Næh, minsandten? – hvem kryber frem fra sit vinterskjul, og stikker hans åndede og misforstået ansigt frem som om at han var en ekspert på alverdens områder? – Næh, det er såmænd bare Undermennesket her med en melding fra Afgrunden, hvor tiden nærmest har stået stille, og jeg hverken er kommet fra eller til. Jeg føler nogle gange at jeg befinder mig i et vakuum eller en slags limbo… et punkt mellem flere dimensioner, hvor mit sind er spaltret i flere forskellige sindelag, der umuligør at jeg kan passe den stakkels blog, der skriger på flere og flere indlæg. Nuvel, nu gør jeg sgu noget ved hele den sag, og her kommer der et lille, nostalgisk skrift:
Jeg har faktisk spillet fodbold engang. Umiddelbart skulle man ikke tro det. Jeg var og er en stor knægt. Af omfang, og ærlig talt noget af en klumpedumpe. Men jeg elskede fodbold – jeg elskede spillet, og nogle af de bedste stunder i mit unge liv var på en fodboldbane – både til træning, kamp eller allerbedst på den lille bane – den centralt beliggende legeplads i den lille by, som jeg voksede op i. Allerede den gang havde jeg dog problemer med min selvtillid og jeg blev aldrig til andet end en glad hobbyspiller, men jeg elskede som sagt spillet… helt vildt, og det blev nærmest en besættelse på et tidspunkt. I dag er mit forhold kølet lidt ned, men jeg er stadigvæk en passioneret AaB-tilhænger, som jeg elsker at følge, idet de altid har været nogle underdogs i Superliga-sammenhæng.
Dette indlæg skal dog også handle om en sommer. Sommeren i 1992, hvor der skete noget mirakuløst i fodboldverdenen. Det gamle 80’er-dynamit fra Danmark var en saga blot, og det nye og ikke særlig prangende hold formåede at tage røven på dem alle, og vinde den mest fornemme turnering i Europa. Og nu har de såmænd lavet en film om det:
Filmen er sågar døbt “Sommeren’92” og er kort fortalt historien om en visionær, men meget udskældt landstræner, den fynske Richard Møller Nielsen (Ulrich Thomsen). Fra ikke at være en favorit, så bliver han alligevel valgt som den nye danske landstræner efter nationalhelten, Sepp Piontek, der valgte at stoppe i 90. Filmen fortæller så om en mand, der må bygge et hold op fra bunden, og vi kender jo alle historien med hvordan Danmark kom med på et afbud og så endte med at vinde det hele. Dog er filmen her ikke et udpræget drama, som der kunne udspilles på fodboldbanen i de dage, men derimod en meget mere komisk film. Der er masser af pudsige indfald, sjove bemærkninger og skøre historiske tilbageblik, f.eks. med en minigolf-turnering som teambuilding og en tur til McDonalds som ligeså. Flere af spillerne er kun kort med, men der er dog også nogle der udskiller sig. Brian Laudrup, der bliver spillet fantastisk af Cyron Melville, er holdets helt store teknikker og idol, hvilket der også kan ses i filmen. Kim Vilfort er den solide på midtbanen, der samtidigt får et personlig element med i forløbet, da hans stakkels datter er syg med kræft hjemme i Danmark, imens EM i 1992 løber af stablen. John ‘Faxe’ Jensen er filmens helt store klovn, der dog får en hovedrolle i filmen, og ligeså er andre som Peter Schmeichel, Kim Christofte og Flemming Povlsen med.
