Tag Archive: Seth Rogen


I dag er det mandag den 16. december, og jeg kan ikke forstå at året allerede er ved at være omme… tiden flyver afsted, og man kan føle sig noget forpustet nogle gange, når man standser op og faktisk indser at de ting som man havde planlagt – ja dem nåede man ikke alligevel… well, man kan jo selvfølgelig heller ikke være overalt, og det satser jeg heller ikke på… jeg er trods alt ikke nået dertil, hvor jeg ophæver mig selv til at være en gudeagtig skikkelse, der kan kigge ind i selv de smalleste kroge… jeg ser bare nogle film i stedet…

Den anden dag modtog jeg den sidste levering af film inden Jul. Ikke nogen stor pakke, idet der kun var fire titler inkluderet. En af dem var dommedags-komedien “This Is The End”, hvor et stjernespækket cast, står over den kommende apokalypse med forskellige udslag. Jeg må indrømme at jeg rent faktisk havde set frem til den, fordi jeg havde hørt at det skulle være en af årets sjoveste film. Og okay, den var da også ganske underholdende og morsom, også selvom den til tider var lige infantil og overdreven nok.

I bund og grund går filmen ud på at vi har et par egentlige hovedpersoner, Seth Rogen og Jay Baruchel (som sig selv), der tager til en fest hos James Franco, og pludselig bryder verden sammen og Dommedagen er lige om hjørnet. James Francos fest bliver dermed godt og grundig spoleret, og når dagen er omme, så står en lille gruppe kendisser tilbage og skal forbedrede sig på den sidste tid på Jorden.

Der er mange sjove indfald i filmen. F.eks. da Jonah Hill (den Oscarnominerede Jonah Hill!) – bliver voldtaget af en dæmon og dermed også besat, hvilket får de resterende på rollelisten til at genopføre en scene fra “Eksorcisten”. Der kunne jeg ikke lade være med at grine lidt, fordi det virkede så absurd det hele. Forvent ihvertfald en masse, nærmest meta-agtige jokes, der går meget på kendis- og filmverdenen, og krydre det med nogle pudsige skuespilspræstationer (Danny McBride er ubetinget den sjoveste i filmen), tilsat en knivspids af mærkværdige og upassende sangvalg. Der går måske lidt meget stener-humor i det, hvor man nok synes at det er morsomt at gøre grin med brugen af stoffer, tømmermænd og eksploderende udløsninger fra det mandelige lem, så overgiver man sig det meste af vejen. Filmen skal bestemt ikke tages seriøst, og det gør man heller ikke. En skam er dog at Emma Watson ikke er mere med, men man forstår hende godt, idet hun overhører en særdeles upassende samtale imellem de mandlige kendisser. Det er især en film for folk med en lidt gakket forståelse af livet, og som kan grine af selv de meste fjollede ting… fordi dem er der nok af. Den lille nuttede Michael Cera, der er kendt for at spille en overnørdet fyr i teenagefilm, er virkelig vammel i “This Is The End”, og man må også sige at han tager billetten på en meget grafisk facon. I det hele taget er der en overgang tendens til endnu engang små-infantil humor, der ender i massive grafiske gore-sekvenser, der ender med at man bruger et hoved som fodbold.

Det er Seth Rogen, der har skrevet manuskriptet, sammen med Evan Goldberg. De to har iøvrigt også stået for instruktionen, og man kan godt fornemme at de har været på rigtig bølgelængde filmen igennem. James Franco og Seth Rogen har jo spillet sammen i “Pineapple Express”, som Evan Goldberg iøvrigt har produceret. Det var også en rigtig stener-komedie, hvor antallet af tændte joints overgår den samlende logiske forståelse.

Nuvel – “This Is The End” gjorde at man fik rørt lattermusklerne, hvilket jo altid er godt, hvis man er lidt lattermild og ikke altid ser så sort på tingene… men denne mandag morgen kom jeg i den grad ned i det iskolde felt igen, fordi jeg besluttede mig for at smide “Henry – Portait Of A Serial Killer” i afspilleren. Jeg havde naturligvis set filmen før – første gang på video tilbage i 90’erne, men indtrykket er stadigvæk enormt stærkt, og jeg må sige at den virkelig er utrolig virkningsfuld, også den dag i dag, hvor man ellers skulle tro at man havde set alt.

