Tag Archive: Star Trek


Den geniale skuespiller, Ronny Cox, som var et meget kendt ansigt i amerikanske film, især i 80'erne, har den 23. juli fødselsdag. På denne solbeskinnet sommerdag fylder manden 75 år... kæmpe stort tillykke til manden der portrætterede allertides store røvhul fra RoboCop, forretningssvinet, Dick Jones...

Den geniale skuespiller, Ronny Cox, som var et meget kendt ansigt i amerikanske film, især i 80’erne, har den 23. juli fødselsdag. På denne solbeskinnet sommerdag fylder manden 75 år… kæmpe stort tillykke til manden der portrætterede allertides store røvhul fra RoboCop, forretningssvinet, Dick Jones…

Ja, 80’erne var gode for Ronny Cox, men han blev kendt allerede i 1972 med den grumme “Udflugt med Døden”, hvor han spillede sammen med Burt Reynolds, Jon Voight og Ned Beatty. En fremragende film – og mange gloværdige scener, hvor Ronny Cox for første gang gav prøver på sine evner som musiker, ved at spille den verdenskendte “Dueling Banjos”. Han blev dog især kendt med “Beverly Hills Cop”-filmene – ihvertfald de to første, idet han ikke er med i den rædselsfulde 3’er… Men min favoritrolle med ham er så ubetinget den som Dick Jones i “RoboCop” – en af mine alltime ynglingsfilm, og han er fantastisk i den rolle… et regulært overklasse-røvhul – magtsyg og gennemført dumt svin… en rolle som han iøvrigt gentog i lidt mere mild format, da han endnu engang arbejdede sammen med Paul Verhoeven i “Total Recall”. I 90’erne blev det mest til tv-serier for den gode Ronny Cox, deriblandt en mindeværdig optræden i “Star Trek: The Next Generation”. Foruden at være en utrolig skuespiller, så er han også en glimrende musiker – og har udsendt fem cd’er igennem tidene… Stort tillykke med dagen, Ronny Cox!

Reklamer

Halløjsa. Ovenpå en weekend, der nu går på hæl, hvor regn, torden og blæst har huseret og raseret, og jeg, nok engang, har været ramt af nogle væmmelige søvnangreb, hvor jeg ikke rigtig kunne orientere mig om noget som helst… hverken film eller musik kunne trænge ind i mit plagede hoved og inficere min hjerne. Men i dag har været en ok dag. Solen er netop nu kommet frem, og jeg elsker et godt regn- og tordenvejr, men det kan nu også være ganske rart med lidt solskin… også selvom jeg ikke har en altan, hvor jeg kunne nyde kølige pilsnere fra en dertil indrettet køletaske. Nuvel – den anden dag så jeg en film, som jeg havde set nogle gange før, men som jeg alligevel altid synes at der er et kig værd. Titlen var såmænd “Fanboys” fra 2009 – en ganske morsom amerikansk ungdomskomedie med tryk på roadmovie og kultdyrkelse.

