Tag Archive: Science Fiction


Hov. Ja, jeg er her skam endnu, selvom det kan være svært at tro. Opdateringerne lader godt nok vente på sig, og denne har også været svær at komme i gang med. Jeg føler at jeg er i konstant tilstand af dvaskhed. Som en ensom zombificeret ulv vandrer jeg fra punkt A til punkt Z i Afgrunden… men den anden dag ramte trætheden mig og jeg sov 15 timer. Ellers kan man sige at der er sket nogle forandringer i Afgrunden. Hvis man husker de væmmelige gule kasser, der stank af fabrik og manuelt arbejde, så har jeg i stedet investeret i nogle fornemme rumdelere. Indtil videre er det ca. 70% færdiggjort, så jeg mangler lige det sidste, hvilket forhåbentlig snart kan skaffes hjem hos almægtige Silvan.

Nej, Afgrunden lider bestemt også under højsommer. Tidligere kunne man fornemme de kølige briser, som den kære bordventilator stod for, men ak og ve – denne led en pinsom død sidste sommer, og jeg har endnu ikke fået købt en ny ditto. Så selve området omkring husalteret var temmelig varmt, da jeg den anden dag, satte Neill Blomkamps nyeste opus i afspilleren. Filmen med titlen “Chappie” var endnu en science fiction-film fra mandens hånd, og da jeg godt kunne lide hans tidligere værker, så var jeg bestemt lidt spændt:

chappie

Mine forventninger til “Chappie” gik i den mere actionpræget retning. Jeg forestillede masse af kampe med en del robotter, der gik løs og skød og myrdede et væld af bad guys. Men nej, sådan var filmen bestemt ikke. Derimod får man smidt en cocktail af spørgsmål vedrørende evigt liv, kunstig intelligens og grundideer om hvad der er værd at leve og kæmpe for. Det var en ret spændende vinkel, også selvom Chappie-robotten i sig selv var en anelse irriterende, men sådan skulle det jo nok være. På rollelisten finder vi Dev Patel, Hugh Jackman, Sigourney Weaver og den lokale, sydafrikanske rapgruppe, Die Antwoord. Sidstnævnte havde en overraskende stor rolle at spille i filmen, og til tider blev deres populære musik også brugt som underlægningsmusik… ret specielt, men de virker også som nogle fascinerende typer, især  kvinden i bandet, Yolandi Visser – hun er noget helt unikt. Nå, men som jeg skrev på Facebook, så synes jeg også at der er en særlig Phillip K. Dick-fornemmelse over “Chappie” – så selvom jeg forventede noget andet, så synes jeg bestemt ikke at jeg blev efterladt måbende og skuffet. Filmen kan klart anbefales, også især hvis man er fan af sådan lidt japansk anime-storyline og design.

Ja, det var lige sagen med sådan en film. Jeg så også et par andre, men dem magter jeg ikke lige at skrive om nu. Til gengæld tog jeg lige et billede af noget andet, der var ankommet til Afgrunden:

boogiespike

På anledning af Henrik fra Båndsalaten, så fik jeg hjemkøbt et bokssæt med Spike Lee-værker. Der skulle være lidt af hvert, og jeg har faktisk aldrig rigtig set så meget fra manden, så det skal blive enormt spændende at dykke ned i. Den anden er en steelbook med 90’er-filmen, “Boogie Nights” – en helt igennem fremragende film, der bliver endnu bedre for hver gang at man ser den, hvis man da kan tro på det? – en mesterlig film og velsagtens en af 90’ernes bedste. Jeg har efterhånden set den adskillige gange, og da jeg syntes at designet på denne steelbook så ganske cool ud så var det jo bare med at springe ombord.

Og ja, nu kan jeg lige godt sige det… jeg sveder virkelig meget lige nu, og det ender nok med at jeg må åbne et vindue, fordi det går sgu da slet ikke det her. Og så er det tid til en film – spørgsmålet er så bare lige hvilken en, som der ryger i afspilleren… well only time will tell – and the time has just run out!

Robotgalskab i Afgrunden…

Ja, jeg fik den anden dag en lille forsendelse fra Zavvi.com, og minsandten om den ikke indeholdte noget som jeg rent faktisk kunne bruge til noget… selvom jeg havde filmen i forvejen (dog en usselt dårlig fullscreen-kopi fra Tyskland), så synes jeg at det var på rette at opgradere til det vildeste shit – nemlig 25 års Jubilæumsudgaven af Richard Stanley’s “Hardware”…

hallo3

Selvom jeg havde set filmen før, så er der alligevel gået en del år siden den gang, og jeg må sige at jeg virkelig glædede mig til et gensyn. Og hvad kan man sige – filmen skuffede bestemt ikke! – sat i en kold, støvet fremtidsverden med en konstant dunst af radioaktiv stråling rundt omkring, så finder vi i filmens åbning en sælsom type, der graver resterne af en robot op… eller det som de først tror at der er en rengøringsdroide…men som senere skal vise sig at være noget helt andet. “Skattejægeren”, Moe (Dylan McDermott) køber resterne af den sælsomme type og tager det med hjem til hans kæreste-type eller en anden som han kan have samvittighedsfrit seksuel samkvem med, og da denne faktisk også er en form for fritidskunstner, så kan hun sagtens bruge det aflagte materiale. Men holy fuck! Robotten er slet ikke deaktiveret, og da Moe bliver kaldt ud, så går den pludselig live og helt amok, og den har tænkt sig at stoppe uden en kamp.

Ja, der er gået mange år siden at “Hardware” først så dagens lys. Den er oprindelig fra 1990, men har en stærk 80’er glow over sig, og cyberpunkhed to the extreme… Jeg kan huske at jeg synes at den var cool første gang at jeg så den, men her ved et genkig så mange år senere, så var jeg ekstra meget vild med den. Man kan nok diskutere om hvorvidt filmen er almindelig b-filmsunderholdning, eller mon at den har meget mere at sige. Der er ihvertfald særdeles religiøse undertoner i filmen… Robotten, der iøvrigt bliver udsmykket med “Stars And Stripes” på hovedet, repræsenterer ihvertfald en urkraft, og der er nogle scener i filmen, hvor man nærmest føler at man er til en form for mekaniseret højmesse, hvor den afsatte robot fungerer som præsten, der prædiker over menneskehedens skæbne.

Oh ja, tilsæt en lusket, klam nabo, der fungerer som voyeur overfor vores kvindelige heltinde, suppler op med en dværg med en særdeles cool stemme og attitude og nogle velfungerende splattereffekter, og så er man home free! det er en mesterlig og beskidt cocktail som Richard Stanley har sammensat og den kan anbefales på det varmeste…

Blu-ray’en er desværre fuldstændig bareboned, og indeholder kun en menu med en startknap til filmen, og så er der inkluderet to små kort med artwork fra “Hardware”. Filmen ser dog strålende ud, og har man ikke set den, så synes jeg bestemt ikke at man skal snyde sig selv!

hardware

Forårstemning i Afgrunden…

Uha. Ja, så kunne Undermennesket endelig tage sig sammen til at få nedfældet nogle klistrede ord, der sagtens ville være mere passende i en nekrolog over tabet af forstand i en moderne verden, hvor evolutionen går så hurtig, at man ikke har hverken tid eller lyst til at vende sig rundt og spørge: “Hvad fanden mener du egentlig med det?”… nej det er godt nok blevet svært at varetage sine egne sunde interesser. Musikken er helt ad helvede til, filmene er udvandet og uoriginale og de unge går i noget mærkelig tøj og kigger ned i en mobiltelefon konstant… Fragglernes onkel Rejsende Mac, ville i den grad se noget særligt, hvis han skulle sende en report tilbage til hulen.

