Tag Archive: Oscarbelønnet


Piskesmældet i natten…

Joh.. såmænd… jeg overlevede faktisk det famøse Marked, som jeg plejer at smuldre væk til om sommeren med et par kølige og i selskab med nogle elskelige kammerater. Og i og med at snakken sådan har været på det danske sommervejr igen i år, så tillad mig at sige at det var faktisk nogenlunde… ikke for varmt og ikke for koldt… sådan vel tilpas. Det er jo altid godt, og vi havde det også ganske udmærket i år, selvom vi er ved at være nogle gamle banditter. Men nu er jeg tilbage i Afgrunden, der heldigvis stod velbevaret tilbage, så mine nervøse rysteture ved at forlade de trygge rammer og vandre ud i…gisp… virkeligheden, blev tilforladelige… især når man har den dejlige Afgrund at vende hjem til.

Ja, det skal jo ikke være marked det hele, og selvom jeg ikke lige har fået stenet så hulens mange film på det seneste – indrømmet, men jeg har sgu sovet rimelig meget siden jeg vendte snuden hjemad, og grebet mig selv i at falde hen, selvom jeg sidder og ser fjernsyn, så kan jeg pludselig have mistet en time…jeg håber ikke at det er et tegn på at jeg har været bortført af aliens imens, og de har udført eksperimenter på mig, inklusiv analprobing…? nej… forhåbentlig ikke – jeg fik også sådan en led forkølelse i endetarmen sidst da det skete… Nej, men jeg HAR dog set nogle film, og denne nat, hvor jeg, omtumlet og rastløs, væltede ud af sengen ved 3-tiden, så besluttede jeg mig for at smide en af årets mest omtalte skuespilspræstationer i afspilleren. Filmen hedder derfor “Whiplash” og har Miles Teller og ikke mindst J. K. Simons i de store roller.

“Whiplash” koncentrerer sig om den unge og ekstrem ambitiøse 1. års-elev, Andrew, der har et brændende ønske om at blive en succes som jazz-trommeslager, og derfor øver han sig konstant. Foran ham står den berygtede dirigent og leder af skolens elite-orkester, Fletcher. Efter lidt rumstering i starten, så får Andrew endelig chancen for at bevise om han er mand nok til at klare presset fra omgivelserne og ikke mindst Fletcher selv. Det går ikke altid helt efter planen, men når dagen er ved at være omme, så er det store spørgsmål om han endelig kan vinde den respekt som det kræves, også når man er villig til give sig helt ud og ofre alt…?

Filmen som jeg netop har set, er blevet rost en del, især pga. J. K. Simons’ præstation. Den aggressive, kolde og nøje beregnende karakter som Fletcher i “Whiplash” har fået mange til at klappe i hænderne, netop pga. hvad J. K. Simons får ud af rollen og han vandt da også en Oscar for indsatsen. Det i sig selv er ganske prisværdig, men han formår da virkelig også at få meget ud af karakteren. Jeg må sige at jeg var meget imponeret, men man vidste jo godt at manden kunne spille skuespil, hvilket han efterhånden har bevidst med mange af hans biroller igennem tidene. Hans modspil er den unge Miles Teller, der næsten imponerede mig endnu mere. Hans rolle er mindst lige så kompleks som Fletcher i filmen, og jeg vil faktisk sige at han på nogle punkter næsten løber med sejren.

Filmen fremstår langt hen af vejen som ret forudsigelig, men pludselig tager den nogle gevaldige spring til højre og venstre, og ærlig talt, så efterlader det beskuren, eller ihvertfald undertegnet, rimelig forpustet. Fordi filmen er i den grad også et spørgsmål om hvem der har det største ego. Fletcher virker som en superidiot, dreven og ambitiøs, og jeg var ved at få ticks, når han laver en bestemt armbevægelse i filmen, der signalerer at nu må det givne medlem af orkesteret godt klappe i, fordi han lige er sådan en lille snert for hurtig eller for langsom. Det er i den grad super-, super-, superelitær. Det er jo nok også derfor at han skal fremstå som et musikalsk geni. Andrew, der i starten virker som en fin fyr, lidt genert og klodset, men han udvikler sig straks til at være næsten oppe i samme boldgade som Fletcher, og det klædte faktisk filmen en del. Nu er jeg ikke uddannet musiker og bliver det bestemt heller aldrig, men den der grad af finesse og leflen for detaljerne, er med at gøre filmen en anelse mere som et studie i hvad det kræves at blive top-professionel i en krævende branche. Der er flere sekvenser i filmen, hvor Andrews ego tager overhånd i sådan en grad, at det nærmest er Fletcher, der bliver den mest menneskelige af de to, helt klart et spændende projekt, der leder mine tanker hen til Clint Eastwoods fremragende “Million Dollar Baby”.

