Det var en mild december dag…

Så er Undermennesket tilbage med en melding fra Udkants-Danmark, hvor verdens største og mest hungerende Afgrund er placeret…jeg har tilbragt de seneste mange dage i eksil fra at skrive på bloggen, hvilket jeg er lidt ked af i dag, men jeg har ikke følt mig inspireret, og da man jo er et muntert, men også gnavent gemyt, så skal man vælge hvilke kampe som man vil kæmpe. Jeg synes dog at jeg skulle skrive mindst et nyt indlæg inden Juleaften, og det er så denne her… jeg afviser ikke at jeg skriver et mere, men sådan som det ser ud nu, så er jeg i tvivl, men nu er det jo også allerede den 18. december, så for fanden da, hvor de nisser har rendt hurtigt..

Filmmæssig er jeg på bar bund – indrømmet, jeg ser da stadigvæk et par titler i ny og næ, og jeg kan jo heller ikke lade være med at bestille lidt nyt på det verdensomspændende world wide web… man er jo lidt afhængig, og hvis man falder over nogle gode tilbud og man har lidt ekstra på kistebunden, så må man slå til! man er jo både en samler og lidt syg i det…

Jeg fik dog endelig set den gamle 80’er-spændingsfilm, “F/X” med Bryan Brown og Brian Dennehy. Dette var et værk, som jeg altid havde hørt meget om, og jeg har altid været meget interesseret i den, men aldrig fået den set… men nu kan jeg krydse den af på listen, og jeg må sige at det var et glimrende bekendtskab. Nostalgikere vil uden tvivl glædes over brugen af de praktiske effekter, nu i en tid, hvor de digitale effekter har overtaget. Det er bekymrende, og det kan godt være at det er nemmere at lave sådanne scener i post-production, men jeg synes altså også at det kan se rimelig fake ud – på den mest irriterende måde. Jeg ved ikke om jeg decideret hader digitale effekter, men det er bare ikke så attraktivt for mig, idet jeg nok stadigvæk tænker meget af tiden på da jeg gik i videokiosken og lejede videobånd i 80’erne og 90’erne.. dog kan det godt slå mig lidt anderledes, når jeg kigger omkring i lejligheden, fordi der er det godt nok dvd’erne, der har overtaget… Anyway, “F/X” var virkelig interessant og ganske spændende, og så var det jo med en af mine gamle helte/skurke, Brian Dennehy, som jeg stadigvæk mener at han havde fortjent en Oscar eller i det mindste en nominering for “First Blood”… hold kæft en led karl, han er i den film …

“F/X” så jeg iøvrigt på blu-ray fra Soul Media, og det var ikke så slemt som forventet… der er jo tale om et discountlabel, så udgivelserne er total bareboned, men det er jo også typisk filmene, som man kommer efter… sjovt nok så jeg endnu en blu-ray-udgivelse fra Soul Media, nemlig en af mine absolutte gamle cheesy favoritter, “No Retreat, No Surrender” – eller “Fuld Kontakt”, som filmen hed på dansk. En helt igennem fjollet og tåbelig karatefilm med Jean-Claude Van Damme i en af hans første roller, som “Ivan – The Russian”. Over the top kampscener, elendig overdrevet skuespil, et fjollet manuskript og Bruce Lees spøgelse er involveret i denne “klassiker” fra 80’erne. Jeg morer mig over ethvert gensyn, og havde i forvejen filmen to gange på dvd, men nu er jeg altså opgraderet til blå, som jeg dog godt kunne have droppet, idet det ikke er en speciel god transfer. Nuvel – min samling kan nu også bryste sig af “Karate Tiger”, som filmen hed på tysk, i en rigtig flad discountudgave på blu-ray… ja ja da…

Jeg har ikke købt supermange film på det seneste, men jeg har dog investeret i endnu et bokssæt med Jørgen Leth-filmatiseringer – denne gang er det boksen med ‘Portrætfilm’, hvilket gør at jeg nu har fire ud af seks bokssæt – nu mangler jeg kun ‘Fiktionsfilmene’ og de ‘Tidlige Eksperimenter’… jeg må sige at jeg er ret tilfreds med disse udgivelser, og selvom de er lidt dyre, så kan jeg alligevel ikke helt dy mig, og filmene holder jo generelt et ret højt niveau – i en tid hvor Jørgen Leth nærmest er blevet lidt kult. Bokssættet indeholder også dokumentarfilmen om Michael Laudrup, som jeg har set adskillige gange før, og den er virkelig god, så det skal blive godt med et gensyn. Et andet bokssæt som jeg har indkøbt er den komplette “Miami Vice”-samling på 32 disk – hold da nu op, men den var billig, så jeg måtte springe på den, men hvornår jeg får den at se, aner jeg simpelthen ikke. Den er bare købt hjem nu, fordi jeg kunne spare en del penge på den, og hvad fanden kan man gøre, nu hvor man er samler?

Og så vil jeg iøvrigt lige sende en fødselsdagshilsen. En af verdens mest anerkendte filminstruktører fylder nemlig år i dag, den 18. december. Og det er ingen ringere end the man himself, Steven Spielberg, der faktisk fylder 68 år. Han er også ved at være gammel, men jeg er sikker på at han har mindst 10 gode år i sig endnu. Se bare på Woody Allen, Roman Polanski og Clint Eastwood – de er også vældig aktive endnu og har nogle gode film på CV’et.

Steven Spielberg står jo bag nogle af filmhistoriens store hits. Fra rumvæsnerne i “E.T.” og “Nærkontakt Af 3. Grad” til eventyrerne med Indiana Jones over gys som “Duel” og “Jaws” til krigsactiondrama som “Saving Private Ryan”. Men han har også lavet seriøse film som “Amistad”, “Schindler’s Liste” og “Lincoln”. Foruden de tre Oscars som han allerede har, så har han  været nomineret yderlig ni gange, hvilket jo er så meget sigende i sig selv. Det er virkelig en mesterinstruktør, som fylder år, og hans indflydelse har været enorm. Jeg ønsker den gode Steven Spielberg et rigtig stort tillykke på dagen, og jeg ved ihvertfald at jeg vil blive ved med at se og gense hans film for altid. Jeg er meget glad for hans film, og det er svært at finde en favorit.

Ach so, det var hermed et lille livstegn fra Undermennesket, der nu kan lade julefreden sænke sig, og glæde sig til onsdag i næste uge, hvor der er lagt op til en stille og rolig aften i familiens skød. Jeg ved at jeg får lidt film i gave, da jeg har sådan en ordning med at jeg selv skal bestille mine julegaver, så jeg får noget som jeg virkelig gerne vil have. Dertil kan jeg også afsløre at jeg får nogle soundtracks, lidt figurer og andet godt, men sådan skal det jo være…når man…..er…..samler! Helle dusse da…

Udsmykning i Afgrunden – take two!…

Nå ja, så kom dagen jo alligevel, hvor min noble fader kom forbi til en snak, en kop kaffe og nogle nyttige gøremål. Jeg er selv et enormt klodset menneske, og jeg magter ikke at praktisere handyman-arbejde, så det overlader jeg typisk til min fader, der gerne kommer forbi, og hvis han kan redde sig en kop kaffe imens, så er han tilfreds – og det er jeg såmænd også, så det er jo helst sådan at det skal være. Årsagen var jo så at jeg nok engang havde fået en portion plakater til min lejlighed, der nu er kommet op på væggen i Afgrunden, hvilket fryder mig i stor stil. Der er tale om to store plakater og fire mindre billeder, og de er alle blevet indrammet, idet de ikke skulle hænge på en skråvæg…hurra for det!

Hvis vi starter med de små billeder:

 

Først kan man se at der er kommet et temmelig oldschool og sensationel billede op af Tim Burtons “Ed Wood”. Foruden “Edward Scissorhands”, så er dette nok min næst-mest værdsatte Tim Burton-film. Fin historie, selvom der nok er pyntet lidt på den autentiske fortælling, så er skuespillet virkelig godt – selvom mest af Martin Landau, der da også vandt en Oscar for hans portræt af Bela Lugosi. Næste billede er en reproduktion af den japanske plakat for Ridley Scotts fremtidsfabel, “Blade Runner”… mange filmelskere har denne film som en af deres absolutte favoritter, og jeg må også sige at jeg er meget begejstret for denne form for tech-noir, og historien har jo givet os filmen i adskillige cuts, og der er meget debat imellem de forskellige i filmkredse, men jeg ved ikke hvilken der er min favorit, men hvis man skal tro mit sædvanelige jeg, så foretrækker jeg en så dyster historie som mulig. Efterfølgende har vi også en gammel favorit, nemlig Fritz Lang’s “M”, hvor Peter Lorre giver den som forrykt morder. Scenen hvor han bryder sammen overfor en hidsig folkemængde er utrolig, og vanvittig godt skuespil af den aparte Lorre. Billedet er virkelig flot og stemningsfuld – helt gammeldags-poster art med original skrift. Jeg må tilstå at jeg virkelig godt kan lide det billede. Afslutningsvis kommer så endnu en klassiker i form af Steven Spielbergs “Close Encounters Of The Third Kind”… en film som jeg har set mange gange, og ejet både på vhs, dvd og blu-ray. Bare en god, nysgerrig fortælling om hvordan den første kontakt med en race fra det ydre rum kan forekomme. Filmens lydside er sidenhen blevet legendarisk, og aldrig er en portion kartoffelmos blevet brugt så rettelig i en filmproduktion. Som der kan ses på det sidste totalbillede, så er der alligevel kommet nogle billeder op efterhånden. Jeg har endnu to stks. som jeg skal have sat i ramme og ophængt, men så er det også slut.

Så hvis vi vender blikket til den anden side, så kan de nysgerrige øjne finde to større filmplakater, som jeg ligeledes har fået indrammet. Det er to klassiske 80’er-film, som har betydet meget for mig i min barn- og ungdom:

Først og fremmest kan man sikkert nikke genkendende til plakatkunsten for den fantastiske slå-på-tæven-film, “American Ninja”. Jeg er kæmpefan af den første film, og nummer to er også egentlig ret god, hvorefter det dog hurtig går ned af bakken i serien. Men denne første film må være en af dem, som jeg har set allerflest gange, hvor jeg voksede op i 80’erne og 90’erne og skulle på jagt i den lokale videobiks. Fandt jeg denne på hylden, så blev den lejet med det samme! – sidenhen fandt jeg filmen i den gode gamle “Men Of Action”-serie, og har nu opgraderet til dvd. En sand nostalgisk tur for mig, hver gang jeg genser filmen, og den har sin gode plads på hylden ved siden af andre af mine favoritter. Den anden plakat er så John Badhams “Short Circuit”, eller vi kender den i Danmark: “Nr. 5 Lever”. En noget anderledes film end Michael Dudikoffs udfoldelser i “American Ninja”, men ikke destro mindre en herlig og livsglad fortælling om en militærrobot, der bliver ramt af lynet og dermed bliver levende… ikke uden referencer til den klassiske gotiske historie om Frankenstein. Jeg har netop fået fat i filmen på blu-ray og jeg så den anden aften. Jeg kan stadigvæk virkelig godt lide den, og plakaten var rigtig fin, synes jeg, så hvorfor ikke få den op på væggen?.

Ja, det var så de plakater, som min arbejdshest af en fader, fik hængt op for mig, men jeg ville ikke stå tilbage, og i går, mandag, fik jeg en plakat med posten, hvilket var en eftersendelse fra MegaMerchandise.dk. Da der var tale om kun en enkelt filmplakat, og da jeg havde planer om at den skulle op på en skråvæg, så besluttede jeg mig for at gøre forsøget! – og dermed hænge den op selv:

Her er der tale om den klassiske filmplakat til Paul Verhoevens volds-symfoni, “RoboCop”. Jeg vil betragte denne film som en absolut yndling, og jeg har set den utallige gange. I dag har jeg den både på dvd og blu-ray, og har ikke i sinde at skille mig af med nogen af dem. Jeg er vild med filmens brutale stil og kontante vold, kombineret med lidt sund samfundssatire – noget som Verhoeven gentog i “Starship Troopers”. Plakaten er bare megacool, og et klassisk billede fra 80’ernes videohylde. Jeg er glad for at den pynter på væggen i Afgrunden nu, og så iøvrigt ikke så meget snak om genindspilningen, der jo er lige på trapperne på dvd og blu-ray. Jeg køber den nu nok på et tidspunkt, men den er ikke højt prioriteret.

Ja, det var vist det, som der var at fremvise i Afgrunden netop nu. Indretningen er på et fremskredent niveau, og jeg kan snart sige at jeg er færdig og tilfreds, men der mangler altså lidt endnu. Jeg må nok sige at jeg skal bestille fra Allposters.dk nok engang i den kommende fremtid, men jeg ved ikke lige om det bliver i næste måned. Heldigvis er der jo kun kort tid til at der klikker nogle mønter ind på kontoen – forhåbentlig that is, men jeg har virkelig brug for det månedlige bidrag, da min kontantbeholdning er på det absolutte nulpunkt. Det ændrer sig forhåbentlig snart.

 

 

And the Oscar goes to…

Hurra. I nat er det Oscarnight, og det betyder at vi filmfans endnu engang må sidde længe oppe og forbløffes over det store amerikanske awardshow. Jeg må indrømme at jeg er glad for denne tilbagevendende begivenhed, hvor vi hele tiden bliver mindet om hvor fantastisk denne verden af film og filmstjerner er.

I år skal jeg følge showet på TV2, sammen med en god veninde over Skype, og det glæder jeg meget til.  Så vi er så småt forberedt på at vi skal diskutere kjoler og desligne – det er jo lige noget for en gammel modeentusiast som undertegnet. Men når det endelig show så løber af stablen, så gælder det jo årets bedste film, og det lader til at der er mange om buddet i år.

Jeg har en stor forkærlighed for instruktøren Michael Haneke, så jeg håber at den østrigske mester, vinder mindst en Oscar, og det bliver nok den for Bedste Udenlandske Film, hvilket betyder at Nicolaj Arcels “En Kongelig Affære” ikke vinder i år. Det er selvfølgelig trist for Arcel, men så vidt jeg kan forstå, så har denne Oscarnominering åbnet mange døre for den talentfulde danske manuskriptforfatter/instruktør. Desuden er jeg ret sikker på at Quentin Tarantino vinder for Bedste Originale Manuskript for “Django: Unchained”, hvilket måske ikke ville være helt ufortjent, fordi det er et virkelig godt manus, komplet med bandeord og det hele – dertil tror jeg også at Christoph Waltz snupper prisen som Bedste Mandelige Birolle, hans præstation i den førnævnte moderne spaghettiwestern, er ihvertfald særdeles glimrende, så det vil nok heller ikke være ufortjent.

Generelt er skuespillerkategorierne i år noget sværere at danne sig et indtryk over. I Bedste Kvindelige Skuespiller-opløbet, så tror jeg valget skal stå imellem Jessica Chastain og Jennifer Lawrence – jeg vil nok satse mine penge på Jessica Chastain, der eftersigende gør en god figur af sig selv i “Zero Dark Thirty”. Jennifer Lawrence vandt godt nok en Golden Globe, men hun skal nok også blive nomineret igen, hun er ret talentfuld. I Bedste Kvindelige Birolle, så tror jeg at Anne Hathaway vinder hands-down, selvom jeg ikke er den store fan af musicals, så skulle hun være god i rollen, også selvom hun ikke skulle være på skærmen så lang tid.

Bedste Mandelige Skuespiller bliver Daniel Day-Lewis. Han er kæmpefavorit, og han er også en ganske enestående skuespiller, så han er nok ihvertfald et par trin foran sine med-nominerede. Bedste Instruktør er også lidt diffus i år. Jeg kunne godt unde Michael Haneke den Oscar som Bedste Instruktør, men jeg tvivler lidt på at han får den- jeg tror at enten Ang Lee eller Steven Spielberg går hjem med den eftertragtende statuette. Og for Bedste Musik/Score så er John Williams endnu engang nomineret, for Guderne må vide, hvilken gang med endnu en Spielberg-film, og hans score holder, traditionelt, et utrolig højt niveau. Det kan dog også blive Thomas Newman for “Skyfall”, fordi jeg tror at Adele vinder med hendes sang fra selvsamme film.

Og så står vi tilbage med årets film. Hvilken en af de 10 nominerede har mon præstereret at blive kaldt for Årets Bedste Film. Personlig tror jeg mest på “Argo”, der har haft kæmpesucces på de andre awardshows, og den indeholder en historie som Akademiet elsker, men det kan også blive “Lincoln”, det stort opsatte, ambitiøse værk om den amerikanske præsident. Well, jeg tror at vi må vente indtil tidlig morgen mandag den 25. februar, 2013 til at få det endelige svar. Jeg er ihvertfald klar på en dejlig nat i selskab med Hollywoods fineste.

Den østrigske mesterinstruktør Michael Haneke er favorit til at vinde med hans film i Bedste Udenlandske Film. Jeg krydser fingre.

Gå ikke i vandet!+Here’s Pacino!

Med stor glæde og fornøjelse modtog jeg i dag den længeventede blu-ray-udgivelse af “Jaws”, endda i et meget flot og fornemt ‘Gift Set’, som inkluderer filmen naturligvis, nogle samlerkort og så en bog: “Jaws: Memories from Martha’s Vineyard”, en 296 sider stor sag, naturligvis på engelsk, men det er dog en bagatel. Jeg har netop set filmen og den ser fremragende ud – jeg ejede selvfølgelig den allerede på en amerikansk special edition dvd, men der er ingen tvivl om at blu-ray’en er et mesterstykke.

Mange betegner “Jaws” som en af de helt store klassikere i den amerikanske filmindustri, og det er da også et meget fint bekendtskab. Man fornemmer virkelig en ung Steven Spielbergs touch, han havde vistnok kun lavet den fremragende tv-film “Duel” og spillefilmdebuten “Sugarland Express” inden, og man må sige at denne mand, i hans 20’ere, præsterede at iscenesætte noget særdeles usædvanligt.. Nu vil jeg ikke nødvendigvis citere Marty McFly fra “Back To The Future: Part II”, men jeg må dog nok være lidt enig i at “The Shark still looks fake”-betragtningen… men det er jo petitesser, fordi filmen er nervepirrende filmet og klippet, med vidunderligt musik af John Williams, blandt andet det verdensberømte tema, og så er filmens trekløver i hovedrollerne, Roy Scheider, Robert Shaw og Richard Dreyfuss virkelig et plus. Især Robert Shaw som Quint gør det virkelig godt, og man kan se hvordan han gør rollen til helt sin egen og fremstår som den helt igennem troværdige haj-jæger, nærmest som en på landjorden anerkendt storvildtsjæger. Jeg er meget begejstret for dette gensyn med filmen på det efterhånden bredt anerkendte high definition format. Desværre skal man gå langt udenom efterfølgerne til “Jaws”, der er en frygtelig sammenblanding af familiefilm og undervandseventyr, der slet ikke besidder den samme frygtindgydende fornemmelse for disse store rovdyr i havene. Jeg har ihvertfald set “Jaws 2”, “Jaws 3” og “Jaws: The Revenge”, og de er alle rædsomme.

En anden film jeg fik ind af døren på funklende nyudgivet blu-ray var Taylor Hackfords fine “The Devil’s Advocate”, hvor en ung, succesfuld sagfører, spillet af Keanu Reeves, lader sig lokke til storbyen for at arbejde hos et kontroversielt firma, hvor den karismatiske John Milton (Al Pacino) er seniorpartner. Alt er dog ikke rosenrødt, og selvom det hele ser så godt ud, så må advokaten Kevin Lomax (Reeves) og hans smukke kone Mary-Ann (Charlize Theron) snart berede sig på at de begge er i stald hos en særdeles grovkornet djævlefar, idet vi finder ud af at filmens titel skal tages meget bogstaveligt. “The Devil’s Advocate” var jeg ret vild med, da jeg så den første gang, for mange år siden, på et lejet VHS-bånd. Jeg fandt hele historien interessant, og skuespillerne ret gode, navnlig især Al Pacino, der virkelig brænder igennem som den helt store åbenbaring. Man kan sige meget om Pacino, men han er virkelig en formidabel skuespiller, der, som en af de få, kan opleve at få en film skrevet helt præcist kun til ham, fordi “The Devil’s Advocate” er sådan en film – der er store, fedtede Pacino-aftryk hele filmen igennem, og det er en sand fornøjelse at overvære ham spille sig helt ud på grænsen til det sindssyge. Filmens historie er måske lidt letkøbt, og den forsøger at skildre Satan selv som en pretty good guy, der lader sin advokatyndling selv bestemme over sit liv, og som sådan ikke presser ham til noget som helst. Men vi kan vel alle blive enige om at det er nok de få i verden, der gerne vil have Satan som personlig ven eller kammerat, selvom vi er mange der sukker om det..ha ha, så tror jeg alligevel ikke at jeg kunne få mig selv til at ofre en jomfru ved midnat, eller drikke blodet fra en ged. Jeg er jo ikke studerende længere! Men filmen er underholdende, og det er vel det vigtigste, så ser man ganske vist stort på det lidt forcerede klimaks mod filmens slutning, hvor retfærdighed dog sker fyldest og vi kan alle ånde lettet op, fordi der faktisk er plads til en regelrettet sagfører i denne verden. Åh ja, vi må desuden heller ikke glemme at nævne Connie Nielsen, som også spiller med i filmen som en særdeles forførrende skønhed med italienske aner… godt gået, Connie! – denne film var en af de første som jeg først så hende i, og hun gør det rigtig godt. Jeg tilbragte faktisk også dagen med at se en anden Connie Nielsen-film, den med Robin Williams som den velmenende, men også ret væmmelige Sy Parrish i “One Hour Photo”, en virkelig stærk film, som jeg har set mange gange, og klart vil anbefale. Det samme vil jeg faktisk også gerne gøre med “The Devil’s Advocate”, der er en brilliant Al Pacino-opvisning.

Nåh ja, jeg sad forresten også den anden dag og så den ret gennemførte “Delta Force 2”, hvor gode gamle Chuck Norris uddeler øretæver af højeste kaliber. Det var befriende at se en film, hvor skurken var så gennemført ond. Jeg kan næsten ikke komme i tanke om hvor længe siden det er, at jeg har set en film, hvor hovedskurken var så stort et svin. Glimrende skuespil af Billy Drago i skurkerollen må man sige. Og Chuck Norris er jo Chuck Norris. Han er indbegrebet af en good guy, og han behersker rollen ganske til fulde. Filmen foregår i en opdigtet sydamerikansk stat, ved land San Carlos… ganske opfindsomt må man sige. John P. Ryan som general Taylor morede mig hele filmen igennem – han er åbenbart en temmelig sej gut, der jubler når han bliver sendt i aktion og er et stort smil, når hans soldater nedskyder bad guys, og det gør de virkelig… der er mange spansktalende mænd, der må lade livet i denne film… Så kan de vel lære det, når den amerikanske overmagt kommer på besøg. Filmen er desuden instrueret af Aaron Norris, Chucks bror, der faktisk har instrueret den velkendte bad ass i flere film, b.l.a. den ubeskrivelig ringe “Hellbound”, en okkult buddyfilm, med en historie og replikker, der ikke er det papir værd som de er skrevet på.

Nu er jeg så i et stort dilemma om hvorvidt jeg skal gå i seng (klokken er næsten 5 denne fredag morgen), men jeg har dog også lyst til at se endnu en film, så mon ikke, at jeg kan lokkes af mine veldresserede støvmider til at smide endnu en film i afspilleren – og denne gang tror jeg at jeg vælger en som jeg ikke har set før. Oh the humanity!

Det meget flotte gift set til dræberhaj-filmen “Jaws” er en stor størrelse, og pakken den kom i var næsten for meget for min tapre postmand…

 

Poster til “The Devil’s Advocate” – en regulær Al Pacino-opvisning, hvor alle hans medspillere endnu engang er reduceret til statister…