Nuvel – der er ikke meget at gøre ved det. Kærligheden til de fysiske medier er heldigvis intakt, og jeg får stadigvæk leveringer fra både Amazon og andre steder, når pengene er til det. Det er ikke en billig hobby og interesse, men den bringer mig så meget glæde, så jeg håber på at jeg stadigvæk kan bifaldes det ud i fremtiden. Men jo, jeg modtog således også en pakke + en kuvert med Posten i dag:

arrowvideo

Jeg kommer nok ikke udenom det. Arrow Video er mit absolut favorit label, når det kommer til horror, sci-fi og kult. De har udsendt så meget herligt, at man bliver helt saglig, når man tænker på deres logo. Denne gang kommer der 7 blu-rays (der også har inkluderet dvd-versionen) til Afgrunden.

Den øverste er filmen, “Squirm”, en rigtig ubehagelig lille satan af en film, og den eneste, der ikke stammer fra Arrow Videos udsalg, som de havde på deres hjemmeside for nogle dage siden. Jeg havde filmen i forvejen, men ikke i denne udgave, så det skal nok blive et temmelig, væmmeligt gensyn.

Hvis vi så kigger på filmene fra udsalget, så kommer først steelbook-udgaven af Tom Hanks-gyserkomedien, “The Burbs” – jeg har set denne før og synes at den var okay, men mange betragter den som lidt af en herlig klassiker fra 80’erne, så jeg giver den lige en chance til. Jeg er ikke verdens største Tom Hanks-fan, men manden har da været produktivt. Jeg kan stadigvæk godt lide en film som “Polterabend For Viderekommende” og selvfølgelig “Big”, som nok er blandt mine yndlings af manden. Dernæst kommer “Night Of The Comet”, som jeg havde set før og virkelig godt kunne lide… det er en god gammeldags science fiction-film med horrorundertoner, så den glæder jeg mig meget til at gense, og i en virkelig god udgave fra Arrow Video, så er der ikke et øje tørt. De tre efterfølgende film har jeg ikke set. “The Visitor”, “The Incredible Melting Man” og “The Girl Who Knew Too Much” bliver alle et nyt kig for mit vedkommende, og jeg forventer at de to første er fine og lettere skræmmende sci-fi-b-film, hvor man ikke skal tænke for meget, men blot juble over indholdet… – sidstnævnte er en Mario Bava-film, og han er jo altid god… så det skal nok også blive en fornøjelse… og så sluttelig har vi Brian De Palmas “Sisters” med the one and only, Margot Kidder, som stadigvæk er en af de bedste, hvis ikke den absolut bedste Lois Lane.. en rigtig fin og tankevækkende film, men jeg husker den ikke supergodt, andet end at jeg gerne ville se den igen, så nu har jeg muligheden for det…

Ja, med sådan en god potion ofringer til Afgrunden, så kan jeg passende trække stikket ud og holde weekenden – jeg har haft en skidt dag i dag (ja også i dag…), og intet udrettet – til gengæld sad jeg op og sov stille i min sofa i fire timer… jeg må jo have trængt gevaldigt til det, men samtidig er jeg fustreret over at jeg ikke har flere kræfter.. gad vide om der er nogle der har placeret noget kryptonit i lejligheden under mig… kan man i så fald give det skylden? og ville det så betyde at jeg er Superman?? – ja, spørgsmålene vil med statsgaranti hobe sig op nu… tak for kaffe…

Lige en lille sang også..:

Gode gamle Bonnie Tyler. Hun venter stadigvæk.

Jeg er lige hurtig tilbage med et indkøb, som jeg synes at der kunne retfærdiggøre et indlæg. Jeg havde længe søgt efter noget spændende at putte på mine reoler eller i vinduerne. Jeg har fået købt lidt hjem – blandt andet Regan fra “The Exorcist”, som jeg investerede i for nogle måner siden. Men nu har jeg således fået købt et nyt stykke actionfigur…:

ed209-1

 

Der er såmænd tale om vor gamle ven fra “RoboCop” – den store robot, ED-209, der ikke altid virker optimal, men har masser af firepower og en nærmest dyrisk tilgang til tingene. Dog skal man ikke lade den gå ned af nogle trapper, fordi det magter den simpelthen ikke. Og hvis man skal vise den frem, så skal den helst høre pistolen ramme gulvet – ellers er det virkelig noget skidt… og så har man kun 20 sekunder!

Denne udgave er ikke den dyre version, som koster 3000+ kroner, men derimod en billigere version. Man er jo bare en fattig førtidspensionist, når det kommer til stykket. Altså nu er der måske nogle, der ryster på hovedet over sådan et indkøb som jeg her har foretaget mig, men jeg betragter mig selv som en stor filmfan, og jeg elsker film, plakater, filmmusik og merchandise… det er åbenbart sådan at det skal være, og jeg bruger mange penge på det – muligvis for mange…. men jeg har kun mig selv – idet jeg jo er lykkelig single sådan som tingene ser ud nu, og en kæreste ville sikkert heller ikke kunne forstå mit galskab nogle gange – så det er måske meget godt at jeg bor alene lige for tiden. Ellers ville ED-209 jo nok ikke finde vej til min matrikel… ?

ed209-2

 

Figuren ligner virkelig godt, men hold kæft, hvor var den anstrengende at få pakket ud! – ja ja, jeg ved godt at tingene falder i værdi, når de bliver pakket ud, men jeg vil gerne udstille dem i min lejlighed, og jeg føler at jeg simpelthen må mærke på dem og blive glad over at de pynter i min stue eller mellemgang. Det er måske en noget barnlig og smådum ting, men jeg er også barnlig og smådum, så mon ikke der kan argumenteres for det. Jeg har iøvrigt ikke set den nye “RoboCop”-film  – men det skulle ikke undre at jeg får den at se, når den rammer hjemmebiografmarkedet. Jeg har ikke de største forhåbninger eller forventninger til den, men jeg bliver nødt til at se om det virkelig er så skidt som jeg har de bange anelser om. Jeg betragter den originale film som en af mine personlige filmfavoritter, og jeg kan tydelig huske første gang at jeg så den hos min onkel, der havde lånt den hos den lokale Vesterbros Kiosk i Nykøbing Mors. Jeg var vel 10-11 år, og jeg synes stadigvæk at scenen med ham der får det syre ud over sig, der gør at huden hænger og slasker rundt, er modbydelig….!

ed209-3

 

And Behold! – min nyerhvervede ED-209 er nu sat på reolen i min mellemgang – lige ved siden af Johnny Depp og den komplette “21 Jump Street”-serie… fantastisk! – jeg er meget glad for dette indkøb, og ED-209 ser herlig ud. Jeg ved endnu ikke hvad mit nye actionfigur-indkøb bliver, men jeg kunne virkelig godt tænke mig at få nogle af robotterne fra “Pacific Rim” – de ser virkelig seje ud, og der er meget i retning af japansk mecha-anime over det, hvilket jeg elsker! – men nu må jeg lige se om finanserne også er til det. Jeg er ved at få noget op på de bare vægge i lejligheden også… efter 3½ år med kun hvide vægge og intet derpå, så blev jeg efterhånden træt af det – så nu er det ved at blive forvandlet til et rigtig filmelsker-hjem… herligt! 

Livstegn fra Afgrunden…

Jeg må med skam i stemmen beklage at jeg ikke har været så aktiv på bloggen. Jeg ved egentlig ikke hvad jeg vil karakterisere som den egentlig årsag hertil, men jeg har været så doven, træt og søvnig, at man skulle tro at jeg havde pådraget mig en slem omgang narkolepsi. Det var vist ikke tilfældet, og “the sleeping gigant” er begyndt at røre på sig igen. Mine krogede hænder har grebet fat i de små sivstykker, der stod og glanede omkring Afgrundens begyndelse. Og med nærmest umenneskelig kraft, så har jeg hevet mig op på fastlandet, og undslippet det kvælende dyb…

Men jeg har faktisk haft gang i nogle ting. Jeg fandt pludselig ud af at jeg havde boet i min lejlighed i 3+ år, og endnu ikke havde noget på væggene. Tidligere havde jeg afskrevet det, fordi jeg har mange skråvægge i lejligheden, men med et kæmpe suk, så indså jeg at jeg måtte gøre noget, og resultatet blev sådan set okay:

plakat1

 

Plakaten er fra Roman Polanskis foruroligende, men ikke destro mindre utrolig fremragende “Repulsion” eller på dansk “Chok”… en eminent film. Jeg mener at det var Polanskis første engelske film, og foruden en fremragende præstation af Catherine Deneuve, så var den også spækket med interessante ideer i form af spændende kameravinkler og effekter. Man tror vitterlig på at den stakkels Cathrine Deneuve er ved at blive ganske sindsyg. Iøvrigt kan man på billedet også se nogle af mine dvd-film, som der står stakket sådan lidt uholdbart, men sådan skal det jo nok være, når man bor på noget begrænset plads i en ydmyg 2-værelses-lejlighed.

Nuvel, jeg har også fået set lidt film…. selvfølgelig… i går så jeg Nicolas Winding Refns “Only God Forgives” med Ryan Gosling og Kristin Scott Thomas. Jeg ved snart ikke hvad jeg skal synes om den gode Refn. Jeg har set omtrent alle hans film, og de er alle på grænsen af det prætentiøse og nærmer sig det kedsommelige. “Only God Forgives” var dog okay. Den var meget voldelig og dialogfattig, og jeg fattede ikke helt hensigten med ham den thailandske politimand. Ryan Gosling er endnu engang med som den meget fåmælte “helt”, eller jeg må sige at jeg ved ikke om den var ham der var helten, eller den førnævnte thailandske politimand. Filmen formåede ikke at få mig op i det røde felt, men jeg var også lidt bombet da jeg så den. Det skal dog siges at Kristin Scott Thomas fuldstændig stjæler billedet, når hun er på… hun spiller en noget magtbegærelig og lidt humørsyg dame, der også får som hun har fortjent i sidste ende. Jeg kunne mægtig godt lide “Drive”, der jo også var med Ryan Gosling, og sammen med “Bleeder”, der nok stadigvæk er min yndlingsfilm af Winding Refn, så beviser det da at han alligevel godt kan lave interessante film. “Valhalla Rising” er dog så grænsesøgende elendig, kedsommelig og uvirksom at den med det samme, ryger på bunden af listen.

Ellers må jeg sige at jeg ser frem til det bliver den første februar… nok mest pga. at der klikker nogle mønter ind, men jeg skal også se at få købt nogle gaver til min alderende far, der har fødselsdag i årets anden måned. Det bliver sikkert en film og lidt andet snask… tror ikke at jeg skal bestille en stripper ligefrem…men der er en del film som der kunne være interessante at få hjem til samlingen… men jeg er også blevet åben for nogle flere plakater, som jeg synes at der skal op på væggen. Jeg sonderer lige terrænet på the world wide web. Andet merchandise, især noget der refererer til film har også min interesse… jeg vil gerne vise at jeg er filmfan, så derfor kunne jeg godt tænke mig at pynte lejligheden med noget andet end mine Bodybuilder-pokaler… og med alt den sne, der nu er kommet til landet, så skal Pakkeposten gå noget varsom… well, jeg har tillid til ham – han plejer at være meget dygtig til sit job.

Som sagt, køber jeg også lidt merchandise i ny og næ, og derfor investerede jeg også i en ny kaffekrus til mit køkken:

nytkrus

Og ja, jeg er også fan af “Star Wars”. Ihvertfald den oprindelig trilogi. Jeg synes at den nye serie drukner for meget i computereffekter, og skuespillet er så stift, for slet ikke at snakke om Jar Jar Binks! – den kæmpenar. Jeg var også en af dem, der i 1999 stod i kø foran Thisted Kino 1-2-3, så jeg kunne veksle mine penge til nogle biografbilletter til den længeventet “Episode I”… og gudhjælpemig om man ikke blev skuffet. Den første skuffelse kom allerede med den indledende tekst, der stod på dansk!  – John Williams’ musik var dog rigtig fin, men skuespillet, anført af en skrækkelig Liam Neeson var virkelig stygt. Da “Episode II” udkom i biffen, der sad jeg endnu engang klar i mørket, men resultatet var stort set det samme… endnu en dårlig film… og jeg sad virkelig og længtes efter den magi som den oprindelige trilogi bestod af. Nu har Disney jo købt rettighederne og de pønser på endnu en trilogi – med den første film i 2015. Jeg ved ikke helt, men måske kan man blive overrasket – det ville da virkelig være dejlig. Og med hensyn til teksten på kaffekruset, så vil jeg proklamere: “Don’t we all?”…

Nå, det var ihvertfald lige en status over mit liv lige nu. Jeg er stadigvæk i live, men bliver også ramt af nogle søvnangreb til tider, og min økonomi er ikke så imponerende lige nu, og jeg magter ikke lige at vise de film som jeg har modtaget siden seneste opdatering. Men jeg venter en pakke fra Amazon i næste uge, så der bliver måske mulighed for at se hvilke godter, der har fundet vej til den mægtige gab, der er den bundløse Afgrund. Den skal jo have sin føde fra tid til anden…

Okay, jeg ved godt at jeg har forsømt bloggen lidt. Årsagerne er lidt diffuse. Jeg har været i en mindre krise med henblik på at skrive noget fornuftigt….(spørgsmålet er så om jeg ikke altid er det… vil nogen sikkert sige?) – men nu skulle det altså være, og mine klamme, blodsprængte fingre danser endnu engang hen over tastaturet på min blærbar.

Nu er det såmænd blevet december – og dermed julemåneden og gavetid. Jeg har brugt i retningen af et mindre lands bruttonationalprodukt på julegaver i år, og derfor venter jeg ikke så mange film. Jeg modtog tirsdag en pakke fra Cdon, hvor der var nogle gaver i, både til andre, men også lidt til mig selv, da jeg fandt nogle ganske gode deals. I morgen venter jeg godt nok en pakke fra Amazon, og selvom der også er lidt til mig selv deri, så er der også nogle gaver med, men så er det også ved at være slut. Min kære familie ved at jeg er glad for film, og derfor vil de naturligvis også gerne give mig nogle film i julegave… desværre aner de ikke altid hvad de skal give mig, men det kan jeg heldigvis selv finde ud af, så jeg har bestilt nogle film fra Amazon til mig selv… det lyder måske mærkeligt, men det har vi gjort i nogle år nu, og det virker upåklageligt – og vigtigst af alt… alle er lykkelige!? tror jeg da…? Nej, i år har jeg bestilt lidt nyt horror på blu-ray og nogle musik-dvd’er, hvilket nok skal få mig til at juble i sofaen, når tiden er inde til et gennemsyn.

Men jeg har selvfølgelig også set lidt film her på det seneste. Jeg har jo ikke lavet en opdatering i alt for langt tid, så der er naturligvis blevet set lidt. Den anden aften sad jeg faktisk og så en film i fjernsynet. Utrolig har jeg virkelig mange film som jeg mangler at få at se, men så kom der jo lige en udmærket en af slagsen i tossekassen, og så var jeg game. Filmen var såmænd James Mangolds remake af den gamle western, “3:10 To Yuma”. Denne gang er det med Russell Crowe og Christian Bale i de største roller. Virkelig en god western må jeg sige. Selvfølgelig har actionsekvenserne lige fået et hak derop ad, men jeg synes nu også at det var til den rigtige retning, og filmen virkede meget helstøbt. Der er da også gået halvtreds år siden originalen med Glenn Ford, som jeg også godt kunne lide. Jeg synes at jeg havde købt genindspillingen på dvd, men den har vist forputtet sig, fordi jeg havde aldrig set den før. Jeg er dog glad for at jeg fik den at se nu.

Dertil er jeg lige blevet færdig med at se RoboCop-trilogien på blu-ray. Ja, jeg havde selvfølgelig set den første et utal af gange, fordi det er en af mine all-time yndlingsfilm, og 2’eren har jeg også fået set en del gange – jeg mindes at en kammerat fra min skoletid i folkeskolen havde et videobånd med den på, og den lånte jeg iøvrigt tit. “RoboCop 3” havde jeg til gengæld ikke set i rigtig mange år, så den var jeg selvfølgelig meget spændt på at se igen, selvom jeg har det indtryk af mange hader den, og at den skulle være lidt for familievenlig i forhold til de to første i serien.

Den første “RoboCop” har jeg gode minder om. Jeg var ikke særlig gammel, da jeg så den første gang… mindes at jeg så den hos min morbror, der var vild med film, og desuden en ivrig lejer af videobånd hos den lokale kiosk. Det var i Nykøbing Mors – den gang, hvor man kunne leje film der, hvilket man iøvrigt kunne hos både kioske, tankstationer og købmænd. Ak ja, det virker til at være så pokkers længe siden nu. Men jeg har vel været 9-10 år da jeg så den første gang, og jeg var meget begejstret for fortællingen om cyborg-politimanden, også selv jeg var alt, alt for ung til at se, fordi den første “RoboCop” er virkelig en voldelig omgang. Folk bliver sønderskudt, bogstaveligt talt! – og blodet flyver rundt omkring. Men det første syn af Alex Murphy re-inkarneret som RoboCop var ærlig talt en øjenåbner. Jeg var solgt med det samme, og jeg er blevet tro imod den lige siden. Også den kiksede store robot, ED-209, brugte jeg timevis på at tegne og forestille mig i min barndoms fantasi. Det skal dog siges at filmen også indeholder nogle klamme sekvenser. Jeg husker især med hvor en af de slemme fyre drøner lige ind i en stor beholder med ‘Toxic Waste’, hvor syren får hans hud til at smelte og hænge løst ud over knoglerne. Det var virkelig, og er stadigvæk, et voldsomt klamt syn, der kan få en til at udøve brækkerefleks. Jeg mindes også at da jeg skulle gense det selv for første gang, der holdte jeg mig for øjnene. Det gjorde jeg dog ikke sidst jeg så den. Da jeg flyttede til Aalborg i forbindelse med mit studie, begyndte at jeg frekventere den lokale filmbiks, “Laserdisken”, hvor jeg iøvrigt stadigvæk kan lide at handle. Der købte jeg således “RoboCop” på en ‘Special Edition’-dvd med det nye Director’s Cut. Og jeg må sige at hvis man har valget imellem den gamle biografudgave eller det nye cut, så er det nye cut klart at foretrække. Effekterne er lige en tand blodigere, og sekvensen hvor stakkels Alex Murphy bliver sønderskudt af Boddickers bande er lige skruet en tak op. Sjovt nok er den engelske blu-ray-disk i trilogien også Director’s Cut-udgaven, men det bliver ikke nævnt på coveret, og den står desuden også med en fejlagtig spilletid. Hvis man vil have ekstramateriale, så bør man dog ikke udskifte sin dvd endnu, idet Blu-ray-disken, foruden trailer, så er temmelig tom.

2’eren i fortællingen om den hårde metal-strømer, er ganske vist på det jævne. Irwin Krishner har overtaget i instruktørstolen fra Paul Verhoeven, der havde evnen til at bryde den tomme stemning med lidt humor og satire, især i de sjove reklameindslag (noget han iøvrigt gentog i “Starship Troopers”). “The Empire Strikes Back”-instruktøren stod for lidt af samme skuffe, dog ikke i nær så omfattende og vellykket grad som den første film. Peter Weller og Nancy Allen er tilbage i rollerne, og selvom vi ikke får de samme top-skurke i form af Ronny Cox og Kurtwood Smith, så formår Tom Noonan alligevel også at få sat sit præg på rollen. Han virker tilpas modbydelig og klam – som han ganske rigtig gør i de fleste af de film som han medvirker i. Som sagt havde en skolekammerat filmen på funklende optaget videobånd, og det gjorde at jeg fik set den nogle gange i mit teenageliv, og jeg blev aldrig helt taget med på samme tur som med den første – årsagen kunne måske være at jeg var blevet lidt ældre, men måske skyldes det også at filmen ikke fungerer på samme niveau. Basil Poledorius’ fremragende score er også blevet cuttet, og filmen bærer præg af en simpel tilgang til historien. Det måtte jo ende sådan at der skulle laves en ny RoboCop, og så at kæde det sammen med en fortælling om et vanedannende narkotika-stof, ja så virker det måske som om at man har en film. Jeg føler mig dog underholdt nok til at jeg synes at den er værd at se – især hvis man er glad for den første film.

Og så kom “RoboCop 3”. Jeg fik den så endelig set engang, og det er ganske rigtig – her er der tale om en temmelig dårlig afslutning på trilogien. Satiren er på det nærmeste ikke til stede, og historien er blevet meget mere mild og familieorienteret, samtidigt med at volden og ildkampene er skruet gevaldigt ned i blod og lemlæstelse. Jeg kan ikke synes om denne film på nogen som helst grund. Peter Weller sagde nej til at optræde i rustningen for 3. gang, og det virker til at være en god løsning for ham. Nancy Allen er godt nok med, men hun bliver henrettet forholdsvis tidlig – man kan faktisk forudse hvornår det sker, idet hun bliver bedt om at tage sin skudsikker vest på inden hun kører med metal-manden, hvilket hun afviser, da hun jo har fri fra jobbet. Ligeledes som med 2’eren er filmen skrevet af Frank Miller, men selvom der er kreative tanker med blandt andet en ny hovedvåben som kan monteres på cyborg’ens ene arm, og sidenhen også en flyve-anordning, der gav ham i stand til at beherske luftrummet, så falder det hele dog til jorden. Filmen er instrueret af Fred Dekker, der iøvrigt også har lavet den herlige 80’er-film “The Monster Squad”, men han passer ikke rigtig med RoboCop-universet, andet end at han måske har gjort den mere familievenlig med vilje. Det er virkelig en skam.

Men sidenhen efter de tre spillefilm, så har der været flere tv-serier med RoboCop – og sågar også en animeret serie, men så må det da også være slut… den første film af Verhoeven er jo helt tilbage fra omkring midt-80’erne, men nej! – i 2014 kommer nemlig det uundgåelige remake! – eller garanteret mulig reboot-materiale. Mange fans har raseret imod dette projekt, og jeg har heller ikke de store forhåbninger til filmen, andet end at man måske skal se den som sin helt egen end som en film, der er en del af et allerede eksisterende univers. Well, selvom jeg nok ikke nævner den store tiltro til filmen, så ender det selvfølgelig nok med at jeg skal se den – om hvorvidt det bliver i biffen eller først i hjemmet, ved jeg ikke endnu.

Og så fik jeg da skrevet lidt igen. Jeg regner med at der kommer et nyt indlæg snarest når jeg lige får samlet de film som jeg har modtaget for december måned. Som tidligere nævnt kommer der nogle film fra Amazon i morgen, og så modtog jeg lidt fra Cdon den anden dag. Og det skal selvfølgelig også nævnes at min gode blog-kammerat Henrik fra ‘Båndsalaten’ også har sendt mig en pakke. Meget gavmildt af den altid venlige Henrik, og jeg modtog den i går. Måske var det en julegave, men det skal ikke ændre på tingene end at jeg alligevel allerede har pakket den op! – sorry, Henrik… du fik mig til at gå i barndommen eller hundene, hvorend man tager det…?? – Nuvel, forvent nyt snarest!

Jo, jeg har skam tilbragt et par dage med at se de tre foreløbelige film i "RoboCop"-universet. Det begyndte fantastisk, fortsatte på det jævne og sluttede med en katastrofe... Bring on 2014-versionen!

Jo, jeg har skam tilbragt et par dage med at se de tre foreløbelige film i “RoboCop”-universet. Det begyndte fantastisk, fortsatte på det jævne og sluttede med en katastrofe… Bring on 2014-versionen!

Den geniale skuespiller, Ronny Cox, som var et meget kendt ansigt i amerikanske film, især i 80'erne, har den 23. juli fødselsdag. På denne solbeskinnet sommerdag fylder manden 75 år... kæmpe stort tillykke til manden der portrætterede allertides store røvhul fra RoboCop, forretningssvinet, Dick Jones...

Den geniale skuespiller, Ronny Cox, som var et meget kendt ansigt i amerikanske film, især i 80’erne, har den 23. juli fødselsdag. På denne solbeskinnet sommerdag fylder manden 75 år… kæmpe stort tillykke til manden der portrætterede allertides store røvhul fra RoboCop, forretningssvinet, Dick Jones…

Ja, 80’erne var gode for Ronny Cox, men han blev kendt allerede i 1972 med den grumme “Udflugt med Døden”, hvor han spillede sammen med Burt Reynolds, Jon Voight og Ned Beatty. En fremragende film – og mange gloværdige scener, hvor Ronny Cox for første gang gav prøver på sine evner som musiker, ved at spille den verdenskendte “Dueling Banjos”. Han blev dog især kendt med “Beverly Hills Cop”-filmene – ihvertfald de to første, idet han ikke er med i den rædselsfulde 3’er… Men min favoritrolle med ham er så ubetinget den som Dick Jones i “RoboCop” – en af mine alltime ynglingsfilm, og han er fantastisk i den rolle… et regulært overklasse-røvhul – magtsyg og gennemført dumt svin… en rolle som han iøvrigt gentog i lidt mere mild format, da han endnu engang arbejdede sammen med Paul Verhoeven i “Total Recall”. I 90’erne blev det mest til tv-serier for den gode Ronny Cox, deriblandt en mindeværdig optræden i “Star Trek: The Next Generation”. Foruden at være en utrolig skuespiller, så er han også en glimrende musiker – og har udsendt fem cd’er igennem tidene… Stort tillykke med dagen, Ronny Cox!

Så kom man da lige ind i juli måned med et veltilrettelagt hop. Jeg er jo i den lykkelige situation at min nuværende tilstand tillader mig lidt økonomisk råderum i begyndelse af hver måned… og med min kompagnon i banken i form af verdens bedste bankdame, så har jeg mulighed for at bestille noget guf op til den 1. – og denne gang har jeg netop gjort det… Amazon blev selvfølgelig den Internetforhandler, der må klare min bestilling som modsvar til en økonomisk gevinst. Jeg har netop modtaget pakken i dag, og idet det var den lidt klejne Pakkepost i dag, så havde jeg mine bange anelser for om hvorvidt han nu kunne bære min ret så omfattende bestilling. Heldigvis lykkes det og jeg har netop flået pakken op og kigget indholdet igennem. Jeg er tilfreds – selvom jeg nu nok snart skal have investeret i en ny steelbook-udgivelse … jeg kan godt lide når der er gjort lidt ud af udgivelsen, og det synes jeg typisk at der er gjort ved steelbooksene. Anyway her følger lige nogle ord om indholdet af pakken:

amazonjuli

Ja, sådan så den altså ud – i sin pureste form, inden jeg fik mine skarpe, væmmelige klør i den. Mit syrende mundvand ramte den op toppen, så tapet smeltede bort, hvilket gjorde at den var ganske let at åbne. Indeni var der pakket noget så tilpas…:

amazonjuli2

 

Jeg er begyndt at gå meget efter tilbudene på min wishlist, så hvis jeg opdager at der er noget der er radikalt nedsat udover det sædvanelige – så bestiller jeg det typisk (et eksempel er at jeg lige har bestilt kombi-udgaven af Hammer Studios Dracula på blu-ray/dvd til under 10 pund)…desværre er der også nogle gange at man må betale det som det koster, og det er især tilfældet med nogle af de artikler som jeg havde bestilt denne gang…men der er dog ingen tvivl om at det var en stor pakke – også større end hvad jeg normalt køber for, men det var, som jeg nævnte i indledningen, pga. at vi nu skiftede måned, og så var der lige lidt ekstra på kontoen, hvilket jeg selvfølgelig skulle veksle hos Amazon. Det blev således til tre gange musikudgivelser, tre gange enkelte blu-ray, et blu-ray-bokssæt og endelig hele tolv dvd’er. Ganske imponerende må man sige. Prisen var dog også noget høj, men igen, det er jo generelt billigere at købe dvd’er end blu-ray, så det er også derfor at der er så mange dvd’er med… plus det faktum at ikke alle titler er ude på blu-ray. En billig blu-ray-film var dog “Contraband” – actionfilmen med blandt andre Mark Wahlberg, som jeg fandt til 5 pund – det er et godt køb… nu har jeg godt nok ikke set filmen, men den bliver næppe billigere.

amazonjuli3

 

Ja, på ovenstående billede kan man se hvilke sager der var med i pakken. Der er således den nye skive med det svenske vikinge-metalband Amon Amarth – i udgaven med ekstra EP. Der er en cd med det progressive rockband Coheed & Cambria, og endelig en cd med bandet Orgy, som jeg lyttede en del til i slutningen af 90’erne… (det var samtidig med min interesse for Marilyn Manson, og så lavede de iøvrigt et kick-ass cover af New Order’s “Blue Monday”)… jeg lytter til cd’en nu, og kan konstatere at indtil videre er coveret også det bedste nummer på skiven. Well, hvis vi fortsætter med blu-ray, så kan man se allerede nævnte “Contraband”. Dertil kommer “Odd Man Out” – en klassisk britisk film noir med James Mason, som jeg lige har set i den ganske udmærkede spionfilm “5 Fingers”. Jeg kan godt lide en rigtig spændende film noir, og James Mason er jo en glimrende skuespiller, så den glæder jeg mig til at se. Foruden de nævnte, så købte jeg også biografi-filmen om Ray Charles på digibook blu-ray. Filmen der bare hedder “Ray” var naturligvis en meget omtalt film, og Jamie Foxx skulle være god i hovedrollen. Jeg forventer dog ikke at blive blæst væk, fordi musikken nok ikke appellerer så meget til mig som fan, men jeg synes at disse digibook-udgivelser er ret fornemme, og da jeg ikke havde set filmen, så besluttede jeg mig for at købe den. Endelig slutter jeg blu-ray-købene af med den komplette “Star Wars”-saga. Jeg er dog ikke stor fan af alle de ændringer som George Lucas efterhånden har forhekset sagaen med. Jeg tror også at jeg beholder mine amerikanske dvd’er, hvor den gamle trilogis biografudgaver stadigvæk er inkluderet. Men det skal nok blive godt at se sagaen i funklende high def… den var dog ret dyr, men regner med at den nok skal bringe mig meget lykke – man er jo glad for serien… jeg ved dog ikke helt hvad jeg skal sige til den nye planlagte trilogi fra Disney? Only time will tell on that one, I guess… men forventningerne er indtil videre noget lunken.

Afslutningsvis er der så dvd’erne. Der trækkes på et bredt spektrum. Der er Clint Eastwood-baseball-filmen “Trouble With The Curve” – det er ikke en film der er instrueret af Clint, men blot en som han medvirker i, til trods for at han ellers havde trukket sig tilbage som skuespiller… jeg regner med at den er noget interessant og med et godt manuskript, siden han kunne lokkes igen. Videre i bunken finder vi musikfilmen “Mission To Lars”, om verdens største Lars Ulrich-fan… Metallicas trommeslager og eksildansker har jo et ganske godt ry, og jeg glæder mig til at se filmen, der skulle være både varm og sympatisk. Så fandt jeg den gamle Disney-film, “Condorman”, som jeg kan huske fra min barndom. Detaljerne er desværre udeblevet, men husker en mand i den der samme dragt, så det skal nok blive spændende at se den igen. Jeg fandt også “This Island Earth” – en gammel 50’er science fiction-basker, der nok skal få smilet frem. Videre kommer vi til “Holy Motors”, som Per Juul Carlsen udråbte til 2012s bedste film. Jeg ved ikke alverden om den, andet end at den skulle være ret så speciel… og velsagtens også meget fransk! … Jeg har også fået et par film med Hit-Girl herself…Chloë Grace Moretz… hun sparker jo så gruelig røv i “Kick Ass”, og sikkert det samme i efterfølgeren, som jeg håber at se i biffen her til august. Titlerne er “Hick” – lidt en roadmovie-agtig film, og så en god gammeldags horrorfilm i form af “Hallowed Ground”… Jeg fik også et par komedier med i pakken. Jeg har på fornemmeren at de begge er indie-film. “Moving McAllister” med blandt andre Mila Kunis, Jon Heder og Rutger Hauer og så “Daydream Nation”, der skulle være i stil med “Juno”, hvilket er en film som jeg vil betegne som en moderne klassiker indenfor ungdomsfilm. Hvorvidt “Daydream Nation” kan leve op til dette må jo vise sig… Endvidere fik jeg også “White Palace”, en dampende hed kærlighedsfilm om en moden kvinde (Susan Sarandon) og en yngre mand (James Spader)… så kan jeg da altid invitere en dame på besøg…bare det ikke er endnu en fesen “9½ Weeks”-inspireret film. Og så glæder jeg mig til at se Bill Murray som Hunter S. Thompson i “Where The Buffalo Roam”… jeg synes at “Fear And Loathing In Las Vegas” er en ret fornøjelig film… jeg er meget spændt på at se om de gakkede Bill Murray og Peter Boyle kan overgå Johnny Depp og Belnicio Del Toro…og så som den legendariske rosin i pølseenden, så kommer der dæleme en italiener… Maurizio Lucidi’s “The Designated Victim” – i en uncut dvd-udgivelse med utrolige Tomas Milian i hovedrollen – jeg er generelt ret vild med italienersnask, så denne måtte jeg naturligvis også eje. Disse gule dvd-covers fra Shameless er ret dekorative, så det ser godt ud på hylden, også selvom der har været nogle fusere imellem.

Well, there you have it… det var mine nye indkøb for denne gang. På grund af nogle ret så insisterende søvnangreb, har jeg ikke set så meget film… jeg håber dog at jeg kan få kigget lidt flimmer i weekenden, også selvom jeg nok mest er til at høre lidt musik for tiden…tjah, det ændrer sig helt sikkert om nogle dage, og så er jeg klar til at blive forbløffet af endnu flere udskejelser, der udspiller sig i Husalteret. Ikke dårlig.

 

Et levn fra fortiden…

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg efterhånden har rundet 30 år + et par år mere endda, og det er såmænd ikke så slemt… tidligere havde jeg store problemer med tanken, og kunne ikke alliere mig med det faktum at jeg blev ældre… men med den alder jeg har, så betyder det også at jeg var knægt i 80’erne, og ikke en bebumset teenager med ungdomssløvsind, så mine prioriteter i mine første år var ikke ligefrem de mange voldsomme action- og horrorfilm som der kom ud i 80’erne, og som jeg sidenhen er blevet så vild med – jeg kan dog huske et væld af fremragende tegnefilmserier fra 80’erne, som jeg stadigvæk bliver helt nostalgisk, når jeg tænker tilbage på dem… derfor også dette indlæg – jeg har besluttet mig for at skrive nogle ord endnu engang om en af de film som der rystede mig i min grundvold, da jeg var purk… nu er det i dette tilfælde tale om invasionsfilmen, “Invaders From Mars” fra 1986.

Slut-80’erne eller starten af 90’erne, dette er lidt uklart, var en fin tid…i mit barndomshjem fik vi nemlig en vaskeægte parabol! – det var virkelig en øjenåbner, når man er vant til bare Danmarks Radio, og så TV2 der kom til i slut-80’erne… nu kunne vi se fjernsyn fra hele verden, eller i mit tilfælde, så blev jeg meget glad for de tyske kanaler og den engelske Sky. De tyske kanaler viste mange fremragende film, dog i en tysk synkroniseret udgave, men det var bedøvende ligemeget, når man var i den alder. Sky elskede jeg primært pga af science fiction-serier som “V”, “Star Trek: The Next Generation” og “Battlestar Galactica”… nå, men det var så på en eller anden mørk efterårsaften, hvor alverdens ubehageligheder kom frem, idet jeg så Tobe Hoopers remake af den gamle “Invaders From Mars” – jeg anede intet om instruktøren eller at det var et remake – jeg synes bare at den var virkelig, virkelig cool.

Filmen omhandler en ung dreng, der opdager at noget ikke er helt ved det gamle i hans nærområde…hverken på skolen eller ved hans forældre. Efter nogle forviklinger (der blandt andet inkluderer en skolefrøken, der sluger en levende frø), så finder han pludselig ud af at noget er landet på marken ved siden af hans barndomshjem…og så, med lidt hjælp af militæret, er det op til den unge sønnike at bekæmpe de skrækkelige væsner fra det ydre rum, alt imens han skal passe på med ikke også at blive forvandlet til en tom, meningsløs drone, som de væmmelige skabninger kontroller…

Den oprindelig udgave var fra 1953, men da jeg ikke husker den nær så godt, så bliver jeg hermed nødt til at koncentrere mig om remaket, som virkelig har givet mig mange søvnløse nætter i min barndom. Scenen med læreren der slubrer en frø i sig og de fantastisk klamme rumvæsner har fyldt mine drømme mange gange som knægt. Som voksen er jeg selvfølgelig voksen fra alt det der, der gjorde filmen til sådan et pejlemærke i min ungdom. Scenerne som skræmte mig tidligere er nu bare kuriøse og lettere morsomme, men som ung husker man naturligvis historien anderledes og man opfatter tingene på en anden måde.

Det var såmænd også først som voksen at jeg fattede hvem Tobe Hooper er. Han er jo en fantastisk instruktør, der måske er over sin storhedstid nu, men da han lavede “The Texas Chainsaw Massacre” i 1974, så skabte han en af horrorfilmhistoriens absolutte mesterværker. Historien som den dysfunktionelle kannibalfamilie, anført af Leatherface himself, er både en skræmmende og særdeles underholdende film, også selvom der måske ikke er tale om den helt store blodsudgydelse, som titlen nok kunne henlede til… desuden oser filmen også af godt, gammeldags horroræstetik, der har gjort den til så attraktiv en historie, som man kan bygge videre på, at der netop er kommet en ny film i “Texas Chainsaw”-serien her i 2013. Den har jeg dog ikke set, og den har også fået en lidt blandt modtagelse, men mon ikke at der kommer endnu flere i føletonen om Leatherface og hans nærmeste. Jeg har på fornemmelsen at der ikke er skrevet det sidste kapitel i den bog.

Men som voksen kan man godt længes tilbage til den tid som ung, hvor man blev nødt til at indstille videoen til at optage de lyssky film på tysk tv midt om natten, fordi man selv skulle have sin skønhedssøvn. Jamen for filan da, hvis jeg nogensinde havde bekymret mig om skønhedssøvn, så burde jeg jo have siddet oppe midt om natten og set disse vidunderlige film, godt og grundig oversat til tysk, hvor jeg ikke fattede et klap, men måtte ligesom danne mig et eget overblik over historien i filmen ved hjælp af billederne på skærmen og den sparsomme fantasi man var i besiddelse af. Det er nok en tid der aldrig kommer igen, fordi i vor dage er der jo et massiv udbud af tv-kanaler, der viser afskyeligt reality-tv og bundrådne amerikanske komedieserier, alt imens de gode film fra barndommen synker længere og længere væk i glemslen og undertegnets bevidsthed…men fortvivl ikke! – nogle gange dukker der fragmenter og småbrud op fra fortiden, og så når man får fat i filmen på dvd, og genser den, så strømmer alle minderne frem igen!… så selvom vi nu ikke er nær så afhængige af tysk tv, så må jeg erkende at jeg er mere eller mindre afhængig af at få fat på filmene på dvd – man er jo efterhånden kommet til den konklusion at man er samler!

Åh ja, lige et tip. Jeg så den irske monsterfilm “Grabbers” den anden nat og det er en vanvittig underholdende sag… meget mere komisk end egentlig science fiction-horror, og man er i ufattelig godt selskab med karakterne i filmen. Jeg er nok tilbøjelig til næsten at sige at det er den mest morsomme britiske horror-komedie jeg har set, siden “Shaun Of The Dead”… men bemærk! selvom der ruller et par hoveder, så er vi langt mere i komedieland her, end egentlig rendyrket horror, så hvis man vil have sig et godt gys eller splat i massevis, så bør man nok gå lidt udenom “Grabbers”…. vil man til gengæld more sig kostelig over de smådumme lokale på den lille irske ø, Erin Island, der kæmper med et gigantisk monster fra det ydre rum, ja så er der ingen vej uden om… og hey! hold dine tentakler for dig selv!

Nostalgisk posterart fra 80'erne. Tobe Hoopers "Invaders From Mars"-remake er sjov, underholdende og værd at se...

Nostalgisk posterart fra 80’erne. Tobe Hoopers “Invaders From Mars”-remake er sjov, underholdende og værd at se…

USA redder verden…igen

Jeg tilbragte det meste af nytårsaften med at gense Michael Bays underholdende, men også ret tomme science fiction-action brag, “Armageddon” fra 1998. Jeg blev dog afbrudt, så det var først i dag, at jeg med, lettere rungerende, tømmermænd, måtte se de sidste 40 minutter af filmen – hvor der jo også bliver skruet gevaldigt op for ‘cheese’-knappen.

Tilbage i 1998 var jeg  på campingferie på Sjælland, og som en sindig ærkejyde, var der ikke mange ting, der kunne underholde mig – heldigvis kunne man dog gå i biografen, og det var således på en relativ varm sommerdag, så jeg bevægede mig ind i Imperial, for at kaste mig over et storslået stykke katastrofe-/dommedags-film i form af den ultra-amerikanske “Armageddon” – det var nu en ret god oplevelse. Det hører sig med til historien at vi sluttede dagen af i København med at gå videre til Skala for at se endnu en science fiction-film, nemlig den noget mere ydmyge “Lost In Space”, der var baseret på en gammel tv-serie, som jeg heldigvis havde set nogle afsnit af på parabol tilbage i start-90’erne. Nuvel, det skal ikke handle om “Lost In Space”, men derimod det 2½ time lange opus, der er “Armageddon”.

Filmens præmis er ganske lige ud af landevejen. Vor frodige hjemplanet, Jorden, er truet af en massiv inter-galaktisk katastrofe, i form af en astroide, der vil ramme ned i en af verdenshavene og medføre omfattende ødelæggelser – en såkaldt “Global-killer”… NASA, det store stolte selskab bag utrolige rumvandringer og en måske tvivlsom landing på Månen – må gribe i egen barm, og forsøge at forhindre Jordens undergang. Med lidt research finder de ud af at den mest logiske måde at destruere den kommende fare på, er at bore et 800 feet-dybt hul og smide en atomraket derned og dermed sprænge astroiden til ganske små klippestykker. De kontakter derfor Harry Stamper (Bruce Willis), der hurtig indvilliger, fordi tiden er naturligvis knap, og derfor må samle et hold af mærkelige roughnecks, der kan klare den opgave, som hele Jordens befolkning håber på. De er ganske enkelt Jordens eneste håb…

“Armageddon” er en af de film som man enten elsker eller hader. Indrømmet, den er grænsesøgende kvalmende til tider i form af USAs indstilling til altid at ville redde Jorden, men den er nu også meget seværdig, fordi effekterne er virkelig gode og historien aktuel. Jeg har dog ladet mig fortælle at ideen med at bore et stort hul og smide atomvåben derned, ikke ville virke i virkeligheden, men hey… det her er jo Hollywood, og her regerer filmmagien. Filmen er godt og vel den første time ganske morsom, og især astronauttræningen for de ilde-stillet borebisser er ret fornøjelig. Her griner man med, selvom Jorden er på kollisionskurs med en stor katastrofe. Filmen skrifter til udenjordisk actionbrag, idet de to rumfærger, “Freedom” og “Independence”(nåh ja, måske lidt amerikansk igen)… flyver op til det skrækindjagende klippestykke. Filmens sidste halve time er dog et overflødighedshorn af sentimentalitet, og jeg kan blive så sur på mig selv, fordi, selvom jeg udmærket ved det, så påvirker det mig, og jeg har altid svært ved at trække vejret ordentlig i den sidste halve time der. Især da Bruce Willis ofrer sig for således at den gode A. J. (Ben Affleck) kan leve videre på Jorden sammen med hans udkårne, Bruce Willis’ datter Grace (Liv Tyler)… det er næsten en kende for meget, og man får lyst til at skrige at man er sgu da ikke sådan en amøbe, at man falder for “the oldest trick in the book”, men jeg bliver godt nok påvirket af det. Og så med lidt tømmermænd, så var det næsten sådan at man sidder og flæber højlydt over slutningen. Nå ja, måske ikke, men det er da alligevel utroligt at sådan en film, som jeg har set et væld af gange, stadigvæk kan påvirke sanserne i sådan en grad. Det er nu at man mærker at man er menneske.

Filmens historie er okay, uden dog at være noget særligt og manuskriptet kunne måske godt lave klaret lidt finskrivning. Det er dog sjovt når Rockhound (Steve Buscemi) rider på atomvåbnet med hilsen til Slim Pickens’ karakter i Stanley Kubricks “Dr. Strangelove”, og der er flere gode momenter, men i og med at den så absolut presser den uundgåelige slutning ned i halsen på filmens beskuer, så virker en næsten gennemført ‘happy end’ måske også en smule optimistisk. Jeg kunne faktisk bedre lide slutningen i “Deep Impact”, en anden katastrofe-film, der udkom på omtrent samme tid, hvor slutningen var en smule mere barsk – den film havde dog ikke rigtig nogle serværdige actionøjeblikke og en underlegen brug af computereffekter. Jeg kan huske at der var en del i Imperial den sommerdag, som jeg fortalte om i starten, så filmen har helt sikkert fundet et publikum.

Rollebesætningen i “Armageddon” er ganske god. Bruce Willis er krediteret som filmens store stjerne, men han får fin assistance af Billy Bob Thornton, Liv Tyler, Ben Affleck, Will Patton, Steve Buscemi, William Fichtner, Michael Clarke Duncan, Owen Wilson, Peter Stormare (svensker, der spiller den russiske kosmonaut Lev) og Jessica Steen (“Captain Power”-fame)…desuden kan man også nyde den store skuespiller Charlton Hestons stemme i indledningen som fortælleren – han tog sig nok lige en pause fra NRA på det tidspunkt… Bruce Willis er naturligvis den ultimative helt, der mod slutningen også viser sig fra sin absolutte mest uselviske side, og ofrer sig for sin yngre kollega. Dette afføder naturligvis også stor respekt fra blandt andre Oberst Willie Sharp (William Fitctner), der tidligere har haft sine udfald mod Harry Stamper, men selvfølgelig ender med at man må trykke borebissens datters hånd for at understrege hvor modig en mand Harry Stamper i virkeligheden var. Jeg kan godt lide de forskellige karakterer, selvom der måske er en snert af tilskrivning for det brede publikum. Dog må man fremhæve Peter Stormare som russeren Lev, der har levet et utal af måneder alene på den russiske rumstation, og ender med at komme med videre ombord og sågar også spille en fremtrædende rolle. Han spiller rollen med komplet russisk accent og stor humoristisk indlevelse. Det er en fornøjelse.

Et af filmens absolutte stærkeste punkter er dog den helt igennem fremragende filmmusik. Først med vel nok rockbandet Aerosmiths største hit igennem tiderne,  der pynter filmen igennem, men også det suveræne score af Trevor Rabin er en fornøjelse, og må sige at både komplimentere og fuldene filmens lydside til absolutte topkarakterer. Det er måske det eneste score jeg har hørt af Rabin, men det er bare så gennemført godt, at det er svært ikke at klappe i sine fedtede filmelsker hænder, og juble med. Der findes således både et regulært soundtrack, hvor Aerosmith-nummeret optræder, sammen med flere andre rockede tiltag, men hvis man er heldig, så kan man stadigvæk få fingerne i Trevor Rabins score. Jeg vil nok sige at jeg foretækker scoret, men Aerosmith og de andre på soundtrack gør det også rigtig godt.

Michael Bay har instrueret filmen, og han har virkelig flair for at kunne iscenesætte storladene actionproduktioner, der måske ikke har så meget substans, men derimod formår at underholde med den helt store brede filmskaber-pensel. Michael Bay har jo siden hen blandt andet stået i spidsen for tre live-action spillefilm med de store robotter fra planeten Cybertron, der lander på Jorden en skæbnesvanger dag. Også nogle ganske fine film, hvor actionsekvenserne fylder en del, men desværre også formår at indeholde en mængde fladpandet vittigheder og gennemgående dårlig, umorsom humor. Armageddon er lidt i samme boldgade, men hvorvidt det er hans bedste film, må nok komme an på den enkelte.

“Armageddon” kan sagtens ses her 14+ år siden den først kørte i biffen, og jeg er glad for ethvert gensyn, selvom det appellerer til mine indtørrede tårekanaler. Jeg tror faktisk at filmens brede appel tiltrækker de fleste, men jeg må så sige at jeg er glad for at have set den på den store skærm. Jeg ved godt at man med en veludrustet hjemmebiograf kan genskabe den perfekte oplevelse, men en film som “Armegeddon” skal bare helst ses i biografmørket. Det er det oplagte valg…

Armageddon-poster06