Med sagte stemme må jeg nok også stemme mig med i koret om at tilhøre den bevægelse som kaldes for “Fanboys”… det er vel betegnelse for de typer personager, der elsker “Star Wars”,” Star Trek” eller noget helt tredje og så dyrker det til den helt store Dødsstjerne-eksplosion. Jeg står jo nok med et ben i begge lejre, fordi jeg kan både lide “Star Wars” og “Star Trek”, hvilket tilsyneladende er et stort problem i filmen, fordi man kan ikke være fan af begge på en gang. Jeg er nok et råddent æg så, men jeg nyder stadigvæk at vende tilbage til en galakse for længe, længe siden eller rejse ud med USS Enterprise på nye eventyr. Som fanboy må man også investere både tid, penge og kærlighed i sin hobby – godt nok har jeg ikke længere så mange figurer rundt omkring, men jeg ejer naturligvis filmene bag min passion. Af Star Trek-serierne er jeg mest stemt for “The Original Series” fra 60’erne, og det selvom jeg voksede op med “The Next Generation” på min fjernsynsskærm næsten hver dag i mit barndomshjem. Den originale, hellige trilogi i “Star Wars”-universet så jeg også første gang som helt ung, og jeg var virkelig vild med den fra første akt, og den ikonske musik af John Williams er jeg aldrig vokset fra. Mit forhold til “Star Wars” er kølet en anelse nu…indrømmet, jeg nyder stadigvæk at se biografudgaverne af de gamle film med jævne mellemrum, men da George Lucas proklamrede at nu ville han indsætte CGI-effekter i filmene og genudgive dem, så var jeg ved at stå af…da Episode I skulle have premiere i 1999, havde jeg stået i mastrodontske regndråber og ventet på at købe billet til filmen… okay, der var vist overdækket, men jeg ville lige pynte lidt på historien… forventningens glæde var stor, men da jeg satte mig i biffen omkring klokken tolv midnat på den pågældende aften, så blev mit mandsmod og kærlighed til “Star Wars” total afvæbnet. En omgang kedelig, familievenlig mildt underholdende science fiction-pladder, der passede bedst til TV2 en søndag eftermiddag…og så den skide Jar Jar Blinks!?? – ikke lige en stor oplevelse. Desværre var det på samme maner at jeg så Episode II nogle år senere. Dog var jeg ikke til midnatsforestilling den gang, men jeg så filmen i biffen, og den var også bare…. dårlig?.. æv – jeg var meget skuffet. Heldigvis kan man jo altid gå tilbage til ægte filmmagi og se den originale trilogi, der er lysår bedre end Episode I-III.

Anyway, jeg ville jo skrive om “Fanboys” – der er en særdeles hyggelig og morsom lille sag, hvor konflikterne mellem “Star Wars”-supporterne og de såkaldte “Trekkies” mere end en gang kommer i søgelyset. Filmen repræsenterer en nørds våde drøm, måske en anelse uvidende, men trods alt – våd som bare pokker.

Historiens præmis er simpel. En gruppe venner planlægger at se Episode I før tid, og de planlægger en roadtrip tværs over USA til George Lucas’ Skywalker Ranch, for at se en råkopi. Grunden hertil er også at en af de unge lider af uhelbredelig kræft, og som et sidste ønske, vil de gerne give ham den gave, hvilket er meget sympatisk. Anyway – sådan en tur er ikke uden problemer, og de kommer forbi både “Trekkies” i Iowa (Kaptajn Kirks fødestat), en bøssebar, hvor stamgæsterne har hang til mandestrip og nogle kvindelige prostituerede, der snører vor venner i stor stil. Alt dette bare for et kig, men spørgsmålet er så om alle bestræbelserne er det hele værd?

Jeg kan rigtig godt lide “Fanboys”. Humoren i filmen er måske lidt småstupid og infantil, men nogle gange er det også nok for mit vedkommende – vel også sagtens derfor at jeg altid vender tilbage til Kevin Smiths filmografi. Historien er vældig underholdende skrevet, med en god portion nørderi blandet i som det ekstra saftige krydderi, der skal gøre vores filmiske bagværk til et velsmagende stykke underholdning. Skuespillerne, anført af Dan Fogler, Sam Huntington, Chris Marquette, Jay Baruchel og Kristen Bell gør det som de skal. De skal agere humoristiske marionetdukker i en grinagtig fortælling, der skal bringe tilskueren tættere på det at være ægte fan – også selvom man er nørd, og hvis man efter skoletiden, ikke laver andet end at spille videospil i sin mors garage (undskyld – tilbygning!)… der er dog også mange sjove camoer, deriblandt af Danny Trejo, Carrie Fisher, Seth Rogen, Ethan Suplee (som superfan Harry Knowles), Billy Dee Williams og ikke mindst William Shatner – sjov lille sammenblanding, men det bidrager gevaldigt til filmens høje tempo, hvor alle der har set “Star Wars” eller “Star Trek” eller dem begge – kan være med. Historien er måske også lige kort nok, men igen – det er garanteret for at man ikke skal kede sig for meget undervejs, og det gør man  dog heller ikke, fordi filmen er en fest.  Man bliver således mødt af utal af filmiske referencer, hvor man flere gange griber sig selv i at trække lidt på smilebåndet, fordi det er ganske godt fundet på – det kan være enten en sjov sætning eller sågar en hændelse – et eksempel er hvor den meget hårdføre kassevogn som de kører rundt i, brager igennem et stor skilt, og efterlader noget som man måske kunne forveksle med en vis Darth Vader – anyway, det er bare good, clean fun…

Selvfølgelig er der også nogle ulemper. Historien er sjov, men ikke videre nuanceret, og til tider virker den noget ulogisk. Skuespillerne er ok, men ikke noget særligt, og selvom tempoet er højt, så må man sige at den næsten har lidt for travlt, så det virker bare som joke-på-joke hele tiden, uden at man får tid til at fordøje de forskellige indtag. Well – filmen er dog sjov… og jeg kan sagtens anbefale den til alle ligesindende fans derude, fordi den er i sandhed utrolig morsom at følge. Så det er bare med at få den at se! – måske er det ikke årets sjoveste, men det er ihvertfald et godt bud på årets mest nørdede film.

Og ak og ve – nu kom solen og skinner mig lige ind i bægeret…synes sgu at jeg savner mit regnvejr igen, men sådan kan man jo ikke altid få det – den danske sommer er en skælmsk smuk kvinde, der nok siger at hun elsker dig, men samtidig efterlader dig bundet til sengen, imens hun sender et fingerkys afsted og styrer ud af døren med den sparsomme kontantbeholdning, som der befinder sig i min tegnebog. Uha, for en hård nyser… hvad kan man så lære af det? – ingenting overhovedet! – jeg ville gøre det hele igen og igen…!

Den amerikanske ungdomskomedie "Fanboys" fra 2009 er et humørfyldt bekendtskab. Her er det tilladt at være så nørdet som mulig, og kampen mellem "Star Wars"-fans og "Trekkies" er i fuld gang. Utallige gags med det i mente i filmen, men det er alt sammen en herlig lille omgang af seriøs science fiction-nørderi...

Den amerikanske ungdomskomedie “Fanboys” fra 2009 er et humørfyldt bekendtskab. Her er det tilladt at være så nørdet som mulig, og kampen mellem “Star Wars”-fans og “Trekkies” er i fuld gang. Utallige gags med det i mente i filmen, men det er alt sammen en herlig lille omgang af seriøs science fiction-nørderi…

Den originale "Star Wars"-trilogi kræver ikke så mange ord. Som filmfan i alt almindelighed er vel pensum, som altid fortjener at blive nævnt når man skal diskutere hvad verdens bedste film er... En fattig filmmager ved navn George Lucas ramte virkelig plet tilbage i 77, og filmens indflydelse er enorm...

Den originale “Star Wars”-trilogi kræver ikke så mange ord. Som filmfan i alt almindelighed er vel pensum, som altid fortjener at blive nævnt når man skal diskutere hvad verdens bedste film er… En fattig filmmager ved navn George Lucas ramte virkelig plet tilbage i 77, og filmens indflydelse er enorm…

Jeg havde længe truet med at gense Tim Burtons forrygende biografifilm, “Ed Wood”  fra 1994. Denne meget iøjefaldende film om en af verdens dårligste filminstruktører, hvis ikke den allerdårligste, har jeg stor sympati for. Endnu engang kaster Tim Burton sig over særlingen, og denne gang er faktisk en person der har levet, og ikke en af hans hjernes ildesete fantasivæsner. Det er den utrolige historie om Edward D. Wood Junior… en højst besynderlig mand.

Filmen “Ed Wood” fokuserer på Woods karriere, og særligt hans kærlighedsforhold til to kvinder og et tæt venskab med det alderende horrorikon Bela Lugosi. Den er indspillet i bedårende sort/hvid og manuskriptet er særdeles morsomt og underholdende. Karakterne som Ed Wood omgiver sig med, er mindst lige så farverige som ham selv. Især fylder den meget tætte venskab med Lugosi en stor del i filmen, og det bliver portrætteret særdeles varmt og rørende. Tim Burton selv havde således også et venskab med et andet horrorikon, nemlig Vincent Price, der også nåede at spille med i den fantastiske “Edward Saksehånd”. Rollen som Edward D. Wood Junior fortolkes glimrende af Johnny Depp, der tilsyneladende er gået til projektet med vanlig stor entusiasme, og han gør det helt uovertruffen – Depp har siden hen spillet med i mange flere Tim Burton-værker, men denne præstation i “Ed Wood” må stå som en af de absolut bedste. Martin Landau, der spiller rollen som den ungarneske skuespiller, Bela Lugosi, gør det nærlevende og aldeles storartet med en blanding af skarp humor og personlige tragedie, idet den gode Bela havde været stofmisbruger i henved 20 år, før han indlogrerede sig på et afvænningshospital. Martin Landaus præstation er gennemgående af sådan en fin karat, at han således, helt fortjent, blev nomineret til en Oscar, og dertil også vandt den! – desuden vandt blandt andre Rick Baker endnu en af sine mange Oscars for bedste make-up, men det er en skam at manuskriptet ikke blev nomineret, fordi det er virkelig, virkelig godt. Baseret på en bog af Rudolph Grey og omskrevet af fans, gør denne film til en absolut vinder, og den er i besiddelse af virkelig nerve og sympati, uden at den bliver for sentimental.

Skuespillerne i filmen er således ganske velcastet, og man både griner og græder med de fjollede misfits, som der hjemsøger denne produktion. Der er damerne, Sarah Jessica Parker, Patrica Arquette, Lise Marie og Juliet Landau, der alle formår at bringe lidt starquality til filmen. Sarah Jessica Parker spiller den tøvende første kæreste, som Ed Wood først har i filmen, og hun kan ikke forstå instruktørens mærkværdige interesse i angorajumpere. Patrica Arquette er sødere som Eds fremtidige kone, og Juliet Landau (datter til Martin) er en spøjs karakter, der er allergisk for alle former for væsker. Endelig ses Lisa Marie (Tim Burtons daværende kone) i en gennemgående rolle som tv-værtinden Vampira, der ender med at medvirke i “Plan 9 From Outer Space”, der var Woods absolutte hovedværk. På den mandlige side ses Jeffrey Jones som den synske Criswell, der var kendt for at frembringe urimelige og temmelig tåbelige udbrud, der, på en god dag, må klassificeres som simpelt volapyk eller overdreven science fiction. Bill Murray medvirker også i en rolle  som Bunny Breckenridge, der også medvirker i “Plan 9”, en mand der hellere vil være kvinde, og sågar satser på at gennemgå en kønskifteoperation i solrige Mexico. Sluttelig ses også Mike Starr som filmproducenten og Vincent D’Onofrio som Orson Welles.

Der er ingen tvivl om at når man ser sådan et gennemført projekt fuldt med kærlighed fra Tim Burton, så får man også lyst til at se Ed Woods egne film, og de er faktisk udsendt på dansk dvd. Jeg kan ikke huske hvem det er, der har udsendt dem, men ude er de altså – men det skulle dog ikke undre mig at de var OOP nu, fordi jeg kan ærlig talt ikke tro at markedet i lille Danmark er særlig stort for sådanne produktioner. Man kan da også sige meget om Edward D. Wood Juniors egenskaber som filminstruktører og hans film er bestemt ikke særlig gode – men de er kuriøse og tidstypiske og tydeligvis et udfald fra en særlig kreativ hjerne. Jeg kan ihvertfald roligt sige at hans film, selvom de ikke er særlig godt skruet sammen, ikke er nogle af de dårligste film jeg nogensinde har set. Jeg plejer gerne at vende tilbage til en film som “Collision Course” fra 1989, der fik den danske titel “Karate Mig Her, Karate Mig Der”… og kan bryste sig af en skrækkelig umorsom Jay Leno, og så Mr. Miyaki (Pat Morita) i hovedrollerne. Det er nok en af de absolut ringeste film jeg nogensinde har set. Jeg vil til enhver tid hellere fornøje mig med en Ed Wood-film end at gense brækklat af en film endnu engang.

