Tag Archive: Steve James


Ja, efter at have haft en glimrende dag med besøg hos min alderende moder, der blev fuldført med dejlig aftensmad, hvor jeg stadigvæk kan ane smagen og duften af hvidløg i min gane, når jeg hoster eller ræbber… det var nok lige voldsomt nok, men jeg fandt da ud af at hun ikke ville holde igen med de hvide løg nok engang. Tidligere så jeg lidt fodbold (FC København – FC Nordsjælland), hvilket ikke var noget særligt, og der er jo først superkamp mandag aften, når AaB tager imod mestrene fra FC Midtjylland… – er det bare mig eller burde det være rundens kamp…?

Nej, da jeg returnede til Afgrunden, der hastig var blevet efterladt, ventede der en dvd på mig. Der var tale om Steve James’ dokumentar om den afdøde filmkritiker, Roger Ebert, hvor filmen har titlen: “Life Itself”, opkaldt efter en biografi om manden selv. Jeg havde hørt meget godt om denne dokumentar, og da jeg erfarerede at den kunne købes relativt billigt hjem fra en Marketplace-sælger hos Amazon.co.uk, så slog jeg dæleme til! – Og nu skulle den smides i afspilleren:

ebert

Dokumentarren fokuserer først og fremmest på Roger Eberts arbejdsliv – hvor især samarbejdet med en anden filmanmelder, Gene Siskel, bliver fremhævet igen og igen. Nu voksede jeg desværre ikke op i USA, så jeg har ikke haft mulighed for at tune ind og se disse to kæpheste diskutere film om og om igen. Men jeg fik det indtryk af dokumentarren, at det var noget ganske populært, og deres ord var… ikke lov, men noget som man rettede sig efter. Jeg blev meget imponeret over Roger Eberts arbejdsiver – igennem hele hans liv, men også især efter at han for alvor blev syg med den frygtelige kræft-sygdom, der efterlod hans kæbeparti i total oprør som følge af adskillige operationer. Man får også historien om hvorledes at han var en yderst talentfuld skribent, allerede i hans unge år, og sidenhen blev en dygtig og efterspurgt debattør i forskellige regi. Men som filmen udfoldede sig, så kom der mere og mere fokus på hans liv med hans kone, der forblev ved hans side til hans død, og som helt sikkert har givet Roger meget glæde. Jeg kunne godt mærke at stemningen blev noget rørstrømsk, og jeg var selv på nippet til at få bløde øjne, når snakken gik på kærligheden imellem de to. Der er slet ingen tvivl om at Roger var meget afholdt… også selvom at man nogle gange fik et indtryk af at han også kunne være noget så påståelig og stædig. Han elskede dog film, og hvem kan ikke sige at de ikke gør det. Den danske pendant, Ole “Bogart” Michelsen, har jeg set fortælle om hans karriere et par gange, og hans bøger er altid værd at læse, eftersom at han fremstår som Danmarks lille mini-Ebert, dog måske med en anelse mere sofistikeret filmsmag. Jeg har stor beundring for dem begge, og jeg husker med glæde tilbage på de Bogart-programmer, da de kørte henover skærmen tilbage for efterhånden en del år siden. Eftersom at jeg elsker at skrive om, snakke om og udveksle historier om film og alt dens historik, så står man nok i samme båd som de to førnævnte… jeg bliver dog aldrig hverken Ebert eller Ole-Bogart – dertil er jeg alt for amatøragtig og jeg har slet ikke samme gå-på-mod som de andre. Men jeg vil stadigvæk holde gang i enhver samtale om en specifik film, hvis denne for alvor har interesseret mig… Sådan er vi jo mange filmfans der er…

Og puha, jeg fik næsten lyst til at hive det håndbroderede lommetørklæde frem og tørre snuden, fordi det blev noget af en tårevældet omgang. Jeg måtte have et modspil, så jeg kiggede på hylderne, og fandt hurtig David Cronenbergs’ “Crash” frem. Det er noget en beskidt omgang i sammenligning, men der er masser af hylde filmen for. Jeg synes at den er aldeles fremragende. Original, væmmelig, provokerende og bestemt grænseoverskridende. Sikke nogle præstationer som der også kommer ud af skuespillerne, der tydeligvis har været draget af et nyt og spændende projekt. Jeg kan slet ikke få armene ned af beundring. Og det var jo den gang, hvor David Cronenberg lavede meget farlige film. Bevares, eftersom at han lavede et par lettere mainstream-film, hvis man da kan beskylde Cronenberg for at være mainstream, så har han vist tabt gnisten lidt. Altså, jeg vil altid se en Cronenberg-film, fordi de er stadigvæk så fascinerende og langt bedre end mange andre instruktører, der fremhæves som de nye store genier. Nej, tværtimod, så har David Cronenberg stadigvæk en kæmpe appeal hos mange genrefans, og man ved godt hvorfor. Manden garanterer noget spænding og noget der kan pirre hjernesanserne. Det er en god evne at være i besiddelse af, og “Crash” fra 1996 er bestemt ingen undtagelse. Et modbydelig stykke filmkunst, som man ikke kan lade være  med at se igen, og måske igen… og man ved jo godt hvad man siger om et trafikuheld? – det er umuligt at kigge væk…- min amerikanske dvd tillod mig sågar at vælge NC-17-udgaven, der er noget mere kontroversiel end den mere strømlinet R-Rated-version…

