Godbidder til Afgrunden/Movienight…

Jo jo, nu er det et faktum. Vi lever i år 2014 efter vores tidsregning, og jeg gruer lidt for hvad ham der Skæbnen har fundet på. Ihvertfald håber jeg bare at alle får et godt helbred i det nye år og ingen af mine nærmeste går på røven, bare fordi at det er finanskrise eller koldt i vejret. Selv har jeg det så nogenlunde – altså, det kunne selvfølgelig godt gå bedre og der kunne være nogle flere mønter på den sparsomme bankkonti, men forhåbentlig skal det nok gå … min husleje er ihvertfald betalt for denne måned, så det skulle være okay…

Nuvel – selvom man nok burde bruge sine penge mere fornuftigt, så har jeg faktisk endnu engang været på indkøb og hjemkøbt nogle titler til den evig hungerende Afgrund. Nogle af dem er måske lidt tvivlsomme, da man kunne få det indtryk at jeg måske har fået dame på. Nej nej, så slemt er det ikke, men nogle gange vil jeg gerne pleje min feminine side, så derfor er der måske nogle sager på billedet, som man kunne få morgenkaffen galt i halsen på… well… that’s a fact, Jack!… :

Det er først nu jeg ser at billedet måske ikke er helt optimalt med lyssætningen, men de dvdfilm i bunden er såmænd gyseren “Flowers In The Attic”, Baz Luhrmanns “The Great Gatsby” og endelig den romantiske “Before Midnight”, som er den tredje film i rækken om Jesse og Celine. Jeg tror godt at man kan se blu-ray titlerne bedre, og der er da også nogle fine imellem.

Alle der har en Afgrund, der sluger film og musik i sådan en stor stil, ved at man skal dosere maden lidt – heldigvis har jeg det bedst med at den spiser mange titler i starten af måneden – og pudsig nok, så er min bankkonti enig. Det kan dog både være en velsignelse og en forbandelse at være i besiddelse af et mægtigt gab, der kræver mere og flere godbidder så ofte som muligt. Jeg må nogle gange stille mig på bagbenene og sørge for at den ikke er alt for krævende, når det kommer til stykket. Det kan dog være ualmindelig svært – især når Internettets virtuelle butikker lokker med ustandselige gode tilbud. Og selvom man bor i en kummelig 2-værelses-lejlighed – endda til leje, så kan man da heldigvis glæde sig over når Posten endnu engang ringer på og overbringer en pakke med væmmelige produkter til bopælen…

Så et tilbagevendende spørgsmål er nok om man overhovedet kan få tid til at se nogle af filmene. Jo jo, det kan man da, og jeg har den fornøjelse at invitere en gammel studiekammerat og særdeles hyggelig gemyt hjem til mit usle ‘Fortress Of Solitude’. Vi skulle selvfølgelig se film og drikke nogle af de kolde. Her kommer en tilsyneladende nærmest ordret genfortælling fra en af de overlevende:

Tidspunktet var en ganske almindelig lørdag aften i det herrens år 2014. Vores vidne ankom omkring halv otte om aftenen, og allerede da, kunne man fornemme at der var noget galt. Ingen hedenske altre i hjørnet og afhuggede lemmer i suppegryden? – måske bliver det alligevel en god aften. Efter lidt indledende snak om stort og småt, så sætter herskabet den første film på…:

Valget faldt på James Wans “The Conjuring”. Der er tale om endnu en horrorfilm fra den dygtige James Wan, der jo også står bag “Insidious”-filmene og endda var en af hovedmændende bag den allerførste “Saw”-film, som han instruerede. “Saw”-serien er efterfølgende blevet en mega succes, og selvom jeg nok ikke er den største fan af disse torturfilm, så synes jeg til gengæld at den første “Insidious” var meget sjov, om end en smule uoriginal. Men “The Conjuring” må jeg godt nok sige at der var en virkelig god oplevelse. Umådelig creepy tone igennem hele filmen, og med nogle meget passende chok-effekter. Efterhånden er man jo vant til at man skal danne sit eget indtryk i mange af disse “Haunted House”-film, men James Wan pressede citronen lidt, så man så faktisk også noget dæmonisk til tider med sine egne øjne. Men hvor filmen starter som en god gammeldags hjemsøgte huse-produktion, så skifter den holdning og bliver til en regulær “Possesion”-film, som jo også er en genre, der er meget oppe i tiden. I “The Conjuring” fungerer det dog fremragende, og den er faktisk utrolig godt lavet. Når man tænker tilbage på hvor revolutionerende en film som “Eksorcisten” var, så gav “The Conjuring” faktisk også lidt samme indtryk, og efterlader en rystende og utilpas. Det er nok den næstbedste ‘besættelses’-film som jeg har set, kun overgået selvfølgelig af William Friedkins mesterværk. Jeg vil ikke sige at jeg var bange, imens jeg så filmen, men lad os bare sige at den virkede tilfredsstillende og hårene på mine armene og gåsehudene var ganske ægte. Hvis man vil have sig et fantastisk godt gys, så er “The Conjuring” et enestående godt bud.

