Tag Archive: Vincent Price


Ja, ho ho ho… hold da op, hvor har det været en varm dag… helt ubeskrivelig varmt i Afgrunden, hvor mit stakkels korpus har opholdt sig hele dagen. Jeg er umådelig glad for at natten er kommet forbi og slukket hedebølgen, og selvom det nu er mørkt udenfor, så er det stadigvæk ret varmt, men enkelte små briser kærtegner min svulstige krop, idet mit vindue er på vidt gab. Sådan skal det også helst være – ulempen er dog så at jeg kan høre næsten alt hvad der foregår i gården bag, og vice versa må de så ligge ørene til mit heavy metal, som jeg har spillet lidt af i dag – nu er det dog ved at være sent, så jeg burde holde inde med det…. eller burde jeg??

I aften har jeg set en ny dokumentar om den famøse og kæmpestore tyske metalfestival, Wacken Open Air. Det er jo lige festivaltid, og siden sidst har jeg faktisk overlevet det hæslige Thy Rock. Nok engang kunne jeg høre musikken i Afgrunden, så jeg måtte selvfølgelig modsvare det hen af vejen med lidt forskellige heavy metal, så man kunne holde det ud. Well, når det er sagt, så er en festival, hvor Birthe Kjær, Poul Krebs og Gnags er på scenen ikke noget for mig… nej tak, så stædig er jeg alligevel. Men dokumentaren var ret god, og omfattende, idet den satte fokus på festivalens spæde start og frem til 25 år senere, hvor det bare har vokset og vokset og vokset – de startede med omkring 800 gæster, og nu nærmer det sig vist de 60.000 eller måske endnu mere – ganske imponerende! Jeg har aldrig været der, idet jeg ikke er verdens bedste festivalgænger, og med årene er det bare blevet endnu sværere for mig, så indtil videre er planen om at besøge Wacken skrinlagt.. men dokumentaren hedder “25 Years Louder Than Hell: The W:O:A Documentary” – ganske anbefalesværdig.

Men jo, jeg fik faktisk også en lille portion film med posten i dag:

mogwainyt

Det er fra henholdsvis CDON og Arrow’s webshop. Sidstnævnte har endda også et stort udsalg netop nu, så det er bare med at få bestilt nogle titler derfra – der er masser af penge at spare, og de tilbyder endda gratis forsendelse, hvis det vist overskrider 50 pund… det er også værd at tage med…

De to titler fra CDON er således “Dum Og Dummere 2” – ja, jeg ved det godt – den har fået meget skæld ud, men jeg er stadigvæk ret glad for den første film, som jeg voksede op med, og som stadigvæk kan få mig til at smile, fordi at den netop er så fandens tumpet – derfor måtte jeg naturligvis også investere i 2’eren. Den anden titel er på dvd, og der er tale om AWE’s udgivelse af “Turkey Shoot”, en lille og voldsom australsk sag… jeg havde filmen i forvejen, men da jeg erfarede at Jack Jensen havde skrevet den vedlagte booklet, så var jeg spændt på læse den, og AWE’s titler er værd at eje under alle omstændigheder..

Og så er der således Arrow-blu-raysene. Først og fremmest er der tale om fire steelbooks… de to tidlige David Cronenberg-film, nemlig “Shivers” og “Rabid”, to meget stærke film på hver sin måde, og bestemt begge værd at se, især også for at se hvilken forskel der er på datidens David Cronenberg og en eller canadisk instruktør med samme navn, der laver noget mere mainstream film nu. Arrow Video har iøvrigt en killer udgave af “Videodrome” på vej i august, så den skal selvfølgelig i samlingen, og netop især fordi at det er min yndlings-film af manden. De to andre steelbooks er gamle Vincent Price-film: “The Fall Of The Houser Of Usher” og “Theatre Of Blood” – sikke noget, og jeg har set dem begge, men det er en menneskealder siden, så det skal blive spændende med et genkig, og jeg er sikker på de nok skal underholde mig – Vincent Price er jo altid outstanding. Dernæst kommer to mere almindelige blu-ray-udgivelser, nemlig Larry Cohens “The Stuff” og Seijun Suzuki med “Branded To KIll” – to film som jeg aldrig har set før, men jeg er spændt på begge – Larry Cohen har jeg tidligere set flere film af, men ikke nogle af den japanske Seijun Suzuki – spændende… jeg har iøvrigt en sidste blu-ray på vej, men den blev afsendt… jeg kan dog afsløre at der er tale om en Mario Bava-film.

Det var ihvertfald lige nogle nye titler, der blev sendt til den hungrende Afgrund – men frygt ikke, jeg fik faktisk også en forsendelse fra Amazon med tre titler:

amazon3006

Kort fortalt er der tale om Ryan Goslings instruktørdebut, “Lost River”, som skulle være en film meget i stil med de værker, som han har lavet med den danske instruktør, Nicolas Winding Refn – det lyder jo ganske interessant i sig selv. Dernæst “Spring”, som mange youtubere har snakket om, men jeg kender ikke så meget til den, andet end at den skulle være hypet en helt del – what the hell, jeg gav ikke så meget for den, så lad os nu se. Sidste er den nyeste Francois Ozon-film, “Young And Beautiful”, og der skulle være tale om en ganske fin lille Ozon-film, der både er enormt provokerende, afslørende og fascinerende. Bagsiden af coveret lover dog også at den er ret lummer, så der kan man bare se…

Jeg fik iøvrigt også en rimelig stor pakke fra EMPs webshop, men det er lidt mere merchandise og musik-relateret, så det ved jeg ikke helt om der kræver et indlæg, men måske kommer der et alligevel. Tiden og jeg selv er jo noget flygtig – men nu er klokken snart halv 1 – natten til torsdag, og klokken 1 kommer der kvindefodbold, semifinale ved VM – Japan – England, og jeg hader at sige det, men jeg føler at jeg er blevet afhængig… damn those female footballplayers! damn them all!

Gys og gru med de gamle…

Ja, så kom dagen jo hvor jeg modtog en lille pakke fra vores allesammens ynglings-online shoppingcenter… nemlig Amazon…! – i pakken var der flere forskellige ting – ikke så mange film, kun 6 stks. og blandt dem var der Pete Walkers ganske fornøjelige horror-mysterie “House Of The Long Shadows” fra 1983, og den har jeg så endelig fået genset, eftersom jeg havde filmen på vhs i sin tid, men nu var tiden inde til en opgradering til den engelske dvd-udgivelse.

I filmen følger vi en succesfuld forfatter (Desi Arnaz), der indvilliger i et væddemål med sin udgiver om at han kan skrive en klassisk historie på godt og vel 24 timer. Det eneste han kræver er absolut ro, så han kan fordybe sig i sin fortælling. Nuvel… udgiveren har det perfekte sted… et godt, gammelt  palæ i Wales, som har været lukket for offentligheden i henved 40 år.  Spændende må man sige, og der går ikke lang tid før forfatteren nu befinder sig i Wales, men han kan dog ikke finde huset! Heldigvis får han lidt hjælp af en sur ældre toginspektør, der ikke er meget velvillig til at hjælpe i første omgang. Han finder dog huset, men inden længe opdager han at han ikke er alene, og snart mylder det frem med både familien Grisbane, hvis klan skulle have boet i huset i flere hundrede år, og dertil kommer også udgiverens yndige assistent, Mary (Julie Peasgood)… men spørgsmål er nu om alle har rent mel i posen eller hvad det egentlig har foregået i det gamle, øde hus?

Jeg kan huske filmen fra den førnævnte vhs-tid, og jeg var ganske godt underholdt da jeg så filmen første gang, og her på dvd (selvom det mildest talt var en ret dårlig dvd-udgivelse – især på lydsiden) så er gensynets glæde stor. Grunden hertil må være det absolutte pragtfulde i at have samlet både horror-koryfæer og levende legender i samme film. Koryfæerne er naturligvis trekløveret, Vincent Price, Peter Cushing og John Carradine samt den nulevende legende, Christopher Lee (der iøvrigt snart er aktuel i en ny storfilm omhandlende en vis hobbit)… alle spiller fremragende, nok især den elegante Vincent Price, hvis fløjlsbløde stemme kærtegner filmens lydside, der dog ikke var særlig god på denne dvd-udgivelse… billedet var også en smule grynet, selvom der bliver proklameret på dennes forside at den skam er digital remastered. Det ødelægger dog ikke helhåndsindtrykket, fordi filmen er virkelig en skøn blanding af gotisk horror, lidt sjov og klassisk mordmysterie. Og når man nu tror at man lige har regnet filmens første plot ud, og det var, ærlig talt, ikke så svært, så kommer der alligevel en overraskelse mere mod slutningen… et tvist som jeg lignende har set i en anden horrorkomedie fra 80’erne ved navn “April’s Fool Day”… hvis man har set denne, så kan man måske godt regne ud hvad slutningen indebærer, men det vil jeg dog ikke afsløre her… det må være op til den enkelte beskuer selv at opdage.

Skuespillerne gør det, som førnævnt, alle rigtig godt. Det er en stor fornøjelse at se så anerkendte karakterskuespillere samlet i samme film. Men hov? vi må ikke glemme Sheila Keith, der også er en velrenommeret horrorskuespillerinde, og har således medvirket i flere af instruktøren Pete Walkers film, der ofte bevæger sig i horroromgivelser. Hun var ihvertfald herlig i “Frightmare”, ligeledes en Pete Walker-film.  Men de andre er jo kendt fra mere, skal vi sige iøjefaldende roller? Vincent Price lavede en del i samarbejdet med producerkongen, Roger Corman, hvor der var tale om adskillige Edgar Allen Poe-filmatiseringer. Både Peter Cushing og Christopher Lee er store Hammer-ikoner, og endelig er der John Carradine, der også tidligere har medvirket i horrorfilm. Jeg synes at det er et absolut pragtfuldt cast. Rigtig uhyggelig bliver det ingenlunde, men filmen har da et par voldsomme effekter, så som den unge pige, der kommer forbi og tilsyneladende vasker ansigt i en baljefuld syre.  Historien sådan set meget godt, men den kan måske også virke en smule gammeldags, men det hører sig helt til i filmens ånd, idet filmen blev lavet i en tid hvor ingen af de medvirkende ældre skuespillere, måske med undtagelsen af den noget yngre Christopher Lee, fik gode roller længere. Hammer Studios var ikke så aktive, og Vincent Price lavede kun småting hist og pist. Han er dog en herlig skuespiller og en utrolig charmerende type, hvis man har set interviewet, der er at finde på den engelske blu-ray af “Witchfinder General”, så virker han meget humoristisk og morsom på en særlig sjov selvironisk måde. Jeg har hørt historier om at Peter Cushing skulle have været en af de helt store gentleman – desværre har jeg ikke fået læst hans biografi, men den har jeg liggende klar, hvis et læseanfald skulle overfalde mig snart.  Christopher Lee er jo Christopher Lee og hans arv som blandt andet både Dracula og Saruman kan ingen tage fra ham. Han er indbegrebet af en fremragende skuespiller.

Så nu sidder jeg her og er komplet sneet inde, idet jeg kan intet se ud af adskillige af mine vinduer – årsagen er selvfølgelig at de er skrå, men det er nu ganske hyggeligt at sidde og se film på denne måde, hvor intet lys kan slippe ind, og naboernes nysgerrige blikke pejler af mine nu komplet mørklagte vinduer. Gad vide om de tænker over hvad jeg mon får tiden til at gå med? Jeg er jo i sandhed ikke ligefrem typen, der stormer ud og hamstrer hanekyllinger, rugbrød og levertran til min julehygge. Så er det meget mere behageligt at befinde mig indendørs og i sikkerhed for alverdens farer og mysterier. Jeg tænker dog at hvis Vincent Price ikke befandt sig i det andet rige nu, så ville jeg skrive et langt brev der forklarede ham hvor genial han var. Manden var et unikum og en lysende stjerne på den kulsorte filmhimmel. Jeg har dog også stor sympati for både Peter Cushing og Christopher Lee, der begge ser ud til at være to fantastiske mennesker. Og hvor mange gange har vi ikke set dem i Hammerfilm, hvor de kæmper imod hinanden som enten Frankenstein og hans monster eller Dracula og Van Helsing. Hammer Studios har virkelig en enestående kulturarv – og en endeløs række af filmklassikere, som jeg håber at der aldrig vil dø ud.

Nu blev det til lidt leflen her til sidst, men jeg kan ikke understrege nok hvor meget jeg hellere vil se en film med nogle af de omtalte, end mange af de kønsløse skuespillere i moderne horrorfilm. Jeg er utrolig glad for mine klassikere, og det kommer jeg nok aldrig til at ændre på. De bringer mig ihvertfald stadigvæk utrolig meget glæde, og hvis man sidder og sukker efter en film hvor man ser dem samlet, så tjek endelig “House Of The Long Shadows” ud. Måske er historien lidt for langsom for mange, men filmen besidder store karisma, som ingen kan tage fra den, og det så bestemt heller ikke hvis man prøvede!

Et strålende eksempel på hvordan man kunne få samlet nogle horrors helt store legender i samme film. Utrolig!

Et strålende eksempel på hvordan man kunne få samlet nogle horrors helt store legender i samme film. Utrolig!