Nu har jeg så set filmen, og der er noget jeg grubler over. Er filmen lavet bevidst sådan, at vi ikke skal tage hinanden alt for seriøst, og at vi nærmest vandt ved et tilfælde, eller er den i virkelighed fortællingen om et mesterhold i svøb, der født ud af 80’ernes glæde over spillet, nu må stå på egne ben og forsøge at spille som et hold, ud fra nye defensive takter. Filmen er jo helt klart Richard Møller Nielsens testamente, eftersom han desværre gik bort i 2014. Denne arv er dog en af de største triumfer i dansk sports historie, og jeg må indrømme at jeg fik kuldegysninger imod slutningen med finalen. Jeg husker den varme sommerdag tilbage i 1992, hvor hele landet gik amok i en glædesrus. Vores nabo, en godmodig type, der arbejdede på slagteri sammen med min far, og også var glad for boldsporten, affyrede et skud med hans jagtgevær, hver gang Danmark scorede et mål – som en hyldest fra den yderste bonderøvsflække i Danmark, hvor vi alle sad og så med. Vi kunne jo næsten ikke tro på det som vi så, og det er nok en af de dage i mit liv, hvor jeg har været mest stolt af at være dansker.
Er “Sommeren’92” så værd at se? Jo, bestemt – især for fodboldhistorikkeren, der kan grine lidt over hele situationen. Men det er jo også en spillefilm, så måske er der selvfølgelig blevet digtet lidt i manuskriptet, men når det er sagt, så kan man kun glæde sig over den humane historie, der udviklede til en prægtig fortælling og endte som et vaskeægte eventyr. Måske skulle det aldrig igen, at Danmark formår at være så fantastiske på banen, men vi gjorde den en gang – den gang i Sommeren i 92.
Min holdning er, at 92-landsholdet ikke var Europas bedste, men vores modstandere var overtrænede, og undervurderede os desuden. Og så er det jo typisk dansk at levere varen, når ingen venter det, samt tabe når folk venter at vi vinder.
Ingen tvivl om at Danmark var de totale underdogs, men jeg synes at det var en kæmpe oplevelse at se hvorledes bette Danmark kunne slå overmagten… det frydede mig, men jo som hold var tyskerne og hollænderne da klare bedre – men det gør også præstationen større på en måde…?
Jeg ved ikke hvilken sejr der var den største overraskelse? Danmark i 1992 eller Grækenland i 2004?
Grækenland havde faktisk nogle anerkendte kvaliteter dengang, så jeg tror den danske sejr var mere overraskende, men jeg synes stadigt den var lidt heldig og typisk dansk, med at levere varen når ingen forventer det. I samme øjeblik man stiller krav og forventninger til det danske landshold, så er det nærmest ude af stand til at indfri dem.
Jeg fungerer lidt på samme måde. Er ikke god under pres.
Det er altid sjovt at tage røven på folk, når de mindst venter det og især i sport, hvor der næsten altid er noget på spil. Grækenland levede på dødbolde og en stærk defensiv – Danmark spillede måske i en defensiv formation, men der var alligevel spillere, der blomstrede, f.eks. en som Brian Laudrup, der formåede at gøre enhver forsvar usikkert og Henrik Larsen der lavede målene, for ikke at glemme profiler som Schmeichel, Povlsen, Vilfort og forsvaret og John Faxe, der ramte den lige i røven…
Jeg kender godt til det med at være dårlig under pres – når man stod i skolen og skulle fremføre et oplæg, så rystede mine ben og jeg kom til at grine – hvilket resulterede i at alle andre grinede, men hold kæft hvor må jeg have været utålelig…
Ja, mon ikke 92-landsholdet var lidt mere spændende et det nuværende. Bunden er nået nu, og den kommende landstræner får en vanskelig opgave. Olsen skulle have været skiftet ud for længe siden, for han var da løbet tør for ideer.
Sangklassen var det værste for mig, hvor jeg skule stå og synge for hele klassen.
Helt sikkert… sjovt nok mente alle stadigvæk at Olsen var den bedste løsning, og der er ingen tvivl om at han var dedikeret nok, men som du skriver – ideerne virkede lidt gammeldags og slap hurtig op… ikke god stil…
Oh, sangklassen? det lyder modbydeligt…
Jeg tror skolen var med til at grundlæge min livslange angst og paranoia.
Fik i en periode tæsk af nogle af de ældre elever, der endte med at blive smidt ud af skolen. Husker tydeligt ydmygelserne og volden den dag i dag. Det var mere end mit følsomme sind kunne klare.
Men grundlæggende mener jeg ikke, at store spillere automatisk bliver store trænere.
