“You have 20 seconds to comply…!”

Jeg er lige hurtig tilbage med et indkøb, som jeg synes at der kunne retfærdiggøre et indlæg. Jeg havde længe søgt efter noget spændende at putte på mine reoler eller i vinduerne. Jeg har fået købt lidt hjem – blandt andet Regan fra “The Exorcist”, som jeg investerede i for nogle måner siden. Men nu har jeg således fået købt et nyt stykke actionfigur…:

 

Der er såmænd tale om vor gamle ven fra “RoboCop” – den store robot, ED-209, der ikke altid virker optimal, men har masser af firepower og en nærmest dyrisk tilgang til tingene. Dog skal man ikke lade den gå ned af nogle trapper, fordi det magter den simpelthen ikke. Og hvis man skal vise den frem, så skal den helst høre pistolen ramme gulvet – ellers er det virkelig noget skidt… og så har man kun 20 sekunder!

Denne udgave er ikke den dyre version, som koster 3000+ kroner, men derimod en billigere version. Man er jo bare en fattig førtidspensionist, når det kommer til stykket. Altså nu er der måske nogle, der ryster på hovedet over sådan et indkøb som jeg her har foretaget mig, men jeg betragter mig selv som en stor filmfan, og jeg elsker film, plakater, filmmusik og merchandise… det er åbenbart sådan at det skal være, og jeg bruger mange penge på det – muligvis for mange…. men jeg har kun mig selv – idet jeg jo er lykkelig single sådan som tingene ser ud nu, og en kæreste ville sikkert heller ikke kunne forstå mit galskab nogle gange – så det er måske meget godt at jeg bor alene lige for tiden. Ellers ville ED-209 jo nok ikke finde vej til min matrikel… ?

 

Figuren ligner virkelig godt, men hold kæft, hvor var den anstrengende at få pakket ud! – ja ja, jeg ved godt at tingene falder i værdi, når de bliver pakket ud, men jeg vil gerne udstille dem i min lejlighed, og jeg føler at jeg simpelthen må mærke på dem og blive glad over at de pynter i min stue eller mellemgang. Det er måske en noget barnlig og smådum ting, men jeg er også barnlig og smådum, så mon ikke der kan argumenteres for det. Jeg har iøvrigt ikke set den nye “RoboCop”-film  – men det skulle ikke undre at jeg får den at se, når den rammer hjemmebiografmarkedet. Jeg har ikke de største forhåbninger eller forventninger til den, men jeg bliver nødt til at se om det virkelig er så skidt som jeg har de bange anelser om. Jeg betragter den originale film som en af mine personlige filmfavoritter, og jeg kan tydelig huske første gang at jeg så den hos min onkel, der havde lånt den hos den lokale Vesterbros Kiosk i Nykøbing Mors. Jeg var vel 10-11 år, og jeg synes stadigvæk at scenen med ham der får det syre ud over sig, der gør at huden hænger og slasker rundt, er modbydelig….!

 

And Behold! – min nyerhvervede ED-209 er nu sat på reolen i min mellemgang – lige ved siden af Johnny Depp og den komplette “21 Jump Street”-serie… fantastisk! – jeg er meget glad for dette indkøb, og ED-209 ser herlig ud. Jeg ved endnu ikke hvad mit nye actionfigur-indkøb bliver, men jeg kunne virkelig godt tænke mig at få nogle af robotterne fra “Pacific Rim” – de ser virkelig seje ud, og der er meget i retning af japansk mecha-anime over det, hvilket jeg elsker! – men nu må jeg lige se om finanserne også er til det. Jeg er ved at få noget op på de bare vægge i lejligheden også… efter 3½ år med kun hvide vægge og intet derpå, så blev jeg efterhånden træt af det – så nu er det ved at blive forvandlet til et rigtig filmelsker-hjem… herligt! 

Afgrundens mægtige gab åbner sig…

Jo, så er jeg tilbage…langt om længe – med endnu en update. Nu er vi heldigvis i en ny måned, så det har betydet at der er blevet frigjort nogle mønter på kontoen til endnu flere filmindkøb… og når man har status som samler, så betyder det også at man får investeret i masse nye udgivelser…selvom det bliver lidt OCD-agtigt, og man altid kan bruge et væsentlig større beløb end man har til rådighed, ja så er det bare med at holde tungen lige i munden, og begyndere at prioritere lidt – det har jeg også været nødsaget til denne måned. Men jeg fik da købt en lille portion film, og det er jo altid godt.

Dog havde min gamle far og undertegnet lige en roadtrip i søndags til Silvan i Viborg. Butikken lokkede med momsfri søndag, dvs. at man fik fraregnet momsen på de varer som man købte – ikke dårligt! – og jeg skulle have en ny rumdeler, så jeg kunne få de sidste film op fra mit arkiv. Så vi satte afsted tidlig om morgen (kl. 10) – well, det var ihvertfald tidlig for mig, idet jeg havde haft en kammerat på besøg aftenen før, og det blev lidt sent. Nå, men det hjalp da med lidt morgenmad og en kop kaffe fra McDonalds… eller rettere sagt! morgenmaden var IKKE fra McDonalds… heldigvis nåede vi det ikke, men eftersom at jeg tidligere har oplevet hvordan McDonalds’ amerikaniseret morgenmad smagte, så var det en god ting, at vi købte maden på en tankstation i stedet. Anyway – vi fik konsumeret maden og drukket kaffe, og efter en let køretur, så var vi i Viborg og Silvan-land, og sikke dog et helvede! – der var proppet med folk, dyr og andre gespenster. Vi fik dog handlet, og sparede en hel hundrede kroner-seddel! – sådan skal det være, og jeg nød skam turen, selvom jeg havde fået et par af de kolde aftenen før.

