Tag Archive: Oscarvinder


Ja, det er godt nok længe siden at jeg har skrevet et indlæg, hvor jeg ønskede nogen tillykke med fødselsdagen, men denne dag er alligevel for vigtig til at forbigå. Der er nemlig tale om den levende komponist-legende, Ennio Morricone, der har leveret noget af verdens bedste filmmusik igennem tidene. Nok mest kendt for hans musik til utallige italienske westerns, men foruden disse mesterstykker, så har han også formådet at brede sig ud til flere forskellige andre genrer igennem tidene. Med 500+ krediteringer på IMDb som komponist til forskellige film, så må man i den grad tilskrive ham rollen som en af verdenens mest benyttede og dygtige komponister… nomineret til fem Oscars igennem tidene, men aldrig vundet. Heldigvis skete retfærdigheden fyldest, da han fik en Æres-Oscar i 2007. Ennio Morricone bliver 86 år! Tillykke!

Reklamer

Robin Williams er død…

Jeg blev sent sidste nat ramt af en virkelig tragisk nyhed fra mange amerikanske sider, nemlig at den talentfulde komiker og prisvindende skuespiller, Robin Williams, nu har forladt denne verden og draget videre på sin færd ud i det store ukendte… medierne spekulerer i hans dødsfald, og meldingerne går på at Robin Williams har begået selvmord, som følge af mange års svært depression og alkoholmisbrug. Det er så utrolig trist at denne mand ikke længere er iblandt os, og det er jo ikke længe siden at vi også mistede Phillip Seymour Hoffmann, der også var en ufattelig dygtig skuespiller. Robin Williams var dog utrolig populær, og der findes vel næsten ikke nogle, der ikke har set en af hans film, eller hørt hans stemme, idet han også var en erfaren stemmeskuespiller i flere tegnefilm. Det fylder mig med så meget tristhed, at jeg ikke længere kan se frem til en ny film fra hans side, men så har han jo efterladt os med en væsentlig portion kvalitetsfilm, hvad enten det er “Good Morning Vietnam”, “Hook”, “Mrs. Doubtfire”, “One Hour Photo” eller hans fremragende præstation i “Good Will Hunting”, der gav ham en velfortjent Oscar.

The Mallrat bukker og takker Robin Williams for mange års underholdning og mindeværdige figurer. Robin Williams blev 63 år…

cbs-greenlights-robin-williams-pilot-two-new-dramas

Min helt: Burt Lancaster

Jeg voksede op som et stille gemyt. Ikke et nervøst barn, men heller ikke en af dem der var særlig populær i skolen eller som kunne prale af være god til et eller andet, men når det er sagt, så havde jeg ikke en dårlig barndom… jeg husker stadigvæk, hvordan vi spillede fodbold på gaden, spillede Drager & Dæmoner (den danske version af Dungeons And Dragons) med kammeraterne og generelt havde jeg det ganske okay. Selvfølgelig så jeg også nogle film en gang imellem, og blandt dem var der særlig en film, som jeg altid måtte se igen og igen og måske igen….

Vores videosystem var den robuste og ikke ligefrem prisvenlige, Video 2000, som min stakkels far købte, da han faldt for en salgstale hos den lokale Kvickly. Vi havde en del bånd, og det var jo den gang, hvor man optog film fra fjernsynet og gemte i arkivet. Nej, min absolutte favoritfilm som knægt var: “Den Knaldrøde Pirat” eller på engelsk: “The Crimson Pirate” med den flotte helt, Burt Lancaster, i hovedrollen.

Jeg ved ikke lige hvorfor det netop var “Den Knaldrøde Pirat”, men umiddelbart var det jo bare et godt gammeldags actioneventyr med masser af drabelige kampe, væmmelige sørøvere og soldater i flotte kostumer. Der er stadig nogle scener som man husker for altid, og den inspirerede da også den populære “Pirates Of The Carribean” til at kopiere/hylde den i sekvensen hvor vores helte går under vandet med en båd på hovedet, så de kan ånde. Det er en klassisk scene i “Den Knaldrøde Pirat”. Mod slutningen går der virkelig krig i det hele, og heldigvis ender det jo godt for vor helte…

Så var der filmens stjerne: Burt Lancaster. Han udviklede sig hurtig til en personlig helt for mig, og selvom jeg på ingen måde minder om ham i hans prægtige fysiske statur, så ville jeg alligevel gerne være Kaptajn Vallo, den gang hvor jeg var barn og min fantasi var på sit højeste. Nu hvor jeg er blevet ældre og mere voksen (ha ha), så var jeg selvfølgelig interesseret i at se hvilke andre film som min helt over dem alle, havde indspillet. Og jeg har efterhånden set nogle stykker, ligefra “Apache”, hvor Burt er sminket som en indianer, til andre westerns som “Vera Cruz”, “The Professionals” og “Ulzana’s Raid”… alle tre virkelige stærke film – sidstnævnte er faktisk en ret brutal 70’er-western, der tydeligvis er inspireret af de mere voldelige og farverige spaghettiwesterns. Men selvom vi alle elsker at lege cowboy og indianere, så er det ikke kun westerns som han har spillet med i. Han blev Oscarbelønnet for sin rolle i den solide “Elmer Gantry”, der faktisk er en ganske velspillet film. Men det er film som “The Sweet Smell Of Succes” og “The Swimmer”, hvor jeg virkelig synes at han stråler, og det ville nok have været mere retfærdigt, hvis han havde fået en Oscar for en af dem.