***

Sidste nat var jeg nu også nået et skridt videre i min genopdagelse af Star Trek-filmene, og var således nået til nummer to i rækken, “Star Trek II: The Wrath Of Kahn” – som nok må siges at være en af de bedre af Star Trek-filmene – alene Ricardo Montalban er enestående som den væmmelige Kahn, og det må siges at han har nogle af filmens absolutte bedste replikker, der nærmest tangerer Shakespeare i det dramatiske… Således var den også starten til en trilogi, der blev begyndt med denne film – kørt videre i 3’eren, “The Search For Spock” og afsluttet med tidsrejsefilmen “The Voyage Home”, som var 4’eren af film i Star Trek-universet. Jeg så “The Motion Picture” den anden nat, og jeg kan nu godt lide den, selvom den måske nærmer sig momenter af absolut kedsomhed og langtrukne øjeblikke. Så synes jeg alligevel at den rammer meget godt essensen af Star Trek med søgen efter nyt liv og nye opdagelser. 2’eren med Kahn er lidt mere oldschool rumkrig, som da også kan være meget sjovt…jeg kan ihvertfald rigtig godt lide dem begge. Nu venter 3’eren så en af de kommende dage, og den husker jeg som en af de dårligste i filmrækken. Det skal dog blive ganske sjovt at gense Christopher Lloyd som klingon. Så vidt jeg kan forstå, så vender Kahn tilbage som skurk i den kommende 2’er i den nye Star Trek-reboot-serie… det skal blive særdeles spændende at se om han kan overgå den gamle version af Montalban.

Ellers ved jeg ikke rigtig om jeg har så meget nyt at fortælle om. Dagene slæber sig afsted som en gammel mølædt hankat med forrevne potter og kun et øje, der ikke længere kan finde hjem. Julen står for dagen, og jeg er færdig med alle indkøbene. Nu er sneen så småt ved at være forsvundet igen, så det er endnu et plus. Bevares, jeg kan da godt anerkende et hvidt tæppe spredt ud over det ganske land, men jeg må så også erkende, at jeg synes at det er meget nemmere at komme omkring uden alt det der sne.

Dette indlæg var iøvrigt skrevet til en mix-cd med Star Trek-musik fra filmene. Både Jerry Goldsmith og James Horner har jo lavet musik til filmene, men det er nok Jerry Goldsmiths udødelige score jeg foretrækker, men Horners input med soundtracket til “Wrath Of Kahn” er også ganske glimrende. Begge er ihvertfald fremragende komponister.

Tim Burtons biografifilm om angorajumper-tilhængeren og selverklæret filminstruktør Ed Wood er et særdeles varmt og humoristisk bekendtskab...

Tim Burtons biografifilm om angorajumper-tilhængeren og selverklæret filminstruktør Ed Wood er et særdeles varmt og humoristisk bekendtskab…

"Star Trek II: The Wrath Of Kahn" anes af mange fans for at være en af absolutte bedste Star Trek-filmatiseringer, og det kan man kun være enig i...

“Star Trek II: The Wrath Of Kahn” anes af mange fans for at være en af absolutte bedste Star Trek-filmatiseringer, og det kan man kun være enig i…

Manden med kisten…

Jeg opdagede for en dag eller to siden at Søren fra Skræk og Rædsel har startet en ny blog, der vedrører westerngenren. Et glimrende tiltag må man sige, fordi westerns kan være noget af det mest fortryllende på denne klode. Særlig er jeg nok mest glad for spaghettiwesterns, men også de klassiske amerikanske westerns har masser af byde på. Det var således med dette i baghovedet, at jeg gav mig til at se Sergio Corbuccis ironiske spaghettisag fra 1966 med titlen “Django”…

*En lille advarsel om at læse videre, hvis du ikke har set filmen… så afslører jeg vist lidt for meget nu!*

Den allerførste “Django” er virkelig en fremragende film. En hårdkogt helt, en glimrende historie, fremragende score og et væsentlig bodycount er ingredienserne i denne spaghettiblanding. Franco Nero spiller hovedrollen som Django, der indleder filmen med at vise hvordan han slæber rundt på en stor trækiste. Hvorfor skal vi snart få at vide, fordi i den gemmer sig et våben, der kan fejre selv den værste modstand af vejen og virkelig maje adskillige badguys ned, hvilket vi også får syn for sagen, idet den gennemførte onde Major Jacksons rødklædte tropper må lade livet, da Django kommer i vejen for dem. Også mexikanerne må indse at Django er en usædvanlig revolvermand. Først hjælper han dem dog med at stjæle en ordentlig portion guld, men Django agerer den store forræder, og stjæler guldet i selskab med en ung kvinde, som han redder i filmens begyndelse. Det finder mexikanerne sig selvsagt selvfølgelig ikke i, og de svarer igen ved først at redde Djangos liv, idet han falder i en sø af kviksand, men dernæst knuser de samtidige knogler i begge Djangos hænder… sikke noget da…? Nå det ender heldigvis lykkelig for vor helt, idet han formår at dræbe Major Jackson, der i mellemtiden har skudt samtlige mexikanere. Når dagen er omme, så kan den stakkels Django vakle mod sollyset, fordi han har endnu engang overlevet, til trods for meget horrible odds.

Jeg er altid glad for et gensyn med denne perle, der må siges at kunne befinde sig i selskabet med f.eks. Sergio Leones “A Fistfull Of Dollars” med Clint Eastwood, og vel nok filmen, der startede den italienske spaghettiwesternbølge. Oprindelig udsendt i 1966, så var denne film med til at bringe de europæiske westerns helt frem på verdenskortet. Franco Nero er en fremragende skuespiller og en virkelig god helt. Han var dog således kun 23 år, da de indspillede “Django”, og for at gøre ham ældre, så tilføjede makeup-artisterne nogle falske rynker i hans ansigt, og det virker ganske fremragende. Der er ingen tvivl om at karakteren Django har prøvet lidt af hvert, så naturligvis kunne han ikke blot være en 23-årig opkomling. Sergio Corbucci, som vistnok søgte en film med en særlig mørk humoristisk side, instruerer ganske godt, og hans respekt for Sergio Leone skinner klart igennem. Filmen er brutal – se blot på de mange nedskydninger, men også i en scene hvor den lokale præst får skåret hans ene øre af – det er skrappe sager i 1966. Man føler sig dog vanvittig godt underholdt i selskab med Django og hans mange modstandere… og faktisk før man får set sig om, så er filmen færdig, hvilket det nervepirrende klimaks vidner godt om. Filmens assistentinstruktør var dertil Ruggero Deodato, der sidenhen skulle blive en ret habil instruktør selv, blandt andet nok mest kendt for den helt igennem væmmelige “Cannibal Holocaust”, der sendte chokbølger ud i den ganske filmverden.