Historien om Henry (Michael Rooker), der bor sammen med udskuddet, Otis (Tom Towles), der får deres hverdag vendt på hovedet, da Otis’ søster, Becky (Tracy Arnold), flytter kortvarig ind. Henry er vant til at myrde, og det gør han i stor stil filmen igennem, men pludselig vil Otis også være med, selvom han er lidt modvillig i starten. Han får dog snart smag for det, og sådan fortsætter det, lige indtil det går Henry på.

John McNaughtons iskolde seriemorderfilmatisering excellerer i dens udtryksform som følge af den drivende realisme, som man ikke kan undgå at blive ramt lige i både hjerte og hjerne af. Det er grænsesøgende ubehagelig, og man får kuldegysninger, når man følger Henry og sidenhen Otis, der cruiser rundt på jagt efter nye ofre. Otis’ stakkels søster, Becky, bliver ufrivillig midtpunkt i filmen, idet hun udvikler følelser for den mutte Henry, der nok har pli og gode maner i sådan en grad, at hun føler at han er på hendes side. Hendes bror, Otis, er en enorm sleazy karl, der bager på både mænd og kvinder og også har en usund interesse i Becky. Han bliver sidenhen meget optaget af at slå ihjel, især også hvor han kan se selv tage livet fra en stakkels kvinde, idet parret får fingerne i et videokamera, så de kan optage deres hærgen. Hovedrystende ser man til, når Otis fremviser sin kvalmende klamme side, og grinede, vrider halsen om på en husmor, og det er ingen fancy klippen væk fra hændelsen – man ser det hele, på den mest modbydelige, realistiske facon. Jeg må sige at jeg endnu har til gode at se en seriemorderfilm eller sågar en horrorproduktion, der kan overgå “Henry” i realisme. Man kan selvfølgelig nævne film i ‘Found Footage’-genren, hvor filmene er optaget med rystende, håndholdt kamera og hvor der næsten ikke bliver klippet sekvenserne igennem. Den genre indenfor horrorfilmens herlige verden, er i den grad blevet overeksponeret på det seneste, og man kan godt føle sig lidt udmattet. Horrorfilm har desværre en tendens til at overdrive antallet af film, når den er en specifik underkategori, der bliver populær. Tænk bare på slasher-genren, der var kæmpestor i starten af 80’erne, men ikke ligefrem har så meget kredit i horrorkredse nu, også selvom der er mange rigtige herlige film i den retning. Et andet eksempel er de mange ‘Possession’-film, hvor dæmoner besætter folk, typiske unge piger, der må gå så gruelig meget igennem. Også her er kvaliteten virkelig svingende. Det er et forsøg på at opnå realisme, og så blander man gerne ‘Possession’-genren med ‘Found Footage’-filmene, som f.eks. “The Last Exorcism”, der var virkelig dårlig. Sådan er det beklageligvis med horrorgenren.

Skuespillet i “Henry” er imponerende godt. Michael Rooker spiller ikke på mange tangenter, men hans minimale brug af positive følelsesudbrud, men er derimod hurtighandlende, når det kommer til at henrette nogle stakkels medmennesker – særlig kvinder føler hans vrede, men mænd kan heller ikke undslippe. Tracy Arnold er sød og gør ingen fortræd som den stakkels Becky, der har haft et hårdt liv med meget svigt og bedrag. Men filmens helt store oplevelse er Tom Towles, der får utrolig meget ud af rollen som Otis. Han er virkelig modbydelig, og hans væmmelige tilgang til både livet, sine omgivelser og hans søster, som han iøvrigt voldtager, er vederstyggelig. Men det er en utrolig god præstation som han leverer…

Seriemorder-genren blev jo kæmpestor op igennem 90’erne. Dette skyldes især kæmpesuccesen med “Silence Of The Lambs”, hvor Anthony Hopkins’ opvisning som superkannibalen, Hannibal Lector, må siges at være af sådan en grad, at man kun kan nikke anerkendende med. Han er også afskyelig, men jeg vil vove at påstå at en film som “Ondskabens Øjne” lefler lidt for true crime-publikumet, og med at inddrage politifolkets arbejde i at opklare en seriemorders gøren og forbrydelser, så forsvinder fornemmelsen af realisme lidt. Jeg placerer ihvertfald “Henry” på en klar førsteplads, når det kommer til seriemorder-film – måske er den for meget lavbudget og grusom til Akademiet, men som filmfan kan man ikke andet end at nikke anerkendende over det værk, som man virkelig må tilskrive en væsentlig plads i horrorfilmens historie.

