Tag Archive: Roman Polanski


Jo, jeg fik lige lyst til at skrive et par ord. Jeg sidder her alene en kold og trist fredag aften, men heldigvis har det været en hyggelig aften med min gode veninde på Skype, godt assisteret af en mængde god humle… især de Stout-øl der? oh la la – de var formidable.. så jeg har fået opbygget mig en lille skid.. men som Dynamit Harry proklamerede: “Jeg kører bedst med en lille skid på…”

Som jeg ser mig omkring i mit usle mørkekammer – den kære Afgrund, hvor alskens væsner lever og regerer .. kun oplyst af en computerskærm, sidder jeg nu, imens min hjerne vandrer… jeg tænker at det kunne være en udsøgt fornøjelse engang at levere manuskriptet til en dansk Far til fi… jeg mener, horror-film! – jeg kunne godt tænke mig en spøgelseshistorie om ‘Mosekonen’, der bygger (dvs. når man ser en masse tåge på en ensom hede, så er det hende der står bag!) – eller også kunne jeg virkelig godt tænke mig at se en ‘haunted house’-fortælling, der foregår på et plejehjem eller hospice, idet det da må være ideelt for sådanne udfoldelser?… ja-  nu skal det ikke være nogen hemmelighed, at jeg er knee-down begravet i horror for tiden, i forbindelse med min horror-udfordring for oktober måned. Jeg har fået set en del gode sager så far, hvor topscoreren har været “Rosemary’s Baby” …. og nu hvor jeg tænker tilbage på det, så tvivler jeg på om jeg nogensinde har set en film af den gode Roman Polanski, som jeg ikke har syntes om? – nuvel, den seneste “Venus In Fur” var ikke den bedste… men Emanuelle Seigner er sgu sej…

Jeg venter stadigvæk på nogle sager med Post Danmark… verdamt! – nåh ja, fredag bød ikke på meget fornøjelse i den retning, men jeg håber at der popper et par film ind lørdag, selvom  jeg nu mest ser horror i denne måned. Det er godt at være til nogle gange – men for fanden, hvor kunne det være sejt at komme til en rigtig horror-convention som man ser i diverse YouTube-videoer og lignende og sågar møde nogle af sine idoler. Nu er det jo svært ikke at blive starstruck, når Clive Barker tegner og skriver autografer til sådan en messe, i en af de få gange, hvor han gør en offentlig optræden. Manden er et geni. Jeg ville gerne have den udvidede udgave af “Nightbreed” – nemlig “The Cabal Cut”.. den måtte gerne komme på en Euro-venlig udgave… Shout Factory er for seje, men ikke ligefrem særlig interesseret i at sælge mange blu-rays i Europa? – med mindre at man selvfølgelig har en kodefri afspiller (noget som er mit nye og største ønske!)…

Af uransagelige årsager, så fremstår Afgrunden mere vågen og sulten end længe set. Lige meget hvor mange liter blod og spæde ungmøer, der bliver udsat for barbariske ofringer, så råber den stadigvæk på mere… nu kan det være svært, når man bare er en stakkels førtidspensionist, der kun sidder og ser film, hører musik og nogle gange drikker øl (kun i weekenderne!) … Afgrunden er sgu blevet noget krævende… – men on a sidenote, så gik jeg mine bøger igennem…(den utopiske tanke var at sælge nogle af dem, så måske kunne det frigøre nogle kontanter)… men ak og ve, jeg fandt måske en enkelt bog, som jeg kunne finde på at skille mig af med…resten ville jeg sgu hellere selv beholde, og gennemkigget fik mig faktisk til at lure lidt på at begynde at læse igen! – Imagine that!… well, der var masser af gode sager, både skøn- og faglitteratur… masser om film, musik og sågar en enkelt om Jehovas Vidner??? – der var et væld af tunge, litterære værker, som trænger til at blive gransket igennem med et stort, sulten kæbeparti…

Og nåh ja, nok engang sidder man alene tilbage. I Provinsen er der ikke meget andet at give sig til, end at skrive på sin blog og så gå i seng? – min Facebook er også til stede, men den har dog været stille i en rum tid nu… jeg må vist hellere snart finde mig til rette i min kiste… men lige inden, så kommer der lige en sang, dedikeret til alle ensomme sjæle ude i Dannevang… good cheesy music! I love it…!

 

Reklamer

Jovist!… jeg er skam i live, men jeg har været optaget af nogle livsvigtige ting, her på det sidste – hovedesagelig med at passe min nattesøvn, hvor jeg nok har fået sovet rigeligt på det seneste, men jeg har også været ramt af nogle massive angreb af søvnanfald, men de seneste par dage, har jeg følt mig ganske frisk – jeg går dog tidligere i seng end før lige for tiden, men so be it… Afgrunden ligner heldigvis sig selv og når den får en ordentlig portion offergaver, så er den glad…