Ja, jeg er ikke jazz-kender. Jeg er faktisk ikke meget for genren, og det er nok fordi at jeg ikke kræver nær så meget af min musik, som personerne f.eks. gør i “Whiplash”, men at Andrew er en glimrende trommeslager-in-spe er der ingen tvivl om, og at der foregår nogle radikale magtkampe i forreste geled er jeg også med på. Filmen skal ses for det fremragende skuespil, der måske virker en grad forceret til tider, men i andre stunder, så eksploderer det, og man må anerkende at det er nogle fremragende skuespillere i de to bærende roller, fordi det er i den grad både J. K. Simons’ og dertil også Miles Tellers film. En stor bedrift.

Det var et par ydmyge ord om denne lille anmelderroste perle, der nok godt kan tåle et gensyn på et tidspunkt. Filmen er måske snæver i umiddelbar plot-mæssig forstand, men historien er svulmende på andre facetter, og man sidder anerkendende og nikker i selskab med skuespillerne. Foruden Michael Keaton i “Birdman”; så er det her måske filmen med de bedste præstationer i år.

Reklamer

Vinsmagning for dummies…

Jo tak. Endnu engang må jeg melde tilbage, at mit tv har været overtaget af dårlig tv-gremlins… det er godt nok utrolig, så meget elendig tv, der bliver spredt ud på diverse sendeflader hver eneste dag. Jeg har nogle gange rigtig svært ved at starte en ny film op, fordi det kræver ihvertfald 1½ indædt koncentration. Så virker en halv times sitcom eller sågar en timelang dokumentar om ekstreme samlere mærkelig nok appetitlig… men i dag skal det være anderledes – hvilket har medført at jeg har set den første film i dag…

Der var godt nok tale om et genkig, men hvilket et? – filmen som jeg har set, var intet andet end Alexander Paynes Oscarbelønnet “Sideways”. Måske et modent valg her på sådan en højhellig torsdag, men what the hell?… om præcis en måneds tid er der atter Oscarfest, og jeg glæder mig lidt – endnu en grund til at sidde oppe en helt nat og krydse fingre for personlige favoritter i den store Hollywoodske filmverden. Vanen tro, efterhånden, så sender TV2 vistnok direkte fra prisuddelingen, men jeg håber virkelig på at de finder en ordentlig vært eller værtinde til jobbet. Sidste nat var det Paprika Steen, og hun var frygtelig!… ellers har også Hans Pilgaard haft tjansen, men han er mindst lige så elendig til det… jeg ved nok at begge ser mange film og går ofte i biografen (måske gratis til gallapremieren??) – men derfor kan man da i det mindste godt vide lidt om filmhistorik… Paprika ved en smule, men Hans Pilgaard er skræmmende uvidende, og det er ærlig talt en skam, men lad os nu se… måske er vi heldige i år?

Well, dette indlæg skulle ikke omhandle min mavesyge, opkastfremkaldende kontrovers med de danske Oscarværter, men derimod den fine vinekspeditionsproduktion, der hedder “Sideways”. En klar pleaser for den kræsne filmkender og publikumsfavorit i 2004, hvor filmen udkom. Det er en ret voksen film, hvor vinsmagning går hånd i hånd med to venners udflugt til de californiske vingårde, hvor de møder både smagfulde vine, men også et par særdeles attraktive kvindfolk. Alt er tilsyneladende sublimt, hvis bare det ikke var for den ene af vennerne, der skal giftes i weekenden, og så har vi pludselig balladen. Det meste af filmen handler dog om de to venner, Miles (Paul Giamatti) og Jack (Thomas Haden Church) der smager på vine og får smag for de lokale kvinder. Miles er vinelsker og eksperten, hvorimod Jack  (desuden ham der skal giftes senere på ugen) tænker mere på en ting, nemlig at komme i lag med et yndefuldt fruentimmer. Desuden er Miles også i den situation at han har skrevet en roman, hvilket man hører om igen og igen igennem hele filmen…problemet er bare at den ikke er udgivet, og som det skal vise sig senere i filmen, så er der måske heller ikke grund til at fejre netop dens udgivelse. Både Miles og Jack forelsker sig således også i de lokale… Miles i Maya (Virgina Madsen), som han allerede kender fra flere ture i nærområdet, men Jack derimod ser sig lun på den forførende Stephanie (Sandra Oh). Alt er i starten rosenrødt… Jack har masser af lidenskab med Stephanie, hvorimod Miles har det lidt sværere med Maya. Pludselig ser det dog utrolig lyst ud for begge par, lige indtil den dag, hvor Miles kommer til at afsløre at de skal hjem til en prøvemiddag for brylluppet, og så stopper festen med et brag!

Det er nogle år siden at jeg sidst har set “Sideways”, men det er et enormt hyggeligt, humant og varmt bekendtskab. Karaktererne i filmen føles som ægte, naturalistiske mennesker, som man såmænd kunne møde henne i supermarkedet eller selvfølgelig til vinsmagning hos de anerkendte vingårde. De fire bærende skuespillere i filmen er virkelig fremragende, og man holder af dem alle med det samme…Miles er den humørsyge type, der aldrig har haft det let, og man fatter med det samme sympati for ham, selvom han også vrisser af alle og desuden hader Merlot over alt på Jorden. Jack er en skuespillertype, der har haft flere roller i tv-serier på tv, men nu laver han således mest reklamer, men han er også kærlig og vil gå langt for sin ven Miles. De to kvindelige skuespillere skal mere agere flirts, men det bliver dog hurtig mere alvorlig. Især Maya viser sin nuanceret side og kan tale længe med Miles om hvilke vine hun elsker. Jack og Stephanies samtaler er mere smalltalk, men deres forhold er også meget anderledes og baseret mere på lyst, hvorimod man føler at Miles og Mayas forhold kan rumme mere og muligvis er et dybere og tættere kærlighedsforhold med et langt forløb. Den momentære sympati for karakterne skyldes, som nævnt, i høj grad skuespillerne, der får ufattelig meget ud af deres roller, og det er vel næppe et tilfælde at både Virgina Madsen og Thomas Haden Church blev nomineret til en Oscar for henholdsvis bedste kvindelige og mandlige birolle. Jeg synes dog også at Paul Giamatti havde fortjent en nominering, fordi han gør det virkelig strålende.

Alexander Payne, der har skrevet manuskriptet udfra en roman, og desuden også instrueret, kan virkelig skabe interessante film, hvor han tidligere har gjort det med highschool-filmen “Election”, så synes jeg at det er hans mere modne film, der har mest kvalitet, såsom “About Schmidt” og “The Descendents”, der begge oser af fornem personinstruktion og medmenneskelighed i historiefortællingen. Naturligvis er han også blevet belønnet med to Oscars igennem tidene, men de var begge for manuskriptet, og han har også tidligere været nomineret som bedste instruktør, og dertil også været nomineret i kategorien årets bedste film, så jeg kunne godt unde ham en Oscar for bedste instruktion, men man ved jo aldrig – måske kommer det i fremtiden?…

“Sideways” var nomineret til i alt fem Oscars, men vandt kun den ene for bedste manuskript fra et andet medie. Skuespillerne måtte gå tomhændet hjem, og i forhold til Clint Eastwoods eminente “Million Dollar Baby”, der vandt Oscaren for bedste film det år, så må man sige at “Sideways” mere er en lettere ting at gå til, fremfor Eastwoods  meget tunge, men også dybt menneskelige drama på den mest tragiske facon. Det var dog flot at “Sideways” blev betragtet som en af årets bedste, i en tid, hvor der kun var fem om buddet som årets bedste film, så det var bestemt godkendt.

Jeg er ikke den store vinsmager eller entusiast – faktisk bryder jeg mig ikke særlig meget om vin, idet jeg finder det meste af det både sur og tvært…jeg er mere glad for en god øl, men selvom man er en novice indenfor vin, så er “Sideways” en stor oplevelse. Indrømmet, den meget vinsnak kan godt være lidt for meget, men så skal man jo til at snakke om vinen som en metafor for livet selv…pyh, det magter jeg næsten ikke i dag… jeg betragter “Sideways” som en god, human komediedrama med kærligheden og venskab i højsædet, og hvad ellers har man så brug for?…

Som et offtopic, kan jeg her sluttelig berette at jeg skal i biffen på tirsdag den 29. for at se Tarantinos nyeste voldsopus, “Django: Unchained”,  hvilket nok skal blive en helt fin oplevelse. Jeg glæder mig ihvertfald.

"Sideways" er den menneskelige historie om makkerparret Miles og Jack, der tager på vinsmagning og finder kærligheden...

“Sideways” er den menneskelige historie om makkerparret Miles og Jack, der tager på vinsmagning og finder kærligheden…