Og ja, hvad så nu. Jeg sidder og stener fjernsyn, imens jeg skriver det. Kvindehåndbolden lever åbenbart i bedste velgående, og selvom jeg nok også har set mine kvindehåndboldkampe i mit liv, så er jeg alligevel mere til fodbold. Som sagt er der ikke så mange film på vej – andet selvfølgelig end dem som jeg får i julegave, men der er spændingen ikke så stor, idet jeg jo selv har bestilt dem. Men når der tikker nogle mønter ind på kontoen, så vil jeg da ikke afvise, at jeg får lagt en ordre hos nogle af the usual suspects….men nu må det være nok med indkøb.

Seth Rogen og Evan Goldberg har valgt at lave en film, der viser hvordan en kommende apokalypse kan se ud, hvis det bliver gjort på en komisk måde. Jeg grinede en del gange undervejs, idet jeg faktisk synes at den var ret sjov, men om hvorvidt det bliver en klassiker, det tvivler jeg alligevel lidt på... men sjov er den da...

Seth Rogen og Evan Goldberg har valgt at lave en film, der viser hvordan en kommende apokalypse kan se ud, hvis det bliver gjort på en komisk måde. Jeg grinede en del gange undervejs, idet jeg faktisk synes at den var ret sjov, men om hvorvidt det bliver en klassiker, det tvivler jeg alligevel lidt på… men sjov er den da…

Hver gang, jeg sætter mig ned for at se den realistiske "Henry - Portait Of A Serial Killer", så sidder jeg altid tilbage med en kæmpe klump i halsen efter filmen. Det er en utrolig stærk film med nogle imponerende skuespilspræstationer. Men modbydelig er den, og man føler som om at bliver kørt over af en damptromel... Men kvaliteten fornægter sig ikke, og filmen er fremragende...

Hver gang, jeg sætter mig ned for at se den realistiske “Henry – Portait Of A Serial Killer”, så sidder jeg altid tilbage med en kæmpe klump i halsen efter filmen. Det er en utrolig stærk film med nogle imponerende skuespilspræstationer. Men modbydelig er den, og man føler som om at bliver kørt over af en damptromel… Men kvaliteten fornægter sig ikke, og filmen er fremragende…

Reklamer

Morricone på anlægget…

Man må sige at det er en dejlig rolig nat. Jeg slapper total af med min nye dobbelt-cd med musikken fra Sergio Leones “Dollars”-trilogi, eller “Man With No Name”-trilogi som jeg også tror at der er flere der kalder den… Forrygende film – og en revolution for westerngenren, der jo, naturlig nok, var total domineret af amerikanere, der nærmest havde patent på den, selvom Japan havde med de lige så populære samurai-film som især Akira Kurosawa var en mesterinstruktør bag. Jeg er nok tilbøjelig til at synes bedre om den italienske spaghettiwestern end den amerikanske udgave. Jeg medgiver 100 procent at amerikanere også har lavet nogle virkelig gode westerns igennem tiderne… “High Noon”, “Stagecoach”, “Rio Bravo”, “True Grit”, “Unforgiven” og et væld af andre titler som jeg ikke lige kan komme på.

Westerngenren har tidligere været lidt et mærkelig land for mig, og da jeg var yngre var jeg ikke så vild med denne nu så fantastiske genre for mit vedkomende. I dag virker det jo komplet uforstående at jeg ikke også som ung skulle nyde disse fantastiske film som jeg gør den dag i dag. Indrømmet… mine absolutte favoritter ligger nok ved spaghettiwestern-genren, især en film som “Once Upon A Time In The West” eller “Vestens Hårde Halse” på dansk, må være en af de helt store film i mit liv – og det ikke bare i westerngenren, men det i film generelt… og helt sikkert nok en af de film jeg ville tage med på en øde ø, hvis jeg nogensinde stod overfor det valg…Jeg får stadigvæk kuldegysninger og håret stritter de rigtige steder, når jeg hører Ennio Morricones musik til den film… det er simpelthen mageløst.