Jeg modtog således i dag følgende:

pakke1

Der er tre pakker i alt. Først og fremmest en lille kuvert fra en Amazonsælger, og ellers en lidt større pakke fra Zavvi, før endelig at fuldende det med en gigantisk pakke fra FONA. Det ser jo ganske herligt ud, og mine klamme, ulækre fingre var ivrige efter at pakke dem op – det er jo en sand fornøjelse med sådanne nyindkøb. Jeg kan så afsløre at pakkerne indeholdte følgende:

pakke2

Fra Zavvi ses den fine Pop! Vinyl-figur, der forestiller Dr. Egon Spengler fra kultklassikerne “Ghostbusters” og “Ghostbusters II”. Hans rolle blev jo spillet af den talentfulde og utrolig morsomme Harold Ramis, der desværre ikke er iblandt os længere – han har dog lavet mange gode film, og de førnævnte spøgelsesjægerfilm er nogle af dem. Jeg er også meget begejstret for “Stripes”, hvor han dannede et perfekt makkerpar med Bill Murray.  Ellers er der en enkelt film fra Amazonsælgeren, “The Sleeper”, der godt kunne ligne en ganske herlig horrorfilm – coveret er ihvertfald…to die for… Resten af filmene, stammer fra FONAs webshop, hvor der er mange utrolige tilbud på film for tiden, især på titler fra det mægtige danske selskab, Another World Entertainment, og dem har jeg også købt adskillige af denne gang. Det er pragtfuldt så mange interessante værker, der kan erhverves for billige penge…. I love it! Særligt glæder jeg mig til at gense “Do You Like Hitchcock” af Dario Argento, “Ulvetid” og “Moby Dick”, den gamle klassiker med Orson Welles og Gregory Peck.

Ellers kan jeg meddele at jeg er gået i gang med den famøse Horror-udfordring for oktober måned. Det er en konkurrence, der kører på nettet, hvor man skal se 31 horrorfilm i hele oktober måned. Der er nogle simple regler, der skal være i betragtning for når man vælger filmene:

1) Der skal være 31 film.

2) 16 af filmene skal man ikke have set før.

3) 5 forskellige årtier skal være repræsenteret.

4) 4 forskellige lande skal være repræsenteret.

5) Der skal være enten 5 film fra samme instruktør eller tre forskellige fra to instruktører.

Det var umiddelbart ikke så nemt at finde nogle, men det lykkedes til sidst. Den instruktør som jeg har valgt med fem film var selvfølgelig Dario Argento, som jeg er utrolig glad for. Hans film kan næsten altid ses, selvom det er ved at være længe siden, at han leverede et mesterværk, så skal han fandeme have tak for stadigvæk at prøve. På det næste billede kan man se de forskellige film som jeg har valgt:

Udfordring

Det er spændende  med sådan en ting, og her hvor vi er 7 dage hen, så har jeg set seks film. Jeg lagde ud med at se “The Howling”, dernæst “The Realm”, som jeg fulgte op med “Gacy”, efterfølgende den franske “Inside”, og så “Rosemary’s Baby” og endelig “Snowtown”. Bundskraberen so far er helt sikkert “The Realm”, der bare var et latterlig, dårlig og umorsom forsøg at lave en found footage horror-komedie, hvor den dog endelig blev lidt grum mod slutningen, så var den bare grundlæggende alt for ringe. Den bedste har været “Rosemary’s Baby” og så “The Howling”, som jeg begge havde set før, men Roman Polanskis klassiker er bare i en liga for sig. En virkelig fremragende film på alle leder og kanter. Valget i aften ved jeg ikke helt. Måske bliver det John Carpenters “Prince Of Darkness”, som jeg kun har set en enkelt gang tidligere, og ikke husker alverden fra. Det lugter lidt af et vammelt gensyn!

Ja, så fik jeg leveret endnu et indlæg… som sagt, så beklager jeg at der gik helt fra den 22. september og så til nu, men jeg har været en dovenlars og ikke rigtig fået taget mig sammen – desuden vidste jeg ikke rigtig hvad jeg skulle skrive. Nu kom der dog lidt fra min side… så forhåbentlig går der ikke længe til næste gang!

P.S.

Jeg fik iøvrigt set det danske Oscarbud, nemlig Nils Malmros’ “Sorg & Glæde” – en utrolig god film, virkelig stærk og effektiv.. historien er jo så vidt jeg kan forstå, baseret på virkelige hændelser, og det er noget af en historie, fordi den sågar stammer fra instruktørens egen liv. Jeg vidste jo godt at Malmros kunne lave fine film, og det her er bestemt endnu en af dem. Om den er stærk nok til at vinde en Oscar vil tiden vise, men jeg synes ihvertfald at det var et fremragende kig, som jeg sagtens kan anbefale til alle. En af de bedre danske film i lang tid.

 

Afgrunden i Sommertid…

Ja, det er godt nok nogle måneder siden at vi gik over til ‘Sommertid’, men nu er vi jo officielt kommet ind i sommermånederne, så nu er det virkelig sommer-sommer-tid… det er jo dejlig med sådan en dansk sommer, hvor vi er vant til alt for høje temperaturer og tilpas meget solskin, der ville få Bela Lugosi til at stege i hans grav. Dette var dog ikke tilfældet i dag, hvor Thisted har været ramt af torden og lynild, uvejr, regn og hagl… sådan en skøn dansk sommerdag. Så er det jo godt at man kan sidde indenfor og se noget tvivlsomt fjernsyn, imens man lurer på de forskellige steder på nettet, om der skulle være et godt tilbud på en enkelt film. Nuvel, jeg har modtaget lidt film i denne uge, og de indkøb vil jeg gerne dele:

amazondvdoo

Her fra oven kan man se de første film, der ramte Afgrunden. De er fra henholdsvis Amazon og Dvdoo, og der kan man jo ofte gøre en god handel, men indrømmet – jeg kigger ikke så meget mod min gamle ven, Amazon, længere… portoen er simpelthen blevet for dyr, hvis man skal bestille mange film. Nogle gange kan man dog godt falde nogle nogle gode titler, som man må have, men når jeg ser tilbage på det, så er det ganske enkelt for omkosteligt.

