Jeg hader det. At vandre hvileløst rundt i Afgrundens mørke kamre, og ikke kunne foretage mig noget særligt, idet min tilstand som zombie… has kicked in… jeg vil beskrive det som at være i grænselandet mellem at være vågen og at sove… en position, hvor jeg ikke altid opfatter det hele, men alligevel er for vågen til at sove, fordi når jeg lægger mig ned for at trække nogle seriøse torske i land, så ender det alligevel bare med at jeg er vågen, og ikke kan hengive mig selv til slumstrup. Men at se film er næsten noget af det værste, som jeg kan begynde på… fordi, hvis jeg sidder stille alt for meget, så bliver øjnelågene alligevel at falde i, og før jeg ved af det, så sidder jeg op og småblunder… og det kan resultere i nogle alvorlige krigsskader… og min mobiltelefon må være ved at være seriøs træt af at blive tabt på gulvet, fordi mine afskyelige hænder ikke kan holde fast i den, når jeg blunder.

Og hvad er der så af muligheder for mig en nat her til søndag den 10. maj…? – well, ikke ret meget…lige nu sidder jeg og drikker et glas kvalitets-cola og lytter til det eminente danske doom metal band, Saturnus.. der virkelig er et storslået band – episk, smukt og særdeles bedrøvet. I den seneste periode, har jeg oplevet at jeg hører meget musik, frem for at stene film…. og det er selvfølgelig lidt belastende, idet jeg elsker at se film, men sådan som jeg har det, så rumsterer zombien rundt i hovedet i mig, og det er ikke kun for at jagte friske hjerner, men derimod også en passende betegnelse for en tilstand, hvor jeg vakler rundt og ikke kan finde søvnen. Heldigvis har jeg min Afgrund… mit “Fortress Of Solitude”, hvor jeg kan passe mig selv, og der ikke er nogen, der hele kigger mig over skulderen, og råber og skriger af mig… det har jeg prøvet før, men det var så endda mest psykisk, hvilket ikke er noget som jeg efterstræber.

Men jo, jeg får da også klemt en enkelt film ned i ny og næ, og i går, satte jeg mig naturligvis godt til rette, da jeg skulle gense en af barndommens favoritter, der netop er blevet udsendt på funklende ny blu-ray med den imødesette director’s cut. Det var tale om Arnold Schwarzenegger-tonseren, “Commando”. Instrueret af manden bag “Class Of 1984”, Mark L. Lester, og med Arnold i den altdominerende helterolle. Filmens handling, der koncentrerer sig om John Matrix (Arnold), der får sin datter kidnappet, imod at han skal snigmyrde en præsident, så filmens hovedskurk kan tage dennes plads. Dette finder manden med musklerne sig selvfølgelig ikke i, og det kickstarter en sand hærgen, hvor bodycountet bare bliver højere og højere, især hen imod filmens klimaks, hvor Arnold ene mand invaderer en lille ø, skarp bevogtet med svært bevæbnet militær…

“Commando” er en fantastisk overdrevet og tilpas cheesy film. Ingen tvivl om det, og man sidder og smågriner og ryster lidt på hovedet over filmens absurde voldsforherligende tone, hvor antallet af affyrede patroner snart kan fylde en helt gårdsplads. Jeg optog filmen tilbage i 80’erne på video fra parabolen i mit barndomshjem, og selvom jeg var meget ung, så var jeg allerede fra første kig vild med filmen. Der er et eller andet særdeles herligt over alt den destruktion og hærgen, der efterlader en med et stakket åndedragt og glæde i sindet, fordi det her er hårdkogt 80’er-action, når det er allerbedst. Jeg har efterhånden ikke tal på hvor mange gange, at jeg har set filmen, men eksempelvis hvis den nu skulle være på en tv-kanal, så ser jeg den altid, fordi den er forbavsende svær at zappe væk fra. Der er virkelig tale om en betragtelig klassiker. Og selvom filmens tone er voldelig fra den ene ende til den anden, så har filmen også i begyndelsen nogle mærkelige familievenlige sekvenser, der måske skal være med til at understrege at Arnold faktisk er et menneske med følelser, og ikke kun en iskold dræbermaskine, der kun bekymrer sig om få ting i livet. Filmen afsluttende “slag” på øen er et kapitel for sig, og den massive nedskydning af intetanende militærpersonale er faktisk utrolig medrivende og naturligvis ufattelig overdrevet. Men man jubler med Arnold hele vejen, også imod det endelige opgør imod Bennet – en sær skurk med flot overskæg, accent og ringbrynje… det ser man ikke hver dag…

Well, efter sådan en omgang “Commado”; så får man faktisk lyst til et bad, og selvom foråret heroppe mod nord, har været køligt og ikke ligefrem en dans på roser, så er jeg alligevel fortrøstningsfuld med henblik på sommeren. Der skal nok komme nogle dage, hvor man kan more sig lidt. Og når de kommer, så håber jeg ikke at jeg er i zombie-mode…

Og lige lidt mørke toner til at forsøde det melankolske sind: