virker videoen i dag, langt fra lige så stærk, og Manson virker ærligt talt som lidt af en dramaqueen… men den gang, hold da op, hvor den betød meget for mig og mit sindelag. Jeg aner ikke hvor mit bånd er i dag, og mon ikke at den er røget ud med mine andre vhsbånd – desværre nok, og en handling, som jeg har fortrudt mange gange.

Jeg lytter stadigvæk med jævne mellemrum til Marilyn Mansons musik, men dog ikke med nær så stor en intensitet som dengang tilbage i tiden, hvor jeg var en stor og fortabt teenager. I dag rangerer han ikke i toppen af mine favoritter, men jeg glemmer aldrig hvad han betød for mig den gang, og hvordan han reddede en sjæl fra at blive fanget i mainstreamens magt. I stedet var jeg fanget i Marilyn Mansons magt…

manson

Reklamer

Ja, så blev det splittergaleme den tid igen. Sjovt nok, så synes jeg at det lige har været Juleaften… ufattelig at tænke på at der allerede er gået et år!? – og jeg må jo nok indrømme, at jeg her, på mine ældre dage, har øje for det dramatiske og hang til det nostalgiske. Jeg husker især Juleaften fra min barndom, hvor mine forældre et år havde gemt gaverne for min søster og jeg i bagagerummet i vores bil, og at vi forinden kun havde fået små gaver, hvilket jo er frygtelig for et barn i voksealderen, der har brug for at lade fantasien vandre, og hengive sig til alskens herligt legetøj, hvad enten det var “Teenage Mutant Ninja Turtles”, “Transformers” eller “Action Force”, som der var de primære ting i min barndom. Nu om dage, kræves der vist mere en smartphone eller en Ipad? – ja, tingene har godt nok ændret sig.

Her i mit voksenliv, har man jo tendens til at prioritere anerledes på en Juleaften – nu glæder jeg mig mindst lige så meget til maden og samværet. Gaver skal der selvfølgelig også være, men det er ikke længere mit drivpunkt, nu er jeg jo også blevet en gammel nar, så jeg sætter helt klart pris på nogle andre ting.

For at snakke lidt om året, der er gået, så vil jeg sige at en af de bedste film, som jeg har set i år, var Ron Howards “Rush” om de to F1-kørere, Niki Lauda og James Hunt…. hvem skulle have troet det? jeg er ikke så fanatisk med bilfilm, men jeg er begyndt at sætte meget mere pris på dem, så hvem ved, måske ender det med at jeg en dag, rent faktisk, sætter mig ned med en kop kaffe, et roligt sind og ser en “Fast And The Furious”-film? – jeg tvivler dog…

Men for at gøre en lang historie kort, så vil jeg gerne ønske alle en rigtig glædelig Jul her fra Afgrunden, hvor stanken af rådne lig, zombiers hærden og nattevæsnernes rumstering huserer i bedste stil. Undermennesket siger tak for de få læsere, der har forvildet sig herind ved et uheld. Jeg håber at alle får en fantastisk Juleaften… vi skrives ved senere…!

merrychristmasanimals

Jo, så er jeg tilbage med endnu en opdatering. Jeg beklager meget at der er lidt imellem indlæggene, men jeg har simpelthen været så træt på den seneste, og ikke lige haft overskud til at nedfælde nogle ord, der så bare lidt interessante ud. Nu føler jeg dog at jeg ikke kan trække den længere, også her hvor vi nærmer os de mørke stunder, hvilket vil sige efterår og efterfølgende vinter. Det er en god tid – jeg elsker at sidde indenfor og se en god film og drikke en kop kaffe, imens elementerne raser udenfor, hvad enten det er regn, blæst eller sne… vi lever jo ikke ligefrem i Californien eller i Syd-Europa, og slet ikke heroppe i Thisted, hvor de fleste er tilfredse med simple midler.

Som jeg skrev i titelfeltet, så har jeg fået besøg i min skumle Afgrund. Nemlig af vores allesammens gamle ven, ‘Stålmanden’ eller Superman, som de fleste nok kender ham under. Jeg har således fået denne version af hans seneste eskapader ind af døren:

manofsteel

Jeg havde længe haft kig på den, og nu fandt jeg den så til en god pris hos Cdon, hvilket jeg er meget glad for. Som man kan se, så er det en stålboks med Supermans nye logo som den ser ud i “Man Of Steel”. Filmen er jo nok ikke den bedste, og ihvertfald blegner den meget i forhold til den første store Superman-film fra 1978, der stadigvæk er en af mine absolutte yndlings-Superhelte-film. “Superman II” er heller ikke dårlig, og den har jeg gode minder fra min barndom om, hvor jeg elskede at se slutningen, hvor retfærdigheden endelig sker fyldest. Sjov historie med “Man Of Steel” – da jeg forvildede mig ind i biografens halvmørke i stor spænding, sammen med min far og hans kæreste, så blev vi overrasket over at der ikke var andre i salen – og minsandten om vi ikke sad alene der, igennem hele filmens forløb. Det var alligevel utrolig, når man tænker på hvor populære superhelte-film er lige for tiden. Jeg var dog ikke særlig begejstret for den, også pga det skide 3-D, som jeg aldrig nogensinde bliver en fan af. Jeg genså filmen på blu-ray, da den kom ud – denne gang i 2-D, og det var faktisk en meget bedre oplevelse – nu kunne man rent faktisk se hvad der skete i actionscenerne. Men når det er sagt, så synes jeg stadigvæk ikke at den er blandt de bedste, og er det bare mig, eller er der en scene på hjemplaneten Krypton, der minder om noget Ringernes Herre-agtigt? – der hvor Jor-El hidkalder en flyveøgle? – det var temmelig absurd i mine øjne.

Foruden den meget fornemme “Man Of Steel”-boks, så købte jeg også enkelte småting, da de var på tilbud hos selvsamme Cdon:

nyebluray

Som man kan se, er der tale om flere gamle kendinge. Først en double-pack med “The Day The Earth Stood Still” – både original-versionen og så remaket. Jeg er tosset med originalen, som jeg betragter som en af de helt store science fiction-klassikere. Remaket er ikke specielt godt, og jeg bliver aldrig fan af Keanu Reeves. Jeg synes simpelthen at genindspilningen er alt for effektjaget, hvilket selvfølgelig nok er naturligt, når man tænker på hvad man kan lave med en computer nu, men det ødelægger altså filmen lidt. Dernæst kommer der endnu en double feature med de to “Punisher”-film, hvor dødningehovedet faktisk er på trøjen. Den gamle med Dolph Lundgren undlader jo dette, men naturligvis skulle der komme en film, hvor den var til stede. Jeg har kun set cirka en halv time af den første, og den virker rimelig mørk i det, hvilket jeg også håber på, så det bliver spændende at se dem helt. Efterfølgende har vi en kultfilm i manges øjne, nemlig “Fight Club” med Edward Norton og Brad Pitt. Ikke en dårlig film, men jeg husker den ikke vanvittig godt, og nu havde jeg muligheden for at købe den billig på blu-ray, så derfor slog jeg til. Sluttelig en ganske god seriemorder-film i form af “Seven”, som var meget populær, da den kom ud, tilbage i 90’erne. Jeg kan godt se at folk synes at den er spændende og morbid, men jeg ved ikke rigtig – jeg er nok ikke så stor fan af hypet film, og da jeg så den første gang, så synes jeg ikke at den levede helt op til dens omdømme – den er dog stadigvæk blandt de bedste seriemorder-film…

Og ja, som jeg skrev i indledningen, så får jeg ikke set så mange film for tiden, grundet min enorme træthed, men der sniger sig da en ind engang imellem og i går aftens, så jeg denne klassiker:

bandit

 