Fra toppen kan man se den franske mesterinstruktør, Francois Ozöns nyeste film, “In The House”. Jeg er meget glad for den lettere aparte franskmand, der gerne laver kontroversielle film med et pift af kitsch og sjove kvindetyper især. Dernæst kommer remaket af Brian De Palmas gyserklassiker, “Carrie”….mine forventninger til denne film er ikke så voldsom store, men jeg var alligevel lidt nysgerrig, når det kommer til netop denne film, fordi jeg kan virkelig godt lide originalen og med Sissy Spacek i en af hendes første roller i originalen, hvor der er visse sekvenser, der er decideret modbydelige. Efter gyshalløjet, så finder vi “The Replacement Killers”, som jeg aldrig har set, men fandt til en billig pris, så den skulle jo med. “Up In The Air” er en virkelig god George Clooney-film, hvor ‘sølvræven’ virkelig sætter alt ind med en charmeoffensiv, og jeg må indrømme, at jeg nød den, da jeg så den første gang. “After Earth” har nok været en af den senere tids mest udskældte film, og jeg tror heller ikke at det er noget mesterværk, men den var billig, og jeg var tilpas nysgerrig for at se om den virkelig var så dårlig – måske skal jeg have kunstig filmåndedræt, når jeg er færdig med den, men jeg tager sgu chancen. Den sidste blu-ray var en Tom Cruise-film, nemlig den autentiske “Operation Valkyrie”, som jeg heller ikke har set før, men den var ligeledes ret billig, så hvad fanden?…

Blandt dvd’erne er der også mange fine sager. Den nye Bret Eason Elis-filmatisering af kompetente Paul Schrader med blandt andre Lindsay Lohan i en hovedrollen, finder vi i “The Canyons”. Jeg er meget glad for både forfatteren og instruktøren, og selvom Lindsay Lohan ikke er verdens bedste skuespillerinde, så tog jeg alligevel chancen. Derefter kommer der en virkelig dyr dvd-udgivelse, som jeg betalte omkring 18 pund for, nemlig William Friedkins “Crusing” med Al Pacino i hovedrollen. Jeg har aldrig set den, men hørt meget om den, så jeg besluttede mig for endelig at investere i den. Den næste i bunken er “Reykjavik Rotterdam” – den islandske original bag Mark Wahlberg-filmen, “Contraband”… typisk er originalfilmen jo bedre, så jeg er rimelig spændt på at se denne. Efterfølgende finder vi Robert De Niro-filmen, “Farvel Til Mafiaen”, som jeg ikke har set, men jeg fandt den billig og det er jo en ret ny film, så jeg blev overrasket. “Brokeback Mountain” kom også endelig i min samling, så nu kan jeg langt om længe få set slutningen på filmen – jeg tror at jeg mangler de sidste 20 minutter, som jeg aldrig fik set, da jeg skulle aflevere den tilbage på biblioteket, den gang jeg havde lånt den. Den næstsidste film er “Albert Nobbs” – en småsær sag med Glenn Close i rollen som en mand. Jeg mindes at den var Oscarnomineret, men også altid er blevet omtalt som en mærkelig film. Sluttelig den gamle 90’er-Erik Clausen-film, “Min Fynske Barndom”, og da jeg er meget begejstret for ham, så måtte jeg også købe den, da jeg aldrig har set den.

Well, det var så den første portion film, men skæbnen ville at der faktisk kom endnu en sending ind af døren i løbet af ugen, så det var da sørme helt vildt… man skulle jo tro at jeg var et af de hersens rige typer, der sidder i bestyrelser rundt omkring og drikke 18 år gammel dyr whisky til jeg ikke kan mere… men jeg er altså bare en fattigrøv, der prioriterer, og går efter tilbudene.

aloha

I den anden omgang, finder vi først et enkelt soundtrack. Hans Zimmer har lavet et genialt score til Ron Howard-filmen, “Rush”, der ligeledes er en utrolig stærk film. Jeg havde overvejet at skrive et helt indlæg om den, men jeg kom fra det igen, men det er indtil videre et af årets bedste filmiske øjeblikke for mit vedkommende. Fire blu-ray-film fra Cdon følger: “Touch Of Evil” – den gamle Orson Welles-film, “Drengerøve 2”, “Jack Reacher” og “White House Down” – jeg har ikke set en eneste af disse film før, så det skal nok blive allertides at stifte bekendtskab med dem.  Desuden følger også fire dvd-film, først den svenske ungdomsfilm, “She Monkeys”, Elisabeth Shue-værket, “Link”, “Irresistible” med Sam Neill og Emily Blunt og som rosinen i pølseenden og den mest ventede – Shameless’ udgivelse af Ursula Andress-filmen, “The Nurse”. Endnu fire film som jeg glæder mig til at se.

