Tag Archive: Zombietilstand


Ak ja, så er man tilbage med en lille melding. Jeg har haft nogle trælse (jysk for irriterende) dage, hvor jeg har været alt for meget en zombie. Denne særprægede tilstand, hvor man hverken er vågen eller sover, og jeg vandrer forvildet rundt i Afgrundens dunkle kamre. Det er ikke ligefrem lykken, og jeg føler mere helt og aldeles håbløs nogle gange. Nu er jeg så kommet til et punkt, hvor jeg godt kan sove… og sove det gør jeg skam… som jeg er blevet slået bevidstløs med en stor hammer… BANG! – Well, den var en dejlig drøm, hvor jeg sad i kølige omgivelser med mine kære og ser den ene voldsfilm efter den anden. Desværre kommer de barske realiteter frem, og man er hensat til en status som erklæret fattig-som-en-kirkerotte… C’est la vie?

Nej, den anden aften så jeg den gamle 70’er-film, “Car Wash”, som jeg svagt kunne huske fra min barndom. Total funky og morsom film med en del anerkendte og meget dygtige sorte skuespillere. Selvfølgelig er der også lige komikeren, George Carlin, der har sine kvaler med at finde en sort dame med blond hår, der netop ikke havde betalt ham for hendes tur med hans taxa. Jeg kunne ikke huske så meget igen, men jeg synes at den var rigtig sjov – scenerne med drengen der brækker sig, havde jeg dog ikke glemt, nok fordi jeg husker på at jeg syntes at det var enormt ulækkert, den gang at jeg selv var knægt… fy for den lede. Richard Pryor dukker også op, og han er virkelig morsom – total pimp med stor gylden limo og det hele… sikke en karl! Ak ja, selvom vi måske lever i en anden tid nu, så synes jeg alligevel at filmen repræsenterer en god, sjov fortid – jeg stødte på en film der hedder “The Wash Joint” med rapperne, Dr. Dre og Snoop Dog, men jeg aner dog ikke om det er et remake, dog ved vi jo alle at Hollywood bare elsker remakes, så man kan med rette frygte det i stor stil.

Nej, så her de seneste par dage, har jeg været i Krimi-land. Nej, der er ikke kommet en ny svensk forlystelsespark, hvor man kan blive myrdet og selv være med til at opklare det også? – nej, jeg har set de foreløbelig to film om ‘Afdeling Q’  – der er baseret på bestseller-bøgerne af succesforfatteren, Jussi Adler-Olsen. Det drejer sig således om først “Kvinden I Buret” og derefter “Fasandræberne”. Og hvad er så mit hovedindtryk? – well, der er noget kvalitet bag… hele holdet stinker af indædt professionalisme, og historierne er skarpe og tilpas chokerende. Det er nogle gode kriminalfilm, men om jeg nogensinde kommer til at holde af dem er dog desværre tvivlsomt. Svenskerne har været dygtige til at lave krimier i mange år, men nu skal lille Danmark altså også lege med, og det er selvfølgelig prisværdig… “Forbrydelsen”-serien har været et kæmpe hit, både i Danmark men også i udlandet. Jeg var desværre ikke en af dem, der sad foran husalteret hver eneste søndag som en sulten ulv foran sit bytte. Nej, men derimod filmene kan jeg bedømme:

“Kvinden I Buret”

Ja, hvem skulle have troet at der ville optræde et trykkammer i en dansk krimi. Ikke destro er det meget opfindsomme valg af torturinstrument hele omdrejningspunktet for den første film. En ung og dygtig politikker (Sonja Richter) kidnappes og bliver behandlet vældig grusomt. Jeg kom til at tænke på at det er da godt at hun ikke lider af klaustrofobi, fordi så ville hans ondsindet plan sikkert blive vældig kort? Det er hermed det første møde med den fallerede politimand, Carl Mørck (Nikolaj Lie Kaas) og hans nye partner og “ven”, Assad (Fares Fares). Først ligner de et umagen makkerpar, da Carl og Assad bliver smidt ned i kælderen til det nystartede Afdeling Q. Men som tingene viser sig, så er de jo faktisk ret gode til deres job. Med snuden godt begravet i sagsakterne og lidt gammeldags opsøgende politiarbejde, så kan man jo komme langt. Heldigvis for den førnævnte politikker, så går de hele vejen. Mit indtryk af den første film var at den faktisk ikke rigtig var noget særligt. Indrømmet, ideen med trykkammeret er særdeles modbydeligt – og rigtig, rigtig god. Den redder faktisk filmen fra at være lidt af en bagatel. Skuespillet er okay, og jeg kunne især godt lide Fares Fares. Men nogen ny-klassiker synes jeg ikke at det var. Og jeg tvivler på at jeg kommer til at se alle de kommende film om Afdeling Q…

“Fasandræberne”

Men halløj… jeg så faktisk efterfølgeren næsten lige med det samme bagefter. Og jeg var selvfølgelig spændt på hvad der nu var sket med Afdeling Q-drengene, men jeg kunne hurtig konkludere, at der ikke var sket noget som helst. Carl er stadigvæk arrogant, indebrændt, pågående og irriterende, og Assad er venlig og lidt tumpet, og stadigvæk møgelendig til at lave en god kop kaffe. Leder man efter kontinuitet, så finder man den. Der er lidt pusten til Carls personlige liv, men ikke noget vigtigt. Historien her i “Fasandræberne” er ikke noget særlig – ganske standard krimimateriale, men jeg ville alligevel gerne se filmen, da jeg synes at den bryder på et ret spændende cast. Skuespillet var okay – en anelse bedre end i den første, og selvfølgelig er karakterne mere udfoldet, da den første film jo primært skulle stå for at introducere karakterne. Netop får man også introduceret en ny og måske fast sekretær til gruppen, og de falder hurtig i hak. Kemien mellem Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares er generelt god, og der er grobund for flere film med de to – det er jeg ret sikker på. Som sagt, så synes jeg ikke at historien i to’eren var nær så opfindsom som i “Kvinden I Buret”, men kvalitetsmæssig er det et produkt i toppen.

Jeg har aldrig læst nogle af Jussi Adler-Olsens bøger. Jeg er faktisk ikke særlig meget til krimier, og undgår helst både Beck-, Barnaby- og Columbo-fortællingerne, når de løber hen over skærmen. Jeg var dog nysgerrig med henblik på disse, men hovedindtrykket kan dog ikke andet end at efterlade mig en anelse skuffet. Jeg ved ikke hvorfor? Folk kan jo godt lide dem, og der er ingen tvivl om at det er solide værker med en masse appeal. Jeg tror bare at jeg skal holde mig til mine horrorfilm i stedet…? Når man først har fundet kærlighed en gang, så forbliver man en trofast genrehund…

Jeg hader det. At vandre hvileløst rundt i Afgrundens mørke kamre, og ikke kunne foretage mig noget særligt, idet min tilstand som zombie… has kicked in… jeg vil beskrive det som at være i grænselandet mellem at være vågen og at sove… en position, hvor jeg ikke altid opfatter det hele, men alligevel er for vågen til at sove, fordi når jeg lægger mig ned for at trække nogle seriøse torske i land, så ender det alligevel bare med at jeg er vågen, og ikke kan hengive mig selv til slumstrup. Men at se film er næsten noget af det værste, som jeg kan begynde på… fordi, hvis jeg sidder stille alt for meget, så bliver øjnelågene alligevel at falde i, og før jeg ved af det, så sidder jeg op og småblunder… og det kan resultere i nogle alvorlige krigsskader… og min mobiltelefon må være ved at være seriøs træt af at blive tabt på gulvet, fordi mine afskyelige hænder ikke kan holde fast i den, når jeg blunder.

