Tag Archive: Transformers


Uha, jeg beklager den måske lidt uhyggelige overskrift, men jeg må tilstå, at der er nogle dage og nætter, hvor jeg føler at det er lidt koldt i min ellers så dejlige Afgrund. Og så har vi endda ikke talt de dage med, hvor jeg går hvileløst rundt og føler mig som en total zombie, fordi jeg enten har sovet for meget eller for lidt. Så kan man bande på at jeg får gået turen mellem stuen og soveværelset igen og igen. Nåh ja, så får man jo også rørt sig lidt, ville en eller anden motionekspert-type nok fremhæve, men det er unægtelig trist når det foregår på det niveau. Tjah, jeg må jo gøre som jeg vil – jeg er en voksen mand…. med fuldskæg… og jeg sværger ikke længere til de samme råd som man fik da man gik i skole…

Nej, jeg har skam siddet i aften, dog med et lille afbræk på et par timer, og stenet bitter- og lummer filmgøgl af den mere intime slags. Filmen med titlen “Body Of Evidence” er helt klart lavet ud fra det grundlag at man skal føle sig lidt svinsk når man ser den. Foruden at være et dårlig retsalsdrama, så leverer filmen også nogle sporadiske men dog meget luskede samkvemsscener, hvor Madonna, der spiller hovedrollen, ikke ligger fingre imellem. Tydeligvis er filmen lavet for de stakkels, ensomme mænd, der aldrig kommer i nærheden af det verdensberømte popikon, fordi forinden er man blevet uskadeliggjort af hendes velvoksne bodyguards – tro mig, jeg har været der… – nej, som jeg skrev i en kommentar, så løfter filmen sig ikke væsentlig fra noget andenrangs kiosklitteratur, som også lige så ensomme og håbefulde kvinder læser i stor stil. Det er vist ikke ligefrem “Fifty Shades Of Grey”-segmentet, der skal opsøge denne film, fordi den vil ikke indfri deres forventninger. Willem Dafoe, som jeg ellers godt kan lide, er lidt utroværdig som lysten advokat og Frank Langella, der kommer ind fra højre, formår ikke rigtig at gøre noget med hans lille rolle. Dog vil jeg sige at jeg var svært tilfreds med filmens slutning… der kan man da tale om retfærdighed!

body

Som man kan se på filmens cover, så viser den Madonna i sin pureste form, og man har forventningerne skruet godt op med den 18+ rating, men det er bare ærgerlig at filmen er sådan en banalitet. Bemærk iøvrigt mit fine nye krus, som jeg netop nu sidder og sipper varm kaffe af. Den er en særlig hyldest til vi 80’er-børn, og alle de vidunderlige legetøj, der prægede vores dagligdag, der samtidig gjorde vores populærkultur umådelig elskelig. Det var godt nok en dejlig tid, og man kan blive både nostalgisk og lidt rørstrømsk, når man tænker tilbage på hvordan verdenen så ud den grad, og hvordan man selv var for en rendyrket møgunge. Men hey, i det mindste har vi fået både “Transformers” og “G.I. Joe” på den store skærm, nu hvor man er blevet voksen – dog ikke altid lige positivt, men det er da tegn på at 80’erne lever i bedste velgårenhed, især blandt mange fanboys rundt omkring. Min coaster med Commodore 64 kunne jeg iøvrigt heller ikke stå for – selvom jeg ikke længere er gamer, så husker jeg stadigvæk den dejlige maskine, hvor selv en halv time med båndstationen, der udmøntede sig i et simpelt computerspil med en tvivlsom grafik, føltes som Himlen og det sande, teknologiske højdepunkt.

Som ansporet af en snak med Båndsalatens Henrik, så har vi snakket lidt om en af vores yndlinge, når det kommer til den musik, som vi alle elsker og holder af. Nemlig den desværre afdøde sanger, og gennemførte heavy metal-ikon, Ronnie James Dio. Den klejne mand med den kæmpestore stemme, fylder meget i mit liv, og jeg må sige at jeg kommer til at tvivle på om der nogensinde kommer en, der kan overgå ham i præstation, volume og kvalitet. Han var helt igennem enestående. Hvor Henrik primært hylder Dio for hans tid i Rainbow, så må jeg konstatere at jeg mere er fan af ham i Black Sabbath, hvor han erstattede ballademageren, Ozzy Osbourne. Nuvel, jeg har måske ikke hørt nok af Dio i hans Rainbow-sammensætning, men jeg ved at han også har leveret varen. Jeg er dog nok mere fan af Tony Iommi end Richie Blackmore, men de er jo to vaskeægte legender indenfor guitarspillet, så det er nok afgjort på marginalerne. Jeg vil dog slutte med et link til solo Dio med en vaskeægte klassiker og et nummer, som jeg ikke kan undgå at være meget begejstret for:

Reklamer

Ja, så blev det splittergaleme den tid igen. Sjovt nok, så synes jeg at det lige har været Juleaften… ufattelig at tænke på at der allerede er gået et år!? – og jeg må jo nok indrømme, at jeg her, på mine ældre dage, har øje for det dramatiske og hang til det nostalgiske. Jeg husker især Juleaften fra min barndom, hvor mine forældre et år havde gemt gaverne for min søster og jeg i bagagerummet i vores bil, og at vi forinden kun havde fået små gaver, hvilket jo er frygtelig for et barn i voksealderen, der har brug for at lade fantasien vandre, og hengive sig til alskens herligt legetøj, hvad enten det var “Teenage Mutant Ninja Turtles”, “Transformers” eller “Action Force”, som der var de primære ting i min barndom. Nu om dage, kræves der vist mere en smartphone eller en Ipad? – ja, tingene har godt nok ændret sig.

Her i mit voksenliv, har man jo tendens til at prioritere anerledes på en Juleaften – nu glæder jeg mig mindst lige så meget til maden og samværet. Gaver skal der selvfølgelig også være, men det er ikke længere mit drivpunkt, nu er jeg jo også blevet en gammel nar, så jeg sætter helt klart pris på nogle andre ting.

For at snakke lidt om året, der er gået, så vil jeg sige at en af de bedste film, som jeg har set i år, var Ron Howards “Rush” om de to F1-kørere, Niki Lauda og James Hunt…. hvem skulle have troet det? jeg er ikke så fanatisk med bilfilm, men jeg er begyndt at sætte meget mere pris på dem, så hvem ved, måske ender det med at jeg en dag, rent faktisk, sætter mig ned med en kop kaffe, et roligt sind og ser en “Fast And The Furious”-film? – jeg tvivler dog…

Men for at gøre en lang historie kort, så vil jeg gerne ønske alle en rigtig glædelig Jul her fra Afgrunden, hvor stanken af rådne lig, zombiers hærden og nattevæsnernes rumstering huserer i bedste stil. Undermennesket siger tak for de få læsere, der har forvildet sig herind ved et uheld. Jeg håber at alle får en fantastisk Juleaften… vi skrives ved senere…!

merrychristmasanimals

Kæmperobotternes sang…

Jeg sidder lige og lytter på Steve Jablonskys ganske fortræffelige score til Michael Bays actionbasker “Transformers”. Det er et eminent godt soundtrack. Jeg er fuldt ud af begejstring – jeg er jo langt fra ekspert på området, men det gennemgående “tema”, som man kan høre på flere af numrene er formidabelt… og kuldegysningerne sniger sig ned på min gamle, blege krop. Og det er faktisk in at være bleg, selvom jeg er alt for gammel til både at være EMO?? eller GOTH??… så kan jeg da huske at i min spæde ungdom, så var jeg faktisk ret fascineret af den subkultur, uden dog at dyrke den til hudløshed, fordi alt med måde jo??… Anyway, Jablonsky lavede også scoret til efterfølgeren “Revenge Of The Fallen”, og den er dog ikke nær så imponerende… selvfølgelig er det stadigvæk godt, og jeg kunne godt lide det, men det første soundtrack til den første film her er ganske fremragende.

Pas endelig på med at købe soundtracket til “Transformers”, fordi der er også et regulært soundtrack ude med adskillige, moderne rockbands, men husk nu på at det er det originale score, som man skal gå efter, hvis man vil have en god aften i selskab med musikken fra filmen med kæmperobotterne. Det er noget mærkværdig noget med at udsende både et standard soundtrack med regulære bands og så en anden udgivelse med scoret fra filmen. Men det er vel sådan den store Hollywood-maskine fungerer. Jeg vil dog til enhver tid anbefale Steve Jablonskys score… det er intet mindre end enestående.

Mit købte eksemplar af "Transformers"-scoret er efterhånden lidt slidt... men det er også kun fordi at jeg elsker bombastisk helte-temaer...

Mit købte eksemplar af “Transformers”-scoret er efterhånden lidt slidt… men det er også kun fordi at jeg elsker bombastiske helte-temaer…

P. S. – dette er godt nok ikke et regulær score, men husk endelig soundtracket til den allerførste Transformers-film, nemlig den animerede “Transfomers: The Movie” fra midt-80’erne… her bydes man på en blanding af overdårelig 80’er-heavy rock og dertil nogle instrumentale numre af Vince DiCola … det er et fantastisk soundtrack, som jeg har ejet flere eksemplarer af… og jeg har faktisk slidt to af dem op… før jeg måtte genkøbe det i den nye version fra 2007, hvor flere af numrene var blevet genindspillet, navnlig af den gennemførte lysende Transfomers-stemme, Stan Bush… men tjek det endelig ud… det er gennemført bad ass…

Og så sænker vi slagskibe…

Ja da. Jeg har netop set Peter Bergs total overdrevne alien invasion-film, “Battleship”, og var ganske godt underholdt, men jeg kom også til at tænke på at man nok skulle være i et specielt humør for rigtig at kunne nyde denne film. Heldigvis var jeg i sådan et humør her i nat, så jeg synes ikke at den var forfærdlig ringe, som man måske kunne have troet. Men nu er jeg også nem at underholde nogle gange, så det er sgu nok mig som det er helt galt med.

Filmens meget enkle præmis er at vi har den her flådeoperations-øvelse, hvor vi støder på to brødre. Den ene er en højtrangeret officer med eget skib, hvorimod den anden er en total rod. Selvfølgelig skal vi holde med roden. De er begge på denne her øvelse, hvor man pludselig står over for fremmed liv fra en anden planet, og de er bestemt ikke venligsindet – selvfølgelig ikke, glem alt om “E. T.” og “Close Encounters Of The Third Kind” – det her er universelle bad guys… eller er de? fordi før man ved af det, så har amerikanere selvfølgelig affyret deres første skud (hvem har også hørt om en diplomatisk løsning?). Anyway, filmen fortsætter i det uendelige  med en masse ildkampe på havoverfladen, og man sidder egentlig og jubler ganske godt med. Således får amerikanere også støtte af japanerne (for en gang skyld… no more Pearl Harbor-feelings?). Dertil kommer også en kærlighedshistorie, fordi vores rod er naturligvis forelsket i en datter af en admiral, der ikke har meget til overs for vor helt, og faktisk har lovet at han bliver smidt ud af flåden, så snart at de vender hjem. Det sker dog ikke! overraskende nok… Men kærlighedshistorien er tilpas subtil nok til at man faktisk accepterer den, og det er også med til at gøre historien lidt mere menneskelig, end hvis det blot var toptrænet soldater, der kun tænker på at jorde deres fjende til deres sidste åndedrag.

Så en af de store virkninger ved denne film, er selvfølgelig den gennemgående patriotisme, der gennemsyder hele denne film. Hvis vi ikke havde haft den fornævnte kærlighedshistorie, så kunne man jo tro at man her havde præsteret et produkt, der skulle hylde militærets formåen og kunnen. Det bliver ærlig talt en smule anstrengende, idet jeg ikke, personlig, har nogen intention om at drage afsted i krig, så fremstår jeg måske som et lidt ynkeligt eksempel på en rigtig mand, men jeg tror bare ikke altid at krigshandlinger løser noget. Er nok inkarneret pacifist. Filmens absolut værste eksempel på at man åbenbart skal være rede til at slås, kommer i den stakkels soldat, der har mistet begge ben i en krig. Ham følger vi også, i selskab med vor helts kæreste iøvrigt, og han fremstår, helt igennem, som en true amerikansk helt. Det er kvalmende så meget han vil gøre for sit land  og han går fra at være et gammelt nedslidt brokkehoved til en ægte helt, der dog også bliver dekoreret for sit mod mod filmens slut. Jeg ved stadigvæk ikke rigtig hvad han skal gøre for historie, andet end at tilføje en smule kulør. Fordi kulør er der masser af, og et andet eksempel på dette, er da vor stakkels, stakkels helts’ destroyer-krigsskib bliver smadret, men derimod pludselig finder lys i mørket, idet han ser det flydende museum, U. S. S. Missouri, der er hen imod 70 år gammel og forlængst på pension. Men hvem pokker i den moderne amerikanske hær, kan finde ud af at bemande sådan en museumgenstand…Frygt ikke! for inden længe strømmer det frem med ældre amerikanske krigshelte, der også forlængst er gået på pension. De gamle knage har dog mod på en sidste mission – således starter de det enorme slagskib op og drager mod fjenden. Her er det også ligefør at kvalmen sætter ind, fordi det synes jeg at der er utrolig, ja nærmest ufattelig, at man bringer veteranerne ind i filmen på den måde – men igen, det er vel for netop at hylde militæret, og sige at er man en gang indlemmet i det amerikanske forsvar, så giver man aldrig op og man er villig til at hjælpe sine “brødre” hvert eneste gang, hvis det er muligt. Jeg har tidligere hørt om at det amerikanske forsvar har postet penge i store Hollywood-produktioner for at promovere hæren – jeg har lidt mistanke om det samme med “Battleship”, selvom det erklæres at den er baseret på det populære “Sænke slagsskibe”-brætspil.  En film som man umiddelbart kan referere til, er en anden Hasbro-produceret serie, der efterhånden er blevet til en trilogi, nemlig “Transformers”-filmene. Transformers var et meget anerkendt stykke legetøj, da jeg var knægt, og filmene holder da også meget godt, og jeg synes også at de er en tand bedre end “Battleship”. Men Peter Berg, der har instrueret “Battleship”, er garanteret fan af både “Transformers” og denne series instruktør, Michael Bay, fordi der er mange lighedspunkter mellem de to. Jeg har aldrig været den største Michael Bay-tilhænger, og Peter Berg er i fare for at falde i den kategori, men deres film skal nok finde et publikum, fordi det er i sandhed nogle gedigne popcorn-gnaskere de præsterer.

Filmens skuespillere er, vel som man kan forvente, en smule anonyme, og der er ingen tvivl om at de er sekundære i forhold til det massive actionudbud som “Battleship” endnu en gang er. Jeg spottede dog Tadanobu Asano som den japanske kaptajn Nagata. Ham har jeg tidligere set i blandt andet Miikes’ blodsorgie “Ichi – The Killer” og ved siden af Takeshi Kitano i “Zatoichi”. Således medvirker også den mørke sangfugl, Rihanna, og hun er en gennemført bad ass kvinde i denne film – noget som man nok kunne tro om hende i virkeligheden også… hun er dog ingen, skal vi sige…Michelle Rodriquez foreksempel, og jeg ved ikke rigtig hvad hun rigtig skal i denne film, andet end at promovere sig selv lidt, som det ganske typisk er hvad popstjerner i filmroller gør. Bemærk også Taylor Kitsch som vor helt, Alexander Skarsgård som hans bror og Liam Neeson som den alderende admiral. Et ganske godt cast faktisk, men stadigvæk en smule reserveret også.

Soundtracket skal også lige have et par ord med på vejen, fordi det var faktisk ganske godt. Komponeret af Steve Jablonsky, der også har lavet mindst et “Transformers”-soundtrack, så vidt jeg altså lige husker. Det er ret gennemført, meget heroisk og meget militant, og man fornemmer at Jablonsky er god til disse type soundtracks. Ihvertfald et score, som jeg overvejer at anskaffe mig på cd.

Jeg må jo nok erkende at “Battleship” er en underholdende sag, men jeg ved ikke rigtig hvor god den er, når først actiontågen letter, og man ser de sørgelige rester, der er tilbage. Jeg kan vel nok godt anbefale den som en god ide til en fredag aften med et overflod af popcorn og cola, i selskab med nogle af sine nærmeste, fordi det er en solid film, selvom historien er lidt letkøbt og en anelse overdreven i det militante heroisering. Jeg siger dog bare “Duck and cover” til en fremtidig alien invasion-styrke.

Der er masser af eksplosioner og gigantiske ildkampe imod en fjendtlig invasionstyrke fra det ydre rum. Peter Berg har instrueret, og man sidder og jubler nogenlunde med, godt bevæbnet med popcorn og cola….