Ah ja, hvem elsker ikke “Smokey And The Bandit” – eller “Det Vilde Ræs”, som den hed på dansk. Selvom filmen er ved at være godt oppe i årene (udsendt i 1977), så synes jeg stadigvæk at det er en særdeles underholdende film. Da jeg var knægt, så var denne meget populær i mine barndomsår, og Burt Reynolds var og er en af mine helte. Sally Field er virkelig sød i hendes rolle som ‘Frog’ og Jerry Reed, der også skrev ørehængeren, “Eastbound And Down”, er morsom som ‘Snowman’. Men der er dog en, der har en tendens til at stjæle fokuset, og det er selvfølgelig gamle Jackie Gleason, der er forrygende som sheriffen Buford T. Justice, der bare ikke vil give op. Jeg morede mig meget over endnu et gensyn, og jeg ejer faktisk også 2’eren på dvd, der dog er grænsende til noget af det mest fjollede jeg længe har set – men scenerne med de mange politibiler og lastbiler i kamp med hinanden er dog fantastiske, og mine små Matchbox-biler fik noget af en tur, da jeg så filmen som knægt. Stadigvæk et stort minde fra min barndom. Jeg mindes at 2’eren blev kaldt: “Med Strømere I Bakspejlet” på dansk, og det er jo også en fantastisk titel og endog meget sigende. Herligt med disse klassikere, som man har svært ved at glemme, men stadigvæk kan glædes over-  det er ligesom at jeg er otte år igen…

Så var det lige en update fra Afgrunden. Jeg har en del ting på vej i posten, som jeg glæder mig meget til, blandt andet nogle fine steelbooks, og et par John Candy-film. Posten har dog ikke været så gavmild på det seneste, men jeg håber at det snart ændrer sig. Jeg håber således også at lokke min noble fader med i Ikea i næste måned, da jeg mangler et par rammer til nogle planlagte plakat-indkøb, så Afgrunden kan komme til at se smuk ud, og man ikke ser alt det slim, der driver ned af væggene og de gamle brædder med de store huller i, der ligger med det samme, man kommer op af trappen. Nuvel, så er det vel at bo som man var BZ’er i 80’erne. Det er et valg!

For en gangs skyld, var jeg lige omkring Henriks blog, “Båndsalaten”, hvor han havde postet et fint klip med et gammelt band, som jeg ikke kendte. Det fik dog mine små grå i gang, fordi han skrev at det var et orkester fra 80’erne, og så tænkte jeg jo straks – hvad pokker lavede jeg i 80’erne? …ganske vist var jeg ikke særlig gammel – jeg er jo trods alt født i 1980, men der er alligevel nogle minder, som der hænger ved, og nu hvor jeg ofte selv er stolt af at være nostalgisk anlagt, så ville jeg lige dele en erindring nu…

Jeg forestiller mig at jeg er rimelig ung. På fjernsynsskærmen kører Eleva2ren – et kæmpe underholdningsprogram på den nystartet kanal, TV2, hvor der både er gæster i studiet, debat, musik og selvfølgelig det legendariske computerspil, hvor en heldig seer kom igennem og kunne få enten Oscar til at hoppe på Isflager eller Hugo til at storme igennem labyrinthen… Nej, det var sandelig en anden tid dengang. Men en af mine absolutte yndlings-minder, er når jeg skulle se den sene serie, der blev vist… eller se og se, det er vist så meget sagt… – jeg så altid introen, men så faldt jeg hen i drømmeland kort efter. Ofte foregik det sådan at jeg var placeret foran fjernsynsskærmen med en dyne, pude eller andre remedier… serien blev introduceret, og jeg var spændt… og således så jeg “Hill Street Blues” – eller “Distrikt Hill Street” – introen! mange mange gange… jeg skulle altid se hvorledes politibilerne drønnede ud fra deres respektive startposition, og dernæst kunne jeg sove…

Sidenhen kom der andre serier til: “Dempsey & Makepeace” har også en herlig intro, som jeg har set mange gange, og jeg husker også svagt en serie om en radiovært, der opklarerede forbrydelser i ly af natten. Den danske titlen var vist: “Stemmen i Natten”… men det var altid “Hill Street Blues” som jeg forbinder med den dejlige, trygge stund i min barndom, sådan en fredag aften foran fjernsynet. Memories for life…!

Jovist, der var faktisk engang hvor jeg var en snottet møgunge. Tidligere, way back i 90’erne…jeg vil tro omkring begyndelsen af 90’erne, var jeg jo en knægt i min bedste alder. Jeg var vild med legetøj som Transformers og Action Force og elskede superseje tegnefilm og spillefilm med modige helte, grimme fjender og mægtige slag. Jeg var nok en ret typisk knægt i den forstand, og min favoritfilm var nok den første “Star Wars” på daværende tidspunkt, men jeg var åben for nye input.

I en lille by i Thy, kaldet Koldby, lå engang en Brugsen. En sand rodebutik, men de havde utrolig mange spændende ting, alt fra kvalitets-legetøj til Landkær sodavand, og såmænd også et lille sortiment af videobånd. Jeg kan huske at jeg altid gik på rov imellem de forskellige spændende titler, og ofte var der ingenting af værdi, men pludselig en dag, fandt jeg noget interessant. Et videobånd med titlen: “Metalstorm” dukkede op, og jeg tror at jeg kan mindes at forsiden lovede noget i stil med både “Mad Max” og “Star Wars”, men endnu vildere og bedre!! – utrolig! – det var da lige noget for mig, så jeg bad og tryglerede mine forældre om at forære mig båndet, og det krævede flere besøg hos Brugsen, før de endelig gav efter, og købte det famøse videobånd til mig.

Så det var selvfølgelig med stor iver og glæde at jeg smækkede den i videomaskinen derhjemme, men hov? filmen var en tarvelig, billig og primitiv science fiction-film med frygtelige effekter og en historie, der trangerede det rene nonsens. Jeg var skuffet, og selvom jeg godt kunne lide denne type film, så synes jeg alligevel at jeg ikke fortjente det her. Så filmen blev i min samling i flere år, indtil jeg flyttede til Aalborg, hvor jeg forærede den til en studiekammerat (der vistnok endte med at bruge den som et redskab til at holde et vindue åben)…

Well, for nogle uger faldt jeg pludselig over den på dvd hos Amazon. Efter lidt søgning på nettet og i mit sind, så var det klart at det var denne hersens film fra min ungdom. Nu er det sådan at ens filmsmag ændrer sig lidt med årene, og man bliver både klogere og mere erfaren, jo flere film man ser – så jeg besluttede mig faktisk for at bestille den på dvd. Den var ikke særlig dyr, så jeg mente nok at det kunne retfærdiggøres. Nu har jeg således netop genset filmen på dvd, og indtrykket var skam lidt bedre, men dog til den side, hvor jeg sagtens kunne sidde og smågrine lidt af filmens kvaliteter, fordi det er virkelig en dårlig, dårlig film. Jeg fandt således ud af at filmen var fra 1983, og sikkert inspireret af de førnævnte “Mad Max” og “Star Wars”, og meget vel lavet med det formål med at tjene nogle mønter på den store science fiction-succes som disse film medførte.

I filmen “Metalstorm” med undertitlen: “The Destruction Of Jared-Syn”, har vi en Mel Gibson-lignende type a la “Mad Max”, faktisk i sådan en grad, at jeg tror at de har hugget et eksemplar af hans kostume fra den film. Desværre har Jeffrey Byron som spiller hovedrollen i “Metalstorm” lige så meget karisma som et par brugte kondisko. Han er virkelig frygtelig, men det kan siges om stort set alle skuespillerne i filmen. Effekterne er rædselsfulde og mod slutningen er der en længere flyvesekvens, hvor vores helt jagter skurken på et par flyvende scootere, og det er meget, meget primitivt. Historien er stadigvæk noget vrøvl – det har 20 år ikke ændret på, og man sidder fortvivlet tilbage. Heldigvis er spilletiden ikke så omfattende, og man kan da heller ikke lade være med at smågrine lidt undervejs, fordi der er i sandhed mange tåbeligheder. Men på den anden side, så synes jeg også at sådan en film her, der måske umiddelbart ikke har mange positive ting ved sig, så mener jeg at den alligevel har sin berettelse, og den er meget sjov at se, hvis man er glad for virkelig billig science fiction og B-film. Iøvrigt er den også endda instrueret af B-films-kongen, Charles Band, der har lavet et utal af spøjse og tvivlsomme film. Jeg mener også at han har meget med filmselskabet, Full Moon Pictures, at gøre. Det er en sjov lille detalje.