“Django”s popularitet var enestående. Således har jeg hørt at der kom omkring 50 mere eller mindre officielle efterfølger til denne første film. Det må siges at være meget imponerende. Men det gav vistnok også en spøjs eftervirkning for skuespilleren Franco Nero, idet alle hans film i flere land, hvad enten de var westerns eller ej, havde navnet Django i deres titel. Lidt morsomt må man dog sige at det er. Der er ihvertfald ingen tvivl om at Franco Nero skylder en stor del af hans succes som skuespiller til den første, skelsættende western. Det åbnede således også en kortvarig Hollywood-karriere, blandt andet har han rollen som über-skurk i “Die Hard 2”. Jeg sætter dog mest pris på ham som den handlekraftige revolvermand Django.

Quentin Tarantinos nyeste film er en direkte hyldest til de gamle spaghettiwesterns, især også med den meget iøjefaldende titel: “Django: Unchained”, så bliver det særdeles spændende at se hvad en af verdens største filmfans, der samtidig er en glimrende instruktør, kan få ud af materialet vedrørende en western, fordi den genre har det godt nok hårdt for tiden. Måske kan vi snart opleve et kærkommen boom i nye westerns – det ville da ihvertfald være dejligt… man er vel fan?

Nå, det var således “Django” – nu venter min Star Trek-filmserie fra “Star Trek: The Motion Picture” til den nye reboot, der bare hedder “Star Trek. Jeg har længe haft lyst til at gense dem alle, og med vintervejr og kulde udenfor, og en hungerende dvdafspiller, der elsker alverdens fremragende film, så er der nok mulighed for det nu. Star Trek har et særlig plads i mit hjerte, idet jeg sad klistret til skærmen for at følge den brave besætning på rumskibet Enterprise i “Star Trek: The Next Generation” på Sky One for henved 20 år siden nu. En fremragende serie, men jeg kan egentlig bedre lide den gamle besætning fra “The Original Series”, især i filmene, hvor de har en helt særlig kemi sammen, navnlig sammenspillet mellem Kirk, Spock og McCoy… Det bliver en god jul!

Posterart til Sergio Corbuccis meget vellykkede og kontante spaghettiwestern fra 1966

Posterart til Sergio Corbuccis meget vellykkede og kontante spaghettiwestern fra 1966

Beam me up, Scotty…

Jeg har netop genset J. J. Abrams’ enormt actionfyldte Star Trek-reboot, der meget passende bare hedder “Star Trek”, og skal forestille at foregå før den originale serie med det første møde mellem de mange klassiske karakterer, som vi alle kender og elsker fra det ikonske univers.

Som så mange andre, var jeg i biffen i 2009 for at se dette nye science fiction opus i fuld flor. Jeg er meget glad for Star Trek – jeg ved dog ikke om jeg vil kalde mig selv for hårdhudet ‘Trekkie’ eller ‘Trekker’, fordi jeg kan ikke rigtig huske hvad det var for et rummonster som Kirk bekæmper i flere af de meget sjove afsnit i den originale serie – der virkelig var banebydende, sågar var det en af de første serier hvor en sort kvinde spillede en fremtrædende rolle, og med implementeringen af en russer, så virkede serien i høj grad forud for sin tid. Selvom effekterne var elendige og kulisserne jammerlige, så er den originale serie fyldt med sjove påfund, og man morer sig kostelig. Den gang jeg var knægt, voksede jeg til gengæld op med serien “Star Trek: The Next Generation”, som jeg slavisk så hver eneste aften på Sky One-kanalen over vores parabol. Den har virkelig bragt mig mange gode minder, men som sagt, så er jeg nok ikke den gængse hardcore ‘Trekkie’ – selvom jeg dog ejer alle filmene i ganske gode dvd-udgivelser.

