Jo, så er jeg tilbage med endnu en opdatering. Jeg beklager meget at der er lidt imellem indlæggene, men jeg har simpelthen været så træt på den seneste, og ikke lige haft overskud til at nedfælde nogle ord, der så bare lidt interessante ud. Nu føler jeg dog at jeg ikke kan trække den længere, også her hvor vi nærmer os de mørke stunder, hvilket vil sige efterår og efterfølgende vinter. Det er en god tid – jeg elsker at sidde indenfor og se en god film og drikke en kop kaffe, imens elementerne raser udenfor, hvad enten det er regn, blæst eller sne… vi lever jo ikke ligefrem i Californien eller i Syd-Europa, og slet ikke heroppe i Thisted, hvor de fleste er tilfredse med simple midler.
Som jeg skrev i titelfeltet, så har jeg fået besøg i min skumle Afgrund. Nemlig af vores allesammens gamle ven, ‘Stålmanden’ eller Superman, som de fleste nok kender ham under. Jeg har således fået denne version af hans seneste eskapader ind af døren:
Jeg havde længe haft kig på den, og nu fandt jeg den så til en god pris hos Cdon, hvilket jeg er meget glad for. Som man kan se, så er det en stålboks med Supermans nye logo som den ser ud i “Man Of Steel”. Filmen er jo nok ikke den bedste, og ihvertfald blegner den meget i forhold til den første store Superman-film fra 1978, der stadigvæk er en af mine absolutte yndlings-Superhelte-film. “Superman II” er heller ikke dårlig, og den har jeg gode minder fra min barndom om, hvor jeg elskede at se slutningen, hvor retfærdigheden endelig sker fyldest. Sjov historie med “Man Of Steel” – da jeg forvildede mig ind i biografens halvmørke i stor spænding, sammen med min far og hans kæreste, så blev vi overrasket over at der ikke var andre i salen – og minsandten om vi ikke sad alene der, igennem hele filmens forløb. Det var alligevel utrolig, når man tænker på hvor populære superhelte-film er lige for tiden. Jeg var dog ikke særlig begejstret for den, også pga det skide 3-D, som jeg aldrig nogensinde bliver en fan af. Jeg genså filmen på blu-ray, da den kom ud – denne gang i 2-D, og det var faktisk en meget bedre oplevelse – nu kunne man rent faktisk se hvad der skete i actionscenerne. Men når det er sagt, så synes jeg stadigvæk ikke at den er blandt de bedste, og er det bare mig, eller er der en scene på hjemplaneten Krypton, der minder om noget Ringernes Herre-agtigt? – der hvor Jor-El hidkalder en flyveøgle? – det var temmelig absurd i mine øjne.
Foruden den meget fornemme “Man Of Steel”-boks, så købte jeg også enkelte småting, da de var på tilbud hos selvsamme Cdon:
Som man kan se, er der tale om flere gamle kendinge. Først en double-pack med “The Day The Earth Stood Still” – både original-versionen og så remaket. Jeg er tosset med originalen, som jeg betragter som en af de helt store science fiction-klassikere. Remaket er ikke specielt godt, og jeg bliver aldrig fan af Keanu Reeves. Jeg synes simpelthen at genindspilningen er alt for effektjaget, hvilket selvfølgelig nok er naturligt, når man tænker på hvad man kan lave med en computer nu, men det ødelægger altså filmen lidt. Dernæst kommer der endnu en double feature med de to “Punisher”-film, hvor dødningehovedet faktisk er på trøjen. Den gamle med Dolph Lundgren undlader jo dette, men naturligvis skulle der komme en film, hvor den var til stede. Jeg har kun set cirka en halv time af den første, og den virker rimelig mørk i det, hvilket jeg også håber på, så det bliver spændende at se dem helt. Efterfølgende har vi en kultfilm i manges øjne, nemlig “Fight Club” med Edward Norton og Brad Pitt. Ikke en dårlig film, men jeg husker den ikke vanvittig godt, og nu havde jeg muligheden for at købe den billig på blu-ray, så derfor slog jeg til. Sluttelig en ganske god seriemorder-film i form af “Seven”, som var meget populær, da den kom ud, tilbage i 90’erne. Jeg kan godt se at folk synes at den er spændende og morbid, men jeg ved ikke rigtig – jeg er nok ikke så stor fan af hypet film, og da jeg så den første gang, så synes jeg ikke at den levede helt op til dens omdømme – den er dog stadigvæk blandt de bedste seriemorder-film…
Og ja, som jeg skrev i indledningen, så får jeg ikke set så mange film for tiden, grundet min enorme træthed, men der sniger sig da en ind engang imellem og i går aftens, så jeg denne klassiker:
Ah ja, hvem elsker ikke “Smokey And The Bandit” – eller “Det Vilde Ræs”, som den hed på dansk. Selvom filmen er ved at være godt oppe i årene (udsendt i 1977), så synes jeg stadigvæk at det er en særdeles underholdende film. Da jeg var knægt, så var denne meget populær i mine barndomsår, og Burt Reynolds var og er en af mine helte. Sally Field er virkelig sød i hendes rolle som ‘Frog’ og Jerry Reed, der også skrev ørehængeren, “Eastbound And Down”, er morsom som ‘Snowman’. Men der er dog en, der har en tendens til at stjæle fokuset, og det er selvfølgelig gamle Jackie Gleason, der er forrygende som sheriffen Buford T. Justice, der bare ikke vil give op. Jeg morede mig meget over endnu et gensyn, og jeg ejer faktisk også 2’eren på dvd, der dog er grænsende til noget af det mest fjollede jeg længe har set – men scenerne med de mange politibiler og lastbiler i kamp med hinanden er dog fantastiske, og mine små Matchbox-biler fik noget af en tur, da jeg så filmen som knægt. Stadigvæk et stort minde fra min barndom. Jeg mindes at 2’eren blev kaldt: “Med Strømere I Bakspejlet” på dansk, og det er jo også en fantastisk titel og endog meget sigende. Herligt med disse klassikere, som man har svært ved at glemme, men stadigvæk kan glædes over- det er ligesom at jeg er otte år igen…
Så var det lige en update fra Afgrunden. Jeg har en del ting på vej i posten, som jeg glæder mig meget til, blandt andet nogle fine steelbooks, og et par John Candy-film. Posten har dog ikke været så gavmild på det seneste, men jeg håber at det snart ændrer sig. Jeg håber således også at lokke min noble fader med i Ikea i næste måned, da jeg mangler et par rammer til nogle planlagte plakat-indkøb, så Afgrunden kan komme til at se smuk ud, og man ikke ser alt det slim, der driver ned af væggene og de gamle brædder med de store huller i, der ligger med det samme, man kommer op af trappen. Nuvel, så er det vel at bo som man var BZ’er i 80’erne. Det er et valg!
Ikke den bedste reklame for Man of Steel, men den har formentligt heller ikke fortjent det, og jeg går i en lang bue udenom. Lige i øjeblikket dyrker jeg komedierne, har netop genset Meatballs med Bill Murray, der ganske vist er en ungdomsfilm uden spændingskurve men med enkelte seværdige Murray one-man shows, så så er jeg gået i gang med Steve Martin og Dead Men Don’t Wear Plaid, der meget godt fanger tonen i de gamle noirfilm, og på fornem vis inkorporerer flere af dem.
Jeg synes både Seven og Fight Club er overvurderede, men Gleason bliver jeg aldrig træt af: Fast Eddie. Lets play some pool!
Nej – Man Of Steel er ikke videre vellykket – den er dog bedre end Superman 3 og 4, men jeg gruer lidt for den kommende Superman Vs. Batman, der vist nok kan vise sig at være enten gal eller genial… jeg skal dog nok se filmen, når den kommer ud – jeg kan ikke gøre for det… jeg er hooked!