Det var således filmene som jeg havde modtaget, men der er lidt flere på vej – ikke mange, men få stykker og så venter jeg også på endnu et par Pop! Vinyl-figurer, som jeg er blevet ret glad for – de er både sjove og meget dekorative. Men jeg har så sandelig også fået noget nyt op på væggen. Det kan jo ikke være nye film og merchandise det hele, men jeg bestilte i sin tid et par billeder, der skulle hænges op, men jeg manglede nogle rammer dertil. Disse er nu blevet købt, og jeg har fået hængt billederne op i dag:

billeder1 billeder2

Her er også tale om et par gamle favoritter. John Candy-filmen, “Uncle Buck” er en utrolig morsom fortælling om den umulige onkel, der vender op og ned på en lille familie, idet han skal agere babysitter, imens moren og faren må rejse udenbys. Måske den John Candy-film, som jeg holder næstmest af – favoritten er selvfølgelig, “Planes, Trains And Automobils”. Det andet billede er Roman Polanskis “The Fearless Vampire Killers – Or Pardon Me Your Teeth Are In My Neck”… også en gammel klassiker, som andre måske kender under titlen: “Dance Of The Vampires”. Det er også en film med Sharon Tate, der jo endte sit liv så tragisk, da hun blev myrdet, højgravid, af Charles Mansons kult – det er uhyggelig at tænke på, og meget beklageligt, fordi hun var faktisk ret charmerende på film.

Og nu hvor jeg kigger på de billeder, der er blevet ophængt, så kan jeg med næsten 100 % konstatere at jeg er færdig på siden med de små billeder. Men jeg mangler selvfølgelig stadig et par lidt større plakater på den anden side og for enden af trapperne. Men så er jeg også ved at være tilfreds… næsten da…

Ja, det blev således en opdatering fra Afgrundens skumle og væmmelige omgivelser. Lidt film blev det da til, og imens regnen nu igen tromler på vinduets overflade, så vil jeg vende tilbage til mit famøse nytteløse tv-kiggeri, og måske smide en enkelt af de nye titler på. I næste uge går det løs til VM  i Brasilien, og jeg kommer nok til at se et par kampe eller tre, men det skal jo ikke gå ud over filmkiggeriet… mon der er en chance for det?

 

Livstegn fra Afgrunden…

Jeg må med skam i stemmen beklage at jeg ikke har været så aktiv på bloggen. Jeg ved egentlig ikke hvad jeg vil karakterisere som den egentlig årsag hertil, men jeg har været så doven, træt og søvnig, at man skulle tro at jeg havde pådraget mig en slem omgang narkolepsi. Det var vist ikke tilfældet, og “the sleeping gigant” er begyndt at røre på sig igen. Mine krogede hænder har grebet fat i de små sivstykker, der stod og glanede omkring Afgrundens begyndelse. Og med nærmest umenneskelig kraft, så har jeg hevet mig op på fastlandet, og undslippet det kvælende dyb…

Men jeg har faktisk haft gang i nogle ting. Jeg fandt pludselig ud af at jeg havde boet i min lejlighed i 3+ år, og endnu ikke havde noget på væggene. Tidligere havde jeg afskrevet det, fordi jeg har mange skråvægge i lejligheden, men med et kæmpe suk, så indså jeg at jeg måtte gøre noget, og resultatet blev sådan set okay:

plakat1

 

Plakaten er fra Roman Polanskis foruroligende, men ikke destro mindre utrolig fremragende “Repulsion” eller på dansk “Chok”… en eminent film. Jeg mener at det var Polanskis første engelske film, og foruden en fremragende præstation af Catherine Deneuve, så var den også spækket med interessante ideer i form af spændende kameravinkler og effekter. Man tror vitterlig på at den stakkels Cathrine Deneuve er ved at blive ganske sindsyg. Iøvrigt kan man på billedet også se nogle af mine dvd-film, som der står stakket sådan lidt uholdbart, men sådan skal det jo nok være, når man bor på noget begrænset plads i en ydmyg 2-værelses-lejlighed.

Nuvel, jeg har også fået set lidt film…. selvfølgelig… i går så jeg Nicolas Winding Refns “Only God Forgives” med Ryan Gosling og Kristin Scott Thomas. Jeg ved snart ikke hvad jeg skal synes om den gode Refn. Jeg har set omtrent alle hans film, og de er alle på grænsen af det prætentiøse og nærmer sig det kedsommelige. “Only God Forgives” var dog okay. Den var meget voldelig og dialogfattig, og jeg fattede ikke helt hensigten med ham den thailandske politimand. Ryan Gosling er endnu engang med som den meget fåmælte “helt”, eller jeg må sige at jeg ved ikke om den var ham der var helten, eller den førnævnte thailandske politimand. Filmen formåede ikke at få mig op i det røde felt, men jeg var også lidt bombet da jeg så den. Det skal dog siges at Kristin Scott Thomas fuldstændig stjæler billedet, når hun er på… hun spiller en noget magtbegærelig og lidt humørsyg dame, der også får som hun har fortjent i sidste ende. Jeg kunne mægtig godt lide “Drive”, der jo også var med Ryan Gosling, og sammen med “Bleeder”, der nok stadigvæk er min yndlingsfilm af Winding Refn, så beviser det da at han alligevel godt kan lave interessante film. “Valhalla Rising” er dog så grænsesøgende elendig, kedsommelig og uvirksom at den med det samme, ryger på bunden af listen.