Burt Lancaster er desværre ikke iblandt os mere. Han er faret til filmhimlen, hvor han sikkert nyder et spil kort sammen med Frank Sinatra, Marilyn Monroe og James Dean, som alle er lige så store ikoner som ham selv. I 1994 sagde han farvel – da var han 80 år gammel, og faktisk kunne han sidste år havde været fyldt 100 år.  Men det er især også hans tårevældet rolle i “Field Of Dreams”, hvor han spiller rollen som en gammel baseballspiller, der er blevet læge, og jeg bliver altid så rørt over hans præstation i den film. Det var ligesom at han for alvor sagde farvel til Hollywood. Der er dog ingen tvivl om at selvom filmstjerner kommer og går, så er der ingen, der har haft samme indflydelse og effekt på mig som gode gamle Burt Lancaster. Han var virkelig en stjerne og heldigvis står mange af hans film også godt den dag i dag. Jeg har ihvertfald allieret mig med en del af dem, og jeg har selvfølgelig også “The Crimson Pirate” på dvd..

burt01

Stemningsbillede fra den fremragende "The Crimson Pirate", hvor den atletiske Burt Lancaster fik brug for alle hans evner, både som skuespiller og som udøver af sine egne stunts. Fantastisk film og et stort minde fra min barn- og ungdom. Jeg er stadigvæk meget, meget glad for filmen i dag.

Stemningsbillede fra den fremragende “The Crimson Pirate”, hvor den atletiske Burt Lancaster fik brug for alle hans evner, både som skuespiller og som udøver af sine egne stunts. Fantastisk film og et stort minde fra min barn- og ungdom. Jeg er stadigvæk meget, meget glad for filmen i dag.

I played it again…

Efteråret har ramt Danmark og lille stakkels Thisted, der har lagt som et smørhul i mange år, men nu har regnen indhentet provinshullet, og jeg er glad for at tiden endelig går mod køligere stunder. Jeg kan godt lide de lange sommerdage, hvor det er lyst om morgenen og fuglene synger fra klokken fire-halv fem, når solen er på vej op. Men efterår og vinter er også enormt hyggelig og dejlige, fordi det giver en lyst til at se nogle film, alt imens det rusker udenfor. Jeg håber på et godt efterår og en dejlig vinter, men når vi når marts og april næste år, så er jeg sikkert tilbøjelig til at glæde mig til foråret og en forhåbentlig passende sommer. Men nu er vi i september måned og det er sådan som det er. Jeg har ikke set så mange film på det seneste, hvilket også afspejler sig på bloggen, der har lagt stille i omtrent en uge…. men i dag skal det være anderledes.. jeg har nemlig set en rigtig klassiker, som jeg netop har fået ind af døren på funklende fin blu-ray – det drejer sig om den uvurderlige “Casablanca” fra 1942.

Næsten alle filmfans kender “Casablanca”, og hvis man ikke gør det, så burde man næsten have en eftersidning. Filmen er en af de typer, hvor man ikke kan andet end at simpelthen nyde historien. Karakterne er velskrevne og skuespillerne er formidable, og så oser den af fantastiske replikker, som man sidenhen har gået og ytret til hinanden i godt og vel 70 år efterhånden. Historien om natklubejeren, Rick (Humphrey Bogart) og hans fortid, som der bliver trævlet op i Casablanca. Det skyldes naturligvis en dame. Den utrolig smukke, Ilsa Lund (Ingrid Bergman), der var hans kærlighedsinteresse i Paris længe før han drog til Casablanca, og slog sig ned der. Man sidder virkelig på kanten af sædet eller i mit tilfælde sofaen, fordi spændingen er intakt hele filmen igennem. Den er fyldt med memorable scener… en af mine ynglings er der, hvor nazityskerne har indtaget Ricks cafe, og synger en tysk sang højlydt, men det bliver afbrudt af modstandsmanden Victor Laszlo (Paul Henreid), der beder bandet om at spille den franske nationalmelodi, hvilket de indvilliger i, efter et godkendende nik fra Rick, og hurtig overdøver de patriotiske franskmænd og kvinder de tyske bastarder.. en herlig scene og jeg føler mig altid lamslået efter den. Som førnævnt, så bugner manuskriptet af velskrevne replikker og oneliners, der alle er med til at gøre “Casablanca” til en enestående oplevelse. Lige fra Ricks diskussioner med pianisten, Sam, der spiller den gamle melodi, som både Rick og Ilsa elsker så højt, men som Rick har forbudt Sam at spille, fordi den netop minder ham om hende… “the one that got away…”.. men også Ricks karismatiske “Heres looking at you, kid…”, som bliver sagt flere gange i løbet af filmen, viser hans affektion for den smukke kvinde. Eftersom at filmen er en krigsfilm, der foregår under 2. Verdenskrig, så er der naturligvis nogle klare indikationer om hvem der er heltene og hvem der er skurkene. En, der veksler lidt imellem begge roller, er den franske kaptajn Louis Renault (en fantastisk Claude Rains, der altid er værd at se)…, således er han et øjeblik på tyskernes side, og et andet moment på de godes side, men hvor det virkelig tæller, så er der ingen tvivl om hvem han holder med, og det kan vi alle være taknemmelige for, når filmen slutter, og man sidder tilbage og netop har overværet en fantastisk film.

Jeg må sige at “Casablanca” er en af de klassiske krigsfilm, som jeg holder utrolig meget af. Der er ikke så meget krig i den, men der er masser af referencer til krig, og der stilles store spørgsmål undervejs… vi kan dog alle være sikre på en ting – tyskerne må IKKE vinde, fordi det ville medføre at det 3. Rige, vil overstrømme hele verden med deres forhadte menneskesyn. Det ved Rick, og derfor hjælper han også Laszlo, selvom hans livs kærlighed står midt i det hele. Hun er gift med Laszlo, og indledte et forhold med Rick, da hun troede at denne var død og borte… men han rejste sig fra de dødes asker, og havde brug for hendes tilstedeværelse og hjælp, og netop derfor måtte hun sende Rick et “John Dear”-brev.. der er masser af intriger i filmen, og man sidder hele tiden og håber på at Rick og den smukke dame finder sammen…med filmens slutning bliver der måske skrevet et kapitel, men bogen er ikke færdig, og hvem ved, måske sker der nogle ting oppe i Filmhimlen, hvor Bogart sikkert sidder og kurtiserer Ingrid Bergman, imens Claude Rains render rundt og spiler hinanden ud mod hinanden, og Dooley WIlson i rollen som Sam, spiller endnu engang den magiske sang, der er blevet synonym med en af filmhistoriens store mirakler. Det er ihvertfald svært ikke at være begejstret… og nu hvor filmen er landet på funklende blu-ray, så ser den ganske flot ud. Som filmelsker er det naturligvis et værk som man skal se, og jeg tror at det er en af den gamle, veltalende filmanmelder, Ole Michelsens yndlingsfilm, og det kan man jo ikke modsige ham…

For nogle år siden kom det frem at Hollywood var ved at planlægge et remake af “Casablanca”, men den ide lader heldigvis til at være røget i skaldespanden, fordi tænk lige tanken om hvem af de nye knægte, der kunne spille rollen som Rick i samme stil som det utrolig ikon, Humphrey Bogart…og selvom der er mange smukke kvinder i Hollywood, så er der alligevel noget op til Ingrid Bergmans standard, der må siges at være et tidsbillede på den smukke filmdiva i 1940’erne. Og hvem skulle mon instruere sådan en film? – ja, sikkert Michael Bay? – så kunne vi lige pumpe den op med noget CGI og nogle store eksplosioner? – uha, sikke en tanke… jeg spekulerer naturligvis, og Michael Bay ville sikkert aldrig få chancen, men man skal aldrig sige aldrig i Hollywood, og mærkeligere ting er sket, men som tingene er lige nu, så er jeg taknemmelig for at de tilsyneladende har skrottet ideen om et remake…

Og så sidder man tilbage endnu engang og ved ikke rigtig hvad man skal foretage sig. Jeg er tilbøjelig til at høre lidt god musik og snakke med en dejlig veninde som jeg har, og som er en skarp konkurrence til Ingrid Bergman…problemet er bare at jeg ikke er nogen Humphrey Bogart – jeg er snarere Oliver Hardy, hvilket der sikkert ikke er mange bejlere til. Men okay – når bare der er en til hver enkelt, så kan man sikkert være tilfreds.. og jeg må sige at jeg er tilhænger af monogami… ganske som Rick, der drukner sine sorger i bourbon hver aften, så vil jeg nu tage et glas cola og hæve mit glas og bede Sam om endnu engang at spille den der i ved nok… man er vel sentimental…

Jeg valgte at opgradere min nuværende dvd-udgave med en ny blu-ray-version. Denne udgave er en fantastisk flot steelbook, hvor filmens klassiske poster virkelig kommer til sin ret. Jeg tror at der er tale om 70-års jubilæumsudgaven, der ligger på disken, og den er overfyldt med fantastisk ekstramateriale... Et godt køb...

Jeg valgte at opgradere min nuværende dvd-udgave med en ny blu-ray-version. Denne udgave er en fantastisk flot steelbook, hvor filmens klassiske poster virkelig kommer til sin ret. Jeg tror at der er tale om 70-års jubilæumsudgaven, der ligger på disken, og den er overfyldt med fantastisk ekstramateriale… Et godt køb…

Bagsiden er mindst lige så dekorativ og stemningsdannende fra filmen. Jeg er meget tilfreds med denne udgave, og filmen er jo et mesterværk i sig selv.

Bagsiden er mindst lige så dekorativ og stemningsdannende fra filmen. Jeg er meget tilfreds med denne udgave, og filmen er jo et mesterværk i sig selv.

Et ikon fylder år…

Navnet Clint Eastwood er sikkert så kendt i enhver filmelskers hjem, at han ikke behøver nogen introduktion. Manden Uden Navn i Sergio Leones legendariske Dollar-trilogi fylder i dag, 31. maj, 83 år...

Navnet Clint Eastwood er sikkert så kendt i enhver filmelskers hjem, at han ikke behøver nogen introduktion. Manden Uden Navn i Sergio Leones legendariske Dollar-trilogi fylder i dag, 31. maj, 83 år…

Jeg har selvfølgelig set en del Clint Eastwood-film igennem tiderne. Jeg kan huske fra min barndom, at min far var meget begejstret for krigsfilmen, “Ørneborgen”, der da også er en rigtig god film. Men ellers er det nok fra hans involvering i westerngenren, at de fleste vil nikke genkendende til ham. Han er oversej og en gennemført bad ass, også her på sine ældre dage, hvor han, som sagt, fylder 83 år i dag. “Clinten” er også en ganske god filminstruktør, og han har vundet ikke færre end fire Oscars, og mærkelig nok er ingen af dem for en skuespilspræstation, men derimod for Bedste Instruktør og Bedste Film for henholdsvis “Unforgiven” og “Million Dollar Baby”, som man også må sige er to usædvanlige stærke film. Overraskende vendte Clint Eastwood tilbage som skuespiller i 2012 med baseball-filmen “Trouble With The Curve”, efter at have proklameret at hans forrige film “Gran Torino” skulle have været hans sidste som skuespiller. Det er ihvertfald en fødselsdag som der er værd at fejre, og jeg er sikker på at den gode Clint Eastwood nok skal blive fejret med maner… hans status som Hollywoodlegende er ihvertfald intakt – og når vi snakker Ikon, så bliver det ikke meget større…Tillykke Clint!

En af de rigtige gode, klassiske skuespillere, Henry Fonda, har fødselsdag i dag... i så fald kunne han have blevet ikke mindre end 108 år... desværre døde han i 1982 - 77 år gammel...