crash

Hold da op. Er det allerede maj måned? – jeg føler at jeg har sumpet mig igennem de sidste mange uger, og faktisk ikke fået udrettet noget som helst. Jeg burde være mere aktiv – det føler jeg ihvertfald – mentalt, når man ser på det… men det er desværre sjældent at mit uhyre, vamle og skrøbelige korpus kan følge med. Men i Thisted i dag, er det da i det mindste sådan en rigtig dejlig forårsdag, hvor solen skinner i sådan en grad, at jeg har måttet åbne et vindue, hvilket jo kan være meget godt… men sidste gang kom der sådan en forbandet stor flue ind, der larmede så meget at man skulle tro at den var udstyret med store turbiner, der rumlede i hele Afgrunden.

Well, det skal ikke kun være spas og spøjs. Jeg har i den seneste tid fået handlet en smule ind. Jeg fik nemlig endelig fat i “Millennium”-bokssættet, der indeholder alle tre sæsoner. Det var en stor glæde, og prisen var ganske overkommelig, idet den klikkede ind på 16.99 pund. Meget, meget rimeligt…

millenium

Da serien kørte på TV2, fik jeg desværre ikke set den så ofte som jeg gerne ville, idet jeg er et kæmpe fjols til at se tv-serier, når de kører hver uge. Jeg glemmer det altid, og pludselig har jeg mistet flere afsnit end jeg gerne selv ville have… og så står man med skægget i postkassen og jamrer sig. Well, pretty boy – only one to blame and that’s yourself!….men nu kan jeg så endelig få taget hævn med dette nyindkøb.

Min kære blogkammerat, Henrik https://baandsalaten.wordpress.com/ havde længe snakket om at jeg så absolut måtte se den gamle klassiker, “Det Store Ædegilde” af Marco Ferreri… og nu kan jeg så sige at jeg endelig har fået det gjort. Og sikke en opvisning i menneskelig vammelhed og det dekadente overspiseri, der får sin indre mavesæk til svumle op i sådan en grad, at brækfornemmelserne står i kø. Dejlig og lækkert fransk cuisine, hvis ulækre sammensætninger, ikke ligefrem får mundvandet til at drive… jeg er nok ikke bare til fransk mad – jeg har altid syntes bedre om italiensk og asiatisk… men filmen var en oplevelse, og da slutningen nærmer sig, så bliver man præsenteret for det ene mere absurde dødsscenarie efter hinanden. Ugo Tognazzi tager dog prisen med hans indfald af at spise til det sidste, imens han stadigvæk forsøger at holde hans libido i vækst. En mageløs scene. Som jeg skrev, er filmen en oplevelse, og jeg er glad for at endelig få den at se… den danske dvd fra Criterion Films (ikke at sammenligne med det amerikanske selskab) er desværre udgået, men senere på året udkommer filmen i en dual format udgivelse fra Arrow Films…så det er sgu sagen! I alt fald kan den bestemt anbefales til en aften, hvor man føler at man skal udsættes for noget grænseoverskridende.

Og foruden det allerede nævnte, så må jeg selvfølgelig også slå et slag for 88 Films fra England. Et forholdsvis nystartet filma, men allerede med masser af fremragende titler på bagen, og da jeg slog et kig forbi deres webshop for et stykke tid siden, så så jeg noget som jeg så absolut måtte hjemkøbe til Afgrundens slunkne filmbibliotek:

88films

Først og fremmest, “American Ninja” 1-4… sikke nogle juveler… jeg er megafan af den første film, og har sågar en plakat af coveret i Afgrunden. Det er nok en af de mest lejede film i min ungdom. Hvis jeg gik på rov hos Videoudlejeren, og fik øje på den første “American Ninja”, så lejede jeg den altid. En fremragende film, grænsende til det cheesy, men helt sikkert en af det hæderkronede kult-filmselskab, Cannon Films, store flagskibe. “American Ninja 2: The Confrontation” er også virkelig god, og en anelse mere cheesy, men makkerparret Michael Dudikoff og Steve James går i det mindste igen. “American Ninja 3: Blood Hunt” er uden Michael Dudikoff, men derimod med Steve James og som Dudikoff-erstatning, David Bradley, der slet ikke har samme karisma som førnævnte Michael Dudikoff, der forbliver en af de store 80’er-helte for mit vedkommende. 4’eren med undertitlen “The Annihilation” er virkelig dårlig, men Michael Dudikoff er tilbage og forender serien… der skulle godt nok være en uofficiel 5’er, men den har jeg aldrig set, og den skulle også være elendig… og da jeg endelig fik nok af ninjaerne, så kunne jeg kaste mig over 88 Films fremragende udgivelse af kultklassikeren, “Hollywood Chainsaw Hookers”, hvor Linnea Quigley demostrerer store evner med en oversize motorsav – så fantastisk B-filmsagtigt og cheesy, at man kun kan juble af glæde.

Ja, heldigvis får man da set lidt film i ny og næ, men jeg har også fået dyrket meget musik i det sidste stykke tid, hvilket glæder mit sind meget. Jeg kunne bestemt ikke leve uden musik, og uden den glæde som det medfører….sluttelig et lille musiknummer derfor: