Sommeren som jeg aldrig glemmer…

Næh, minsandten? – hvem kryber frem fra sit vinterskjul, og stikker hans åndede og misforstået ansigt frem som om at han var en ekspert på alverdens områder? – Næh, det er såmænd bare Undermennesket her med en melding fra Afgrunden, hvor tiden nærmest har stået stille, og jeg hverken er kommet fra eller til. Jeg føler nogle gange at jeg befinder mig i et vakuum eller en slags limbo… et punkt mellem flere dimensioner, hvor mit sind er spaltret i flere forskellige sindelag, der umuligør at jeg kan passe den stakkels blog, der skriger på flere og flere indlæg. Nuvel, nu gør jeg sgu noget ved hele den sag, og her kommer der et lille, nostalgisk skrift:

Jeg har faktisk spillet fodbold engang. Umiddelbart skulle man ikke tro det. Jeg var og er en stor knægt. Af omfang, og ærlig talt noget af en klumpedumpe. Men jeg elskede fodbold – jeg elskede spillet, og nogle af de bedste stunder i mit unge liv var på en fodboldbane – både til træning, kamp eller allerbedst på den lille bane – den centralt beliggende legeplads i den lille by, som jeg voksede op i. Allerede den gang havde jeg dog problemer med min selvtillid og jeg blev aldrig til andet end en glad hobbyspiller, men jeg elskede som sagt spillet… helt vildt, og det blev nærmest en besættelse på et tidspunkt. I dag er mit forhold kølet lidt ned, men jeg er stadigvæk en passioneret AaB-tilhænger, som jeg elsker at følge, idet de altid har været nogle underdogs i Superliga-sammenhæng.

Dette indlæg skal dog også handle om en sommer. Sommeren i 1992, hvor der skete noget mirakuløst i fodboldverdenen. Det gamle 80’er-dynamit fra Danmark var en saga blot, og det nye og ikke særlig prangende hold formåede at tage røven på dem alle, og vinde den mest fornemme turnering i Europa.  Og nu har de såmænd lavet en film om det:

Filmen er sågar døbt “Sommeren’92” og er kort fortalt historien om en visionær, men meget udskældt landstræner, den fynske Richard Møller Nielsen (Ulrich Thomsen). Fra ikke at være en favorit, så bliver han alligevel valgt som den nye danske landstræner efter nationalhelten, Sepp Piontek, der valgte at stoppe i 90. Filmen fortæller så om en mand, der må bygge et hold op fra bunden, og vi kender jo alle historien med hvordan Danmark kom med på et afbud og så endte med at vinde det hele. Dog er filmen her ikke et udpræget drama, som der kunne udspilles på fodboldbanen i de dage, men derimod en meget mere komisk film. Der er masser af pudsige indfald, sjove bemærkninger og skøre historiske tilbageblik, f.eks. med en minigolf-turnering som teambuilding og en tur til McDonalds som ligeså. Flere af spillerne er kun kort med, men der er dog også nogle der udskiller sig. Brian Laudrup, der bliver spillet fantastisk af Cyron Melville, er holdets helt store teknikker og idol, hvilket der også kan ses i filmen. Kim Vilfort er den solide på midtbanen, der samtidigt får et personlig element med i forløbet, da hans stakkels datter er syg med kræft hjemme i Danmark, imens EM i 1992 løber af stablen. John ‘Faxe’ Jensen er filmens helt store klovn, der dog får en hovedrolle i filmen, og ligeså er andre som Peter Schmeichel, Kim Christofte og Flemming Povlsen med.

Nu har jeg så set filmen, og der er noget jeg grubler over. Er filmen lavet bevidst sådan, at vi ikke skal tage hinanden alt for seriøst, og at vi nærmest vandt ved et tilfælde, eller er den i virkelighed fortællingen om et mesterhold i svøb, der født ud af 80’ernes glæde over spillet, nu må stå på egne ben og forsøge at spille som et hold, ud fra nye defensive takter. Filmen er jo helt klart Richard Møller Nielsens testamente, eftersom han desværre gik bort i 2014. Denne arv er dog en af de største triumfer i dansk sports historie, og jeg må indrømme at jeg fik kuldegysninger imod slutningen med finalen. Jeg husker den varme sommerdag tilbage i 1992, hvor hele landet gik amok i en glædesrus. Vores nabo, en godmodig type, der arbejdede på slagteri sammen med min far, og også var glad for boldsporten, affyrede et skud med hans jagtgevær, hver gang Danmark scorede et mål – som en hyldest fra den yderste bonderøvsflække i Danmark, hvor vi alle sad og så med. Vi kunne jo næsten ikke tro på det som vi så, og det er nok en af de dage i mit liv, hvor jeg har været mest stolt af at være dansker.

Er “Sommeren’92” så værd at se? Jo, bestemt – især for fodboldhistorikkeren, der kan grine lidt over hele situationen. Men det er jo også en spillefilm, så måske er der selvfølgelig blevet digtet lidt i manuskriptet, men når det er sagt, så kan man kun glæde sig over den humane historie, der udviklede til en prægtig fortælling og endte som et vaskeægte eventyr. Måske skulle det aldrig igen, at Danmark formår at være så fantastiske på banen, men vi gjorde den en gang – den gang i Sommeren i 92.

I Marilyn Mansons magt…

Tillbage i 90’erne – navnlig slut-90’erne, omkring 98-99, undergik jeg en forvandling. Jeg gik fra at være en nervøs, lattermild og glad dreng til noget mere… jeg opdagede nemlig en verden, hvor jeg ikke skulle underkaste mig alverdens normer om normalitet og tilpasse mig andres behov. Mine forældre var lige blevet skilt, og jeg var temmelig vred på verdenen. Jeg fandt dog en stemme, der hjalp mig meget. Der var tale om den amerikanske ‘shock’-rocker, Marilyn Manson, alias Brian Warner, når han ikke brugte sit kunstnernavn, der var sammensat af sexgudinden, Marilyn Monroe og kultlederen, Charles Manson. Ligeledes begyndte jeg at klæde mig i sorte klæder, endda farve mit kedelige kommunefarvet hår, kulsort… jeg følte mig i den grad udstødt, og ude af trit med mig selv. Mine klassekammerater accepterede mig, og jeg blev ikke peget fingre af eller noget, men det var også vigtigt for mig at forlade min trygge barndoms-jeg, og blive mere voksen og påklage de sorte magter i form af rock and roll-musik.

Jeg drak en del den gang tilbage i mine teenageår. Mange ville sikkert sige at jeg drak alt for meget, men det var ligesom kulturen og i den klike som jeg gik med, der skyllede vi ofte ugens besværligheder ned med nogle øller i weekenden… som unge mennesker jo har for vane at gøre. Musikken fik jeg dog aldrig lov til at styre. Men når jeg ville betegne mig selv som en af Marilyn Mansons trofaste disciple, så var det nok også fordi at han gjorde et massivt indtryk på mit unge sind, og det er svært ikke at blive påvirket af manden, der virkede til at have lige så meget imod verdenen, som jeg selv. Jeg havde intet stort talent, men jeg begyndte for alvor at elske musik og især ekstrem og metalmusik med Manson i spidsen. Det skal sikkert også forstås som et afbræk fra mit hverdagsscenarie, hvor jeg måtte underlægge mig en mentalitet som jeg ikke kunne stå inde for. Så blev det godt med noget befriende tid i weekenderne.

Min bedste ven var nok min discman, fordi der havde jeg mulighed for at afspille min lille samling af cd’er i frikvarterne, når jeg ikke magtede at være sammen med andre mennesker. Men det skal ikke siges at jeg ikke havde nogle kammerater, fordi jo selvfølgelig havde jeg det, men et regulært venskab, ved jeg faktisk ikke. Jeg havde min musik, og det her var faktisk også før, at jeg begyndte at fordybe mig hovedkuls i filmens vidunderlige verden. Nu har jeg mange helte, både i musikkens verden, men så sandelig også i filmens ligeså univers.

Grunden til denne pludselige gåtur ned af mindernes stisystem, var fordi at jeg fandt en gammel video på YouTube, faktisk et vhs-rip af en video med Manson, som jeg købte på en studietur til Italien. Den gang fandt jeg videoen utrolig medrivende, og svær at lægge fra mig… den blev et symbol på det som jeg kæmpede for og imod hver eneste dag. Sjovt nok virker videoen i dag, langt fra lige så stærk, og Manson virker ærligt talt som lidt af en dramaqueen… men den gang, hold da op, hvor den betød meget for mig og mit sindelag. Jeg aner ikke hvor mit bånd er i dag, og mon ikke at den er røget ud med mine andre vhsbånd – desværre nok, og en handling, som jeg har fortrudt mange gange.

Jeg lytter stadigvæk med jævne mellemrum til Marilyn Mansons musik, men dog ikke med nær så stor en intensitet som dengang tilbage i tiden, hvor jeg var en stor og fortabt teenager. I dag rangerer han ikke i toppen af mine favoritter, men jeg glemmer aldrig hvad han betød for mig den gang, og hvordan han reddede en sjæl fra at blive fanget i mainstreamens magt. I stedet var jeg fanget i Marilyn Mansons magt…

Afgrunden rører på sig…..igen!

Hold da op – hvor er det længe siden, at jeg sidst har sat mig ned og nedfældet nogle ord på dette lille bastardbarn, som kaldes for ‘Grotesk!’. Den egentlige årsag må være at jeg simpelthen ikke har haft noget konstruktivt at skrive. Jeg er stadigvæk i gang med at flytte lidt rundt i Afgrundens stue, hvor jeg nu har fået nye møbler, men stadigvæk mangler lige det sidste, før jeg er helt tilfreds. Der skal simpelthen lidt op på væggene, og jeg har en god ide til hvad som det skal være. Sådan som det er nu, så er det vel kun ca 10% som jeg mangler, og det er edderspændeneme godt! – men jeg får da også set nogle film fra tid til anden…. blandt andet er jeg med i en Horror-udfordring med at se 31 film i oktober måned frem til Halloween, og jeg har set 11 so far…

Men den egentlige film som jeg ville skrive lidt om, er såmænd den længeventede og helt igennem forrykte og fantastiske “Mad Max: Fury Road”…

Jeg må sige at jeg virkelig godt kan lide den gamle trilogi, også “Beyond Thunderdome”, som en del ellers ikke har den store kærlighed til. De australske “Mad Max”-film er noget helt specielt, og hvem skulle have troet at der var et sidste åndepust i dem her så mange år senere. Instruktøren, George Miller, der også har lavet de tre første, er tilbage i instruktørstolen, og hans vægt på de forrygende, praktiske effekter og det hæsblæsende tempo skinner igennem. Historien er virkelig banal og set før – i bund og grund er det en simpel road movie, hvor de kører til en destination og så vender om og kører nøjagtig samme vej igen. Men action er der virkelig meget af, og man må godt nok trække vejret et par gange, før at få det hele med… med en spilletid på omkring de to timer, så kunne man måske frygte et eller to kedsommelige indfald, men det er bestemt ikke tilfældet. Jeg kedede mig ikke et sekund, og der er ingen tvivl om at det er et kvalitetsprodukt og en ægte popcornbasker på gamle maner. Tom Hardy gør det godt som Mel Gibson-klon, og Charlize Theron er så bad ass, som man kunne forvente, og det har hun jo vist før. Som jeg nævnte, så er historien set før, og skraber man lidt det overflødige fedt fra, så er det bare en stræben efter at finde frem til Paradis. Desværre er det jo ofte sådan at Jorden ikke er den samme efter en atomkrig, og som post-apokalyptisk bindeværk, så er filmen et kæmpe mirakel. Jeg tænkte også om der var en hilsen til en af de italienske kloner, “The New Barbarians” med en vis glas-rustning.

Vakler man vedrørende spørgsmålet om man vil se en dyb og tankevækkende historie, der driver af originalitet og stærkt skuespil, så skal man nok ikke kigge imod “Mad Max: Fury Road”, men hvis man alligevel gør det, så får man et massivt underholdende værk med masser af action, eksplosioner og drabelige effekter. Karakterne fungerer upåklagelig i den kontekst som de udspiller sig i. Jeg så filmen på funklende klar blu-ray. ,men dog ikke i 3D, men det ved jeg så alligevel ikke om der kunne være en fordel… faktum er dog at jeg virkelig morede mig og energien og lysten til at se den gamle trilogi og fremtidige kapitler i serien er virkelig stor… heck, jeg har sågar lyst til at se “Fury Road” igen nu!

Afgrunden skifter snart ham…

Ja, i den seneste tid, har jeg gået og grublet over nogle ting. Jeg var ærlig talt blevet træt af hvordan Afgrunden præsenterede sig selv, så jeg har været i gang med at anskaffe mig nogle nye møbler til opbevaring af mine dyrebare film. Siden jeg flyttede ind i Afgrunden og forsøgte at gøre det til mit eget, selvom det var svært med alle de kryb, der lever rundt omkring i hjørnerne, så har jeg haft nogle reoler, der var enormt praktiske og billige i sin tid, men nu var jeg bare nået til det punkt, hvor de hang mig langt ud af halsen. Noget måtte der ske, så jeg har købt godt ind af rumdelere indenfor et passende tidsrum, og jeg er ikke helt færdig endnu – således mangler jeg lige en enkelt, som jeg regner med at jeg får hjemkøbt senere her i dag, mandag. Så kan man selvfølgelig stille sig selv det givne spørgsmål om det er nødvendigt at bruge så mange penge på noget, nu hvor man alligevel havde noget at stille sine dvd’er i… men svaret er faktisk ret simpelt: JA…

Iøvrigt kan de være en del flere dvd’er i de enkelte rum i rumdelerne, hvilket gør at jeg naturligvis kan investere i flere film i det lange løb, og det er jo bestemt en god ting. Men efterhånden indså jeg også at jeg måtte gå mine film igennem og eventuelt finde nogle, som jeg kunne skille mig af med. Det giver noget mere plads, og forhåbentlig også et par kroner, nu hvor jeg har besluttet mig for at forsøge at sælge dem i en brugtbiks. Ja, det kan bestemt gå begge veje, og jeg ved godt at de måske ikke er særlig meget værd, men hvad pokker… nu skal jeg altså bare af med dem, og sådan er det..

Bemærk på dette billede, de enormt kedelige og modbydelige stige-reoler, der “pynter” Afgrunden. Praktisk, jo vist, men ikke for enhver pris – nu bliver de snart udskiftet med nogle smadderflotte hvide rumdelere, hvilket man jo kun kan tiljuble… Endelig sker der noget godt i Afgrunden igen!

På filmfronten går det lidt op og ned med at få set nogle rigtig gode titler. Jeg svæver lidt rundt imellem de mindre film, og har til aften set en japansk film om mobning i skolen. Ja, det var noget sært noget, men den var dog også ret interessant, og man fik det indtryk af den moderne ungdom hurtig kan få nogle skeletter i skabet, og i det hele taget, er de ret ekstreme i deres udtryk og væremåde… – gad vide om man også selv var sådan tilbage for godt og vel 15-20 år? – Nåh nej, det var jo 90’erne – verdens mest kedelige årti – der skete ingenting…! – jo okay, Internettet kom til verdenen, og det er jeg godt nok meget taknemmelig for… Hvor skulle jeg have været uden den i dag?

Well, jeg vender tilbage med nogle nye billeder af den færdige Afgrund…

Et enestående liv: Roger Ebert…

Ja, efter at have haft en glimrende dag med besøg hos min alderende moder, der blev fuldført med dejlig aftensmad, hvor jeg stadigvæk kan ane smagen og duften af hvidløg i min gane, når jeg hoster eller ræbber… det var nok lige voldsomt nok, men jeg fandt da ud af at hun ikke ville holde igen med de hvide løg nok engang. Tidligere så jeg lidt fodbold (FC København – FC Nordsjælland), hvilket ikke var noget særligt, og der er jo først superkamp mandag aften, når AaB tager imod mestrene fra FC Midtjylland… – er det bare mig eller burde det være rundens kamp…?

Nej, da jeg returnede til Afgrunden, der hastig var blevet efterladt, ventede der en dvd på mig. Der var tale om Steve James’ dokumentar om den afdøde filmkritiker, Roger Ebert, hvor filmen har titlen: “Life Itself”, opkaldt efter en biografi om manden selv. Jeg havde hørt meget godt om denne dokumentar, og da jeg erfarerede at den kunne købes relativt billigt hjem fra en Marketplace-sælger hos Amazon.co.uk, så slog jeg dæleme til! – Og nu skulle den smides i afspilleren:

Dokumentarren fokuserer først og fremmest på Roger Eberts arbejdsliv – hvor især samarbejdet med en anden filmanmelder, Gene Siskel, bliver fremhævet igen og igen. Nu voksede jeg desværre ikke op i USA, så jeg har ikke haft mulighed for at tune ind og se disse to kæpheste diskutere film om og om igen. Men jeg fik det indtryk af dokumentarren, at det var noget ganske populært, og deres ord var… ikke lov, men noget som man rettede sig efter. Jeg blev meget imponeret over Roger Eberts arbejdsiver – igennem hele hans liv, men også især efter at han for alvor blev syg med den frygtelige kræft-sygdom, der efterlod hans kæbeparti i total oprør som følge af adskillige operationer. Man får også historien om hvorledes at han var en yderst talentfuld skribent, allerede i hans unge år, og sidenhen blev en dygtig og efterspurgt debattør i forskellige regi. Men som filmen udfoldede sig, så kom der mere og mere fokus på hans liv med hans kone, der forblev ved hans side til hans død, og som helt sikkert har givet Roger meget glæde. Jeg kunne godt mærke at stemningen blev noget rørstrømsk, og jeg var selv på nippet til at få bløde øjne, når snakken gik på kærligheden imellem de to. Der er slet ingen tvivl om at Roger var meget afholdt… også selvom at man nogle gange fik et indtryk af at han også kunne være noget så påståelig og stædig. Han elskede dog film, og hvem kan ikke sige at de ikke gør det. Den danske pendant, Ole “Bogart” Michelsen, har jeg set fortælle om hans karriere et par gange, og hans bøger er altid værd at læse, eftersom at han fremstår som Danmarks lille mini-Ebert, dog måske med en anelse mere sofistikeret filmsmag. Jeg har stor beundring for dem begge, og jeg husker med glæde tilbage på de Bogart-programmer, da de kørte henover skærmen tilbage for efterhånden en del år siden. Eftersom at jeg elsker at skrive om, snakke om og udveksle historier om film og alt dens historik, så står man nok i samme båd som de to førnævnte… jeg bliver dog aldrig hverken Ebert eller Ole-Bogart – dertil er jeg alt for amatøragtig og jeg har slet ikke samme gå-på-mod som de andre. Men jeg vil stadigvæk holde gang i enhver samtale om en specifik film, hvis denne for alvor har interesseret mig… Sådan er vi jo mange filmfans der er…

Og puha, jeg fik næsten lyst til at hive det håndbroderede lommetørklæde frem og tørre snuden, fordi det blev noget af en tårevældet omgang. Jeg måtte have et modspil, så jeg kiggede på hylderne, og fandt hurtig David Cronenbergs’ “Crash” frem. Det er noget en beskidt omgang i sammenligning, men der er masser af hylde filmen for. Jeg synes at den er aldeles fremragende. Original, væmmelig, provokerende og bestemt grænseoverskridende. Sikke nogle præstationer som der også kommer ud af skuespillerne, der tydeligvis har været draget af et nyt og spændende projekt. Jeg kan slet ikke få armene ned af beundring. Og det var jo den gang, hvor David Cronenberg lavede meget farlige film. Bevares, eftersom at han lavede et par lettere mainstream-film, hvis man da kan beskylde Cronenberg for at være mainstream, så har han vist tabt gnisten lidt. Altså, jeg vil altid se en Cronenberg-film, fordi de er stadigvæk så fascinerende og langt bedre end mange andre instruktører, der fremhæves som de nye store genier. Nej, tværtimod, så har David Cronenberg stadigvæk en kæmpe appeal hos mange genrefans, og man ved godt hvorfor. Manden garanterer noget spænding og noget der kan pirre hjernesanserne. Det er en god evne at være i besiddelse af, og “Crash” fra 1996 er bestemt ingen undtagelse. Et modbydelig stykke filmkunst, som man ikke kan lade være  med at se igen, og måske igen… og man ved jo godt hvad man siger om et trafikuheld? – det er umuligt at kigge væk…- min amerikanske dvd tillod mig sågar at vælge NC-17-udgaven, der er noget mere kontroversiel end den mere strømlinet R-Rated-version…

Afgrunden er blevet kriminaliseret…

Ak ja, så er man tilbage med en lille melding. Jeg har haft nogle trælse (jysk for irriterende) dage, hvor jeg har været alt for meget en zombie. Denne særprægede tilstand, hvor man hverken er vågen eller sover, og jeg vandrer forvildet rundt i Afgrundens dunkle kamre. Det er ikke ligefrem lykken, og jeg føler mere helt og aldeles håbløs nogle gange. Nu er jeg så kommet til et punkt, hvor jeg godt kan sove… og sove det gør jeg skam… som jeg er blevet slået bevidstløs med en stor hammer… BANG! – Well, den var en dejlig drøm, hvor jeg sad i kølige omgivelser med mine kære og ser den ene voldsfilm efter den anden. Desværre kommer de barske realiteter frem, og man er hensat til en status som erklæret fattig-som-en-kirkerotte… C’est la vie?

Nej, den anden aften så jeg den gamle 70’er-film, “Car Wash”, som jeg svagt kunne huske fra min barndom. Total funky og morsom film med en del anerkendte og meget dygtige sorte skuespillere. Selvfølgelig er der også lige komikeren, George Carlin, der har sine kvaler med at finde en sort dame med blond hår, der netop ikke havde betalt ham for hendes tur med hans taxa. Jeg kunne ikke huske så meget igen, men jeg synes at den var rigtig sjov – scenerne med drengen der brækker sig, havde jeg dog ikke glemt, nok fordi jeg husker på at jeg syntes at det var enormt ulækkert, den gang at jeg selv var knægt… fy for den lede. Richard Pryor dukker også op, og han er virkelig morsom – total pimp med stor gylden limo og det hele… sikke en karl! Ak ja, selvom vi måske lever i en anden tid nu, så synes jeg alligevel at filmen repræsenterer en god, sjov fortid – jeg stødte på en film der hedder “The Wash Joint” med rapperne, Dr. Dre og Snoop Dog, men jeg aner dog ikke om det er et remake, dog ved vi jo alle at Hollywood bare elsker remakes, så man kan med rette frygte det i stor stil.

Nej, så her de seneste par dage, har jeg været i Krimi-land. Nej, der er ikke kommet en ny svensk forlystelsespark, hvor man kan blive myrdet og selv være med til at opklare det også? – nej, jeg har set de foreløbelig to film om ‘Afdeling Q’  – der er baseret på bestseller-bøgerne af succesforfatteren, Jussi Adler-Olsen. Det drejer sig således om først “Kvinden I Buret” og derefter “Fasandræberne”. Og hvad er så mit hovedindtryk? – well, der er noget kvalitet bag… hele holdet stinker af indædt professionalisme, og historierne er skarpe og tilpas chokerende. Det er nogle gode kriminalfilm, men om jeg nogensinde kommer til at holde af dem er dog desværre tvivlsomt. Svenskerne har været dygtige til at lave krimier i mange år, men nu skal lille Danmark altså også lege med, og det er selvfølgelig prisværdig… “Forbrydelsen”-serien har været et kæmpe hit, både i Danmark men også i udlandet. Jeg var desværre ikke en af dem, der sad foran husalteret hver eneste søndag som en sulten ulv foran sit bytte. Nej, men derimod filmene kan jeg bedømme:

“Kvinden I Buret”

Ja, hvem skulle have troet at der ville optræde et trykkammer i en dansk krimi. Ikke destro er det meget opfindsomme valg af torturinstrument hele omdrejningspunktet for den første film. En ung og dygtig politikker (Sonja Richter) kidnappes og bliver behandlet vældig grusomt. Jeg kom til at tænke på at det er da godt at hun ikke lider af klaustrofobi, fordi så ville hans ondsindet plan sikkert blive vældig kort? Det er hermed det første møde med den fallerede politimand, Carl Mørck (Nikolaj Lie Kaas) og hans nye partner og “ven”, Assad (Fares Fares). Først ligner de et umagen makkerpar, da Carl og Assad bliver smidt ned i kælderen til det nystartede Afdeling Q. Men som tingene viser sig, så er de jo faktisk ret gode til deres job. Med snuden godt begravet i sagsakterne og lidt gammeldags opsøgende politiarbejde, så kan man jo komme langt. Heldigvis for den førnævnte politikker, så går de hele vejen. Mit indtryk af den første film var at den faktisk ikke rigtig var noget særligt. Indrømmet, ideen med trykkammeret er særdeles modbydeligt – og rigtig, rigtig god. Den redder faktisk filmen fra at være lidt af en bagatel. Skuespillet er okay, og jeg kunne især godt lide Fares Fares. Men nogen ny-klassiker synes jeg ikke at det var. Og jeg tvivler på at jeg kommer til at se alle de kommende film om Afdeling Q…

“Fasandræberne”

Men halløj… jeg så faktisk efterfølgeren næsten lige med det samme bagefter. Og jeg var selvfølgelig spændt på hvad der nu var sket med Afdeling Q-drengene, men jeg kunne hurtig konkludere, at der ikke var sket noget som helst. Carl er stadigvæk arrogant, indebrændt, pågående og irriterende, og Assad er venlig og lidt tumpet, og stadigvæk møgelendig til at lave en god kop kaffe. Leder man efter kontinuitet, så finder man den. Der er lidt pusten til Carls personlige liv, men ikke noget vigtigt. Historien her i “Fasandræberne” er ikke noget særlig – ganske standard krimimateriale, men jeg ville alligevel gerne se filmen, da jeg synes at den bryder på et ret spændende cast. Skuespillet var okay – en anelse bedre end i den første, og selvfølgelig er karakterne mere udfoldet, da den første film jo primært skulle stå for at introducere karakterne. Netop får man også introduceret en ny og måske fast sekretær til gruppen, og de falder hurtig i hak. Kemien mellem Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares er generelt god, og der er grobund for flere film med de to – det er jeg ret sikker på. Som sagt, så synes jeg ikke at historien i to’eren var nær så opfindsom som i “Kvinden I Buret”, men kvalitetsmæssig er det et produkt i toppen.

Jeg har aldrig læst nogle af Jussi Adler-Olsens bøger. Jeg er faktisk ikke særlig meget til krimier, og undgår helst både Beck-, Barnaby- og Columbo-fortællingerne, når de løber hen over skærmen. Jeg var dog nysgerrig med henblik på disse, men hovedindtrykket kan dog ikke andet end at efterlade mig en anelse skuffet. Jeg ved ikke hvorfor? Folk kan jo godt lide dem, og der er ingen tvivl om at det er solide værker med en masse appeal. Jeg tror bare at jeg skal holde mig til mine horrorfilm i stedet…? Når man først har fundet kærlighed en gang, så forbliver man en trofast genrehund…

Piskesmældet i natten…

Joh.. såmænd… jeg overlevede faktisk det famøse Marked, som jeg plejer at smuldre væk til om sommeren med et par kølige og i selskab med nogle elskelige kammerater. Og i og med at snakken sådan har været på det danske sommervejr igen i år, så tillad mig at sige at det var faktisk nogenlunde… ikke for varmt og ikke for koldt… sådan vel tilpas. Det er jo altid godt, og vi havde det også ganske udmærket i år, selvom vi er ved at være nogle gamle banditter. Men nu er jeg tilbage i Afgrunden, der heldigvis stod velbevaret tilbage, så mine nervøse rysteture ved at forlade de trygge rammer og vandre ud i…gisp… virkeligheden, blev tilforladelige… især når man har den dejlige Afgrund at vende hjem til.

Ja, det skal jo ikke være marked det hele, og selvom jeg ikke lige har fået stenet så hulens mange film på det seneste – indrømmet, men jeg har sgu sovet rimelig meget siden jeg vendte snuden hjemad, og grebet mig selv i at falde hen, selvom jeg sidder og ser fjernsyn, så kan jeg pludselig have mistet en time…jeg håber ikke at det er et tegn på at jeg har været bortført af aliens imens, og de har udført eksperimenter på mig, inklusiv analprobing…? nej… forhåbentlig ikke – jeg fik også sådan en led forkølelse i endetarmen sidst da det skete… Nej, men jeg HAR dog set nogle film, og denne nat, hvor jeg, omtumlet og rastløs, væltede ud af sengen ved 3-tiden, så besluttede jeg mig for at smide en af årets mest omtalte skuespilspræstationer i afspilleren. Filmen hedder derfor “Whiplash” og har Miles Teller og ikke mindst J. K. Simons i de store roller.

“Whiplash” koncentrerer sig om den unge og ekstrem ambitiøse 1. års-elev, Andrew, der har et brændende ønske om at blive en succes som jazz-trommeslager, og derfor øver han sig konstant. Foran ham står den berygtede dirigent og leder af skolens elite-orkester, Fletcher. Efter lidt rumstering i starten, så får Andrew endelig chancen for at bevise om han er mand nok til at klare presset fra omgivelserne og ikke mindst Fletcher selv. Det går ikke altid helt efter planen, men når dagen er ved at være omme, så er det store spørgsmål om han endelig kan vinde den respekt som det kræves, også når man er villig til give sig helt ud og ofre alt…?

Filmen som jeg netop har set, er blevet rost en del, især pga. J. K. Simons’ præstation. Den aggressive, kolde og nøje beregnende karakter som Fletcher i “Whiplash” har fået mange til at klappe i hænderne, netop pga. hvad J. K. Simons får ud af rollen og han vandt da også en Oscar for indsatsen. Det i sig selv er ganske prisværdig, men han formår da virkelig også at få meget ud af karakteren. Jeg må sige at jeg var meget imponeret, men man vidste jo godt at manden kunne spille skuespil, hvilket han efterhånden har bevidst med mange af hans biroller igennem tidene. Hans modspil er den unge Miles Teller, der næsten imponerede mig endnu mere. Hans rolle er mindst lige så kompleks som Fletcher i filmen, og jeg vil faktisk sige at han på nogle punkter næsten løber med sejren.

Filmen fremstår langt hen af vejen som ret forudsigelig, men pludselig tager den nogle gevaldige spring til højre og venstre, og ærlig talt, så efterlader det beskuren, eller ihvertfald undertegnet, rimelig forpustet. Fordi filmen er i den grad også et spørgsmål om hvem der har det største ego. Fletcher virker som en superidiot, dreven og ambitiøs, og jeg var ved at få ticks, når han laver en bestemt armbevægelse i filmen, der signalerer at nu må det givne medlem af orkesteret godt klappe i, fordi han lige er sådan en lille snert for hurtig eller for langsom. Det er i den grad super-, super-, superelitær. Det er jo nok også derfor at han skal fremstå som et musikalsk geni. Andrew, der i starten virker som en fin fyr, lidt genert og klodset, men han udvikler sig straks til at være næsten oppe i samme boldgade som Fletcher, og det klædte faktisk filmen en del. Nu er jeg ikke uddannet musiker og bliver det bestemt heller aldrig, men den der grad af finesse og leflen for detaljerne, er med at gøre filmen en anelse mere som et studie i hvad det kræves at blive top-professionel i en krævende branche. Der er flere sekvenser i filmen, hvor Andrews ego tager overhånd i sådan en grad, at det nærmest er Fletcher, der bliver den mest menneskelige af de to, helt klart et spændende projekt, der leder mine tanker hen til Clint Eastwoods fremragende “Million Dollar Baby”.

Ja, jeg er ikke jazz-kender. Jeg er faktisk ikke meget for genren, og det er nok fordi at jeg ikke kræver nær så meget af min musik, som personerne f.eks. gør i “Whiplash”, men at Andrew er en glimrende trommeslager-in-spe er der ingen tvivl om, og at der foregår nogle radikale magtkampe i forreste geled er jeg også med på. Filmen skal ses for det fremragende skuespil, der måske virker en grad forceret til tider, men i andre stunder, så eksploderer det, og man må anerkende at det er nogle fremragende skuespillere i de to bærende roller, fordi det er i den grad både J. K. Simons’ og dertil også Miles Tellers film. En stor bedrift.

Det var et par ydmyge ord om denne lille anmelderroste perle, der nok godt kan tåle et gensyn på et tidspunkt. Filmen er måske snæver i umiddelbar plot-mæssig forstand, men historien er svulmende på andre facetter, og man sidder anerkendende og nikker i selskab med skuespillerne. Foruden Michael Keaton i “Birdman”; så er det her måske filmen med de bedste præstationer i år.

Ferien begynder i morgen…Afgrunden står ildevarslende hen…

Ja, jeg ville bare lige skrive og bekendtgøre at jeg tager afsted på min sommerferie de næste tre dages tid. Det er hverken storslået eller grandiøst den måde som jeg ferier på  – der er tale om en tur i min fars baghave, hvor vi sidder de sædvanlige suspekte typer, og drikker lidt der er lidt skarpere end saftevand og mindes om gamle dage. Det er i den grad nogle dage med fødderne godt plantet i nostalgiens muld. Årsagen er jo så at der er et lokalt marked, men det er ikke længere førsteprioritetten – iøvrigt er markedet stærkt på retur, så glæden ved at genopdage det år efter år er ikke længere til stede – ihvertfald ikke for mit vedkommende. Man er jo selvfølgelig også blevet ældre, men det er et faktum at vi har været der i næsten en menneskealder nu. 17 år i træk er vist det officielle tal, så hvad var det nu at jeg skrev om nostalgi?

Well på filmfronten har det lagt lidt stille, idet jeg har været så umenneskelig træt på det seneste, så jeg har ikke haft snuden begravet i et eller andet hæsblæsende eller stillestående værk. Jeg så dog Ryan Gosling’s instruktørdebut, der har titlen “Lost River”, og man kan godt se at han har været med i et par Nicolas Winding Refn-produktioner. Det er et meget intimt og nærgående portræt af en lille gruppe mennesker i smalltown Amerika. Handlingen slæber sig lidt stille afsted, men overalt lurer intrigerne og de pervertede, der gerne kommer frem i en skummel klub, hvor blod og gore, bogstaveligt talt, bliver sprøjtet ud i fjæset på publikum, der elsker det og jubler over enhver lille dråbe. Jeg må erkende at jeg godt kunne lide den. Den er atypisk amerikansk, og virker mere som et europæisk kunstprojekt, og det fortjener i den grad cadeau. Historien om at placere handlingen midt i et lille samfund, der er i gedigen opløsning, og hvor husene er slidte til sidste gulvplanke og tigger om at blive revet ned, til trods for at der stadigvæk bor nogle mennesker i dem. Det er også det indtryk som jeg har fået af flere steder i USA, hvor tiden har lagt en dæmper på udviklingen og folk for længst er flyttet fra de små samfund og ind i storbyerne. Det virker til at være en generel udvikling, men jeg ved ikke om jeg rigtig kan bifalde det. Jeg har været i en større by, men jeg savnede nærområdet, hvor jeg stammer fra, så jeg vendte hjem – måske for tidlig, men ikke destro mindre, så forlod jeg datidens Aalborg, som jeg ellers elsker, men omstændighederne krævede at jeg flyttede adressen tilbage til Thy. Og så er man her igen, og har været her lige siden… imagine that. – men det er nu også meget godt, jeg er tilfreds med det… og ligeledes var jeg meget tilfreds med Ryan Gosling’s film, men alle der forventer at den billedsmukke Gosling med det veltrænede maveparti har lavet en sukkersød feelgood-film kan godt tro om igen. Stemningen er i den grad særdeles deprimerende og dyster. Anbefales generelt, men ikke hvis man lige har en offdag.

Angående nye film på vej, så har jeg bestilt et par Paul Schrader-film. Jeg synes mægtig godt om manden, der jo som bekendt skrev “Taxi Driver”, idet han altid formår at overraske positivt. Hans film er præget af folk med dobbelt-ansigter, der lever to liv, og det er som udgangspunkt altid spændende. Det skal nok blive herligt at se.

Men jeg vil trække stikket ud i et par dage – og sætte mig tilbage i en stol og nyde en kølig. Selvom det danske sommervejr ikke ligefrem har vist sig fra dens mest gavmilde side i år, så er jeg sikker på at vi får tre dejlige dage med tørvejr og glæde… nu er det sagt – so let it be!

Højsæson i Afgrunden…

Hov. Ja, jeg er her skam endnu, selvom det kan være svært at tro. Opdateringerne lader godt nok vente på sig, og denne har også været svær at komme i gang med. Jeg føler at jeg er i konstant tilstand af dvaskhed. Som en ensom zombificeret ulv vandrer jeg fra punkt A til punkt Z i Afgrunden… men den anden dag ramte trætheden mig og jeg sov 15 timer. Ellers kan man sige at der er sket nogle forandringer i Afgrunden. Hvis man husker de væmmelige gule kasser, der stank af fabrik og manuelt arbejde, så har jeg i stedet investeret i nogle fornemme rumdelere. Indtil videre er det ca. 70% færdiggjort, så jeg mangler lige det sidste, hvilket forhåbentlig snart kan skaffes hjem hos almægtige Silvan.

Nej, Afgrunden lider bestemt også under højsommer. Tidligere kunne man fornemme de kølige briser, som den kære bordventilator stod for, men ak og ve – denne led en pinsom død sidste sommer, og jeg har endnu ikke fået købt en ny ditto. Så selve området omkring husalteret var temmelig varmt, da jeg den anden dag, satte Neill Blomkamps nyeste opus i afspilleren. Filmen med titlen “Chappie” var endnu en science fiction-film fra mandens hånd, og da jeg godt kunne lide hans tidligere værker, så var jeg bestemt lidt spændt:

Mine forventninger til “Chappie” gik i den mere actionpræget retning. Jeg forestillede masse af kampe med en del robotter, der gik løs og skød og myrdede et væld af bad guys. Men nej, sådan var filmen bestemt ikke. Derimod får man smidt en cocktail af spørgsmål vedrørende evigt liv, kunstig intelligens og grundideer om hvad der er værd at leve og kæmpe for. Det var en ret spændende vinkel, også selvom Chappie-robotten i sig selv var en anelse irriterende, men sådan skulle det jo nok være. På rollelisten finder vi Dev Patel, Hugh Jackman, Sigourney Weaver og den lokale, sydafrikanske rapgruppe, Die Antwoord. Sidstnævnte havde en overraskende stor rolle at spille i filmen, og til tider blev deres populære musik også brugt som underlægningsmusik… ret specielt, men de virker også som nogle fascinerende typer, især  kvinden i bandet, Yolandi Visser – hun er noget helt unikt. Nå, men som jeg skrev på Facebook, så synes jeg også at der er en særlig Phillip K. Dick-fornemmelse over “Chappie” – så selvom jeg forventede noget andet, så synes jeg bestemt ikke at jeg blev efterladt måbende og skuffet. Filmen kan klart anbefales, også især hvis man er fan af sådan lidt japansk anime-storyline og design.

Ja, det var lige sagen med sådan en film. Jeg så også et par andre, men dem magter jeg ikke lige at skrive om nu. Til gengæld tog jeg lige et billede af noget andet, der var ankommet til Afgrunden:

På anledning af Henrik fra Båndsalaten, så fik jeg hjemkøbt et bokssæt med Spike Lee-værker. Der skulle være lidt af hvert, og jeg har faktisk aldrig rigtig set så meget fra manden, så det skal blive enormt spændende at dykke ned i. Den anden er en steelbook med 90’er-filmen, “Boogie Nights” – en helt igennem fremragende film, der bliver endnu bedre for hver gang at man ser den, hvis man da kan tro på det? – en mesterlig film og velsagtens en af 90’ernes bedste. Jeg har efterhånden set den adskillige gange, og da jeg syntes at designet på denne steelbook så ganske cool ud så var det jo bare med at springe ombord.

Og ja, nu kan jeg lige godt sige det… jeg sveder virkelig meget lige nu, og det ender nok med at jeg må åbne et vindue, fordi det går sgu da slet ikke det her. Og så er det tid til en film – spørgsmålet er så bare lige hvilken en, som der ryger i afspilleren… well only time will tell – and the time has just run out!

Smeltefare i den glubske Afgrund…

Ja, ho ho ho… hold da op, hvor har det været en varm dag… helt ubeskrivelig varmt i Afgrunden, hvor mit stakkels korpus har opholdt sig hele dagen. Jeg er umådelig glad for at natten er kommet forbi og slukket hedebølgen, og selvom det nu er mørkt udenfor, så er det stadigvæk ret varmt, men enkelte små briser kærtegner min svulstige krop, idet mit vindue er på vidt gab. Sådan skal det også helst være – ulempen er dog så at jeg kan høre næsten alt hvad der foregår i gården bag, og vice versa må de så ligge ørene til mit heavy metal, som jeg har spillet lidt af i dag – nu er det dog ved at være sent, så jeg burde holde inde med det…. eller burde jeg??

I aften har jeg set en ny dokumentar om den famøse og kæmpestore tyske metalfestival, Wacken Open Air. Det er jo lige festivaltid, og siden sidst har jeg faktisk overlevet det hæslige Thy Rock. Nok engang kunne jeg høre musikken i Afgrunden, så jeg måtte selvfølgelig modsvare det hen af vejen med lidt forskellige heavy metal, så man kunne holde det ud. Well, når det er sagt, så er en festival, hvor Birthe Kjær, Poul Krebs og Gnags er på scenen ikke noget for mig… nej tak, så stædig er jeg alligevel. Men dokumentaren var ret god, og omfattende, idet den satte fokus på festivalens spæde start og frem til 25 år senere, hvor det bare har vokset og vokset og vokset – de startede med omkring 800 gæster, og nu nærmer det sig vist de 60.000 eller måske endnu mere – ganske imponerende! Jeg har aldrig været der, idet jeg ikke er verdens bedste festivalgænger, og med årene er det bare blevet endnu sværere for mig, så indtil videre er planen om at besøge Wacken skrinlagt.. men dokumentaren hedder “25 Years Louder Than Hell: The W:O:A Documentary” – ganske anbefalesværdig.

Men jo, jeg fik faktisk også en lille portion film med posten i dag:

Det er fra henholdsvis CDON og Arrow’s webshop. Sidstnævnte har endda også et stort udsalg netop nu, så det er bare med at få bestilt nogle titler derfra – der er masser af penge at spare, og de tilbyder endda gratis forsendelse, hvis det vist overskrider 50 pund… det er også værd at tage med…

De to titler fra CDON er således “Dum Og Dummere 2” – ja, jeg ved det godt – den har fået meget skæld ud, men jeg er stadigvæk ret glad for den første film, som jeg voksede op med, og som stadigvæk kan få mig til at smile, fordi at den netop er så fandens tumpet – derfor måtte jeg naturligvis også investere i 2’eren. Den anden titel er på dvd, og der er tale om AWE’s udgivelse af “Turkey Shoot”, en lille og voldsom australsk sag… jeg havde filmen i forvejen, men da jeg erfarede at Jack Jensen havde skrevet den vedlagte booklet, så var jeg spændt på læse den, og AWE’s titler er værd at eje under alle omstændigheder..

Og så er der således Arrow-blu-raysene. Først og fremmest er der tale om fire steelbooks… de to tidlige David Cronenberg-film, nemlig “Shivers” og “Rabid”, to meget stærke film på hver sin måde, og bestemt begge værd at se, især også for at se hvilken forskel der er på datidens David Cronenberg og en eller canadisk instruktør med samme navn, der laver noget mere mainstream film nu. Arrow Video har iøvrigt en killer udgave af “Videodrome” på vej i august, så den skal selvfølgelig i samlingen, og netop især fordi at det er min yndlings-film af manden. De to andre steelbooks er gamle Vincent Price-film: “The Fall Of The Houser Of Usher” og “Theatre Of Blood” – sikke noget, og jeg har set dem begge, men det er en menneskealder siden, så det skal blive spændende med et genkig, og jeg er sikker på de nok skal underholde mig – Vincent Price er jo altid outstanding. Dernæst kommer to mere almindelige blu-ray-udgivelser, nemlig Larry Cohens “The Stuff” og Seijun Suzuki med “Branded To KIll” – to film som jeg aldrig har set før, men jeg er spændt på begge – Larry Cohen har jeg tidligere set flere film af, men ikke nogle af den japanske Seijun Suzuki – spændende… jeg har iøvrigt en sidste blu-ray på vej, men den blev afsendt… jeg kan dog afsløre at der er tale om en Mario Bava-film.

Det var ihvertfald lige nogle nye titler, der blev sendt til den hungrende Afgrund – men frygt ikke, jeg fik faktisk også en forsendelse fra Amazon med tre titler:

Kort fortalt er der tale om Ryan Goslings instruktørdebut, “Lost River”, som skulle være en film meget i stil med de værker, som han har lavet med den danske instruktør, Nicolas Winding Refn – det lyder jo ganske interessant i sig selv. Dernæst “Spring”, som mange youtubere har snakket om, men jeg kender ikke så meget til den, andet end at den skulle være hypet en helt del – what the hell, jeg gav ikke så meget for den, så lad os nu se. Sidste er den nyeste Francois Ozon-film, “Young And Beautiful”, og der skulle være tale om en ganske fin lille Ozon-film, der både er enormt provokerende, afslørende og fascinerende. Bagsiden af coveret lover dog også at den er ret lummer, så der kan man bare se…

Jeg fik iøvrigt også en rimelig stor pakke fra EMPs webshop, men det er lidt mere merchandise og musik-relateret, så det ved jeg ikke helt om der kræver et indlæg, men måske kommer der et alligevel. Tiden og jeg selv er jo noget flygtig – men nu er klokken snart halv 1 – natten til torsdag, og klokken 1 kommer der kvindefodbold, semifinale ved VM – Japan – England, og jeg hader at sige det, men jeg føler at jeg er blevet afhængig… damn those female footballplayers! damn them all!