For mit filmkiggeris vedkomende, så har jeg de seneste par dage været lidt vidt omkring. Jeg så den anden dag skuespilleren Sarah Polleys film “Take This Waltz”, som var en fin, fin oplevelse. En varm film om kærlighed og parforhold for nogle unge mennesker, dvs. mennesker i slut-20’erne, så ikke noget teenagevrøvl her. Skuespillerne gjorde det rigtig godt – har efterhånden udviklet mig til rimelig stor fan af Michelle Williams, som jeg nok betragter som en stor skuespillerinde efterhånden (synes ikke at det er passende at kalde hende for et talent længere – den linie har hun overtrådt for længst) – hun er måske ikke nogen iøjefaldende skønhed som f.eks. Scarlett Johanson, Natalie Portman eller Jessica Alba, men hun formår at bibringe noget helt specielt til sine roller – det lade sig være sagt, at jeg ikke ligefrem var stor tilhænger af ungdomsserien “Dawson’s Creek”, da den rullede henover skærmen, men Michelle Williams er virkelig kommet vidt, og hendes præstation som Marilyn Monroe i sidste års “My Week With Marilyn” var både sød og vedkommende med stor respekt for den legendariske blondine. Desuden medvirker Seth Rogen i “Take This Waltz”, og jeg er efterhånden blevet vant til at se ham i gennemførte komiske roller… Manden besidder virkelig stærk komisk timing, men i Sarah Polleys værk, er han ikke speciel sjov, og det er faktisk ret fascinerende at se ham i sådan en rolle også. Han fortæller knap nok en vittighed hele filmen igennem, og spiller desuden ægtemanden til førnævnte Michelle Williams med stor indlevelse – det er faktisk noget af en indsats han leverer (men jeg kan dog stadigvæk ikke komme mig over det faktum at Seth Rogen er yngre end mig! – han er faktisk født i 82! – chok!). Den amerikanske komiker Sarah Silverman medvirker desuden også, og hun får en del ud af sin birolle, som både er lidt komisk og tragisk på samme tid.

Holdet bag den morsomme ungdomsfilm “Juno” har således også fremstillet en ny film. Jeg kan rigtig godt lide “Juno”, selvom jeg måske ikke er i målgruppen, så fandt jeg den både skør, skærv og skøn – med et særdeles vittig manuskript og en starmaking præstation af Ellen Page. Nu har instruktøren Jason Reitman (søn af anerkendte Ivan Reitman) og manuskriptforfatter Diablo Cody fundet sammen i et nyt projekt, filmen “Young Adult” med Charlize Theron, Patrick Wilson og Patton Oswalt i de store roller. Der er med det samme ingen tvivl om at “Young Adult” er en noget mere moden film. Manuskriptet er næsten støvsuget for teenage-slang, selvom der er en enkelt scene hvori det forekommer. Den sydafrikanske skønhed Charlize Theron har efterhåndet prøvet lidt af hvert, og den attraktive kvinde må siges at være en særdeles kompetent skuespillerinde. Hun har allerede vundet en Oscar (standout præstation i den kvindelige seriemorderfilm “Monster”) – og jeg vil ikke udelukke at der kommer flere af dem hendes vej. “Young Adult” fik ikke samme succes som “Juno”, men det er nu lidt en skam, fordi filmen har en del på hjertet – såsom fortabt kærlighed, nyvunden venskab, highschoolhistorik, hate crimes og alkoholisme, og overordnet set nok en lidt mere seriøs film end “Juno”, der nok mere var et pusterum for ungdommen, der bliver for tidlig voksen, dog på en særdeles morsom måde. Patrick Wilson har også udviklet sig til lidt af et godt navn i Hollywood, og han kan også et par tricks, men om hvorvidt han har vokset sig fra hans ‘natural good looks’-roller, må forblive lidt et mysterium. Filmens helt store stjerne er dog Patton Oswalt, der måske endnu engang er lidt typecastet som en typisk nørd, der sågar bliver tæsket af nogle sportsidioter i hans highschool-tid, fordi de tror at han er homoseksuel. Gennemført tragisk karakter, men med enkelte solstrejf i form af hans naturlige venlighed og respekt for andre mennesker. Man kender nok bedst Patton Oswalt fra komedieserien “Kongen af Queens”, hvor han spillede den ultranørdede Spence med stor succes. Jeg har også set ham i en lille rolle i “Blade 3”, der dog var en virkelig dårlig film. I “Young Adult” er han dog fremragende, og man får med det samme sympati med ham – synes ihvertfald at han stjæler billedet fra de kønne mennesker, og så må han ikke være helt ked af det, når han havner i samme seng som Charlize Theron… enhver nørds drøm?..