En af de rigtige gode, klassiske skuespillere, Henry Fonda, har fødselsdag i dag… i så fald kunne han have blevet ikke mindre end 108 år… desværre døde han i 1982 – 77 år gammel…

Den fantastiske Henry Fonda var kendt for en masse banebrydende roller. Jeg synes at han er fremragende som Wyatt Earp i “My Darling Clementine”, han var ligeledes ukuelig i “12 Angry Men”, hvor han ene mand modbeviser en hel jury. Men stjernerollen over dem alle må være som den klamme skurk, Frank, i Sergio Leones mesterværk “Once Upon A Time In The West” – det var en rolle som han havde særdeles svært ved at overgå – og filmen står som en af mine allerstørste favoritter. Han vandt en Oscar for filmen “Deres Sensommer” i hans karrieres efterår, idet han døde året efter. Han har dertil fået en datter ved navn Jane Fonda, der i særdeleshed er et kendt navn i USA – både som skuespillerinde, men også Aerobics-træner og fortaler for rynkecreme… jamen dog – Tillykke Frank… øhhh jeg mener Henry Fonda!

Mig og Woody Allen…

Dette indlæg er egentlig ment som en hyldest til en filminstruktør/manuskriptforfatter/skuespiller, som jeg beundrer…nemlig den navnkundige og højst iøjefaldende Woody Allen..

Jeg må erkende at jeg er meget glad for den klejne, nervøsanlagte mand med de store briller – hans film besidder i høj grad en særlig charme, og så er de spækket med komiske indfald, også selvom han har flirtet med de mere rendyrket dramafortællinger, så virker det til at han altid lige har et par komiske kort oppe i ærmet…

Dog har jeg ikke altid været fan. Der gik mange år før jeg fattede hvor speciel og unik Woody Allen er… mine første oplevelser kom vel tilbage i midten af nullerne, hvor jeg var på et rutinebesøg i snart hedegangene Blockbuster i Thisted. Der faldt mine øjne på de billige dvd-udgivelser, og deriblandt et par Woody Allen-film. Lidt modvilligt købte jeg både “Annie Hall” og “Manhattan”… og da mine fjumsede fingre endelig fik puttet en dvd i afspilleren, og jeg efterfølgende fik set miraklet… ja så var jeg solgt. Jeg kom til at tænke på at jeg måske havde set strejf af Woody Allen-film før, men aldrig en hel fra start til slut. Det har jeg sidenhen fået lavet om på, og nu køber jeg konsekvent hver eneste af hans nye produktioner som der kommer ud på markedet, samtidigt med at jeg har opkøbt næsten hele hans bagkatalog… jeg er i den grad blevet ramt af Woody Allens forbandelse.

Jeg tror at det jeg bedst kan lide ved hans film, er når Woody Allen selv spiller med, fordi han virker som sådan en spøjs figur  – typisk er karakteren dybt neurotisk, afhængig af medicin og går ofte til samtaler med sin psykolog. Det er ret morsomt, og ofte er manuskripterne så gennemført morsomme og underholdende, at man ikke kan andet end at overgive sig fuldstændigt. Det er dog sjovt at, så vidt jeg har erfaret, så går hans film ikke så godt i Staterne, som de gør i Europa – måske er det også derfor at han efterhånden har kastet sig ud i at lave film i flere af Europas storbyer, såsom Rom, Barcelona og Paris – og det med nogle meget oplagte skuespillere, hvis man skal sælge en film. Ofte er der nogle meget kendte skuespillere i nogle af de bærende roller, hvor man virkelig kan se at de har været meget begejstret for at spille med i en Woody Allen-film. Jeg ved godt at man måske kan sige at det ikke altid har været sådan, men sådan virker det til i de senere år.

Min ynglingsfilm af og med Woody Allen må så absolut være “Manhattan”. Det er et rørende og charmerende portræt af parforhold i en moderne storby som New York. Og så er den filmet i bedårende sort/hvid, hvilket jeg altid har været utrolig glad for. Filmen vandt desværre ingen af de to Oscars, som den var nomineret til, men det gjorde “Annie Hall” til gengæld. Ikke mindre end fire Oscars, deriblandt for Bedste Film og Bedste Kvindelige Hovedrolle til Diane Keaton – og ligeledes vandt Woody de to sidste for henholdsvis Bedste Instruktør og Manuskript.. det må siges at være absolut godkendt. “Annie Hall” er da også en virkelig god Woody Allen-film, ja det er vel en virkelig god film i det hele taget. I nullerne var der en lang periode, hvor Woody ikke selv spillede med i hans film, og det er lidt en skam – fordi selvom hans instruktion og manuskripterne selvfølgelig er med, så vil jeg altid gerne se den forvirrede skikkelse, som man kun kan karakterisere som Woody Allen in person. Jeg ved godt at han også skal finde en rolle der er passende til ham og hans humør, men jeg synes at det gik helt galt da han lod Larry David overtage hans rolle som vrøvlende hovedperson i filmen “Whatever Works”… det virkede helt forkert, og selvom Larry David havde stor succes med hans rolle i tv-serien “Curb Your Enthusiasm”, så er han jo bestemt ikke Woody Allen, også selvom de måske kan minde lidt om hinanden.