Jeg blev aldrig slået på – men jeg fik mange tilråb og blev kaldt navne, som ikke var videre flatterende… – Jeg kan godt forstå at mange børn bliver nervøse og ender med en diagnose, hvis man ikke er stærkt skabt… sindet kan ikke altid holde til så meget mobning og tæsk…
Og nej – det kniber da lidt med flere af de danske ihvertfald, men nu har det jo også lagt i kortene at Michael Laudrup skulle overtage Landsholdet, men jeg tvivler også på at han ville være det rigtige valg…
Næh jeg mistænker at jeg lider af posttraumatisk stress.
Jeg synes det er nogle skodhold som Laudrup har fået lov at træne.
Ikke utænkelig – barn- og ungdommen kan være ret traumatisk…
Ja, fuldstændig – det eneste hold som han har gjort til mester har været Brøndby og det der i mellemøsten…og vi ved jo alle hvilke kvaliteter om Brøndby har…
Synd , for barn og ungdommen burde være den bedste tid i livet.
Hvis Brøndby var et menneske, havde det for længst lagt sig på skinnerne og ventet på det gennemkørende godstog.
Ja – men det er også min erfaring at børn og unge kan være nogle af de mest grusomme og onde mennesker i verden…
Ork ja, og alt der var tilbage, ville være et brev hvor der stod: “Undskyld for alt – tilgiv mig!”
Og tilgiv os vores tilhængere…
Åh ja, det er trods alt heller ikke ligefrem en formildende omstændighed… min gamle præst, da jeg blev konfirmation, holder med BIF, anede ikke at han var i ledtog med Den Onde selv…
Det ville glæde Brøndbys hooligans på den måde at blive velsignet af en jysk præst.
Jo måske – men det hjælper nok ikke på spillet på banen…
Næh.
Well – nu er der endelig vinterferie, og AaB er på en stærk 2. plads, men de har også fået hammeret nogle mål ind på hjemmebane – håber at de kan holde på profilerne…
Ja, jeg har bemærket, at de klarer sig ganske godt i øjeblikket, selvom jeg ikke følger Superliga så tæt. Det bliver endnu sværere i fremtiden, da jeg snart overgår til Waaos lille tv-pakke.
Åh nej, ja… det bliver nok ikke nemmere, men jeg håber at du kan glæde dig over en AaB-kamp i ny og næ…
Jeg venter dog stadigt på et superligahold, der kan klare sig ude i Europa.
Lige nu spilles der VM i klubfodbold. Gad vide om Barcelona kan klare de der argentinere i finalen?
Ja – det er vel næsten stadigvæk Brøndby (desværre), der har klaret sig bedst? – jeg tænker tilbage på en UEFA-cup-semifinale imod Roma… – jeg har ikke set noget fra VM i klubfodbold, men Barcelona er meget stærke…
Jeg har heller ikke set VM, men følger med på tekst tv. River Plate er nok ingen walkover, og flere af Barcas topnavne er skadede. Messi med mulige nyresten..
Well – FC Barcelona vandt alligevel 3-0 – og den sydamerikanske trio i front sprudlede…
De er da helt umulige. Hvis vi er alene i universet, så er Barca universets bedste hold.
Ja, det kan der være noget om… de er uhyggelige…
Jeg vil foreslå, at man giver alle Barcas spillere et dansk pas samt tilbud om landsholdsplads.
Sikke et scenarie! og selvom projektet måske lyder vildt, så kunne tvangs-nationalisering blive en god udvej for vores stakkels, stakkels landshold…
Ja, jeg har altid gerne villet se Barca med danske trøjer spille mod Tyskland.
Det ville være en udsøgt fornøjelse…
En fornøjelse med visse vinderchancer.
Ja, forhåbentlig…
Men vi, der har fulgt tyskerne gennem årene, ved jo, at de ikke må undervurderes.
Og det er et mægtigt godt turneringshold…
Ja, ligesom italienerne var engang.
Ja, og det er et faktum at englænderne altid skuffer… så lad os nu se til sommer…
Ja, lad os håbe på målfest, i det mindste.
Det ville være skønt…