Sidste film jeg lige vil knytte nogle kommentarer til er den hollandske slasher/horrorfilm “Amsterdamned” fra 1988. Måske et par år for sent på den, idet slasherbølgen vel nok døde ud efter midt-80’erne, men denne ganske fine hollandske sag er bestemt et kig værd. Mordene er ingenlunde grafiske, men tonen er til tider også en smule komisk, men det er enormt smart at bruge Amsterdams enorme kanalsystem som baggrund for en morderisk galning. Til slut falder historien lidt fra hinanden, blandt andet når morderens motiv skal forklares, men jeg var skam ganske godt underholdt – og så fandt jeg endnu engang ud af at hollandsk er et vanvittigt morsomt sprog at lytte til, fordi man skal naturligvis se filmen med det originale lydspor. Jeg så den engelske dvd fra Shameless, hvor dvd-casesne jo er nemme at genkende, idet de alle er gule… til gengæld kan filmselskabet bryste sig af nogle virkelig jammelige cover-designs for tid til anden…Shame on Shameless, men ellers et ganske fremragende distributionselskab, som har nogle virkelig gode titler i deres katalog – de slår ikke helt Arrow Video, men det er et tæt løb.

And there you have it. Jeg lytter stadigvæk til Ennio Morricone, og ser ud på stjernehimlen – det er virkelig en god nat.

"Take This Waltz" er en ganske fin lille film om det moderne parforhold. Se den især for de glimrende skuespilpræstationer...

“Take This Waltz” er en ganske fin lille film om det moderne parforhold. Se den især for de glimrende skuespilpræstationer…

Badder then bad…

Jeg har netop genset Greg Mottolas teenagekomedie “Superbad”, der er fra 2007.

Jeg ejede den godnok på en skrabet ex-rental, men besluttede mig for at opgradere til blu-ray, da jeg fandt et godt tilbud på Amazon.

Det er nu en ganske morsom omgang med et massiv overbud af dick-jokes og et kæmpe dilemma for amerikanske teenagere, nemlig om hvordan man skaffer sprut til en fest, når man er under 21. Man får sig ganske enkelt et fake-id, i “Superbad”s tilfælde, er det den kiksede Fogell (Christopher Mintz-Plasse), der med navnet “McLovin” skal skaffe sprut til hans to venner, Evan (Michael Cera) og Seth (Jonah Hill).. Det ender selvfølgelig galt, da “McLovin” bliver slået ned og parret sammen med 2 yderst uduelige politibetjente (Bill Hader og Seth Rogen).

Og alt dette bare for at imponere et par tøsebørn? – det var sgu noget andet, da jeg var teenager, så kunne man ikke overraske med et par velskænkede fadøl, men derimod redde sig en lussing for bare at prøve!…

“Superbad” er en ganske sjov film. Humoren er infantil og historien lidt letkøbt, men skuespillerne er sjove og der er et par rigtige morsomme momenter ind imellem.

Seth Rogen, der også spiller en af rollerne som politibetjent, har også været med til at skrive filmens manus, og det er nok det som man kan forvente af ham.

Nåh ja, fik jeg nævnt at jeg har et teenageagtig crush på Emma Stone…(can’t help it)…

Fogell med det falske id – nu hedder han dermed “McLovin”…