Meatballs er en rigtig morsom film, og var det ikke en af Bill Murrays første film?… Jeg overvejer om at jeg skal gense den første Caddyshack-film, som er ustyrlig underholdende – og jeg er jo stor fan af Chevy Chase… jeg har også set den Steve Martin-film, som jeg godt nok fandt lidt fjollet, men det er cool sådan som de genbruger scenerne med de gamle skuespillere…
Ahh…ja – The Hustler – han har ikke meget screentime i den film, men han stjæler totalt billedet, imens han har… !
Supermand vs Batman lyder mere åndsvagt end genialt, men bortset fra det, så er Meatballs ingen stor komedie, og helt uspændende, men jeg havde en god oplevelse med den første gang jeg så den. Desværre er den ikke ældet så yndefuldt.
Jeg har også kun set Meatballs en gang, og der synes jeg at den var ret morsom, men det kan godt være at den taber lidt ved et gensyn… jeg ved dog snart ikke hvor jeg har gjort af min dvd-udgave, men den er her vel et eller andet sted?
Efter 45 år taber den en del, må jeg indrømme, og det samme kan siges om Dead Men… med Steve Martin, der ganske vist fanger tonen i de gamle 40’er film på udmærket vis, men når det er sagt, så er den mere fjollet end morsom, og er desuden ikke det mindste spændende. Den mangler et ordentligt plot. Mest interessant for noir-fans, men lidt af et gimmick.
En enkelt morsom scene kan den dog tilbyde. Noget med en uudtømmelig kaffepose.
Der skulle stå ‘efter 35 år…’.
Min første kommentar Til Dead Men Dont Wear Plaid antyder også en del begejstring, men ved mit andet gennemsyn må jeg indrømme at filmen taber noget efter 20 år. De mange gamle klip bliver ganske vist brugt med en vis dygtighed, men virker alligevel unaturlige som en del af filmen.
Som sagt et gimmick, men min kærlighed til de gamle sort-hvide film er nok medvirkende årsag til at jeg alligevel kan give filmen 6 ud af 10 mulige stjerner.
Det er faktisk lidt et problem med flere Steve Martin-film, som jeg også netop finder mere fjollede end egentlig morsomme… “The Man With Two Brains” er en god en at fremhæve, og den er simpelthen så fjollet, at man ryster på hovedet, i stedet for at grine.. og hvad er det nu for en, den med Steve Martin og Lily Tomlin, hvor han får hendes sjæl ind i sig, og skal spille en kvinde? – også fjollet.. ¨
“Dead Men Don’t Wear Plaid” var okay, og jeg synes at den var lavet på en sjov måde, netop som du skriver med at være fyldt med gamle klip …. det fungerede okay…men en egentlig klassiker synes jeg ikke at det er…
All of Me med Tomlin og Martin så jeg fornyligt, og den var næsten pinlig, og virkede meget lang. Ingen klassiker, men uhørt fjollet. Og hvilken tåbelig historie!
Faktisk er Martin bedst i mere seriøse stunder som visse scener i Lonely Guy, hvor hans spil nogle gange begrænser sig til forandring af ansigtsudtryk og nogle dertil passende replikker, og hans prøvelser i det hele taget er tankevækkende, ligesom dialogen nogle gange er det, inden filmen kammer over i pjat, og kvinder der får orgasme af et nys osv.
Og så er han selvfølgeligt god i Trains, Planes, hvor han får lov til at være mere seriøs.
Men ellers har han en tendens til at virke forceret med store armbevægelser eller overdrevne udtryk. Som en mand der bare prøver for hårdt.
Mht. Dead Men, synes jeg ikke nogensinde de gamle navne bliver en rigtig del af filmen, men uden de gamle klip ville filmen være ret håbløs, selvom den har fanget noir-tonen ganske godt.
Men af en eller anden grund holder jeg af ham alligevel, selvom han ikke kan skubbe John Candy ned af placeringen på min favoritliste.
Ja, det er nok det der er et problem med Steve Martin, at han hele tiden ballancerer på det absurd fjollede, og selvom det ikke umiddelbart kan betegnes som slapstick, så er humoren alligevel så laverestående, at man nogle gange ryster helt på hovedet af det der foregår på skærmen.
Jeg synes jo også at Steve Martin er rigtig god i Parenthood, som faktisk er en af mine favoritter med manden, fordi det også er en film, der har noget på hjertet og ikke bare endnu en komisk lavmåler. Men der er flere film med ham – “Roxanne – Næsen er i vejen” er også ganske sød og vel egentlig en ganske fin romantisk komedie i stil med historien om Cyrano de Bergerac…
Men eller synes jeg også virkelig godt om “Bowfinger”, der er en meget morsom film om lave film på en lusket måde… selvom Eddie Murphy er lidt irriterende, så er filmen både sjov og interessant…
Men nogen John Candy bliver Steve Martin vist aldrig…
Steve Martin er nok bedst i rollen som irritabel snob, der står overfor sin modsætning, men der skal en god instruktør til at holde ham i ave, og sørge for at han ikke kammer over.
Jeg synes John Candy fremstår langt mere naturlig.
Og Eddie Murphy er bare irriterende.
Ja, det er jeg enig i … Steve Martin er ihvertfald god som den snobbede person, men det ser man jo også i Planes, hvor John Candy straks er den man sympatiserer med… men nu er Planes også en virkelig god film…
Ja, og jeg husker stadigt at jeg var helt alene i den store sal, dengang jeg så den i 80’erne.
Mærkeligt at sidde i biffen og grine helt alene, men nu i dvd-alderen er jeg jo vant til ensomheden foran skærmen. Desværre kommer jeg aldrig til at se den i biffen igen.
Det er ihvertfald noget af et minde… mærkelig at sådan en film ikke kunne lokke flere folk i biffen, men det er vel noget med promoveringen at gøre – da Kevin Smiths “Dogma” havde premiere i slutningen af 90’erne – eller måske starten af 00’erne, der blev den også rost til skyerne af anmelderne, men der var ikke særlig mange der så den… hvilket er en skam, fordi den er faktisk ret god… men når der kommer en ny Far til Fire-film!
Ja, det er skammeligt så ringe folks smag er.
Ja, og jeg ved godt at det ikke er pænt at diskutere smag og undres over sådan noget, men alligevel kan jeg ikke lade være… det er det samme med danske stand-up-komikere – nu så jeg lidt af Zulu Comedy Awards og måske er det mig der er helt humorforladt, men det er virkelig bare ikke morsomt… noget som helst af det! men folk griner da højlydt, så det må jo være mig…
Det er ikke dig, for det er lavmålet af humor.
Linda P. kom på scenen og sang en sang om voldtægt?? – det er sgu da ikke sjovt?
Næh. Jeg er helt holdt op med at følge dansk standup og komedie. Det er jo et stykke fra Robin Williams-niveauet.
Ja, det er vist slet ikke i samme univers… men måske er det vi, som der er noget galt med, fordi danske stand-up-komikere er generelt ret succesfulde og folk er nærmest ved at brække sig af grin… well… jeg smider “not funny”-kortet endnu engang…
De er i altfald verdensberømte i Danmark.
Jeg kom til at se noget med Casper Christensen i går på Zulu, og han var rystende umorsom… en sand skrigeballon til gengæld, og jeg fatter ikke at folk vil betale penge for at se ham ytre sig nedladende om andre mennesker…
Næh, ham har jeg aldrig rigtigt fulgt på tv. Jeg befinder mig mest på BBC sammen med Top Gear.
Ja, men ham Jeremy Clarkson kan også være lidt provokerende. Jeg kan meget godt lide James May – og jeg har set ham i andre programmer også, blandt andet med hans tour rundt i vindistrikterne i USA… meget underholdende…
Top Gear Uden Clarkson ville næppe overleve.
Nej, det tror jeg heller ikke… selvom de andre medvirkende også er gode, så blegner de lidt ved siden af Jeremy Clarkson…