Nå, men efter sådan en omgang væmmelig horror, så blev det tid til noget lidt lettere, omend også noget blodig og med et saftig ordforråd. Det blev tid til at vende tilbage til fortællingen om den aparte superhelt, Kick-Ass og hans kvaler med at bekæmpe uret.

”

Den første “Kick-Ass” så jeg i biffen, og jeg var henrykt. En herlig omgang voldsfilm, kombineret med superhelte-mytologi og et heftigt manuskript med mange uovertrufne replikker. Jeg havde længe glædet mig til den uundgåelige efterfølger, så derfor var jeg selvfølgelig spændt, da den kom i afspilleren.

2’eren til “Kick-Ass” kører meget i samme stil som den første film. Sjovt nok er Hit-Girl-karakteren tydeligvis blevet ældre, men Kick-Ass ligner sig selv. Det samme gælder iøvrigt Red Mist-figuren, der i denne film forvandles til den noget mere ordrette “The Motherfucker”. I det hele taget er der et overflod af nye wannabe-superhelte og farverige skikkelser, der hver især prøver på at sætte sit præg på filmen – og hvis man synes at der var mange superhelte/mutanter med i “X-Men: The Last Stand”, så kan man godt tro om igen, når det kommer til “Kick-Ass 2”, fordi der vælter de i den grad ud fra alle steder. Selvom filmen har mange grove og voldsomme scener, så er det dog stadigvæk meget humoren der styrer filmens gang. Manuskriptet er okay, men ikke nær så banebydende som i den første film. Historien kører på almen coming-of-age med unge mennesker, der går i skole til daglig og bekæmper forbrydere om natten, men der er også meget voksen tematik med i værket. Red Mist-karakteren, der mistede sin forbryderfar i 1’eren, bliver overladt til sig selv og starter sit eget syndikat, hvor han rekrutterer skurke, deriblandt den frygtindgydende ‘Mother Russia’. Så det er også en historie om tab og evnen til at overkomme de værste forhindringer og blive voksen. Og når man så er voksen, så skal man forholde sig til en helt ny verden, hvor man også kan blive snydt og bedraget. Desuden er der også lidt afstikkere til blandt andet amerikansk high school-hierarki, og lidt mobning og sådan. Det afsluttende indtryk er at jeg meget godt kunne lide “Kick-Ass 2”. På bopælen blev der ihvertfald grinet noget, og selvom det er en voldsom superhelte-film i forhold til en film som “The Amazing Spiderman”, så er den også anbefalesværdig. Jeg morede mig, og det samme gjorde min kammerat. Måske er den ikke nær så original som den første film, men som underholdning til lidt guf og grynt, så er den upåklagelig.

Som den sidste film, valgte vi at smide “The World’s End” i afspilleren. Instrueret af Edgar Wright og selvfølgelig blandt andet med Simon Pegg og Nick Frost – i denne tredje og afsluttende kapitel i “Cornetta”-trilogien (først kom “Shaun Of The Dead” og dernæst “Hot Fuzz”)… denne gang er der tale om fem venner fra ungdommen, der mødes henved 20 år senere for at fuldføre en legendarisk pubcrawl. 12 pubber skal besøges inden de slutter ved “The World’s End”, som må siges at være et passende navn for en engelsk pub – ihvertfald mere originalt end den her i byen. Filmen er ganske morsom, og kører meget i samme rille som de første to, med meget energisk snak, hurtige replikker, der bliver ping ponget frem og tilbage, og hidsige klip. Historien er fra starten meget sympatisk. Jeg kan sgu godt forstå Simon Peggs karakter med at ville genopleve ungdommen – jeg er også et gammelt, nostalgisk væsen. Der er dog momenter, hvor jeg følte at filmen, blev en anelse belastende, især faktisk med Simon Peggs figur, der er grænsende til det irriterende – men nu hvor jeg tænker tilbage på det, så er det jo garanteret med vilje… de andre er meget modvillige med hele arrangementet, og sådan skal det jo være for at have en konflikt. Historien går dog helt amok på et tidspunkt, og så er der ingen vej tilbage, andet man skal forsøge at hænge på og lade resten af fortællingen udfolde sig. Vi grinede da lidt, men ikke nær så meget som under “Kick-Ass 2”, og jeg følte også at denne er klart den svageste af trilogien. Men er man fan af de tossede englændere og elsker man at dyrke den engelske mentalitet og humor, så er den bestemt ganske fornøjelig. Og ja, Sisters Of Mercy er faktisk et ganske godt band!

Ja, så gik aftenen på hæld og min kammerat, der så noget klatøjet ud til sidst, overvejede at gå hjem, men først skulle vi lige zappe mine kanaler igennem, og det blev til flere uhyrligheder. Blandt andet havnede vi på en norsk kanal, hvor vi kunne se en danse-jukeboks, med noget dejligt, dejligt musik (især for nogle folk som os, der hellere vil høre AC/DC end se Nyhederne på TV2), men vi overlevede, og kom videre til en Dart-turnering, som også var ganske spændende, og vi var selvfølgelig hooked på favoritten og hans skaldede isse. Men man kan ikke leve af Dart alene, så vi sluttede på Playboy Channel, hvilket blev for meget for min stakkels ‘kompis’, der måtte traske ud i natten og hjem til en varm seng. Jeg blev dog hængende lidt – det var jo trods alt min lejlighed…