I skrivende stund er der endnu en Woody Allen-film, der er filmet. Tilsyneladende har den titlen: “Blue Jasmine”, og har gode navne som Cate Blanchett, Peter Sarsgaard, Louis C.K., Bobby Cannavale, Sally Hawkins, og endelig Alec Baldwin, som jeg personlig ikke har den store fidus til. Jeg ved godt at han er mægtig populær i USA, men jeg synes altså at han er virkelig irriterende, og jeg vil næsten give ham skylden for at ødelægge Woody Allens seneste film “From Rome With Love”, der ikke var blandt hans bedste, til trods for at Woody Allen vendte tilbage som skuespiller. I alt fald vil jeg tillade mig at vente på “Blue Jasmine”, som nok skal blive endnu et interessant bekendtskab, og som jeg helt sikkert skal se, også selvom at den narhat til Alec Baldwin også er med …

Denne mand behøver ingen introduktion. Siden 60'erne har han været en del af den amerikanske underholdningsindustri med et væld af sjove og interessante film. I love you, Woody!

Denne mand behøver ingen introduktion. Siden 60’erne har han været en del af den amerikanske underholdningsindustri med et væld af sjove og interessante film. I love you, Woody!

Hurra for Lena Dunham…

Jeg læste engang i et nummer af filmmagasinet EKKO om den amerikanske skuespiller/manuskriptforfatter/instruktør, Lena Dunham og hendes komedieserie “Girls”. Nu har jeg efterhånden set både 1. sæson af serien (den har iøvrigt også kørt på DR3, så vidt jeg kan erfare), men jeg har dog købt den hjem igennem Amazon, og dertil har jeg netop set hendes spillefilm “Tiny Furniture” fra 2010.

Det er min opfattelse at man her har med en utrolig talentfuld ung kvinde at gøre. Der er noget hjertesskærende ærligt over hendes produktioner. Det er næsten ligesom at se et amerikanske reality-program, men hvor man i mange af disse programmer hurtig begynder at danne sig et afsky for de medvirkende, så virker Lena Dunhams karakterer utrolig ægte og sympatiske på en måde, og selvom det hurtig viser sig at de fleste mænd er noget nederdrægtige typer. Jeg kan rigtig godt lide hendes stil, og netop “Tiny Furniture” fremstår som et nærmest dokumentarisk program, hvor personerne der medvirker, lige så godt, kunne havde været nogle fra den store by New Yorks pulserende hverdagsliv. Filmen er dejlig afdæmpet og kameraindstillingerne rolige og afslappet – historien er vedkommende, og om store emner som kærlighed, familie og ensomhed. Det er disse universelle emner som vi alle kender til og kan forholde os til, og når vi får tingene påvist uden den sædvanelige store, hollywoodske dramatik, så må man sige at man står tilbage med et meget nøgtern værk.

Serien “Girls” var eftersigende et ganske stort hit i USA, og ved de sidste afholdte Golden Globes, formåede Lena Dunham da også at vinde prisen som bedste skuespiller i en tv-serie, der enten var musical eller drama, og der er godt nok ikke meget musical over “Girls” – heldigvis da, men der er en masse hverdagssituationer, hvor dramatikken kan vise sig. Lena Dunham er måske ikke den klassiske skønhed fra Hollywood og fra et land, der spytter den ene nyere celebrity-stjerne ud efter den anden, og skuespillerinderne er smukke og unge, så er Lena Dunham mere den lidt kikset, smånørdet type, men det er faktisk en type som jeg elsker. Hun virker utrolig charmerende, og hvis hun bare er det mindste ligesom de karakterer hun skriver, så tror jeg bestemt at man ikke kan andet end at få massiv sympati for denne unge kvinde, der fylder 27 år den 13. maj. Hun har ihvertfald allerede skabt nogle iøjefaldende filmiske bedrifter, og hendes egen skuespil i både film og tv-serie er ærligt, nærværende og helt igennem enestående… men hun blotter sig også meget som menneske, og har åbenbart ingen problemer med at vise sig frem i sådan en grad, at man godt kan blive lidt småflov på hendes vegne. Anyway, jeg må erkende at jeg ikke kan stå for sådanne skuespillerinder der giver sig selv fuldt ud – det er utrolig belønnende, og jeg må nok sige at jeg er begyndt at holde øje med hvad der kommer fra hendes side fremover. Man kan sikkert godt sammenligne “Girls” med en anden populær tv-serie med fire kvinder, nemlig “Sex And The City”, men uden at jeg er nogen ekspert i Carrie-land, så vil jeg alligevel hævde at “Sex And The City” nok er en anelse mere bling-bling, hvorimod “Girls” fremstiller personerne i serien meget mere humant og nede på jorden. Jeg har også på fornemmelsen at de fleste mænd med garanti ville være flove over sig selv hvis man dyrkede serien om de fire shopping-lystre, moderne kvinder i “Sex And The City”, men det er ligesom at alle kan være med, når det kommer til Lena Dunhams serie. Den er meget mere for begge køn, og den gennemgående humor er en anelse mere grov end serien med Carrie og hendes veninder. Nu foregår begge serier også i den store metropol, New York, så derfor er det også naturlig at drage en sammenligning på det punkt. Men jeg kan ligesom fornemme at “Girls”-serien nok også skal finde sit publikum i Danmark – den er da ihvertfald ude på dvd nu, og i USA er de i gang med den 3. sæson, så forhåbentlig kommer der flere sæsoner ud på dvd, hvis ikke i Danmark, så garanteret i UK, hvilket kalder på assistance fra min gamle ven, Amazon.

Lena Dunham er ihvertfald kommet for at blive – og jeg vil gerne hylde hende til den store guldmedalje, fordi jeg synes at det er sjældent at der kommer sådan en kvinde frem, der kan beskrive hverdagslivets tumlen og besværligheder på sådan en naturalistisk facon. Det virker nogle gange som om at det bare er hendes egen personlige hjemmevideo, og det må jeg sige at der er ganske fornøjelig. Nu skal man selvfølgelig passe på med at juble for meget, fordi kritikere af især filmen “Tiny Furniture” vil sikkert kalde den for kejtet og kedelig, men jeg er ret vild med den – det passede lige til mit humør i dag, og det er jo perfekt.

Foruden Lena Dunham, så tjekkede jeg også lige en anden ung prisvinder ud i en af hendes nyeste film. Nemlig, Jennifer Lawrence, der jo vandt en Oscar i år for bedste kvindelige hovedrolle. Jeg har netop set hende i thrilleren “The House At The End Of The Street”, hvor hun spiller sammen med den altid dejlige Elisabeth Shue, og faktisk også den gamle svinger Gil Bellows. Jeg var ikke helt tilfreds med filmen, der mod slutningen virkede en smule forhastet og den unge naboknægt, der viser at være noget af en prøvelse, virker en smule snusket i hans fremgangsmetoder. Men det var okay underholdning til en kold forårsdag i Påsken, hvor der ikke var meget andet at give sig til, end at dyrke lidt film fra samlingen. Jeg tror at jeg bestiller filmen “Silver Linings Playbook” her fra Amazon næste gang, fordi den udkommer faktisk allerede den 1. april, længe før den udkommer i Danmark, hvor den ikke engang har fået biografpremiere endnu… meget mærkeligt. Men okay, jeg kan godt lide Jennifer Lawrence – hun er en ung, charmerende skuespillerinde, der faktisk virker utrolig sympatisk når jeg har set hende i interviews. Af de nye stjerner, så er hun helt klart en der er værd at holde øje med. Jeg glæder mig også altid over nye produktioner fra Ellen Page, som jeg stadigvæk holder utrolig meget af i “Juno”, hvor hun virker formår at skabe en karakter der er både morsom, tragisk og herlig misforstået på samme tid.

Jeg kan iøvrigt se at TV2 viser John Hughes’ formidable 80’er-komedie med Steve Martin og John Candy, der har fået den flatterende titel på dansk “Røvtur på 1. klasse”, men det er jo en utrolig morsom og underholdende film, der også  vinder på dens charme og varme. Jeg købte den for ikke så længe siden på blu-ray, fordi der var noget ekstramateriale, jeg lige ville tjekke ud. “Planes, Trains And Automobils” må siges at være en af John Hughes bedste film. Manden lavede jo utrolig mange gode, både teenagekomedier og succesfulde familieværker, men han havde nogle gange en afstikker til de mere voksne film også. “Uncle Buck” er også en stor film i min bog, og jeg er vild med John Candy i den rolle – der er ufattelig morsom og grinagtig stadigvæk den dag i dag.

Well, måske skulle jeg dog hellere efterhånden få dykket lidt ned i min store stabel af dvd-film, som jeg har købt hjem og stadigvæk mangler at få set… det ville sikkert være det mest oplagte at gøre – eller ville det??? …

To be continued…

Lena Dunham er en af den amerikanske underholdningsindustris nye store stemmer. Hun får massiv ros for både film og tv-serier, og senest vandt hun blandt andet en Golden Globe for serien "Girls"...

Lena Dunham er en af den amerikanske underholdningsindustris nye store stemmer. Hun får massiv ros for både film og tv-serier, og senest vandt hun blandt andet en Golden Globe for serien “Girls”…

For et par dage så jeg Michael Hanekes nyeste, afdæmpet opus “Amour”, der jo som sagt vandt Oscar-staturen for Bedste Udenlandske Film for godt en måned tids siden. Meget velfortjent – ihvertfald i forhold til den danske nominerede “En Kongelig Affære”… der bestemt også var en ganske flot film og et overlegen stykke dramafortælling, men “Amour” har bare utrolig meget at byde på.

Filmen er centeret omkring Georges (Jean-Louis Trintigant) og Anne (Emmanulle Riva) – et ældre fransk ægtepar, der lever sammen i deres kæmpestore pariserlejlighed. Pludselig en dag får Anne et slagtilfælde, og det er nu op til Georges at passe den gamle kvinde, der tidligere var fuld af livsglæde og sagtens kunne røre sig. Det forandrer sig hurtig efter Annes påtrængende sygdomsforløb, og selvom Georges gør sit bedste, flankeret af den uforstående datter (Isabelle Huppert), så må han alligevel indse at det måske ikke altid ender så godt og efterhånden som man er i sit livs efterår, så bliver det sværere og sværere at vende tilbage til sin sædvanelige levevis.

“Amour” er en utrolig film. Dens afdæmpede facon er et typisk Haneke-trademark, og han behandler sit materiale nøgtern og med en beroligende distance, der gør at filmen aldrig bliver drivende sentimental. Den er rørende og vedkommende, men aldrig for meget – og man sidder og føler med det gamle ægtepar, der virker som om at de ligeså godt kunne have boet i både USA eller Østrig eller sådan set Danmark, fordi historien fremstår endegyldig universel. Jeg er meget begejstret for Michael Hanekes unikke historiefortælling, og selv han lader episoderne udfolde sig for sig selv, så er der alligevel Michael Hanekes fingeraftryk på værket med de lange, stillestående kameraindstillinger.

Skuespillerne er forbløffende. Jean-Louis Trintigant, som jeg har set i spaghettiwesternfilmen “The Great Silence”, hvor han spiller en ganske mut hævner, er utrolig som Georges, der må indse at han ikke kan klare at passe sin efterhånden meget syge kone, og således i sin afmagt gør flere og flere altafgørende ting. Emmanuelle Riva, der har den meget iøjefaldende kvindelig hovedrolle, var nomineret til en Oscar for Bedste Kvindelige Hovedrolle, og hvilken indsats… hun er sensationel i rollen som Anne…der går fra at være en kvinde, der kan debattere og snakke med sine tidligere klaverelever til at være en stakkel, der er helt lammet i den ene side og som må kæmpe sig igennem alle ordene, og knap nok kan gøre sig forståelig for sin omgangskreds. Jeg har endnu ikke set Jennifer Lawrence i den karakter som hun vandt Oscaren for, men jeg synes godt nok at Emmanuelle Riva fortjener alverdens kredit for hendes præstation. Som tilskuer til filmen, så kan man ikke undgå at blive overrasket gang på gang over hendes dedikation til rollen, og det forekommer hende både naturlig og uden besvær at hengive sig til den skæbnesvanger udvikling som hendes person skal gå igennem. Jeg er fuld af beundring for begge skuespillere, der leverer præstationer af ypperste klasse. Det er simpelthen mageløst…

I sammenligning med “En Kongelig Affære”, der jo var et stort opsat periodedrama, der også havde mange kvaliteter og nogle gennemgående godkendte skuespilspræstationer og en historie, der har ventet i mange år på at blive fortalt på det store lærred, så skal man naturligvis også anerkende Nikolaj Arcels produktion, der fremstår som et stort værk, hvis man drager sammenligning med “Amour”. Begge film er naturligvis gode kandidater, når det gælder kåringen af årets bedste film, men der vil jeg nok erkende at jeg synes bedst om den østrigske auteur, der endnu engang leverer varen og hensætter den lamslået beskuer i et teaterstykke af enestående menneskelighed og kroppens forfald. Vi bliver allesammen ældre for hver dag der går, og vi bliver også allesammen mere og mere skrøbelige. Som menneske er vi jo nok nødt til at indse at vi allesammen skal leve og vi allesammen skal dø på denne planet – ihvertfald i de næste godt 3-4 milliarder år, inden Solens stråler bliver for varme og opheder kloden i sådan et omfang at alt liv bliver umuligt. Men til den tid er den sikkert alligevel ubeboet. Forurening og krige vil sikkert knuse det meste af befolkning – og med mindre at vi får hjælp af en fremmede livsform fra en anden verden til at bygge gigantiske rumskibe, der kan udforske stjernehimlen – men det er vist en helt anden historie… og nu må vi hellere stoppe med at lade fantasien vandre.

“Amour” er blandt årets bedste film – det er indiskutabelt, og jeg føler mig virkelig beæret over at have overværet sådan to fremragende skuespillere i deres karrieres efterår, og så de leverer sådanne formidable præstationer. Nu har det været en lang hyldest til “Amour”, men det er virkelig en mageløs film. Jeg vil gerne anbefale filmen på alle ender og kanter, og måske selvom jeg nok fortrækker de lidt mere kyniske film som den første udgave af “Funny Games” og “Benny’s Video”, så må man ikke snyde sig selv for denne filmoplevelse. “Amour” skal simpelthen ses – jo før jo bedre, og af så mange som overhovedet mulig.

Michael Haneke har endnu engang lavet en uimodståelig film. Forvent en rørende og vedkommende film, der aldrig bliver for meget eller sentimental. Emnet nærmer sig det tabubelagte, og man føler Michael Hanekes mesterlige touch hele filmen igennem. Se "Amour" nu!

Michael Haneke har endnu engang lavet en uimodståelig film. Forvent en rørende og vedkommende film, der aldrig bliver for meget eller sentimental. Emnet nærmer sig det tabubelagte, og man føler Michael Hanekes mesterlige touch hele filmen igennem. Se “Amour” nu!

Jeg havde længe truet med at gense Tim Burtons forrygende biografifilm, “Ed Wood”  fra 1994. Denne meget iøjefaldende film om en af verdens dårligste filminstruktører, hvis ikke den allerdårligste, har jeg stor sympati for. Endnu engang kaster Tim Burton sig over særlingen, og denne gang er faktisk en person der har levet, og ikke en af hans hjernes ildesete fantasivæsner. Det er den utrolige historie om Edward D. Wood Junior… en højst besynderlig mand.

Filmen “Ed Wood” fokuserer på Woods karriere, og særligt hans kærlighedsforhold til to kvinder og et tæt venskab med det alderende horrorikon Bela Lugosi. Den er indspillet i bedårende sort/hvid og manuskriptet er særdeles morsomt og underholdende. Karakterne som Ed Wood omgiver sig med, er mindst lige så farverige som ham selv. Især fylder den meget tætte venskab med Lugosi en stor del i filmen, og det bliver portrætteret særdeles varmt og rørende. Tim Burton selv havde således også et venskab med et andet horrorikon, nemlig Vincent Price, der også nåede at spille med i den fantastiske “Edward Saksehånd”. Rollen som Edward D. Wood Junior fortolkes glimrende af Johnny Depp, der tilsyneladende er gået til projektet med vanlig stor entusiasme, og han gør det helt uovertruffen – Depp har siden hen spillet med i mange flere Tim Burton-værker, men denne præstation i “Ed Wood” må stå som en af de absolut bedste. Martin Landau, der spiller rollen som den ungarneske skuespiller, Bela Lugosi, gør det nærlevende og aldeles storartet med en blanding af skarp humor og personlige tragedie, idet den gode Bela havde været stofmisbruger i henved 20 år, før han indlogrerede sig på et afvænningshospital. Martin Landaus præstation er gennemgående af sådan en fin karat, at han således, helt fortjent, blev nomineret til en Oscar, og dertil også vandt den! – desuden vandt blandt andre Rick Baker endnu en af sine mange Oscars for bedste make-up, men det er en skam at manuskriptet ikke blev nomineret, fordi det er virkelig, virkelig godt. Baseret på en bog af Rudolph Grey og omskrevet af fans, gør denne film til en absolut vinder, og den er i besiddelse af virkelig nerve og sympati, uden at den bliver for sentimental.

Skuespillerne i filmen er således ganske velcastet, og man både griner og græder med de fjollede misfits, som der hjemsøger denne produktion. Der er damerne, Sarah Jessica Parker, Patrica Arquette, Lise Marie og Juliet Landau, der alle formår at bringe lidt starquality til filmen. Sarah Jessica Parker spiller den tøvende første kæreste, som Ed Wood først har i filmen, og hun kan ikke forstå instruktørens mærkværdige interesse i angorajumpere. Patrica Arquette er sødere som Eds fremtidige kone, og Juliet Landau (datter til Martin) er en spøjs karakter, der er allergisk for alle former for væsker. Endelig ses Lisa Marie (Tim Burtons daværende kone) i en gennemgående rolle som tv-værtinden Vampira, der ender med at medvirke i “Plan 9 From Outer Space”, der var Woods absolutte hovedværk. På den mandlige side ses Jeffrey Jones som den synske Criswell, der var kendt for at frembringe urimelige og temmelig tåbelige udbrud, der, på en god dag, må klassificeres som simpelt volapyk eller overdreven science fiction. Bill Murray medvirker også i en rolle  som Bunny Breckenridge, der også medvirker i “Plan 9”, en mand der hellere vil være kvinde, og sågar satser på at gennemgå en kønskifteoperation i solrige Mexico. Sluttelig ses også Mike Starr som filmproducenten og Vincent D’Onofrio som Orson Welles.

Der er ingen tvivl om at når man ser sådan et gennemført projekt fuldt med kærlighed fra Tim Burton, så får man også lyst til at se Ed Woods egne film, og de er faktisk udsendt på dansk dvd. Jeg kan ikke huske hvem det er, der har udsendt dem, men ude er de altså – men det skulle dog ikke undre mig at de var OOP nu, fordi jeg kan ærlig talt ikke tro at markedet i lille Danmark er særlig stort for sådanne produktioner. Man kan da også sige meget om Edward D. Wood Juniors egenskaber som filminstruktører og hans film er bestemt ikke særlig gode – men de er kuriøse og tidstypiske og tydeligvis et udfald fra en særlig kreativ hjerne. Jeg kan ihvertfald roligt sige at hans film, selvom de ikke er særlig godt skruet sammen, ikke er nogle af de dårligste film jeg nogensinde har set. Jeg plejer gerne at vende tilbage til en film som “Collision Course” fra 1989, der fik den danske titel “Karate Mig Her, Karate Mig Der”… og kan bryste sig af en skrækkelig umorsom Jay Leno, og så Mr. Miyaki (Pat Morita) i hovedrollerne. Det er nok en af de absolut ringeste film jeg nogensinde har set. Jeg vil til enhver tid hellere fornøje mig med en Ed Wood-film end at gense brækklat af en film endnu engang.

***

Sidste nat var jeg nu også nået et skridt videre i min genopdagelse af Star Trek-filmene, og var således nået til nummer to i rækken, “Star Trek II: The Wrath Of Kahn” – som nok må siges at være en af de bedre af Star Trek-filmene – alene Ricardo Montalban er enestående som den væmmelige Kahn, og det må siges at han har nogle af filmens absolutte bedste replikker, der nærmest tangerer Shakespeare i det dramatiske… Således var den også starten til en trilogi, der blev begyndt med denne film – kørt videre i 3’eren, “The Search For Spock” og afsluttet med tidsrejsefilmen “The Voyage Home”, som var 4’eren af film i Star Trek-universet. Jeg så “The Motion Picture” den anden nat, og jeg kan nu godt lide den, selvom den måske nærmer sig momenter af absolut kedsomhed og langtrukne øjeblikke. Så synes jeg alligevel at den rammer meget godt essensen af Star Trek med søgen efter nyt liv og nye opdagelser. 2’eren med Kahn er lidt mere oldschool rumkrig, som da også kan være meget sjovt…jeg kan ihvertfald rigtig godt lide dem begge. Nu venter 3’eren så en af de kommende dage, og den husker jeg som en af de dårligste i filmrækken. Det skal dog blive ganske sjovt at gense Christopher Lloyd som klingon. Så vidt jeg kan forstå, så vender Kahn tilbage som skurk i den kommende 2’er i den nye Star Trek-reboot-serie… det skal blive særdeles spændende at se om han kan overgå den gamle version af Montalban.

Ellers ved jeg ikke rigtig om jeg har så meget nyt at fortælle om. Dagene slæber sig afsted som en gammel mølædt hankat med forrevne potter og kun et øje, der ikke længere kan finde hjem. Julen står for dagen, og jeg er færdig med alle indkøbene. Nu er sneen så småt ved at være forsvundet igen, så det er endnu et plus. Bevares, jeg kan da godt anerkende et hvidt tæppe spredt ud over det ganske land, men jeg må så også erkende, at jeg synes at det er meget nemmere at komme omkring uden alt det der sne.

Dette indlæg var iøvrigt skrevet til en mix-cd med Star Trek-musik fra filmene. Både Jerry Goldsmith og James Horner har jo lavet musik til filmene, men det er nok Jerry Goldsmiths udødelige score jeg foretrækker, men Horners input med soundtracket til “Wrath Of Kahn” er også ganske glimrende. Begge er ihvertfald fremragende komponister.

Tim Burtons biografifilm om angorajumper-tilhængeren og selverklæret filminstruktør Ed Wood er et særdeles varmt og humoristisk bekendtskab...

Tim Burtons biografifilm om angorajumper-tilhængeren og selverklæret filminstruktør Ed Wood er et særdeles varmt og humoristisk bekendtskab…

"Star Trek II: The Wrath Of Kahn" anes af mange fans for at være en af absolutte bedste Star Trek-filmatiseringer, og det kan man kun være enig i...

“Star Trek II: The Wrath Of Kahn” anes af mange fans for at være en af absolutte bedste Star Trek-filmatiseringer, og det kan man kun være enig i…