Ellers må jeg sige at jeg ser frem til det bliver den første februar… nok mest pga. at der klikker nogle mønter ind, men jeg skal også se at få købt nogle gaver til min alderende far, der har fødselsdag i årets anden måned. Det bliver sikkert en film og lidt andet snask… tror ikke at jeg skal bestille en stripper ligefrem…men der er en del film som der kunne være interessante at få hjem til samlingen… men jeg er også blevet åben for nogle flere plakater, som jeg synes at der skal op på væggen. Jeg sonderer lige terrænet på the world wide web. Andet merchandise, især noget der refererer til film har også min interesse… jeg vil gerne vise at jeg er filmfan, så derfor kunne jeg godt tænke mig at pynte lejligheden med noget andet end mine Bodybuilder-pokaler… og med alt den sne, der nu er kommet til landet, så skal Pakkeposten gå noget varsom… well, jeg har tillid til ham – han plejer at være meget dygtig til sit job.

Som sagt, køber jeg også lidt merchandise i ny og næ, og derfor investerede jeg også i en ny kaffekrus til mit køkken:

nytkrus

Og ja, jeg er også fan af “Star Wars”. Ihvertfald den oprindelig trilogi. Jeg synes at den nye serie drukner for meget i computereffekter, og skuespillet er så stift, for slet ikke at snakke om Jar Jar Binks! – den kæmpenar. Jeg var også en af dem, der i 1999 stod i kø foran Thisted Kino 1-2-3, så jeg kunne veksle mine penge til nogle biografbilletter til den længeventet “Episode I”… og gudhjælpemig om man ikke blev skuffet. Den første skuffelse kom allerede med den indledende tekst, der stod på dansk!  – John Williams’ musik var dog rigtig fin, men skuespillet, anført af en skrækkelig Liam Neeson var virkelig stygt. Da “Episode II” udkom i biffen, der sad jeg endnu engang klar i mørket, men resultatet var stort set det samme… endnu en dårlig film… og jeg sad virkelig og længtes efter den magi som den oprindelige trilogi bestod af. Nu har Disney jo købt rettighederne og de pønser på endnu en trilogi – med den første film i 2015. Jeg ved ikke helt, men måske kan man blive overrasket – det ville da virkelig være dejlig. Og med hensyn til teksten på kaffekruset, så vil jeg proklamere: “Don’t we all?”…

Nå, det var ihvertfald lige en status over mit liv lige nu. Jeg er stadigvæk i live, men bliver også ramt af nogle søvnangreb til tider, og min økonomi er ikke så imponerende lige nu, og jeg magter ikke lige at vise de film som jeg har modtaget siden seneste opdatering. Men jeg venter en pakke fra Amazon i næste uge, så der bliver måske mulighed for at se hvilke godter, der har fundet vej til den mægtige gab, der er den bundløse Afgrund. Den skal jo have sin føde fra tid til anden…

Javist. Jeg sidder her og skriver dette indlæg kl. 4 om morgenen på denne højhellig mandag morgen. Jeg er ikke voldsomt søvnig, men jeg ved at søvnen sikkert kommer til mig på et eller andet tidspunkt, men for at udvise nogenlunde rationalitet, så har jeg set et par film – jeg mener, det er bestemt ikke rationelt ikke at se film…?

Først og fremmest besluttede jeg mig for at se en af mine gamle favoritter: den okkulte thriller, “The Ninth Gate” af Roman Polanski. Det er en vanvittig god film med god spænding, fine karaktertegninger og en glimrende historie om en bog, der er skrevet af blandt andre Lucifer selv – spændende tanke, må man sige…nåh ja, man skal da være en skarn, hvis man ikke er bare en lille smule fascineret af emnet. Jeg kan huske at jeg så filmen første gang, da den gik i biffen i 1999, og allerede der var jeg ret begejstret.

Roman Polanski har jo tidligere flirtet med Djævlen før i den suveræne “Rosemary’s Baby”, hvor en hårdtplaget kvinde bliver gravid med Satans afkom. “The Ninth Gate” er, ligesom “Rosemary’s Baby”, måske ikke ligefrem hårrejsende gysere, men de er ret effektive, og når de er så velskrevne som tilfældet er med dem begge, så er man tilbøjelig til at smide alle tøjlerne overbord og nyde det der foregår på skærmen for en.

Johnny Depp spiller således hovedrollen som bogdetektiven Dean Corso, en lettere alkoholiseret og storrygende karl, der, i starten ihvertfald, mest af alt tror på sine procenter. Han får en opgave af den storsnudet Satan-entusiast Boris Balkan (Frank Langella), der går ud på at han skal opspore hvilken kopi af bogen “The Ninth Gate To The Kingdom Of The Shadows”, der er ægte. Der skulle således kun være 3 eksemplarer af den i verdenen, og den gode Balkan er i tvivl om hvorvidt hans egen er den ægte. Turen bringer Corso til Europa, hvor han indleder jagten på bøgerne, og desuden kommer ud for flere dødsfald. Alt imens venter en rig enke (Lena Olin) i baggrunden og en mystisk pige (Emanuelle Seigner) i forgrunden. Kan Corso bevare overblikket, og er der egentlig et eller andet særligt ved den mystiske bog?

Jeg vil slet ikke lægge skjul på at jeg synes meget godt om “The Ninth Gate”. Historien er tilpas interessant til at holde mig fanget i de lidt over 2 timer filmen varer. Og skuespilpræstationerne og instruktionen er til topklasse. Eksil-polakken Polanski kan virkelig noget med at skure en veldrejet thriller sammen, og særligt Frank Langella, der nok er for lidt med i handlingen, spiller utrolig godt. Men den farlige rige enke, der bliver spillet af den pæne, svenske skuespillerinde Lena Olin er vældig attraktiv – det samme kan iøvrigt siges om Emanuelle Seigner, iøvrigt Roman Polanskis kone i virkeligheden  – hun er også tilpas mystisk og velspillende, og hvad er det nu for noget med at hun kan svæve igennem luften?… meget mærkværdigt. Johnny Depp gør det skam også ganske godt, og det er forfriskende at se ham i en film, hvor han enten ikke er instrueret af Tim Burton eller hvor han spiller en småfuld pirat.

Og så lige et par ord om filmens musik, fordi den er virkelig fremragende. Wojciech Kilar, der blandt andet også har stået for musikken til Francis Ford Coppola’s “Bram Stoker’s Dracula”, har komponeret, og det er han sluppet særdeles godt fra – hans score emmer af både drillesyghed og overbærende storhed, navnlig i filmens klimaks, hvor man får flotte passager fra et dystertlydende gotisk kor.

Alt i alt er “The Ninth Gate” en glimrende film, men man kunne nok godt lige have undladt de meget åbenlyse product placement-reklamer, som figurer i filmen. Jeg tænker på Corsos flittige brug af Lucky Strike-cigaretter, og en meget plat henvisning til Shell forekommer desuden også. Men det er dog petitesser, og man tilgiver dem det hele. “The Ninth Gate” er dermed et godt valg til næste gang, der skal ses en god okkult thriller, fordi gyser er det næppe, men en gennemført, veldrejet thriller kan der dog godt være tale om.

Men som sagt, så så jeg jo 2 film, og den anden bevægede sig også i thriller-land, men det var, gud hjælpe mig, også en af de mest kedelige varulvefilm jeg har set, nemlig Mike Nichols’ “Wolf” med Jack Nicholson, Michelle Pfeiffer, James Spader og Christopher Plummer.

Som jeg skrev, så synes jeg at filmen var en decideret kedelig oplevelse. Jeg savnede i høj grad, den obligatoriske forvandlingsscene, som man jo kender for næsten samtlige andre varulve film, men det var tydeligt at man ville forsøge at lave en meget seriøs og meget voksen varulvefilm, fordi der er godt nok ikke meget at more sig over med denne korthårede ulvehistorie. Når jeg skriver korthårede, så er det fordi at make-uppen, iøvrigt af troldmanden, Rick Barker, var meget minimal…kun lige i filmens slutning ser man prøver på hvordan en varulv rent faktisk bør se ud, men det meste af filmen er bare gode gamle Jack med lidt større bakkenbarter, og hvem tror lige på det?. Jeg er med på at man bestemt gerne vil bibringe lidt seriøsitet… hey, det kan jeg da godt forstå, men når det ligefrem skal gå så meget ud over underholdningsværdien som det er tilfældet i denne film…ja så ved jeg det ikke rigtig.

Jack Nicholson spiller egentlig rollen ret godt. Han har tilsyneladende studeret en ulv og tænkt meget over hvordan sådan en granvoksen hanulv bevæger sig. Således kan man se ham gå hvileløst fra side til side når han venter på at døren skal blive åbnet. Og der er således også et væld af spring og hop og dansen og hylen og hoppen og… nej vent lidt det havde jeg jo skrevet… glem det, det her bliver aldrig nogen stor klassiker i ulve-verdenen – til det er den alt for konstrueret og for ujævn. Grangivelig ville man lave en erotisk thriller med en varulv, fordi man kan godt mistænke folkene bag om at den sigter efter et meget modent publikum og garanteret hovedsageligt kvinder. Der er ikke nok horrorelementer i den til at det er en gyserfilm, og spændingen daler lige så stille i takt med at ulvemandens potens går op. Det er bare ikke vanvittig interessant. Når det så er sagt, så er jeg sikker på at der sikkert er en masse universitetsstuderende, der kunne få en god opgave ud af filmen “Wolf”… det tror jeg faktisk at den ville være rigtig fornem som – sådan med at kortlægge dyrets lyster og inderste behov? Well… hvis der nogensinde kommer sådan en opgave, så ville jeg med glæde læse den, men som underholdning på en buldrende mørk novembernat, så er “Wolf” ikke nogen åbenbaring… jeg tror hellere at jeg vil se John Landis’ “En Amerikansk Varulv i London” eller den allerførste “The Howling” – det er nok nogle af de absolutte bedste varulvefilm, der nogensinde er lavet… Men jeg har nu også en svaghed for remaket af “The Wolf  Man”, jeg synes at den havde nogle ret fine kvaliteter som gennemført horrorfilm og så var jeg vild med make-uppen i filmen, der var total oldschool og tro mod den gamle film fra 1941. Klasse!.