Desværre er dvd’en ikke en særlig god udgivelse, og billedet er i et forfærdelig fullscreen 4:3-format, som ikke er så venlig overfor en fladskærm. Der er sågar ikke engang en menu på dvd’en, der bare starter historien med det samme, men det er nok også meget godt – fordi man er jo sikkert så spændt på at se filmen (bemærk… ironisk tonefald). Heldigvis var udgivelsen dog billig, så der er alligevel noget retfærdighed til.

Well, det var en sjov lille tilbagevenden til min ungdom, og minderne væltede frem, imens jeg så filmen, så nok engang må jeg erkende at jeg kom i det nostalgiske hjørne. Sikke noget, men det er vel et tegn på at man er levende og ikke bare et væsen uden følelser. Tjah, det kan måske nåes endnu.

metalstorm

Dengang tilbage i det forrige århundrede, ja sågar årtusindende, der var det skønt at være knægt. Jeg voksede op om de af de yngste i 80’erne og havde min bebumset teenageperiode i 90’erne. Men jeg nåede at opleve alt det vidunderlige og coole legetøj, der for alvor er forbundet med 80’erne…Action Force, Transformers, Masters Of The Universe og ja, Teenage Mutant Ninja (Hero) Turtles… det var i sandhed et festfyrværkeri at være en snotunge i den tid.

Jeg vil betegne mig selv som en meget stor Turtles-fan. Jeg havde alt med det i sin tid – som jeg tidligere har skrevet, så alt fra figurerne, fartøjerne, tegneserier, tegnefilm, computerspil, klistermærker og sågar spillefilm – fordi der kom tre oprindelige spillefilm i begyndelsen af 90’erne. Den første kom faktisk i 1990, og var en pæn succes. Jeg så den i biffen i Snedsted (som jeg også tidligere har skrevet om), og jeg var meget begejstret. Den var sjov, vellykket og skildpadderne fungerede faktisk i form af skuespillere i dragter og så animatroniske enheder, der kunne betjene øjnene og mundene… det var bare allertides, og man blev for alvor suget ind i Ninja-paddernes forunderlige verden. Action var der masser af, men dog aldrig noget alt for alvorligt, så selv de allermindste og bedstemor ville kunne kigge med. Der var i sandhed Turtle-mania over hele verdenen.

Selvfølgelig skal man avle videre på sådan en succes. Resultatet blev at der allerede året efter kom en 2’er. “Teenage Mutant Ninja Turtles II – The Secret Of The Ooze”… endnu engang kunne man således følge Donatello, Raphael, Michaelangelo og Leonardo i deres kamp imod uretfærdighed. Endnu engang forvildede jeg mig ind i biffen, denne gang i Thisted dog, fordi jeg måtte naturligvis også se med, når Ninja-padderne slog til med deres formidable evner indenfor kampsport. Jeg kan huske at de andre i salen hujede og piftede, da padderne viste sig første gang. Den 11-årige jeg var vild med denne 2’er, selvom den var noget mere gakket end den første, og selvom vittighederne i den grad ikke var nær så morsomme, og filmen bød på en gæsteoptræden af Vanilla Ice og hans rædselsfulde dance-musik, så gik jeg meget glad ud af biografen endnu engang.

Alle gode gange tre. I 1993 kom den tredje Turtles-film ud i biografen, og jeg var endnu engang på plads. Men jeg kan huske, at selvom jeg i bilen på vej hjem udtrykte min begejstring for filmen og allerede havde mine egne planer om at skrive og sikkert også instruere og spille med i en 4’er, så virkede 3’eren noget mere diffus. Filmen sendte de fire padder og deres reporter-veninde, April O’Neil tilbage til 1600-tallets Japan, hvilket også gav filmen navnet “Turtles In Time”. Det ville nok have være et fantastisk afsnit af tegnefilmen, men som spillefilm var den noget på retur. Der var ingen tvivl om at det var den ringeste so far.

