Jeg hader det. At vandre hvileløst rundt i Afgrundens mørke kamre, og ikke kunne foretage mig noget særligt, idet min tilstand som zombie… has kicked in… jeg vil beskrive det som at være i grænselandet mellem at være vågen og at sove… en position, hvor jeg ikke altid opfatter det hele, men alligevel er for vågen til at sove, fordi når jeg lægger mig ned for at trække nogle seriøse torske i land, så ender det alligevel bare med at jeg er vågen, og ikke kan hengive mig selv til slumstrup. Men at se film er næsten noget af det værste, som jeg kan begynde på… fordi, hvis jeg sidder stille alt for meget, så bliver øjnelågene alligevel at falde i, og før jeg ved af det, så sidder jeg op og småblunder… og det kan resultere i nogle alvorlige krigsskader… og min mobiltelefon må være ved at være seriøs træt af at blive tabt på gulvet, fordi mine afskyelige hænder ikke kan holde fast i den, når jeg blunder.
Og hvad er der så af muligheder for mig en nat her til søndag den 10. maj…? – well, ikke ret meget…lige nu sidder jeg og drikker et glas kvalitets-cola og lytter til det eminente danske doom metal band, Saturnus.. der virkelig er et storslået band – episk, smukt og særdeles bedrøvet. I den seneste periode, har jeg oplevet at jeg hører meget musik, frem for at stene film…. og det er selvfølgelig lidt belastende, idet jeg elsker at se film, men sådan som jeg har det, så rumsterer zombien rundt i hovedet i mig, og det er ikke kun for at jagte friske hjerner, men derimod også en passende betegnelse for en tilstand, hvor jeg vakler rundt og ikke kan finde søvnen. Heldigvis har jeg min Afgrund… mit “Fortress Of Solitude”, hvor jeg kan passe mig selv, og der ikke er nogen, der hele kigger mig over skulderen, og råber og skriger af mig… det har jeg prøvet før, men det var så endda mest psykisk, hvilket ikke er noget som jeg efterstræber.
Men jo, jeg får da også klemt en enkelt film ned i ny og næ, og i går, satte jeg mig naturligvis godt til rette, da jeg skulle gense en af barndommens favoritter, der netop er blevet udsendt på funklende ny blu-ray med den imødesette director’s cut. Det var tale om Arnold Schwarzenegger-tonseren, “Commando”. Instrueret af manden bag “Class Of 1984”, Mark L. Lester, og med Arnold i den altdominerende helterolle. Filmens handling, der koncentrerer sig om John Matrix (Arnold), der får sin datter kidnappet, imod at han skal snigmyrde en præsident, så filmens hovedskurk kan tage dennes plads. Dette finder manden med musklerne sig selvfølgelig ikke i, og det kickstarter en sand hærgen, hvor bodycountet bare bliver højere og højere, især hen imod filmens klimaks, hvor Arnold ene mand invaderer en lille ø, skarp bevogtet med svært bevæbnet militær…
“Commando” er en fantastisk overdrevet og tilpas cheesy film. Ingen tvivl om det, og man sidder og smågriner og ryster lidt på hovedet over filmens absurde voldsforherligende tone, hvor antallet af affyrede patroner snart kan fylde en helt gårdsplads. Jeg optog filmen tilbage i 80’erne på video fra parabolen i mit barndomshjem, og selvom jeg var meget ung, så var jeg allerede fra første kig vild med filmen. Der er et eller andet særdeles herligt over alt den destruktion og hærgen, der efterlader en med et stakket åndedragt og glæde i sindet, fordi det her er hårdkogt 80’er-action, når det er allerbedst. Jeg har efterhånden ikke tal på hvor mange gange, at jeg har set filmen, men eksempelvis hvis den nu skulle være på en tv-kanal, så ser jeg den altid, fordi den er forbavsende svær at zappe væk fra. Der er virkelig tale om en betragtelig klassiker. Og selvom filmens tone er voldelig fra den ene ende til den anden, så har filmen også i begyndelsen nogle mærkelige familievenlige sekvenser, der måske skal være med til at understrege at Arnold faktisk er et menneske med følelser, og ikke kun en iskold dræbermaskine, der kun bekymrer sig om få ting i livet. Filmen afsluttende “slag” på øen er et kapitel for sig, og den massive nedskydning af intetanende militærpersonale er faktisk utrolig medrivende og naturligvis ufattelig overdrevet. Men man jubler med Arnold hele vejen, også imod det endelige opgør imod Bennet – en sær skurk med flot overskæg, accent og ringbrynje… det ser man ikke hver dag…
Well, efter sådan en omgang “Commado”; så får man faktisk lyst til et bad, og selvom foråret heroppe mod nord, har været køligt og ikke ligefrem en dans på roser, så er jeg alligevel fortrøstningsfuld med henblik på sommeren. Der skal nok komme nogle dage, hvor man kan more sig lidt. Og når de kommer, så håber jeg ikke at jeg er i zombie-mode…
Og lige lidt mørke toner til at forsøde det melankolske sind:
Selv vandrede jeg også hvileløst rundt i nat, plaget af mismod og dystre tanker, og besluttede derfor at rense de snavsede og tilkalkede fliser på badevær., men fandt hurtigt ud af, at den opgave havde jeg ikke kræfter til.
Jeg må konstatere at formen nu er så dårlig, at jeg knapt magter rigtig hård rengøring.
Anyway, så er Commando noget af det bedste 80’er action der kan opdrives. Efterhånden nogle år siden jeg sidst så den, men hver gang jeg tager den frem giver den mig stor glæde.
Åh nej, Henrik, men i det mindste havde du da mod på at begynde med fliserne – det magter jeg ikke engang. Jeg sidder bare i sofaen og blunder og puster og hvæser… well, jeg fandt da endelig roen til sidst, og i dag har jeg fornøjet med lidt Formel 1 inden AaB skal tæve Brøndby i aften… det kan blive en god dag – lige indtil at jeg skal sove…
Og ja, Commando er sgu svært at komme udenom…Det overrasker mig stadigvæk at de har raketstyr i en butik, der sælger ud fra et militært overskudslager…
Ja, jeg har altid haft modet, men aldrig evnen.
Commando er fundet frem, og bliver snart kastet i maskinen.
Jeg vil sige at du er kommet rimelig langt, men rengøring midt om natten er alligevel heller ikke så tillokkende…
Og Commando er bare sådan en sød og dejlig lille feelgood film…
Jeg har aldrig før hørt Commando beskrevet på den måde…
De pokkers badevær. fliser har plaget mig i årevis. Jeg brugte en halv time på at rense 8 af dem, men fik ondt i håndleddet og måtte opgive de resterende150.
Nåh ja, Commando er sikkert ikke alle bedstemødres kop te, men jeg synes at den er fantastisk underholdende og vild på den mest overdrevne måde…
Ja, det lyder godt nok som noget af et projekt… det ville jeg heller ikke magte….måske skulle du alliere dig med et professionelt firma, der kan hjælpe dig…?
Professionelle firmaer koster kassen.
Jeg allierer mig først med et rengøringsfirma den dag jeg skal flytte.
Ja ok, så er det også bedst hvis det kan blive gjort ordentlig i første omgang…
Og jeg flytter næppe før mine lodder giver gevinst.
Eller måske den dag jeg bliver båret væk.
Af to raske mænd i uniform. Jeg ved jo at du drømmer om et lille, stille hus på landet, men er Ringsted så slemt?
Der er for mange mennesker omkring mig til at jeg kan trives.
Ja ok – jeg bor heldigvis selv i et relativt stille område, selvom det er ret centralt i byen. Med jævne mellemrum er der nogle fulderikker, der tester min dørklokke, men ellers ingen problemer… og jeg er meget glad for min lejlighed…
Min dørklokke mangler batteri, og her kommer kun Jehova og banker på.
Åh nej dog … sikke noget, men dem kan du sikkert også klemme en god samtale ud af… bare fortæl dem at du er en synder…
Har aldrig inviteret dem indenfor, da jeg er af den opfattelse, at al snak om det guddommelige er nyttesløst.
Nå nå, Henrik… vi kan godt blive enige om at Jehovas Vidner typisk ikke lige er sagen, men det er altid rart at få svar på nogle spørgsmål… uheldigvis virker de ikke så kompetente til det i sidste ende…
Der findes ingen der kan besvare spørgsmålet om det guddommelige, og det, der kendetegner de religiøse, er, at de forklarer alting uden af vide noget som helst. Hvilket er umådeligt dumt.
Måske passer det meget godt med at man skal dø før man kan udtale sig om døden og efterlivet… jeg har dog ikke tænkt mig at prøve…….endnu…
Min konklusion er, at de døde intet ved om døden, og gudskelov heller ikke har nogen tidsfornemmelse, hvilket er heldigt med tanke på hvor længe de skal være døde.
Men du kender min holdning til spørgsmålet. Som tænkende væsener kan vi ikke basere os på overtro og flyvske opfattelser, der ikke er dokumentation for. Lad os basere os på det, vi ved. De døde har ikke hjerneaktivitet.
Det er godt nok et ret etisk spørgsmål, og jeg vil da også sige at du har ret i at vi nok bør koncentrere os om fakta, men der kommer jo ret ofte spirituelle svar på hvad efterlivet bringer, hvis det da i det hele taget bringer noget?… og er sjælen i så fald evig?
Jeg mener blot, at vi skal være forsigtige med al den tro på sjælen, da det jo ikke ligefrem flyder over med stærke indikationer på denne.
Tunneloplevelser med hvidt lys tyder mere i retning af iltmangel i hjernen.
Jeg satser stadigvæk på et efterliv i selskab med alle dem som jeg holder af.. og det kan man jo også godt, hvis alle ikke længere vandrer på denne jord… i så fald, vil jeg have Marilyn Monroe (der iøvrigt har fødselsdag i dag)’s telefonnummer…
Men det er netop det jeg er så meget imod. At satse på det meget usandsynlige.
Det er da en bedrøvelig tanke at når livet ebber ud, så er det bare slut?
Det er jo ikke min skyldt, at livet er bedrøveligt, og verden hård og brutal.
Jeg er blot interesseret i fakta.
Jeg forestiller mig, at bedrøveligheden og de brutale kendsgerninger er hovedårsagen til at folk bliver religiøse. Det menneskelige sind har ganske enkelt svært ved at rumme den ubarmhjertige virkelighed.
Jeg tror ikke på så meget, men bliver deprimeret i stedet.
Det med hensyn til religionen og folk, der ikke vil acceptere de hårde fakta, tror jeg at der er meget rigtigt. Spiritualitet er jo noget der kan sælges til folk, og religion er enormt populært blandt mange… og man ser jo også ofte at når man for alvor er nede at vende, så fungerer religion som en vigtig katalysator til at få folk på rette fod igen. Jeg ved dog ikke om det batter i længden, men den evige sjæl er vel også et spirituelt udtryk?
Sikkert nok.
Og sikkert er det også, at mens psykiateren måske nok betragter min evige melankoli som et resultat af psykisk lidelse, så er melankolien snarere et udtryk for, at jeg har indset livets alvor.
Der bliver intet ophold i Bibelbæltet for mig. Jeg føler mig lidt mere hjemme i storbysamuraien Ghost Dogs buddhisme., selvom jeg næppe nogensinde kommer til at praktisere troen.
Nåh ja, vi kan vel godt blive enige om at den almindelige kristne tro har mange fejl, så måske er det slet ikke så dumt at slå over på buddhisme – mind mig om at jeg skal forære dig et samurai-sværd, så du kan praktisere det i passende omfang…
Måske man skulle tro på og stræbe efter denne her tilstand:
http://da.wikipedia.org/wiki/Nirvana
Det kunne være sejt at blive ét med kosmos…
Jeg tænkte lige på, om Nirvana ikke går meget godt i spænd med en ateists forestilling om intetheden?
Mindes svagt jeg engang hørte en Krishna-munk anklage Buddhismen for at være end form for ateisme. Dengang jeg lyttede til Radio Krishna hver nat, før jeg fik tv og internet.
Du har virkelig levet livet, Henrik… Krishna-radio? – det har jeg aldrig prøvet…gad vide om det var en lokal radio? – jeg husker mere pophits fra 80’erne og lidt radiospil fra tid til anden… men så fik jeg også et fjernsyn..
Ja, det var en lokalradio jeg lyttede til for årtier siden, og en af munkene kunne med forfærdelse fortælle om en rejse til Argentina, som jo er kødspiser landet over dem alle.
http://iskcondk.blogspot.dk/2005/10/radio-krishna.html
En god stor argentisk bøf er da ellers lige smagen for sådan en forening…
Jeg kan ikke huske om munkene er vegetarer eller veganere.
I dette tilfælde er det ligegyldigt…