J. J. Abrams har instrueret en film, der er meget tro mod universet, og med Roberto Orci og Alex Kurtzmans sympatiske historie, så har vi her at gøre med visse ting, der har været meget brugt i serierne igennem tiden. Først og fremmest med en alternativ virkelighed, dernæst er der tale om tidsrejse og endelig forholdet mellem Kirk og Spock, der også kommer på flere prøvelser. Historien er for så vidt ganske okay, men den refererer ikke meget til den legendariske sætning: “To boldly go, where no one has gone before…” – i stedet får vi også en intergalaktisk rumkrig mellem romulanerne og Føderationen. Der er flere af filmene, der har flirtet med det før – f.eks. i “First Contact”, hvor kaptajn Jean-Luc Picard og hans besætning står over for den frygtelige trussel, der er The Borg. Det er nu okay, fordi man sidder og venter på action, og det får man rigeligt af. J. J. Abrams har valgt at vise flere afgørende øjeblikke med hurtige kamerabevægelser og klip, som sætter actionen i højsædet. Men forholdet mellem Kirk og Spock er også på kogepunktet, og de to gamle venner må gå gruelig meget igennem – først hader de hinanden, så forstår de hinanden og sluttelig bliver de gode venner. Men jeg kan nok aldrig rigtig forstå den lidt mærkelige kærlighedshistorie mellem Uhura og Spock? Den havde jeg ikke lige set komme, men det bliver forhåbentlig uddybet i film nummer to, der er hastig på vej.

Filmens cast er meget veloplagt. Chris Pine og Zachary Quinto er to gode valg som henholdsvis de unge Kirk og Spock, og så er der jo Leonard Nimoy, der gentager sin rolle, for guderne må vide hvilken gang, som den gamle Spock. Det var sgu et herligt gensyn med den gamle logikker. Resten af holdet ser også ganske fornuftigt ud: Zöe Saldana er flot og sød som Uhura, John Cho er god som Sulu (selvom man godt kan savne lidt den gamle homoseksuelle buksetrold, George Takei), Karl Urban forsøger sig godt som Bones McCoy, men jeg er nok for meget nostalgiker til ikke at foretrække DeForest Kelley i den rolle, han gjorde det virkelig godt. Ellers ses Anton Yelchin som den unge Chekov og endelig selvfølgelig Simon Pegg som Scotty, der er blevet gjort til en helt igennem komisk figur – lidt mærkværdigt, men hvad pokker, det går sgu nok… han søger da i det mindste for et par grin, så atmosfæren ikke er helt tyk af gravalvorlige indfald.

En af de mest mindeværdige ting ved den gamle serie og filmene iøvrigt er den fremragende musik af Jerry Goldsmith. Den dygtige komponist er desværre ikke længere iblandt os, men hans arvtager Michael Giacchino har nu også skabt et ganske godt score – dog uden brug af det formidable tema, som ellers har fuldt seriens karakterer i tykt og tyndt i mange år. Jeg prøvede bevidst at nærlytte efter scoret, og jeg fandt det virkelig godt.

Som sagt er der jo en 2’er på vej, og jeg ved ikke meget om den, men jeg ved dog at de fleste skuespillere vender tilbage til deres roller, som nu må siges at være deres. Den originale serie har nok flere af de gode skuespillere, som jeg noget bedre kan lide end den lidt sterile serie om den næste generation. Men jeg er spændt på at se hvor vidt de kan drive denne nye serie -der er slet ingen tvivl om at jeg vil sidde med begge øjne og ører åbne og følge med i at hvad dette nye Star Trek-univers foretager sig, men det eneste jeg sådan set håber på er at de er tro imod det gamle univers og de oprindelige skuespillere samt deres karakterer. Det er også J. J. Abrams der sidder i instruktørstolen næste gang, så vi kan nok forvente os endnu mere hårdtpumpet action end den første – så håber jeg bare at historien følger med.

Hvis man får lyst til at dykke mere ned i fankulturen bag Star Trek, så vil jeg gerne anbefale de to geniale dokumentarprogrammer “Trekkies” og “Trekkies 2”, der virkelig går tæt på Star Treks enorme skare af mere eller mindre gale fans. De er virkelig et studie i sig selv, og jeg tager hatten af for at man kan være så dedikeret til et enkelt univers.

“Star Trek: Into Darkness” er iøvrigt planlagt til at få premiere i juni 2013.