Jeg har så tilbragt denne morgen med at gense 2’eren og 3’eren nok engang, idet jeg bestilte dem for et par uger siden. Chokerende nok har jeg sidenhen erfaret at filmene udkommer på blu-ray i UK snart i en trible-feature, men det kan være nok det samme, fordi efter gensynet, så er jeg ikke i tvivl om at jeg ikke behøver en opgradering. 2’eren og 3’eren er i den grad ikke særlige morsomme længere, når man har udviklet sig til en 33-årig voksen mand med fuldskæg. 2’eren var rimelig, men grænsesøgende stupid, og jeg måtte hovedrystende se til, imens Ninja-padderne kæmpede sig igennem fodfolket, og nåede det endelige opgør mod Rivejernet, Flænseren eller Shredder, som han hed på engelsk. Skammelig nok medvirker den dygtige skuespiller, David Warner, endda i en rolle som videnskabsmand. Inden filmen går i gang, sendes en hyldest til dukkekongen, Jim Henson, hvis selskab sikkert har haft en finger med i spillet, når det kom til at skabe filmens figurer. Og det skulle da også vise sig at kvaliteten var noget højere end i den efterfølgende 3’er. “Secret Of The Ooze” er stadigvæk filmunderholdning på det jævne, men som 11-årig var man ligeglad, og bare der var en Ninja-padde med, så tror jeg sgu at jeg kunne have set tandpasta-reklamer i 1½ time. Som sagt er der ikke meget at komme efter som voksen, men den var sjov at se igen…

Og så til 3’eren. Uha, den er dårlig, men man må da give lidt kredit for kreativ tænkning, i og med at gøre Ninja-padderne til tidsrejsende skildpadder. Men den er bare så gennemført elendig og dårlig lavet. Ninja-padderne er blevet kedeligere og billigere at se på, og stemmeskuespillet er elendig, tiltrods for at de respektive skuespillere til Michaelangelo og Leonardo er med endnu, og at 80’er-stjernen, Corey Feldman ligger stemme til Donatello. Men da man skal høre på Ninja-paddernes mester, rotten Splinter, så er det en stemmeskuespiller, der helt sikkert, prøver på at lyde som Kevin Clash, der lagde stemme til rotten i de to første film, og her falder det bare helt til jorden. Men hovsa – ind kommer Elias Koates, i et gensyn som Casey Jones, der også medvirkede i den første film, men ikke engang han kan redde filmen. Jeg var 13 år, da jeg så filmen første gang, og selvom der er enkelte gode one-liners, så må man sige at resultatet bare ikke er holdbart. Det er virkelig en stinker, og det kan jeg godt tillade mig at sige her 20 år efter, fordi jeg har trods alt været blandt de største Turtles-fan. Jeg blev meget skuffet ved dette gensyn, og så vidt jeg husker, så er det også nok kun 2. eller 3. gang at jeg ser denne 3’er. “The Secret Of The Ooze” havde jeg trods alt på video, men ikke denne 3’er. Well, det er en skam at det endte sådan – ihvertfald som det ser ud foreløbelig.

Og hvad så her i 2013? – er Ninja-padderne færdige, glemte og skyllet ud i toilettet…? – nej – på ingen måde. Faktisk blev hele legetøjet relanceret for nogle år siden, og de har også levet et godt og sundt liv i tegneserie-universet og på tegnefilm. Der kom endda et animeret eventyr i 2007 i spillefilmslængde med flere prominente navne på rollelisten. Og i 2014 er der planlagt en hel ny film, med Hollywoodgodten Megan Fox i rollen som April O’Neil. Det skal nok blive interessant, og selvom jeg ikke er verdens største Turtles-fan længere, og ikke engang har set “TMNT” fra 2007, så er det ikke utænkelig at jeg bliver nødt til at se det nyeste kapitel i fortællingen om Ninja-padderne, når den udkommer næste år. Hvorvidt det så bliver i biffen eller i hjemmet vil tiden vise, men jeg skal nok forsøge at sænke paraderne og forelske mig i Ninja-paddernes verden endnu engang. Jeg føler ihvertfald at jeg skylder dem en chance, hvilket min 11-årige jeg sikkert vil medgive mig.

For en beskeden sum på Amazon, købte jeg denne double-feature med 2 dvd'er, der viste eventyret om de skøre Ninja-skildpadder i hele to film. Resultatet var meget svingende, men i og med at alle tre film snart udkommer på funklende blu-ray til noget mere bekostelig summer, så var jeg alligevel tilfreds med dette køb. I am canceling the upgrade... jeg tror sagtens at jeg kan klare mig med dvd-udgaven, fordi det er virkelig ikke Ingmar Bergman det her... men sjovt nok for et gammelt vrøvlehoved som undertegnet...

For en beskeden sum på Amazon, købte jeg denne double-feature med 2 dvd’er, der viste eventyret om de skøre Ninja-skildpadder i hele to film. Resultatet var meget svingende, men i og med at alle tre film snart udkommer på funklende blu-ray til noget mere bekostelig summer, så var jeg alligevel tilfreds med dette køb. I am canceling the upgrade… jeg tror sagtens at jeg kan klare mig med dvd-udgaven, fordi det er virkelig ikke Ingmar Bergman det her… men sjovt nok for et gammelt vrøvlehoved som undertegnet…

Den gamle biograf…

Endnu engang er jeg i et nostalgisk lune, kommet til at tænke på den biograf, som jeg frekventrede en del i min spæde ungdom. Der var tale om en god gammeldags biografsal med mange sæder og et kæmpestort lærred.. ja ja, sådan husker jeg det ihvertfald som ung – hvis jeg skulle se det den dag i dag, så havde det nok set anderledes ud.

Nuvel, biografen i den lille by i Nordvestjylland, der hedder Snedsted, havde virkelig meget at byde på. Jeg har stået og trippet mange gange foran deres indgang og ventet på at de skulle åbne, så man kunne komme ind og finde sin gode plads. Så vidt jeg husker det, så var sæderne ikke nummeret, så man skulle være hurtig hvis man ville placere sit korpus i de mest eftertragtede…der var nemlig en sæderække lige over indgangen, hvor man kunne sidde helt centralt i biffen, ligeunder projektoren og bare vente til at lysene blev dæmpet og forestillingen kunne begynde. Det var virkelig frydefuldt at sidde og snakke inden filmen skulle begynde, men når den så gik i gang, så havde folk alligevel pli nok til at være stille. Man hører jo tit om at folk, især i de amerikanske biografer, hele tiden larmer og råber og skriger. Sådan var det ikke i Snedsted… selvom det nu også kunne være ret irriterende, hvis der sad en intetanende og gumlede løs fra en pose franske kartofler. Men det accepterede man typisk.

Snedsted Bio lå tættere på mit barndomshjem end biografen i Thisted – ganske vist ikke så meget, men jeg har altid været glad for at stedet som jeg skulle se film ikke var overrendt. Biografen i Snedsted havde en større sal end i Thisted, hvor der var 2-3 mindre sale, så var der i biografen i Snedsted plads til 240 individer, der kunne nyde alverdens fremragende film. Ganske imponerende af en så lille by som Snedsted…

De forskellige film som jeg har set i Snedsted Bio har været meget forskellige. Det var lige fra Disneyfilm som “The Lion King”, “Lucky Luke”-tegnefilm  til “The Bodyguard” (ja ja, den med Kevin Costner og Whitney Houston, men den så jeg kun, fordi jeg ville imponere nogle piger fra klassen…), filmen om Ninja Skildpadderne “Teenage Mutant Ninja Turtles” og sågar voldelige science fiction  action film som “Predator 2”, som jeg nok var for ung til at se på det givne tidspunkt… ihvertfald synes jeg at det var lidt væmmelig med alle de blodige kroppe – sidenhen blev det jo noget mere appetitlig, og jeg synes at “Predator 2” holder ganske godt den dag i dag, selvom jeg nok  aldrig  bliver helt tilfreds med Danny Glover i hovedrollen…Men jo, jeg har såmænd også været til Marathon-bio i de respektive omgivelser. Det må have været i 1994 eller 1995, hvor biografen var i sit efterår, og der ikke længere var så stor efterspørgsel hos filmgængere i Snedsted – de havde åbenbart mere lyst til at rejse til Thisted, for at sidde i dårlige stole i mindre sale, men nuvel, så er udviklingen jo typisk. Marathon-bio-natten var ganske spændende, og der var fire film på programmet… Først “Interview With The Vampire:  The Vampire Chronicles” – Neil Jordans ganske vellykkede filmatisering af Anne Rices roman. Man kan dog ikke undgå at føle at filmen spiller på noget latent homoerotisk, men det er måske bare mig…? Jeg synes ihvertfald at både Tom Cruise og Brad Pitt er tilpas fimset i denne film, men ikke destro mindre så kan jeg rigtig gode lide den. Efter vampyrernes uhyrligheder, så kom det til Quentin Tarantinos succesfulde “Pulp Fiction” – der jo af mange betegnes som en af verdens bedste film – nogensinde. Jeg må også sige at jeg synes at den var rigtig god. Jeg har selvfølgelig genset filmen mange gange siden den gang, og jeg bliver nok aldrig træt af den. Skuespillerne er gode, manuskriptet knivskarpt og instruktionen gennemført. Det er en virkelig god film. Den 14-15 årige gamle mig kunne selvfølgelig også godt sætte pris på den, men den gjorde alligevel ikke nær så stort et indtryk som den første film… imagine that? –  Tredje film på programmet var derimod en langgaber. Jeg kan huske den danske titel…”Sammensværgelsen” – og der var vist tale om et værk, der flirterede med både thriller og drama-genren… men det blev aldrig særlig godt, og Sean Connery i hovedrollen, fumlerede gevaldigt rundt. Jeg kan ikke benægte at det unægtelig var den mest svage film denne nat, og det var vist også heromkring at mine øjne faldt lidt i. De blev til gengæld åbnet på vid gab, da den sidste film blev afspillet. “Sidste Time” – Martin Schmidts teenagegyser, baseret på et manus af Dennis Jürgensen, fik virkelig pigerne i salen til at skrige, og det var måske lige det man havde behov for klokken fem-halv seks om morgenen. Ærlig talt så er filmen jo noget ujævn og virkelig fjollet – ikke ligefrem en moderne klassiker, men det virkede til at mange kunne lide den – også allerede den gang… så vidt jeg kan forstå, at hader kritikerne altid Martin Schmidts film, men de er noget mere populære blandt publikum. Jeg mangler dog stadigvæk at se en okay Martin Schmidt-film den dag i dag, men det er dog fantastisk at han bliver ved – fordi i 90’erne og noget op i 00’erne, var han en af de eneste, der lavede gyserfilm i lille Danmark, så hatten af for det.

Men “All good things must come to an end”… og biografen lukkede i 1995. Jeg kender ikke begrundelsen, men der var vist noget om at det var samme ejer som også ejede Kino 1-2-3 i Thisted, så han ville nok centralisere sine film. I dont know, men med Snedsted Bios forsvinden, så blev der lukket en dør til ungdommens sind. Til enhver tid, vil jeg dog huske mange gode minder fra mine utallige stunder hos biografen i Snedsted. Jeg ved ikke om det stadigvæk er tilfældet, men årene efter har budt på forskellige ting for lokalerne, og senest var det vist en butik, der solgte brudekjoler…? – nåh ja, sådan kan det gå, men minderne har man da lov til at ha’.

Her er lige et link med lidt info om Snedsted Bio:

http://www.biografmuseet.dk/biografer/s/snedsted/bio/index.htm

Et billede indefra.  Desværre kunne jeg ikke finde noget fra Snedsted Bios storhedstid. Men her er et kig, hvor biografen var overtaget af butikken der solgte tøj til giftelystne kvinder.

Et billede indefra. Desværre kunne jeg ikke finde noget fra Snedsted Bios storhedstid. Men her er et kig, hvor biografen var overtaget af butikken der solgte tøj til giftelystne kvinder.