Roman Polanski skabte med “The Ninth Gate” endnu en ganske fremragende okkult thriller, hvor Satan selv spiller en større rolle.

Omslag til en af de mest kedelige varulvefilm jeg nogensinde har set: Mark Nichols’ “Wolf” med en noget behåret Jack Nicholson…

 

I Krigens tegn…

Der er gået et par dage siden jeg sidst skrev et indlæg på bloggen, men nu er jeg tilbage med et frisk et af slagsen…

Grundet hertil var at jeg lige skulle se den sidste af i alt 3 krigsfilm, som jeg har haft i afspilleren for nyligt.. De to af dem var godnok genkig, men den sidste var næsten den bedste…

Der er tale om tre regulære storværker. Alle tre Oscarbelønnet og alle tre meget seværdige i allerhøjeste grad. Filmene var først “Saving Private Ryan”, dernæst “The Pianist” og sluttelig “All Quiet On The Western Front”… jeg så dem i den overnævnte rækkefølge, begyndende med Spielbergs film..

“Saving Private Ryan” (1998)

Denne 5-dobbelte Oscarvinder fra 1998 er en utrolig lang sag med en spilletid på godt og vel 2 timer og 45 minutter… men tiden går faktisk gevaltlig hurtig, og man føler sig godt underholdt. Historien er ganske sparsom: Under 2. Verdenskrig står en mor til at modtage nyt fra Hæren om at 3 af hendes 4 sønner er død i krigen. Dette kan den amerikanske hær naturligvis ikke lide, så derfor beslutter de sig for at sende en afdeling soldater ind bag fjendens allerdybeste linjer, og hente den sidste søn hjem, nemlig soldat Ryan.

Tom Hanks har den alt overskyggende hovedrolle, men han støttes fint af etablerede kræfter som Tom Sizemore, Matt Damon, Barry Pepper, Edward Burns og Giovanni Ribisi for bare at nævne nogle af den omfattende rolleliste. Alle de nævnte skuespillere gør det ganske fint, og Hanks var nomineret til en Oscar, men han fik den dog ikke.   Det gjorde filmens instruktør, Steven Spielberg til gengæld, og desuden blev filmen belønnet med flere Oscars i de mere tekniske betonet kategorier.

Det indledende angreb på Omaha Beach er virkelig fremragende, og man sidder næsten og dukker sig i sofaen for skudild og eksplosioner rundt omkring, fordi det er vitterlig en mesterlig introduktion til krigens rædsler. De amerikanske soldater ankommer i store både med et kompagni i hver, men de bliver næsten alle majet ned, da båden ligger til, idet tyskerne er godt forfæstet i strandkanten med maskingeværer og granatkastere. Vi følger soldaterne på tætteste hold (iøvrigt også i resten af filmen), men i kampsituationerne er det med håndholdt og rystende kamera, sikkert for at bevare følelsen af det kaos som soldaterne befinder sig i.

Manuskriptet er måske lige vel patriotisk nok, men det er man tilbøjelig til at tilgive, fordi filmen formår at underholde til den store guldmedalje, og det var da også en sikker publikumssucces, både i biffen og senere på hjemmedvdmarkedet. Alligevel var det nok den dårligste af de tre film jeg så.

The Pianist (2002)

Næste film foregår ikke i Frankrig og Tyskland, men derimod i Polen. Her finder vi den mesterlige koncertpianist Wladyslaw Szpilman (Adrien Brody), der rangerer i toppen af den polske musikverden og bliver spillet flittig i radioen. Han og hans familie må dog snart leve med det faktum at de er jøder, og efter den tyske invasion, så bliver jøderne i høj grad et jaget folkefærd. Først bliver de lige så langsomt afskåret fra det almindelige liv i Warszawa – vi ser bla. at Szpilman og hans veninde ikke kan gå ind i en cafe, da jøder ikke har adgang der. Sidenhen bliver jøderne mere udsatte, først da der skal laves en ghetto for samtlige jøder i byen og sidenhen med at de skal bære armbind med Davidstjernen for at vise deres tilhørsted. Men der slutter det slet ikke, og da hans familie bliver deporteret, så bliver Szpilman reddet, og vi må nu følge hans kamp for overlevelse, ved at flytte og flygte rundt i byen, i håb om at tyskerne ikke finder ham, fordi så kan hans dage være talte.

“The Pianist” er en umådelig hård film at sidde og overvære. Den polskfødte instruktør, Roman Polanski, levede under krigen og han kan huske den tyske invasion, som jeg har læst i hans selvbiografi. Han er om nogen manden der kan realisere et projekt som “The Pianist”, der iøvrigt også er baseret på en selvbiografisk bog af pianisten selv, Szpilman. Det er en frygtelig historie. Og så se Adrien Brody helt udsultet og forhultret kæmpe sig igennem hvert eneste sætning i manuskriptet. Han gør det helt igennem utrolig, og blev da også belønnet med en Oscar for bedste hovedrollen, hvor Polanski ligeledes fik for bedste instruktion og endelig fik filmen også Oscaren for bedste manuskript, der er virkelig god og meget troværdigt.

Mødet mod slutningen af filmen mellem Szpilman og den tyske officer, Hosenfeld (Thomas Kretschmann) er altafgørende, fordi han hjælper virkelig den stakkels polske jøde igennem de sidste par uger, men det er dog lige ved at gå galt, fordi i sin godhed, giver tyskeren Szpilman sin tyske officerjakke, og den er lige ved at få ham skudt. Han redder sig dog… men værre går det med tyskeren, som vi godnok møder igen, men han sidder nu i en fangelejr, og da en af Szpilmans musikerkollegaer kommer forbi, så bliver han bedt om at overbringe Szpilman nyheden om at han sidder der hvor han gør… Men ak nej, Szpilman når ikke at redde sin tyske ven, og det formodes at han dør i en russisk fangelejr nogle år senere, som vi får fortalt med tekst i filmens rulletekster.

“The Pianist” er en virkelig god film. Om menneske mod i en særdeles svær stund, og hvor jøderne ikke har meget at juble over, så havde de en stjerne i Szpilman, fordi hans historie kan være med til at inspirere millioner af mennesker, og den amerikanske filmproduktion er ganske smagfuld, uden alt for meget moralisering, men den er også svær at se – idet man ser flere lig ligge på gaderne, imens menneskerne går rundt, og der er mange nedskydninger og nakkeskud i vente, når man sætter sig for at se denne film. Men gør det endelig, fordi den er virkelig fremragende.

“All Quiet On The Western Front” (1930)

Den sidste film jeg havde i afspilleren, omhandlede dog ikke 2. Verdenskrig som de to første, men derimod 1. Verdenskrig. Der var tale om den dobbelt-Oscarbelønnede “All Quiet On The Western Front” fra 1930.

Filmen omhandler en flok unge tyske mænd, der bliver opfordret af deres professor til at melde sig under fanerne og slutte sig til krigens uhyrligheder – de gør det dog i den tro at de vil blive hyldret af både familien og en stor folkemængde, så de er, mildest talt, ret entusiastiske. Men som vi alle ved var 1. Verdenskrig jo en skyttegravskrig med høje tabstal, og det varer ikke længe før den første er falden, og sidenhen skal flere følge efter. Til slut er der faktisk kun en tilbage, men heller ikke ham gør det for godt. Filmen er i det hele taget ret nedslående, men utrolig medrivende og virkelig værd at se, selvom der altså er tale om en ældre film fra 1930.

Filmens instruktør er Lewis Milestone, og han vandt Oscaren for bedste instruktion, samtidigt med at filmen også vandt Oscar for bedste film misandten nok, men det er ganske forståeligt, fordi den er virkelig også god. Af skuespillerne er der dog ingen der for alvor skiller sig ud, de gør alle deres job godt, men ikke nogle bedre end andre eller mere iøjnefaldende. Men man kan vel tale med et ensemble-værk. Der er dog en tendens til at overspille lidt i nogle scener, men det tror jeg kun at der er naturligt. Husk på at talefilmen var ganske ung i 1930, og skuespillerne var vant til at gestikulere og overspille i usædvanlig grad i stumfilmene. Ligeledes er der flere scener, hvor der er speedet op for hastigheden på filmen, så det gør at skuespillerne bevæger sig ekstra hurtig, men det blev jo også brugt i stumfilm, så man må sige at filmen altså stadigvæk kan betegnes som værende i stumfilmens kaliber, men dog også meget, meget mere.

Jeg købte filmen igennem Amazon på en rigtig flot Blu-ray, i en såkaldt digibook-udgivelse, hvor der er flotte billeder i en lille bogform. Lidt mere spændende end den danske Blu-ray, men den kan vistnok skaffes næsten over alt til gengæld. Jeg fandt den ihvertfald i min lokale Blockbuster, og så kun til 99 kr for ny, så den er bestemt værd at tage med hjem, når man aflægger den lokale biks et besøg – det tror jeg ikke at man vil fortryde.

Ja, det var så slut på min lille krigsfilm-marathon, men jeg kunne nu godt trænge til at gense måske min ynglings-krigsfilm af dem alle – Francis Ford Coppolas tidsløse “Apocalypse Now”… den er jo virkelig altid værd at nævne i en krigsfilmssammenhæng, men der er jo trods alt også tale om en 3. krig, idet vi i denne film skal en tur i junglen og besøge Vietnam – men en klassiker er der jo slet ingen tvivl om!

 

Ha ha…

Endnu engang har min penge-fe været på besøg og efterladt en sum penge på min konto…det skal selvfølgelig udnyttes!

Så jeg bestilte dermed fra min gode ven Amazon. Der var flere titler som jeg skulle have hjem til samlingen, deriblandt den nye Blu-ray-udgivelse af “Return Of The Living Dead” – inkl. dokumentarren “More Brains”.. og så naturligvis genindspilningen af “The Woman In Black”… som jeg virkelig har glædet mig til at se – nåede den desværre ikke i biffen…

Jeg bestilte også et par Bret Easton Ellis-filmatiseringer, blandt andet “Rules Of Attraction”, som jeg ejede i forvejen på en tarvelig ex-rental dvd – nu er den bestilt på Blu-ray!…

Og nåh ja, så røg der lige et bokssæt med James Stewart-westerns og den nyeste Roman Polanski film “Carnage” med i vognen, så far her er tilfreds! ….