Well – efter at vi returnede til mit domicil, så måtte min handymand af en far i gang, fordi jeg er simpelthen en kæmpe klovn til sådan noget arbejde, og hvis jeg skulle i gang, så ville vi aldrig blive færdige… men det blev han heldigvis og resultatet var ganske godt:

Så nu har jeg to rumdelere i min gang, hvor der er fyldt godt op efterhånden. Det er tydeligt at se at jeg bor alene i en klassisk ungkarle-hybel. Ikke mange nipsting, ingen blomster og fyldt til randen med film og cd’er… sådan skal det jo være… jeg siger ikke at det altid er lykken at bo alene uden en af det andet køn, men det er nu meget godt nogle gange, og jeg bestemmer jo selv hvor længe jeg vil se film til… (jeg er heldigvis også en voksen mand)…

Men som der kan ses på billedet, så er der mange film i rumdelerne, men det forhindrede mig ikke i at indkøbe nye film, som den hungerende Afgrund elsker at blive fodret med. Som jeg skrev i indledningen, så er man jo under kategorien, ‘samler’, og det medfører også at man køber et væld af film, når man har råd – det gør jeg ihvertfald, men nu er mit filmkredit for denne måned også opbrugt. Jeg købte dog lidt film fra henholdsvis Amazon, Cdon, Zaavi og Laserdisken, og de kan ses her:

 

Jeg vil ikke opremse alle titlerne, men jeg kan dog fremhæve at jeg har investeret i blandt andet fire blu-ray-titler i Classic Line-serien, og de er “Taxi Driver”, “The Fisher King”, “Bram Stoker’s Dracula” og “Gandhi” … gode film helt sikkert, og andre titler på blu-ray inkluderer “Conan – The Barbarian” på en fin, fin steelbook…gamle kendinge som “Total Recall”, “Stargate”, “Big” og selvfølgelig “The Thing”. Jeg har set de fleste af filmene på blu-ray før, men det er alle nogle som fortjener et gensyn.

På dvd er det dog film som jeg aldrig har set før. Deriblandt den nye Pedro Almodovar-film, “De Elskende Passagerer”, “Eddie – The Sleepwalking Cannibal” med Thure Lindhardt, Woody Allen-filmen, “Blue Jasmine”, hvor Cate Blanchett har høstet store roser for sin rolle, “Glory Daze”, som jeg aldrig har set det hele af, men altid haft lyst til og endelig 80’er-film som “The Sure Thing”, “Silver Bullit” og “Space Camp”…

Jeg må nok erkende at der er masser af film at gå i gang med, og det er kun godt. Jeg trængte til lidt nyt spænding, og eftersom jeg netop har set Johnny Depp fjolle rundt i “The Lone Ranger”, der var alt for lang, men dog havde et herligt moment i filmen, hvor den klassiske kendings-melodi blev afspillet og den maskerede helt viste sig – helt klart det bedste øjeblik, men overordnet set var jeg skuffet. Der er ingen tvivl om at de har gået efter at lave en western-udgave af “Pirates Of The Carribean”, også navnlig med Johnny Depp på rollelisten og Gore Verbinski som instruktør. En skam – det kunne have været blevet godt.

Og nåh ja…Oscar-uddelingen. Ja, ja… jeg sad skam oppe og så hele showet… både de indledende sekvenser fra det danske studie, på den røde løber og så selvfølgelig showet selv. Jeg var godt tilfreds i år, selvom jeg synes at det er synd at Leonardo Di Caprio og Amy Adams nok engang blev forbigået. Det virker dog til at det var et stærk felt i år, og jeg må også tilstå at jeg blev ked af det, da “Gravity” ikke vandt for Bedste Film, fordi jeg kan ikke mindes at der er en Science Fiction-film, der har vundet den store pris før – det ville være ideelt med denne, som der er mange der har kaldt 2013s bedste film. Ellen DeGeneres var dog rigtig sjov som værtinde, og klart den bedste, der har været i flere år – hun virkede hjemme og dejlig ligefrem og naturlig i hendes fremtoning – men det var også god familieunderholdning og ikke så mange spydige kommentarer. Det var i den grad et meget poleret og fint show.

Nå, det var lidt nyt fra Afgrunden og de frygtelige ting som der sker her. Jeg håber snart at være tilbage igen, og komme med et par anmeldelser, fordi jeg har planer om at jeg vil se et par film nu her i nat. Vi filmfans har jo en tendens til at stene film om natten… det er nok bare mere trygt? Well… man er vel også en natteravn?

En filmfans bekendelser…

Jo, det kan godt være at det virker til at jeg svælger meget i horrorfilm og mere eller mindre gyselige fortællinger om det okkulte, samtidigt med at jeg hører det vildeste heavy metal, som naboerne brækker sig over. Nej, sådan er det ikke altid… dette er en filmfans bekendelser…:

Indrømmet – på et tidspunkt var min filmsmag meget afgrænset. Jeg så næsten kun horrorfilm og slugte den ene klassiker efter den anden. Ligeledes hørte jeg aggressiv musik, imens jeg gik med mit lange sorte hår, sort tøj og hørebøffer i, så jeg kunne lukke verdenen ude, og musikken ind…men i et forsøg på at skille mig ud, så ender det jo også nogle gange med at man falder så dybt ned i nogle stereotype forestillinger. Naturligvis bør man se horrorfilm, hvis man hører heavy metal – og vise versa… well, jeg vil også erkende, at jeg skam stadigvæk er meget glad for horrorfilm og heavy metal for den sags skyld, men jeg ser altså også andre filmgenrer, og jeg hører også andre former for musik… måske gør det mig til en svagpisser? I don’t care… jeg vil bare være mig selv og se de film som jeg vil se, og høre det musik som gør mig glad. That’s the facts of life i mit lille indsnævret liv lige nu. Der er dog film som jeg ikke snakker for højt op om. Jeg ved ikke om jeg har sådanne nogle guilty pleasure-film? – nogle gange kan jeg dog godt lide dårlige film, fordi de er lavet med så meget kærlighed og ofte har meget mere personlighed og originalitet end den store sommer-blockbuster fra Staterne. Foreksempel er jeg netop blevet færdig med at se “The Shepherd” – en 90’er-action/science fiction-film med navne som C. Thomas Howell, Roddy Piper og David Carradine – en ikke helt vellykket og meget billig sag, der blev klemt ned i en spilletid på omkring de 90 minutter… jeg kunne godt fornemme at historien måske ville kunne udvikle sig mere, men det virker også til at pengene løb op, og der ikke lige var råd til at gøre den ordentlig færdig. Sjovt med de små køretøjer i filmen, der velsagtens skulle ligne nogle fremtidsbiler – de mindede mig mere om nogle affaldscontainere med lys under. Well – sådan er det i low budget-film – der er næppe råd til de vilde investeringer. Jeg synes dog at den var underholdende nok, og så indeholdte den endda en mængde upassende nøgen- og elskovscener… uha da da. Jeg købte filmen for 0,01 pund hos en Amazon-sælger, og selvom de fleste nok ville mene at den var fundet til den pris, så vil jeg, til enhver tid, hellere se denne end endnu en “Fast And The Furious”-film.

Nuvel – der er også film som man ikke kan undgå at holde af. F.eks. Sofia Coppola’s “Lost In Translation” – sikke dog et lille mirakel af en film. Hypersensitiv og måske en kende feminin, men med gode præstationer af ikke mindst Bill Murray og Scarlet Johansson. Anna Faris er også sjov som dum blondine. Jeg kan huske noget med at nogle beskyldte filmen for at være racistisk, da den udkom – og det kan jeg ærlig talt ikke se… den er lavet med så meget undring og nysgerrighed overfor en anden kultur, at man ikke kan andet end at spærre øjnene op på vidt udstrækning. En storartet film, der viser at det ikke nødvendigvis er de vilde effekter og hårdt pumpet action eller skræmmende monstre, der kan redde en film – men derimod en anelse snilde, hvor man har tilsat nogle virkningsfulde, komiske krydderier, så fungerer filmen perfekt. Jeg har set andre Sofia Coppola-film, men der er ingen der rigtig rammer samme magi som denne film, og det gør den til en absolut seværdig superfilm i min verden.

Foruden Sofia Coppolas meget observerende værk, så holder jeg selvfølgelig også af gyserklassikere, så som min absolutte favoritfilm, William Friedkins “The Exorcist”, som jeg stadigvæk vil vove at påstå, nok er en af de mest vellykket horrorfilm igennem tiderne. Utrolig effektiv med nogle klamme effekter, vild dialog og strålende skuespilspræstationer. Tænk lige hvis Linda Blair havde vundet en Oscar for hendes indsats – det kunne have ændret hendes filmkarriere betragtelig… men så havde vi nok ikke fået hende at se i WIP-filmen “Red Heat” eller i revenge-thrilleren “Savage Streets”. Det ville ikke være til at bære, hvis de to film ikke indeholdte en mere eller mindre afklædt Linda Blair. Men “The Exorcist” formår bare at være så pokkers skræmmende – selv den dag i dag. Jeg læste bogen af William Peter Blatty, og den er også ganske god. Historien gik jo på at han var inspireret af en virkelig hændelse. Med “The French Connection”-instruktøren, Friedkin i baghåndet, så skabte de begge en moderne klassiker, som man altid vil vende tilbage til når man snakker om horrorfilm – eller bare film generelt. Den alderende Max Von Sydow, der allerede i 70’erne var en gammel mand, men nu i 2013, stadigvæk er aktiv som skuespiller, er formidabel i rollen som Fader Merrin, hvor man får det indtryk at her er en mand, der altid har kæmpet en kamp imod det onde. Jeg var for ung til at se filmen i biffen i 70’erne, men jeg fik dog den forlængede version at se, da den havde premiere i 2000, inklusiv den famøse Spider-scene… altså jeg havde jo set den gamle udgave af filmen før, men det var alligevel en fin oplevelse at se den nye også – selvom jeg nok stadigvæk foretrækker originalversionen. Dernæst gik vi på pub og skyllede oplevelsen ned med et par af de kolde. Ak ja, Thisted er ikke så stor.

En anden film som jeg også kan se igen og igen, er Tim Burtons “Edward Scissorhands”. En helt igennem vidunderlig film, der også har massive komiske undertoner, samtidig med at den kan fortælles som et slags moderne eventyr. Det farvestrålende Surbubia må siges at være den perfekte grobund for alskens tåber og sladdertanter, der frekventerer gadehjørnet, hvor de deler ud af alt mulig trash-talk om områdets beboere. Sågar den lokale, religiøse fanatikker, er der blevet plads til. Men da familien tager den unge, kunstig-skabte knægt, Edward, ind i deres omgivelser, så virker det alligevel lidt besynderligt – også netop fordi at Edward ikke har nogle hænder! – men derimod nogle sakse som substitut. Han stammer nemlig fra det store, gotiske slot fra enden af vejen, hvor end ikke de lokale valfarter op – med mindre at de altså vil sælge make-up-produkter? Jeg synes at filmen hører til Tim Burtons absolutte top – en virkelig højdespringer, der er lysår bedre end en anden historie om en moderne “freak”, nemlig “Batman”, som Tim Burton filmatiserede i 1989. “Batman” er ikke dårlig, men den formår bare ikke at trække sig op på et himmelstormende niveau, hvilket “Edward Scissorhands” i den grad gør. Samtidig var det jo også første gang at man så makkerparret Tim Burton/Johnny Depp arbejde sammen, og det har de jo så eftertrykkeligt gjort flere gange senere. “Ed Wood” – biografi-filmen om Edward D. Wood Jr., en af verdens dårligste filminstruktører – eller det påstår de ihvertfald, er jo også en væsentlig kaliber i Tim Burtons filmografi. Men hvor man kan juble over Johnny Depp, Winona Ryder, Dianne Wiest eller Anthony Michael Halls præstationer, så synes jeg alligevel at den bedste af dem alle er den gamle familiefar, spillet af Alan Arkin. Han er vanvittig sarkastisk, og passer overhovedet ikke ind i resten af ensemblet, men han får gjort rollen til det pureste guld, og jeg griner stadigvæk af ham hver gang i den scene, hvor Edward har forskrækket datteren, der er vendt hjem fra en lejrtur, og så han får stakkels Edward med ned i kælderen, hvor han lige skal smage på mandens egen “lemonade”, dog først efter at familiefaren lige kigger op imod trappen, så han sikrer sig at de er helt alene. Det er en vidunderlig film – og den er meget Burtonsk …

Anyway – jeg fik en pakke fra svenske Ginza, og der var en del film i – sjovt nok mange horrorfilm, men de var også billige – ti svenske kroner! – det bliver ikke meget billigere end det, og jeg fik smidt en del i den virtuelle indkøbskurv. Der kom sandelig også blu-ray-film med, og som jeg egentlig ville vise med dette indlæg, så er min filmsmag altså ret meget fra den ene ende af skalaen til den anden:

 

Se blot på dette billede. To stykke moderne fortællinger. Remaket af den famøse rape-and-revenge-film “I Spit On Your Grave”. Jeg ejede godt nok allerede filmen på en amerikansk dvd, men da jeg så at den danske blu-ray-udgivelse kun kostede 10 svenske kroner, så hoppede jeg straks ombord. Ved siden af, ses Andrea Arnolds nye fortolkning af Emily Brontës klassiske roman “Wuthering Heights”. Det må siges at være noget ganske andet end en sleazy film som “I Spit On Your Grave”. Well, den kostede kun 19 svenske kroner, og igen er det en dansk blu-ray-udgivelse. Jeg mangler stadigvæk at se denne version af “Wuthering Heights”, og jeg kan ikke huske så meget om handlingen, andet end der vist nok er en del romantik med…go figure!

Sluttelig kan jeg nok sige at der ikke er så meget på vej i posten for tiden. Jeg venter godt nok en lille pakke fra Amazon i morgen eller fredag, og så er der to pakker på vej fra USA, men that’s all… og jeg er godt nok også på kistebunden nu i denne måned… nu må det gerne blive den første – så jeg kan få købt…………ehm… julegaverne!

 

I selskab med verdens dårligste filminstruktør…

Jeg havde længe truet med at gense Tim Burtons forrygende biografifilm, “Ed Wood”  fra 1994. Denne meget iøjefaldende film om en af verdens dårligste filminstruktører, hvis ikke den allerdårligste, har jeg stor sympati for. Endnu engang kaster Tim Burton sig over særlingen, og denne gang er faktisk en person der har levet, og ikke en af hans hjernes ildesete fantasivæsner. Det er den utrolige historie om Edward D. Wood Junior… en højst besynderlig mand.

Filmen “Ed Wood” fokuserer på Woods karriere, og særligt hans kærlighedsforhold til to kvinder og et tæt venskab med det alderende horrorikon Bela Lugosi. Den er indspillet i bedårende sort/hvid og manuskriptet er særdeles morsomt og underholdende. Karakterne som Ed Wood omgiver sig med, er mindst lige så farverige som ham selv. Især fylder den meget tætte venskab med Lugosi en stor del i filmen, og det bliver portrætteret særdeles varmt og rørende. Tim Burton selv havde således også et venskab med et andet horrorikon, nemlig Vincent Price, der også nåede at spille med i den fantastiske “Edward Saksehånd”. Rollen som Edward D. Wood Junior fortolkes glimrende af Johnny Depp, der tilsyneladende er gået til projektet med vanlig stor entusiasme, og han gør det helt uovertruffen – Depp har siden hen spillet med i mange flere Tim Burton-værker, men denne præstation i “Ed Wood” må stå som en af de absolut bedste. Martin Landau, der spiller rollen som den ungarneske skuespiller, Bela Lugosi, gør det nærlevende og aldeles storartet med en blanding af skarp humor og personlige tragedie, idet den gode Bela havde været stofmisbruger i henved 20 år, før han indlogrerede sig på et afvænningshospital. Martin Landaus præstation er gennemgående af sådan en fin karat, at han således, helt fortjent, blev nomineret til en Oscar, og dertil også vandt den! – desuden vandt blandt andre Rick Baker endnu en af sine mange Oscars for bedste make-up, men det er en skam at manuskriptet ikke blev nomineret, fordi det er virkelig, virkelig godt. Baseret på en bog af Rudolph Grey og omskrevet af fans, gør denne film til en absolut vinder, og den er i besiddelse af virkelig nerve og sympati, uden at den bliver for sentimental.

Skuespillerne i filmen er således ganske velcastet, og man både griner og græder med de fjollede misfits, som der hjemsøger denne produktion. Der er damerne, Sarah Jessica Parker, Patrica Arquette, Lise Marie og Juliet Landau, der alle formår at bringe lidt starquality til filmen. Sarah Jessica Parker spiller den tøvende første kæreste, som Ed Wood først har i filmen, og hun kan ikke forstå instruktørens mærkværdige interesse i angorajumpere. Patrica Arquette er sødere som Eds fremtidige kone, og Juliet Landau (datter til Martin) er en spøjs karakter, der er allergisk for alle former for væsker. Endelig ses Lisa Marie (Tim Burtons daværende kone) i en gennemgående rolle som tv-værtinden Vampira, der ender med at medvirke i “Plan 9 From Outer Space”, der var Woods absolutte hovedværk. På den mandlige side ses Jeffrey Jones som den synske Criswell, der var kendt for at frembringe urimelige og temmelig tåbelige udbrud, der, på en god dag, må klassificeres som simpelt volapyk eller overdreven science fiction. Bill Murray medvirker også i en rolle  som Bunny Breckenridge, der også medvirker i “Plan 9”, en mand der hellere vil være kvinde, og sågar satser på at gennemgå en kønskifteoperation i solrige Mexico. Sluttelig ses også Mike Starr som filmproducenten og Vincent D’Onofrio som Orson Welles.

Der er ingen tvivl om at når man ser sådan et gennemført projekt fuldt med kærlighed fra Tim Burton, så får man også lyst til at se Ed Woods egne film, og de er faktisk udsendt på dansk dvd. Jeg kan ikke huske hvem det er, der har udsendt dem, men ude er de altså – men det skulle dog ikke undre mig at de var OOP nu, fordi jeg kan ærlig talt ikke tro at markedet i lille Danmark er særlig stort for sådanne produktioner. Man kan da også sige meget om Edward D. Wood Juniors egenskaber som filminstruktører og hans film er bestemt ikke særlig gode – men de er kuriøse og tidstypiske og tydeligvis et udfald fra en særlig kreativ hjerne. Jeg kan ihvertfald roligt sige at hans film, selvom de ikke er særlig godt skruet sammen, ikke er nogle af de dårligste film jeg nogensinde har set. Jeg plejer gerne at vende tilbage til en film som “Collision Course” fra 1989, der fik den danske titel “Karate Mig Her, Karate Mig Der”… og kan bryste sig af en skrækkelig umorsom Jay Leno, og så Mr. Miyaki (Pat Morita) i hovedrollerne. Det er nok en af de absolut ringeste film jeg nogensinde har set. Jeg vil til enhver tid hellere fornøje mig med en Ed Wood-film end at gense brækklat af en film endnu engang.

***

Sidste nat var jeg nu også nået et skridt videre i min genopdagelse af Star Trek-filmene, og var således nået til nummer to i rækken, “Star Trek II: The Wrath Of Kahn” – som nok må siges at være en af de bedre af Star Trek-filmene – alene Ricardo Montalban er enestående som den væmmelige Kahn, og det må siges at han har nogle af filmens absolutte bedste replikker, der nærmest tangerer Shakespeare i det dramatiske… Således var den også starten til en trilogi, der blev begyndt med denne film – kørt videre i 3’eren, “The Search For Spock” og afsluttet med tidsrejsefilmen “The Voyage Home”, som var 4’eren af film i Star Trek-universet. Jeg så “The Motion Picture” den anden nat, og jeg kan nu godt lide den, selvom den måske nærmer sig momenter af absolut kedsomhed og langtrukne øjeblikke. Så synes jeg alligevel at den rammer meget godt essensen af Star Trek med søgen efter nyt liv og nye opdagelser. 2’eren med Kahn er lidt mere oldschool rumkrig, som da også kan være meget sjovt…jeg kan ihvertfald rigtig godt lide dem begge. Nu venter 3’eren så en af de kommende dage, og den husker jeg som en af de dårligste i filmrækken. Det skal dog blive ganske sjovt at gense Christopher Lloyd som klingon. Så vidt jeg kan forstå, så vender Kahn tilbage som skurk i den kommende 2’er i den nye Star Trek-reboot-serie… det skal blive særdeles spændende at se om han kan overgå den gamle version af Montalban.

Ellers ved jeg ikke rigtig om jeg har så meget nyt at fortælle om. Dagene slæber sig afsted som en gammel mølædt hankat med forrevne potter og kun et øje, der ikke længere kan finde hjem. Julen står for dagen, og jeg er færdig med alle indkøbene. Nu er sneen så småt ved at være forsvundet igen, så det er endnu et plus. Bevares, jeg kan da godt anerkende et hvidt tæppe spredt ud over det ganske land, men jeg må så også erkende, at jeg synes at det er meget nemmere at komme omkring uden alt det der sne.

Dette indlæg var iøvrigt skrevet til en mix-cd med Star Trek-musik fra filmene. Både Jerry Goldsmith og James Horner har jo lavet musik til filmene, men det er nok Jerry Goldsmiths udødelige score jeg foretrækker, men Horners input med soundtracket til “Wrath Of Kahn” er også ganske glimrende. Begge er ihvertfald fremragende komponister.

Tim Burtons biografifilm om angorajumper-tilhængeren og selverklæret filminstruktør Ed Wood er et særdeles varmt og humoristisk bekendtskab…

“Star Trek II: The Wrath Of Kahn” anes af mange fans for at være en af absolutte bedste Star Trek-filmatiseringer, og det kan man kun være enig i…

Hende Satan var da en fin en…

Javist. Jeg sidder her og skriver dette indlæg kl. 4 om morgenen på denne højhellig mandag morgen. Jeg er ikke voldsomt søvnig, men jeg ved at søvnen sikkert kommer til mig på et eller andet tidspunkt, men for at udvise nogenlunde rationalitet, så har jeg set et par film – jeg mener, det er bestemt ikke rationelt ikke at se film…?

Først og fremmest besluttede jeg mig for at se en af mine gamle favoritter: den okkulte thriller, “The Ninth Gate” af Roman Polanski. Det er en vanvittig god film med god spænding, fine karaktertegninger og en glimrende historie om en bog, der er skrevet af blandt andre Lucifer selv – spændende tanke, må man sige…nåh ja, man skal da være en skarn, hvis man ikke er bare en lille smule fascineret af emnet. Jeg kan huske at jeg så filmen første gang, da den gik i biffen i 1999, og allerede der var jeg ret begejstret.

Roman Polanski har jo tidligere flirtet med Djævlen før i den suveræne “Rosemary’s Baby”, hvor en hårdtplaget kvinde bliver gravid med Satans afkom. “The Ninth Gate” er, ligesom “Rosemary’s Baby”, måske ikke ligefrem hårrejsende gysere, men de er ret effektive, og når de er så velskrevne som tilfældet er med dem begge, så er man tilbøjelig til at smide alle tøjlerne overbord og nyde det der foregår på skærmen for en.

Johnny Depp spiller således hovedrollen som bogdetektiven Dean Corso, en lettere alkoholiseret og storrygende karl, der, i starten ihvertfald, mest af alt tror på sine procenter. Han får en opgave af den storsnudet Satan-entusiast Boris Balkan (Frank Langella), der går ud på at han skal opspore hvilken kopi af bogen “The Ninth Gate To The Kingdom Of The Shadows”, der er ægte. Der skulle således kun være 3 eksemplarer af den i verdenen, og den gode Balkan er i tvivl om hvorvidt hans egen er den ægte. Turen bringer Corso til Europa, hvor han indleder jagten på bøgerne, og desuden kommer ud for flere dødsfald. Alt imens venter en rig enke (Lena Olin) i baggrunden og en mystisk pige (Emanuelle Seigner) i forgrunden. Kan Corso bevare overblikket, og er der egentlig et eller andet særligt ved den mystiske bog?

Jeg vil slet ikke lægge skjul på at jeg synes meget godt om “The Ninth Gate”. Historien er tilpas interessant til at holde mig fanget i de lidt over 2 timer filmen varer. Og skuespilpræstationerne og instruktionen er til topklasse. Eksil-polakken Polanski kan virkelig noget med at skure en veldrejet thriller sammen, og særligt Frank Langella, der nok er for lidt med i handlingen, spiller utrolig godt. Men den farlige rige enke, der bliver spillet af den pæne, svenske skuespillerinde Lena Olin er vældig attraktiv – det samme kan iøvrigt siges om Emanuelle Seigner, iøvrigt Roman Polanskis kone i virkeligheden  – hun er også tilpas mystisk og velspillende, og hvad er det nu for noget med at hun kan svæve igennem luften?… meget mærkværdigt. Johnny Depp gør det skam også ganske godt, og det er forfriskende at se ham i en film, hvor han enten ikke er instrueret af Tim Burton eller hvor han spiller en småfuld pirat.

Og så lige et par ord om filmens musik, fordi den er virkelig fremragende. Wojciech Kilar, der blandt andet også har stået for musikken til Francis Ford Coppola’s “Bram Stoker’s Dracula”, har komponeret, og det er han sluppet særdeles godt fra – hans score emmer af både drillesyghed og overbærende storhed, navnlig i filmens klimaks, hvor man får flotte passager fra et dystertlydende gotisk kor.

Alt i alt er “The Ninth Gate” en glimrende film, men man kunne nok godt lige have undladt de meget åbenlyse product placement-reklamer, som figurer i filmen. Jeg tænker på Corsos flittige brug af Lucky Strike-cigaretter, og en meget plat henvisning til Shell forekommer desuden også. Men det er dog petitesser, og man tilgiver dem det hele. “The Ninth Gate” er dermed et godt valg til næste gang, der skal ses en god okkult thriller, fordi gyser er det næppe, men en gennemført, veldrejet thriller kan der dog godt være tale om.

Men som sagt, så så jeg jo 2 film, og den anden bevægede sig også i thriller-land, men det var, gud hjælpe mig, også en af de mest kedelige varulvefilm jeg har set, nemlig Mike Nichols’ “Wolf” med Jack Nicholson, Michelle Pfeiffer, James Spader og Christopher Plummer.

Som jeg skrev, så synes jeg at filmen var en decideret kedelig oplevelse. Jeg savnede i høj grad, den obligatoriske forvandlingsscene, som man jo kender for næsten samtlige andre varulve film, men det var tydeligt at man ville forsøge at lave en meget seriøs og meget voksen varulvefilm, fordi der er godt nok ikke meget at more sig over med denne korthårede ulvehistorie. Når jeg skriver korthårede, så er det fordi at make-uppen, iøvrigt af troldmanden, Rick Barker, var meget minimal…kun lige i filmens slutning ser man prøver på hvordan en varulv rent faktisk bør se ud, men det meste af filmen er bare gode gamle Jack med lidt større bakkenbarter, og hvem tror lige på det?. Jeg er med på at man bestemt gerne vil bibringe lidt seriøsitet… hey, det kan jeg da godt forstå, men når det ligefrem skal gå så meget ud over underholdningsværdien som det er tilfældet i denne film…ja så ved jeg det ikke rigtig.

Jack Nicholson spiller egentlig rollen ret godt. Han har tilsyneladende studeret en ulv og tænkt meget over hvordan sådan en granvoksen hanulv bevæger sig. Således kan man se ham gå hvileløst fra side til side når han venter på at døren skal blive åbnet. Og der er således også et væld af spring og hop og dansen og hylen og hoppen og… nej vent lidt det havde jeg jo skrevet… glem det, det her bliver aldrig nogen stor klassiker i ulve-verdenen – til det er den alt for konstrueret og for ujævn. Grangivelig ville man lave en erotisk thriller med en varulv, fordi man kan godt mistænke folkene bag om at den sigter efter et meget modent publikum og garanteret hovedsageligt kvinder. Der er ikke nok horrorelementer i den til at det er en gyserfilm, og spændingen daler lige så stille i takt med at ulvemandens potens går op. Det er bare ikke vanvittig interessant. Når det så er sagt, så er jeg sikker på at der sikkert er en masse universitetsstuderende, der kunne få en god opgave ud af filmen “Wolf”… det tror jeg faktisk at den ville være rigtig fornem som – sådan med at kortlægge dyrets lyster og inderste behov? Well… hvis der nogensinde kommer sådan en opgave, så ville jeg med glæde læse den, men som underholdning på en buldrende mørk novembernat, så er “Wolf” ikke nogen åbenbaring… jeg tror hellere at jeg vil se John Landis’ “En Amerikansk Varulv i London” eller den allerførste “The Howling” – det er nok nogle af de absolutte bedste varulvefilm, der nogensinde er lavet… Men jeg har nu også en svaghed for remaket af “The Wolf  Man”, jeg synes at den havde nogle ret fine kvaliteter som gennemført horrorfilm og så var jeg vild med make-uppen i filmen, der var total oldschool og tro mod den gamle film fra 1941. Klasse!.

Roman Polanski skabte med “The Ninth Gate” endnu en ganske fremragende okkult thriller, hvor Satan selv spiller en større rolle.

Omslag til en af de mest kedelige varulvefilm jeg nogensinde har set: Mark Nichols’ “Wolf” med en noget behåret Jack Nicholson…

 

Enhver goths helt nummer 1 er tilbage!…

Jeg sad i dag og glanede ud af vinduet omkring klokken kvart i 11. Om et kvarter ville den lokale Blockbuster-biks åbne og alverdens herligheder ville strømme ind i mit sorte hjerte… nåh ja, så nok ikke rigtig alligevel, fordi Blockbuster er, i sandhed, ikke det sted jeg gør mine fleste indkøb. Men jeg kan nu godt lide at benytte mig af stedet, når der udkommer nye store titler på det danske marked, og deres priser er også okay, når det gælder nye film. Så away we go… !

Når man kommer ind i min lokale BB-snask, så er der typisk en stander med de nyeste, største titler, og der greb jeg hurtig “Dark Shadows” – den eneste, rigtige grund til at jeg skulle bevæge mig udenfor på sådan en lummer, regnfuld formiddag. Heldigvis er jeg ikke ligesom heksen i “Wizard Of Oz”, hvor hun smelter, men mindre kan nu også gøre det…Jeg fandt også lige en ekstra dvd til gave til min gode veninde der, som jeg tidligere har omtalt.. hun er jo flink til at besøge et gammelt gnavent røvhul som mig, så er det jo dejligt at kunne overraske hende med en gave også. Desuden var jeg heldig med at der fulgte gratis dvder med til begge film. Godt nok ejede jeg selv den ene og havde set den anden, men jeg er ikke bleg for at sige ja tak til en gratis film. Jeg studsede også lige hurtigt byttebiksen, men der var ikke noget vanvittig spændende, og når finanserne var lidt små, så måtte jeg tage til takke med de fire dvder, som jeg kom hjem med… men det var jo også godt nok.

Efter at have undgået regnen, og således var tør ind til de inderste, så besluttede jeg mig straks for at sætte mig i sofaen, og se Tim Burtons seneste goth-mesteværk…selvfølgelig “Dark Shadows”, som jeg missede i biffen, men nu heldigvis kunne sætte den på i hjemmebiografen.

Først og fremmest…”Dark Shadows” er baseret på en gammel tv-soap-serie, der kørte i USA i slutningen af 60’erne og starten af 70’erne. Jeg mindes at der skulle være op imod 1200 afsnit af den hårdføre serie, som jeg aldrig har set et eneste afsnit af…og selvom jeg elsker gotiske virkemidler og lidt gys hist og pist, så afskrækker en soap-serie mig altid lidt.. selvom jeg dog kan huske at i “Days Of Our Lives” (en anden serie, der kørte på TV3 som “Horton-sagaen”) – der var engang en der var blevet besat af en dæmon… men det var vel det som der skulle til for lidt fornyelse. En rædsom serie er det uomtvistelig. Nå, men “Dark Shadows” i spillefilmsformat er vel en anden størrelse, tænkte jeg straks, og jeg lænnede mig derfor tilbage i sofaen… og fastlåste mine store, skræmte øjne på tv-skærmen.

I filmen følger vi den elskovssyge Barnabas Collins (Johnny Depp), der ikke kan få den person som han elsker, den yndige Josette (Bella Heathcote), og af en omvej bliver gjort til vampyr af den lede heks, Angelique (Eva Green). Han bliver desuden forseglet i en kiste og begravet dybt inde under jorden. 200 år senere vil det imidlertid være sådan, at den gode Barnabas er færdig med at sove midnatslur, og han bliver vækket, da en samling arbejdsmænd, ved et uheld, kommer til at forstyre ham. Han fortsætter med straks at tømme dem for blod, fordi som han selv siger: så var han blevet tørstig. En smule forvirret begiver Barnabas sig afsted imod sit tidligere hjem, det gigantiske palæ, hvor Collins-familien lever og har deres hverdag. Men 200 år er lang tid for selv en vampyr, og han må nu prøve på at forene familien, alt imens den onde, onde heks, stadigvæk rumsterer i området, og vil gøre alt for Barnabas aldrig vil opnå en form for lykke, især da han opdager at Collins-familiens yngeste Davids barnepige, Victoria, er en reinkarnation af hans fortabte ungdomskærlighed Josette.

“Dark Shadows” er en typisk Tim Burton-fortælling. I den finder vi den typiske outcast eller freak om man vil, nemlig Barnabas. Han skal så gå så gruelig meget igennem for at opnå den form for lykke, som man som tilskuer kun kan ønske for ham. Tim Burton elsker at kredse om denne typiske outcast-karakter, som han har gjort det i film som “Batman”, “Beetlejuice” og “Edward Scissorhands”. Og det er faktisk ikke så ualmindelig at det er netop Johnny Depp, der spiller hovedrollen som den velvalgte freak – det har han gjort i adskillige Tim Burton-film siden han først bragede ind i deres super samarbejde med en af mine ynglingsfilm, nemlig “Edward Scissorhands”, der var en moderne, mørk eventyr af yppelige propationer. “Dark Shadows” har dog også et væld af andre interessante karakterer… som bliver fremvist ganske fornemt af Michelle Pfeiffer, Helena Bonham Carter (Burtons kone/kæreste/freak – I dont know), Jonny Lee Miller, Jackie Earle Harley og Chloë Grace Moretz. Med dette ensemblecast, formår Burton at skabe et univers, som man i høj grad, kun kan finde underholdende, fordi det er noget som de kan. Underholde… filmens manuskript er enormt morsomt, og Barnabas mange møder med den moderne verden bliver rigt dokumenteret, jeg morede mig ihvertfald strålende over især hans meget gammeldags sprogbrug.  Eva Green er rigtig laber som heksen Angelique, der både elsker og hader Barnabas – hun får ihvertfald af flere omgange mobiliseret en vred pøbel, der vil gøre det af med vor kære hovedperson en gang for alle.. heldigvis lykkes det ikke…og Angelique står tilbage med et hjerte af glas… bogstaveligt talt.

Som sagt, var jeg meget begejstret for filmens manus, og Johnny Depp leverer endnu en fin præstation i hans uendelige række af Burtonske personager. Men det er ligesom at man ikke helt føler for Tim Burtons instruktion i dette værk. Jeg ved ikke hvad det er, men den kan godt virke lidt trættende. Tim Burton er selvfølgelig Tim Burton og hans film har flere gennemgående kendetegn.. gotik, horror, fantasy og komedie går typisk hånd i hånd i hans produktioner, og det kan man godt være glad for. Den Disney-uddannede Burton er jo et visionært geni, og hans univers er bare så tilpas freaky og medrivende, at man komplet overgiver sig…og hvad anden kan man, når selveste Alice Cooper, shockrockens bedstefar, medvirker, dog uden alt for nære billeder, da det jo skal forestille at være 1972, og ikke i 2012… den alderende Alice er næppe nogen purung skønhed længere, eller som Barnabas udtrykker det: det er den grimmeste kvinde han nogensinde har set…!

Som udgangspunkt går man aldrig fejl med en Tim Burton, og da jeg tvivler på om han nogensinde afviger fra sin formel, så må man jo værdsætte det han bidrager med, nemlig mørke horror/fantasy-eventyrkomedier, der kan få selv Beezlebub til at grine, og det kan vi alle have brug for i vor tid… Burtons film bliver sågar et frirum for alle grimme trivielle hverdagsdramaer, og i hans verden kan alt ske, selv for den mindst udsatte… men så har vi også eventyret!

P.S. Som en doublefeature, kan Tim Burtons fornøjelige 80’er gotiske ghost story “Beetlejuice” være ideel. Den er ihvertfald utrolig underholdende og altid et kig værd, når man når hen på de sene stunder og heksetimen for alvor melder sin ankomst. Jeg tror ihvertfald at jeg vil give den et spin i aften…det føler jeg mig lige i stødet til!…

Den dysfunktionelle familien Collins danner baggrund for historien i “Dark Shadows” – Tim Burtons seneste gotiske opus…