Den meget talentfulde, smukke og velsignet skuespillerinde, Jennifer Jason Leigh, fylder 51 i dag…
Jeg har jo nok en svaghed for smukke kvinder…jeg mener dog stadigvæk at skønhed hos kvindelige skuespillere toppede i 70’erne…jeg elsker hende fra “Fast Times Of Ridgemont High”, “Flesh + Blood”, “eXistenZ”, “The King Is Alive”, “The Machinist” og ikke mindst hendes rolle som luderen i “Last Exit To Brooklyn”…en rolle som hun var fuldstændig fantastisk i… Nu om dage er hun stadigvæk meget efterspurgt – og hendes evne til at levere fremragende skuespilspræstationer er ikke formindsket… hun forbliver en lysende stjerne på Hollywoods filmhimmel…
Grotesk! - onlineversion 
Ja jeg ved ikke hvad det er… men jeg føler mig helt til rotterne..
Nå ja men det var da en beroligende melding … så fejler du jo slet ingen ting?
Gør som jeg, hold en pause engang i mellem. Det er jo ikke sådan at vi glemmer din blog. Jeg følger også blogs der har færre en to indlæg om året, så det går nok.
Men den diagnose er selvfølgeligt ret alvorlig. Det mærker jeg dagligt for tiden.
Hm, ja, jeg føler bare stadigvæk at viljen er til stede, men kroppen magter ikke at følge efter… tænk hvis jeg var sådan en knoglet gammel særling, der boede alene oppe i et stort slot på en bakketop… jeg havde kun mig selv og mine ravne at snakke med…?
Hvad fanden ville jeg så sige?? – hent lige avisen???
Men no shit… sådan en grænsepyskotisk diagnose er ikke for sjov…vi skizofrene må jo passe på – sindet er lidt skrøbelig…
Det er ikke fordi vi er svage, vi bærer bare på byrder folk ikke kan se. De byrder kræver stor styrke.
Jeg tror dog jeg beseglede min skæbne da jeg flyttede væk fra min familie, venner og fødeby, for at bo alene i Midtsjælland.
Ja, det er jo problemet med psykisk sygdom – den er ganske usynlig, i stedet for måske en brækket skulder eller et halt ben…
Er der nogle slotte i Ringsted du kan bosætte dig i? – jeg kan lige se det for mig, du sidder i en stor læderstol med 5-6 tv-skærme omkring dig, der alle viser spaghettiwesterns.. dette bliver kun afbrudt en enkelt når du råber af alt magtens kraft: Monique, Tigerhovedet! – og sætter dig godt til rette i stolen, alt imens endnu en skudduel finder sted på en af de mange skærme…
Jeg ved forbavsende lidt om Ringsteds slotte. Mere interesseret i kirkerne, for nedenunder dem ligger jeg om dagen.
Oh ja, det glemte jeg lige… en gang vampyr – altid vampyr? det er godt du har kisten som du kan hvile i… må jeg iøvrigt minde dig om at Van Helsing-slægten stadigvæk eksisterer og har det godt… – og de er altid interesseret i at lære blodsugere at kende…
Jeg holder en meget lav profil, og er en af de gode vampyrer, der kun fantaserer om blod og vold.
Uha ja, en fortabt vampyrsjæl? Det lyder som noget dejlig Twillight-agtig noget… bare det var mig, jeg er bare en bleg dansker, der nogle gange får lidt mere hår mærkelige steder, når det er fuldmåne…
Må jeg anbefale noget varm voks.
Ja, det må du gerne, men det er godt nok ikke for sjov… så skulle jeg jo nærmest flå hele min manke af… det går ikke… er en pæn ulv..
Jge har godt nok også meget hår på kroppen, som jeg helst vil beholde. Synes ikke om hårfjerningstendensen der er så populær i disse tider.
Gud forbyde at vi hopper på den metroseksuelle bølge…
Rigtige mænd skal ikke være smukke. Hvilket er heldigt for mig.
Jeg tror også jeg sad på toilettet da den Højtstående uddelte natural good looks… men i det mindste har jeg masser af drenget charme…
Der er ikke meget dreng tilbage i mig. Eller charme. Men engang var jeg populær hos pigerne.
Okay, ikke dårlig – var det fordi at det var altid dig der havde en pose med lakridser med?… i Folkeskolen var jeg et tavelig, genert gemyt, der ikke var særlig meget interesseret i det modsatte køn…. nu hvor jeg er voksen drømmer jeg kun om Edwige Fenech og Caroline Munro ?? – jeg ved ikke hvad der er bedst…
Drømme kan være meget gode, men man skulle jo helst udleve nogle af dem. Ellers bliver tilværelsen sgu for pinefuld.
Og det gjorde jeg så i min storhedstid, der ganske vist var meget kort af varighed, og det er jeg taknemmelig for, for nu sidder jeg også og bare drømmer. Om kvinder og amoralske middelhavshistorier fyldt med revolverbevæbnede supermennesker og grådige tyranner.
Ja, jeg er glad for at jeg stadigvæk har evnen til at fantasere og drømme… tænk hvis man boede i et samfund a la 1984… det ville da være frygtelig…
Jamen så har du da i det haft en storhedstid? – jeg føler nogle gange at jeg spildte min ungdom, da jeg drak og festede mere end hvad godt er… men det var sgu da meget sjovt den gang…
Dine historier lyder fascinerende – måske skulle man overveje at nedskrive dem i en bog – hvis jeg gjorde det ved mine fantasier, så ville det nok være oplagt at kalde dem for amoralske skrifter – ligesom dine fortællinger…
Mine amoralske middelhavshistorier er allerede nedskrevet, for de udspringer af spaghettwesterns.
Orv ja.. men det er jo allertides.. der er nok noget om snakken når man taler om de voldsomme westerns fra Italien og Spanien… europæiske westerns har så meget at byde på…
Ikke mindst er de dejligt antiautoritære og ingen løber nogensinde tør for kugler.
Nej da, en seksløber med evigheds-ammo… allertides!
Jeg har lagt mærke til at de har mere ammo og er bedre skytter i italienske film.
Ja, især en som Klaus Kinski er en formidabel skytte… mon det var noget der var afspejlet af virkeligheden?… Clint Eastwood var jo som amerikaner vel natulig nok glad for våben? eller er jeg for fordomsfuld nu?
Han er forhåbenligt ingen Charlton Heston? Men det er interessant at antiheltene i de italienske film nærmest var supermennesker.
“From my cold dead hands…” – ja, men det er også mit indtryk at italienerne har en tendens til at overdrive en smule…det kan godt være at det er lige på grænsen, men det er ofte utrolig underholdende og medrivende…
Der var mange penge i spaghettiwesterns. Det er en kendsgerning, at disse film satte producerne i stand til at kaste penge efter mere seriøse projekter, der ikke nødvendigvis var profitable, så de mere seriøse italienske filminstruktører skylder spaghetti-genren en hel del.
Jeg har læst et sted, at i det mest travle år, 1967, var 79 ud af 247 italienske film rent faktisk westerns, hvoraf en del selvfølgeligt var middelmådige.
Nu vi taler om eurowesterns skal vi måske også tage fat på Præriens skrappe drenge, som jeg har liggende, men aldrig formået at se til ende.
Det kan jeg godt forstille mig. De mere billigproducerede spaghettiwesterns med tavse helte, mange skuddueller og en spændende historie kunne sikkert hive en masse publikumer i biffen.. og 79 ud af 247 er godt nok imponerende! men de bedste spaghettiwesterns var vel også fra 60’erne.
Den danske kartoffelwestern, Præriens Skrappe Drenge er en kuriøs størrelse som jeg rangerer på side med Reptilicus.. jeg har ganske vist set den, men det er vel at være længe siden, og da jeg også har den liggende et sted, så bør man måske smide den i afspilleren – husker iøvrigt især Preben Kaas’ fuldemands-cowboy bedst…
Kom der ikke også en efterfølger? Guld Til Præriens Skrappe Drenge? …
Jeg er lige ved at hævde: Uden spaghetti, ingen Antonioni-film.
Og så var spaghetti umådeligt populært i Asien og Sydamerika, og er det muligvis stadigt. Det er der jeg får mine film fra i øjeblikket.
Een dansk western er forresten nok til mig.
Tror at der er mange der skylder spaghettiwestern-genren en stor hånd. Dario Argento startede jo også som manuskript-forfatter på Vestens Hårde Halse, og mener også at der var en anden western han skrev.
Tror at den hårde spaghettiwestern-stil passer godt til folk i de lande/kontinenter, fordi der er mentaliteten en smule anerledes.. men stadigvæk kontant…
Ja, men jeg har hørt på Rygende Revolvere om et nyt dansk westernprojekt? … uha da da
Det er jo ikke så mærkeligt at de typisk anti-autoritære italienske westerns sælger godt i lande med megen undertrykkelse, blod og vold. De italienske westerns kan nærmest beskrives som dystopiske, hvor loven er korrupt og grådige bykonger og ranchejere tryner befolkningen. Og ind fra højre kommer pludseligt antihelten, der udfordrer dem og mejer dem ned ligesom i Django.
Der er helt sikkert meget uretfærdighed til stede, inden antihelten viser sig.. og typisk skal denne jo igennem flere mænd inden han når til hans sande mål – det store, klamme kriminelle overhoved, der i flere år har gemt sig bag sine lyssky revolvermænd. Og til beskurens store fornøjelse, så er antihelten en mand der handler, og ikke bare går sin vej.
Men desværre er han ikke en helt i klassisk forstand, for hans handlinger har ofte meget egoistiske motiver og snyd og bedrag er mange af hans tvivlsomme metoder. Der er ofte tale om kyniske eventyrere med superevner.
Superevner i høj grad. Det virker til at han ofte har utrolig kræfter til at heale sig selv mod slutningen og klare selv det værste forhindring endnu engang. Det lade sig være enten Clint Eastwood der har fået et ordentlig lag tæsk, eller Franco Nero der har fået smadret sine hænder.. but still justice is served!
Der er et eller andet ved filmtæsk der gør det muligt at overleve de mest utrolige slag. Største slagsmål jeg har set er dog stadigt i den gamle western Dodge City med Errol Flynn som i øvrigt er meget seværdig.
Ja, jeg ved ikke hvad det er for nogle knogler, filmhelte besidder. Måske et stålskelet…? men det er ganske fornøjelig at se..Dodge City har jeg iøvrigt liggende et sted…
Det må være dejligt at have den tilgode.
Jamen, det er det faktisk også på en eller anden måde…
Men jeg har på den anden side en film på vej fra Thailand, og den engelsk-thailandske marketplace-sælger er så glad for mig, at han forærede mig en film sidste uge. Sartana in the Valley of Death.
Det var da utrolig pænt af ham. Det er kun dejlig når vi filmfans kan glæde hinanden… du kan også forvente en pakke med 2 stks Demoni i dag…
Den skal blive interessant at se.