Og hvad er der så af muligheder for mig en nat her til søndag den 10. maj…? – well, ikke ret meget…lige nu sidder jeg og drikker et glas kvalitets-cola og lytter til det eminente danske doom metal band, Saturnus.. der virkelig er et storslået band – episk, smukt og særdeles bedrøvet. I den seneste periode, har jeg oplevet at jeg hører meget musik, frem for at stene film…. og det er selvfølgelig lidt belastende, idet jeg elsker at se film, men sådan som jeg har det, så rumsterer zombien rundt i hovedet i mig, og det er ikke kun for at jagte friske hjerner, men derimod også en passende betegnelse for en tilstand, hvor jeg vakler rundt og ikke kan finde søvnen. Heldigvis har jeg min Afgrund… mit “Fortress Of Solitude”, hvor jeg kan passe mig selv, og der ikke er nogen, der hele kigger mig over skulderen, og råber og skriger af mig… det har jeg prøvet før, men det var så endda mest psykisk, hvilket ikke er noget som jeg efterstræber.

Men jo, jeg får da også klemt en enkelt film ned i ny og næ, og i går, satte jeg mig naturligvis godt til rette, da jeg skulle gense en af barndommens favoritter, der netop er blevet udsendt på funklende ny blu-ray med den imødesette director’s cut. Det var tale om Arnold Schwarzenegger-tonseren, “Commando”. Instrueret af manden bag “Class Of 1984”, Mark L. Lester, og med Arnold i den altdominerende helterolle. Filmens handling, der koncentrerer sig om John Matrix (Arnold), der får sin datter kidnappet, imod at han skal snigmyrde en præsident, så filmens hovedskurk kan tage dennes plads. Dette finder manden med musklerne sig selvfølgelig ikke i, og det kickstarter en sand hærgen, hvor bodycountet bare bliver højere og højere, især hen imod filmens klimaks, hvor Arnold ene mand invaderer en lille ø, skarp bevogtet med svært bevæbnet militær…

“Commando” er en fantastisk overdrevet og tilpas cheesy film. Ingen tvivl om det, og man sidder og smågriner og ryster lidt på hovedet over filmens absurde voldsforherligende tone, hvor antallet af affyrede patroner snart kan fylde en helt gårdsplads. Jeg optog filmen tilbage i 80’erne på video fra parabolen i mit barndomshjem, og selvom jeg var meget ung, så var jeg allerede fra første kig vild med filmen. Der er et eller andet særdeles herligt over alt den destruktion og hærgen, der efterlader en med et stakket åndedragt og glæde i sindet, fordi det her er hårdkogt 80’er-action, når det er allerbedst. Jeg har efterhånden ikke tal på hvor mange gange, at jeg har set filmen, men eksempelvis hvis den nu skulle være på en tv-kanal, så ser jeg den altid, fordi den er forbavsende svær at zappe væk fra. Der er virkelig tale om en betragtelig klassiker. Og selvom filmens tone er voldelig fra den ene ende til den anden, så har filmen også i begyndelsen nogle mærkelige familievenlige sekvenser, der måske skal være med til at understrege at Arnold faktisk er et menneske med følelser, og ikke kun en iskold dræbermaskine, der kun bekymrer sig om få ting i livet. Filmen afsluttende “slag” på øen er et kapitel for sig, og den massive nedskydning af intetanende militærpersonale er faktisk utrolig medrivende og naturligvis ufattelig overdrevet. Men man jubler med Arnold hele vejen, også imod det endelige opgør imod Bennet – en sær skurk med flot overskæg, accent og ringbrynje… det ser man ikke hver dag…

Well, efter sådan en omgang “Commado”; så får man faktisk lyst til et bad, og selvom foråret heroppe mod nord, har været køligt og ikke ligefrem en dans på roser, så er jeg alligevel fortrøstningsfuld med henblik på sommeren. Der skal nok komme nogle dage, hvor man kan more sig lidt. Og når de kommer, så håber jeg ikke at jeg er i zombie-mode…

Og lige lidt mørke toner til at forsøde det melankolske sind: